Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Sept. 8, 1905)
Johannes Falk. Roman i to Dele, af H. F. Ewalt F s r s te De l. (Fortsat). »Im det! Da horte jeg selv, at Bruden bad Detest Kufme om at hilse Tem; men hvad Onkel angaar, saa Mr hcm megel af Dem, og De maa vel tende hant not til at vide, at han itte aaar eftet Rangforordningen, naat han tcenter paa sine Venner.« ,,Godt! jea flal tonttne.« »Ja, lad mia fe det! Men sig mig engang, hom ledes er De tilfreds ined hendeZ Naar jeg stal vckte ceelia, saa set De hvetten rast eller fornøjet ud. Jeg havde ven tet, at De stulde bläve rigtig start herude paa Landet; men min Svigerinde sagde mig tigtignot allerede i KI benhaon, at Detes Humor var snavs, og at De led af religipfe Strupler. Er sdet sandt?« : »Religiøfe Ztrupler«, gentog Johannes, idet hatt finilte bittett, ,,det et just ingen Omgangssyge i Voce Dage, vol.2« ,.«Jcej, heldEgvis itte!« »Zpife og Dritte, smutte Klædet og Fornøjelse er not til at tilftedsstille det ecdle Dyr, Menneslet; naar Helbtedet blot holder nd, saa gaar det glat, til man ligger i fin Grad, og saa seit-get Votherre not for Reiten.« »Eaatncrnd, naat man blot ingen flette Streger got, on man tillige er et nyttiat Medlem af Zatnfundetx med det Tilfejende et det en fund Liossilosostr laeg Dem lkdt efter den!« »Ja naatk Gar man da vittelig innen flette Stre ger, oa er man da altid iaa nnttigZ Føler vl itle selo, baakc Te Da jen, det onde i Blodet? Lagemidlet er det, Te taldet religiose 3·ltupler.« ,,Jtte saa mifantropift!« fvarede Adolf Eichstedt fmilende. »Lad os tale om mere fornojelige Ting.« ,,Zom Te dil; det vilde oel ogsaa vckre fpildt Umage» andet —.« » »Med andre Ord, De vil itte tafte Vetter for Spin?«z »Zaamand, ftont jea haaber, at del dog vilde ocrret lidt for ftrenat at anoende denne Sandhed het; men det var Tem, oa itte min, der begyndte. Jeg ljar strats en! fotnojelia Ting til Deres Tjenefte; hvad var det dog, De tog Tem for, da jeg tom?« »3aa Dse noget?« spurgte Eichftedt med en und selig Mine. »Jea saa, at Te geftitulerede, og jeg fontes nasstem at De talte ellet raalste.« »Ja! Ttænget De aldtia til det? Rorer der sig aldtia noget bog Dem, som De lunde have Luft til at taabe ud, og vilde det itte tillige vcere Dem en Lettelfe at sagte en Zmule med Llrmene?« ,,Nej«, spatede Johannes, idet hatt for førfte Gang i manae Tage lo; »iea beholdek lelst mine Tanter for mig selo.« »Litft, Luft!« ndbtød Eichftedt, »det er en usfel T"d, vi Ieoer i!« »Na lan oi maaste fnatere blive entge!« »Virlelia? Det ftulde glaede mig; naar jeg siaer dct til Onkel, saa foatet han, at vi tværtimod lever i en god ra, fotnejelig Tid, at jea not oil indse og paaftsnne det, naat jea blioer celdte, men at der maafte er mange, der tasnler ligefom jea, oa at de imge og anle sormodentlig ilte vil hvile, sprend de hat faaet Ende paa HetlighedenF »Man gerne dcete«, sagde Johannes, »at di hat et og andet·, fom Efterslægten vil misunde os; men vi oil ttte liaae paa den lade Side og nnde Livet; vi maa fremad; alting staat jo i Stamm-, hvot man faa set den« ,,:tetco’ Oasaa i mit Jag. Støvletjenefte, ingen Aoancement; sit vi en god Ktig, saa stnlde De faa noget andet at se!« »Nei, lad os- dog bare blioe fri for en Ktig med alle ten-J Radflet og densS Demotalisation.