Johannes Falk.
Roman i to Dele, af H. F. Ewali
(Fottsat).
Farste Del.
,,Det gjotde du tlogt it« svarede Johannes, idet han
stænlede Claus Botups Glas fuldt, men lidet i sit eget
»Ge: dig nu lidt tilgode, Claus, ovenpaa den Dhstz jeg
flal stoppe dig en Pibe.«
Clatts blev saate gerne sot at lette sit Hjette for sin
Ven; han tog mod Piben, tasndte den og nippede til sit
Glas.
»Staltels Helga!« sagde han; »nu saar hun da vist
liest oa paasitevet!«
»Bei et itle sagt,'« mente Johannes-. »Hun saa ille
videte fortnyt ud, da hun nittede til os i Deren. Dei
lan not stille Fathtodet at lobe hjem uden at sige tt
eneste er og lade Helaa folge bageftet, sotn hun tan
bedst. Den Sag et not uddehattetet imellem dem. Saa
talet han maasle itle til hende et Pat Dage, og detmed
et det fotbi·«
»Bei et jo rgsaa stemt not-«
.,?la, jeg ved dog itke. Familiekcrrligheden hat al
dtia spillet noaen snnderlig stot Rolle i vor Slægt, let-te
Cletus-, oa under disse, i øvtiat paa denne sandige Jotd
inacnlnnde ualmindeliae Oinstcendighedet, maa Fatbm
ders sornemme Taokhed, slønt den et et Tean paa hang
hojeste Biede, bettagtes sotn et relatin Gode. Gid jeg
nat liae saa vel satenl«
»Ja, hvad var det dog, han sigtede til med Freien
Llinia oa Baadeti?«
Johannes- sortalte det lctteligt, og man tunde as
Claus Botnps SVat mcrtte, at han slet ilte havde nogen
Jlnelie oin, hvad bans Ben fette for Olivia Frejz dette
glorde nctop Claus Borups Zelstah desto lærere for
Johannes
»Jeg er da nu Styld i," sagde Cl aus derpaa, ,,at
Familielcttligheden, som du sagde, et bleven rent land
flngtia paa Sandbætgaatd Jeg hat løftet mine Øjne
for højt, Johannes-t«
»Ja, det er sotaeltgt « svatede Johannes, »at under
- vote sottoatlede sociale Forhold en Mand itte blivet be
handlet estet sit Vætd, det han i oa for sta er, men efter sm
Ettlling; maaste vil det en Gang i Fremtiden blive bedre.«
,,Gud ved3« sagde Claus idet han rhstede Paa HI
vedet; ,,jeg et bange, der vil lobe noget Band i Havet
sotinden· Lighed og Kætliahed hat hjemme i Himlen
og ilte paa Jotden. As alt det, jeg hat lcesst i de lange
anteraftener oote paa Skovlyst, hat jeg faaet det ud, at
det aldrig hat vætet andetledes oa aldtig vil blive det,
saa lcenge Verden staat.«
,,«·Utajoteng og mit Bibliothel, hvis jeg ellets tøt
notone noaet saa stott oa saa lidet jævnsides, har altsaa
gjott dia til en Fitosos, Claus.«
,,Jamen jea et tgsaa uhnte lntlelig i min Stillina;
jeg onstet mia itte en Smule højete Paa Sitaa. Naat
jea undettiden et samtnen med sotnemme Mennesket paa
Keldsbotg, bellaget jeg dem sot alle de Henfyn, detes
Stilli ng paatcegget dem.«
»De vilde blive meget forundtede, om de høtte det
og mene, at netop en Mand i din ashængige Stilling
et indsnøtet as Henshn; man slippet vel itke sot dem i
neigen sont helst Stilling; men du hat en god og human
Herre, deti stittet det.«
»Tet siget jeg ja og Amen til! Der fattes mig tun
eet; lan jeg opleve at føre Helgasom min lille Rone til
Stovlnst, saa blivet det et Patadis; men Justitsraadens
Vtede et en Sten, jeg itle tan løfte.«
»Fatbtoder er et Vetdensmenneste; Forholdene tan
vende sia saaledes, at han sættet en Ære i at gøre det,
stm nu sotetomtner shani at vcete en Siam.«
»Tai itte saa toldt om ham; jeg tan itte komme at
Sieb med at blioe or ed paa ham.«
»Det et smult af dig!«
»Tet sotstaat sig as sig selv«, mente Clans, »vi maa
jo nodvendigvis blioe gode Vennet, om alt stal gaa vel;
han er bestemt en brav og honnet Mand alligevel og ahnte
tetstassen.«
»Bist et han det; men det fattes ham paa Ydmnghedt
han hovmodet sig as sine Fottrin. Saadanne Mennestei
hat den tæte Gnd svcett ved at saa sat; thi Farbtodet et
desto vcette tillige næsten ganste blottet sot Tto og.Guds
stngtz ttods al sin Btavhed og hotgetlige Retfcetdighed
siddet han i Vetdslighed og Fotsangelighed tEl op ovet
begge Zten og er langer fta Guds Rige, end et lidet Batn
Mads Pedetsens lille Pige, det sotleden, som hendes Mo
der sottalte mig, i stn Aftenbøn bad Vorherte, om hut
den næste Dag matte saa Ost paa Smottebtød, hat met·
Tro, end han«.
