Johannes Falk.
Roman i to Dele, af h. F. Ewalf
F I r s te De l.
- (Fortfat).
Johannes lendte itte som Claus hvert Stoyens Troe,
og det var ham i dette sØjeblit ltgegyldigt, om de saa alle
var markede og stulde falde til Efteraaret. Han faa ilet
itte paa det smukie Trce, men fulgte dog nied derhen og
satte sig med et Sut ved sin Vens Side.
»Hvot gaar sdet«(.?« spurgte Claus.
»Na jo«, svarede Johannes.
»Tag itte Hatten af, min Ven; du er jo ganste darin;
hust paa dit svage Bryst!«
,,Snavs med det! Hvad var det, du sagde om det
Tun-W
»At det stal falde til Eftetaaretz det get mig egentlig
ondt, for det er en af Keldstovens ftolteste Boge. Se op,
hvor graut det et endnu! Her er Idog dejligt i Stoven
: Dan. Jeg tænlte for pasa Oehlenschlägers Digt, den
gamle Stov gennem Hornetz det var det første dansle
Digt, du lcefte for mig; tan du hufte det?«
Men Johannes fvarede itkez han sad ubevaegelig, og
hans Tanker shntes allerede langt horte. Claus havde
ingen Sinde set Johannes i en saadan Tilstand. Han
blev blod om Hiertet, lagde sin Arm om hans Stullder og
sagde:
»Johannes! du hat haft en eller anden stor Sorg.
Tal, Mand! Hvad hat man en Ven for, naar man itle
vil aabne sit Hierte for ham i Modgangens Stund?«
Johannes greb sin Vens Haand, trhllede den og
arced Aldrig havde Claus set den mandige, felvbeherslede
Johannes Fall saaledes, svag som et Bam. Han fattede
sig doa igen og sagde:
,,Lad det blive mellem os! Du maa itle engang
fortcelle det til Helga. Det er not, Elaus, at du faar at
vide, hvilten Taabe jeg er.«
»Taabe? Naar Johannes Falk grader, faa er det
sittert ilte for intet.«
»Ja, du W vel forftaa mig!«
,,Helaa saa endnu bedrez men veer tun rolig; det
bliver mellem os.«
»Nam: jeg er ded, saa fortael hende det. Ja, Claus,
jeg hat haft en stot Sorg; iden er gammel, men dog blev
den ny; jeg hat miftet, hvad jeg vel aldrig hat ejet, sinnt
jeg enaang bildte niig det ind — mistet det uigenkalde
ligt, for evigt!"
»Hvad taler du om?«
,,Olivia!«
Claus studsede; det tom ham gansle uventet; han
havde aldkig deltaget i det selskabelige Liv paa Sandbæl
gaarsd og sjcelden set Johannes og Olivia samtnen; naar
han mødtes med Helga, da havde de itie Tid til at tale
om andet, end hvad der laa dem nætmestz hun havde
aldrig meddelt ham, hvad ihun not mærtede.
Claus faa paa Johannes og rhftede paa Hovedejz
han bad om naermeke Fortlaking, oa fil den, stønt tennnelig
sparsomt, men han svakede itte fynderligt derpaa og havde
ingen Trostegrunde paa rede Haand. Claus var itte noget
hurtigt Hoved7 han sad og tcentte over, hvad han havde
hart, og Johannes formodede, at hans Ven lom til samme
Resultat fom hans Fasten-den at han havde heftet sine
Øjne for heit; men da Elaus tlappede ham paa Stube
ten et Par Gange og i en bedkøvet Tone sagde: ja sau!
fornam han, at han-Z Ven falte med ham, og denne tavse
Deltagelfe var mere velgarende end mange Ord.
»Hun er en stsn Dame; saadanne Øjne set man itle
tidt; du hat iendt hende fka gansie ung af, jo det er let
not at forstaa! Bare hun itle havde haft de mange
Penge!«
- « ---- -- .-I-L,tl
Vvok ofte Unvoe Zoycmnes me Jus mutet »u
»An, faa gib da Pokier havde ha1n, der hat taget
henbe!« udbred Claus tilsidsi djcervtx ,,naar han bare
ikie var iommen!«
»Hqu paa, hvad du sagde forleden!« fvarede Jo
hannes.
