c Johannes Falk.
Roman i to Dele, as H. F. E walt
(Fortsat).
Forste Del.
Helga var sondringsløst tlædt og meget stille og ord
lnap. Hendes Blik var med taerlig Beundring sæstet paa
Llioia, som sad lige over sor hende i al sin Stønhed, med
Ussylds Ro paa sin hvide Wande, et drammende Udtryt
i sine straalende LIer og Smil paa Lenden. Hendes Sinn
hed var as den Art, at den kunde bære en Hojtidssdragt
stem, og at end itte den største Pragt vilde vanheldet den
Hnn var nu itte prydet med Ædelstene, men dog var hendes
lnse Draat kostbar og sirlig not. Vel vtlde den-s Snit itle
sundet Naade sor Nntidens Dom, men sde torte Ærmer vi
ste Arme as en snldendt skøn Form, den tredelte Stilning
as Fortlaaret og den tcet slcrttede Krands as Baghaaret
havde en llassist Form, ligesom det Baand, hun bar over
Banden med en lille Guldlaas i, var en tlædelig Prydelse.
Johannes saa itte paa hende. Medeng ide andre talte
sammen, soate han til et Bord, hvor der laa Boger og AM
ser og sordydede stg i dem. Majoren kabte Betten om han
end lanatsra selv lceste dem alle. J bin for den danste
Litteratnr ayldne Iidsalder braate hvert Aar mete, end
eet Mesteroasrt for Tagen, og Fremlomsten as et Mater
vasrt as Betndning dar en Beaioenhed, der satte hele det
Dannede Eamsnnsd i en Bevcrgelse, bvortil vi itte mere
lender noaet Recensionerne fremtaldte derncrst oste en
PolemiL som blev snlgt med starre Interesse, end en poli
tist Tebat i nore Dane, oq som blev fort med saa store Op
ltæoelser rq san meaen Jner, at det nu naesten soretommer
:-:— barmtatiat, saa tnnat hviler Nntidens Alvor over
Linden
Ver Tid bar anderledeiks strre Laaaver at bestceftiae
sia med, den Lust vi indaander, er svanger med store Fa
rer og lad os haabe —- ogsaa store Forjcettelser; alvorliae
Ftampe er ten nulevende Staats Lod; vi maa beere den og
tasmpex men enhver Ven as Poesi og Ftunst sutter dog un
der Nntkdeng baarde materielle Trnt og ser med Vemod
tilbaae til en Tib, da der tørte sig saa riat et aandelth
Lid iblandt VE.
Johannes Var itle nden Sands sor det, der bevægede
hans Samtid, og han alemte der-for Tid og Sied, indtil
Deren alt op, oa Alexis Eichstedt traadte ind. Det var
vaa den høje Tib, thi Majoren havde allerede slere Gange
set paa sit Ur.
Johannes tixnde itte undlade at se, hoorledes Alexis
og thoia mødte5. Han bilste paa hende med let Anstand
oa fnldtommen Selobeherstelse, der var intet i hans Vas
sen, som tnnde brinae hende i Forleaenhed Hendes Bee
sen Var tilbaaeholdende og itte uden Værdiaäed, men en
sin Rodme stjal sta doa over hendes Kinder-, da hendes Øjne
sit soroaet Mang. Zaalede5, tantte Johannes, hilser den
spnoiah sintsølende Zevinde paa den, hun elster, naar Ver
den itte maa vide det.
Majoren rejste sia oa bød Olioia sin Arm.
