Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (July 21, 1905)
JohanneSFalk Roman i to Dele, af H. F. E w alt F s r ste D e l. (Fortsat). Aldria hav» han været mindre rplagt til at pas-« iiarez men han lunde itte lade dcere at se Paa hende, ioin nun fad der i det lille Lnsihiis’s grønne Dæmring. Hendes itonne, unadonimelige Ansigt dar roligt, men der dar et vift irislt Eiter oder det, og de niørte Øjne hadde et dnbt og drømmende ildtryt. Han selte, at han burde Haa, inen naar Sind-et hat vieret i Oprør, og dets Kraft iat paa Prove, splger der gerne fdage Tit-Mitte effek; htm blev, ja satte iig endogiaa ved hendes Side. Endnu var hnn fri, hdem lunde forbyde hain det? »Je·a shar jo i flere Dage noesten itle talt et Ord need Tem: De ilner mig; er De vred paa niig?« Han rnitede blot paa Hovedet. Han følte sig fristet til at ivørae hende, hvorledeg det dar aaaet til, at hun lkadde iortali sin Forniynder, hvad han havde sagt til beiide om Aleris Eichitedtz bavde han gjort det, vilde tan maaike faaet at dide, at det dar haan egen Moder, der lmdde leitet det nd ai Olidia; men han tunde ille faa dei iorhadte Navn over sine Leder, og hiin saa faa rolia og lyttelig ud, at han itte ncennede at forftyrre hen les Fred »Die-i tæntte netop paa Tem, da Te tani,« vedblev hin, ,,oa paa noget ai det, Te undertiden har sagt inia. Teress Tale er san foritellia fra alle andre-J, lære Johan neijst Hdad Te fixier, alte-der nITg ilte altid i Øjebliliet, men jea liar doa ofte bagefter haft Gadn af at tcenie der paa; jea ded, at Te mener det godt.« »Tet aer jea!« svarede han bedaaet. »Im bled eaentlia vred paa Dem den Tag paa Even,« iaade hun, idet hun rødniede; »men De hadde Ret; jeg bar bidtil trentt altfor lidt paa inin falig Fader7 jeg erindrer hani alligedel diintelt; nien nii er jeg iile vred niere; jea tan i denne Tid —- aa, jea tan aldria ret lætnae dir-re rsredx men isasr vilde det Være Eniid at vredes en saa vndia Moraen iom denne. Hdor altina iryder sia i Solens tlare Log: ie de to imutte Sommerfnale, iom boltrer sia i Lasten derbenne over den ftore Ribsbut !« Jotanneg tad; han føate fig svagere og sdagere. Hdad om lian nu bennttede Liebliltet, det kostbare, der niaaile aldria vilde tonnne iaen, areb hendes Haand og lod hende vide, hdad lian havde følt for hende lige fra den forste Tag, ban faa hende, førit dnnlelt, men siden nied itedie itorre Varme da Jnderliabed Ovad om han trodsede ssn Farbroder ra den bele Heerftare af Betcenieliaheder, bang Moder en Gana liadde ladet iaa haant oin, talte frit da niandiat til bende oa fdrføate at vinde hende for eviai; rnaaite iplte lnin doa darmere for kann end han tidligere hadde trdet. »Men iea tan not incrrte,« vedbled han« .,at De ril ai Lied: Te dar not ander at tcrnte paa, end at fidde her da ivikrme med mia1« ,,Jea øniler mia Entet bedre, Llidia,« svarede han, »end at sidde der hoå Tem!« Hun feudsede lidt oder den bedaegede Tone, hvori disie er bleve iaate; hnn iaa forundrei Paa ham, som ern en Tante nludieliat da for istste Gang var opstaaet hei bendex inen del lod til, at lnin firals iaen fortastede den iom urinielia, tlJi hun sdarede i en rolig og venlig Tone: ,,Naa, det alte-der mig at here Jokanneg fornam Knlden i hendes Sdan Som inerfirglene daniede i Luften ioin for, Symboler paa iLvets Lnit, itønne da lottende, men vanftelige at gribe, Sol-— itraalerne leaede mellem de grønne Blade, Luften var ioanger med Zornmerduit oa Fieerlighedsdrømme Han hats-de følt det da ftælvet derved; nu var det ham alt tun soin en Zwi. Han harte noaen lo-mine, for sammen, rejite iia ea ait. idet han næppe hørte hende5: »Gaar De allerede?