«——I
Johannes Falk.
Roman i to Dele, of H. F. Ewall
F s t s t e D e l.
(Fottfat).
Ll7via var glad over, at Sandbcetgaard nu til det
sidfte vilde forblive, hoad det altid havde været for hende,
et freveligt Asyl, et lille Paradis. Helga tnnde heller itte
ganfte stjule sin Glæde over, at de flap for al den Urv, som
en stot Fest vilde fowoldet, men Faster Lllegaatd havde
nær gjort et Glædeshop, da hun shøtte, at Brylluppet stutde
ftaa paa Keldsborg. Hun gab nu tysset Kammerherres
indem Nu tunde hun sidde roligt i sit lille Værelse uden
Fnygt for at blive kostet ud, hun tunde passe sin daglige
Tont uden at forftyrres as cengstelige Grublerier over,
hvotledes hun stulde overtomme at lave alle de sine Nettet,
ondek Niels havde fortangt prcesterede spaa Bryllups
ragen, og forftyrredes hendes Nattern end fremdeles of
fasle Dromme, i hvälten hun saa en umaadelig Mengde
fornemme Damer trittst betragte det Bord, hun havdc
lættet, Herretne ttætte paa Smilebaandet, og Excellenssin
goke en Grimasse, idet han smagte pack en as hendes Po
steier, faa havde hun om Morgenen, idet hun vaagnede,
ten frndefulde Fornemmelse, at det hele tun var en Drom,
rg at hun nu havde den beroligenbe Visheb, at hun itte
vilde btive sat paa saa haatd en Prøve.
12. Kapitel.
Et Bryllup i den store Verden.
Brnllnpgdaaen optandt endelia, Fig den tlare Sep
teknderliinnnel snnteszs at tilsmile den Held. De fornennne
limited Excellensen medindbefattet, var ten foregaaende
Tag indtrnssen til Fteldsbara, hvig Gaardstum gav Gen
lnd af Liv og Larm cg vriinlede af Tjenete i brogede Liv
1c"er. Mad oa Dritte, Tojlettetsz Vidtløftighed, Hensyn
tji de fornennne Gassen alt dette tom til at spille en over
nsasakia Rolle, saa at der i Inete end almindelig Grad var
Fare for, at den hpjtikelge on festlige Ztemning stulde
krutne i lutter Verdsliahed
stirtcn dar indvendia eint ca smagfuldt iniytteJ
uludi Hus viste sig i et sclcededon as Ztovens Grønt oa
illiaktscng Blonister, der endonsaa averraftede de mest
trasene Mitten Men man stnlrate itte, hvem det var, der»
bavde anstrengt hele sin Opfindsemhed ag anvendt en
ulinre llmage paa at stabe et saa forgængeligt Verri.
Tet var de lytteliae, Claus og Hetga. der viste deines-»
Tatnennneliglxd i Getningen. i
Forsamlingen i tiirten var stok oa glimrende, agl
otsxse ved Alteret ventede et Taspr bvks tunftiae Blomftet
tsrant var et Bart as højbaakne og itønne Hernder, paa
Brndetiarret
Johannes var der; han sad lanat nede i Hirten i en
Etol nderst ved Gtanaein Han bavde aad Grund til at
rate der, siden bar-. Stande modtaget en venlia Jndbydelse
af Majoken, on bang ncrrmeste dilde jo fornndtet fia,
tm tan var ndebleven; nien det var dog itte Grunden til,
at han var tcnnnen.
Nn traadte Btudgammen ind i Zielen med Majoten.
- san faa tat og tillidissnld nd i sin glimrende Uniforln.
, Zwar tntde han. der ellers aldeig satte sin Fod i Guds
» Lug-, nu tkcrde saa drisiigt detind og si Jesu Navn slutte
en hellig Pagt? Johannes, saade en Stennne i han s
Binn, der sad der, et Bytte for vanhellig Lidenftab,
hdrrfoe er du tontmen her i Dag? Man for Gile
Emle Nei, ene an alene for endnu en Gang at se heitre
sent du tilbeker. Du dnetek Asgnder, sont han, og bnrde
jaaee ud as Temptet.
