Johannes Falk.
Roman i to Dele, af H. F. Ewalt
L
F I r s te De l.
Gortsat).
,,Det bliver et forttrcetteligt start Zelftab i Morgen«,
sagde Lins, idet hcm git foran ad Engftien og flog efter
Mnggene med sin Etotz ,,jeg er bange, det bliver stift og
tedeligt5 men da de mange Gester er et Bevis paa Fadens
gode Humor, bot ri jo paa en Maade glckde os detover«'.
»Bei siger jeg med«, sagde Claus; »dette er dog
kedke, end da han altid faa furt; hvnd mener du, Jo
hannes?«
»An jo, det er bedre end intet, naar der dog gives
ten Iing. som tan gore en Mand glad, og er det en tinge
Tsng, faa tydet det jo paa en vis Bamligked i Sindet.«
»Du behøvek ikte at scette dine Ord paa Struek«,
fagde Oluf, idet han vendte stg om cg sendte Johannes et
Btit, der mindede Claus om Helgas fmutte Ane; »jeg
bat for nu wartet, at du er bange for, at jeg ftal blIve
vred pna Faderz men det hat ingen Nod; jeg er nu altfor
titfredsii til at blive gal i HovedeL Tingen er jo, at den
gamle bar Hast med at vife saa mange af sine Venner cg
ketendte som muligt sit Nidderkoks.«
»Jeg er bange for det«, svarede Johannes med et
Einfl; »jeg mener heller itte, det er at nein-, at Baand
ca Kors netop var den Ting, der stulde til for at ame
kam glad; men jeg trok dog, at de fcetreste Mennesket
fcrmaar at holde sig tigegnldsge ved en saadan Udmcrr
leite, en nanr et ftal verre, saa holder jeg dug maafte me:e
nf din Fadets naive Gtcede end af de Folts Maade, der
ladet, som om de Var boevede over al Ærgerriabed.«
»Tet var Ret, Johannes-P fagde Claus sittaaleende,
»du bliver ooerbocrende paa dine gamle Tage.«
»Im blev virtelig glad Paa Faders Vegne«, saade
Lqu, »da ban blev Riddetz men nu synes jeg bog, han
got for meget deraf; jeg er bange for, at Folt ler af ham.
En ftok Proptietaer derovre bat sig omtrent ligefaadan ·d
op- gjerde et Gilde paa sit Riddertots; vi fpiste bans Mad,
timt Hans Bin on grinte af hom, da vi tørte bien1.«
,,Gildet i Moran staat Paa Claus og Hekga, Olnfs
Tet er bete-S Bryllnpsdag. Vi vkl vcere glad og gletnme
alle Bitanter.«
Johannes? SiniL idet ban saade dette, var dog nn
aet tnnasindiat.
Glanz fulate dem langem end han havde lovet, og
bavde han en Bihensiat dermed, saa naaede han den; thi
ried en Stente itle lanat sra Sandbeetgaard tom Helga
dem i Mode med blussende Kinder. Hun havde fra Haben
set dem komme.
,,Brev sta Llivia!« raabte hun, ,,oa en stor Kasse
Prämien Potcellasn da Sølv i Merngde. Fader hat
pattet det nd, oa baade han og de andre er i en Henryltelse
rvek alle bis-se dejlige Zagen Du maa absolut hjem med
on se Herligheden, Clauå!«
Clans var itte vanstelia at odettale, uaatet Justits
randen havde ment, at ban Astenen fet Brylluvvet bnrde
lslive paa Zlovlnst. Han sit casaa en hinteng Modtagelse.
Te tre aamle var aansle fordvbede i Bestuelsen ai den
store Brut-make som Llivia bavde lobt, da kun paa Bost
tejien ophpldt ssa i Kobenhadm oa som Kanimerraad Frei
band-e assendt til Sandbcklaaatd i rette Tib. Justitsrca
den fil for sørste Gana sit Ridderloks nd as Hovedet: nken
ier lnnede Jnaeboras Øjnex man spotede sint en Smule
Misundelse i bendes Beundtina.