»Det er sorste Gana.« sagde ban som en Undstyld
ning til de celdre Damen ,,at jea bar den Ære at se Fro
ten Frei som Gcest i mit Hug. Ja, jeq ved not,« vedbled
han« idet han ssrte hende ind i Spisesalen, »at De har va
tet her engang i Foraaret, mens jea endnu laa i Raben
havn, sor at bese Scottet og havem men i Dag stal di
gøre det bedre!«
Justitsraaden fsrte sin Svigerinde tildords, og Kam
nterjnnteren bragte hjsiigtheden det Osser at tilbyde Lille
aaard Fall sin Arm, men han didste at mage det saa, at
ban oed Vordet sik Olisvia paa sin denstte Side, og den
gar-e Falter Øllegaard havde saaledes al Udsigt til at
komme til at spkse sin Mad i Ro. Johannes oa Helga
stuttede Ratten, og det lille Selstab tog Plasds om Ma
jorens rigt smnttede Bord, hvor den en leetre Ret asløste
den andert, oa hvor Opvartningen, besorget as en Jceaer
og en Tjener i blaat Livre, ait sor sig med militaer Punkt
lighed og trylleagtig Hurtighed
Faster Øllegaard sølte sig i høj Grad nu, som altid,
imponerset baade as Bordets Pragt, Retternes Mangfol
dighed og Fortnesseliahed og as de sine Tjeneres Anstand.
Hun modtog eller asslog en Portion med en Hostighed
som digse lkvreflckdte Gentlemen aldeles ttte syntes at
paaslønne, og hun roste Moden saa lydeligt, at Justits
raden et Par Gange rommede sig for at erindre hende
om, hvor hun var. Stallels Faster Øllegaard tantte itke
paa, at Majorens daglige Maaltider ille svar meget sor
stellige sra dette; men han glcedede sig over hendes livlige
og anerkendende Bemærtninger og viste hende megen Ven
liahed, idet han dog ogsaa sorgede godt sor sig selv, og
hans Godmsodigljed sorsonede nogenslunde band stsnne
Borddame med den overordentlige Appetit, han lagde sor
Dagen, og som ellers, hvor meget hun end holdt as dam
var nærved at sorarge hende en Smule.
Majoren holdt imidlertid itte as at være alene om
Ardejdet, og han hat-de da isaer et Øje med Johannes,»
der tun tog smaat til sig as Retter-te og drat endnu min
dre. Det nyttede ham tmidlertid ittez Majoren optog hans
Afholdenthed ncesten som en Fotncermelsez han maatte
der-for baade spise og dritte, og da Champagnen endelig
tnaldede, var Stemningen bleven meget ltvlig, og Passia
ren git muntert mellem dem alle, medens Majoren tronede
sor Bordenden og rtdtbluisensde og smilende som Fader
Bachus selv beherslede den hele Scene.
Druen vokser paa vor Mode,
Og paa Ranken Glæden geor,
Vinen galt os vel ttlnwde,
Sinn er vores runde Jord —
den Sandhed er vel itte meget yngre, end Druen selvz
men Druen alene kan dog ttte get-e det, og den Vierte
lighed, som udsstrsmmede sra husets herre og omfattede
enhver as Mem, havde da en dafentlig Andel t den
lylleltge Stemntns, som enere eller rntndre grch dem alle.
Este- tsordet, da herrerne var sulgt nnd Majoren
op paa han« Betreffe, og Damerne sad alene t Dagligs
stuen, gjoede Feste-r Ølleaaatd den Instanle at hun
havde dtuttet for niesen Champagne.
»Du sank-et axhnxttsk i M dga tnth fast-ei
-- fis z
t——— -
hun, Dg da hnn talte temmelig højt, ajorde Jngeborg hende
opmasrtsorn paa, at den ene af Tjenerne syslede i Hade
stuen, hvor Kasseborsdet blev dcettet.
»Det er, ligesom man alle Vegne var omgivet af
sSpianer,« svarede Faster Øllegaard tcett; »Gud sie Lon,l
at jeg hverten er Major eller Stamhiusbsesidder!« l
En Ytrina, som fit de andre til at le hjerteligt, stønt de
allerede havde smilet af hendes forste Tilstaaelfe, som
bragte i Ertndrina den Egenhed ved hende, at et Glas Bin
gerne git i Benene paa hende og itte, som has andre Men
nefter, i Hsovedet lHun forvandt doa ved Hjaelp af et
Glas toldt Vand fnart sm lille Fod-Svimmel og git ind i
Havestuem hvor Majorens Hugbestyrerinde, Mada.n
Lauritzem nu var i Faerd med at lade Kasse.