»Endnu er han itte min Herre; gib han maa blive
ttt sent!«
»Du mente ogsaa, at han tunde befotdre Helgas IN
Tin Lnite — at, kære Glanz bryd dig ikie om mig! Jeg
staat alene med min Sorg, alting har vendt sig fanden,
at itie engang mine nckrmeste tan føle for mig; men dzt
er jo gebt; desto inakete leerer jeg at faa Bugt med det.«
»Det var Net! Se til, at du icm glemme hende!«
,,Jeg glemmer hende aldrig; hun er voiset samtnen
mev mit Hjerie; jeg vil eisie hende, san lcenge det staat
Bilde du san let kunde glemme Helga?«
»Tet kunde volde mig Bxyderi noi«, mente Clausx
»men saadan noget ved tun Votherre.«
»Jeg er til Mode, iom orn hcm hande fortalt mig
Zidt bekom. Herren-J Haand hviler tungt paa mig, Clausz
jeg er market iigesotn det Tre, vi siddek under.«
»Hvad stal det blive iil!«
,,Bi maa oppebie vor Verdens Usdgang, som vor
Vetdens Jndgang; at væke moden, det er hele Sagen-M«
»Hvad siget du?«
»Jeg er bleven et Pat Aar ældre i disse Dage, det
et det hete; dei iideri Clauö, du set ad, som om du kunde
blive bunt-rede Aar; jeg beklaget dig!«
Claus niikede imilende, som vm han var bange for
at gste Ondt vcekte ved at sige sin Ven irnod.
»Jeg lsovede en Gang mig fein«, vedblev Johannes,
»ai jeg aldrig vilde gifte mig. At gpre min Sjæls elsiede
til min Sygeplejerste og satte btysisvage Born ind i Ver
den —- sksnne Udsigteti Jeg glemte en Stand mit Syste
men Vothetke hat sprget for, at jeg maa holde det; bei er
beroligewbe, Claus!«
»Bei Weisheit muß eine Thotheit sein, fom Bedstes
fadet ovte i Nordorf plejede at sige; du troster big paa en
ltjetlig Munde.«
»Den Gang, jeg aflagde det Lsfte, var jeg ung,
Clau« Da var jeg i mangt et Trieblit himlen ncermere.
end ieg er net-«
»Bei tan jeg itte tro.«
tu) Kong Lear.
s
»Jo! Da var Hiertet frisltx de frelsende som de
fristende Roster lød stcerslerex med Aarene bliver vi sløverez
Veedslighed og Egoisme lister sig intd has os, og horcr
vi en Rast, da er det tun Fristerens· Jeg talte før om, at
det led med mig; jeg tcenlte paa Døden, men tun som
Forglemmelse; det var ilie andet end Svaghed For en
halv Snes Aar siden lunde jeg med Henrykkelse toenle paa
lat dø.«
»Det Var Barnagtighed.«
»An ja! Jeg slal ærligt strifte for dig, hvad jeg
iføltex iscer mindes jea en Nat, da Moder for lcenge siden
var aaaet i Sena, og jeg sad alene ved Inin lille Studen
lampez da blev jeg greben af en foeunderlig Glæde; jsg
drsmte, at jeg var i Patadiset hos min Fader og Fresse
.ren; jeg troede, at Gsud snart vilde kalde mig, men basd
ham først —- at lade m«·rg faa min Eksainen, for at Moder
og min Farbroder lunde have Ære af mia i min Gvav!«
Claus smilte ille deraf, men ryftede paa Hovedet
og sagde: ,,Sygelighedl«
,,Gjorde det mig da udhatig til min Gerning? Nej,
tcere Ven, hvad bethdet dog al Tale om Tro, naar Tan
ten alene hænger ved Jorden, og slige opløftende, rene,
himmelsle Øjeblikle aldrig melder fig? Den Sjael, i hvil
ten der aldrig rører sig nogen Lcengfel efter Herligheden
higset, er jo gansle verdslig og dad. Saadan et Mennesie
er eingere, end vore hedenske Forfcedw, der dog drømte
om at ride over Bifroft, Gudernes Bro, ind i Valhalla.