Nin tcin lnln. Han iaa hende svceve forbi i en Sty
as Zilte oa Flor med Martetransen i det tnøtte Haar.
lLinn saa den dejlige Peosit, de scentede Øjekilaag nied de
lange sillebtpde Ljenhaar, bag hvilte de sttaalende Stier
ner stjulle sig, hvis Glans havde farenttet bang Hienie
Han inddrat det stønne Son, og Angstens Sved stad paa
tiansz Pandr. Han saa hende tnæle odpe ved Altetet pai
Bindestainmelen ved keins Side, hvein han hadede. Bilde
der intet ste i det sidste Diebl3t, innen teaede iinellem va,
forhindre den usalige Pagt«? Da Præsten spurgte Brud
gomnien, am intet andet Løfte var til Hinder for hanö
Æatesiaky stirrede Johannes derop med et seberagtiat
Blit. Han vidste vel itte, om Alexis Eichstedt havde stan
tet nogen anden Avinde sm Tro; men han vidste, at havde
nogen Mand handlet teolsst mad Kvinder, saa havde han.
Han syntes at bemerkte et lille nervsst Ryt i Brudgom
mens glimrende Stittelse, da hint atvoelige Spøtgsmml
pro sorma blev ham forelagt, og han smilte uhyggeligt,
ta han saa, hvad der maaste tun var et Spil af hans
eaen aphidsede Fantast.
Han saa og hskte intet mete; men da Hejtidetigheden
var farbi, og Forsamlingen satte sig i Beveegelse, ilede han
ud af Kieten og sorsvandt. Jngen saa ham meee paa
kenne Dag, da han taempede den haardeste Steid med de
onde Aander, der havde staaet detes Meer i hans sorpinte
hjettr. s-—
Det stote Selstab sad til Bords i Spisesalen paa
Aeldsbom hvor at den solide Ptagt af Salv, Mystat og
Poecelleen, sont i tte Generationet havde opdynget sin,
blev udsoldet, hvor Blomsterne duftede, ag intet sattelte-,
der tunde tildre de mest tkeesne Gesten
»De tunde itte gjott det bedu«, sagde Excellensen
senete til Majoten, «om De saa havde hast Keiseten as
Rustand til Gast«.
Regitnentömusitten sta en as Nabubyetne var til
Stede vg sorlystede Gasteknesmed muntre Toner, saa
Oe lange Taffet vatede. Justttseaaden biete, saa, nsd og
e- ftlte sig ydmyget. Fastet Øllegaatd lod Øjet glide ned
ad den lange Ratte ftadseltge Unifokmee, indttt Blittet
standsede ved Excellensen, i saa mange Dage en Steckt tot
chendes Taute. Han saa munter og godinpdig nd; hun
tunde galdt ttde dam, isiee da han sad her vg itte paa
Sanddætgaatd. hun beundrede Dametnes Tvttettek,
nannttg de eeldres prægtige Turbanet, og hun glemte na
Meile-Its
L
-med larlia Beundriiia. Hvilken yndig Brud. sont lnin
sad der, stim, straalende og lntkelig, en Genstand for alles
Onldest llaatet der Var en tcellelig Blylzed over heirdexci
Versen, syntes hun hverten imponeret as al den Glanz,
skser omgav hende, eller beruset as de Komplimenter, Exte
’lensen sagde hende. SjcelsadeL Ustyld og sund Forstand
aav hende en Holdning, soin overastede alle.
s »Ved De hvad, min gode Major«, sagde Exeellen·en
ltil sin Viert, da de efter Bordet sad samtnen i en Hlod
iSosa i et lille Sidetabinet, hvorsra de lunde se Brude
ssparret i den muntre Krebs as Herrer og Damer, »man ser
’ilte hver Dag saa smntt et Par. Deres Nevø ltar en
sjcrlden Anstand og Tattz han burde vcere Hosmarschal,
oa hun tomporterer fig, som om hun var født til Den
PladS, hun nn indtager; men hville Øjne!«
»Ja, itle sandt?« udbrød Majoren better-get
,,Af dem«, vedblev Excellensen, ,,lyser en scrstandig
oa cedel Sjcrl7 det er as saadanne Kvinder, at dygtige
Mand, maaste Helfe, fades. Gid sslcegten rnaa ölomstre
til Deres Glæde kg Landets Gavn!«
Majoren tryttede Errellensens Haand med Varnie.
