ji
i
Johannes Falk.
Roman i to Dele, as H. F. Ewald
F I k f te D e l.
(Fortsat).
Jea et i Gerstrnp ca striver dette i Tegneaaatdent
Vor falless gantle Ven, Lars Br?nt. sidder liae oversor
NO WD Viben i Monden og set paa mi»a. Han aot det,
naat iea stal siae det, fotdi det er en as bang bedste For
;;oielset, i det inindste fotsitrer han det, oa ieg soaret dertil,
J: ban paa sine gamle Tage maa oæte bleoen meget tarve
liat oant i saa Henseende; men jea set iaen paa ham og
ianter: at det et inig en Glcede og Æte, at denne gamle,
:etilasne, audstygtiae Mand saa gerne set paa mig.
»Naa!« udbtod Faster Øllegaatd, »det er da itte
saa matteligt, at han et i Besog hos den brave gantle
Lats Brint.«
Men, oedblev Clerus at læse, idet han med Haandcn
rilointede sig Taosshetn hvorsot ttor du, han set saadan
naa m·a. meng jeg striver til dia, snart med SiniL snart
krieo Hotsedrnstencz Jeg stal sige dig det —- jea et itte lern
aete i bans Hus sont Gast; ieg et Hjcelpelæret ved Get
ittnp Stole, og Lars Brint er min soresatte.
Glauk- lod Brevet synte, og Faster udbrod i en Tone-,
fom reisebe, at Hiertet sank i Livet oaa Lende:
,,Hiælpelcrtet ved en Landsbnslole, nej, nn hat jeg·
tog aldtia hort noget saa taabisligt for!«
»La·s videre, Clerus-", saade Helga, »der maa bestenit
Jirre en eller anden Hage ved Sagen.«
Claus lckste:
Saa meaet jeg nu end langes estet at se dit eact
tære Ansiat og Clatis’s oa Oelaas med, saa er jea dog set
tiliteds med, at jeg itle i egen Person ooetbtinaer eder
dsnne Tidende. Jeg set i Aanden edets fotnndrede og
ntisfornoiede Minet — J hat Ret! det nraa sorundre
erer; og doa har jeg ogsaa Netz thi jea hat trusset et godt
Vola; mit Hierte et roligt, inin Sjcel alad.
Ooad oilde det nytte, om jea her paa Papst-et udvit«
lede mine Grunde sot eder? Overbeviste blioer J næppe,
sorend J hat været het, Clans oa Helga gentagne Gange,
kn, tckte Fasten i lanaete Tid. Jeg vil i Dag blot siae
— J slulde selo vcere Vidne til, hoor hjettelig veltommen
Etit Falls Sen er i hans Fodebm J stulde set Kirten,
iom ellets er toin, pro-psnld i Gaat, da jeg sor forste Gang
tvefriete Brint sot den ham nu besocrrlige Gerning at
irre Zalmesangen an —- J niaa se inig i Stolen, naJt
jea lasset med Bornene, J man folge mig omtrina i Hnsene,
hoet jeg taler til Fotctldrene, og til de gudelige Forsamlin
aer, hoor jeg taget Ordet sta de ufornnstige, lcrser for
dem alle oa beder ineo dem; thi Faders Mcnighed et blevcn
srm en sotvildet Flot, sotdi dens Hyrde er en død Sjcel,
der tun plejet sit Fiod —- oa J vilde ertende, at jeg, slønt
i en ringe Stilling. dog tiar en stor Gerning sor, en Ger
nina, sont alletede tat litaat mka vaa en fpcendt Fod med
Prassten oa maaite oasaa tan brinae mia i mindre behage
lia Verorelse med den verdslige Livrighed; med eet Ord,
jea er bleoen Missionm i For-ers Meniaheo
Lnder det sont Hoomcd i edetsz Øren? det saar itte
lijcelpet Jea set endnu itte Enden derpaa, og jeg ved
itte, oni det slal blive til Velsignelse, men en nimodstaaelig
Tritt tranget mia stemad, oa tunde end mangen anden
gore det bedre end jeg, saa et Fotholdene mia aunstige, en
inin Natvckrelse er for ntange som en Lastedtit i en gold
Ltten —
»Man J se!« udbrod Helga tned Taarer i Øjnenr.