« Men nceppe var Johannes gaaet, for fra den mod iatte Zide han loin, livem den rige Hierteftat var bestemt, han, hvern llngdom, Slønhed og Gliede vinlede. Olivia meerfede det ilie, førend han var hende gansle nær, og da han saa uventet ftod for hende, reiste hun fig overrasiet og blev blusiende tod. Han stod der foni en Aabenbaring as hendes egne Tanter. At, hsvor nieaet hande hun ilte i disse Tage tantt paa «ham! og naar Karligheds søde Uro et Øjeblit forlod hende, og hun igen dled den garnle, saa dar en hentastet Bemærtning fra Justitsraadem eller heu des Veninde Jngeborg, not til paany at lade Feberen blusie op. J denne Morgenftund havde hun dog haft Ro til Eitertante; der havde ligesorn verret Havblit i hendes Sjcel, og det var gansie i Samtlang med hendes Stem ning, at Johannes viste fig. Hendes Slvstændigheds sslelse svar start hun havde sin Frihed tcerz altsaa havde Elsftovs Magi endnu iite overvældet end-ver Mai-stand Det forsttcetiede hende, at Afgerelsens Time allerede var der; hun tunde fsle det og fe det, at den var der. Han dilste hende cerbsdigt og med den Anstand, der aldrig forlod ham; hvilket Trylleri laa der itte alene i den Maade, hvprpaa han hilstet og det blev itte ringere detved, at han i Dag mod Sadvane stiftede Furt-, idet hendes sty Blit msdtes hand. »Bliv siddende, jeg beder Dem!« fagde han, idet hans Stemme stjælvede lidt; det glcder mig meget, at jeg traf Dem her vg alene.« hun satte fig, og han tvg Plads ved hendes Side. »Ist jeg tale lidt til Dem orn ewig selv’i« spurgte han efter en for-legen Papie, idet hnn sad der bleg oa faa ned for fig. »De ved, at jeg hat sprt et bevæget Liv og set mig meget om i Beiden; jeg hat tendt mange sitnne pg elstvcvdige Damer, men ingen, til hvesm jeg tuede inytte min Strebne.« Det var en lys Stildting, Alexis Eichftedt der gav at sin .Fprtid; den fagde intet oin Letstindighed eller Iniusie werten og den gabe, ustyldige Max, der sad ved hanc; Side, fpkmpdede itte noget saa instit bag hans Ost-; del-i let itde fpkuroligede stige Tander ham selvz han havde taget sin Mutning«og tcntte nu tun paa at naa Mai-let. For Oliviai indre Bitt viite der fis elMigedg fornemnie « l —s s— Ztønhedet, som gerne vilde knyttet deres Slæbne til haus, men som han havde vraget. ,,Hvad jeg iite fandt der, hvor jeg naturligt spgte det,« vedblev han, ,,sdet har jeg fundet her i en stille Af-» trog af Beiden De hat dog sittert meerket det, min dyrc bare Freien, at lige fra den Dog, da vi forste Gang mod tes, var intet mig kærere, end det at dvæle i Dei-es Ncerhed De tan umuligt vcete i Uvished om mine Følelser for Dem, og jeg mener at have læst det i Deres Blit, der har givct mig Mvd til at tale til Dem, som jeg nu gsør. Er jeg Dein tret, eller hat jeg taget fejl2 Vil De blive min og gøre mig saa lyllelig, som jeg haaber at gøke Dem? O, lasd mig here Svaret nu, stkats af Dei-es egne søde Lcebek!