»Dort sinutt af den leere Olivia«, udbwd Faster
Tlleaaakd gentaane Gange, »hun blivet altid sia selv lia!«
«Gaven et da ogsaa fra Kammerfitnleren«, indrendte
Jnaeborgz »det staat jo til Oderssod i Btevei.«
»Ja Brevet, hvillet charnmnt Brent« ndbrød Instit-Z
raaden, iket ban lagde Hovedet paa Siden, ,,jeg bavde
virtelia itte troet, at min tcere Mundling kunde strive
saa aodt for sta. Du skulde dog lasse det, Johannes!"
»Da det sfxldne Ved Brevet er«, saade Jngeborg,
,.at bun aldeles itte sladrer om sin Mond eller sin busltae
Lnlle, sont de steste nygiite Koner aør, men derimod givek
rä- en llar Forestilling Din, hvad hun hat set da oplevei.
Tet er virlelia paa sine Zteder et aandriat Btev«.
»Et Sted«, indvendte Helaa, ,.striver hnn doa oni.
lwillen Omln hendes Mond viste hende paa Reisen; de
Bat er vilde jea dog npdigt undvcrret.«
Johannes havde saaet Brevet; han gil udenfor i Ha
ven med det og satte sig paa den nasrmeste Bænts Knn
det, at der ilte, sont hans Moder saade, var sladret mn
huslig Lylte, gav bam Mod til at tæse det, men han
stirrede paa Haandstriften en Stund, inden lian sormaaede
at opsatte Ordenes Mening. Han tcenlte over, sit paa det
Papir, han nu holdt i stn Haand, havde hendes lxre Haand
lyvilet, oa hendes Stillelse vkste sig sor bang Blit i hele
dens Ynde; han var altsaa bog lige saa svag endnu, som
nagen Sinde sor; men han tog sig omsider samtnen og lasse
kele det lange Brev sta sørst til sidst.
Da han snrst band-e saaet begnndt, saldt det itke
vansleltgt at blive vedx thi var allekededen lorte Stildring
as Reisen, hvormed Bkevet begyndte, livlig og anderm-I
dende, san splte han sig gansle sangslet, da hun sortalte
om Paris. Verdens Hovedstad havde gjott et mægttgt
Jndtryl paa hendes Sjcelz men robede den Stildking,
hun gav as det matteligste, hun havde set, Modtagelighed
for store Jndtryl, saa vtste tillige mange ttcessende Smaas
bemcertninger, at hnn besad Evne til at opsatte det til
syneladende ubetvdelige, det tatatterististr. Btevet var et
Bevis vaa heilige Sjælsevner, der var i Færd kned at nd
vttle siaz hun bavde allekede ndvitlet sig oa var itle mere
aansle den samme Oliv7a, han havde tendt: oa dog var der
noeppe gaaet en Maaned, siden han tog Assted med hende
ved Havelaagew Brevet var ltun otte Dage gammelt.
Estet at shan saaledeg havde modtaget det forste Jud
tryt, tæntte han nærmere over det, han havde lasst, og i
hanc Ovewejelse var der noget as den slakpsvnede Ømi
heb, en Moder vilde vist, om Olivta havde hast en sor
standtg vg leerltg Moder; maaste ogsaa nogen Sltnsyge;
men han splte dog sot oedelt og rent til ttte at snste hende
lylleltg. - « «
Vsan sandt tmidlettid tun saa Tegn paa indre Lykle
i Brei-et Der var hiertelige dtlssenet ttl hain selv of
alle hnns Venner pnn Sandbælgaard;"rnen kenn omtalte
tun sin Mand et Sted og dn, i Betragtning af at Brevet
onr streoet til en fortrolig Beninde, temmelig lunient,
iicer nnnr mnn tillige betcrnlte, at det var streoet san lorti
eiter Brylluppet. ande denne Tilbageholdenhed sin Grund
i Stolthed, og tnkv hun, fordi hun vidste, at Helga aldrig
hnode yndet hendes Mand? Dei var tcenteligt; men han
inente dog, at hvis Lylten havde vceret stor, mantte den
have robet sig paa en trastigere Munde i Brevet.
Dei lignede altsaa niere et Brev frn en Dame, der
er resst udenlnnds for at se sig om i Verden, end et Brco
srn en nygist Kene, der er rejst til sit Hjem med sin Mand.
»En glodende, vsdebenærlig Sjcel, hvem Verden sorste Gang
»ret odlader nl sin .Herlighed, aandede gennern hvert Ord.
