p«
s
JohanneSFalk
Roman i to Dele, as H. F. Ewali
(Fortsat).
Forste Del.
Saaledes naaede de den Basnt oppe paa Batlen
under en stor Bog, hvor Majoren og Justitsraaden sad og
ventede paa dem; men den sidste havde Vansteligt ved at
stjnle sit Mishag over den Maade, hvorpaa Selstabet havde
arnpperet sig, og han tog noget toldt mod sin Svigerinde
oa sin Brodersøn. Det anede ham itte endnn, at han,
hoad bang argerrige Planet med Hensyn til Olivia angik,
nylig havde vundet en trosast allieret i Johannes’s Moder
oa endnn mindre, hvilte slæbnesvangre Folger dette stulde
bade i Fremtiden.
»Lad os nu se os lidt om paa Marledet,« sagde
Majoren, idet han rejste stg op, og hele Selstabet fulgie
ham.
Te ait hen til Boderne og opdagede snart ved et Be
vasrtninastelt to Stittelser, sont netop besandt sig i en
hofft ejendommelia Stilling, idet de samtidigt med tilbage
bojede Hoveder lod en Snaps glide ned hver i sin Hals,
hvorpaa de satte Glassene paa Bordet ined et Nil.
(F.Eel)stedt saa til Majoren og Johannes til Instit-Z
raaden; Majaren spidsede Lasberne og iløjtede sagte oa
!anatrnttent, oa Justitsraaden rettede paa sit Halssbind,
sont han plejede at gere, naar han bleo cergerlia i Hu.
Den ene as de pinipende Gentlemen var nemlia Majorens
Kndst Rai-ums, den anden Justitsraadens Politibetjent
Jotuinscm inen de hande, som det fnart viste sig, en god
oa anldia Grund til at note, hdad de ajorde.
»Man er du der, Rasinus?« sagde Majoren, soin
trodiki fin Vrcde itke tunde bare sia sor at sinile, da han
san Politibetient Jolumsens Bestyrtelse ever at viere ble
ven arebct paa serst Gerning. Dei dærdiae Lovens Red
stals rev Kastetten as, aav sia et Slaa paa Brystet som sor
at mande sia op oa slar en underlia Grimasse med sit
rodtblnssende Anstat. Majoren vedbleo:
»Na ved jea da oasaa, hvor dn var sor, da jea
vilde tote til Sandbeetaaard, ca vi itte tunde finde dia.
Sande jeg dia ilte bestemt, til hvad Tid du stulde verre
paa Pletten?«
»so vel, Or. Major!« svarede Rasmns med stiv
Holdnina oa Bote-Hatten i Haanden ,,Var Herren blot
kommen ti Minutter sor, saa havde jeg vcrret der; for
denaana var iea der, oa jea bar oasaa været der nyssens,
men netop til Tiden bad Jens Jotuinsen mia om at gaa
herben med sig og tvcrle en Abetat, og det lnnde jeg ikke
aodt sige nej til, sor Herren inaa Vide, at Jens og jeg er
aamle striastamnierater.«
»Ja, saa,« svarede Majoren en Zinnle sormildet,
,,er J det; det hat jea ilte vidst sein«
»Ved sorste Draarnregiments andet Kompagni i sin
Tit-, til Tjeneste Hr. Major«, sagde Jotumsen, idet han
traadte srem, rettede sia og slinarede nied den højre Haand,
i hoilten ltan boldt Kastetten
,.Jea huster ham itle,« svarede Majoren, ,,at sige
sont Tragen«
»Det er onsaa rimeliaere, at jeg erindrer .5J)r. Ma
ioren, uagtet Dei-es Hojvelbaarenhed itte var min Kom
pagniches,« svarede Jotnmsen hktlende. »Bei staar saa
tydeliat for mia, som om det var stet i Gaar, da jeg forste
Gang saa Or. Majoren, dengang Ritmester, paa den
Brnne —«.
»Naa. lad det være godt!« asbrpd Majoren han«
idet ban slog med Haanden
»Herr her været roligt paa Martedet i Dag?« spurgte
Justitsraadem idet han sitserede Jotumsen starpt med
Einem.