»Jeg haaber, hun sit det«, svatede Claus bevckget
,,:nen sot Reiten gaar det dog ikle an, Johannes, saaledes
ganste at se bort fta Gerningetne.«
»Bei hat du Ret i; men Getningerne retfcetdiggst
dig doa itle.«
»Bei hat jeg aldtig rigtigt tunnet sotstaa.«
»Retsatdiggøtelsen er en Standes-sag trete Ven; al
hoad ptiseligt og godt, du tan gete, retscerdiager dia itte
thi du et so t u d tetscetdiggiott sot Gad, naar du i Sand
hed trot, at han sot Jesu Kristi Styld hat sotladt di;
dine Zhndet; men ttot du virtelig dette, da tommet Ger
ningetne som Troens uudblivelige Fragt-en Hus
imidlertid paa, hvotledes det et sat med vore gode Get
ninger, og tant saa paa, hvad Gud fotlanget as os
Guds Eiland ttænget igennem os som et Svoetd og under
soger Nyre og Hjerte. Vi stal ille blot asholde as ft
Misgerninger, men vare tene as Hjettet og elske dem
det hader og forsslget os; men hvor mange as oö dtive
det videte end til at asholde sig sra gtove Ovetttcedelset·«
»Bei et altid noget«, mente Claus.
»Bei et den tøtte N-dvendtg·hed, ilte mete; met
mizsoestaa mig lite; hvad Menneftene taldet en ulasteliq
Vandel, et bis-selig noget godt og priseltgt; det Mennesie
der hat tecnlet Laven eller sslet tig i Laster, blivet sitel
den den dedfte Fristen; men naat et Menneste triebe
stem« stgU As tin natutltge Retslasfenhed og Sittteltghek
stolt af«den pnnltltge Wyldelse as de vetdpltge Pltgtet
iføtt den hele borgerlige Retfcrrdigheds Rustning, og ttot
sig ten vg steckt, da viset det tun, at han hat forhcerdet
sit Hjettr. Saadan et Menneste er gerne den ftraengefte
Moralift og mener, at den menneskelige Natur ved sin egen
Kraft lan naa, hvad tun Gud kan hjælpe os til. Kaufg
bed og Ydmyghed fattes ham. Ja, fynes det end at vcere
en Tro, der lan flytte Bjerge, og Kerlighed fattes ham,
da er han eftet Pauli Ord kun en klingende Bjelde. —
Kwrlighed er altfaa Kristendommens Hovedfum, og hvor
den fattes, giver jeg ikte meget for Resten; men Karlig
heden er ydmyg og dog stark, stcerl i Forsagelfez den er
altsaa noget langt højere og dnbere, end den naturlige
Godmodtghed, fom vi kommer sovende til. Denne mang
ler ille hoö Farbroderz men han lan itle ofre sine fra et
mennefteligt Standpunkt fortlarlige Fordomme, selv om
hans egne Berns Lytle staat paa Spil.«
,,Det maa heller ilke vcere let, Johannes!«
»Kan verre; men naar Guds Aand griber et Menne
ste, da bøjer han det netop der, kwor det af Naturen er
stivest. Jeg er bange for, at Farbroders Lin er temmelig
gudforladt. Jeg har engem- Ilaaet derpaa, dog meget
lempeligt « U « n
»Hvotledes optog H
»Es-Im Olie stme V« « H a fvemnnede fornemt
ovenpaa og lcd mig vipk at mi« Je r CI i enhver Henfeende
var nedenander. « L
»Naa, Johannes, jeg gnjterdam itle bøjet eller nd
mnaetx han et en prckatig Mand alliaevel!«
»Gud velsiane dia, Statis! for dit lærlige Sindelag;
men ieg kund-e ønste ham bøjet, thi da vilde hans gode na