Vi Kriftne har mer-e end Dromme, fuld indre Forvisning.
Slige Sjcelsrørelser var de Englevinget, der bar Apostle
nes og alle Martyrernes Sjæle ind i Himlen. Ak, iære
Ven, nu forekommer Øjeblilke som dem, jeg har omtalt,
mig ·saa fjerne, saa fjerne; det er ligesom, det ikke var
mig, der havsde oplevet dem.«
Der var en egen Glanz «i hans Blit, idet han sad der
og talte med feheragtiat blusfende Kinder; Claus toenite,
at saadanne Øjeblikle vilde han not faa igen. Han frha
tede ille for, at en Mand som Johannes vilde butie under,
hvor bitte Sorger han end maatte stifte, men han troede
at lætfe Dødens varslende Mærke paa hans Aasyn.
Han rejite sig, og Johannes fulgte ham uden Ind
vending til S’lovly«st, et Navn, som Slovridergaarden bar
med Rette. Den laa lunt mellem de høje Trceer, men man
havde et Udblil derfea til den blanke Sa, og naar For
grunden til begge Sider var faa malerisk, da var det for
en stor Del Claug Borups Foetjeneste, idet han med en
Smag, der hos ham mest var Instinkt, havde hjulpet paa
Naturen. Gaartden selv havde hvide Mute og "Straatag.
en besieden Bolig med et venligt, cegte sjcellandst Prcegz
blomftrende Roser og vild Bin sinngede sig op mellem
Vinduerne og paa den ene Gale men tom man ind i Stu
erne og i Udhusene, da saa man overalt Pyntelighed eller
den strængefte Orden
Hoor elskede Claus ille dette sit Hjeml Han kunde
aldrig nogen smul Aften efter ewdt Dagsgerning eller fral
en Rejse komme tildage til det uden paany at inddrille
dets Slønhed. Handels Glans htdilede over det fredelige"
Tag; der var ligefom en festlig Fordentning over alt,
Forventnsing om en Dag, da en laenge ventet og højt elstet
Gast vilde drage derind og bringe Liv, Lys, Glæde og
Hygge med sig. Den robede sia i ethvert husligt For-da
gende af Betydenhed og var saa rodfcestet i Husbondens
Sind, at man ilie, naar man horte ham tale derom, lunde
betviole, at hans Haab jo snart maatte gaa i Opfyldelfe,
og tilkige fplte man, at naar Vieleligheden forst var der,
vilde den i ingen Henfeende fluffe Forventningen.
En frejdig, teofast, besindig Aand befjælede den
Mand, fom raadede her. Mon Helaas Fader havde nogen
klar Foreftilling om, hvillen Sort Mand Claus Boruv
egentlig var? Til hans Undsihldning maa vi svare nej,
men det var dog utilgiveligt, at han ille brød sig om at
vide det.
Johannes blev Paa Slovlyft om Aftenen, nod godt
af sin Vens Gorstfrihesd og oplivedes ved hans lærlige
Othu. De talte nu naesten tun om Helga og hendes Fa
der, og Johannes gav Claus en Beretning om Samtalen
med Justitsraadem Claus sandt, at Resultatet dog for
Helga og ham ille var blevet saa forlnyttende. som han
havde ventet.
Claus lod spende for og tørte sin Gast hjem, trods
al Protest.
,,Det lan vcere«, sagde Claus, idet han tog sin Pist
ned fra Væggen, »at du selv længes efter at vandre heden;
men jeg vil dog gere, hvad jeg kan, for at du ian blive
hernede hos os; du maa tanle lidt mere paa dit Helbred!«
,,Lad os nu ilte tale mere om det«, svarede Johannes.
»Du hat set mig i det usleste Øjeblil af mit Liv, Clausl
Saa dhbt stal jeg itke shnte mete; nu har det udraset;
jeg vil ille falde mine Venner mere end nødvendigt til
Befvær.«
Johannes mente, hvad han sagsdez men Claus saa
noget tvivlende ud.