»Overmaade sredeligt, Deres Velbyrdighed,« svarede
Jotumien, idet han Erbodigt vendte sig mod stn soresatte.
»Naar jea nndtager, at jeg shar sat Mads Knoet ud as et
Telt, sordi ban yppede Klammeri itte passeret det ringeste,
itte et eneste Tyveri, saavidt jeg ved; g—od Omsætning,
yp——perlig Stemnina,« sluttede Jotnmsen hittende.
,,De er i det mindste i en ypperlig Stemning, Jamm
sen,'« svarede Justitsraadem idet Majoren og de andre
lo; ,,lad den nu itte stige højere!«
»Deres Velbyrdighed tan stole paa Inig,« svarede
Jotumsen, idet han stsdte sm Stot i Jorden.
Majoren morede sig i sit stille Sind over den Eli-j
agtighed, hvormed Jokumsen ester Rangsorordningens by
dende titnlerede sin soresatte, der henhørte under —- »an
dre Justitsraader« —- med Preditatet velbyrdig, nien
hans Velbyrdighed selv udbrpd, da de var saa langt dorte,
at Jotumsen itte tunde here hom:
»Stole paa ham, Gud hjæipe os! Jo, der er rigtignot
en Fyr at stole paa! Og dog lovede han mig i Morges, at
han i Dag vilde lade den asstyelige Pimpen vere.«
,,Atturat det samme Løste tog jeg i Morges as Ras
tnus!« udbrsd Majoren i en sympatetist Tone.
»He-m burde have sin Assted, Jvturnsen mener jeg,«
vedbleo Justitsraaden, «men herregud Manden dar Fa
milie, og man oil ille gsre Iham ulyttelig. Min Nev
har mindre Medledenhed med hamz han har mere end
een Gang bedet mtg indstille Jotumsen til at saa sin
Assted.«
»Nej!« udbrtd Majoren igen, »min Nev- har givet
mig atturat det sannne M med Hensyn til RasmuöP
Begge de gamle Vetter drast ud i en hierteltg Latter.
De dir nu alene sammen, da de unge og Insel-org Falk
ester Kammerjunkerens Fortlag var gaaede i Zorvejen for
at gsre nogle Jndtjb og for at se Bettdernr.
»De unge dtmmer strengere, end vi gamle,« sagde
Meinen
»Naturctgvts,« svarede Justitsraadem «de er nsere
raste «paa det. For Reste-r maa teg lade Jotumsen, at som
Arrestsorvarer er han ret paapadseltm nien som Politi
betjentt og hvad tan en ulyttelis herredssoged udrette i
et start Landdtstrttt nied et saa usselt Apparat som een
Poltttbetjent, der even t KM dritter sig suld ved enshver
Lejlighed, da man ret stulde bruge hamt«
,,Raa,« sagde Majoren, »det gaar dag. M bsr ttte
tlage over Retdttlstanden her i hervedetz det hat dtst sic,
at De selv med et daarltgt Avparat tan udrette naget.«
»Na jea dedert« sparede Instit-rauben smtlende, »jeq
se: bedst serv, hvokiedeg dct ek, og hvokledes svet runde·
oaere!« l
»Men for at komme tilbage til Rasmus,« vedblevl
Majoten, »saa maa jeg ogsaa lade ham, at stondt han
er et Svin, saa har shan dog aldrig endnu vceltet mig;
men dog hat han een Gang tørt mig hjern fra Elifabeths-i
minde uden Hovedlag paa Forløberne — hvad synes«
De? Blot med Pistent Han vidfte jo iste, hvordan det.
havde sigz men saa udmærtet har han tørt sine Heste ti1;«
og det git godt!«
,,Det var sont Potter!« udbrød Justitstaaden
J det samnie tom en Rcette Bønderpiger Arm i
Arm, leende og fnattende forbi, og bagefter en Rækte
nnge Karte, som raabte og sang. Nogle af dem havde
faaet en Taar for ineget, Reetken flingrede derfor fra den
ene Side af Vejen til den anden, og det hcendte sig da,
at Majoren fit et drøjt Puf, som git videke til Justini
raaden, der lslev spændt i Grøften, og det var itte lanat
fra, at Godshersiabet var gaaet fannne Bei, som Stedetxzs
Øvrighed.