«Gnd velsigne og bestntte ham paa hanö Vej!«
»Tet lydet helt sornndetligt«, sagde Faster Ølleaaakd
irrende; »bare det ilte endet galt!«
Clans tystede paa Hooedet og oedibleo at lase:
J ovrigt maa J ilte tro, at jea ligget i Sttid eller
sstæiideri med Prcessten J Beayndelsen git det endoasaa
venstabeligt. Han undrede sig naturligvis over min Jde
at ville ocrte Hjitlpelcetet oed Stolen, men syntes at be
traate niia sont en Sterling der vilde prooe et lille Eventtm
hans snmtte oa pyntede Dntre haode not en lianende Fore
tilling om mig; men da jeg talte til den as dem, der syntcs
tnig at viere den godmodiaste ca sorstandiaste, oin den
Trist, det hadde søtt niig dort sta Ver-den til denne stille
Llslrog. lo hun tnig lige oo i Zjnenr. Nu holder jeg mia
sra dem. Prcesten hilset ntig hofligt, naar vi modesz nien
jeg lan oasre temmelig oks Paa, at naat han er aller hof:
ligst. lnret shan paa en Lejlighed til at bringe mig i For
ttced. Det cetgtet bam istet, at jeg er Jurist, og at jea
tan se hatn i Kottene.
Min ssrste Gang. da ieg totn hertil, var til Faders
Grav. Btint hat i semten Aar indtil denne Dag holdt
den smutt; nn stal han saa Hjæltx Oste, naar jeg staat
ved Graden, er jeg til Mode, sotn oni Inder tunde se ned
til mig, oa sont om jeg harte hatn sige: det var Ret, Jo
hannes! du hat oalgt den bedte Del; lad saa Werden sige,
hoad den vtlt
Vil du saa, take Fastek, komme til os og fsre Das for
Brint og mig? Uden dig er det hverten hugget eller stuttet.
Baade den gamle og jeg ttænget til Karlighed og HyggeJ
fmen itte not dermed —- du tan maaste ogsaa otrte noget
govt her og viere sor mange i Menigheden det, Præstens
Avne butde vere, men hvad hun itkle er. Dog, det set jeg,
at var hun end et Monster paa en Præstetone, saa oilde
der viere fuldt op at gore for eder begge.
shvorledez tst bar tcntt os indtettet, stal du saa at
vide. naar du ssrst er her. Jeg tominer ttte til Sand
batgaard, ja sotmodentlig i lang Tid slet itte til edets
Egm men jeg hat strevet til Fadet og bedet harn henoende
sig til Cletus angaaende mine Asscrer.
Hun tomniet itte, nej min Stiel om hun goe! sidder
Lars Brint der og siger t et Beet. Hvad got du saat
Din
Mannes.
»Jeg tominet, ja oed Gud got jeg saa«, udbood Faster
Øllegaatd, idet hun lsftede de soldede sendet og attet
last-e dem paa Port-et »Underlig lot-er den hele Historie;
nien Morde han i sine Dage, lige sra ltlle af, andet, ens
tyoad der et Reti Altsaa bot ot vel teo has-n paa Ordet.«
»U- tcre Faster?« udorsd helga here-get, »jeg hat
lange Me, Maske aldrig oplevet noget. der hat grebet into
saa Mit. staat ieg teenter paa, hoorledes han me vttter
og oftet sig for sine Medmennester, tan jeg i Nydelsen afl
vor rolige Lytte næsten blioe til Mode, som om jeg ille
havde nogen god Samvittighed; og det lan væte godt for
noget, hvad menet du, Claus2 Sid nu itte der og se saa
tlog og tvivlende ud. J Mcend er altid saa bange for, ais
Hjettet stal lobe af med Edet.«
,,Og J Kvindet et sttats væll men jeg hat dog for
megen Tillid til Johannes, til at jeg tan tro, at han hand
ler rent hen i Taaget; og jeg maa tilstaa, at dette et det
nrwtleligste Breo, jeg nogen Sinde hat læst; thi hvis jegl
fortalte dets Jndhold, vilde de slefte Mennester kalde d.t
Taabelighed; men naat man let-set Ordene, som de ers
faldne for ham, er det umnligt at forbl ioe lol d, naar man
da ellets hat Hierte i Livet. «
Den naeite Morgen tullede en Vogn ind i Stovrider
gnatden, og inren Claus tunde komme til Stede og tage
mod de tidlige Gæftet, ttaadte Justitgraaden, fulgt If
Jngeborg, med en vis Heftighed ind i Stnen.
