Johannes Falk.
Roman i to Dele, af H. F. E wa id.
Gortfat).
Fsrfte Del.
4. Kapitel.
Iniirkedskrasw
Til ftor Bedtovelfe for mangen Sjccl i Bryde og
Lnäsbjerg Herreder ftjnlte en tcet og tlam Taage den neefte
LUkpraen hele Exinenx den gii over til en fin Støvregn,
esq det teanede altfaa fiet med Befret paa dennc f.orc Dag,
tn det anrlige Marked holdtes i Brode
«Hefte og chrg,« ftod der i Almanakten; nien Lo
rixilnden, det vil sine Justitsraad Niels Falt, tog det iile
faa noje; thi var han end ellerg en myndia Herster i fine
te Herreden faa nndte han dog Foltet Brod og Stut
spil, on dette er jo netop Marledernes Korallen at de paa
en for den praktier Nordbo tiltalende Munde forene Fol
nojelse med Fotretninger. De fyntes rigtignok en Tid ut
flnllsx vige for det Opfving, Detailshandlen i vore Daqe
las tax-»et, men dog habe de vnndet en stor Scjrx thi hvad
-:r en Jndnftristldftilling andet, end et vel for-beredet an
tontreslleret Marked i ftvr Stil? Levcnde Vater tnnne
nn ikte i fter Masngde hat«-es pan Lager, Kreatnrer flulle
Innerstes-, on derfor dille Markederne vaa Landet nerppe
not-ten Zinde blive afsinssede. Tet var Forretningenz n:en
ltvnd Fornnjellen angetan da faa Jnftstsraaden aennem
Finare med, at fornden det tilladeliqe Udfala af Zur-,
Vorte- cn Blitdarer, Handel med adflillint Kraut oa Gh
lanteridnrer indfnen fin. uken at tale om de talrige Be
rnsrtniiiasistelteTanfeboden on den BeridercirtuL-, som
lsocrt Aar plejede at vasre til Stedeu
J store Eimer stronnnede Foll nennem Taaae pg
Nenn nllerede tidlint am Moraenen ad Brnde til, ridende,
kerende, nnaende trcktlende eller drinende Rocken men alle
itsrice efter at naa Manlet, det ftcsre Bryde Mnrled; de
neunte fornejede over, at de opleoede endnu en Gang at
viere med, de unge, idet de nlade faa Opfyldelfen nf Maa
nederLJ lasnafelsfnlde Forventning i Mode, Born-ene, idet
de ventcde, at nl Verdeng Herliahed vilde oplade sig «or
dem: Mcendene af enl)oer Alder lnftne efter en Sizii-, Ko
nerne noget cenaftelige ved Udfigten til Hjeinfarten, Karte
ca Piaer nied det For-irrt at flna Gcetten los; men de fleste
Hoveder vare doa tilliae odfnldte af Beregninger over inn
lia Geoinft eller billigt Fisebnmndsfind Dog, hvor feh
lsediite de end nu, i den frifte Morgen, droge af Sted, faa
tunde man med foraelia Bestemthed forndfiae, at faare
man-Je af dem Enden Mten vilde vcere fnntne dnbere, end
der severa, de trat; men af Sted trat de med Kragen og
rette var uvilliat og areb enlioer Lejliqhed til at ftan stille
Iz-« fnnppe en Mundfnld Getos ved Vejtanten
Elltartedsdladfen fnldtes efterhaanden, og det varede
itte lange, inden Tannen«faldt, og Zolen fpredte fin
Meine over det denen-de Skuefpil Mckngden vsotsede
stndiat on dølaeke fee-n ca tilbage, Solen fteg ftedfe hojere,
on dene-« Straalers Kraft vol-Heim idet Lnfet spillede paa
re boide Telte, hviH Lasrredgvceage bevcrnedeg svagt of
Rinden, paa Treeernes viftende Blade, som blinkede, pca
Zolvs eller Tintnapperne i de qamle Bonders Kosten pag
Dahin-Uf- forlotne Gitldftnds, fom han ftod der foran Be
riderneg af Leerredsvcenae Endhegnede Plads med stckvende
Ben og ftodte i Trompet, paa Pigernes arønne, dlaa on
rede Zijørter, bete-Z- Flojelg Hner og brogede Torklæder
oa Jionernes hvide Lin: paa funde, folbrcendte, rødmusfede
Ansigter og hift rg her paa en fmut Piges frifie Kinder on
i bendee klare Øjne, der endnu itle vnre ophidfede af Dan
fens vilde Glnder, foni ventede hende henad Eftermidi
tanen
Munteiz aodcnodia Ideen droj Spaz, venlige Hilfe
nee, Eder on Forbandelser lød i Forvirring mellem hveri
andre. Pladfen dar fuld af fedt, glindfende cheg og ma
nert Konn, blankt striglede Hefte og langthaarede Kritim
Jena-g on Hefte fiiftede Eier-e, og Dalekne rullede, idet
baade Vorderre og chevelen bleve taldte til Vidne paa
manaen en Lean.