»Er dig for, din Slubbert!« raabte Majoren, idet
han areb Fløjnianden i stravetL
»Na-sie Gang!« svarede Knøfen, og en straldende
Latter fra hele Geleddet belonnede Vittiaheden.
,,3lal vi nappse ham og putte ham i Hullet?« fnuratel
Majoretn idet han nied sin stcerte Arm holdt fast paa
Karlem
»Jelnmsen!« rasabte Justitszitaaden opbragt til nt
Apparat, sein fiod i non-In Llfstand ca saa sig om med
en driitten Mine, men Jotumien hoekten harte eller saa
noget
»Tet er Majoren oa Justitsraaden!« mumlede neate
af starkem, og derpaa liftede de vort, den ene efter ten
enden
,,Naa, lad han! da aaa!« iaade Majoren godmodiaL
idet han aao Karlen et tille Pnf, oa Justitssraden nie-d
Lommetørtlcedet flog Støoet af sine Bontur-den ,,Han
var itte tabt baa af en Voan: jeg tror saamcend eftcr
hans Øjne at bonum-, at han itte var bange for at binde
an nied os- oeaae to.«
»Ja«, sdarede Jnstitgraaden, idet han puftende ret
tede fixi, »Ein-extra er faamcend tratilft nok.«
«s.’)pperli·a Stetniiing, soin Jotumsen fande, ba, ba!
Naa, jeg lan aodt lide at der er Coukaae i dem.«
»Jtte for meget, He. Major, ilte for meget!«
»Bei er heller itte saa galt, som for en Del Aar siden.
J gamle Dage, da vantede der blodige Pander paa Bthe
Marted; men det var føend Detes Tid.«
»Im hat not hart det,« svarede Justitåraaden, idet
han pattede sit Lommetørtlcede til sig. ,,Endogsaa agt
vardiae Bender reanede fia tet til Ære at give en bantet
Trejex men for de unge var et Elagåstnaal paa Bryde Mai
ted liaesom en Mandighedg Dank-. Aa ja, de Tider var i
vigfe Henfeender itte saa iejle. Vel var Lovens Haand
hævelse neaet flatt, men Almnen havde dog denaana stock-:
Lisette-Haben for de højere ttlaizien Nu begnnder Bonden
at stitte Meer ? Vejret.«
»Ja, lfan lever i bedre Kann oa Beistanden tiltaaer.«
»Bei er itte blot det, He. Major, nej det er itte, vgl
det er heller itte eaentlig Bøndekne, det tommer fra. Fri
hedssygen beghnder at aribe oin fig. Hvad lceser man
itte nn af og til i »"5cedrelandet«? Regeringen er altfor
lemfældig, om det ellers er tilladeliat, at jeg siger det.«
Fahnen der erindrer, book fotsiatigt Dispositions
bladene denaang maatte aaa til Vcertg, at det tun var to
Aar, siden Fadeelandet blev stiftet, og at det nndertiden
Var saa fredeligt, at det i et belt Nummer bestceftigede
sig med et Tema, som for Etgempel Vaecinen, og faa sam
menlianer hin Tilftand med Pressens svulmende Frihed
nu, maa vel finiie af den gode Justitgraads Bemærtning
og ret tunne stnnne, hviltet Kæmpeftridt vi have ajort siden.
»Hm, hm!« lød det tun fra Majoten, der itte gerne
talte ocn Politik.
