Johannes Falk.
Roman i to Dele, af H. F. Eiv alt
F s r s te D e l.
(Fortfat).
Johannes san i echtert Fald, at han var utendt;
men -ielo haode han strats acntendt gamle Lars Brinl.
TWI DO· Zielelasrer i Gerstrnp. Den gamle rar darne
fodt im Bornholm oa var bleven vidt okntumlet i sin
llnadom, indtil han i sit fnrretnoende Aar fandt en Haon
k Gkksttulx bvor han nn hadde leoet og oirte: i nceiten
tredive Aar. Hvor ofte haode Jolianneg itle sorn Treng
fidoet vaa hans Ftnæ og lyttet til eventyrlige Fortællingcr
orn bang Fodeo, der lnejser i det brnfende Hao sont en
Bautasten for Karlighed og Troftab mod Konge og
Fadreland; og hvor ofte havde itle Johannes’s Fader
oplioet sig ved en venlEg Samtale med Lars Brinl, der
ftnttede sig noje til Ptæsten og tog Del i alle Familien-s
Glader og Sorgerl tun for Præftens Kone havde Degnen
nndertiden varet en besoærlig og kedsoninielig GcefL
Johannes haode allerede gættet, hoein oet var, der
cndnu beitandia holdt hans Faders Grad saa sinutt ded:
liae. Nu glcedede det ham dobbelt at se den gamle rast
cg roria; tl)i det oar netop hom, han agtede at opfoge;
ok: Elolen var det egentlige Maal for bans Vandrina.
»Guds:— Fred og Godaften, Lars Brint!« sagde han,
iket han ger den aamles haarde Hat-end »Vel Inodt oed
min Faden- (k)·rav!«
»Ih, du Freliens Gud!« udbrod Lars Brinl, iket
lan braate sine Zim, bvis Stm var noget spaltet, tcet til
ten fortnentlkae frennnedch Anstat, »ja tror jeg itte, at det
er Johannes Falt!«
,,Te mente not, at jea baode glemt baade Den- Ig
Gerinan
»Eaamasnd! Tet er io nu hele feinten Aar, siden oi
stiltes; nien Tat for Deres Breo! Jea har heller ingen
riatig and Zanivittighed, siden jea ille besvarede det; del
er nn hele rtte Aar, siden jeg fit det; jeg har det saainccnd
ei!rn!.i, og jeg har lceit det mangen god Gang iaennein Jg
alasdet Inia ever, at det ait Dem del. Jeg opfatte soc
lcrnae at lsesoare det, oa ret dner itte; nien da det loni, our
der Etmdom i mit Hug; tort efter taldte Herren Kathrinc;
rnin tasre Hultru hviler nu derbenne, og mine tre Sonne:
er ioredt vidt oni i Verdem jeg er en ensom gammel FilaL
spr. Falt! oa saa lan Te flonne, hvor aodt det gar at se
gamle Venner. Anter De at blive l)er, oa book taaer Te
End-I Der-IS Vean er ntaafte oppe i Præfteaaarden?«
»Im har bennttet Apcltlenes Befordrina, Vrinl; her
ier Te Jnin Baaaae3 Maa jeg vcere Deres Gast et Par
Taaek«
»Nei viele-link Nati, det slal De have Tusind Tal
for! Jea troede faamcrnd, De vilde ind til Priestens, de:
viide Te have saaet en bedre Sena oa overmaade fm
B-.-ocertnina; man leiser bojt i Prasftegaarden nu, oa baade
Huiet oa Haken er l)elt o:ntalfatret; men jeg lommer der
tim i tfriibeds Meofor oa sjcelren tangere end til Praltens
Zindereime; der er mia for fornernt; nei, det er ilte loer
i aanile Dane!«
»Tet er netop en af Grundene til. at jeg itle bar
vasret tier, siden vi flyttede herfra«, fagde Johannes, idet
lmn areb den aamles Arm, toa fm Bnlt og sin Stol, og
re forlod lanasomt Kirteaaarden »Bei Betendtslab, r«
aiorde nied Paftor Brung i Naadfencsaaret, gav os just
itte Luft til at tonune ham ncer tiere; men en Etam er
ze: alliaeoel, at jea itte har været her for. Tat, fordi Te
lsar holdt Faders Grad faa fmultl Dei gjorde et velfignet
rart Jnotryt paa Inia at se det, da jea tom.«
»iltatnemnielig niaatte ieg vaere«, sagde Lars Print,
,,on: ieg havde ladet Tidsler og Nelder gro paa Teres
falia Faders Grav. Han viite rnig Tillid og Venstab, rg
doo haode lian jo Ret til at bnde oa befale, lom han der
evre nn aork« ——- og saa peaede den gamle paa Presse
gaarden.
