»t
Johannes Falk.
Roman i to Dele, af H. F. Ewalt
F ø r sie D e l.
(Fortsat).
.,«-.Ila, take Johannes-, ask nu ingen Dumheder. —
Betasnl dia feist paa det!«
»Ist bvad lsliver der nn als digZ« spurgte han efter
(n Var-sc
»Ja, Gud ital oide det«, fagde hun i en opirret Tone.
,,«Jtieis aav mig fmntte Ord not i Gaar Aftes« men da
jeg nu for lidt siden talte med din Moder, og hun bad
nein blide, hoor jeg var, lød det itte slet faa vatmt. Jeg
ljer nn i iaa mange Aar været vant til at raade for det
hele«, slnttede den gamle, idet hun med rystende Hander
samlede Shavlet om fig, »din Moder har sin egen Billie;
jea tror Elte, at det gaar.«
»Du har været niin Moder fer, leere Faster«, sagoe
Johannes cned et mildt Blitz »naar jeg nu gaar Ud i
Beiden sa. feiger mit Ver et andet Sied, vil du faa, naar
jea bar fundet det, tomme til mig og vare niin Moder
iaen?«
.,lea, lare Johannes-, bliv nu ille Uvenner med din
eaen LUtodeL Ined dine eraldre!«
»An flal gaa stille og anstckndiat af«, fvarede Johan
nes-, idct ban reiste sin; »men tro mig, det vil ocere Moder
en Lettelse, at jeg» goals-« —
Ta de var tommen tilbaae til Sandbcrkaaard og
ttaadte nd i Taaligftuem sad det ærvcrrdige, forlovede
Var i den state Sofa under de aamle Porttcetter, hun lige
under Jilicitcxraadens falia Hiistru; det saldt stralö Falter
slleaaard i Tisnene, oa det forelom hende, at den afdødes
Vortræt fcrditret ilnede ned paa den Biene, soin nu gik
for ita.
Jultitsraaden reiste sig og tog med en Blanding af
Forleaended og Vcerdigtied mod sin tillommende Sen,
wen Jnaeboig ait nsed ftor Fatning hen til Johannes-,
gred dank Haand oa fande:
»Du ved jo nu, min Son, at jeg oil gioe dia en Fader
iaen, men ban hat jo allereke lange vceret vor Velgører
ca dia i Faderg Sied«
»Bei bar han«, svatede Johannes, Idet han nillede
til Betrceftelse, men deri bestod hele hans Lylonstning;
der Ur bam ille mnliat at faa et Ord mere frem.
Zenete lcm Clang og Helaa, hvem Justitsraaden
kenne Morgen hande aivet Underretnina, tnen de lom tun
for at denke rein alle over til Ztovlyft, hvot hele Familien
stulde frise FrotciL Helaa fyntes itle at have vceret saa
uioideredt paa det, der var stet, og hendes hjertelige Lyt
esnitnina bodeke paa Jahrmaer Kuldr. Baade hun og
Clanszs aiorde, hvad de formaaede, for at bevare den gooe
Foritaaelie mer de gamle.
Juden de tca til Stolziny underrettede Justitsraaden
dem alle kni, hvad ban den foreaaaende Aften itle havde
nkeddelt tin Zeiten at han allerede for nagen Tid siden
havre spat Vevilling til Ægteftabet, og at denne netop i
Getan paa Helaas Brnllupsdaa, var indtrussen. -
»Vi bar boldt Sagen hemmelig'«, sagde Jus-tits-:
taaden, »indtil Hans- Majeftcet havde givet sin llndersirift.»