,,Godniotgen, Born!« sagde han med ryntet Pandshj
»Øllegaard fit jo i Gaat Brev fta Johannes? Nati, saa’
ved J det jo — Stolelastet i Getstrup, et Mennestet blevetI
s. sm« l
lsukkyu. i
»Ja, et det itte sorgelith« spurgte Jnnebotg med en
melantolsl Mlne; »men jeg tan dvg ikle sige, at det over-I
raslede mig i og for fig; jeg Ventede mig alt niuligt cfs
Johannes; men det got tigtignol hans Taarstab topknaalt,k
at han nctop hat valgt sin Faders Sonn til Stueplads for
sine Bedrifter.« l
»Tørn ham ille overilei!« bad Fastet Øllegaatd;
»der tan maasle komme noget godt nd detaf alligevel.«
,,«.ltuget gtdtl hvad flulde det vcere?« for Justits l
taaden op. »Er der anvendt sna innnge Penge Paa ha!n, S
for at lan stal ende fom Alnmeftolelctret7 zsea siget, ml
shan et gal, rent pinende gal! Juridifl Kandidat og Stole-!
lcererl Hat J hort noget mete vanvittithk Men jeg Vil
til Gerstrup og tale med ham; han ftal itle have Lov til
at ptoltitnete sig selo og fin agtvcerdige Famelie i hele
Werden-;- szne!«
,,Jeg maa meget ftataade Fadet at tage til Get
ftrnp«, sande Slaus; »han er nu engang anfat, og Sagen
ladet sig itle fotandtez der vil itle komme andet end ubes
bagelige Optrin ud af det.«
,,Jtle det, ille det?« sputgte Justitstaaden; ,,det slnl
Vi faa at se!«
,,Jeg tun dog ilte andet end at give Botup Medhold
deri, trete Niels!« sagde Jngebotg med et blidt Smil
»Du gleminet, hoilten -Stional-le, Johannes er.«
,,Men jeg fotftanr det ille«, svarede Justitsraadems
,,han hat i sit Btev til mig ille angivet nogen fotnuftiq
Grund til det fottvivlede Sltidt, han hat gjott; han sttivet
blot, at den Vitlsomhed, han har, gansle et eftet hanc
Sind.«
,,Lad Fadet læse Btevet til dia, læte Falter-F sagde
Helaa; »der udtaler shan sig dvg temmelig udførligt.«s
Btevet blev hentet, Justitstaaden reo det ud af Heran
den paa sm Eøster og laeste det; men sttats da han tom til·
tet Sted, hvot det stod, at der nu intet manglede udenl
Falter Lllegaatds Nætvwrelsse, saa han op og tilkaftede
fin Softet et vtedt Blit, idet han sagde:
»Ja san! Saa du stal derovet med og tasre paa en
fattig Tegns Jndtcegter? Det hat hcm viselig fottiet fots
miaz men jeg vil sige dig, Øllegaard, at det blivet der
intet af!«
IHan læfte Videre; men man lnnde se paa hans An-,
sigt, at noget af det, han let-ste, dog gjtstde et vift Jndttytt
paa ham. Ithan var itle en Mand med noget haatdt Hjette,
og han tnnde itle godt lutte Øjnene for den Kendsgetning,
at enten hans Stedson nu handlede fotnuftigt ellet ilte,
saa maatte dog ædel Selvopoftelse raste Bevceggtunden.