« Han ger hendes Hannd, og hun lod ham tage den. Den Sittethed, hvotmed han optraadte, var vel stitket til at forjage de Tvivl, der maaste endnu skjulte sig i en Ktog as hendes Hierte og til at afvæbne enhver Mod stand. Socn en skøn, glimrende Fremtoning havde han vist sig for hende og uidsvet en gaadefuld, berufende Magt over hende, men tillige drog en stærl Drift hende til de høje Steder, til et bevæget, staat, indholdsrigt Liv, et san dant, som han lom fra og vilde føre hende til· Hun tendte ham tun lidt, man havde endogsaa villet nedfcette ham i hendes Eine, men hvad vejede Johannes Falts Vidnes byrd mod hans egen Moder-z og hendes Formynders Lod taler, uden at tale om den Betryggelse, der syntes hende at ligge i hans Morbroders, Majorens hæderlige Karalter? Den Talsmnnd, han havde i hendes eget Hinte, vandt da en let Seit. Sack smul og riddcrlig stod han for hende, gentog sin B-en og ertlasrede, at han vilde have Svckret af hendes egen Mund og ikte slylde nscget andet Menneftes Mellemkoinst sin Lytte. Hun gav ham da sit Ja og lagde sin Stæbne i hans Hnand Han flog sin Arm om hendes Liv, saa ind i de dejlige, iaareblcendede Øjne og trytkede det første Kys paa den-des blusfende Las-ber. Der var dog noget i hendes rene Blit, i hendes siønne, usiyldige Aafyn, for hvilket han i dette Øjeblil bøjede fig; han følte sig greben af en gcsd lFielelse, det Ønsle virkelig at gøre hende lyttelig; aldrig shavde Livets gode Aander været lJnm saa narr, som nu. Solens Straaler spillede om dem, da de Arm i Arm traadte nd fra den sijulte Bran, i hvillen deres Hjerter Vare blevne t7l et, Somnierfuglene boltrede sig i Lasten, alt aandede sed, fokgatngelig Lyst. Han standsede Ved en Rosenhoel og bad hende plutte hani en Rose; hnn btøsd den skønneste og ralte ham den; han fiak den i sit Knaphul og sagde: »Saa, nu er Onkel afsat fta sin Ridderværdighed!« ,,Hvad troer du, hnn vil sige?« spurgte hun. »H·oilket Spørgsmaal?« udbrød han med et ironist Smil. »Hm hunder, at bnnde dn og hnn vjl tunne glemme, at dn itte fandt s— l;ende, du sente, blandt Dine lige.« »Du har- migforftaaet mig, min søde Piqe,« sank-e han: »det stal saamænd ikke sætte Eplid mellem os!« Ln deri lande hun Ret; thi enbvcr Fordom mnatte hosz hnm bksje sin for nun-I Lidcnstaber. «Men nu bot vi gaa op til Justitsranden,« sagdse bnn dem-tax »dem bør førft vire det.« »Gott du helft alene cp til ham og sig ham det;« spa tede hun todmende »Som du vil,« fande han. De ftod endnu nogle Øjeblittc ved Rosenhætken og famtnlede hvistende; Dervna git bun, on hnn blev stauenko og sna efter hende. idet hun forspandt bng Oælten, let sont en Hind; hnn tmitte, at bnn endnu aldrig havde set nogen Itvinde gna san inmit, som Olivka Frei. Justitsraaden sad endnu pan sit Verteier ploqet If ubehagelige Linken lmn lmvde et svont Lieblit, i hdiltct Ismnvittiqhedens Rost lob fin here, oq lmn spnrgte fig selv, om hnn bog itte var gaaet vel fremfusende til Vcerts, at troste sig med, at han haode handlet iden bebste Hensiny men han sit snart en bedre Trost. Han vidste ist«-, at Kammerjunleten var kommen, thi Eichftedt var, efter nt han havde givet Staldkatten sin Heft ved Stnlddøren, nbemcrrket gaaet gennetn Forstnen og den tomme Storstue nd i Haben. Han blev derive meget overrastet, da den fornemme Gæst paa en san umd -vnnlkg Tid af Degen blev ham meldt, tog en Frattc paa .og ftyndte sig ind til ham, fuld af fpcrndt