men nu tovede vi itte med at nndetrette vore ncermeste om·
den Forandrina der forrftaar, en Forandring, det, som—
jea haaber, tun vil incrrles til det gede. Vi er itle unge
not til at vente lænae med Brylluppet; det vil staa om
otte Tage, men gansle i Stilhed.«
finster Lllegaard tanlte paa den muntre Proprietcer,
ker den foregaaende Daa bavde bellaget, at der itle var
flere i Familien at aifte bott. Hun rnstede paa Hovedet
ca faade —- al ja! men enlyoer Hovedrysten og enhver
told og misbilligende Mine blev nøje deincertet og erindret
af den aldrende Brud. Der var i hendes tiltommrnde«
Gemals Holdning noget spagfcerdiat, nirsten sosn om han«
bad vni de andreå Lverbærelse, hviltet i høj Grad mis-:
baaede l:ende; man lunde se det paa hendes Smil og paa
heut-es littende Blit, at naar hnn sprft sad paa Zank-bett
aaard iom Justitsraadinde Falt, vilde Visen faa en anden
Tone. —- «
Johannes tsvede itte med at underrette sin Farbtoder
em, at han agtede at opgive iin Plads sont Fnldmægtig
paa hanå Kontor og sorlade Sanddcrlgaard. Jitstits
raaden horte denne Meddrlelse med en trcenlet Mine, og
det fortnildede ham itte, at Johannes naa en smut Maade
tatlede ham for alt det gode, han havde nndi i hans Husx
wen da Johannes derpaa spurgte, naar det passede, at
han rejfte, udbrsd Justitsraaden t en lort Tone
,,Naar du behagen naar du behagerl Jeg vil saus
mcend itte holde paa dig en eneste Dag tangere, end du
hat Lyst til at blive, og jeg ian godt hjcelpe mig uden
dia; maasle vil jeg slet ingen Fuldmægtig have mere.«
Derpaa svarede Johannes tstt, at han agtede at
benytte sig af Tilladelsen, naar Brylluppet var holdtk
han vklde strats stride til at otdne Papirerne og aflevere
alt forinden.
Men da Justitsraaden gav Johannes’s Moder en
Bereining om denne Samtale, lod hun ham here, at han
hat-de baaket sig meget utlogt ad, og idet hun belcrte
ham bedre, begyndte hun faa at sige paa at opdrage stn
tiltommende, der endnu ingen Anelte havde om, hvor
meget han havde at leere, og hvor langt han ftod til-hast
for hende.
»Man maa aldrig blive strdt, min lare«, sagde hun,
»eller i det mindste aldrig uden bestemt Hensigt vite, at man
er det. Se nu, hvorledes du bar dig ad i dette Tilfælde
—- netop, som Johannes vilde have det! Han vtl hersta,
og det er tlle smult af ham; dog er det vist det fornuftigste
at lade ham slippe, thi notgne Bsrn lan lfcldent fortone
sig med, at deres Fader eller Moder gifter sig kgen ; men
han burde tpnt bleven, til du hat faaet dtg en ny Sald
mcegtig. Nu bliver du formodentlig i tangere Ttd meget
bunden."
«Din!« udbrsd Justitstaadem «det faar saa vate!
Jeg Innde vtrlelig itke betvemme mig til at tigge ham otn
at bltve.«
»Waseci Jkn del var jo en Gelt-Man at han maatte
bllve, til han« Estermand var tonnnenz men jeg mener
desudem Mel-, at del site gaar an at lade hain saadan
me. hoc-d vil Fell stack Iormodentltg faar vt Styl
—
len, og hvor oil han hen, hoad vil han tage sig for? Han
er itte noaen tcertig Sen, men han er dog min San, Dg
han Meer Dort fcelles Nava. Johannes er et excentrist
Gewitt, gar han dumme Stiegen tomtner en Pakt af dem
tiaa vor Kappe Tjen niig dog i at tale med ham en
Gang endnu; jeg tunde godt got-e det selv, men jeg er tun
et Fruentimmer. Dine Ord vil have større Vcegt, og dul
tan tillige bedre bedømtne, om hans Planet er fornuftigeI
eller Elle.«
»Du er i Eandhed en larlig og overbcetende Moder
log beflcetnmer ganfle din utalnemtnelige Son!« ndbrod
qustitstaadem og Jngeborg tog smilende tnod denne høxtt
lnfoxtjente Lovtale.
i zyolgen ltlev en ny Fothandling nted Johannes, der
timidlertid paa de SporgsntaaL Justitsraaden forelagde
ham ille havde andet Sdar at give end det, at han endnui
;itle havde taget nagen Bestemmelse om, hvor han vilde hen
lHatt havde betoenlt førft at aoke en lille Fodtnr gennetn
Ichellanly tnaafte dessege et Par gantle Vennerz naar han
dar kommen til en Befliitning stulde han not lade sinel
Forældre det oide. Justitsraaden blev, trods den erholdjei
Forrnaning paa ny belaan af et Anfald af Krcenlelse(l
ever det t«lbagel)aldne Soar, frittede hatn ille videte ud4
» ca erklarede hatt-S Moder, at der aldeles intet var at stillst
cp med ham.