« »Der ail Eniglxden!« »Da saa synes jeg ogsaa nol, at de Herrer Officercc tunde nøjesi tned de dejlige Manøvret, Kongeti hvert Eftetaat spenderet paa sin egen og deres Foritojellez Lan det maa betale dem dytt; floterer nogen Stand, saa er det vel den militcere.« »Ja, jeg ved not, de Herrer civile itle hat noget godt Lje til os; men tommer Landet engang i Fate, oil de not tatte Kotigen for Manpvrerne.« »Da hvad tan vi saa, naar det lommet til Styttet, udrette nted vor lille Atme? Stutde vi oer Millionet paasden blot for at retitete over paa Lerne med dens« »Der tan ocere noget i det! Tet er jo oglaa mitt Mening, at i et lille Land fom Danntart butde hver Mund væte Soldat; jeg svckrtiiet for Altnenoæbning.« «Saa et Te vift en Undtagelse i Armeen; men dettil figet jeg Bravo! Kæmp for den Jde, tal derom, stritt derom!« »Det vilde vate den lige Vej til at blioe lassetet. Hans Majestæt vilde formodentlsia nceften betragte det som Optstz men der en endnu vcerre Hindting for Sagen end Hans Mafeftceto Villie; jeg menet itte blot Dunste ltgheden t at organiseee Almenvcebningen, men Fitti aanden, der i det hele er ftedelig og industriel, og den danfte Nationaltaralter, der itte tan taldes trigertst. — Franstmanden, han er en fedt Soldat!« »Saa gaa i fransi Tjeneste, blodtørstige Menneste, som De erl« »Det er netop det, jeg tænter paa, og det stet maafte ogfaa en Gang. Frantrig og Rusland er de enelte Land-, hvor en Soldat tan faa noget at best«?lle; som sagt, det er en uslel Tit-, oi lever it Man er nætved at lvceles.« ,,Jeg tun itte andet end forundte mig over, hvad jeg t Dag dar maattet here. De ser saa sindig og fredelig ud,« man gætter ingen lvtlg Ktigsmand l dem.« »Nei, til Patadetjeneste duer jeg ttte; der er gerne noget i Bejen med mit Knardehæng eller en Knop; jeg er tlte vtdeee vel set as min Ghef.« »Ist-le det? Jeg tan ille rigtig bllve tlog paa, hvots lebet De dar det. Jeg mente, at De tfslge Deres Op tragelse og Familiefotbindelser maatte være en Beundrer af Kongen oa teo paa Regetingeno Ufejlbakhed; dersoe overealtede det th, at De streg spaa Luft og tlagede over Tidetnes Usselhed. Nu viste det sig tigtignot, at Deres Tanler gaat i en anden Retning end mine; men missen nøjet er De dag, og det tan uinuligt sorholde sig saa, at De ingen and-en Interesse stulde have end at mhrde Men nestet, lige meget sot hvilken Sag. Hvad tcentet Te egentlig om Tiberne?«' »Jeg er bange sot«, svatede Eächstedi, »ai jeg ille et nogen videre lonsetvent Trenker. Jeg skal imidlertid tilstedsstille Tem, saa vidt jeg sertnaat. Hvad først gamle Rex angaat, saa mener jeg, at han er en stiklelig Mand; der er ilste noget videre at benndre der; men hvad Familiefotbindelserne anbelangte, hvormed De form-Ident lig ncetmest iænlet paa Onkel Martin, saa er han i sin state Hengivenhed sot Majestcetens Person eaentlig en tlndtagelse fra sin Stand; det et Krigslammeratstabei. der her gar lldslaaet, om jeg tør talde det saa, siden Mase staeten, sont de sleste Fhrstet i note Dage, aldrig hat lugtet Krudt; thi Frederit VI et Bande- oa Borgerven og hat egentlig aldrig dætet Adelen god. Hvad endelig Polititen angaar, da befattet jeg mig aldtig med den; men jeg er en Fjende as Botnerthed og «Omsvøb, kvor jeg saa ttcesser paa det.