...Kom over til Stovlyst igen, naar det ln»iber«, sag
de han.
,,Claus!« svatede Johannes heftigt; ,,fea i Morgen
af ital jeg vise Verden og eder alle et glat Ansigt!'«
9· Kapitel.
Lykkelige Tidender.
Den næste Dag hvilede Fortetningerne paa Sandbast
gaard; selv Striveren nsd en Dis Frihed Dette var egenkl
lig ikte Johannes kcekt7 han havde gerne arbejdet den gansse
Dag; men Justitsraaden havde om Morgenen meget del
villigt ilappet ham paa Siulderen og sagt:
«J Dag stal vi alle væte glade. Lad os glemme den
ubehageliige Samtale fokleden, Johannes; vi gis begge lidt
for vidt og malede Fanden paa Væggen. Jeg er overbevist
om, at du inden Aften stal tilstaa, at du i høj Grad hat
missendt Kammerjunker Eichstedt.«
Johannes falte, at han var i en staev Stilling, vg
at hans Besluining at vise alle et glat Ansigi kunde blive
vanstelig not ai udføtex men en vis Slappelse efter
Gaaksdagenö starke Ophidselse lettede ham Opgaven.
Han havde ikke sei de nyforlovede endnu; en Fort-ei
ningsrejfe var kommen ham saare vel til Pas, og den
Eftekmivdag, han sie tii Rest, hsvde han kunmt bekam-J
som btan gjorde, sordsi han ved Hjemkomssten sandt baaoe
sit eget Hjem og Sandbcetgaard tonmiez de var alle paa
Keldåbotg
Nu git han usd i Haven, og da han naaede Hassel-·
alleen, saa han dem komme; de oendte netop orn nede ved
Søen og gii op imsod ham; han saa det nærnie sig, detie
Syn, som han sittlde vcenne sig til; det lom ncermere ogt
blev tlarere i Alleens grønne Dcemring —- han med en
selvtilfreds Mine og et sittert Sinil, som om den Lykke,
han nød, tun Var en Tribut, der sthldtes ham, hun med et
Aashn, der sttaalede as Kcerlighed og Lykle. Der for dog
ligesom en Sty over det, da hun blev Johannes var.
De mødtesz Johannes blottede sit Hoved; Olivia ratte
ham Ha-anden.
»Jeg ønsler Dem til Lytte«, sagde han, idet han
vendte sit Blik til Olivia, »g»id det maa gaa Dem vel!«
Eichsiedt raite ham ogsaa sin Hsaand, og han maatie
tage den. De git videke samtnen op mod Laagen.
»Bei er en hyggelig lille Alle,denne«, sagsde Eichstedi;
»som jeg hører as min Forlovede, har den spillet en vis
Rolle —«
Der tom Justitsraaden og asbrød den matte Sonna
les Traad stratåiz han brød ind i Alleen sra en Sidegang,
sirlig i sit Ydre, smilende, en fand Triumfator as en For-s
mynder. Han pnskede at tale et Par Ord med Kammer
junkeren, hvks Hans Højvelbaarenhed itie havde noget der
imod. Han levede i en lyitelig Travlhed og behandlede
enhver Bagatel som en vigtig Forretning; Kammerjunke
ren tæntte, at den vcerdige Mand var et højst trcettende
og tedeligt Eisemplar as It Mennesle, men sandt sig med
Anstand i sin Slæbne og git.
»Du maa gerne sortalle Falk det«, raabte han til.
Olivia, idet han blev bottfort af Justitsraadem s
»Ja, tcere Johannes«, udbrøsd hun, idet de forlod
Alleen og git ud i en as Havens solbestinnede Gange, »jcg
hat lyltelige Tidender at bringe Dem —- de vil glæde Dem,;
stønt de itte angaar Dem selv.«
Johannes s Hierte flog hurtigere, da han horte hende
udtale det vante: leere Johannes! med sin blide Stemme.
Hun havde vel bemærtet hans Knlde og sorandrede Væsen,
men hun kunde tdog itte bekvemme sig til at talde hains
andet, end hvad hun plejedr.