Pan Vejen, fom ferer til Sandbcetgaard, var der
mere roligt. Otn Eftermiddagen Motten henad fem, da
allerede enkelte Martedsgæfter drog hjem, gii to Herrer
langfrmt henad denne Vej, idet de fjeknede fig fka Mar
tedspladfen, oa da nceften enhver Modende Erbødigt hilfte
dem, kunde man allerede deraf flutte sig til, at det maatte
ver-re Mernd af Anfeelsr. Der var vel heller itke manae
af den ftore Mængde, der itie tendte den celdfte af disfe
to. Egnens Jorddrsot, Major Heins, den tytte Major
iom de taldte nam; men hans svenlige Genhilfener og et
muntert Ord, han nu og da tiltaftede en Forbigaaende,
tydede paa et færdeles godt For-hold melletn ham og Eg
nens Beboere.
Se, hvor tungt og langtsomt han gaar, den gode
Major, idet han lcener sig paa ftn Sssftetfsns, Alexis
Eichftedts Arm. Baade hsj og fveer er han, og det tan
itte neegtes, at hans Kerlighed til Bordets Glieder bar
nogen Styld i, at han bar faa mngtigt et Legeme at flæbe
paa. Hvem ftulde nu tænke, at dan i sine unge Dage var
en flant Mand, en af sin Tids Danfere, en Mefter i
Ridning og alle legemtige Fævdigheder2 Dog holder han
fig rant entdnu vg, uagtet han er etvil klebt, getter man
ftvats den fort-ums Soldat i dam. Dan gtt neeften altid
eens klaedt; et Par vide matedtaa Dirfais Benlleedey en
rummeltg fort Frasse, af hvis Knapshul Dannedwgsors
denend Wand tittede frem, to lange Beste, en fort og en
hvid, den ene over den anden, et ftift fort halsbtnd uden
Flip og en ftor fort Filthat udgforde uforandetligt hans
daglige Dragt. Det clttle ftndfede Mndftceg under band
forte, We Næfe pasfede fortrcsseltgt til Reften, og Ordet
Majoe ftod ltgefom strOet does-band Paadez knen de Infe
dlaa Øjne vare milde og havde underttden et Udteyk of
darnlsigt Enfold Man fette oed at fe W, at man havde
en lylleltg Mund for sig, en Este Dpttmtft, der dog Mc
Most faa Livet fra dets lyfe Side, m fvnv ttlltqe hnvde
et ttte singe Los i fit eget Jndkr. Ethvert sam, dan
Mit m sitt Vei, fette stg swthetktk vor-get til dum«
og Ttggeren var ttte fen M at bede om en Gnvr.
Maioren haode et Ae paa ftn venftte Kind, oq of
.dette Meer-le var han meget st«olt, thi than sit det, da han
i Aaret 1813 under vores Tilbagetog gennem Holsten
gjorde et drabeligt Jndhug med sine Dvagoner paa det
russiste Jnfantersi. Han tjente MajorsMangen og th
derkorset Paa denne for hain saa hæderlige Dag, og han
var ikle at formaa til senere at modtage nogen af de Titler,
lhoortil han iøvrigt baade paa Grund af sin Fødsel og sin
Stilling fom Stamhusdesidder dar feloftreven Kandidat
Saaledes havde han en Gang afflaaet Kammerherrenøg
len, som var bleven ham tilbudt, thi han havde Venner
not ved Hode, men Hoflivet havde han aldrig lunnet for
fone sig med.