« »Men sia mig nU engang, hvis her bled Oprør i Landet, og Kotigen besalede Dem at gaa iniod Deres egne Medbotgete, hvad vilde De saa geret« »Naturliavis adlyde Kotigen, hvem jea har svoret inin Ed; hvor lunde der vaere Tale om andet?« ,,Altsaa et De dog en as Despotietg ceate Hat-nd langere, da Deres eneste Interesse er at mhrde Mennesker.« »Ja, det et jo destodaerte Soldaten-Es Kald; men dei vilde bedrøve mig, om jeg blev nødsaget il at inhtde Venner i Siedet for Fjendet. Usden en saadan Lydia hebsaand tan doa inaen Herr bestan; der maa til syvende dg scdst date en, vi lysttet, og det lan ja ingen anden voere end Konnen.« »Men med saadanne Anstuelser kan Detes Svcermeri for Almenvæbnina aldeles ilte sotliges; det er en republi tanst Jde.« »Ja, der spillede min Fcedrelandsteetlighed mig et Pudsx jeg nnstede Atmeen saa stor sont niuligt, sor at m stnnne værge os. Sam jeg sagde sor, jeg er itte konselvent, og der? lianet jeg de sleste Mennester. De er det heller ilte; thi hdrsrledee sorliaer De Deres fremtrædende reli giøse Stenminaer med Detes srisindede Anslnelser? Jeg hat ogsaa en Gang lcest Bibelen, og det fotelonimer mig, der staat et Zted, at hvem, det er Trctl, stal vedblive at vckre Titel, og at man stal adlnde selv ubilliae Herren De bot altsaa heller itle besatte Dem nied Politil.« »Det hat jeg heller itle sagt, at jeg vil.« »Naar man taentet sont De, er der manste Ilte lanat sra Tante til Gewian og hdorledes Vil da de to Interes set tunne sotliaes i Deres Esal?« ,,.5’ttistendommen inaa lunne fdrligesj web enhter srm helft Zamfnndsordem men hvad jea især iaoner og for tanaet, det et Eamvittighedsftihed Tvana Herren ellet Apostlene noaet Menneste til at blive Kristen2 men hvad andet aør man nu, naar dotgetlige Rettigheder er knyltet til Daaben, naar man et bunten til en bestemt Præst oa Ette niaa sorsamle sia sor at dhrle Gad, naar og hvor man Vil? Detie et sor mia Hovedsaaen.« ,,De vil blive en Orte-ten Falt, og lomme paa Kant tned Autoriteterne; hust, hvad jeg hat spaaet!« »Jeg tan itle indse, hvorledes det slulde gaa til; men De dil slagte Menneslet paa cnhvet Despetg Bud, blot han hat en ordentlia Ktig at the Dem. De totntte vist paa saadan noget, da De sør stod og tasede Paa Højen.« »Ttusset! Jeg legede en Zmule General; dette er et Tetrcen, som sottrinligt egner sig til at insdtage en fast Stilling.« »Ja saa, det et aldtig set saldet mig End.« ,,Jtte det?« ndbrød Eichstedt ivrigt,»hvot De maa Være blind! Her nu blot!« Og derpaa indviede han i et lidligt Foredtag Johan nes i den Fantasi, det havde snsselsat Lam. Han fortla tede, hvor mange Treppet han havde til sin Raadiabed, og hvor stot den fingeterede Fjendes Heer var, udmalede, hvotledes han tctntte sig Angtebet og hvorledes Forsvaret, stildtede Aampens Gang med raste thel, indtil han losn til dens- Udgang, der naiutligdis blev en Sejt vg Fari sølgelse as den slhgtende Fjende. ,,De er et satligt Menneste«, sagde Johannes-, som med stigende Interesse havde hart til og ncesien vat til Mode, sont om et Slag vittelig havde raset omlting han-. »Der stittet sotmodentlig en Feltherte i Dem.« »Fordi Fantascen lob as med mig? Vethdede enhver ung Lestenants Dtøinmerier saa meget, da vilde vi hare Generaler nol.