»Jnstitsraaden har givet sit Samtylie til Helgas og
Borups Foklovelse — hvad synes De? Bryllup«pet stali
staa til Esteraatet; men hvem tror De, vi stylder denne
uoentede Eftergivenhed hos min gode Formyndek?« l
»Dein selv natutligvis.« !
»Bist itte — min Forlovedel Han hat talt Helgas
Sag saa vel, at Justitsraaiden maatte give sig; det var
Entet behageligt Odem Eichstedt sder paa tog sig; inen han
udsørte det med megen Klogstab og fuldstændigt Held.
Var det itte smutt af bam? O, Johannes, nu er jeg føkst
selv rigtig glad; det var saa stygt med den Uenighed i Fa
milien. Nu synes alt at stulle blive godt; jeg hat aldtig
set Deres Onkel saa elstvcerdig, som i disse Dage. Trent,
han oil selv slrioe til sin Sen og meddele ham, hvad der er
stet; jeg iror næsten, det er hans Hensigt at saa Oluf med
Kone og Børn herover; er det itte glcedelith«
Johannes indrømmede. at det var glaedeligt, men
med en koldsindig og aandsfravcerende Mine, som frem
laldte et ømfindtligt Udtryt paa Olivias Ansigt.
,,Ved Bvrup det?« spnrgie han«
»Vi venter ham hvert Øjeblit«, svatede Olivia i en
told Tone.
Nu tom Eichstedt tilbage fra sin hemmelige Raub
slaanina med Justitsraaden, men i det samme vifte Helga
sig ogjna.
,,Til Lotte, kcere Helaa«, fagde Johannes-, idet han
areb hendeg Haand; ,,det maatte jo komme snaledes før
eller senere; men Gud fte Lon, at det ikte varede lcengere.«
Helaa rodmede oa smilte, men betragtede tiwige Jo
hannes med et forfkende Blit. ngaa hun blev bortført,
da Olivia lagde sin Arm om hendes Liv og gsik pp ad Hu
fet til med henoe. Johannes bleo altfaa stedt, som han
allennindst onskede det, under fire Øjne med Alexis Eich
stedt. Han nik imidlertid med haxn igennem Haven idct
Haab, at den Lnkkesp oa Glæsdes:3trom, der reo dem alle
hen, ogfaa havde indviriet forwdlende paa ham. Johan
nes giorde et Forfog Paa at tcente godt om ham, i hvis
Hænder Olkvins Skætbne uinenkaldeliat var lagt.
»Naa«, beayndte Eichstedt, ,,min Forlovede gjorde
vel dngtigt Versen af mit diplomatiske MeftersthkkeZ J«:g
tan forsikre Tem, at Sagen aik overordentlig glat. Ju
ftitcsraaden er en rimelig Mand, naar man blot tager ham
vaa den rette Maadez men naar man oil have sin Villie
med Folt, maa man ikke sige dem imod. Jeg lod, sont ons.
jeg virlelig gav ham Medhold i, at det er en frygtel7g
Mesalliance, hang Dotter er i Frer med at indlade sig
paa. Deres gode Onkel har nogle underlige Foreftillinger
om sit eget Standpunkt i Samfundet.«
Viftnok oar Johannes af samme Mening, men den
satiriste Tone, i hvilten Eichftedt talte, opbhggede ham
tun lidet, on han folte sia derfor fristet til Modsigelse.
»Don kan formodentlig «ilke glemme«, fvarede han,
,,at hsans Datters Moder var en adelig Dame«.