Johannes fandt Degneboligen nforandret og vel ded
liaeholdt. Alt var tarveligt men renliat og net; de holde
taltede Vcegge var uden Reone eller Plet, Sofan med
det Heitehaarg Betraet ftod paa sin gamle Plads og det
rodmalede Fyrretrces Bord foran den; et gannnelt Stalol
oa nogle faa Stole, et lille Spejl nied et Bord under,
der bar en tinesift Potpourri-Ftrutte, og to Spyttebatter
as en betydelig Stotrelle i Vindueslbjornerne —- alt saa
ud som for feinten Aar swcn; men foruden dette Lohnwo
oaetelfe og sit Sovetanimer havde Lars Brint tre gove»
Rum, iom han nu, da han var Entemand, og en PigeH
bestyrede hans bestedne Husholdning, ingen Brng
liavde for. i
Det bedfte, Hufet formaaede, tom paa Bordet, og
Johannes gjorde sig tilgode efter den lange og trcettende
Vandring. Medens Vcerten og hans Gast spifte, fortalte
de hinanden de vcesentligste Begioenheder fra de soundne
Aar, og Lars Brint gav en udforlig Besteivelle af tin
Hultrus Sygdom og Dod, hvilten Johannes harte paa
Ette blot med Taalmodigshed, men med Deltagelse, da hun
rat gaaet bort med et kristeligt og gudhengivent Sind.
Den gamle tom ornsider bort sra sine egne Sorger
cg Glceder og fpurgte, hvorledes Madam Falk levede.
Han haode just tkte vist nogen halt i at fremtomme med
dette SporgsmaalZ men da chian horte, at Madam Fall nu
var bleven til Justttsraatdtnde Falt, lod han baade Kniv og
Gassel faule, og hans Fotnndring gav sig Luft i smaa
Udraab som:
»Ja laa, hm, hin, fee man det!«
Han martede imtdlerttd, at Johannes itte var oplagt
til at indlade sig paa narmete Fortlartng over den Sag
og han tom selv i Aande detVed, at han blev udssputgt om
fin egen Stilllng og Tilstanden i Menighedem
»Det set drooeltgt ud«, sagde han, idet han efter
endt Maaltid tandte sin Aftenptbe, «grumme dtoveltgtt
Den Bruus duer til alt andet end til at viere Priest;
han driver sin Jon ttods nogen Forpagter og holder tin
have fmult t Stil; med Osten Ttende og Smaaredsel er
shan saa nojeseende, sotn om han var en heter; han Oder
sig M, saa lang Dagen er, oa for Reiten er det han«
Lyst at processe med Bonderne. Naar man ltgger l Strid
med stn Neste, laa lan man faa et godt Raad hos dam;
lian er sttv t Loven.«
I——— -;I
,,Hdotdan gaar det liam da i Kirten?« sputgte Jo
hannes. «
,,.stnmme1«ligt! Hatt lceser en Præditen op, fom der
hverten er Saft eller Kraft i; rnen nndertsden gør han
klte engang det; for er Vejret daarligt, eller Menigheden
ilte er paa Pletten til lKlolleflettet, saa prcediter han slet
itte, men ladet mig lasse en gudelig Betragtning op, og
det føret da til, at Gudg Hus staat tomt; for selv om
jea læser nie-d Andagt —- oc jeg maa tilstaa, at det i
Begyndelsen fornojede mig, sa. har det doa ingcn ret Art;
det er itle den frie Fortnndesse af Guds Ord, og jeg er
ingen Guds Tjener, taldet ti: at Prcrdike.«
,,Hdad «siger da Bonder1-"-T tkl det?«
»Hm ja! min trete Hr.k.7jalk, be siget ilie alle det
samme. En Prceft er jo onsin Menighed som et Sys,
der er sat i en Stage, og nth Lylet er det date Marte,
hvot lan det saa blive til andet end ForvildelseZ Jkle
fordi jeg saadan nden videre vil aore Ptcrften anfvarlia
for Menighedeng Bandel, men under en saa troløs og
egennyttig Hyrde maa den ja blide sotn en Hjotd, der er
splittet ad. Nogle af dein lcver ganfte uden Gnd, et lede
ljat, foratgeliat, ja lastefnldt Lednrtx Edir og Trit oa
Liderliahed taaer Oderhaand. Andre leder sittkeligt not
ca pagser dereg sttamx men naar jeg sprrger dem, hont
for de aldrig aaar i Ritte, saa fvaret de: hdad stal di
det? Ptæsten temser jo tnn noget op, han felv itte tror
paa, og saa hat han sorert Jud efter at lomine hjetn oa
ifpise til Middag. Atter andre et henfalden til aandelige
Bildfarelfer, on Gendobetne driver da deres Spil ogsaa
ster E Srgnet Tet er itte lange, siden de dobte Sidse
YJtittelsrn i Aan cg dred Ded højlnsks Daa det stallels
«Frnentinsmer splittern-gen nd i Vandet -— men Pastoten
Hader fem vcere lige.« .