Hnn havde iniidlertid selo ille Lnst til at binde an
jrned fin Sønz hoad hun laste i bang Blitle, slræmmeke
denke. Terfor indoiede hun Claucs oa Helga iSagen og
satte dem i BevcegelsQ Te havde endnu itte faaet nogec
Nys ow, at Johannes vilde forlade Egnen, thi Faster
Illeaaard haode tiet i Haab otn, at han ille vilde gøre
Alvor deraf.
Tet par Aftenen for Brnlluppet, da Johannes gceftede
Storlyst, at de fil Lejlkghed til at tale med ham. De iad
samtnen paa Vanlen ndenfor .L111set,i Ztngien af en
gai inmel Eg, cg faa nd ooer Ser Johannes udtalte smi
Paaslønnelse af de smulke Omgivelser og sin Gliede over;
Clanss cg Helgas Lylte. Helga greb Lejligheden til at
bellage, at han vilde forlade dem; de haode haabet at faaj
stcr Glcede af hans Besieg. i
,,.l’tan det ille aøkes om endnu?« spnrgte hun. »Vi
er dog ntt bleoen Soffende, laere Johannes, er det law
Inter strals at stilles?« «
i ,,3østende?« gentoa han, «lun en Ide; du kunde itteI
! lioe ntig lcrtere, end du oar.« i
»Tet er dosg lovligt siedend-IT mente Claus, »at du«
stralg vil af 3«;ted hvorfor hat det faadan Hast? Brod
tforst hvorledes del gaak nied de gantle; maasle bliver der
Tnn meaet rart at vcere paa Handbaelaaard « -
,,J er lyllelige« , foarede Johannes-, »Da derfor set
J alt faa last. J stal fnarl faa at mærle hvorledes der!
dit blioe pac. Eandbcelaaard; saadan, at det hverlen fal
der i edekä eller i min Smaa; mere vil jeg ille sige derom;
wen et maa jeg gore edet mecetffom paa, og det et Falter
Tllcaaardg Stilling Hnn tan ilte blioe paa Sandbæls
gaard i Lænaden, og del vilde da Vift ocere bedft at fjerne
denke itratijs. Tjen mig i at indbnde hende til eder snarest
innliat, bitt til et Beste-g. Htm oil da naeppe blive opfor:
Drei til at vende tilbage; men naar jeg hat fundet en Vkrl
sama-ed, der tan erneere mig, ilyttek hun til mig. Hun hat
jo selv lidt til bedste, og der flal itle meget til at føde og
llcede os to.«
»Fafter maa saannend blioe hos os til fin Dødsdagl
ille sandt, (Flatts?« spurgie Helga
Claus gav betedvilligt sit Samtyttse7 nien Johannes
gjorde opmcerlscm paa, at et nngift Par sont de stod sia
bedst oed at vare alene, og at Falter Øllegaard var alt
for vant til Virlsomhed, til at hun vilde kunne lade være
at blanoe sig i Hasel-Z Beftyrelse paa en Mande, fom let
tttnde blive ndelagelHa for Helga.
»Det totn vi nu not over«, sagde Glanz-; ,,men und
flle — jeg oilde gerne Vide, hvorfok du eaentlig selv vil
as Lied; endnn hat tin ille gioet oLI nsoaen fornnftig
Grund til det.«
Johannes faa ned for sig og tidfede need sin Stot t
Lande« endelig saa han vp og sagde:
»Jeg lan ilte mere lrwlte Veiret paa Sandbætgaardz
jea vilde loaeles, orn jeg blev; er det ille en foniuftig
Grund til at gaa?"
»Man stulde neelten synes det«, svarede Claus tørt;
»naar jea bare vidfte, hvad det er, der vil lvcele dia.
Flan du ilte taale, at de gamle blivet Mand og Konk?