Det store oetslende StuespiL hun danlig hnvde for Lie,
de glimrende Stittelser, der sviste sin for hende, synteZ
ganste at optnge hendes Tnnler.
Endelig nit der en suldlornmen verdslin Aand gen
nem det helez der vnr itle et eneste tnlnemmeligt Ord til
Gnd, sordi han havde beslhttet dem pan Reisen, eller for
nl den thelse, der blev hende til Del.
Men hvor starpsynet han end var, san san han den
itle snn dybt, sont en Moder vilde set, og heller itle dotnte
han san tni ·.ldt .·an totn til dct Resul tnt, nt hois Olvin
ilte v r lhllelin, sna forstod hun nllerede nt troste sig ved ot
nnde Livet, og mente at det sormodentlig vilde søre tit,
at hun gnnsle fordnbede sin i Verdslighed; tnen han tcenlte
itle paa, at der bng Brevets oprømte Toner godt lunde
stsnle sin Sinsfelser, soni Breoslriverinden havde Sjcels
traft not til at nemtne i sit enet Brust, at hun lunde sinde
Trost eller dog Snsselseettelse sor sine Tanker i nt sordhbe
sin i alt det, hnn san on opleoede, nt htm, selv om hnn
tnnnsle tunde have sortnytte Ljeblitle, itle vilde bedrøne
sine Venner ved nt lnde dem nrcerke det, on endelin, nt det
Inn neer for hende nt sorudse, at andre end Helgn Vildelcele
sBreveL
i Da Helgn senere spurnte hont, oni hnn itle sandt
l
nt det dar et vræntigt Bren, gno hnn ogs aa et Svnr, som
en Moder vigselin ille vilde aivet cg som itle thdede paa,
at han som Olivin havde bedet hnni om, sormaaede ot
holde sin Benstnbssølelse for hende -hellig. Han sagte
)netiilixz:
»He-ist interessnnt; det tunde trnlteå!«
Helnn studsede over den bitte Tone; men hun burde
itle solt tin lrnnlet derved, som hun gsordes tlii en Smule
Btterhed on Kulde var, sont hnn hnvde det, et relatin
Gode. —
Trods denne lille Ansægtelse tom Johannes den nee
ste Dng til Brylluppet med et glad Aasnn, isort den rette;
Brnllndstlcrdninn. Vesret vnr stille og smukt, en as Es«
tersommerens milde Tage, on alle Var i en glad on festlia
Etemnina. Der vnr itle Tale ocn Prant ved dette Brnllnp,
som ved det sorrige, og Kirlen Var tun tnrvelin snmklet7
inen jo mindre, der ved en snndnn Lejlighed er nt se paa,
desto bedre bliver Tanlerne der, hvor de stnl vcere.
cst lyltelinere Ægtepnr end Clans on Helga Borup
er nldrin naaet nd nf en Rirlex og det store Selslnb, san
indsandt sig tkl Middag, tncrrlede itte noget til, at det
itle strtlde ver-re oellomnient. Der var innen Rangsper
frner til Stede, i det mindste ingen, der vtnnde se Vcerten
over Honedet Hnn sad der for Bordenden i nl ssn Glanz,
on efter nt Brndepnrrets Staat var drultet, til Held sor
Faster Lllegnnrd itle i Ctampngne, holdt en as Geefterne
en oniler Tale til den nhbnnte Ridder og mcettede hnns
hungrige Sjcrl med nl den HoldesL den san leenge hnvde
dnnsmcentet eitel-. Derpnn ton Ridderen selo Ordet, beugte
det ns Hiertens tht on vungede sin pna Veltnlenhekens
Bolner sor en Krebs nf tavse on tntnemmelige Tilhererr.
Alligevel shnvde en munter Proprietcer den Dristkghed
nt lnde sin Stemme here, ester nt Gaesternes Tren one
bleone tildrede ined nonet san ndsogt som en Tale ns
Jttstitsrnnden Hnn ndbrantenemlin en Sinnl for Snnd
bcelnnard sorn et oelsinnet Sted for nistesrerdine Piaer
at viere nan: thi nu thde her i lidt over en Mannen stinkt
te Brhllnvper.