« ,,Rigtignot«, svarede Johannes med et Smil, «er jea itle i Stand til at bedømine, om De sotte Deres Trop per del, men der var Liv og Sandhed deri; det er not itle enhver ung Løjtenant, det er i Stand til en saadan Impro rsisatim Ktigen er Deres Kalb, det er aabenbart, oa hvor jeg maetlet et bestemt Kalb, der bøjer jeg mig. Vorhette Jtan del oasaa have Btug for Mænd som Dem.« »Aa, lad es itle tale mere om mig; men sig mig hvillet Rald hat De egentligf Jeg tan heller ille rigtig blive llog paa Dem. De et Jurist og taler nndettiden Jsom en Prast; De et oplcett til at viere Lovens Hamb hæver og talet Unsdettiden om at bthde den — lan De saa Ynoget helt ud af det?« s »Nej«, svatede Johannes tanlefuldt; »det er lige som .jeg er gaaet i Styltet indvendig; hvem slal hele mig?« s »Bei maa De ser gete; jeg troede en Gang, at De lvilde dtive det ttl noget steti, men De et ilte lommen svidere endnu end til at sidde og slide paa Deres Onlels istontor —- iag inig det ille ilsde op, at jeg siget Dem det!« »De hat fuldtommen Ret i alt, unsdtagen i det, at jeg nogen Sinde hat lovet at blive noget stott. Dei bestes mig undertiden sor, som om det er min Bestemmelse at ende ganste i det smaa«. «De hat eei Talent; De et en ssdt Stolemesier. Kan De husie, da De i Btedgade gav mig nvgle Grans timet i Bibelshtstsorie?« »Jo, det husler jeg godt.« »Jeg vil sige Dem, at jeg aldtig hat hart noget lia ninde. De sorstosd at gsre alting saa ansiueligt for min Batnesotstand, at jeg senere oste icentte, at hvig alle mine Leerete hat-de været som De, maatte jeg tunnet ende min Stolegang paa Akademiet i den halve Tib; men til hvad11 Gavn kandet nu vcere Dem?« - I ,,Jeg begriber det itke«, fvarede Johannes, idet hanj reiste sig op; ,,IIIen De overdtiver naturligois, som man aliid got, naar man iænker tilbage paa sine Bakndoms erindringer.« ; Eichstedt reiste sigv gfaa, vg, eftet at de havde gjcrt: i I i E ;hinanden Selstab ek lille Sivkke af Bejen, stiltes de Jo-; llkannes mere betaget af Samtalen, end han havde ladet; lsig mærte med, oq med en mere levende Fg leise af, at ha Is’ Jndre var sondrei. end nogen Sinde spr. Han solt-e, at »n» Forandring maaite der sie med ham, om hans Liv skulde ,l!live fandt cg bans Streben ærlig, men han vidste itte .bvorledes. Jngen Tanke, der opstod hos hom, kunde mod neg iil Beflutning, og alt fammenfvnr fig mod en Forum Idring; th hans Farbroder havde aldrig vckrei faa velvillig imod ham fom netop i denne Tib. Han gik hjem mismodig og med meget ringe Tanker om sig selv. ) H. Kapitel. Alt lyst. Oktober Maaned var der, og Tagen til Cletus Borupg eq Helgus Brnllnp var allerede bestcmt. Med hvilten tsjlwde traf Falter Lllegaard itte Forberedelsernel Hun dar idel Trarllsed, en Flettenets Snceverhed ftnndsede itte tendeg sejrrige Getning7 men over Justitgraaden var der et forbavsende Flegn!a. Naar lmns Zøsier toin ind til ham for at høre hans Meninn eller erholde hans Santtnlle, mcerkede hun, at lnm liaode talt for døde Toren; og naar hnn endelkg havde tilwunnet sig Opiinrrtsomhed, fvarede han med et Stut dertrcet: »An, plag mig dog itte nied alle de Spørgsnmall lstør det, fom du vil!