Du flal ie, at de vil leve smnlt og forligeligt og fote et
ratlett Queck
»Det oil de!« udbred Johannes. »He-m vil lompli
mentere Moder, og hun vil gaa ham under Øjnenex de
Vil bilde hinanden ind, at de er Engle; og saaledes vil oe
trofast hjaelpe hinanden dybete og dybere ned i Vetdsligs
dad, Forfaengeligshed og Selvbehagelighed; men hendes
Villie vil blive den herslende, thi hun er en starkere Sjæl
end han, eg nn, da hun oed ham faar Jndilydelse, vil
enhver, han hat Raadighed over, faa det at fple. Det et
forgeligt men sandt, og altsaa vilde det være Hylleri .it
ncegte det, at Moders og min Villie er sont Band og Jld.-.«
»Du dømtner haatdt, Johannes!« sagde Claus.
»Ja, Sandheden er haard Kost; men tro blot ille,
at Moder snsler at beholde mig; hun onsler blot at und
gaa alt, der ligner et Brud og veeller Opssigt7 men yet
maa for mig vcete et gansle under-ordnet Hensyn. Se, nu
sil du mig dog til at sige noget asf det, jeg netop havde
Inslet at fortie; jeg vilde nsdig steile ondt mellem eder
og dem.« I "«!I3(i
»Bei stal du ille lage dig ncer«, fagde Clausx «.H1eg
er af en anden Mening end du; jeg maa i den Sag holde
med dine Fotældte.«
»Wel, «saalede5 et det i Øjeblillet bedst!« fagde Jo
hannes, idet han rejste sig for at gan men da han havde
sagt Godnat til dem begge, dvcelede han endnu et Øjetblih
saa leerligt paa dem, udbrtd i en bevceget Tone: »Gut
vceee med eder!« og gil saa sin Vej; men han vinlede
endnu en Gang med hatten, luden han forsvandt i
Stopem
»Du flal se, vi hat talt med hant for sidste Gang for
denne Stude«, sagde Helga, da hun og Claus reiste sig for
at gaa ind.
Da dert geltede Helga tlle fejl; den nieste Morgen
Bryllnpsdagens Morgen, var han fotsvündenz men han
elteelod dog et Brett til Justttsraadem hvori lottellg stpd,.
at fiden de alle vilde overtale ham til at blive, men dette
var ham umuligt, soa tcenkte han at forkorte Pinen for
alle Parter ved at gaa uden Farvel; og hvad det angik, at
lmn gil en Dag for fidng og sanledes ille lom med til
Brnlluppet, da var han saa daarlig stemt, at Dsagen vist
vilde blive meget fornøjeligere, naar han ille var til Siede.
Han ønsiede sin Farbroder og sin Moder ille andet end
godt, og det stulde glcede ham at høre, om de virlelig i
deres Ægteskab vilde finde den Lylke, de ventede.
Justitgraaden brusede op, da han -havde læst Vrevet.
»En smuk Hiler paa vor Bryllupsdag!« udbrød han
med Harme, idet han kastede Bkevet paa Bordet.
»Tag dig del ikke faa ncerl« fagde Jngebvrg, da
hun havde læst Brevet. »Vi hat en frelfl Samvittighed.
Bande Lillegaard, Borusp og Helga ved, at vi hat gjort,
lwad vi kunde, for at holde paa. hom. Forsiruet er og
bliver han, og fom han nu engang har det, var det vel
rgsaa bedft, at han gil. og at vi fik Ende paa det. —«
»Den trete Dreng!« Udbrød Fasler Øllegaard, da hun
ctfe Tage senere sad med Claus og Helga paa Skovlyst,
book hun nu havde opslaaet sin Bopcel »Hvor mon han
nu flalfer om? Gud stal vide, om vi nogen Sinde faar
ham at se igen!«
»Viel hat saamcrnd ingen Nød«, svakede Cletus-; »men
kct vasrste er, at naar han kommer tklbage, saa er del for
at heute dig.«
m. Kapitel.
Gnds Finger-.
Ter finde-J itte ret mange Egne i dort frngtbare og
staune Fabre-land. der ilte er underaaaet store Forandrim
aer i de fem og tredsinstyde Aar, som er forløbne, siden
Ilarlnmdredetg Fødfelgsstjerne rprandt5 Zkove er for
sdundne, Heder da Lrerdrev opdyrkede, Landger nd
sknttede oa Arnestedernes Antal mangfoldigajori. Dette
er den ftiaende Kultur-J Bart, men Udvitlingen er itke
fareaaaet jadnt, idet de sidste fem og tyve Aar vistnot i
saa Henfeende har udrettet mere end de førfte fyrretnve.