»Men nu er her jo destoveerre itle flere nistesrrdine
Piner«, sluttede han, ,,det er Stude, Jomfru L«sllegn.1rd,
nt vi to ilte er lidt yngre!«
Da Manden dar en gammel Betendt as Famil-en lI
finster Øllennard ns Spogen, og hel: det muntre Selshb
lo med, pan Vcerten selv nar, der sormodentlin inndt
Speisen ndelilat.
Ester Bordet traadte Hans Velbyrdigheds ndmnnite
Tjener, Politibetjent og Arrestsvrvarer Jotnmsen, til
Selstnbets Fornøjelse op som Gratulant og Bryllrwspoet,
idet han overrnlte Bruden en paa Vers streven List-onst
ning, hoori han hnvde indslettet en hojst srnigrende Hen
thdning til det Kors, sorn prydede Justitsraadens Brnfrt
men da der itle var sund Sans i hnns Aandssoiter, on
Sprogbornmerternes Syndstod var nlt sor store, kund: itte
enanng Hans Velbyrdighed for-disk det, on han iordetk ket—
betuttede Gratulant at lcese det heit, idet han gen hnm
5 Rigsdnler for hans Ulejlighed.
Hojst fornøjet sjernede Jolumsen sig, tnen blev ins
dentet ns Faster Øllegaard, der gav hnm en Sturo ined
Stnorrebrod, Kage og en Flasle Vin.
»Ærede Froken?« stammede Jotumien.
»Jeg vil itle stotnes, det ved han godt« sag-de Falter
Øllegnnrd. »Jeg giver ham noget at ghre sig tilgode med
i sit eget Hjem men san stal han beuge Pengene til fine
Born; det er en Stam, san lasede de qan.'
»Velbyrdige Jomsru —«
«Kan han give et reelt Soan Vil han lade viere It
dritte Pengene op paa Kroen?«
»Jeg hat alle mine Dage Vceret reel«, svnredc Intuit
sen; »in-nd jeg loder, det holder jeg; men De weiter dn vist
itle dem alle? Hvad syneö De«. stuttede han, idet han
lagde Fingeren pnn Rossen og srnilte ornt til Faster Slees
gaard, »lan de 3 itte gore det?«
»Giv mig Kur-den igen, Jotumsen!«
»Jo: Gudg og Ærens Styld, ja! da«, sultede han,
«jeg aslæggee Dem, cerede Irflen — velbyrdige Jonisru
mtn underdantgste Takt«
Jotumsen sternede sig tned sit Bytte, og Faster Elle
ganrd gtt ind til de andre med den Bevidsthed t Stil-heb nt
have gjott en god Gerning. Munterheden var stor. cg
saaledes blev det ved, indtil det nygiste Pers Bogn holdt
for Deren; men Johannes lagde dog Mærle til, at Falter
Ølleganrd efter Bordet svar bleoen alsrorlig og tat-Z.
Cletus og Helga sad paa Vognen, og der blev talt me
get oin det glædelige i, at de Unge LEgtefolt kun havde san
tort en Rejse at gere. Helga glemte de Fortrcedeligheder,
hun havde døjet i sit Hjem, og sagde: ja, Gud ske Lon!
Claus flog et Knald med Pifken, og de forte, idet Helga
faa tjlbage med et taareblcendet Blit. J den maanelyse
Aften, gennem den stille Stov køtte de til deres Ønsters
Maul, det yndige Stovlyst, hvor de haabede at bo og
bygge, til de blev gamle og grau.
Da alle Gcestetne var horte, og Justitsraaden sad i
den lille Dagligstue fordybet i Samtale med Johannes-K
Moder, gik Faster Øllegaard i Storstuen og syslede fut
tende med Glas og Tallerkener.
,,Naa«, sagde Johannes til hende, »det var da en
rigtig Glasdegdag; alt dar saa lyst og godt«.
»Eynes du?« spurgte hun, idet hun betragtede ham
med et underligt, forfkende Vlik. »Na ja«, vedblev hun,
idet hun sankede fin Stemtne, ,,det var det vel; men det
beeres tan ogsaa for, at det var den sidstse glade Dag, vi
faar her paa Sandbcelgaard!«
Johannes vilde haft en Fortlaring paa den gamles
plndselige Melantoli7 men i det samme kom hans Moder
ind til dem, og de brød op for at gaa hjem.
lö. Kapitel.