turliae Egensiaber dlive hcevede til sande Dyder, for faa
nidt sliat i vor menneslelige Strebelighedstilstand tan ske;
men det har ingen Fore, oin jeg saa maa fege. Jeg er
bange for, at ser om han enaang føjer Helaa on dig,
saa vil hans Stolthed give eder adstillzge Torne at
traede paa.« «
,,Naa, dem skal vi jo alle lxave noale af i Ftsvdetl
Naar du i Morgen lominer til hani, taler ban formodent
lig ogsaa om os.«
,,Sandsynligvis! Jea slal taae Bladet fra Munden
og tale eders Sag, saa godt jeg formaar.«
»Tal, om du vil! Det er netop, hvad jea ønfkede.«
«Formodentlig hjcrlper det ifke; men Vertre, end det!
er, lan det jo itle blive.« !
»Og lad mig faa vide, hvordan det spcender af!« -
»Det stal jeg!« !
«Tal«, sagde Claus, idet han reiste sig for at gan
hjetn; ,,det var en herlig Aften alligevel!«
Johannes fulgte sin Ven til Havelaagem og da han
faa hans kraft: ge Stilkel se gaa rast shenad Matten, tcentfe
han med Glcede, stønt en vis Forundring over, hvilken
sagtmodig Sjcel der boede i dette stærte Leaeme.
7. Kapitel.
Svage Ojebltkkc.
Den nceste Morgen Klolten sno var Johannes paa
Plettem og da han sra Kontoret traadte ind i Instit-Z
raadens private Arbejdsvcerelse, sandt han sin vcerdige
Farbroder allerede ved Strivebordet. Justitsraadens Pen
lob hurtig over Papiret; han besvatede sin Brodersons
Godmorgen sorelisbig blot med et Nit og Vedbleo at slrive.
Jdet Johannes ventende betragtede sin Fatbroder,
sont han sad der med alvorssulde Rynler i Panden og en
Mine, der ved den sretnstudte Underlcebe sik forøaet Mon
dighed, lunde han ikte lade vcere at tcenle paa fordums
Tiber, iscet paa den Dag, da han tort ester sin Fadere
Ded med banlende Hierte for sørste Gang betraadte dette
Bærelse, og hans Farbroders Person og hele Versen ind
gød ham stor Æresrngt, nien tillige, da der dog slinnede
noaen Belvillie igennein, en brændende Attraa ester at
oinde den Mands Hengivenhed, der nu stulde vcere ham i
Faders Sted.
Hoor lidet havde Niels Fall sorstaaet at vurdete den
ne i et ungt Hierte saa natnrlige og smulke Følelsel Han
sorlanate Ærbødighed, Underlastelse, og i Stedet for den
Kerliaheo Johannes havde begceret, og sont hans Hierte
trænate til, fil han smaa Gunstbevisntngey som mere cg
mere tabte deres Vase-di sor ham. Han lendte nu as flet
aarig Etsaring til Bunds den Selvsorgudelse, der var den
gainles Orm, men tillige havde han hast rigelig Lejliabed
til at ersare, at den Myndighed, der laa i hans Farbroderg
Vcrsen, for en stor Del var BlcendvaerL Den valte Fore
. stillinger om en Karaltersasthed, som ingenlunde dar til
Stedex bydende mod sine undergivne, ydmyg mod sinc
Loernrcend, det var ille en Mand, Johannes Fall lunde
: se op til, og den Retskassenhed i Penacsager og Form
ningsdygtighed, hans Farbroder besad, lunde itle pannn
. fremlalde den Ærbsdighed, Johannes i sin Ungdoms En
« soldighed havde spli.