« Men liun kunde itte andet end fannnenligne denne Linegnldighed nied den Jrer, hnn havde udvist. da Olivias Vrnllnp fereitod Nu var der sandelig ingen Fare for at han stulde rive Virgge nedl Helga mcrrtede det og prermmsede fig i Stilhed derover, men Faster Øllegaards Harme fit Luft i Ord. »Zaadan en syrist Ligegyldigibed«, sande hnn en Dag til sin Eoigerinde, idet hnn formodentlig mente tynist, ,.naar dog for vidt! Det er dog hans eget Kød og Blod, en hvilten spd Pige er Helga itte! Borup beftiller ille nndet end at gnn on lure ham ethvert Ønste af for at gøre ham til Pas, men lige meget hjcelper det.« »Du man bcrre over med din Broder«, svatede Jo hannes’s Moder ined et spagfcerdigt Smil, .,en Mand i hans Stilling tan have Ærgrelser, vi itte drømmer on1.« »Du taler oin ham«, soarede Øllegaard irriteret, »som om han var Minister eller Amtmand. Nkels hat gode Dage, det er Johannes-, der trcetter Las-set Mig flal han itte ftitte Blaat i Øjnene«med sine Fortetninger; men naar han bestandig siger, at jeg tan gøre Brylluppet, iom jeg vil, san ftal det, saa bandte jeg, ogiaa blive efter mit Honedz det stell blioe et rigtigt splendid Vryllup.« Jngeborg saa nied et roligt Smil paa sin ophidsede Svigerinde, eg hendes Koldblodkghed optyidsede den gamle end niere. Faster Øllegaarsd vifte sin i disse Dage itte fra den beldigste Side;—h11n var overordentlig stridbar, rsg det ftyldtes mere end en Gang aneborgs Mellemtomst, naar det itte toni til Slænderi inellem Justitstaaden og hende. — Jngeborg var sin Svogers Trost i disse Dane, da han led under en højst tryttet Stenmingx hun alene lunde op mnntte ham, on hnn Var derfor ncesten en dagiig Gceft pas Sandbcetgaard7 men det lod til at vcere hende magtpaa lfggende at holde sig gode Venner med alle Poeten Hun stræbte at vinde Helgas Fortrolighed og var soerdeles artig og imsdetominende mod Clans Bvrup. Helqa maatte indrørnme, at det niest ftyldtes hen«de, naar Dagene git taaleligt for dein i denne Tid; men hvad Forholdet mel lem Moder og Sen angil, da havde det udoitlet sig paa cn mckrtelig Maadc. Hun var føjelig on spagfærdig og blan-: desde fig aldrig i, hvad Johannes foretog sig; Jolbannes git sine egne Veje og nnd den Fred og Ubemættethed, der blev ham forundt. Forftanelsen fynies altsaa god, og dsog shavde der ligefoni rejft sin en Mnr imellem dem. Saaledes stod Sageme da den forlorne Sen ifølge Forderens tidligere udsendte Jndbndelse indtraf nied Kone og Bern. Der vifle sig imidlertid Tegn til, at Justits raaden fortred at havde taldt Sonnen over til sig. Gud hjælpe os, sont Faster Øllegaard sagde til sig seld, han on stet, de var vel borte igenl men tun hun haode luret ham det af, og denne Gang var hun dogi saa fornuftig at be holde sin Jagttagelfe for sig selv. Olnf Falt var en velvotsen, traftig ung Mand Ined et sundt cg ærligt Ansigt; han saa rolig og tilfreIds ud, som om der aldrig havde oceret noget i Veer mellem hans Inder og hain; men enhoer, der saa dem samtnen, maattc det ocere spaafaldende, hvor lidet denne jcevne, ligefremme Mund lignede sin sirlige og vcerdige Faden Justitsraaden lhavde ladet sin Søn i Barndommen siøtte sig selv; han var for magelig til at antage sig hnns Opdragelse og »andelige Vejledning. Oluf løb omtring i Matten, fcetdedes mellem Tyendet og Bønderne og maatte nøjes med Landsbnskofe lærerens Undervisnina, indtkl han var en tennnelig stor Dkeng og havde fattet en afgjsort Modbydelighed for Bogen. Jtle desto mindre