Han tilbad fin Ksonge; men naar han en Gana
imelleni gjorde Frederik den Sjette lin Opvartning, da var
det med en vis- Stolthed over, at det ikle var nogen Hef
kadaleer, men Majoren og dederen fra 1813, der fri:
villigt vifte Majeftceten sin undersaatlige Hengivenhed,
oa saade en af hans Venner, at dette dog heller ilte var
andet, end Forfængelighed, saa blev Majoren vred rg
forfvarede sig saa djcksr-Vt, men tillige saa ulogisl, sont
muliat. Unasatelia var en Kavalieriofficer i hans Tjne
neaet mere, end en almindelig Dodelig, og fandteg der
en fert Plet i hang Hierte, saa var det en Sinule Eltig
ever den store ?",ndeft, Marinen denaana nød hoc- Uta
tionen sosn hos Elteaeringen, oa sum maafte bereiten-det 5
ved det Odertnod, de blaa Drenae i hine Dage Visie, ide
de tærede Vaa Fortids Hader, og det blev nu itle Mai r n
iorundt at opleve den Tib, da Landsoldaten tom oben
paa igen 4
Majorens Softerfon oa Adoptivarving gjorde Binde
Marted den Asre at viie sia i en Traat, sont nøje spu
rede til den nneste Modeionrnal; men enten nu Mcd n
Var sinnt eller fidei. saa forstod han at give den en for
hans smntte Person fordelagtia Andendelfe, og mere etsd
een Piae fnlnte hant med Øjnene, idet han git idrdi.
Hans Aasnn havde doa heller Elle i Tag noget Velgorcnde
Prcra: lan shntesI ligesaa fortrædelig, fom hans Ell-Zor
lsroder Var alad.
(7n ftor Kampesten i Bejtanten tom Majoren saire
nel til Pas.
,,Lad os- sidde her et Tieblil. Alexis«, sagde han«
idet han pndftedez »der er et godt Stytle Vej endnn til
Sandbcrlaaard; Slam faa Rasmug den Slubbert, Ja
de andre Løtnler i Kroen tned!«
Rasmns var Maiorcns Kude men tillige han«-;
Krigslammerai fra 1812 oa hans Yn·dling. Han anvendte
den halve Deel af sin Tid til at fortrcedige sin Hserre Ved
Brud paa Diseiplinen og den anden halve Del til at er
hnerve sig hans T-ila«ivelse, hvillet hidtil altid Var lyttedess
ham. Majoren vilde naturliavig have lørt ned til Ju
ititsraadens, men Rasmus Var ille at finde og Follene i
Kroen psaa Martedet. Alexis haode ofte raadet fin Mor
broder at give Rasinus hang« Afsled oa en and Forfør
gelse, men foraeevesx nn sinilte han ved Tanten otn, at
Jden gamle niaatte aaa, blot fordi han satte Kriege-kam
meeatflabet saa helft.
»Staa-: du itte der oa ler i Stæaaet«, sagde Majo
ren aodmodigt til sin Stifter-fein »jeg geetter not dine
Tanler, men det aleeder mia alligevel omsider at se et
YSmil paa dit Ansigt Du tyar vceret italmindelig gnaden
ii Dan, min Ven! Da jea har itte haft synderlig Fornøjelfe
»af at vise Dig Bryde Mart-ed. Du er bleven iaa freeer
si Udlandet, Alerisl For Polter, jeg skulde dog mein-, at
det livlige Folteoptrin paa en saa hndig Plet, iom Bryde
Mark, not fortjente en Ssniule Benndring.««
»Im er nn engang itte oplagt til at beundre Noget
fcmhelst i Daa,« svarede Alexis, idet han med sin Stot
meiede Hovedet af noqle støvede Blaamnnker oed Vejen.
,,Det oil snart viie sia!« fvarede Mejoren med et
tcklmssi Blan sfra sine lyle Øjne, og saa presfede han sin
Ober-ekle helt op under Rassen med Guldlnappen paa
sin Stet. Han var nemlia bleoen en Støvlty var nede
Paa Vejen, oa strats efter fit en Voans Rullen Lileris til
at Vende sia om. Hang Blit optlaredes, da han san, at
det var Juliitsraad Falls- Vogn; den lom hurtig til Ste
det og holdt lige ved den Sten, paa hvillen Majoren tro
nede. Han reiste sig med siørre Lethed, end man stulde
tiltroet hain, og begge Herrerne hilfte artigt paa Instit-Z
raaden, Helga og Olivia, lom fade i Vognen, medens Ju
ltitsraaden udtalte sin overordentlige Glæde Ved at se
dem oa ftrals angrende dar Kanmierjunleren orn Tilaioelse,
fordi han den foregaaende Aften havde ladet ham ride
sorgceves, hvortil Kammerjunkeren med Bliklet heftet paa
Olivias smilende og blussende Aasyn svarede, at han ilke
paa nogen bedre Maade kunde vise, at han itle fette sig
fornarniet, end ved snart at gøre det Ridt om iaen, og
denne Højmodighed drev Justitsraadens ydmyge Glcede til
en cengstelig Heide, uagtet han vel vidfte, at den itte blev
vift for hans Styld.