Den Unae havde udvitlel sig; han var bleven en moden
« Mand, rigere poa (-5,rsaring, sattiaere paa Jllusioner, fa
steke i Tro, Hand og Karliglyed Den aamle var itle blot
den samme, men mere sorhcrtdet i sine Meninaer og Til
: bøjeligheder, ganste blind sor det, den nnge havde faaet
. Syn paa, vtagende Kaetlkgled oa Overbærenhed hos den:,
- der var afhcenaia as ham, blot fordrende Lydiahed. Ved
enslyver Lejlighed lotn det mere og mere for Tagen, at
- Johannes maatte henregne sin Farbroder til dem, Paa
I hvilte ban solte sia sristet til at anvende Luthers Led:
- sie haben einen anderen Geist, als wir!
Der sad han, den retstasne, raadelystne, sorfernaeliae
- Mand og stren, som om inaen ventede paa dann Endelig
gforde han et Sving med Pennen, som viste, at han ftrev
sit Navn, lagde Pennen sra sia, drejede Stolen lidt, laade
sig tilbage i den og saa ned sor sig, idet han leaede med
Konsterne paa sin Slobrot. Johannes, der havde taqet
Plads paa en Stol ltge ovetfor ham, havde sit Blit scestet
pan ham og blev paa hans Ansigt det samme Udtryk var,
som han haode bemaklet der den soregaaende Asten, et
Ssindsoptør, sder kæmspede med Forlegenhedz diog talte han
i Dag t en langt roltgere Tone.
»Det er desto vcerre bleoet anwendng Johannes«,
begnndte han, «at seg taler et alvorligt Ord med dig,
og ieg menet, det er bedre, at jeg advarer dig under site
Øjne, end at di oplever Steuer, som den t Gaat."
Johannes teenlte, at det var hans Farbrodet selo,
der shavde gjort deres Møde til det, han lalsdte en Scene;
men han fokholdt sig tavs og saa ud til at have en særdeles
god Zamvittighed; han havde ikte Lyst til ved Spørgsmaal
at lette sin Farbrodet det Arbejde, hsan haode sor, at give
ham selv en Jretteseettelse, og den naturlige lFeilge af hans
rolige Holdning blev, at Justitsraadens Harme tiltog.
»At du er as en anden Mening, end jeg,« vedblev han
med rhnket Pande, ,,er itle noget nyt; det gør mig ondt,
virleligt ondt! Jeg haabede engang, Johannes, at du
slulde erstatte mig min forlorne Sen, som stulkede af
Stole, han, som nu lever et usselt Liv ovre paa Jyllands
Heder og vil lade mit gode Naon u-dslettes, sorsIvinde i
Pøbelenz men jeg er bleven bittert flusset.«
Johannes følte sig fristet til at tage staklels Olus i
sForsvay men han icenlte paa Claus og Helga og tad,
sidet han væbnede sig med hele sin Taalmodighed. Justits
sraadem som nu var kommen i Aande, vedblev i en beweget
;Tone:
; »Im sagt, det er ingenlunde noget nyt, at du er as
en anden Mening, end jeg; det er sorgeligt, men saar san
dare; Tanter er toldfri. Hoad jeg derimod paa inaen
Mande langere vil sinde mia i, det er, at du gar dine egne
Meninger gældende paa mine Enemcrrker, og det er det,
du sein«
,,Forllar dig nekrmere, leere Farbroderl« sagde Jo
hannes, da Justitsraaden tav.
»An, lad ilte saa Usthldia! Du oed godt, hvad jeg
siater til; men du skal saa thdelig Fortlaring, niaasle tydes
liaere, end dn ønsler. Da Olus løb fra Bogen og vilde
ocrre Landmand, enhver Triverts Tilslugt i vore Dane,
saa holdt du med ham; lan du nasgte det?«
»Nei, det naeater iea ille; tun mener jeg, at hvis han
itte havde saaet Lov til at folge sit Kald og blive Land
inand, saa vilde han netop blersen til en Drin-ert; nu er
han en virksom og nhttig Mand; on har du end ilke haft
saa megen Glæde as ham, som du haabede, saa kund-e
det dog blevet vcerre.«
»Ja, saa! men jeg tilslriver det for en ikke ringe Del
din Jndslhdelse paa Oluf, at det gil, som det gil. Dei
er dienst, at man er veergeløs i sit eget Hus og i sin egen
Familie. Nylighar jea faaet det at føle iaenz roser jeg
en Uland for Olivia Frei, saa taler du nedscrttende ont
hasti, og aør jeg mig Umaae for at holde Helga sra at
indgaa en taabelia Forbindelse, saa —- ja san finder de
elilende Tilslugt i dit Hieni. Der finder en formelig
Sammensvaergelse Sted imod mig, og du er dens Hoved.