Hun var en gamniel Betendt af Øllegaard Falt, og
naar de traf samtnen, ait Passiaten af sig selV· Samtalen
drejede sig i Daa om det nylig overstaaede Maalttds mang
soldiae Retter oa Kogetunsteng Hemmeligheder, idet begae
de aamle Damer, naar de ncevnede Retternes Navne, gjorde
noale morderiste Attentater paa det franfte Sprog. Faster
Lllegaard roste alting oa udtalte fin Bellagelse over, at
Madam Lauritzen itte havde verret til Stede ved Bot-det.
,,Majoren bad mja faameend derom,« svarede Madam
Lauritzen, idet hun holdt sia endnu rantere, end sædvans
ligt, »men jeg sagde ham rent nd, at saa indeftod jea itte
"sor Moden. Altina vilide ja aasaa aaa i Studdermudder.
knaar jeg itte selv pagfede paa Anretningen og lavede San
tcene; Da saa vilde jea vife tiammerjunterem at jeg not
Jtan ftaffe et anttandiat Maaltid paa Bserdet.«
! »Anstændi·at!« udbrod Llleaaard, .idet hnn tøftede
Handerne i Vejret.
j »Det var inaen riatig Dinke. min tasre Jamfru Fall,«
ssdarede Madam Lauritzen med Eelvsplelse, ,,men dog no
tget over det almindeliae. Majoren tan jeg not gøre c;l;
Was-, men Kammerjunteren har altid noget at Udscette paa.
Mame !
»Saa maa ban da ver-re frnatelia trafen!« ;
»Ja, det tan Te lide Paa, han er; men itte not der-—
med; han bar saa mange ndenlandsle Nykter; tænt, for
lleden tom det for en Dag, at lian hat vilYet overtale Majo
ren til at anstaffe sia en franft Kot-«
»Jh, nu har jea aldria ltert faa galt før2« udbred
Zlleaaard med boflia Forfcerdelfe
»Ja, hvasd snnes Des og l)vad stnlle Vi saa med faai
dan et ndenlandft Darf Vi hat faamcend Daadrivere
not her paa steldksbora Majvren taldte mia ind til sig Og
spueate mia om min Mening i Kanimerjunterens Nier
vasrelir. Majoren er en aod Herre; han overfuser mia
aldria med erre ellee Forandringer, uden han forst
bar hart min Menina; men De tan tro, at jeg ved denne
Lejliahed toa Bladet fra Munden, for jeg sagte min gamle
Herre rent nd, at vilde han have en Kot i Siedet for en
stottepiae faa maatte han oasaa se at faa sia en Hushov
mefter i Siedet for en Hugbestyrerinde, men det blev jo
hans Sag, om han vilde odelceaae sia ved saadanne Jndi
fald.«
,,Naa, der sit han erdentlig lceft og paastrevet!«
»Ja, jeg havde itte haft nødia at taae Sagen saa
htdsiatz min trete Heere havde ja en lille Stælm bag Oret
derved, oa det bar jea let ved at tilgive ham. J Stedet fo:
at blive vred, lo han dnatiat, tlapvede mig paa Stalderen
da taade til Kammerjunker-Im »der tan du here, Aleris!
De har fnldtommen Ret, min aode Madam Lauritzen, men
han vilde jo itte tro Inia!" Tet tan dare, min tare Inm
frn Falt,« vedblev den aamle med en clshidset Mine, ,,at
her vil ste ftore Forandrinaer, naar Majoren en Ganz-L
Gud aive sent, tutter sine Øjne, men itte spr! J tredive
Aar har jea tjent ham tro oa aldria givet ham stell-I
Grund til Klage«
»Men hvad saade Kammerjnnteren til den Tore-R«
»Han! Han faade ttte et Ord; han saa nassten for
agteligt paa Majeeen og mig, idet han strøa sit Mund
sterg. Majoren har tun en Fejl, den, at han er alt for
and, men den trntter faamasnd itte Kanimerjunteren Jeg
hol-der itle af den Stags Mennester, Jomfen Falt, der ser
saa meget paa Folt og siger saa lidt.«
Samtalen, der var beayndt højrøftet, endte hviltende;
nien den tunde have spnndet sig lanat ud endnu, hdis itte
Majoren og de andre Herrer var traadt ind. Damerne
torn til, man drat Kasse, Herrerne tcendte dereS Ciaarer,
og hele Selftabet git ud i Haben. De stod alle msksdt i det»
duftende Blvmsterparti. da Majoren saade til Olivia: t
, »Der tan De se den Familie, hvortil den smntte’
Rose i Deres Butet, som De beundrede faa meget, heter.