Han saa op da han tavde lasst Brevet til Ende; meni
da hansJ Vlt faldt paa hans Hultrus lol l,de smilende
Aasym stammede han sig over sin Soag«hed; han gad hende
Btevet og bad hende lkese det og sige ham hvad hnn tctnlt e
detom. Hun tog Btevet tovende men hnn lunde jo ilte
slippe fot at lcrse det; hun tog det itke med Rinaeaat, men;
nied Uvillie. l
Elfterbaanden som hun læste, blev hendes Mine møti. l
Var det nogen Plet paa denne Jotd, hvot hendes Hierte
ilte drog hende ken, saa vat det Gerfttup; hun hadede
Stedet og ethvett Minde derftaz hun etindtede Lats Brink
fom en ubehageliq gammel Karl, det generede hende Its-ed
ucesvise Spotgsmaal. Alt, hvad det ftod om den biet-te
lige Modtagelse, Johannes havde faaet i sm Fodebn om
ten propfnlde Ritle og den Gavn, han gjotde ved at gaa
fta Hus til Hins, vat i hendes Øjne tun taabelig Jndbild
ning, og ·det, at hans Ncervætelse fot mange var sont en
Lassiethk i en gold Orten, fotelom hende at vcere noget
sentimentalt og indbildfl Vaas. Da hun havde læst, hvad
der stod om hendes Monds Grav, dlegnede hun on lagde
Btevet samtnen, idet hendes Blil blev loldt, hendes thel
l;aatde.
»Hvad menet du?« spurgie hendes Ægtehekte, som
nroligt vat gaaet op og ned ad Gulvet, men nu ftandsede
totan hende.
,,Jeg menet«, svarede hun i en islold Tone, ,,at jeg
oldrig hat læst noget, laa gennemtrængt af aandeligt
Hovmod fra føtst til sidst, fom dette Brei-. Det et bedro
velig-t, men der et itle andet at gere, end at lade ham fejle
tin egen Ss.«
»Jeg er bange, du hat Ret«, svatede Justitgraaden.
en Smule fotvittet over denne asfgsrende Fotdømmelse;
»lad hani da det; men Øllegaatd faat min Ssjæl itte Lov
til at tagt til ha"m; at min tødelige Solter ital vcere
Snyltegæst hos en ftaklels Degn, det ladet jeg itle sidde
ipaa mig, saa maa hun hellete —"
»Aa", faldt Jngebotg hurtigt ind, ,,Øllegaaed tan
fo blive, hvor hun et; det befindet hun sig vist bedre end
noget andet Sted.«
»Mit Hus staat dig aabent, Øllegaard, at du ved detl«
udbrsd Jnstttstaaden med uventet Energi.
»Det hat jeg saamoend tkle market noget til«, sagde
Jngebotg, idet lnm todmede og aatbenlbatt havde ondt ved
at behetsle sin Hat-me og Ura, ,,at Alegaatd gerne ntl
vcte hos os!«
»Nei, det gaar for vidt!« btsd det endelig los fra
Futter Øllegasatd, siom lcenge havde stddet og krammet sit
Lomtnetsttloede mellem Fluge-me »Det et en smut Tat,
jeg faar, fordi jeg hat slidt for dig i vlte Aar, Jngevorgi
Men du flal ilke have va til at sidde der vg hylle, for det
skal Gud og hver Mond vide, at naar jeg ikle vil vcrre paa
Sanklvaekgaard saa er det ene vg alene, fordi du ikle kan
tanle mig der; men jeg skal nvk gaa smukt af Vejen, vg
jeg rejser, hsvvrshen jeg vil, eller bliver, hvat jeg vil. Lad
J bare mig sløtte mig selv!«
»Ja, det er vistnvk det llogefte, tror du ille, Niels?«
lspnrgte Jngebsorg, idet hun rejste sig med et rvligt Ansigt
vg et tirrende SmiL »Er! Beroligelfe er det da ogfaa for
os at vide, at hverken Øllegaard ellet Johannes lommer
gnnske tomhasndede til den flatlkels Degn. Kom, lære Ven,
lad vs tage hjem!«
Justitsraaden saa forbløffet ud og syntes uenig med
sig selv; men han greb til den for svage Sjaele ille ualmin
delige Udflugt, at give sin Harme Tøjlen vg at lade den
gaa nd over de Uslyldige.
»Aa, J er Mennester, svm man ilke kan komme til
Rette med!« raubte han, »og du, Øllegaard, svm burde
være den fornuftigste, er ret en stivsindet gammel Mamssel!«
Og derpaa for han ud af Døren og var faa ugalant
at springe op paa Vognen vg lade sin Helft-en hjerlpe sig
selv. Helga gjorde et Forng paa at faa sin Fader ind igen
rg dritte en Kop Tie, da Bordet netop stod dælketz men
han vilde intet høre, og hans Hustru gjorde en Ende paa
Sagen ved at sige til Kasten, at han stulde køre.