Er det Lønnen, fordi jeg har taget mig as dig og, om jeg
saa maa sige, gjort dig til det, dn er?«
Man stulde ncesten ved at høre dette tro, at Instit-J
raaden havde lcest til Elsamen i hans Brodersøns Sied,
at Johannes ikle for at sætte sin Farbroder i saa liden
lldaift som muliat, havde paataget sia Jnsormationer cg
spatket sit Helbred ved at anstraenge sig over Evne, dengang
han lceste til Etsamem endelig syntes Justitsraaden
ganste at overse det Fattum, at Johannes for at afbetale
sm Talnemmelighedsgceld til ham, nu paa sjette Aar
tsente ham for en meget lav Løn og dog opfvldte sine Plin
ter med den største Punltliglxed og Samvittighedsfuldhed.
»Je·a er bange for«, svarede Johannes oa saa osp,
»at det vilde vceret bedre, om jeg havde tjent mit Brød et
andet Eted, end her hos dig; men du ønslede sdet jo dengang
selv, og jea mener da, at jeg har gjort msig al mitlig Umaae
for at tilfredsstille dine Fordringer5 har du imidlertid saa
meaet at udsastte paa mit Forhold, er det vel bedst, at di
stilles·«
»Jh«, svaresde Justitsraaden sorlegent, »det var ilte
saadan ment; du aaar strals til Yderlighederz jeg hat
aldeles itle noaet at llage over i Forretningerne; det er jo
slet ilte det, vi taler om.«
»Bei ved jeg; men jeg er nødt til at minde dig om, at
jmine Forpligtelser mod dig og mod ethvert andet Menneste
lhat deres Granse. Dei staar ille noget Steds strevet, at
ljeg slal oite niin Overbevisnina om, hvasd der er Ret, for
snoget andet Hensyn. Alliaevel aør du mia stor Uret, naar
du taler om Sammensvceraelser. Jeg har aldrig med
Osverlceg krhdset dine Planer, tvcertimod holdt mig saa
neutral som muliat, selv naar iea itke billigede din Hund«-s
tnaade. Dei er vel ikte Osprør mod din Mhndighed som
Familiesader, at jeg siacr min Menina, naar jeg udtrhkke
lia bliver spurgt, og dine egne Born kan bevidne, at jeg
altid, naar der var llenighed mellem dein og dia, har for
manet dem til Taalmodiahed.«
»Det lhder saare sinnkt!« svarede Justitsraaden med
et spndiat Smil. »Du bar formanet mine Børn —- Tal!
Overlad doa helst den Sag til lnig og bcer dig Eile saaledes
ad, at dine Handlinger aør dine Ord til Løgn. Det er del
as Hensyn til din Moder bedst, at vi bliver samtnen en
Stund cndnu —— hhis du saa snnes; du har naturligvis
aansle din Frihed —— du synes at have saare let ved at
brhde med min, men —«
»Lad os komme paa det rene i det Punkt«, saldt
Johannes ind Ined et srimodigt Blit. »»Jeg har, isar
tidligere, befundet mig vel her og paaslønner de glade
Lojeblikle, jeg har nhdt i dit Hitz. Hat du nogen Sinde
sbørt en Klage as min Mund? men naturligvis kan jeg ikke
finde mig i at blive behandlet som et Barnf og du har jo
dog ilke en Faders Ret over niig. Jeg bliver, siden du
onsler det, og ser Tit-en an, i det Haab, at sdn ikke oftere
trcrnler mia saa hensnnslost, som dn gjorde i Gaar Aftes.«
Justitsraaden r—odiiiede oa trommede sorleaent med
Fingrene paa Bordetx han holdt ikle altid saa ineaet as
at ,,lomn1e paa det rene« med en Saa, oa hans Bruder-s
søns roliae oa srimodige Versen mishagede hans despotisle
Sind: men en eller anden Betraatnina snntes at dcempe
hans stedse opblussende Harme; lfan tvang sig til at smile
og sagde i en mildere Tone:
»Det kan verre, at jeg ajorsde dia Uret i Gaar; jeg
blev vel heftig; men man har virlelig ondt ved at vcenne sig
til de forandrede Tider; naar jeg tænler paa min egen
Ungdom! Nu oil sde unge raade sig selv, og vi Forceldre
mister al Myndighed. Helga er især en Stivnalle; «eg
vilde onsle, at du itte hlot formanede hende til Taalmosdig
hed, men at du ogsaa vilde benytte din Jndslvdelse paa
hende til at saa hende til at slaa den Slovrider rent af
Hovedet."