Se, hvor mange stønne Sestre her sidder i det grønne,
Hspcede Rnopper, men de lover godt. Den, De sit, var den
Jeneste udsprungne. Raar de andre tommer med, stal jeg
saamcend sende Dem en hel Butet.«
,,Tusind Tat, He. Major!« svarede hun, men Tonen
est-ede, at hun itte tilfulde vurderede den fjaeldne Udmerr
lelse, Majoren vifte lhende ived at love hende en hel Butet
af hanö Yndlingsblomsts ,,men,« vedblev hun oprsmt.
»De lovede mig jo ved Bsordet at fortalle mtg Rosens
Historie; det foretom mitg, De sagde, at den havde givet
Anledning til en het Literatur.«
»Rigtig!« udbrød Majoren fern-jet, og han bad nn
Selstabet at tage Plads paa den store halbrunde Bank,
hvtlten Opfordring de alle villigt eftertom, undtagen Eich
stedt, der blev staaewde et Øjeblit og derpaa satte sig med
et Sat. Han vtdste, hvad der forestod, at den gamle vilde
ride sig en forsvarltg Tut paa en af sine tareste Kæpheste,
og det blev ogsaa Teil-selben
Det forholdt sig virtelstg fan, at Striden am den
stsnne Rates, Dronningen as Danmartz »Legttimitet,«
var en Sag, som for et Par Aar siden havde tagt Bestag
paa Publikums tevende Opmærdfomthed og sat manae
Penne i Bevcegelle Saaledes gtt det t htne ustyldtge
Tiber-, da Magthaverne alene ssrgede for det ossentltge·
Bel, og Almenheden afte var henvtst til at sysselseette sig
med Smaattng. De to Kumpere t denne drabeltge Fejde
vare James Beeth, Ejeren as de flottbekste hat-er, hvor
Dronwingen as Danmart, san taldte Jan den« fsrste Gang
blsomftrede i Aaret 1816, trutten of Jrs efter Matdens
blale og Professor Lehmann ved den Mantste Hat-e t
Bamberg, der ivilde denægte Rosens Originalttet og paa
stod, at den ttte var andet. end den vetpdetendte »la helle
courttsane«. Motoren fortalte ernstle Strtdens
Ochs es da den natnrltgvts Dunste M m Janus
H« —-——-M
sBooths og Drsonningen af Dianmarts Side, saa udvitlede
der sig iscer i Øllegaard Falls Bryst en betydelig Harme
mod den nedrige Professor Lehmann, og det var hende en
ftor Lettelse at erfare, at »la belle conrtifane« var ren
Humbug, og at Professoren sluttelig blev stemplet som en
ondftabsfuld Løgner.
»Men han fik ogsaa lcest og paaftrevet«, sagde Ma
joren, idet han tørresde Sveden af sin Bande. »Te huster
vel ikke det Digt, der i sin Tid ftsod i Dagen?«
Lg Majoren reciterede et Vers deraf med Stolthed
oder, at Sagen endogsaa havde sat Digternes Penne i
Bevcegelfe, og fordi han tunde huste det, nemlig:
Paa Hamborg fad en Herre stiv
Med satnmenlagte Ben,
Han elfter itte Blotnftens Liv,
Tens Død hakn frnder ene
Han smiler ej nted Solen glad
Til Dronningen af Danmart.
,,Mcn,« dedblev han, ,,smnttere var det bog, hvad
,Jr. F. J. Hausen sang til Rosens Prksz nu stal Te høre:
La der var Sommer over Land
Med Sang oa Blomfterdufte,
Ten varme Bølge ail i Strand
For lune Majlufte —
Ta brait en Knrp i Morgenrød
Tet aronne bar en Rosenglød,
»Ja den blev døbt som den var fod,
Til Dronninaen af Tanniark!