,,Og nu Stcender-Jnstitutionen —- ja, vi lunne jo
not tale under site stthne deron1. Motiverne var disse:
Det et Kongens Hensigt at tomme til Kundstab om Fol
tets Ønster, at tnytte Baandet mellem Konge og Folt
fastete, at oplive Almenaanden. Kan De gcette, hvad
jeg tcenter txme
»Nej?«
,,Foltets Ønster vil stadigt komme i Strid Ined
Kongens, Baandet vil løsnes, Almenaanden, ja den vil
votse som en Lavine, naar den førft er sat i Beveegelse.«
»De er altsaa mete monartisi sindet, end Kongen
selv,« svarede Majoren; ,,naa, jeg for min Pakt har itle
noget at indvende detitno’d.«
»Rigtig!« udbrød Justitsraaden. ,,Tcent Dem, hoad
Johannes for-leben sagde, da jeg var saa fsjelig at ind
lade mig i en Disput med ham. Han ssagde: alle erderit
den Sjettes vigtigste Regetingsfotanstaltninget er af den
Art, at de otnsider maa føte til en Jndstrcemtning af Kon
gens suvercene Magt. Stavnsbaandets Løsning, alt hvad
der et gjoet ved Stolevcesenet for Almuenö Oplysning og
nu Stander-Jnftitutionens Jndfsrelse — hvad er det
andet end Foranstaltninger i libetal Aand, som gradevis
opdrager Foltet til pokitist Modenhed og Myndighed?«
»Det var som Potierl« svatede Majoeen natvt, »von
den Made blivet Kong Ftederit til den liberalefte Mand i
shele Lande«
»Der nu videre«, vedblev Justitstaadem »Der mang
let tun et, naat Kongen itte ltgefrem vil dele sen Magt
med Foltet, fagde mtn tloge Bruders-m — Cenfurens
Ophævelsex men naar Kongen tvmtimsod hat indfttæntet
Pressefrihedem saa viser det, at han net-des for sit eget
Bart og ttte tIr bæte Konsetvenferne af det. hvad sy
nei Des«
»Se, set Saa der« ftttter saadan en Opwter i den
stilleltge Johannes, det hat-de jeg saamænd ttte ttoet; men
hvad svarede De ham2«
»Ja, Stielmen havde ja paa en Maade Ret; men
det maa De ttte tw, at jeg fagde dam, for de unge lan
ttke taale det; han havde Niet t, at Viertet et libet af med
svot got-e Konge —- Gud velstgne hamt —- og at han er gaaet
vel vtdt; men Johannes havde Uret t over det, der eftet
hans Mentng endnu man-glei, neesten rent at glemme ellee
slet itte at matt-nun hvad Kongen allerede hat gis-et
han hat gjort not for sin Levettd, mere end not. Lad
han- Gftermænd pm Oeffent«
»Bei var bravt svaret!« udbrsød Majoren; »men
naar De siger, at Kongen har gjsort not, saa tcenter jeg,
at han vil saa en daarlig Tat for det; man vil formu
dentlig engang laste ham i hans Grav, sordi han itte
gjorde alt. Der laa en stvr Sandhed i Deres Svar til
Johannes, thi Tatnetnmelighed er en sjcelden Dydz jeg
erfarer det jo naesten daglsig selv; fo mere jeg giver dort,
desto tnere vil man have: men jeg tan ilte glemme, at
der stiller en saadan Raissonnør i Johannes; jeg maa
min Sjcel engang have sat paa ham!«
Kort efter at de to gamle Herrer saaledes havde ud
oft deres Hierter for hin-anden o·a behandlet Datidens
Espøtgsmaal paa deres Maade, stødte de unge igen til
denn-Ja iblandt dein Johannes-, der tun lidet formodede,
at lan havde været Genstand sor tritifk Behandling af
sin Farbroder, eller at der ved Lejlighed dentede ham en
Lettion hos Majoren.
Dei diste sig imidlertid, at Selslabet var blevet sor
øaet, oa saa meaet mindre kunde det stjules, ssom For
øaelsen bestod i en høj, trastig smul Mand, der ragede
nd oder alle de andre, Majoren maaste undtagen. Hans
Hiler til Majoren og Justitsraaden var høflig, men fri
itiodia, oa et slaslmst Blinl i hans blaa Øjne vidnede oin
et lnileliat Humor. Uaatet han havde daret der i Egnen
liae fra Trena as, røbede dsog et Spor af Accent hans hol
itenste Herkomsi.
»Aha, der har di Stovrideren!« udbrød Majoren.