,,Det betyder itke meget«, svarede Eichftedt; ,,det er
ene og alene Mandens Herkomst der er det afgøkende,
efter min Mening i det mindste. Jdet Dei-es Onkel ægtede
en adelig Dame, drog han hende ned til sig, og naar jeg
ægtet en bokgerlig Pige, hæver jeg hende op til mig —- ja,
De ser, at jeg ikke er nogen Stok-Aristoktat.«
Johannes smilte; hvor kunde han bog indbildt sig,
at der fra denne Monds Lceber vilde komme et enefte Ord,
som knnde tiltale haml
,,De kenider jo Deres Onkel saa nøje«, vedblev Eich
stedt, som syntes ualmindelig meddelelig, ,,at jeg ikke be
høver at sijule hans Svagheder for Dem, og det faa meget
mete, som jeg nok hat merket, at sygelig Familiekætlighed
ikke holder Deres Dom — intet er mig saa meget imod som
HAffektation i den Retning —, og derfor maa jeg dog for
Htcelle Dem et pudsigt ka af Detes gode Onkel. Han
»mente, at hans Datters Forbindelse med Skovrideren
!vilde viere Majoten og mig ubehagelig —- ha, ha! Det lsv
jo meget hensynsfuldt, men soar i Mrkelighteden det mod
«satte, thi det tydede ncsten paa, at han menke at komme i et
Stags Slcegtstaböfsothold ttl os detved, at jeg ægter hans
Myndling. Det var en blodig Mtsfotstaaelse af Situatio
nen, og jeg havde al min Selvbeherftelfe nsdig for itse as
sige ham det; men det var nu engang en Æresfag at
bringe den gotde Mand til Formqu Dei er en os ganste
uvedtommende Sag, hoem Fristen Helga ægter, fom De
not kan begribe."
Johannes havde dog ikke ventet at faa noget at hine
der var faa begribeligt. Han faa op, og et starpt og ftolt
Blit mødte haus; den førfte Følelfe derved var Betteler
han trat Vejret friere ved at fe, at Eichstedt forftod hom,
at de Var oprligtige Fjender, og at der itle her forlangtes
imødelommende Smil eller Forftillelfe. Den hele Fsortcels
ling var jo aabenbakt tun melddelt ham for at give hanc
en Advarfel om at holde sig i Afftand; men hans næfte
Følelfe var Harme over og Medfølelse med hans Farbto
vers Kortfynetshed og hele uvcetrdige Forhold. Han faa da
fin Fjende ftift i Øjnene, drejede sig om paa Hælen og gil.
Det Var shans Hensigt at gaa hiern; men oppe i Hade
døren ftod Faster Øllegaard, der blev glad veld at fe ham
og ointede ham ind til sig.
»Er du der, min kcere Dreng?« udbrød hun, idet hun
tlappede ham paa Feinden. ,,Jeg har jo ikte talt et Ord
med dig i mange Dage; tom herind og hold msig oed Sel
ftab, mens jeg dækler Bordet.«
»Bei oar ellers min Agt at gaa hjem, tære
Faster.«
,,Gsaa hjenI!·' foarede «hun og flog Handerne fammen,
,,ih, jeg tror, du primer! Ved du da ikle, at Majorew
kommer, og at Forlooelfen stal dellareres ved Frotoftenf
Du maa da endelig oære med at dritte Borups og Helgas
Skaal.«
»Den tan jeg dritte veld deres Bryllup.«
,,Jh, Pasfiar!« vedblev Fafter Qllegaard, idet hsun
gik rundt om Vordet og lagde Seroietter paa Tallerte
nerne. »De vil blive bedrøvede, naar du mangler, og
fitten Spørgen efier dig, der vil blive!«
Dette Argument flog Johannes; hans Bortgang
tunde blive misfsorftaaet, ifær af Eichftedt.
»Godt«, fvarede han, »faa bliver jeg dal«
»Det var Ret! Hvad siger du dog til alt det, der er
ftet i disfe Dage? Er det itle forunderlith Jeg hat
aldrig, faa lcenge jeg tan hufte, set Niels faa mild og goo;
og det lan di takke Olivia og hendes Forlovede for; der
maa dog vcere nsoget Gosdt oed den Kammerjunker allis
gevel; at ja, det er ikke let at blioe tlog paa Folt i denne
brogede Verden; men det glceder mig for Olivias Styld,
og jeg trot, at ihan holder uhyre meget af hende; hun vil
not hitte sig til Rette blandt de fornemsme, for jeg stal fige
dig, Johannes, ct viFruentimmer er nogle underlig nogle
—- uf, der er hcm Vorherredød allerede, og jeg er ikke halv
fcersdig!«
Det var Majorens Vogn, der rsullede for Døren vg
faa brat afbrød Fafter Øllegaards Passiar. Han bragte
Jngeborg Falk med sig, da han havde indhentet hende paa
Vejen. Majoren hjalp med en elegant og oprømt Mino
sin Dame af Vognen, idet Johannes vifte sig i Dørem
thi Juftitsraaden var mcerlelig not ille til Stede.