»Da Rosen er jo oaiaa,« sluttede Majoren med loyal
Warme, »nndiq sont dor tilbesdte Dronning, Marie Sophi
erdekikke seien-« «
Man rejste sig nn for at spadsere i Haben, men
.Uiajoren formaaede itte niere at holde Selslabet samlet,
Da man ait ham for rastt. Eichitedt oa Olivia kom snart
lanat foran de andre, Faster Lilleaaard og Helga holdt
sia sammen, Justitsraaden fnlgte efter, som det syntes
aanfte iordybet i en Samtale med sin Soigerinde Juge
bora, og saaledes beholdt Majoren alene Johannes til
baae· Han udbad fia sin unge Vens Arm og gik langsomt
med ham ind i thtskoven, hvor de i nogen Afstand saa
Damernesjs tholer lhie mellem Træerne.
«Det er et Stod siden«, faade Majoren, ,,at jeg ved
saadanne Lejliaheder befandt mia i Spidsen. Nu er min
Mads i Arriereaarden, eller blandt Trosiet; ja, ja, hvor
Tiden dog gaar! »tempora mutamns« — eller hvorledes
hedder det? Jeg er itle stark udi Latinen, men Meningen
er, at Tiden foransdreiz og di med den! Tet er et sandt
Ord: men i Dereg Qllder, Johannes, tænter man ikke der
paa«
»Aa jo, hvorfor itte det?«
«« a, De er oasaa en hel alvorlig tlngerfvend.«
»Jeg har jo traadt tnine Bornesto og fyldt mit tre
divte Aar.«
»Er det noget at tale oinl Da jeg var tredivte Aar,
tunde jea sndnu sprinae som en Kalkerlal. De bar dog
itke altib Eailet saa aloorlig sont Te er nn; tan De huste
for fjorten Aar siden, da De lob bus paa mig i Porten
i Bredaadei Den Dag stiftede vi føtft rigtig Belendt
stab; og den Gang jea tog Dem med til lftirsten Pils Kilde
og vi saa Mefter Jatel æde Blaar, mens vi selv spiste
varme hollandfte Basler. ha, ha! den Gang var der Liv
i Dem!«
»Jeg erindrer tun altfor aodt, Hr. Major, de glade
chblitte, De nn oa da forskassede min; jeg havde heller
itie den Gang Overflod paa dem, fordi jeg niaatte hange
i Bogetne fra Morgen til Aften.«
»Bei var respeltabelt; men hør nu, De lceste vift
altfor meget oa spelnlcrede oasaa for meget. Det er ikie
sundt at tcente oa rassonnere over altin·a, saa faar man
Fluer i Hovedet, ia Te forstaar mia nok!«
»Nei, Or. Major! jeg forftaar virkelig iike, hvad De
mener.«
»Men det oærste af al Tina, det er at spekulere over
Politik; det stulde Te ikte befatte Dem med; det er bestemt
det, der spolerer Humor-et paa Tem.«
Johannes saa f-ornndret paa Majoren, som niktede
betydningxsfnldt til dank
,,Jeg hat en Anelse om«, vedblev den gamle, idet
han stod stille og holdt sin unge Ben fast om Armen, ,,at
der stiller en Oprører i Dem. De er bleoen smittet af
den Pest, der kaldes Frihedsfnae; ikte sandt?«
«Aa jo«, foarede Johannes, smilende af Majorens
Alvor, »jeg holder not af Friheden, og jeg gør mig mine
Tanier om et oa andet, men i Reglen beholder jeg mine
Tanker sfor miig felv, og jeg har aldrig offentligt befattet
mig med Politik-"
»Naa Gud sie Lov!« udbrod Majoren, ,,n1en hvis De
itte tager mig sdet ilde op, saa vil jeg dog føle Dem en
Smule paa Tenderne, fom man siger; men De maa ikke
tro, at jeg vil disputere med Dem om Politik; saa flet
et Essempel svil jeg ikte give; jeg vil blot giøre Dem et
lille Sperrgsmaat Kan De huste en Aften for adstillige
Aar siden, da jeg msdte Dem spaa Atnagertsorv, og vi
fulgtes ned ad Østergade og ud paa Kongens Nytorv, og
at, da di git der, tom Kongen kørende fra Frederiksberg
i sin lille Kabriolet med Ridetncegte med Fakler foran Bog
nen, det var Sondag Akten, og han kørte til Byen, som
han altisd plejer, for at væIre paa Pletten Mandag Mor
gen til Parolen.«
»Ja, det husier jeg g»o«ot.«
»Naa! Saa hufter De vel ogsaa, at vi blev staaende
med Hatten i Haandem da Hans Majestcet kørte forbt os,
og at jeg, da han var passetet, og idet jeg satte min
hat paa, udbr-d: Gab bevare Wangen! Det fandt De den
Gang fmntt, og det bevægede Dem; er De ligesaa til
Stide nut«
»Nei, maaske ikte ganstrP ssvarede Johannes pp
rigtigt.