,,.Lar Te Ajort noan Handel i Dag, min gode B·orup?«
»Ja, Hi. Majori« svarede Borup, idet han traadte
nærmere. »Ja sinnlke sivier, en til Inig selv oa en til
Eiliajorein om De ansier den; hdis itte, da er den kurant
Vate, niaa De tro!«
»Jea stal taae den i Øjesnn i Morqu eller helft dem
lsicaae to; ellerg beneidet Te bestemt den bedste selv«, sagde
«.Uiai0ren, idet hatt lo. ,,Lad dem trcetle til Keldsborg
da toin selv til Frotoft i Morgen; men hor, har De nylig
set noaet til Eliaåiinng?«
,,Ja«, svarede Borutn idet ksan smaalo; ,,jeg har vg
saa haft Tag i ham; han ligger Da snorter henne paa
liroem lian var itte til at ruste vaaaen.«
»Jolnnisen laa da forhaadentlig Ved Siden af ham?«
spnratc Majoren med et Sideblil til Jiistitsraa·den.
»Nei, det ajorde l)an dog itke!« svarede Bdrup, »den
Fiarl tan bære mere, end to Ragmusser.«
Justitgraaden lod, soin om han itte hørte Majorens
Etitpille. J det Øjeblil, han blev Skovrideren var,
havde bang Ansigt lagt sia ide strammeste Folder, cg
ban vendte nn Ryagen til, som det syntes ganste fordybet
i en Eaintale med sin Svigerinde.
»Men livordan Potter tommer vi saa hieni?« spurgie
Majoren
»Im flal aerne løre for Dem, Hin Major!« sagde
Glanz-« Voran liaesreni, ,,«hvis det bliver nødvendigt.«
»Tai, min aode Borup!« svarede Majoren, idet han
tlappede Clang paa Etulderen, «det var itte min Meningz
vi tører deguden ilte stratg, i alt Fald itle lcengere end(
til Eandbrrtaaardz der bliver vi i Aften — jeg baaber da,
Mennestet soder Rasen ud, indtil den Tid.«
Jmidlertid tænlte Majoren dda, at da lian selv saai
daarliai, oa hang- Sesterføn var en uøvet Rust, samt
endelia bang Heste dygtig muntre, saa tnnde det være gan
ste mit at bade den paalidelige Claus Borup ved Haw
den, oa da han itie havde noan Anelse om, at SandbcctH
aaard nn var en Helliadom, som Stovriderens profanH
Fødder itte turde betrasde, lagde han sin Haand paa Ju-;
ftitgraadeng Stitlder og sagde: i
»Im sea, leere Justitsraad, brinae en Goest med til
Dereg Hns i Aften —- Slovrider Braan !
Helgag Fader rendte sia hurtig om og svarede med
et Zniil, der ncermede sig til en Gri masse: i
,,Ganste som Majoren vil! De slal viere Veltsonsp
men, Or. Stovrider, hm!« i
»Im tatter!« sagde Gans-, idet han langsomt dg«
med Alvor bøjede sit Hoved; »n1en det ladet sig itie gøre5
jeg maa nødvendigt væte hiernme inden Asten.«
Helga havde naturligvis med Hiertensglaede set Claus
tonnne, især da hendes Fader dengang itte var i Ncerhpi
den, oa de benyttede Mødet til at vetsle et Par lcesrlige
Ord med hinanden; det aik tun sjceldent paa, at den
Lylte blev dem forundt, og naar det stete, da viste han en
Selvbeherstelse, som shun var langt fra at missorstaa
Den Aatelse, han viste hendes gode Navn og Rygte, var
bende en Betryggelse, og lun paa den Maade blev en god
Udaana paa deres Stæbne mulia.
Han fulgte hende dog i Dag lidt for lange, thi havdel
han i Tide opdaaet Justitstaaden, vilde han fjernet sig is
Stilhed. Nu havde Helga med stor Spænding sulgt
Samtalen med Majoren, og da hun saa, at hendes Fader
tun asf Hensyn til sm fornemme Gæst lod sig bevcege til
at byde hendes Ben veltommen, og hun blev var, at Ind
bydelsen faldt paa saa told og uvillig en Maade, som
muligt, saa glaedede hun sig over hans Asslag og be
lsnnede ham med et taerligt Blit og et stoslt Smil. Hvad
sventede der ham desuden, isscer en Aften som denne, uden
Ydinygelseri Hendes Fader vilde shave vansteligt ved at
tæmme sit Sind, og Kammerjunker Eichstedt vilde sittert
gansle vverset ham. Hun hadde godt set, at denne stolte
Herre næsten ikte besvatede Claus Bunusps Hilsem da de
traf samtnen paa Martedet, og hun vilde bleven i hsj
Grad bestyrlet i sin Formodning, iosm hun havde tunnet
hsre, hvad Eichstedt og Olivia talte som, idet Claug git.