»Au, Helga!« udbrød Faster Øllegaard, da de var
vorte, vg hun kastede sig tilbage i Svfaen, »der tager paa
Flrcefierne!«
»Tet er blnt en Overgang, leere Faster«, fagde Clanå;
,,det maa saa tidt i denne Verden være galt, inden det
lan blive godt; men vi bør ilke lade Johannes vente paa
Even-, og vil du vg Helga fom jea, saa spcender vi for den
Dag i Morgen og kører til Gerstrup, saa rast Skimlerne
kan lobe!«
18. Kapitel.
Ved Seinens Bred.
Ved Zeinens Bred, midt i Verdens Hovedftad, liggct
en Mark-, som i det Aarhundrede, den hat etsifteret, har
vaTet Stuepladsen for nogle as dette Tidsrums merkte
liaste og gyseliaste Begivenhedek, som hsar stiftet Navn med
de velglende deer, og sorn nu baerer et Navn, der lyder
sem en Parodi paa det Folls Historie, der fakrdes paa den.
Tet er la Place de la concorde, Endraegtighedens Plads.
J Aaret 18536 var den lanatfra saa fmut, som den
nu er. De praatfnlde Fontcrner med deres rige Jndfat
nina nmnglede, de flet byagede Konkterer mod Nord, son:
nn er afløste med Riroliaadem stod der endnu, Da de dybe
Grade omlrina Pladsen var ilte gansle udfylth men dog
var Udfiaten til de tre andre Sider lige saa smut og stor
artet fom nu, navnlia ad den lange LI«:, der acnnem de
elyfceiste Marter da videre fort førek til barriere de l’Etoile,
ca lwor den lolosfale Trinmfbue, arc de l’(Ftoile, paa en
Emponerende Maade afslutter Udsigten Ten lange Rætle
Gasblug paa beaae Sider af denne Alle liae til Triumf·v
b11en, de utalliae Ekvipager med tlartftinnende Lygter og
den bølaendc Menneftemcenade afgav denaang, som nu,
et pragtfnldt Slue, der fcengslede alle rejsende.
J Aaret 1826 blev Endrcegtighedens Plads doa Gen
stand for fcerlia Opmærlsvmhed, fordi de Franstes Konge,
Louis Philippe, den 25. Oktober havde ladet Mehetned
Ali-k- tostbare Gove, den 72 Fod høje Luxor-Obelift, i sin
eaen og Hoffets Ncerveetelse og under en u«k,yre Zoll-k
n:cen«ades Jubel oprejse paa sin Piedeftal, saaledeg som den
latinisle Jndstrift paa Fodftnttets oftliae Eide endnu den
Dag i Daa fortceller Bestuerem
Fra denne Daa af oolsede de nnsaerriaes AntaL der
isckr om Ulftenen efter endt Daavcerk fcetdedes vaa Piav
sen, oa det lostkede alter talriae Tilslueke af Parisernes
Liv paa Gaden derben. Blandt bis-se fandtes en sinnt,
mild Decemberaften Major Wink-, Alexis oa Dlivia samt
Adolf Eichftedt, der havde erholdt Forlmnaelse af sin Per
mission og endnu dvcelede i Paris med sin Morbroder.
Det lille Selslab havde man-need sia paa Pariser
mann, ifølge hoilten Mand og Kone sjælden vifer sia
Arm i Arm, som om de fryatede for at aøre sia latterlige
detved. Majoren oa Alexis aik foran, fordybet i Saintale,
Adolf fulate efter med Olidia under Armen; men det
rate de ikte lange førend baade Majoren oa Alexis blev
borte for dem i Brimlen.
Tre Maaneders Æatesiab havde vceret mere end nok
til at lcere Olivia, at en vis Frihed var en Hovedbetingelse
for, at hendes Gemals gode Lune ikte stulde lage Stade.