»Bei vilde viere spildt U.mage, leere Farbroderl«
soc-Lebe Johannes-; »wennva er jeg t Dag kommen til
dig med det Forscet at lægge et godt Ord ind for Helga
og ham shos dig. Du kommer ingen Vej med hiende allt
geoel, dertil holder hun sor meget as Borup; han er en
brav Mand og lan erncere hende; du holder dog, naar det
tommer til Sthttet, for meget as din egen Datter til at
rsille gøre hende ulykkelig; giv dit Siamtykke til deres For
bindelse, oa du stat, sdet er jeg vis paa, saa din Løn derfor
i al den Kaerlighed og Tatnernmelighed, hendes Hjerte
nimmer; saa vilde sder tillige vcere en Ende paa al Uenig
hed og ——«
»Saa sagte, min Ven, saa sagtel« sagde Justitsraai
den, idet han hæoede Haanden; »jeg har nu andre Pligter
at varetage, og det har aldeles ingen Hast med Helga.
Det er muligt, at jeg tilsidst bliver nødt til at lade hende
have sin Villie, om itke for andet saa for at redde hendes
gode Navn og Rygte; jeg antager, at hun benhtter enshver
Lejliahed til at mødes med den siinple ——«
,,Deri tager du sejl«, udbrød Johannes heftigtx »de
ses aldrig ester Aftale; de viser begge den størfte Selvbei
herstelse, oa Helga har ertlceret Bornp, at hun itke uden
dit Samtytke giver ham sin Haand. «
»Da det, tror dn, gaar i Lcengden?« spnrgte Justits
raaden med en toivlende Mine »Bah! men jeg vil ikte
høre mere derom i Dag; jeg vil oise dig den Tillid at ind
ri dia i mine Grunde, og jeg haaber, at du oil vcere saa
fornnftig at erkende deres Betydning; du skal da Elle kunde
sige, at jeg behandler dia som et Barn.«
»Der forestaar efter al Sandshnlighed«, vedbleo Jn
stitssraaden ester en lille Paose med bevceget Stemine,
»den tcere Olivia en stor Lhkte; det stulde nndre mig ine
aet, om vi itte snart faar den Tidende at here, at Kam
merjunker Eichstedt har gjort hende en Kærlighedserllcering
oa tilbndt hende sin Haand og sit Hierte. Kammerjunke
ren har jo vist shende en alt for paafaldende Opmcertsomhed
til, at han som en Mand as Ære kan trcetke sig tilbage,
oa Majoren har tydeligt nol ladet mig marke, at hans
Nevøs Vala har hans .B»isald. Jeg tilstaar, at en faadan
Forbindelse overgaar, hvad Olivia nied Rimelighed kunde
oente, og det har del-for glaedet mig inderligt at bemcerke,
at hun mere og mere synes at paaskønne den glimrende
Lod, hun gaar i Mode. Hnn er en herlig og sorstandig
Pige; hun saa straks i sin Tid, at de to Tilbnd, hun sit
af i øvrigt brave og agtvoerdige Mcend, ikke var noget for
hende, og at hun lod dem gaa, haode ganske mit BsifalI.
Nu lader det til, at hun endogsaa vil overgaa mine mest
sangvinsle Forventninger. Er det itle glædeligt?«
»Jeg vilde gerne vide«, spurgte Johannes, »i hoilken
Henseende den Sag har noget at gøre smed Helga og
Borup?«
,,Jh«, udbrød Justitsraaden, »det ligger jo nær nok.