Forventningx smen da han harte det stolte Budstab, at Arvinqen til JKcldsborg havde tilbudt hans Myndling sin Haand og faaet hendes Ja, fvulmede hans Hierte af Glæde, og lmn følte en betydelig Lettelfe ved, at Sagen, som han mente, ganste uden hans egen Medvirtning var bleven afgjott. Justitsraaden var overvckldet; thi da Kanimerjunkeren høfligt, stønt uden Spor af Tvivl eller Uro, udtalte det Haab, at Fristen Olivias Balg havde hendes Fotmynders Bifald, tryltede han den spørgendes Haand med Banne og u'dbrsd: »Min leere Hr. Kammerjunker! hvor lan De tvivle sderom!« « Olivia gil i Hast op paa sit Vatelje hvor knm on-! flede at stjule sig nogle Øjeblikke i Ensomheb, men hun! sfandt Faster Øllegaard decinde. Den gode gamle var ji Færd med at lagge tent Linned ned i en af hendes Slusser; hun saa op, vg Oltsvias Sindsbevcegelse var san sjensynlig, at en Fortlaring sttaks paa fulgte. »Ih, Gud fri vö!« udbrsssd den gamle, »ee det allerede ’flet!« —- - ! Det var just ingen hjettelig Lyksnsskning Olivia ifslte det, som det tydeligt nok afspejlede sig i hendes let Ibwægeltge Trak ! »Ti! Lylke og Velsignelse, mit ssde Barn!« styndte JFastet Megaatd sig at tilfsjex »det Vom kent bag paa imigz men bet Ønste et fo heller ttle ovetflpdigt for dem, der elster hinanden og er lykkeltge.« «Det glceber dig ilke«, sagde Olivia i en hatmfuld Tone. »New-, mtn leere Pige«, svatede Fastor Øllegaatd, som sad paa en Stol med Sksdet fuldt af Linned og smilte gennem Tanne; »der et jo altid lidt Fare ved at trat-le san hsjt op; jeg hat tkte fta first as tænkt mig, at du stulde blive en saa fernem Monds Mut-R Ttl Lykke for den gamsle blev hun taldt utv af en of YPigekny og hun benyttede Lejltgheden til at undgaa vibete lForklmttngz men Oliv-ja begyndte at faa en Anelse em, zhvad Faster Weg-satt- og maasie fleee hat-de ten-It fig. Den Misbilligelse, hendes Valg maasie vilde møde ogfoa Eos andre af hendes Venner, forknyttsede hende itkez tvært icno«d følte hun sig befæstet i sin Kcerlighed og hævede Hovedet, stolt as sin Lod. Da dethr kort efter Justitsraaden bankede paa beni des Dør og tom for iat ønske hende til Lykte, give hende sin Velsignelfe og føre hende ned til ·ham, der ventede hende med Lcengsel, fandt han hende vel bleg og med Spor af ITaarer i De smukke Øjne, men dog langt mere fattet, end Thon havde ventet. Hendes Inørke Øjne ftraalede, og hendes THoldning var saa fuldsaf Anstand og Y-nde, at han følte IsiA inderlig ftolt ved at kunne skænke en saadan Brud bott: han splte sig overbevist om og sagdse det endnu sam Ime Dags Affen til Majoren, at hun sikskert vilde kunne nd 3fykdse den St«illing, der ventede hende, og derpaa sparede Majorem at hun vilde vcere en Prydelfe for enhsver Stil ling og ethvert«Hus. ) 8. Kapitel. · Johannes gaar sin Vens Var forbi. Tre Tage senere, en slhfuld Eftermiddag, slentrede Claus Bokup med Bøgsen over Stulderen hen ad en Stovsti, der fsørte til hans Hjem. Han var vant til En lsomheden og til efter en anstrængende Jagttur at vende Htilbage til et tomt Hjein og dog vcere glad; inen i Tag tneb det lidt for yam. Han havde med en af Skovfogderne vceret ude for at skyde et Par Dyr for fin Herre, hvis Glcksde nu ytrede isig i stort og i smaat, ogsaa i et Nederlag blandt alt ispifeligi. Den ene But var bestemt til Juststsraadens ssiølkenz ja, nu