Hsun maatte med Ovetlcra oa Snildshed vcelge de Øfeblitte,
da hnn tnrde ncerme sig ham med den naturlige Ømhed,
om hvillen hun engang troede, at den betegnede Forholdet
mellern Mand og Huftm Nu vi dste hun bedre Besteh, ccx
stønt hun i Begnndelsen havde følt Slusselsen og hatt
mismodige -Øjeblibte, koen bun dog lettere derover, end man
stulde troei. Hun undsiyldte sin Mund og beroligede sig
felv dermed, at Tonen i den fremmede Stads fotnemme
Medic i hvilte de lebe-de, saaledes forte det med sta; hun
lagde Vægt Paa, at han fjælden sagde hende et fortrcedeligt
Ord, og haabede, at der bag hans formelle Vassen stjulte
sig langt mere Folelie, end han lagde for Pagen
Hun elstede hom, og det spredte og besvcegede Liv, de
forte, lod hende overse, at, hvad der begyndste saa toldt,
vanssleligt vilde ende godtz men hqu havde tillige Øjeblitle,
da den Frihed, hnn nød, tiltalte hendes livliae Natur, da
Mæn"denes Hyldest behagede hende, oa Kvindernes Mit-un
delsse morede hende. Hun havde virkelig, som kendes Sizi
getmoder spaaede, leert en Del i Paris, og det fyntes, at
hun ilte kunde undgaa sin Sterlan men hendes Vandel
var efter mennestelig Maalestsost ren, og hun havde endnu
ingen Anelse om, hvilte Fotdringer hendes Ægteherre stil
lede til hendes Overbcerenlhed Falte hun end undertiken
dunkelt, at hendeg Liv itle ganste var, hvad det burde vere,
saa glemie hun det snatt igen; og de ØjeGlilte, hun havde
til rolig Obervejelfe, var sjceldne og torte.
Der gik hvn ved sin Svogers Arm og lyttede begcetligt
til hans Tale. Synteg han end at sinde saerdeles Behag
i hendeg Selstab, og robede end bang Mitte, at hun ingen
lunde var ham ltgegyldtg, saa blev hun det bog itlte var;
det var hans Ord og ilte ham selv, der fængslede heade
Han indfriede et Lofte, han for nogen Tid siden havde givel
heade, neinlig at fortaelle hende Endreegtighedspladsens
Histserie
»Denne smukle, maanelllare Aften«, sagde han,
- ,burde egentlig ikke fordcerves ved en ForelæsninG havde
Ing itte en Tillhører som dig, Olivia, saa tav jeg. De
Dødes Aander synes mig at svaeve over Pladsen.«
«Jeg er ikte bange sor dem, tære Adolf, og du hat
Ret i, at en opmærkssosrnrnere Tillhorer end mig tunde da
itie faa.«
»Du er iile bange? Du ved itle, hvad du siger·
IDa du i Oktober Maaned bivaanede Oprejsningen as den
Ismutke Obelisl, et meningslnst Monument, som Borgeri
kongen lod satte der sor at stjule Mindernes frygtelige
Alvor, huslede du da, at hans egen Faders Hoved er fal
den under Guillotinen paa denne Plads?«
,,Det gjorve jeg vel ilkez men det bør være mig til
leimen siden Hans Majeftcet, de Frarlstes Konge, selv syntes
at have glemt det.«
»Ja, her i Paris lan man glenrme!«
,.Forto:l da, leere Adolf, alt, hvad man synes at
have glemt.«
»Hvor Inange Boger er der ikke strevet deroml thi
Concorde-Pladsens Historie er, saa at sige, den franka
Revolutiong Historie; men det lader sig dog fortælle i
storthed: For lidt over 70 Aar siden beviste Kong Levis
Den Femtende Staden Paris den Naade at tillade, at han
Hkltytterstat Ie bl lev oprejst midt paa Pladsen. J- Juni 1763
-sad lxan der afbildet i Erts til Heft, og fire Siikkelser, der
forestillede Eint-ke, Kloasiasb, Retfazsrdigshed og Fred, holdk
Vagt ved Statuen-E- Fod. Dei var en blodig Parodi paa
en saa ussel Regering som hans, og Fransimændene herv
nede sia ved bidende Satire, idet man faa Dage efter Mo
numentetg Afslørelse spaa Fodstytlet fandt det bekendte
Vers skrevet:
Grotesque mouument, infame piedestal,
Leg vertus sont a pied, le vice a cheval.
og senere blev der tilføjet:
Jl est ici comme a Bersailles,
Jl est sans coeur et sans entraillesl
l Dct var Concordie- Pladssens Jndviel«,se dens fsrste
lBesmittelsn og den hed nu Louis den Femtendes Plads.