»Wie-n hvad er det for en Herre«, spukate OTrcellensen
tort ester, »som staar der ved det andet Vindne i Zalen
og idelig stotter End til os?«
Tet var Justitsraadem den ydtnyaede, over-see Jn
ft"tL—raad, der i sin lHarme havde taget sin Zoigerinke
Jngeborg til BordI og nu stod der forladt, midt i den
babnlnnifte Sprogforvirriiia, iom Tilstedevrrrclsen as
noale Herren der tsisrte til de.udenlandsle Ges.:iidistaber,
freintaldisu Justitårcaden lnnde itle enaang tale Irre-ht
lia Tnsl, Un dtt tasre Altoderismaal oar nasften husvildt i
der-re aliniiendr Zelstab, nagtet det, om nat-i saa mai
fixie, par Eilevrt beirzkitet scm det ossicielle Zorn-J·
tircellensen havde nemla ndbraat Brudcgitrrctk
Elaal paa Danst. Ter harde Juititsraaden spidsct
Futen! Han hadde io sm egen, otnhngaeligt ndarbejdeke
Tale i Hodedet Da lnnde saknineiiligne dette nn nnyttikje
Produkt med Ereclleiiseiis. Den toin ganste anderledes.
mindre tnngt oa salvelsessnldh let og sornøjeligt. Excel l
lensen Var et lisst Hoved og talte slydende for sta; men der
var itte blevet ndbraat andre Staaler end denne ene;;
innen lsavde rejst sia eller sagt et eneste Ord oin Excellenvl
sen og hans store Fortjenester as Kotigen og Landet. Or
dene brcendte Justitssraaden paa Trinacri, men han selte,
at i denne højbaarne Krebs var det ilte Ordene, der adlede»
Personen. men Personen, der aav Ordet Vergi, et Primiti«
lsan nn sordømte, sordi i dette Tilscelde han selv, nast
Fiannnerraad Frei, var den i Ranaforordning lavest st?l·
lede as alle de Tilstedeveerende. Oliviaå neernieste Slæat
nina havde nndt sm Ret og sørt Bruden til Alteret. Jn
stitsraaden havde altsaa i enhver Henseende maattei
resianerex han lsadde nn tun eet Herab tilbaae —- at blch
sorestillet for circellensem nien det havde itte berstet ham
muligt at saa Majoren sat.
Majoren lsavde vel deiner-riet, at Justitgraaden selte
sia tranken oa kan vidite nodt. hvor Stoen tryltede den
brave Mand. Ta lkrcellenien nn selv var bleven Nimmt
som daa darn, bennttede lian Lejligheden til at taldr
Jultltgraaden bid oa iorestille barn sorn Distriltets Vorig
hedsperson og Vrudens Formynder.
Justitgraaden satte, da han blev hidkaldt, en saa
naatagen overrastet Mine op, at man not tunde marke,
slxan itte havde teenlt paa andet; men da han stod for den
store Mand, hris Fortienester Slæbnen saa ubarmhjer
tigt havde ncratet ham Lejligheden til at prise, stilte han
sia meget del sra sin Pakt as Scenem thi han saade intet
overslødigt Ord, inen aav tun Svirr paa de velvilliae
SporasmaaL Ercellensen sorelagde kam. Samtalen var
tort oa blev boldt saa temrnelia i Audiengstih men da
JustEtiziraaden havde sjernet sig .med et dybt But. sagke
Majoren til Ereellensem
»Er lnnde gøre den Mond saare glad!«
,,.s)vorved?«
,,Ved at stasse ham Ridderlorset.«
»Aha! Han sorterer ja itle under mia.«
»Lige meaet. Jeg stal bede Amtmanden, som sidder
der henne, oni at indstille ham, og læg saa et Ord ind
for ham has Deres Fiollega.«
»Er ban en Herdersmand uden Plet?«
,-Bsh!«
,,Hvad behager?«
«Tet spørger J høje Herrer vist om, naar J latet
Kotsene regne!«
»Major!'·
»Fo: Reiten er han baade en dygtig og en retstafszn
Mand.«
,,Det er allerede noget.«
»Hast tilbeder sin Konge og beundrer i hsj Grad
Dein·«
»Det er niere!« svatede Excellensen med et sint Smil.