»I·I«’en er het da itte en auslig lriiten chel i hele
iEognet?«
»Ja del er her det! En lille Hob hat bevaret sand,
niminlrt Gndåfrnah de tonmier samtnen for at bhrte
zHerren paa detes Vis, da de niener det oprigtigt not;
Imen der blioet doa oasaa undettiden snattet vildt Tnj
Ided disse Forfamlinger, Da de er jo fotbudt oed Laden;
·de er Paftoten en varte Trrn i Øjet end GendobetTeh som
iitte hat arebet shndtrliat om sia endnu. Fotfamlingerne,
idem lan han Pinedød itte lide; han siaer, det er Djævelens
Vasrt og det pure Obrer. At ja! da saa det anderledesz
oa bedte nd i Dereg salig Fadets Tid!«
,,Paa en Maade ja, Brintl Han mente dem det doa
aodt; nien der dar stor aandelig Tod ogsaa dengang, og
naar det onde hat faaet saa frodig en Bund at trives i,
Ida tonimer det vel for en Del deraf, at der ingen lraftia
i»Ja-d dar udsaaet i Menighedens Sjæle, der tunde staa
ktltrndtet imod.«
. »Te dil da Ette laste Teres egen Fader i hans Gtao?«
ispnrate Brint, idet han rnntede Banden
i ,,Til innen andre end Dem, Brint«, sdarede Johan
;nes med et søtamodiat Emilz »vilde jeg fiae, hvad jeg her
lhat sagt, ca det er ilte andet, end hvad Fader selv erlendte
»Na sit hderste. Han bad mig derfor aldria blide Prcest·—
»aid jeg dar dleden det!«
E »Ja, wird give, Te dar, on, De hadde tundet følae
jTeteLs Fader i Fialdet!« sagte Lats Brint. »Men tilgiv
;tni«a, min unae Ven, at jeg siaer Dem det — De maa Elle
l
l
hodmode Dem eller indbilde Dem, at De lundc gjort det»
tksdre end Deres falig Fader.« ;
,,Hdor lunde Man vcrtte det i Meniahedem sorn satte-;
Hres ham ielv — Tro? Hadde Gud ladet ham gaa sin»
«·3hgdom iaennem og lede, da stulde De set, at det vilde
jfaaet en anden Art! Da vilde han del ajott det hedre,
bend jeg fotmaaede, selv om jeg var ttaadt i hans Fodfpon
)Nej, min gode Vtint, det er saanuend itle nol, at en Proeltl
er en velrillia na stiltelia Mand; og havde min salig Fa
der end i mangt et Ztylte sjceldne Kundftaber, saa lom
de ingen tilgode, og hvet meget detaf hatte Guds Rige
til? Vilde jeg tillceage min Fadets Minde en Æte, sotn
ilte tillommet ham, da elftede jeg ham itte paa den rette
Maade. Jeg hat itte elslet noget Mennesie, sotn jeg elftede
hani —— og Gud vozre lovet, som en troende Kristen gik
shan ind til Herreng Fred!«
Lats Brinl tav og tyftede paa Hovedetx men da Johan
nes detpaa fputgte ham, hvorledes han tom nd as det
med Ptreften, ryttede den garnle nd med sin Hiertesorg.