Eiter nogle Komplimenter fra begge Sidee ordnede
Selstabet sig saaledes, at Damerne stege af Vognen for,
ledsagede af Kammer-wahrem at gaa tilbage til Bryde,
ihvorimod Majoren steg i Bognen og satte sig hos Ju
lstitöraadem saa at de to gamle Herree irrte i Forvejen,
Imen itte uden at satte de unge Stevne paa et bestemt
Sted, og efter at Justitsraaden havde erholdt Tilfagn as
Majoren og Kammerjunkeren om, at de vilde dritte deteö
Te paa Sandbeetgaard.
» »Von Venner fra Satidbætguard«, sagde Allexis
Eichstedt, idet han gik henad Vejen med Olivia paa sin
venstre Side. «ha«oe sudvist stor Selvbehetstelse i Berg-«
helga ftudsede lidt ved Benwvnelsem vor Vennek,
men Olivta spurgte t en oprsmt Tone.
»Stip! Selvbeherstelle —-· Max-ji«
» »Deri, at De first saa sildig ere tagne til Marked«,
fvarede han med et sint SiniL »Min Onkel var saa
«forhippet paa at komme til Beyde i Dag, at vi spiste to
;Timer tidligere, end sieedvanligt, og nu hat jeg i over
to Timee maattet spadseee omttslng med hams gennem al
den Darm, Stro, Dei-e og Monden-inwqu som get enz
Martediplads ttl en fand Pistol-sent og uden at jeg har’
truffet et Menneste, ieg kunde tale et fornuftigt Dtd med. «
»De havde io Majoten at tale med,« tndvendte helga.
»Ak, mtn leere Fristen han var en as de mindft For
»nufttqe! Aldelei begeistert over den sinnt-te og ltvltge
Foltescene, saaledei taldte han denne Forsamling af raa,
kildels drukne Menneftey »von eamarade« med enhver
Forpagtet eller Unde, han ins-die, en Wter af de
jammeklige Goglere derhenne — det var virkelig en
Lidelse!« —
»He-m er« dog en rar, velsignet Mand!« udbrød
Olivsa med Varme, thi hun holdt itle as den satiriste
Tone, i hvilken Alexis Eichstedt omtalte sin Slcegtning
og Velgorer.
»Wie-selig er Han det«, svarede Eichstecdt med mere Al
vor, »men jeg tillader mig dog at mene, at der er en Smule
overdrevent Liebhaveri deri. J Jtalien eller Franlrig, der
tan en Fsollescene være livlig og interessant; der ere Mom
rene Fyr og Flamme og Kdinderne gracieuse; de blioe
en sjælden Svar styldige, men her i Norden!
,,Majoren,« sosarede Helga med blssende Kinder-,
H,,elsler sine Landgmcrnd on tager Del i deres Be og Bel;
han spørncr itte, om de ere mere eller mindre gracieuse
eller snaklesalige.«
»Ja det et min netop det Ubenribelige Ved Sagen,«
sagde Eichstedt, idet et Smil robede, at ban snarere mo
rede sia over Futen Helgas J«ver, end han tog den ilde
op. »Jea lan elske en enkelt Person, men ille Menneslene
E Flertallet Heller itke i ildlandet holder jeg af at blande
min i Masnadem men tun at betraate den, som jeg ser paa
Ztuespillerne i Teatret, fra en nod Plads, book jeg er i
Fred Massen er sor mig et uhngaeligt Uhyre med Næb
on Ftlner on bedcetket med Snnids.«
«Tet tnn man kalde en kriftelin Liosanstuelse!« nd
brød Helna
»zeristelia?« aentea Eichstedt lforundret; ,,und"stles
jea bar dirtelia ikke studeret Teol oai«
»Ja heller itle Fadrelandshistorie?« spnrnte Helga,
Tdet lnln san sin Modpart stift i sznene; men han slap
for at spare, tlsi Olivia, som havde oceret uhnanelig til
mode ved den Vendina, Samtalen ton, opdnaede i det
samme Johanneg on han«-«- Moder, som ncermede sig ad
en :l;Iiarlsti. Hnn foresloa, at de sluloe vente og tage
dem med on henlede i det samme Finmmcrjunkerens Op
masrlsomlied paa den smnkle Udsiat fra Stenten, ved hoi1
len de vare standsede; men hnn benndrede den knn lnnlent,
tlri han trenlte netop, at det innen Nødoendighed havde
oaIret at taae Enten on hendes Zon med paa Slcebetov.