Johannes Falls Fedeby, Gerstr11p, hane i Aarel
NR omtrent samme Udfeende sotn ded Aarhundredetä
Beanndelfe, da han førfte Gang laa Dagens Lys i Pralle
aaardea Vistnot var Jorderne siden den AT7d bleven
delt va, stiftet, Inen lun et Par af Gaardene udflytlei.
Bnen laa endnn lmaaeligt samlet paa sin Banke; det var
en Zamling af lade, lnne Reden straatoette, mosbegroede
Vaaninaer med Bindinasvcerls Mure oa lalkede Lerdoegae,
indhyllet i et Ncet of Hmnlehader og tætte .Hegn, af hvilte
llilt da her en lmeatia Ast, Elm eller noale eerværdige
Fruattræer raaede on Eaa net laa disse nanselige Men
neslelsoliger tlinede til sbinanden, at de i Jldebrandstilfælde
maatte delt samme Sterbnr. Bnen var forn et Baal, lagt
rkl Rette for det samme, ftønt en saadan Ulykte aldrig
indteaadte, on det ilte dtev Jldene vrede Element, men
ten rast-lese Mennesleaand, der i de konnnende Aar ad
splitrede Vamringerne og deres Bebvere.
Ved en Udlant af Byen, blot flilt fra den ved thaan
laa Preeftegnarden, fire lade, samtnenbyggkde Lcengder, af;
lviltse doa Stuehuset med sit noaet høfere Tag og de tre»
hdide Storftene raaede od, oa itte lanat derlfra faas den!
lade hoin Kirle med dens beide Taarn og de tatkedej
Garte, er venliat Gndshus mibt paa Seirtegaardem dens
dar Dmajvet af et dcrldigt men «brøstfæltsigt Stendiae, histl
Da her ftnttet af en anmmel Elnr, sdm ratte sine Grene ind
oder Ttaet oa tastede lanae Slnaaer over de sunkne Grabes
Ned ad Batkens Etraankna stratte sig en Lnnd af’
.5:»agsc·ldusie, Tjnrn, Hart oa Aft, blandet med Grupper af
nnae Beten-, Nester af en fordums anselia Stad. Den
endte nede i Talen i et Oderdrev Ined saa taki en Gras--l
dund, at man maarre antage, her havde Ploken aldrigj
fnret Jorden, ca i denne Menina beftnrkedes man vedj
Syner af de svære Ramspeftene der hvilede l deres gron:?
dcette Leje faa araa da crrvcerdiae, fom om de hadde liaaexl
der i Aartusinder.
En senere Tids Foretagrlfesaand har spranat og
sinttet dem; de er nn Dattftene over Stentiltm Slutstene
i Bronnen eller bærer socn Grundsten de nye Bygninaer,
der, didnende rm der-es Eierezz Bellt-and nn knejser paa
Steder, sont dengana var nde Da tun oplivedes af gross-:
sende Fant, llnakvasa eller omstrejfende Bildt. Hvor tm
frodiae Rløverinarler pranaer da Hdeden rnggez sin« derg
tiae ALL, føate Rceven et Etjulx merk felv l)vo: Ploven den
Gang bearbejdede Jorden, Aar ud da Aar ind de samnxe
Anse, faas Jngen frodia War-de ca Kornblgmfterne blin
ke:e i den tynde Sæd -«-«
Halten var indbragt, og Agrene viste deres golde
Stube-k, da Johannes en korv og nar Akten kmst i No
vember Manned fad paa en Høj ug laa over til sin Fiede
by. Aftensoleng Straaler spillede paa Kirkens Gavl og
paa Haseneäi «Skorstene, men Slyggerne laa over Balleng
sSslraaning og over Dalen. Med Handerne lerne-de vna
sin Stof, glemmende al Træthed efter en hel Dags Van
dring, betraatede han den kare Egn, der trvds de farløbne
fernten Aar hadde veeret dyibt prceget i hans Erindring, og
han genkendte med vemodig Glæde mangen Plet, hvor ban
shavde tsumlet sig som Barn.