,,Jeg ital tænle paa hom. Tatket vcere vor dyrebare
Avnge«, vedblev han, idet han tiltastede Frederil Vl’s
Portrcet, der hang lige over for ham paa Vceggen, et
Fingerly6, »l;an ser gerne alle sine Undersaatter, hoie
som ringe, glade. Jeg stal sige det til Majestcesten selv, at
jeg i en vis Egn af hans Rige hat trusset en Mand, der
ille lan sove, sordi han itte hat Riddertorset — det sor
holder sig uden Tvivl saa, thi den gode Justitöraad, hvad
var det, han hed — Falt? saa tryllet og sprgmodig ud
—- og Kongen vil le; men en Spsg tan itle gsre det,
dertil er hans Majestcet alt for samdittigshedssuld Feier
jeg irnidlertid til, at den ulyklelsige er en Ocdersmand
saa gaae det vel, uagtet ingen særdeles Fortjeneste tvalis
sicerer Monden dertil.«
»Bei gaar min Seel nott«, mente Majoren, «naar
De bare vill Monden vil tornme i den syvende Himmel«
»Ha, hat« lo Excellensen, og derspaa rejste begge
Herrer stg op og begav sig tnsd til det tvrtge Selstab,
som giorde sig særdig til en Spadseretut i haven og
dersra ud i Stoven, hvor Majoren havde ladet tndrette en
Dansesplads og beværtede Godsets Bandes-. Paa denne
Vandrtng var Helga saa lyttelsig at saa sin Ven at se og
tale med dam. Cletus var ilke den Dag kommen ttl hei
bprds, hvillet bedrsvede Delgm men han sorsilrede hende
smtlende, at han i intet Tilsækde vtlde hast Tid dertil.
Der bat-de vertet alt for meget for ham at tage Vare paa,
thi det var ham en Æreösag, at alt gtt sinnst og ordentltgt
i .Helga, der baode verret Brudeviae, betragtede Olioia
i
l
l
i
l
l
l
ritt
til ved Bondernes Fest. Majoren havde sagt, at han stolede
paa ham, og det var not til at anspore Clans Borupsii
Jver. Alt var smutt indrettet paa Tantepladsen, ozi
lslans havde ladet Brceddegulvet seje oa balde ryddeligt,
da han blev underrettet ani, at Herstaberne trink
Den store Forsamlina as Baader, Koner ng Piger,
llcedte i Nationaldragten, flottede sig snart om disse, da
de traadte ind paa Pladfen under de høje Bege. Alle
vilde se de sornemme Gcester, men især Bruder-« En as
Egnens mest ansete Bønder traadte srem Da holdt en Tale,
der egentlig ftnlde være en Veltomsthilsen til Brudepar
ret, nien som lom til at omfatte Majoren, hele hans Slcrgt
oa de øvrige høje Herstaber med.
Da Forsamlingen havde raabt Hurra, saade Erret
lensen:
»Men vil de Ilnae itte danse lidt paa dette para
tiae Gnle«
»Naturliavis«, fiiarede Majoren, »et Bryllup hell
nden Dans det duer itte. Borup, tom hid oa før
Tansen op, naturliast med Bruden, og tag du Alexis,
Hereilen Falt; tom lernen Falk og saa eder en smut Dame,
minc Herrer, her er tønne Piaer not — lad Musikken
spille op!«
Excellenfen lo hjertelia as det Arrangement, Herrerne
snntes del fornejede med det, men Tamerne trat sia til
bage. Doa kom der et tilftrcetteliat Antal Par paa Gul
vet, oa as de dansende Herrer var ingen saa stolt sont
Klaus, hvem Olivia lijerteliat taltede, fordi ban havde
pyntet Kirten saa sniult. Da han havde afdanset, kam
Flamtnerjnnteren stratss den til fin nnge Kone Da bod hende
sin Arm; man tnnde se paa bang Ljne, at bele denne
Feoinmers itle saldt i hanc« Einaa
Medens de daniede, lom en aanimel Bande hen til
lfrcellensem satte Hirnderne i Siden, saa op oa ned std
bam oa saade:
»Na kan vi da se, at Konaen har tønne Folt i sin
Tjeneste!«
»Ha, ha!« la Ercellenfen aodinodiatz ..1nen hvad siger
J om Bruden, lille Faer?«
l ,,.Hun«, svarede Banden, idet ban rystede paa Hobedei.