Te tom da, on man oelslede Hilsenet, Kammerjun
leren artigt on muntert, som om l)an glcedede sig ved at
se dem, Jnaebotg Fall saa smilende on iinødekommende,
som om bun aldrig havde laldt ham en Vindbentel, men
Johannes tilbaneholdende, stont bosliat, saa at han uden
at sorncerme doa ille lagde en Sinule mere i sin Hilsen,
end han mente.
Ester at Kammerjunkeren haode velslet et Par al
mindeliae Talemnader med Madam Fall, gik de videre,
ban on Olivia soran, on han sorgede sor, at der ikke blev
noaen almindelia Samtale. Hatt sortalte hende om Livet
i Paris on dvcelede iscer ved et stort Bal Ved det franske
Hof, som ban havde bivannet, tort sørend han rejste til
Danmart Han tilstod oprskgtigL at Opfordringen sra
Majoren til at søae Reisetilladelse og komme tilbage til
sin Blei-ad i det sørste Øjeblil ilke Var kommen hnm til
pas. Han besandt sin saa oel i Frankrigs Hovedstad,
intet Zted daa Jorden lunde fammenlinnes med den.
Dog, da lian endelin haode redet sia les en var kommen
tilbaae til Asdent-now haode hsan dea hast nogen Glcede
deras.
»J; eveiatC sagde han, »maa Te tro, at det er under
ligt, naar man i flere Aar bar levet i en By som Paris,
da at komme til Kesbenhadm alt sorelommer en saa smaat,
dødt, tomt; men doa er her noget, som nor et højst vielge
rende Jndtrnl, noaet, der sitlert oasaa indgyder enhver
lldlerndina Anteile, on det er den Fred on Eniahed, der
bersten den aode, loyalc Aand, som knytter Folket til
Kongen « Paris oaller alt som paa en Vulkan. Vor
ærvckrdiae lionae, der tingt sidder paa sin Trone, en tells
aammel Konnestammes Ætlinn, omaioet as Legitimite
tens Nimbnc3, elstet as sit Roll, antet as hele Europa -—
nonet saadant san jeg ille i Paris; men naar man hat
set on sølt dette, san er man oasaa sendin. Hosset findet
jea ledsommelkat og stift, Livet i de lobenhaonste Kredse
cngsormiat on smagl·øst. Tet. alaeder min, min kære Fro
ten, at here, at De i Deres Bsarndom bar rejst lidt, men
det oil jeg sige Dem, at hvem der ille hat været i Paris,
hat doa ille rejst —— De maa til Paris!«
Hun lnttede begaerliat til hans Ord, som et Men
nesie der blisver fort on paa et Bierg for dersra at kaste et
Blit ind i et sorjcettet Land, og dette sorjcettede Land var
sot hende .—— Livet i Samsundets høseste Kredse· Livet
som han tendte det, soretom hende san storartet, rsigt, stønt,
som hnn selv hidtil havde set det, smaat og indstrcentet.
Don laa Ttylleriet itle blot i Samtalens Genstand, men
ogsaa og iscet i den Mande, hvotpaa han sortalte, i de
velvalgte Ord, den suldendte Anstand, hoormed han gik
oed hendes Side, de snrige Blitke, hnn sendte hende; og
var der endogsaa nu og da noget i bang Udtalelser, som
ille gansle behagede hende, hun glemte det dog hurtiat
igen; thi der var i denne Mands hele Vers-en nedlagt en
dæmonist Magi, som besejrede al rolig Estertsanke, og
der var si hendes Sjcel et Tonder, som scengede ved It
komme ham nat.