var der Fryd og Gacnnien baade paa Eandbcrlgaard og Keldsborgl En ftor og fornetn Herre havde fæstet sig en rig Brud, det maatte vel høres og spot gesz de smaa og fattige fil noget at tale om og forundre lsig over. Claus tunde maaske allerede om en Maaned i Spidsen for Bondetne faa den Ære i Slotsgaarden at raabe Hurra for det nygifte unge Herslab. · Misundelse var en sjælden Gcest i Claus Borups asrlige Hjerte; men han kunde dog ille andet, end i disse Dage dobbelt pinligt føle Helgas og hans egen overfeie og trøstesløse Stilling. Hvem hsavde nu Tid at tcente paa dem? Jlle engang Johannes Falk havde holdt sit Løfte at lade ham vide, hvorledcs Samtalen mellem ham og Justitsraaden var falden ud. Selv turdse han ikle nierme sig Sandbælgaard; han havde ilke set Helga eller lzørt fra hende, fiden hendes Fader i Vrede boriførte hende fra hans profane Selsiab. Levede vi i gamle Dage, trenkte Cletus-, faa formum mede jeg mig i en Koste, tog Justitsraadens Dhr paa Ratten og bar det selv til hans Kalten i det Haab at tunne fcm Helga at se og hviste hende et kcerligt Ord i Øret. J sin Tid vilde man prift en saadan List, thi dengang blev Karlighed dog holdt i Ærex nu læser man tun i Boger dewmz hvilken Fotargelfe det vilde give, om jeg faldt paa at prøve saadanne Løjeri Det er en UsseL daadløs Tib, vi lever i, og jeg stiller mig i den, ligefom andre! Han blev staaende og faa op i Træernes Kronen Binden bevcegede dem, og Bladenes Susen ksvcegede hanZ mismodige Sind. Dei var Gtaavejr, og da, naar Sol straalernes Spil ille blænder, men Dagslyset falder jcevnt gennem Bladenes Stamm plejer Sloven at ver-re grønnesL Claus fau, hvor grøn og frisk Skoven var, og frhdede sig bereden Skoven var dog hsans bedste Ven, her var govt ai verre! Den var Inere for ham end Brande og Tømmer; her i dens d1mtle, tavse Verden trivedes dog en lille Rest af Urtidens Fristhed og frie Liv, her var den overmæg tige Kultur endnuttle trængt ind. Han følte dei, men han kunde ikke udtale det, i det mindste ille med sine egne Ord; men hans Sjcel var i de senete Aar bleven et Gemmested for mange siønne Ord, som han havde lcert at tende. Hvem flulde troet det, at mange af vore Digteres bedste Sange iike blot omfattedes med Kcerlighed af denne praktisle Skovmands Hinte, men Ord til andet laa gemte i hans Hulommelse? At locfe og at husle, var næften eet for hom, saaledes som det ofte gaar msed de Mennesier, hvis Sjoelsevner itte er bleven anfttcengte i llngdommen, og som først i en msodnere Alder spres til Kundflabs Kilde. Lad mine dunkle, bolgende, qrønne Kroner Vinle dig bort fra Larm og bedøvende Toner! Toner ene fra Fuglens usiyldige Etrube Trnlle dig ind i min alvorliat hvælvede Grube Hvicslende Hast Koligt henrislende Bckk Snm sont fromme Bi fra den enfomme Kubeu Eiger den Gvfen, fom ryst«er de inderste Grene, Medens du vandrer her stille, modløs og ene, Siger den ej dig, at Livet er mer end en Slygge, Lckrct du Tryghed ej af de Stamme-r saa trygge2 Saa, som de staat, Sind de tte Hundrede Aar Vente nu toligt paa Døden i dcemrende Stygge. Saaledes kalte »den gumle Skov gennem Hornet« til hatn, og «han solte sig huspalet; men han kom derved til at kennte spaa ham, hvem han egentlig styldte dette og meget andet Godt, paa sin Ven Johannes Fall. Hvad vilde han veret uden ham? Claus