»Hast vilde gerne have mig nd af Embedet, om han
lunde«, udbrød han, idet Pilzen tystede i hans Haands
,,ha«n hat sagt til Predsten, at jeg er for gammel og ikte
duer mete. Gud forlade ham den Lognl Jeg vil ilte
gaa ham under Øjnene, deri stiller Knudenz men han hat
dog dtevet sin Atig for saa vidt igennem, at jeg til For
aatet stal lsnne en Hjcelpelærerx og saa sial jeg plages med
en af disfe unge Seminatister, ret noget indtbtldst Kram,
der mener, at de hat flugt Alvetdens Visdom.«
Johannes lad hensunlen i dybe Tantet.
»He: vilde viere noget at udrette«, sagde han endelig,
»het midt i denne for-vildede Flosl og saa i min Fadets
Menighed, fom jeg hat lcet fta min Batndom!«
,,Hvad var det, De sagde?« spurgte Lats Brint.
»Gatnle Bettl« sagde Johannes, idet han lagde sin
Haand paa Lars Brinls Arm, og hans Tjne lhfte af stille,
dhb Glæde, ,,-l)vad siget De om rnig —- vil De have rnig til
Hjælpelæret?«
Lats Brinl tog Pilzen af Munden og stitrede paa Jo
hannes Fall.
»Ha, hal« lo han endelig. »Det var en god Spas,
denl" —
»Det et mit ramtne Alvot«, l’vatede Johannes, »in-r
nu et Meblit toligt og taalmodtgt paa mig.«
han sortalte nu den gamle, at han havde opgivet sin
Plads paa Sandbælgaard, fortlatede harrt, at hans Hierte
aldtig havde vætet ved J·uraen, talte om den dyibe ·Trang«
der rstte sig i hanö Sie-L til at udtette noget til Guds
Æte og ttl at atbejde t hans Tjeneste, og udvttlede for
ham, hvorledes han laa en Multghed i at faa sit højefte
Ønste opfhldt netop nu, sont Fotholdene var i Gerstrup
Sogn. Han taldte det et smnlt og lonnende Kald at læse
med iBsrn og tidligt tote dem ttl Gudsfrhgt, men mente
tillige, at han, da han var batnestdt i Sognet« vilde faa
Jndgang ogsfaa hos Fotældtene, og at, naat han fotst
havde en Bittfornshed paa Stedet, saa vilde han ogsaa«
)
l
l
I
l
ved at leve med de gudlrygtige og deltage t deres For
»
samlinger, tunde gøre noget for at holde dem i dct rette
Spor. —
Lars Brink glemte at ryge, et Bevis paa, at han var
ncervcd at blide reven med, ina varmt og indtrcrngende
talte Johannes sin Zag; men efter at han gentagne Gange
havde ndbrudt:
»Ih, jeg tror, De vil! Lad os nu vaere Mennester og
·bruge vor .Forftand!« reiste han sig op og flog Pibelaaget
haardt til, idet han ertleerede, at den falig Pastors, han-s
tære Vens Søn stulde gaa i sin Seng og førft sove paa
det. Johannes fandt sig taalrnodig i denne Afvisning,
men han lhorte, at den gamle, efter at de var gaaet fra
hinanden, inde i sit eget Verrelfe talte højt ined sig selv,
og idet han snurrede endnu stærtere end fcedvanligt paa
r’et, udbrød:
,,Jh! jeg trot, Drengen vil!
til Fornuft i Morgen!«
Johannes sant ned i det Bierg af Dhner, fom Lars
Brints Gæfteseng svultnede af, sov sødt og vaagnede den
naeste Morgen med en lange ukendt Fred i sit Hjerte og
glad over at se, hvor han var.