Meke end een stinde havde allerede bittert maattct
angre, at hun havde lyttet til Alex-is Eichstedts Tale,
som Olivia gjorde det i Dag. Johannes vidste det, og
man tan derfor tcenlse sig hans Folelsey da han saa disse
to gaa der i sortrolig Samtale og han, naar Olivia vendte
sig mod sin Ledsager, saa hendes Kind blusse og hendes
Øjes straalende Glanz Han sskygtede netop for det, som
vilde viere andre en Beroligelse, at Alexis Eichstedt mente
det alvokligt med sin Oyldest, thi than stælvede da for
Obivias Fremtid7 mente han det ikke alvorligt, da var
det jo slemt not, at han ved sin Smiget sorstytrede Olivias
Hjettesredz thi det fslte han sig mere og mere overtbevist
om, at var end maaste det hele for Eichstedt tun en siygtig
Ttdsfoedoiv, soe Dlivia var det noget langt alvorligeke.
De svar kommen et godt Stytke sprud; hun standsede
iog vendte sig om, idet hem sagde:
» »Vi gsaar alt for hurttgt5 lad os dog saa de andre
!Md!«
; Jdet dun da stod stille og saa de andre metme sig
tgen, festede hun sit Blik paa Johannes. bang Aasyn
havde et alvoeligt og fmgmiodtgt Ptætg7 -det var hende
paafaldende, og uviltaaelsigt sakdt det hende tnd at sam
menltgwe deres Samt-ab forleden paa Ssen med den,
hun nu havde haft med Alexis Eichstrdt — med W
Ord, Ihun sammenlignede den gamle Ven, for hvem W ,
engang hande næret en barnlig ubesvidst Hengivenhed, os .
for hvem hun endnu fplte Bensiab, men den ny, der i san
høj Grad interesse-rede og fængslede hende. Det« var natur
ligvis mere et Tanteglimt end en fortsat T«anterække, men
det bidrog sit til at give hendes opblussende Følelse et
Stød fremad, uagtet hun ikle var sig dette llart bedide
yog stønt bun mente, at hun var fuldtbmmen uparitsi i sitk
Sammenligningx men naar er et attenaars Hierte apar
tist«.? Allerede idet hun anftillede Summenligningen,
Isviatede hun den gamle Ven og blev parttst for- den ny.
Johannes havde talt fttengt til hende om alvorligs
Ssandheder, som hun vel ikte ganste turde lukle sit Hjerte
for, men dog shelft tæntte saa sjceldent som muligt paa;
han haode følt sig ydsmyget dersved og fenere, da han san
haardt dømte den smutle og elslvaerdige Mand, der mt
stod ved hendes Side, havde det opbragt hende. Johannes
Fall var en cerlig Sjæl, der mente hende det godt, men
han var ensidig og en Smule Snæverhjertet.
Hdor behagelskg havde derimod ikke Samtalen medl
Aleris Eichstedt Vceretl Uden plump Simiger forstod han «
at satte hende i den lnkteligfte Stemning, saa hun glemte
baade Tid oa Sted J hans hele Masade at voere paa laa
en Ærbodiashed for hendes Kon, en Beundring og Inter
esse for hendes Person, hvorved hun følte sig lige saa
meget hævet, ssom Johannes Falls Strenghed havde neb
trykt hende. Han havde dernæst ogfaa benyttet Lejlighe
den til oaa en meget aaben og naturlig Maade at udtale
sin Gliede oder, at han var bleven indføtt i Kredsen Paa
Sandbcelgaard, da han fandt Livet paa Keldsborg uden
toindeliat Ielslab ensomt og trift, og han ytrede sig del
villigt om dem alle, lun sagde han om Johannes, at han
altjd haode vceret et Stylke af en Scerling, og om Helga,
at hun i et ca andet lignede ham.