paaslonnede det af et fuldt Hierse, at den sinderte Mand ille lræfent havde holdt sig tildage, men dtaget ham til sig, oplyst og vejledet hom. Jlle blot var han, den praktiste, men usvidende Mand, derved bleven hcevet og fomdlet, men tillige var først derved den Opgave bleven mutig —- at gsre ldelga lytkelig; ja, det var vel et Spsrgsmaah om hun vilde følt sig draget til ham og hast-de kunnet elsle ham, som hun gsjorde, hvis hun ikle hos ham havde bewertet denne hsjere Sitte-dem som Johannes styrkede og let-ede Claus gil i Siksole hoö ham uden at merke til Sto lens Tvang, og Johannes vandt selv ved Undetviswingem han gav Kunldstab og Lys vg modtog til Gengæld Mein ger af en fund Sjæls Fristhed og Naivitet, der glcedede og oplivede hom. At Claus under denne Vekfelvirknkns itte tunde forblive upaavirtet af den kristenlærlige, af Troen loftede Aand, der befjætlede Johannes, var en Selosølge; men Virkningen var i saa Henfeende mete in direkte. Claus holdt igen med et vist Flegmaz han fandt Inaoske, at hans Vens Ord var en ltille Smule foran han Gerningz han vidste ikle, at en menneskelig Sjcel, i hsvilken Troens Spire er nedlagt, ofte udviller sig paa samme Monde, som de Planter, der om Foraaret forst stydet Blomst, siden kraftige B.lade, ved hvis Safter Frøet modnes. Dei smnkke Forhold mellem disse to Venner var imidlertid itke begyndt paa en vensiabelig Maade. Det tom snart for Dagen, at de tcentte forstelligt i mere end een Henseende. Clerus var stolt af sin tyske Herkomst og følte sig stolt fern Holstenerz han talte i Reglen D«anst, og Johannes havde indgydt ham Agtelse for den danste Literatur-; men det var ham dsog en stor Glcede, naar han traf paa en Lands-mund, og Helga kunde sætte ham i rigtig godt Hu mør ved at forunde ham en lille tyfk Passiar. Dei nyttede iste, at Johannes erindrede ham om, at hans Bedsstefader dog havde vceret en Fyenbo, cegtet en holftenfk Pige og fulgt med hende til hendes Hjem Claus vilde ikke tages til Jndtck«gt sont Fyenbo. Han hævede sine tyske Lands mcends Dyder paa de danskes Bekoftning, talte om »Hol steinertreue« og mente, at Kotigen af Danmark havde sine troeste Undersaatter syd for Ejderen. Spiren til den forgelige nationale Strid rørte sig jo allerede dengang; men da han tolv Aar efter oplevede sine Landsmændz Frafald, var han ilke i Tviol om, hvor han stulde blive, nemlig paa den Side, hvor hans Konge var, uagtet Bor gerkrigen blev ham en fand Hiertesorg. Endnn hnvde han dog ilke fornummet denne Solid i sit Hjerte i dens hele Dhbdez han var blsot Provinfisalist og forsvarede fin Fødieprovins, og han holdt da meget of at erindre Johannes om, hvor store Fortjenefter indvsan drede tyfke Landtncend havde of det dansie Agerbrtth Opkomst. Selv var han en dngtig Lsandmand og en god Arbejder. Han beskhldte den danfie Bpnde for at være lad og paastod, at en Arbejdstnand her kun udrettede det halve af, hvad en Holstener proesterede, osg som en Følge deraf var han selv en, ornend retfærdig, faa dog streng Husbonde. Men her kom det mindre gode for Dagen, han havde haft for Øje i sin Fodeegn, og hooraf der var blevet noget hcengende, nemlig den defpotiske, ofte hundsie Mande, hvor paa de tysie Herrer behandler deres undergävne, og da Cletus tilmed selv var født i Ringhed og havde staaet Almuen ncer, havde han et meget