En fornuftig Grund.
Den nckfte Morgen var lige san stille som den fore
gaaende Tan. Tet Var en af disse forunderlig dejlige
Efteraarsdage, paa hvilte hele Naturen synes nedsæntet
i en drømmende Fred, idet Sommeren tager Affked med
et vemodigt Smii. Oktobersolen sendte sine Straaler som
goldne Pile gennem Skyen og gav for en ftakket Stund
Ztovens falmende Løv Ungdommens fande, glødende
Farbe; den spejltlnre Sø gengav Billedet og fordoblede
Heriighedem
Johannes stod paa Vejen, der følger Søens Bred,
cg san demna. Dei var en Morgen, paa hvilken Min
derne maatte btive levende i hans Sier de tørte sig has
ham, og Seen afspejlede istke Skovens mangefarvede Løv
meb større Trostab, end hans Sjæl afspejlede de svundne
Dage med deres tvrtvarige Drøm om Lytke og forfænge
lige Haab, de tunge Anelfer, som snart blev til Bisher-,
den dnbe Smerte, Lidenftabemes Storm i hans B.ryst,
de merke Lijeblikke med syndige Tanter, da Fristeren var
bam neer ng Gud langt botte.
Hans Tante vendte trcet tilbage fra denne Vandring
i Hades’s Rigez han følte sig mcet af Verden, og Mefter
fangekens Ord genlød i hans Hierte:
For Verden, far bel,
Jeg tedeOJ nu lcenger at vcere din Trcel.
Te Byrder, som du mig hat byltet oppaa,
Dem vrister jeg fra mig og vil dem fotfmaa,
Jeg river mig les, og jeg tedes nu ved
Forfcengelighed
Hvad er mine Aar,
Zum smugende fvinder og snigende gaar?
Hvad er min Betymring, mit tankefuld Sind?
Min Sortig, min Glæ-de, mit Hovedes Spind?
Hvad er mit Arbejde, min Møje, mit Sveds
Forfængelighed.
Men hoor stal man fly hen for Verden? Jdet han
Iajorde sia selo det ZperassmaaL fornam han noaen bag sig
»Va, fit et lille Zlaa paa sin Statut Han vendte sia om
oa saa et aodt, aaknnxelt Ansiat —- Faster Øllegaards.
»Gott Morgen, min Dreng!« sagde hun med rystende
Stemme oa en Mine midt imellem at le og at grade,
,,sta1 vi aaa lidt sannnen op i Binnenk«
Jtte saa lænae Johannes-«- tnnde huske, havsde Fastcr
Zlleaaard været ude at spadsere om Morgenen og over
ladt Piaerne Raadialzed oder Hufei; naar hun nu paa een
Gang aao sia til at aaeke Turist, bett)dede det nkeppe
noget godt.
«Hvad er der paa Farbe, tære Fasten-Z« spurgte han;
»er der noaet as Vkatigbed, du vil tale Ined Inig om?«
Men den gamle aik vhurtigt foran ham op ad Stirn
til Sloven uden at svare ham; der var ikke langt derop,
og sved anaanaen stod en Naturw-nd Claus Borups egens
hcendige Arbejde Der satte hun sig rncd et Sak, men
Johannes blev staat-Inde
,,Er der siet en Ulytte?« spurate han paany. »Spcend
mig nu ikke lwngere paa Pinebcenten!«
»Er! Ulntke?« gentoa hun, og derpaa sulgte en fort,
bhsterist Latter; »nej tværtimod! Vi skal bare have et
Bryllup til —- din Farbroder ca din Moder vil dcere Mand
og Anne, om de ellers kan saa Lov dertil!«
Johannes studsede oa saa paa Faster Øllegaard, som
km han troede, hnn drev Gcek med ham.
«Aa, Faster!« udbrød ban endelig, ,,det er vel blot
noget, du selv hat sat sammen.«
»Ja, siulde man ille tro det? Aa, gid det var saa
vel, og at det bate var mig, der var bleven tossetx men
han sagde mig det selsv med rene og thdelige Ord i Gaar
Aftes, da J var gaaet; mia og Oluf med; den stakkels
Dreng saa ud, san om han havde saaet en paa iØtet; jeg
trot saameend, at det er Grunden til, at han rejser alle
rede i Dag.«
Johannes saa endnu med en tvivlende Mine paa
den gamle.