»Vrave Mennefker«, sagde han, »men alt for ivrige;
de tagt-r fia Verden alt for nsceT og tan aldeles ilke taale
at høre Meninger, der er deres egne modsatte.«
Llivia fandt dette træssende og sandt. Havde han
da sagt andet end godt om hendes VennerC Hun troede
han1, t1·-oede, at han mente hvert Ord, han fagde, cerligt
og oprigtigt og desto værre, den lunkne Veslvillie i hans
Dom over hendes Provede Venner æggede hende ilke engang
til Modsigelse; thi hvor haardt havde ilke Johannes dømt
Alexis Eichstedtl
Og dog, da de andre igen havde indihentet dem, og
hnn stod Ansigt til Ansigt med Johannes, var der noget i
han Blit, som forvirrede hende; han saa paa hende med·
et Udtryk, som om han hasvde gcettet hendes hemmelige
Tankerx som om han paa en Gang gennenriiuede og bekla
Igede bende; ogsaa i Helgas Øjne læste hun Misbilligelse
t— nien nu vandt hendes Hjertensgodhed en lille Seit,
omendftønt hendes Selvfølelse hjalp thende til den, thi
hun folte dog, at hun shavde ladet sig henrive del meget,
og dersor sagde hun:
»Na har vi kun den sidste Balle til-hage; giver De
mig Deres Arm, leere Johannes-, og hjcelper mig op ad
den?«
m«..-«-:«-ik..:-L.:jon ! L « w ! - W « H« W sp- w . X H
Johannes følte sig noaet ovierrasket ved denne Shimod
nina, men bød hende sin Arm venligt, uden upassende
Hast, bdorimod Alexis Eichstedt havde Vanfteligere ved at
stjule sin Stuffelse, da lsans Dame saa uventet frigjorde
sin; bog toa han sig bebændiat not deri, idet han bød begge
de andre Damer hver en Arm, men da Helga erklaerede al
erelp for overslødig, niaatte han tage til Takte med den
crldre Dame, der syntes særdeles tilfreds med sin Steian
Eichstedt var i den Maaned, han havde tilbragt paa
Keldsbora, tun en Gang trussen samtnen med Madam
Falk, oa da hasvde han kun vietslet et Par Okd med hende.
Han havde en mindre behaaelig Etindring om hende frcc
sm tidliae Ungdsom som en meget energisk Dame, der et
Var Gange havde været efter ham, naar han gjorde gale
Streger i Baggaarden, on som endogsaa en Gang havde
tlaget over ham til hans Fiorckldre; men vaerre var det, at
han erindrede hende som en baade særdeles klog og uns
nerria Dame, der havde vsidst at siasfe sig Underretning
am nagle af hans tidligere Letsindigheder as en mindre
uskyldia Art; — men disse Tanter bevirtede kun, at hani
med desto større Artiahed kalte hende sin Arm, og Jngeborg
Falk toa mod denne adelige og sintklældte Arm vel tned
meaen Anstand, men tillige med en Mine, som r«øbede, at
hun betraatede det som en Ærse for sig.
Hang sørste Beinasktning til hende udtalte paa en
fmiarende Maade bang Forundring over, at hun, der i
adstilliae Aar havde levei i Hovedst«aden, tunde sinde sig i
det ensomtne Lin i et saa afsides Hjein paa Landet; hun
sdarede ham livligt, og snart var de i en ivrig Samt-alr
Eichstedt sølte sig paa det behageligste overrastet ved hendeö
træfsende SOar, fine Takt og udsøgte Artighed. Han fandt
til sin Forundring, at der i denne Landsbydame var mere
Forstand end i hele den øvrige Familie tilsammen, og det
var sitte saa underligt; thi hnn var en verdslig Sie-L og
dset Liv, der trivedes i hende, var et Situd as den samme
Rod, as hvilten hele hans aandelige Jndlyokds var frem
votset.
Jngebsorg Fall slog en Stieg over sin sornemsme
Vens Fortid, idet hun lsod Rigdom og Rang dækle Syri
dernes Mangfvldialhe'd, eller maasle smigeede sig med
Idet Haab, at han i Aarenes st var bleven en sat og
Iagtncerttdig Mand. Hun ertendte, at Johannes aldcles iite
ls ydve Fortrin tunde maale sig med hani, vpgav sin SM
Sag, gik over i Fjendens Lejr og strebte at vinde saa
stor Behagelighed som innligt sor sig selv af Situationen.
Men Johannes, som i det sttste Øjeblik havde dm
.rigtige Folelse, at Olivia ikle saa srimvdigt vilde bedet
om hans Atm, hvis hun havde elsket ham, glemte snats
alt andet, idet hendes Arm hoilede paa hanö, hendei
issde Øjne sagte hanö, og hun talte muntert og hjerteligt
til ham. Han fortrylledes, sparede hende si smmne Me,
nsd sin Lytle og blev sor nogle Øjeblikke en Dante.
GCMEMU