,,Naa?« spurgte Lars Brink, da de mødtes i Daglig
smen, »nu er man kommen naa andre Tanter, itke sandt?«
,,Nej«, svarede Johannes. »jeg var i Morges tidlkg
ved Faders Grav: der er tnin Tanle modnet til fast Be-»
tutningx jeg ser ligefom Gnds Finger deri, at jeg nett-P»
i denne Stund blev fort hertil. Viier De rnig hort, dai
handler De uret. Lad os drofte Sagen i Dag og i Mor
gen med, om De Vil; men jeg hviler itte, førend jeg har
faaet Dem overhevist.«
Manne var de Jndvendinger, Lars Brint nu freier-«
trm nied, og den almindelige Menneskeforstand vilde kaldt;
de flefte af dein fornnftiae, ja, det var den gamles Pliqrä
at tale, som han gjorde; thi han turde itte uden viderei
antage, at den unge, felv om han følte sig henreven af ct’
Øjehlits oprigtig Benejstring havde Kraft til at blive en
saa uscedvanlig Beslutnkng tro, og hvad vilde vcere vcrrre
end at beghnde paa en flig Gerning og saa opgive den
cfter at have brudt med sine ncermeste Slcegtninge og
maaste odelagt sin FremtidZ
,,De ftal tro mig«, sagde Johannes tilsidst. ,,Jeg
forlanger det af Dem, saa sandt De endnn har nogen
ttcerlighed til niin Faders Minde!«
Lars Brint tørrede Eveden af fin Pandez aldrig
shavde han haft saa socer en Dyst at beftaa. Drarstab
var for Verden det, der haode tcendt en faadan Jld i
Johannes Falls Sjcrl, men denne Taarfiab var ftcertere
end den fnildeste Liegt, ftcertere end den troefte Vens
Lvertalelser og Bønner, starkere end de Tvivl, de rejite
Jndvendinger et Lieblit tunde fremtalde hos harn fein.
»Da Præften!« fagde Lars Brint tilsidft, idet han
loftede Piben i Vejret.
»Prceften«, gentog Johannes, »ja, han vil maaste
tro, at jeg er et daarligt Subjekt, og at jea ikke har tunnet
bjerge mig paa Sandboktgaardx men naar han overbevifes
om, at jeg tan beftride, tvad der forlangks ;.f mig, antager
jeg, at Reiten vil vcere ham temmelig ligegnldia. Provften
er, iom jea ded, en ·"«-lJland ai det rette Zlagsz hain maa oi
rinde, og det er cgiaa min Hensigt ganfte at aabne mit
Hierte for ham, om vi to ellers bliver en?ge.«
! Skak not bringe ham
«Gnd hjælpe os!« sagde Lars Print, »jeg ser, at jeg
Eile tan slippe.«
,,Nej, tære, aarnle Ven!" sagde Johannes smilende,
«ieg hasnger fait sont en Vorte; men der er ncget, vi endnu
maa have paa det rene. Jeg vil itte tage mod nogen Lon.
Min Moder har for et Par Aar siden arvet en lille Sum,
som er i Behold. Naar han nu siifter og deler med mig.
faar jeg not til den Emnle Kinder, jeg behover, og Tobak
bruger jeg itte. Mobler og Sengetlceder har jeg selv; vil
Te« give Inig Kosten, saa er jeg tilfred; men nu toinnier
det værste — jeg tcenter paa at bringe en Gæft med«.
Lars Brint saa forundret op.
,,Det er min icere Fasterz hun er paa en Maade knis
vild. Hvad siaer De til, at hun tog her til Dem og beiw
rede Deres Has? Naar Faster og jeg slaar vore Pjalter
sarnnien, tan vi not betale en anftcendig Kostpenge for
hende i nogle Aar, og De vil blive hehre plejet, end de gør
nu. Tager De og jeg os af Smaadrengene, vil hun blive
en Moder for Smaapigerne, og hun vil faa, hvad hun itte
lan Undvære, en god og fornuftig Virtsomhed.«
,,.i’tald rnig Mads, orn hun indladet sig paa det!«
udbrød Lars Brinl med stor Besternthed.
»Hun folger mig, hvor jeg gaar hen, det stal De faa
at se, thi hun har et trofaft Hjertex men det vil blive til
Velsignelse for hende selv. Vi vil itte teere paa Dem,
Brint; Deres Arvinger ital itke blive fortlejnede for en
Stilling7 men vi haaher Fo, at De vil vcere tilfreds med
vott Slægtstab, som ri vil glaede os ved Dere3.«
,,Jh, du Frelsens Gud!« udbrød den gmnle, idet han
flog Hænderne samtnen, »det hele er som et Eventhr, et
velsignet Eventyri Tror De virtelig, at den gode Jornfru
Fall vil tage til Tatke hos mig? Nu bliver rnin Alder
doms Dage biidere, end jeg nogen Sinde havde drømt om!