fortangte hnns Fader af hom, at han i en modnere Alder stulde være besjcklet af den samme Ærgerrighed, som havde drevet ham selv frem i hans unge Dage, og han luttede sine Øjne for den Kendsger kling, at Sonnen tun havde middelmaadige Evner. Oluf var tmidlertid itte saa meget overladt til sig felv, foin det syntes, tshi hnns Faster tog sig tærligt af hom, men itte paa den Maasde hans Feder snstede Øllegaard havde stor Fottjeneste af, at baade Oluf og Helga var bleer de gode, naturltge M-ennester, de var, men hun hsøstede tun den Lin derfor, at Justitsraaden, naar han aobnede sit Hierte for en af sine Venner, med et Sut fagsdr. at hvis Vorsherxe havde ladet hans Kone lede; vilde meget vceeet anderledes og bedu. « Oslufs Huftru, Lise, en Forpagterdattet frc Jylland, l i Var en fmut lille Kone med et sundt og mildt Aasyn eg et lyst Sind; Bornene, to Drenge, var praegtige Gatten Familien stod sig godt, og Oluf, som not vidste, at For bruget i hans Faders Hus var for stort til, a: bang ltlle Mejeri kunde forsyne Husholdningen, dragte ei: Fjerding Smør med, hvillen han i al Stilhed overlerserede til Fasten J øvrigt viogtede han paa sin Faders Aasyn, sagde saa lidt som muligt og gjorde sit bedste til at viere den aamle til Behag; han«-Z Kone gjorde flerc Forsng paa at erobre sin Svigersaders Hierte, Børnene var vel opdragne ca vatte ilke Anstød, men uagtet Friedens og Kcerlighedens Genier saaledes omsvcevede Justitsraaden, bragte de ham ikke videre end dertil, at han akkurat holdt sit gnavne Lune i Tømme. »Synes De dog ikke«, sagde Jngeborg en Tag til bam, ,,at Oluf har taget sig betydelig op, fiden vi saa lzam sidst?« ,,Saa?« svarede Justitsraaden, »jeg see ingen Far slel. Jeg trenlte netop paa, hvilken Glæde jeg har cf Johannes-. J Morges bragte han mig Papirer i en Stifte sag, som jeg hat ladet ham behandle for at øve fig; dei Var et fortrcesfeligt Arbejde. Hvad kunde Oluf itke ræret for mig, om han var bleven i Sporet?« »Det stulde Oluf nok bleven sri for«, saade Søster HZSllegaard soin hørte til, »han har ikke det Hemd. Je hannes har.« « En Vredegrødmc bedatltede Justitsraadens Ilnsigt; Jngeborg saa paa sin Evigerinde, som om hun vilde sige: lwar du dog beerer dig dnmt ad! —- — Jmidlertid næriiiede sig det, soin ene og alene var i Stand tkl at sormilde Familiens vrede Loerlsrnea Dei snntes bestemt, at der ikte stulde levnez ham den mindste Grund til Fortrydelse, og at alt stulde vcere lyit til Claus’ lag Helgas Bryllup. Velstand, gode Dage, retstasne og lcerlige Børn, alt dette var ham intet mod et lklle bvidt, rødlantet Baand i Finaphulletx og han sit det. Fire Dage før Brt)lluppet saa han sig Pludselig ud ncevnt til Ridsder as Tannebroge Med skcelvende Stemme meddelte han den lyttende Familiekreds den Naade, der var vederfaret ham. Hans Alfgud, Forfængelighedens Moloch, var ham mer, og han bøjede sit Hoved i stum Til bedelse; men hvorledes det var gaaet til, at denne Naa dens Straale var falden paa hans Hoved, sit han aldrig at vide. Den første Stemnie, der lod sig høre, da Meddelelscn højtidelig var gjort, det var hans egen Søns. »Naa«, sagde Oluf, idet han gik hen til sin Fader og areb .l1ans Haand, ,,det glceder mig rigtignot. Du hat saamcend længe fortjent denne Usdmærkelse.