starpt Øje for dens Fer og var altid tilbojelig til Mistanke. Johannes omfattede derimod den menigse Mund med Karlighed ttaadte gerne i Bewrelse med Almuen, hjalp og trostede de fattige og lidende, hoor hsan lande, og lod sig ikke afstrække naar Claus en Gang imellem ved sit noje Kendskab til Personerne var i Stand til at overbevife ham om, at han var bleven taget ved Ncesen. Dette var den værfte Afftødssten for deres Venfkab, men de kom dog over den. Johannes drog undertiden Nytte af sin Vens Erfaringer, og Clans fik umcerkeligt en klarere Anstuelse of Menneffevcerdigheden, lcerte, at man i Reglen komnter videre med det gode end med det onde, osg erlendte, at saa vist som Striftens hellige Formaning paalcegger Tyendet Troskab og Lydighed, faa ogsaa Herrerne Sagtmodighed og Overbcerenhed Alt, hvad Johannes havde gjort for at danne og forwdle sin Ven, var kun forlidet at regne mod den Seit, han vandt over ham iet Punkt, hvor egen Dygs tighed,ualmindelig fhsist Styrke og gammel Vane maatte friste ham til Ubillighed. Dnbt on trofast følte Elaus for sjn Ben, og aldrcg baode bnn saonei ham Inere end denne Eftermiddag, da lian vandrede enfom i den invfe Skov. Han studsede derfor, da han, idet lmn nccrmede sig Knrevejem faa en Mund gaa besude, som i en Pnnfaldende Grad lignede Johnnne-, og da ban bavde overbeoist sig om, at det vir telig var ham, udstødte han et muntert: Hallo! og siyndte sig ud til ham. Johanne: blev steigende-; han nikkede alvorligt til Clau5, der vel lagde erle til, at han saa trcet og mis modig ud. »Bei var Ret«, udbrød Claus, ,,at dsu spgte mig op hernde; jeg hat ventet diq boer Dag.« »Ærligt talt søqte jeg dig itke«, fvarede Johannes. idet han lænede siq til sin Stol. »Ha: du da itke været inde paa SkovlyM Du man io ocere kommen lige der forbi.« »Er jeg det?« spurgte Johannes med en aandsfraoæ rende Mine; ,,det bar jeg slet ikke lagt Mærke til.« «Gaar du saadsan din Vens Dis-r for-bi?« udsbrpd Clnus, idet han smualo; ,,vend om og splg med, saa stal jeg vise dig, hvor jeg bor!« »Lad mig goa, Claus«, sparede Johannes i en gnaveui Tone, »jeg trænger til at vckte alene.« ,,Men jeg trænger til Selsiab«, sagde Claus med« uforstyrteligt Lune. «Jeg er ikle oel«, blev Johannes vedz »jeg« tkænger til at rote mig.« »Jo dist!" sagde Cletus-, idet han gteb fat paa ham med begge Hemden »du set jo ud, som om du stulde stwk.« »Saa, lad mig nu gaa!« »Nei! Jeg vil gøre dig den Vensiabstjeneste at be lcegge digi med Arrest; i ethvett Fald faar du ikke Lov til at gaa et Skrildt mete, uden du giver mig din Arm.« Claus Borups heil-, lraftige Stillelse og hans sunde, smulle Ansigt, der ikle bar mindsste Spor af seks Timett anstrængende Jagt, var vitkelig i dette Øjeblik Johannes es frastssdende Syn. Han var saa mennestesty stemt, at as alle leoende Væsener tun et eneste vilde veret hams velkomment Dylbt maatte Smertens Pil væte trcngt ind i bang Vierte. siden han kunde viere ganske døv for sin enestne Ben- Rsstt Han saa op og mpdte et mildt Blit. Cletus fotstod me, at noget nieget alvotligt maatte væte gaaet Johannes impr I »Kom«, sagde han, »og hvsil dig i det mindste et Me blik. Lad os sætte os under den ftoke M berhennez den et nylig dleven mættetz den stal falde til Efteraatet; des et den sidfte Sommer, den kan give oö Stygge.« Wiss-II J F« « « «