IHvor mange ustyldige der end sukkede i Bastillen og paa
andre Mander led Undertryltelse, saa var der dog stille i
ILandeL og Folleaanden gav sig tun til Kende ved Vit
Itigheden
l Da skete det svsv Aar senere, at Pladsen fsrste Gang
ved et ulykleligt Tilfælde blev vaedet med Blod, og det
var et ondt Barsel. Da nemlig i Anledning as Dau
phins, senere Louis den Sel-stendes, og Marie Antoinettes
Formæling den 30. Marts 1770 det store Fyrværkeri. der
kostede en uihyre Sum, her afbrcendtes, forskrcetttede nogle
ubehckndigt rettede Raketter den tret sammenpakkede Men
neskemcengdez der opsted en saa frygtelig Trængsel, at over
Tusmde Mennesler lod Livet, de fleste ved at styrte i Gra
vene verhenne, hvor de blev trampede ijhel, og over to
Tusinde blev kvæstede.«
»Bei maa have veeret en rcedsom Scene!« udibrsd
Olivia.
»Ja«, svarede Adolf, »den tostede lige saa mang
Mennesteliv sosm en Bataille. J 22 Aar hvilede Erindrin
,gen om denne sorgelige Begiivenhed over Louis den Sek
jstendes Plads. Hvok meget var der iksle stet « disse 22
«Aar! Den 11 August 1792 blev paa Konventets Befa
lina LouiI den Femtendes sStatue nedtaget og Ertset
omsmeltet til To-Sous Stylter. J Siedet blev Paa Jud
stvklet sat en malet Lerstatue, Frihedens Gudinde, og
«Plavsen blev døbt place de la revolution. Jtle et Aar
«senere indviede Guillotinen den til dens blodige Beste-m
melse, idet det 21. Januar 1793 Louis den Setstendes
Hoved saldt — der!« Cz
,,Lad os gaa lidt længere bort«, sagde Qlivia bieg
nende.
,,Og du mente, at du ille var bange?« spurgte Adolf
hende smilende; ,,men det nytter itte at gaa til Side, min
tære Svigerinde, thi Blodstrømmen hnr bredt sig vidt her;
henimod tre Tusinde ulntkelige, slyldige og u·s·tyldige, hat
vædet Pladisen med deres Blod, og som Chateaudriaud
sagde, da der var Tale om at anlætgge en stor Fsontcene paa
dette Sied, hvor Louis den Setstendes Hoved faldt — ilte
al Verdens Vand vil tunne rensse Pladsen for det Bind,
sber er flydt! J over to Aar arbejdede Guillotinen her,
Kongen, Charlotte Corday, Giron·disterne, Dronningen.
Prins Eaalitö, Priniesse Elisabeth, Marats Tilhcengere,
Orleanislerne, Camille Desrnoulins, Danton og endelig
Robespierre oa hans Kreaturer — alle maatte de ester at
have berstet lidt, standet og raset her lcegge deres Hovedek
paa B.losllen.«
Olivia syntes nu, da hun stod paa selve Stuepladsen
for disse rcedsomme Osptrin og hstte fortcelle derom, at se
de ulyllelige med dødvlege Ansigter under Pssbelens Hujen
blive slæbt til Retterstedet, og hun gyste.
»Hvern slulde dog tr«o«, sagde hun, ,,at disse artige
Franiskmænd tunde viere saa blodtørstige!«
,,»De var lange bleven mischandlesde; jeg beundrer lige
fuldt den fransle Nation. Nu, da Aarhundreders Mis
aerninger var bleven hævnede og Blodværtet til Ende,
blev Pladsen første Gana dølbt place de la concorde, En
krægtighedens Plads. Den store Mond kom, han, som
ved sit mcegtige Geni undettuede enhver Spire til Uenighed,
sorn snart blev Enelhersler i Frantrig, i hele Europa. GiV
jeg havde svceret Mand paa Napoleons Tid, Olivial Jeg
bavde da sorladt mit Fodeland og- var gaaet i den stiore
Kejsers Tjeneste, og det lunde jeg da saa meget beste
gfostt, som han var vor allierede. Dei dar en Mond at
taenvpe under og lide sor! For-staat du miglt«
»Jeg tror det ncesten; men jeg tror ogsain at dri
du havde saaet dit Ønsle opfyldt, vilde du bleven hekbredes
for din Begejstring.«
Gortsættes.)