»Men Joshannes!« vedblev hun, idet hun flog Hern
derne sammen og til Genaæld saa sorundret paa hom,
,,har du da vtrkelig slet ikke mcerket, at det var i Gære2«
Johannes rhstede benægtende paa Hovedet. Vistnvk
havde han lagt Meerke til, at hans Moder var kommen
paa en god Fod med sin Ssvoger, oq undret sig sewvetz
men det var tkke faldet ham ind at lægge en saadan Be
tydning deri, et Bevts paa i hvtl«ken Grad han havde
vceret optagen af sig selv.
»Siden det nu engang ikke kan undgaas«, vedsblev
den gamle med flet dulgt Heftighed, »b« vi vel tage det
koligt og med Ovetbærelse; men jeg holder tkke af det, nei
min Sandten get jeg ej! Dei er vel sagtens ingen Synd
at ægte sin Broders Enke; men saa meget ved jeg da, at
der stal skafses særlig Bevilling dertil; det got saadan en
hæslig Opsigt; men vi maa jo bcere det med kristelig Taal
modighed, itke sandt, min koere Dreng?«
Faster Øllegaard, der var kommen sor at give Johan
nes Underretning i Enrum og med den Beslutning at
forsone ham med det stete, leste just itte sin Opgave paa
den heldigfte Mande; men Johannes syntes slet ikte at
here, hvad hun sagde. Han stod der med Arniene over
Kors- som en Billedstøtte.
,,Hvad taenler du derom?« spurgte hun paa ny med
et cengfteligt Blitz ,,sig inig dog noget!«
,,Et Bryllup til —- det tredie!« sagde han o«msider.
»Alverden gifter sig nu; stal vi itle ogsaa slaa vore Biol
ter sannnen, FasterZ ha, hat«
Der Var noget vildt ? hans Blit, som forstrcekkede
den gamle.
,,.Hvor kan dn dog spøge i et saadant Øjeblit«, sagde
hun i en bebrejdende Tone. »Kom og sæt dig hos rnig og
lad oe tale fornuftigt om Sagen.«
Hun havde vel icenkt fig, at Johannes vilde blive
ubehagelig til Mode; men det Sindsoprør, hvori han
syntes at verre, forftod hun ikke. Hidsig tunde hun selv
blive; men en Eindisbevcegelse der gik saa dnbt som en
Malstrøm i Hadet og dog, lkgesom den, tun røbede sig ved
en krnset Overflade, den tendte hun itte af egen Erfaring.
Johannes var til Mode som et jaget Thr; Bryllups
tlotterne timede for han-Z Dien, som om de aldrig vilde
høre op; den Lykke, der var ham selv nægtet, blev alle
andre til Tel, endogsaa de ganile. Gud trængte ham
haardt, og han fortøriiedes. Deftovcerre, i ethvert Menne
stehjerte, selv det, vi kalder cedelt og godt, er der en saadan
merk Afarund, i hoilten Helvedes Kryb rører fig. Jngen
tro sig sitterl
,,3aadan et Par gamle Kærestefolt!« udbrød han :
en bitter Tone. ,,Fh for Polter! Jeg Oil itte kunne nd
holde at se paa dem.«
»Du maa ikte dømme de gamle saa haardt«, sagde
Faster Øllegnard i en mildere Tone, ,,det er utristeligt;
og husk dog paa, at hun er din egen Moder!«
Hun tog hans Haand og drog ham hen til sig paa
Beenken; hun vilde gjort vel, om hun ikke havde sagt
inere end dette, som dog var det vægtigste, der kunde sige5;
nien hun indlod sig nu paa en Fortlaring, som hun trottie,
maatte formilde ham, men som tvcertimod udvidede Sudel
get imellem ham og hans Moder, og som gav hans natur
lige Harme en Berettigelse, den itte sra først af havde haft.