Der laa den leere Land, ad hvis bugtede Stier mel
lem Nnddebullene han saa ofte havde vandret med sin
Fader, hvor han hab-de pluklet Blomster i Baar· Nødder i
Heft, medens den gamle laa i Græsfet og læste i en af
sine trete Klassikerr. Der, i Udkanten af Lunden, sitmtede
han den dybe ·Lergrav, ved hvis Bred de ofte havde siddet,
fordi Udsigten derfra var fri og smal, og som efterlhaan
den var bleven en Stroet for den gode Falter Øllegaardz
thi hun nærede stor Mistillid til sin lærde og aandsfra
deckende Broders Paapassenhed, og naar velcervætdige
Paftor Crit Falt tom gaaende med lange Stridt, faa at
den lille Johannes maatte løbe for at lunne folge med,
da beendtes det undertiden, at Falter kam dem i Mode, og
et ltlle Udbrud røbede da, at·hendes Hierte lettedes ved
efter dereg lange Udelbltven at se dem begge vende tilbage
i god Beil-old Mere end een Gang havde hun i Aanden
draget den ltlles afsjeelede Legeme op af den usaltge Ler
gravz men han« egen Moder vtste aldrig en saa cengstelig
W
Medens Solen dalede, drømte Johannes og bleo Bart
igen. Det var Aften, men en smut og varm Sommetaftetr.
Han var kommen hjem med sin Fader og haode bragt en
Kranz af Ksornslilontster med til fin Moder. Han gab
hende dem i Hadern hoor hun sad i Lysthuset, medens hanc
Fader straks var gaaet ind paa sit Studerekanuner. Den
Gang var Jngeborg Falk itle det selobeherstede Versen«
hun siden i sin Enlestand udviklede sig til. Hun gav ofte
sit onde Lune Tøjlen.
»En Krans«, fagde hun i en vrippen Tone, »Ist-ad
stal jeg med det Sind-EIN
,,Fader sagde, at jeg stulde give dig den.«
,,G«jorde han det? Ja, vi har nok af den Slags k
Matten, mere end nogen anden Prwstefamilie her paa Eg
nen. Det er Ukrudt, Dreng, smid det vcek!«
»Vorherre lader det altsammen gro. baade Sædeu
og Ukrudtet, figer Fader«, soarede Johannes i en kæk
Tone·
»Bei kan jeg tcenke! Tet er saa nemt at gioe Vor
trerre Skylden. Godt vslde det være, om han fendte os
nogle Engle, der tunde pløje og saa for os, men siden hatt
itle gør det, er det oel lians Mening, at vi stal gøre des
sclo eller holde vort Tyende iil det, i Siedet for at ligge i
det aronne med en Bog for Næsen.«
Johannes var den Gang kun syv Aar, men han for
ftod strals, at det var en Bebrejdelfe til hans Faden Hans
Moders Utaalmodighed over hendes Monds- Mangel paa
praktifl Saus vildie varet berettiget nok, hois hnn selv
haode bietet mere virksomx men hun lagde Hcenderne k
Siedet saa lcenge hun havde Faster Øllegaard til at ilide
ca slaebe for sig. Johannes følte derfor det uretfcerdigei
Moder-ens- Vrede, men dovede ille at sige noget: han nøje
des med at se hende ftift End i Ansigtet med sine kloge,
lvlaa Ljne
,,Vorl)erre giver Sarden Vcekft, men det er Fanden,
der lader Ulrudtet gro, forstaar du mig?« spurgte band
Moder.
»Naa«, soarede Joksannes, ,,saa flal Falter have
Firansen!«
Men Faster var i Ncerheden; hun havde hørt Sam
talen og lom nu til; hun bebrejdede hans Moder hendez
Ubillighed og det ufornuftige i ved slige Udbrud at vækle
Splid i Barnets Hierte; det blev en heftig See-ne og Jo
hannes flygtede, saa han Elle hørte Enden derpaa, men
han oidste, hvor hsaarde Ord der kunde falde.
Han kunde ikle nu genfe sin Fødeegn, uden at siige
Erindringer vaagnede i hans Sjæl; Spliden i hans Hjerte
var der endnu; bog nej, den var kommen til sin Afslutningz
lxan havde brudt med fin Moder; det var en smgelig
Nøddendighed, og han undrede sig tun over, at det ikie var
stet iør.