Gud være priset, om alt dette ster!«
,,Amen af Hieriens Grund!« sagde Johannes.
»Jeg begynder saa smaat at faa Shn paa det«, sagde
Lars efter en Pavse. »Jeg fer Guds Finger deri, som De
for sagt-» jeg trot, det er ham, der vil fsre os sammen.«
»Saa Haand paa Vertet — i Morgen, i Aften eller
ftrats?«
«sStrats!« sagde Lars Brinl, idet han sprang op med
en Ynglingss Livligihed, »ellers bliver jeg bange igen og «
trot, at det hele tun er en Fabel.«
t
l?· Kapitel.
Et Brcv, hvorom der er forskellige Meninger.
Justitsraaden og hans Viv befandt sig nu midt i l
Hvedebrødsdagenes Nydelse. Tet vilde være vansteligt i «
hele Btyde og Lysbjerg Herred med at finde en lykkeligere
Ægiemand end disfe Heere-ders- Høvding. Hans Hustrus
Sjcel syntes ham at vcere som et Speis, der med Trostab
gengav Ihans kæreste Tanker, hendes Tale var et Etko af
haus, og blev end Resultatet af deres fortrolige Fothanb
linger gerne det, at hun og ikke han sik sin Villic, faa blev
I—
leerte Resultat hidført saa lempeligt, at han nasten ills
snærlede Tojlens Trut. Smigret og bedaaret gil han di
Itildelsi hans to Herreder med deres Skoebne i Mode — at
dlioe regerede af Jngedorg Falks Toffel.
Men hdillet Velbesindende nød han ikte nu! Alle
dank-« daglkae Vaner bled respekterede, thi hans Huftru var
føjelig i Smaating for desto sitrere at nyde Magtens her
lighed i alt dæsentligt. Han hørte dagligt sin egen Rai-,
log naar han bled modsagt, sit han tun Lejlighed til at
deundte sm Huftrus fine Kløgi. Det var saa langt fra
at han, hdad der i lignende Tilfcelde ofte ster, hcedede fm
forste Kones Dyder paa den andens Beloftning, at hatt
tdertimod erlendte, at salig Kathinka, trods sin adelige
Hertonift, langtfra hadde vckret en Dame af Verden.
»Der er Stof til en Grevinde i hende«, sagde han til
en af sine Venner om sin anden H-ust«ru, »hun hat ganske
fordandlet min Tildcerelse og gjort mit Hjem til ei
Paradis!«
Fradeerelsen af dem, der nu dar dreden ud af dette
Paradie- eller fridilliat hadde sorladt det, diste sig mere ug
inere at dcere en af Hodedbetingelsekne for denne Tilstand.
Nu dar der innen Softer Ølleaaard mere, der gjorde
·Opt«ør, ingen Oelaa eller Jotbannes, der satte aldorlige
Ansigter op, naar Justitsraaden talte forfasngelige og
taabeliae Ord. Han tnnde aansle varre sia feld, og haw
dar saaledes langt lyileligere end hans Gemalinde, der
nn i lsans Sted shavde odertaget Regeringens Byrder, og
lzdig hele Fier rar et Vced af aardaagen Beregning.
Men paa Elodlnst sandede man nu, hoad Johannes
ltadde spaaet, at alt dilde dlide anderledes paa Zandbæk
aaard en saaledes, at det ikle faldt i deres Einag. De
Ajorde nieaet snart den Erfarina, at man nn knnde komme
til Ulejliahed der, lsdor de hadde deniet altid at blive
modtaaet med aadne Arme, og indsen de didste et Ord af
det, opdaaede Helga og Clans, at de saa temmelig dar
Paa formel Visitsdd med de gamle De tom derfor sjæl
den tkl Sandbcekgaard uden besteint Opfordring, og det
dar dein da en Trøst, at Faster Øllegaard eaentlig befandi
sig bedst ved at komme der saa sjceldent som muligt.
En told Novemberaften sad Helga og Faster Lille
aaard alene i Slodrideraaardens Dagligstne. December
Maaned dar nostr, og Vinteren hadde allerede indfundet
siaT Maanen stinnede klart ind ad Vinduerne til dem,
InenI der brcendte et dygtigt Baal i Kalkelodnen. Fastet
saa bleg og maaer nd; hnn dar bleden mager i de forlsbne
fjorten Dage; paa Helgas Kinder blomstrede Sunsdtheih
eg af hendes blaa Lier lyste Fred og Lykke.