,,Llldrig er faa køn en Brnd set i Bryde Kitte, ikte enaang
Maiorens Moder, den falig Feue, stønt dun var køn not;
inen naar De tomnier hiern, saa spørg Kong Frederil, om
han lan hiiste Jeppe Andresenx jea bar dog prcrsenteret
Gevcrr for bain mangen god Gang derude paa Amalieni
borg; den Tid var vi beaae to unge, raste Karle.«
»Det stal jea, min aode Mand, det stal jeg; men
tom hellere felv enaang derind oa hils paa Konaen.«
»Man bænde fig, det ster!« svarede Banden med
Alvor, idet han nittede. —
»Det var vist sortert«, saade Majcren, da de alle git
tilbaae til Gaardem »at jea førte Selstabet herud.«
,,Jh!« svarede Ereellenfen, »jeg havde nær sagt, ist
det blev det bedste as det hele«.
»Men bvad saade aamle Jeppe til Tem; han var da
ilte ncesvis?«
»Bist itte!« Oa derpaa sortalte Ereellensen Majo
ren, hvad han hadde saat.
»Nej, ie til den Jepve2« ndbred Majorem
,,De tan- viere visI vaa, at iea stal bringe Konaen
hans Hilfen. Jntet alerder Hans Majestaet mere, end at
den menige Mand bevarer Erindringen om dam trosast,
og at han ser, at Bonden har ham Iaerx det erindrer ham
oin hans bedste 11nadomsdaad, og paa bvilken sastere
Grundvold tan hans Trone staa, end paa Foltets Kerk
lighed?« —
Asrejsens Stand var der. De nyaifte havde tlædt
sig om og toa nu Llssted med alle, bun bevceaet oa med
Taarer i Tjnene, han uden Zindsbevceaelse, knn Meng
selåsuld ester at tonime assted.
Fiammersherreinden omfavnede Oliv-a, ansiede hende
en lyktclia Rejse og aad dende det StudsrnaaL at hun
paa denne Daa havde overaaaet bendes dristiaste Frit
ventninaer; de nnae Sdiaerinder trccnate sia om bende ra
viste bende en Dritt-ed, som tra sia aadt nd: Adolf Eich
ftedt aav hende venliat Haanden oa fande: vi fes snart
i Paris! Majoren tnsfede hende, gav Alex-is Haanden
og saade: Gnd velsiane eder Born og Værer lntkeliae!
— et Lnsle, lwis Opfnldelse de sleste Tilstedevcerende
mente,«f111ate as sia felv. Herrerne og Damerne smilte oa
bøjede deres HovedeL da Olivia med megen Ynde nejede
for det hele store Selstabp men -Edet man ajorde Plads for
bende oa hendes Mand, ait knin hen til Justitsraaden,
tog hans Haand og tattede bam med et Par hjertelige
Ord sor al bang Godbed mod hende og Onihu for hende,
og denne Paastønnelse i alles Paahør var en sand Bal
sam sor hans kræntede Sind. Hun gletnte ikke Jngebora
eller Helga oa bad den sidste oin at hsilse Johannes, hvis
Fraværelfe hun vel havde beincertetz men Faster Ølle
gaard, der i et helt Aar havde vieret en Moder for hende,
omsavnede hun ca aav hende et varmt Kys, en Handling,
der udsatte den gamle for en Ktydsild as Blitte, as hville
nogle var bevwbnede med Lorgnetter; men hnn var altsor
bevceget til at bemerke, at hun var Genstand sor Kritik.
»Saa, tom nu, Olivia!« sagde hendes Ægteherre
lidt utaalmodigt; men -E det samme traadte Exeellensen
til og udbad sig den Ære at maatte søre Bruden til
Vognen, hviltet «hendes Gemal med et artigt, men dog
noget stolt But tillod. oa Faster Øllegaard rystede paa
Hovedet og udbr-d: at ja! da hun saa Olivia, hvem hun
tunde huske som en lille munter Pige, der løb om i Basse
ronne. nu, erret as alle, gaa ned til en praegtig Karet med
sire Heste sor, fsrt as en saa sornem og mcegtig Mand.