Nu svømmede sSolen paa den blaa Horisont, og
Fiirleklolterne ringede; de strcernmede hanc op af hans
Drønnne; højtideligt lød de lendte Toner over til heim;
de laldte ham til de dødes Hade; en Valfart til hans Fa
derg Grav, det var denne Vandrsng til Gerstrup først og
fremmest.
Klolkerne forstummede; det sidste sSlag asf de ni for
den tteenige Gud rnngede hen·i Luften, inden han naaede
Kirtegaarden. Aftenroden paa den vestlige Horisont lyfte
llart, da han traadte ind af den brøftsfceldige Laage, og
Knien-E- Omrids aftegnede sig starpt paa den ildkøde Him
mel. Den kolde Aftenluft, frifl som den ksorn fra den
bag Kirkebakken liggende Eng, flog ham i Mode, men han«
fkølte ikle Kulden. »
Kirlegaarden faa i det hele nd som i hans Barndomz
dan genkendte flere af de gamle Grade med deres hceldende
Zwis; men der var kommen nye til, hvis Jndskrifter, ofte
lange Salmevers, røbede en vis Opvækkelse, hoortil der i
Hans Faders Tid lun liaode oist sig fvage Spor.
Bed Vaabenhusets inderste Hjørne var Exil Falls
Geno, oversiygaet af en HangeafL Johannes ilede derben
og ftudsede, da han var ncrr not til at fe; thi i Stedet for
at finde Graden grcesgroet og forsømt, oifte det fig, at den
dar smukt holdt; der laa endogfaa en stor Krans paa
Graveu; den var gansle frisk, og nu mindedes han, hvad
han i disfe bevcegede Tage havde glemt, nemlig at det
nylig havde oceret hans salig Faders Fødselsdag. Ei tro
fast Hierte i Gerstrup bevarede altsaa endnu Mindet om
hans Fader, og kcerlige Heender fredede om hans Grav.
iSchelden havde Erindringen osm den afdøde været
saa levende i Johannes’s Hjerte som i dette sØjeblik. Sen
eaen Sympati drog han«-s Tanke til det ukendte Land,
hvor hans Faders Sirt-l nu, som han haabede, hvilede i
.Fred; thi som Faderen saa haode og Ssønnen prøvet agen
gckldet Kcerligheds Bitterhed; men den gamles Haab var
gaaet til Grunde i det daglige Livs Smaalighed; Vespe
stil havde Tag for Dag stuklet hans Hjettes Gliede til
døde, den unges Haab var derimod bleven tilintetgjokt
med eet Sla·q; hans Karlighed var som en Drom, af hvili
ken i Tidernes Lob tun det gode vilsde blive tilbage; halt
følte naisten en Lettelfe ved Sammenligningen; men den
gamle havde forlaengft udftridt; hvor mange og haarde
Kampe ssforestod soel ikke den unge, inden han vilde blive
udfriet af dette Dødfens Legeme?
Han hørte Skridt bagoed sig, langsomme og tunge,
gammel Mands Gang, og da han vendte sig om, saa han
i Dagslysets soindende Slcer en Skikkelse, der manede
nogle af hans lyse Barndomserindringer frem.
Dei var en hø-j, mager, hoidhaaret Mand med statpe
Træl, men han havde trods det Alderens Marte, hau
bar i sit ryniede Ansigt, endnu et kraftigt og sundt Ubfes
ende, og han holdt sig rank. Han var simpelt, men net
klædt; en graa Vadmelsfralte naaede ham helt ned paa
Skinnebenene, men man faa, at han efter gammel Skik
endnu bar Knabenllceder og stive Stscvled En laaddm
Hue daetkede hans Hoved lige ned til Øsrerne, og da han tog
den af, viste han en sialdet Jsse.
Han hilfte Johannes, aabenbart forundtet over i san
sildig en Time at finde en fretnmcd paa dette Sied.
»Med Tilladelse«, spurgte han, idet lhan lob sin tusins
Stemme og en noget snutrende Dialelt hsre, men- bog
med en vis Belevenhed, «kan jeg væte Herren til Tjenestr
med nogen Oplysntng?«
Han bemerke-de ikle den lille Bylt Tsj, Johannes
havde lastet fra sig, og som tillige med hanc Stok lau I
Græsset, ellerö vilde han maaste givet den- fremimåt CI
lavere Titulatusr. . , .