»Men saa bar feg jo dog Rett« udbrsd Majorem
idet han paany standfedr. »Hm-ruf Pokket kommt det dat«
»Jeg ved det like-« sparede Johannes fntilende, »jeg
trot, at det ltgger i Luftenz Majoren talte jo selv fIr om
en Smitte7 jeg tsr tkte for-klare mig nærnsete, siden De
Mc vsl Mc Sm- NUM«
»Ha, hat« lo Majoten godtnodigtz »den patetese
De godt! men sig mig dog nu engang, er Kongen itte den
samme, han alttd har dæret, snarere nu i sin høje Aldet
endmere dcerdig til Karlsighed og Agtelse? Se itte sag
tvivlende ud! At Kongen tun er et Mennefte, og at hatt
har sine Fejl, det ded jeg godt —«
,,Naar jeg endelig stal sige det«, afbrød Johannes
Majoren, «saa toentte jeg ilte paa Kongens personlige
Fejl, men paa de Fejl, han har begaaet sotn Regent og
Statsmand, og sont har forvoldt Landet store Tab.«
,,Statsmand! Naa, det taenter jeg, at hverken De
eller jeg formaar at bedømme; men billige maa vi vere.
Vil Te nævne inig en enfte stor Statsinand, som den dan
ste Nation hat frembragt i de stdste fern Aarhundredee,
undtagen Griffenfeldt? thi Vernftoff var en Hannodes
kanet. Diplomatien, det er nu engang dort svage Punkt;
di er altfor arlige og godtroende7 den cerlige Konge er
del altfaa god not til det cerlige Folk, og vift er det,. at
bar nogen Konge af det oldenborgsie Hus besiddet sit
Folts Karligl)ed, faa er det Sjette Frederik —- jeg siget
Foltets Kærliahed og ikke blot hans nærmefte Omgidelserö,
dem, der nyde godt af hans fpecielle Naade. Sligt maa
del hade sin Grund. Tcent lidt over det!«
,,Godt, Hr. Major,« sdarede Johannes denligt; »der
tan ver-re noget i, hvad De siaer. Lidt forskelligt maa
De da jeg tcenke, da di er opdoksede i forfkellige·Tider,
men jeg agter altid en Følelfe, der oprigtigt koinmer fra
Hiertet og jea bessrer gerne de celdres Mening.«
»Da dar Te nok dog forleden dygtigt oppe at nappes
med Deres Onkel om det samme?«
»Aha!« udbrød Johannes, ,,-da liegt der Hund be
graben!«
»Ha, ha!« lo Majoren muntert; »men De fkal have
det Skudsmaal af Infa, at Te er en fornuftig ung Mand,
sont Inan dog tan komme til rette med.«
Og derdaa aik de tilbage ad Slottet til i Samtale
om andre Tina, Majoren opfyldt af Veldillie for sin unge
Ven og Johannes med- den delaørende Bedidsthed, at han
itke ded heftig Modsigelfe havde saaret sin gamle Vens
Følelser. De me«dte de andre, man git ind og samledez
ded Tebordet, men den hævede Stemning fra om Mäd
dagen lod sig itke mere fremtrylle, Faster Øllegaard hasvde
stedfe større Banskelighed ved at stjule, at hun gabede, og
Justitsraaden brød derfor op, kort efter at Teen var
drutten.