Vognen satte sig i Bewegele og ei Tog as ridende
Bsnder og Betjente sra Gaarden med blnssende Fakler
omringede den. J Glans og Herlighed var Pagten bleven
sluttet, Æresbevisningerne sulgte dem lsige til Gransen
as det Gods, de engang stulde kalde dens, og the-or mange
Vierter da vilde slaa dem sorventningssulde i Mode, ja
allerede nu snstede dem Held og Lytke. Hun havde i
dette Øjeblik en overvaeldende Følelse as Guds Godhed,
erkendte de store Forpligtelser. der folget Rigdom og
Magt som dens Slygge; i hendes Sjæl var der dog et
.Glimt, som en Gang tunde blusse op til en klar Flamme;
men i hans Sjcel var der idel Marte, thi han hast-we blot
bott, uden Fslelse for dem, han lod til·bage, uden Tak
nemmelighed for sit Overmaal as Lytte, blot higende bort
yska sit Fædkenerann til den store fremmede Stad for ver
i egennyttkg Magelighed at nyde den.
Mon nogen af dem, de lod tilbage, egentlig for Atvdr
tvivlede om Olivias Fremtids Lytte? Kun een, han, der
elstede hende højere end alle andre, itte engang undtagen
»den Mand, hvis Navn hun nn bar, og ved hvis Side hun
Tdrog ud paa den lange Rejse til den fremmede Stad.
t Jolhannes sad i den stille, ftjernetlare September
aften under et Trce paa den Plads tcet ved Btyde By,
hvor Martedet for et Var Maaneder siden var blevetr
holdt. Han Var alene med sig selv og sin Gud, og den
Frev, han saa haardt tcempede for, begyndte at sænke sis
i hans Hjerte. Da horte han pludselig Heftettamspen og
thgnkastem og Skæket fka de kødtbkussende Futter uaaeve
jfra Vejen helt hen til hant. Han sprang op, saa dct
glimrende Tog fare forbi og fotstod, hvad det var. Han
stirrede efter det, tndtkl den fidste Faktels Blus forsvandt,
og bad san Gud, at naar Bryllupsblussene slnttes, maatte
ogsaa den fortcerende Jld, der havde rafet i hans Hierte,
tote-les for aldrig mere at blusse op.
Ensomhed og et selvforncegtende Liv ventede hom,
den Glans, Jubel og Glcede, der nylig havde hilset de
to i Verdens LIer san lyttelige, der var sufede forbi
l)nn1, vilde aldrig times hatn, og dog, hvor var han ttke
nt misunde i Satnmenligning med dem! og ifcer i Sam
ntenligning med bunt, der midt i al sin Rigdom, ved sin
stønne og gode Huftrus Side, tnisnndt of alle, dog var
som i Ørtenen, langt fra den Kilde, af hvilten Livfens
Band udvcelder, om hviltet Frelseren sagde:hver den,
sotn dritter af det, stal til evtg Tid itte tørftri
J Ør·lenen, tnen itke alene; thi blandt Tusinder,
meegttge og eige, ringe og fattige, i den store, btogede
States forreste Rætte ttcengte han sig hen til den Kilde,
af hvilken man tun dritter for at tørfte paany.
Men han, der git hjem stille og alene i den mørke
Nat, vidste han, at nanr han stilte sin Bej fra de weniges-,
da forestod der hcun en Kamp ikte blot med Kød og Blut-,
men maaske ogfaa med Fyrftendømmer og Magtet, som
der staat strevet, denne Verdens «Ondstab? Sligt anede
han vel; men maafte var det ham endnu ikte tlart, at denne
Kamp umuligt tunde udfægtes i en entett Forføgelsestime,
at den vilde gentage sig og vare ved lige til hans sidste
Aandedtæt, og at førft med Døden vilde Befrielsens Time
være der og Slangens Hoved btive tnuft.
13. Kapitel.
Luft!