,,Hdilten prceatig Vinter!« sagde hun, ,,jeg elsler den
rene, klare Luft om Daan og det hyggelige Blus i Kak
telodnen om Aftenen.«
»Ja, saadan kan en Skodridermadame ræsonere«,
sdarede Falter lidt gnadent.
»Hdis nogen fryser her paa Gsodset«, sagde Helga,
,,saa er det dedtonnnendes egen Styld. Claus siger, at
Majdren ncesten gider alt for meget Brcendsel dort; di kact
dog dist med en god Samdittiabed glcede os ved det dei
lige Brande, di har, itke sandt?«
Faster suklede og tad; men hnn tcentte: »jeg gamle
anadne Person er dda tun et HnEJlors for disk-se to unge,
lyttelige Menneskerx inaen Gadn gør jeg mere her i Ver
ten; oa hdor blider Johannes af?« — Det dar hendes
storste Sorg, at endnu hadde de ikke faaet mindsie Eftew
retnina fra ham. Oder Tag klagede hun deroder, og Helgæ
badde dansteligt not ded at stille hende tilfreds. Den gamle
hadde da oafaa nu et er derom paa Læben, da de i det
samtne hørte kraftkae Trin i Forstuen, og en Stemme
naaede Helgas Sten, der fit hende til at springe op og
ile nd.
Hvillen Mnsit laa der iike for hende i den mandige,
lidgalade Rost! En hel Verden af Lylke bragte Claus
med sta, naar Elsan koni hieni, og et Foraar af Lys Sg
Glcrde sitaalede ham i Mode fra Helgas milde —Øjne. «
De kom hurtigt ind i Stnen og Claus sagde strakst
,,Faster! Nu faar di Lys i Sagen; her er et Brett
fra Johannes til dig.«
«Nej!« raabte den gamle, idet hun sprang op, ,,er dei
dirkelig fra ham?«
»Bist er det saa; man lan ikle tage sejl af hans
smutke, tydelige Haand. Trend Lampen, Helgat Jeg er
seld saa nysgerria, at jeg maa horc, hdad der staar i Bre
det, inden jeg faar min Aftensmad.«
Saa snart de sad ved Sofabordet, over hvilket en
lille Astrallampe, Falter leegaards bestedne Brudegave,
lastede et mildt, noget fdaat Star, sit den gamle sine
Briller frem ca gad sig til at lcese Biedet højt for de andre;l
men hendes Hasnder rystede, og Brillerne blev ullate af
Taarer.
»Bei aaar itke«, sagde hun; «laes du det, Clausz
tnen lass langsomt og tydeligt!« —
Claus gkeb med Begaerligshed Brevet og laste
Hver Dag, siden di stiltes, hat jeg tankt paa dig, kcere
Fasteri Ofte har jeg solt Lcengsel efter at sende dig en
Hiler og underrette dia om, hdad jeg havde for; men
hvad jeg forderedte, var af en saa ejendommelig Art, at
ieg mere end noget andet srygtede, at du og Helga siulde
sende mig den leere Claus paa Halsen med det Hverd at«
forstyrre mig i min Gerning — naturligvis i den bedste
Henstgtz men det maatte fremfor alt ikte ste, og verfot
bar jeg ladet eder saa længe vcere i Uvissheln Nu er Wid
lertid alt i Orden; jeg hat hurtigt og med stort Oel-d op
iaaet, hvad jeg bilde, og der mangler intet til min TU
iredsthed uden din leere Ncervcerelse, ocn du vil Mitte
til os —
«Til ost« udbrød Faster Øllegaard studsende; »dem
iulde da ilke —«
»dem gaaet hen oa have giftet sig?« fuldfstte Cletus·
,Det vilde dog været lodlig gesvindt.«
Han læste hurtigt i Stilhed didere, saa von-ordentli
öetuttet nd ved det, han læste, og sagde derpaa alt-deckst
)g hodedtystende:
»Nei, saadan hanger det saamænd tlle sammenz Ist
tu videre«:
— om du dil flytte ttl os, og jeg er temmelig vis
W- Ak gibts der nogen Plet paa denne Jord, hvovhm
)it hjette vil folge med, saa er det til det Sted, M
eg nu bot.
· Goetsættey ·