De stod i nogen Afstand fra de andre og talte
ivrtigt vg, som det syntes, fortroligt med hinanden.
»Sl-ov3ider Bvrup er en nieget smut Mand«, sagde
Olivia, idet hun saa efter hom.
«Ja«, svarede Eichstedt, »det er Stade, at Onkel
itte hat gjott en cher af ham.«
,,Det tan De dog itle for Alvoe mene!« ndbvsd
Olivia, idet hun saa bebrejdettde op.
,,Jtte det?« spurgte Eichsttedt, idet han smilte kolb
blodigt og stvsg sit Mund-stieg; »Motive itte?«
»Han er dog sitlert for god til at viere Tjener.«
»Da du«-te De dog nylig, at han selv tilbsd sig at
vare Kuis
»Ja, det var smutt af shamz Majoren et jo bang
herre og Velgsrey De «vil finde det dobbelt smutt, hvts
— ledi- De — tendte hanö Fothold ncevmere.«
»Seit De et saa wie indviet i Stovrtdet Von-di
Affæret, min tæte Ftøten2« sputgie Eichstedt, idet han
morede sig over hendes Fotvitring som klreldte hende
nhdeligi. ,,Aa, got mig til Deres forttolige, hvis Detes
Forhold til Skodrideten iillader det!«
»Nei, det get jeg itte!« svarede hun, idet hun red
mede og lo.
»Hast paa, at Onkel et Botups Herre; De hat alle
rede indgisvet mig en Misianle om, at en eller anders
Heinmelighed staat i Fotbindelse med hani. Jeg siger
dei i Morgen til Onkel, og den gamle, som holder meget
af ham, lommet saa fttaks paa Benene. Hvad siget De
dertil?«
,,At der maafte ikte kunde hændes Botup noget bedte,
end om det sieie «
»Ja saal Sagen er ganste dunkel for miigz men hat
De nogen Grund til at priotegere S·kovtideten, saa btt
De jo give mig Lys i den. Hvad ønstet Freien Olivia for
sin Protege? Er det til at opnaa, da staat hele min
Indflndelfe iil Deres Tjenesie!«
Dei var føtsie Gang, han havde vovet at kalde hende
ded hendeg Fornavn; hrln slaelvede lidt i sit Jndte over
denne Tilneerinelse; hun følie sig iilbsøjelig til at vise den
tilbaae, men hendes Navn lød saa smukt, udialt af hans
vellllngende Steinme, og det fotekom hende, at den havde
en hlød Klang, og at han ialte Ined siørre Vatme, end
han plejede. Endelig drejede Talen sig om hvetken met
eller mindre, end den gode Helgas Be og Bel. Butde
hnn forsonime Lejligheden til at gore nsoget for hende og
Baum oin hun lnndeZ Hun besluttede sig da ogsaa
dertil
Onn var bleven nogei bleg og stod og saa ned for
fig, idet hun tidfede i Zandet ined sin Parasol; han saa
san pua hende, sont oin han i fulde Drag inddrak den
Stenl)ed, der hvilede over hendes sine Træt og hendes
hele Stikkelse, men da hnn pludseligt faa op, vg hendez
rene Blil forstende inødte hang, blinkede han med Øjnene
vg flog dem lied.