»Du ved maafle itte«, sagde hun, idet hun saa milrt
paa ham med sine smaa plirende Ane, ,,at Niels egentlig
var din Moder-s Ungdomsintlxnation'.3«
»Da hvad var da Fader?«
»Ja, min Leere Dreng, det gil, sont det saa oste gaar
i denne Verden. Niels gjorde lidt Kur til din Moder,
der i sine unge Dage var en overmaade køn Pige; men
saa fit han Kig paa en fornemmere Pige end hun var,
eg der var ilke blot Herkomst men ogsaa nogen Velstand,
og saa lod han din Moder sidde og tog Kaiinka Hjeln:
trone. Men din Fader havde lange gaaet og sullet for
den finukke Jngeborg Olsen, og da hendes Fader var en
fattig Consumtionssorvalter, der ingenting havde, og Erik
sad i Levebrød og knnde erncrre hende, Var han en velset
Frier hos Forældrene, og din Moder maa vel saa have
stiftet Sind, siden hun tog ham, eller hun vilde itke salde
sine Forældre til Bhrde;«maasle ogsaa Vrede over, at
Niels led hende sidde, fortedte hende til at give din Fader
sit Ja —- vi er jo alle tnn Mennester; nol, hun blev hans
Kone og din Moder.«
,,Nu sorstaar jeg, at Moder aldrig har elsket mig!«
,,Jo saamcend holder hun af digl hvad er det for et
Jndkfald2 Rigtignot levede dine Foreecldre ikke meget
lytteligt sammen, hvad du ved lige saa godt som jeg; men
det git dog.« -«·«
,,Gud hjaslpe os, foni det gil! Staktels Fader!« « «
»Ja men han vidste Besked, og hvorfor tog han hende
»da? Jeg advarede darn, inen han var rent forgabet i
khende og vilde ingenting here. Men lad os ikte komme
Hdidere ind paa det Kapitel! Dkn Fader har udstridt, og
ldin Moder har maattet bøde for sin Fejltagelse; men tan
ldn nu ille bedre forstaa, at hun paa de gamle Dage tan
have tht til at slaa sig samtnen med Niels? Gammel
Fiærliahed ruster itke.«
,,Faster!« sagde Johannes, og hvert Ord kom nu
’langsomt, som Fragte-n af moden Odervejelse, hans ende
ilige Dom, der ikle lod sig rolte; ,,jeg havde dog hidtil
»troet, at Moder elstede Faden da hun tog ham; nu ved
«jeq, at enten kold Beregning eller fordømmelig Trods
lførte Ihende til ham; men jeg har felv set, at hun intet
Jajorde for at bøje sit Hierte imod hang; hvor stille, fee-d
lfommelkg og sordrinasles var itle al hans Faerd! Hvor
slet Var han itle at tilfredsftillet Der var ikte Tale onr
ltlsrsttdragelighed sra hans Side; nien hun fulgte tun sit
verdslige, lunefulde Sind og forbitrede ham L"ivet· Hart
elstede hende, haabede, at hun vilde lunne faa ham leer,
inen blev stuffet; hun vidste, hvad hun gjorde, has hende
var der ingen Fejltagelse, for hende ingen Undstyldning.«
»Ja vift var det forkert«, sagde Falter Øllegaard,
idet hun rystede paa Hovedet, »men hvad nhtter det nu :t
tale derom?«
,,Naar hun nn«, vedblev Johannes i den samme tolde
rsg rolige Tone, ,,paa sine gamle Dage vil gifte sig igen,
saa var det niin første Trinke, at hun blot gjorde det for
at opnaa en Stilling, for at faa bedre Kaar og nyde
Livet; det var itle smult, men det blev hendes Sag vg·
Farbroders. Nu detiinod, da jeg ved, at hendes Hierte
altid hat vceret hos ham, oa at hun bedrog Fader, da hun
gav sig hen til ham, nU bliver det aldeles utaaleligt sor
mig at se hende ødsle den Ømhed, hun sorholdt Fader, paa
en anden.«
Falter Øllegnard kom pludselig til at tænle paa See
nen i Dagiligstuen, da Jngeborg med saa megen Osmhu
gemte Sølvtøjet7 maaste kom JohanneÆ fsskste For-mod
ning sog Sandheden ncermest; hsun vilde lige til at stge
det, men følte sig hildet af Modsigelsen mod sin egen nhlig
anferte Paastand og tad.
»Altsaa«, slnttede Johannes, »jeg kan itke blive der
langem jeg maa borst!«
Money J