« Justitsraaden ilappede sin Søn paa Stulderen og saa saa greben og højtidelig ud, som om han til Løn for denne Yitring straks Vilde slaget Oluf til Ridder, hvis han havde haft det i sin Magt. Fra nu as Var han som forvandlet. Hans første Gerning var neje at erkyndige sig om Spisesedlen til Bryllupsgildet og give sin Spsters splendide Jdeer hele sit Bifald; den nceste at forfatte en Mcengxde Jndbydelses strifter til Brylluppet og forfærde Søster Øllegaard ved Udscgten til et stott Selslab, hvoriblandt adslillige Per san-er, som hun helft havde set udeladt as Listen. Hun fil ved denne Lejlighed at vide, at hendes Bruders eneste Sorg var, at Majoren og den Eichstedtsle Familie var rejst bort. Endnu samtne Tags Aften tog han til Knbenhavn og ltom Dagen sør Brylluppet hjem i det lykkeligste Humør. Reisen og Audientsen hos Majestæten havde varet som et Gensødelsens Bad for tamx men han hasvde tillige Maga sinerne i sin Vogn fulde af Forceringer til Brudeparret, sin Svigerdatter og sine smaa Sønnesønner. Enhver, der saa ham i disse Dage, maatte tro, at han var den tier ligste as alle Fcedre, og at Sandbcekgasard var et Fredens Paulun. « J·ohanne5, Clausö og Oluf talte net-on «derom, da de Astenen før Brylluppet gil fra Stovlyst, hvot de havde beset den nydeligt indrettede Bolig, som fra den næste Dags Aften siulde vcere Helgas Hjem. Claus havde spr aet sor, at den Familie-, as hvilken hans dilkommende var udsprungen, som Justitsraaden sagde paa Forlovelses dagen, uden Fortrydelse kunde besøge hensdez men hvad chederne angit, der skulde soette hende i Stand til at fcerdes i de Kredse, hvori den samme Familie bevcegede sig, da var det egentlig Justitsraadens Sag at sørge for, at ljians Datter bragte en god Forsyning deraf med sig til det smukle Kleedesla"b, Claus blandt adstillige andre Ting havde anstasset. Helgas Fader havde imidlertkd taget sig denne Pligt everordentlig let, og hans Stifters Fortrydelse lunde ille bevcege ham til at give sin Datter et standsmæssigt lid styr. Han lyttede til sin Svigerindes Raad ,,Tag Dem den Ting let, inin leere Svoger«, havde bun sagt til yham, ,,og spat en stor Udgift! Borup er en velhavende Mand, som vi nu ded; lad ham kun lutte Pungen lidt op og betale for den Ære, der vederfares ham, idet Helgsa blivet hans Kone.« J Sandhed, der var noget i, hvad Justitsraaden hin Dag havde sagt til Claus — man maa beuge sin Forstand ti denne Verden, min gode Borupl T Helga iom fattig til sin Mands Hug; thi lidt Stads og et Stykke Sølvtøi sont Justitsraaden tilsidsi klebte paa sin Rejse for at redde Anstanden, tunde istte bis-de pac Linnedstsabets Tonihed, og hvad Falter Øllegaard for maaede, var for lidset til at redde Familiens Æte. Da Helga med Slainrødnie paa sine Kinder fortalte Claus derom, kom sra hans Lieber de eneste ulcerlige Ord, hun endnu havde hart af han« »Godt«, sagde han, ,,desto mindre stylder vi din »Fader, vg desto mindre har han at lade oö horc, om ’Bladet engang vender fig, og han igen bliver vred paa os.« Men han havde nu ganste forvunsdet sin Fottrtydelse ever sin tiltommende Svigersaders Smaalighed; med et lfuldt Hierte og en drommende Mine fulgte han sin Spo ger og sin Ven paa Vej, da de sorlod Stovlyst; han tæntte paa, at det var den sidste Aften, han stulde gaa alene til bage til sit Hjem · Ostle j