,,F«rtiael mig«, fagde hun med en Stemme, der strei
vede lidt, ,,hvad De ved om Botup; egentlig lender jeg
tun lkdt til ham.«
»3agen bliver mete og mete indviklet«, fvatede han
nied Lune; »ihi nylig lod De mig iro, at De tendte hanz
Fothold nøje. Eh bien, Damernes Villie et min Lovl
Botnp er jo et fatligt og forældreløst Barn, som min On
tel leerte at kende paa et Beseg hos en af sine Vennet i
Holsten, og hvis opvatie Svat tiltalte ham faa meget,
al han tog ham nied sig, lsod ham o»Plcere, tlædte og fodte
ham. Var det da faa utimeligt, hvad jeg før fagde, at
han lunde gjori en Tjenet asf ham?«
«Maafle ikke; men viderel Havde Majoten da i en
hvct Heiiseende Glæde af sit Adopiivbatn?«
,,Tei ttor jeg nol; i dei mindfte siget han dei; han
sagde eiidiogsaa forleden, at Borup ved sit brave Fothold
og sin Taknemmelighed havde befæstet hans Tro paa den
menneslelige Tyd, som streckt var bleven vokkei. De maa
neinlia vide, ai han nylig vat bleven flet lønnet for fin
Godhed mod ei Mennefke, han havde hjulpet ud af en stor
Forlegenhed Han ladet jo altid Hjertet lobe af med Tig,
oa naat det faa bagefter fviet til ham, fordi han ikke hat
set sig for, ertgtet det ham betydeligt. Polket fiulde cetgre
sia over faadanne Bagateller, dei et virkelig at iage sig
Verden alt for nar; men han leerer aldrig at lende Men
nester. Naar jeg giver en Sollicitani nioget, saa ventet
jeg, at jo varmete han taiket mig, desto værre bagtalet
han mig, naar han er mig af Syne.«
»Aa nej!« fvatede Olivia, ,,tro ikke saa flet oin Dere
Ncnfiel men alt, hvad De fortaeller mig om Bsorup, glee
der mig meget, ifcrr fordi jeg deraf lan se, at han maa
veere en vakker Mand, men ogfaa fotdi — en faa højt stil
let og almindelig æret Monds Velvillie, som Majotens,
ligesom laster lidt Afglans over ham og stjuler hans lave
NHetkomsi « .
»Lie(e saa smukt som sandt sagt!«
»Da det et det, han itænger til!« »
»Min leere Ftøien — nu et dei Deres Hverv at tale,«
mit at iie og here«
,,« a«, vedblesv hun, idet hun saa smilende men med
et ftyatssomi Blik vaa heim, »dei et jo andres Hemmeligs
hed, jeg roher-, og dei uden Vedkommendes Tilladelse, men
jeg kan dog itle andet end iro, at de vil iakke mig derfor.
Sagen er da, at Siovtider Botup hat anholdt om mirs
Venindes, den leere Helga Falls Haand, men at JUNG
raaden l«,«ar vift sham af paa en temmelig haatd Maade.«
Og Ftolen Helga sele«
,,Hun elfker ham af hele sit Hierie.«
»Ja saal Hun set mig ellers saa rolig og selvbeher
stei nd; men det stille Band hat gerne den dhbeste Grund.«
,,-«for11ndret hendes Valg Dem slei ikle?«
»Dei fotundter mig aldrig, naat en Dame elfter en
fmuk Mand, eller omsvendi.«
»Men der et dog ikte saa tinge en Forsiel paa detes
Fødsel og Siand.«
»Det er det, men dog ilte saa megen, at det et værd
at gøte Opheevelset over det.«
»Gid min leere Fsotmyndet domte saa liberali!«
»Han hat maaste lidt for store Tanket om sig ser
ellet fin Stillings VEtdighed."
»De maa itte sige noget nedseeitende om dami«
»Jeg bedet om F-otladelse, men for at heeve bet unge
Par sog gøre Festen Helga lhkkelig, et det nidvendigk
at irylte hendes veerdige Fadet lidt ned.«
»Es-rot De itle, at Majoten vilde tale de fotlovedes
Sag, naar vi bad ham detomi"
»Jeg steil ikte lunne sige det; men — hvis De ist
betto mig et saa vigtigt Hvetv, saa vil jeg gerne ler tale
med Justitsraaden.« -«
»Tat, det et iftnuit af Dem!« « « ·
»S«mult! Sagen motet og interessetek mig; men
jeg fsottjener maaste lidt Tat as Dem, thi fes befattet
mig dog lun detrned, fotdi De bar bedet mig dumm«
»Fokelobig blivet Sagen vel mellem Gli« spatgte
Olivia roldmendk
»Det et mig en Æte vg en Gleede at viere Deus
forttolige; men hvad Sagens Behandling angaat, da san
jeg itte tage mod Form-isten thi De maa erindre, at ies
et Displvmat, og jeg hat natukligvii like kluge Wes
om min egen DhgiiM.«
Wen-U « j