Hiertet fdulmede i hans Bryst, da Majoren ved Af
sleden trytkede hans Haand med scerdeles Varme; og da
han saa, at Kammerjunkeren med Udspgt Galanteri felv
hcenate Shadlet om hans Myndlings stønne Skuldre og
fulgte hende til Vogns, fendte han sin Svigerinde en lille
smilende Telearafdepefche med Øjnene, sorn hun ligesaa
forftaaelig besvarede, idet Johannes forundrede sig over
det «hjertelige Forbold mellem hans Farbroder og Moder,
der tidligere ikte havde vceret i synderlig god Forstaaelse
med hinanden.
Da de dar kørte, ajorde Majoren sig det mageligt i
Dagligltuen. Tjeneren bragte ham Slobrot og Tpfler,
befriede hans Hals fra det fttve Halsbind, ralte ham en
ftor Merskumspibe, stodpet, og med en Fidibus indetlemt
under Laaget, bragte taendte Lns og overlod derpaa Hek
ftabet til Nydelsen af Aftenens Ro.
»Tag dia en Eigar, Alexis,« fagde Majoren, ,,og
lad og pasfiare lidt samtnen, inden vi gaar til Sengs.«
,,En dakker Middaa,« dedbled han, efterat han hadde
tcendt sin Pibe, og Aleris havde taget Plads lige oderfot
ham med Cigaren.
,,Ja,« svarede Alexis tørt, »den franste Kot blev en
fand Bussemand for Madam Lauritzen.«
»Hm! Brade Mennester, Falls-! Det morer mig
allermest at hade Fiolt ved mit Bord, der er vant til at
leve Inere taroeligtx de fkønner paa Maden.««
»Naesten alt for 1neget! Den gode, rødhaarede FUng
strasmsel af et Mennesle, Jomfru Fall, havde næt plaget
Lidet af mig med sin Henryttelfe.«
»Naa, naa, Alexis!« udbrød Majoren si en misbils
ligende Tone, ,,hun set nu eng-ang ud, som Vorherte hat
stabt hende, og du hat itke seld, det jeg veds af, ladet ek
eneste af de smukte brune Haar, der pryder dit veldannede
Hoden Et godt Hjertelag, det er Hovedfagen, Alexis!«
,,Jlke ded et godt Bord; der forlanges det først dg
fremmest, at man ilte i nogen Henseende gider Anstødz
Aand og Vid bør trydre Maaltidet, og selv lidt Malice
tan gsøre en god Virtnina, naar blot Formen iagttages.«
»En højft moderne Anstuelse, kan jeg tænte, men
danft er den min Sjæl ilte. For at tale om andre Ting
—- hvad teenker du om Olidia Frei? Hat du ogsa nogei
at udsætte paa hende?«
»Hm er en nydelsig Pige og mangler itte Fotstans;
men hun er ingen Dame.«
Majoren saia pasa sin Softerspn med et gennemtmns
gende Blit; men Alex-is saa ned for fig.
»Hdorfor har du da gjott Kur ttl hende hOer evige
Gang, »du «har dæret samtnen med heade, lige fra hur
tom til hun gik?«
»Det vilde da været en Stam, om jeg ikte havde
dist saa fmuk en Ptge en Sinule Opmeerkfomhed.«
»Alexis!« fvarede den gamle t en streng Tone, »du
hat altid værset letsindtg i det Punkt; er du da ttte bleven
en Smiule mere ftadig og fornuftsig, siden di hast«
,,Det kan man talde et Samsvittigheds Swrgsmaal,·
tcere Onkell«
»Derfot tan jeg heller itte vente noget eetligt Spur-;
men jeg ·vtl bbot gore dig optnceskksom naa, at hvad man
til en sdts Grad kans bcere oder med bog den unge, det
maa man fordømsme hos den miostme Mand; hdad der
fetst var Letsindtghed, det blider let i Aarenes st til
Last.«
. »Du got mig ganste angst og banget men jeg hat
heldigvis ikte givet dtg gyldig Grund til at holde m
faadan Strassepreedtken.«