Et Par Daae efler gik Johannes ad en Sti paa
Hojderne niellem sieldsborg og Søen, og da han paa en
lille Balle-, hvorfra man lunde overfe Egnen og altsaa
oafaa selv maatte blive fet, opdagede en mandlig Stil
telse, der teede fig helt nnderligt. Den fremmede fægtede
med Armene, og det foreloni næften Johannes, at han
kalte højt, nagtet der ingen var at opdage i Nærheden.
Stien førte liae forbi Ballen; den fremmede horte
nogen komme, vendte sig om og faa ud, som om han
oar bleven overruniplet i en eller anden gaadefuld Be
slakftigelse, inen da han blev var, hvem den kommende
var, opllaredes hans Blit: han løb ned ad Baklem og
Johannes saa, at det var Adolf Eichstedt.
»Endelig!« faade han, idet han greb Johannes’s
Haand, «trceffeg vi da engang Jeg føgte Dem forleden
sorgæveg baades : Deresn . Vjem og paa Sandbcekgaard.«
Johannes undgit den i slige Tilfcelde brugelige, men
fjaslden gansle aerliae Formel: — det gør rnig ondi!
Med Venlighed i Blik on Stennne svarede han:
»Jeg Vcd dei, og jea burde vel ajort Dem et Gen
leføa; men jeg havde ikke Lyst til at komme til Pliss
lorn i disse Dage.«
»Det er begribeliat«, sagde Adolf Eichftedt, idet han
satte sig ved den lille Hast Fad, og Johannes fulgte
hans Elsenipel »Der bar oæret en ftrceklelig Kommers
fra Morgen iil Akten. Alerisz havde jo skaffet os en hel
Del Diplomater paa Halse-n; det er nu hang- Venner, og
hver lan jo være god for fig: men del hat jeg nu set, at
naar disse Herren der i Hovedstaden gaar omkring saa
stolte og vigtige som Oralelprcesier, kommer nd paa Lan
det, hvor de er ubemcerlede, saa er de vcerre end alle andre
til at gsøre «Jav«.
»Da faa fer man dem i deres fande Skikkelfe; den
hele Diplomaii er ikle andet end Hokuspokus-C
,,Naa, det vilde vel vcere en overilet Dom; i ethveri
Fald er dei ofte alvorliae Løjer nol, ssorn vort ftalkels
Fiedreland har faaet at fole; men jeg kan berolige Dem
nied, at nu dages det paa Keldsborg; de rejser, den ene
eiter den anden; inden Sendag vil Hufet være tomt og
stille, idet lun mIin Moder, mine Sostre og jeg bliver til
bagez men jeg vil sige Dem, at vi ikle bliver her ret
lcenge. Om otte Dage rejser vi alle, Onkel med, til
Kobenhavm og De faar harn da ikle ai se i lckngere Tid.
Han har i Sinde at gøre en lille Udenlandsrejse, gennem
sachsisi Schweitz, ned ad Rhinen og ende i Paris, hvor
han, efler at han saaledes hat respekteret Hvedebrods
dagene, agter at bei-ge de nygifte.«
»Ja saa!«
»Da han har indbudt mig tsil at gøre Reisen med.
Egentlig har jeg travlt. Jeg sial sige Dem, at jeg agter
at svigte mit leere Vaaben, Artilleriet, og træde ind i
Staben, om det lan lylkesx men nogle Aar vil jo gaa hen
dermed. Onkel siger, at jeg er ung, og ai det ingen Hast
har; han vil gerne have mig ined og paasiaar, at kun en
Melanksoliler eller en Særling gør en Udenlandsrejfe
alene. Jeg hat altsaa ikle kunnet modstaa Fristelsen«
og jeg har spat og faaet tre Maaneders Permissipnx men
hvad jeg vilde sige —- De maa endelig gsre den gamle et
Bes-g, inden han rejser; han bemaerlede Dereö Fraveetelse
paa Bryllupsdagem hvorfor korn De dog ikkei Jeg seines,
at jeg faa Dem i Kirlen.«
»Jeg havde ingen tht«, svarede Johannes, idei han
rødmede, «og jeg troede virkelig ille, at rnin Fravcetelfe
vilde blive bemærlet.««
WORK-) ,