Claus Borup var nemlig imidlertid kommen og havde
ftrats i Stilhed begivet sig ind paa Justitsraadens Bee
relfe, faaledes fom det var blevet forlangt i den egen
Ihcendige Strivelfe, hvormed Helgas Fader tidlig om Mor
genen haode overrasiet ham. Claus lom med et banlende
Hjerte; han havde ftor Respekt for sm tillommende Spi
gerfader og den bedfte Villie til at faa ham leer; det lyfte
wd af hans ærlige Øjne, idet han tog den Haand, Justits
raaden ratte darn; men den formelle Maade, hoorpaa den
gamle befvarede hans Hilfen, gav ham ftrats koldt Band
i Blodet.
»Jeg hat ladet Dem komme, Hin Skovtider«, be
ayndte Justitgraadem »for at sige Dem, at jeg hat ladet
mia bevcege til at give mit Samtykke til Detes Fotbindelfe
med min Dattet.«
,,Ht. Justitstaad!« udbrød Claus fot at uldtale sitt
Gliede og Talnenimeligshed; men Justitstaaden vintede
med Haanden og bad ham høte sig med Taaltnodig«hed.
,,N—aat jeg forst«, vedblev han, »ga·v Dem et Afslag
og jeg nu, ssoni De ser, hat betænkt mig, da tilstaat jeg,
at dette, ncest Henshnet til min Dattets Lylte, styldes den
Forbøn, en lige saa højt stillet som aeIdelt tæntende Mund
hat nedlagt for Tem; det et Kammerjunker Eichstedt, jeg
menet.«
Justitsraaden pudsede sin Naese og vedblev med ftot
Salt-elfe:
»Jeg haabet, Ot. Slovridet, at De er alt for for
nuftig en Mand til itke at indfe, at jeg maatte have miwe
Betænkeligheder. De kan dæte not saa brav og dygtig
en Mand — min Datter et itte opdtaget til at atbejde,
ellet til at henslasbe sit Liv soin Huftru for en Mand, hvis
hele — hvis Stilling dog vil ktaeve Hænders Getning If
hende.«
»Nej«, udbtød Gans-, »der taget Justitstaaden teils
Helga sial, vm Gud vil, itte komme til at siide og siæbe
som en Bondekone.«
»Von ikke niere, end De kan holde; men jeg hat i saa
Henseende faaet en ikte tinge Beroligelse. Jeg vil under
tette Dein om — og jeg hat faaet Tilladelfe til at meddele
Dem det —, at Detes Herre, Majoten, i Anledning :f
Detes fotestaaende Giftetniaal med min Dattet agtet at
fothøje Detes Løn «
»Vitkelig!« fagde Clausi en bevæget Tone: .det lis
net mit gdde, Edle Herstab, og jeg bot fagtens med Tat
tage detiniod; det et vel min Pligt nu ikke at asslaa et
saa ædelmsodigt Tilbud, stønt —«
,,Afflaa det!« udbtød Justitstaaden, ,,ih, jet; tue,
De vil!«
,,Jeg maa gøte Dem opmærkfotn paa, St. Justitsi
taadl« vedblev Claus, ,,at jeg allerede et meget gsodt aflagt.
Hvem, det tjener i de adelige hetskaberö Brod hetiovth
hat det sandelig som Bloininen i et Æg. De stulde blot
vide, hvor knapt man blivet lsnnet ovre i Holstenl Jeg
kendet Folt det, sotn efter et helt Livs tto Tjenefle itke
faat merk i Lon, end det jeg begyndte med.«
»Saa sættet de del ogsaa Tæting eftet Nest-ing; meu
hvotledes vil det nu gaa Dem, min gobe SkovridetZ
Helga maa dog ksunne klæde sig som en Dame og me i
Stand til at vife sig i de Krebse, i hvilke de Familiey
hun er udsptungen af, fætdes.«
GRMetdeU «
«