Kammerjunkeren er en Mand med Selvfølelsex jeg gad
vidst, hoorledes det stulde gaa til, om en Mand af hsans
Fødsel og Rang og med hans Udsigtet ikxke var i Besiddelse
as en vis Stolthed; jeg forstaar den og agter den; men
hvad tunde dog nu i dette Øjeblit vcere ubehagebigere for
en saa-dan Mand, end det, at Helga, der er hans tillom
mende Bieninde, for ikle at sige Plejesøster, gik hen og for
lovede sig med et Menneske som Borup, der itke er stort
mere end en Tjener og ooen i Kobet i hans egen Onkels
Brod? Det oilde nærme sig til at voere et højst ubehage
ligt Svogerslab, ja, det lunde miaaste være not til at
stræmme ham herfra og saa Partiet til at gaa rent over
styr; thi hvor tunde han saa andet end satte ringe Tanker
om mig og mit Hus og «vel om Olivia med, der har levet
her i et helt Aar? Begriber du det?«
Johannes saa paa sin Farbroder med et Udtryk, der
nærmede sig til Foragt, og hans Læber fortrak sig til no
act, der lignede et Smil, som orn han ikle svidste, om han
stulde harme sig over den gamles smaalige Beregning,
eller le af den Naivitet, hvormed han vedlendte sig den
,,Jeg antager«, svarede han, ,,at det i ethdert Falsd er
Kammerjunteren temmelig ligeghldigt, hvem Helga forlo
Ver sig med, og derfor oilde jeg onske, at du tcentte lidt
mere Paa «hende.«
,,S-aa det vilde dn«, udbrød Justitsraaden opbragt;
»ja, jeg ved nol, at du ncerer nogle barnagtige Fordoinme
mosd den Mand, vi alle aater saa højt; du har endogsaa
bagtalt ham for Olivka; jeg havde virkelig ikte tiltroet dig
en saadan Dumhed, Johannes; man siulde næsten tro, at
—- at du var jal«onr, sha, ha! Jeg tror egentlig ikle, at
du kan gøre dig slyldia i en faadan Taabelighed, som at
løfte dine Øjne til Olivia; men jeg vil for din egen Skyld
gøre dig opmærtsom paa, at du ndscetter dig for en saa
dan Iliisforstaaelse.«
Johannes, som var bleven dsøsdbleg, reiste sig op;
han saa paa sin Farbroder med et Blit, som denne fandt
Ihøjst trnende oa nbehaaeliat, saa at han næsten fortrød, at
han dar gaaet saa vidt.
i »Jeg har advaret Olivia«, sagde Johannes med fast
Stennne, «og jeg advarer nn dig. Du er hendes For
nmnder oa lmr et stort Ansvar i denne Sag. Kender du
itte den Mand, som dn er saa begærlig efter at laste
hende hen til, saa burde du skaffe dig Underretning om
ham; ncen det snnes at Voere dig not, at han er sornem og
rig. Jca har kendt ham tiefe-; jeg mener, at ham er salst,
tvetunaet og udsvckoende; nn Ved du det; lceg dig min Ad
varsel paa Hierin hvis det ilte er for silde!«
»Han er gal, rent pinende galt« udsbrød Justitöraas
cden, da Foliannes var aaaet, og Deren havde luklet sig
Jester ham; nien ikke desto mindre var han selv bleven bragt
ji en hojst pinlig Stemnina og fortrød, at han havde befat
Jtet sia med at give levarsier, der havde indbragt ham selv
ten saa alvorlig oa nbehaaelixn
s Johannes aik itle til Daqens Forretninger, men gen
Ineni Kontoret nd i Hauen sor ubemrertet at komme bort;
lmen det lhkkedes ham ist«-. Det var Hat-eng meft prosaisle
tDeL han Passerede, en Udkant af Kotienhavem hvor Kaut
planter stod paa Rad, omgivne as Ribs- og Stitkelsbæts
bnske; men i et Hierne nd til Marken sandtes der dog et
lidet Sirenlhst«hns, eller rettere en lille Bernh overftygget
as Sirenbuslc. Da han i heftig Stindssbevægelse gik der
forbi for at naa Martlaagen, studsede han ved at here sit
Navn ncevne.
»Hm De Hastvcerl, kcere Johannes?" spurgte en blis
og tlar Stemme.
»Olivia!« udbrod han.
»Ur-m og scet Dem has mig«, saade hun, Jud es
passiare lidt sammen.«
J