Kontra Adventismen
(Af P. S. Btg.)
(Fortsat.)
7. Adventisterne hat travlt med at lade os
vide, at Johannes dobte »i Vand.« Men den eneste
rette Odersættelse as de paagakldende SttödeL f. Ets.
Math. 3, 11z Joh. 1, 26. 81. 33, er »med Vand,« idet
,,en hydatt« er instrumental Dativ, som det hedder,
med andre Ord: det viser, at han brugte Band som Mid
del ved sm Daub. — Hr. Christian er særlig glad ved at
cktere Joh. Z, 22, hvor der staat »meget Band.« —
J Grundtetsten staat: »der soar In a n ge B a n de.« Og
naar He. Christian siger: »Johannes behøvede «meget
Band« sor at døbe« (se hans Bog Side 34), saa er det
atter noget, han selv har lavet. J Joh. 3, 23 staat:
»Men ogssaa Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem,
tht der var- mange Bande, sog de loin derben og bleoe
døbte.« Tet rimeligste er, at »man-ge Bande« staat ncevnt
som Fortlaring til, at mange Folt lIosm samtnen paa
dette Eted J vandsattige Lande som Palæstina var det
ilte aodt sor manae Mennesier at komme sammen, hvor
der ille var rigeligt Band. —
J Virleligheden Inaa vi give en Forfatter Ret, som
siger: ,,Nor can a single case be quoted where, in apostolic
days, Christian baptism was administered by immer-Tron«
(A. L. Gräbner i Theologie-at Quarteer, Vol. 1, Page 7).
»Paa den anden Zide,« siger den samme Forfatter,
,,berettes:« der Tilscr«lde, bvicr Neddytlelsen var udelutlet
Paa Grund as Omstcrndiahederne eller paa Grund as de
lldtryt, som bruges i Bereiningen. Saaledes ved den
allersorste Taabgkmidlina, der berette5, da 3000 blev
dobte paa en Dag. Hvor var Floden eller Dammen i
Byen eller dens Otngivelser, i hoillen 3000 Mcend, stin
dser oa Born tunde blioe neddvltede. setv om Øvrigheden
og Foliehoben dilde have tilladt en saadan Brug as de
offentlige Vandbeholdninger —- as den Nazaræers Til
hænaere, som de sor saa Uger siden hasvde overgivet til
at torsscelstes?« —- Jeg anser denne Argumentation for
niaendrivelig. —- Naar vi lcrser i Ap. Ger. 8, 86 og
folgende om Gildtnaem socn siger til Filip: »Se, der er
Band, hvad shindrer mig sra at blive døbt?« — saa over
ser leventtsterm at det as digse Mandens Ord stein
gaar, at Daaben er noget as det sørste, Jstlio hans Laster,
bar talt med ham om, og scrster deres Opmcerlsomhed paa
Vandet alene, som de mener, har været meget, sotdi der
staat: ,,og de nesdssteae begae i Vandet« sVers 38) og ,,de
steae op as Vandet« tVers 89)! Zom om to Persoer
itle tnnde gore «dette, uden at den ene nodvendigvis maatte
have været under Vandet, inden han steg op! — Toten-«
imod sandt denne Daab Sted i saa vandsattige (sgne,
at der vel itte sandte-Z en Bat, dle not til, at en Person
lunde dntles under i dens- Bande. At begge de nasvnte
Personer baade nedsteg i Vandet og sopsteg as det, ved oi
nied Bestemthed; thi det siger Eli-isten At den ene as
dem tilliae har vcrret under Vandet, siger tun Adventi
sterne, og dem tan man ille altid stole paa, som betendt.
8. At Daaben i den adostolksle Tid er stet med Neid
dntnina as Baptizanden i Band, tan altsan itte bevtses.
Derimod er der meget, der got det sandisnnligst, at Paa
ken er soregaaet ved Bestæntelfe eller snarere ved Udan
delse as Band over Hovedet Paa Baptizanden — eller ved
Overosnina. Dette vil end mere blive insdlysende oed
fklaende Sammenligning mellem Proseti og Opsyldelse.
J det aamte Testamente sorickttes Gang paa Gang om
ten Helliaaands Komme i de scdste Dage. Men Billedet,
som Prosetien bringen idet der tales om Aandens Komme,
Sendelse cg Meddetelsh er, at han stal »uda y de s.« —
Se s. Ets. E s. 44, s: ,,Jeg oil udgnde min Aand over
din Entd« EzeL RO, 29: ,,Jea, som udgyder min
Aand over Israel-s Hus.« J oel Z, l: ,,Jeg vil udgyde
mir-. Aand over alt Kod« Se ogsaa den smutte Proseii
i Satan 12, 10: »ud-·.Wde — Raadens og Rennen-?- Aand.«
Men da denne «Udgydelse« ncermede scg sm Ov
«sytd-else, omtales den, som alle ved, der har lcest det nye
Testamente —- som en Da a b. Ze Math. Z, 11: «Han
tdet er Jesus) stal døbe eder med den Helligaand og
Jld.« Martus 1, 8: »Don stal dsbe eder med den
Helligaand.« Sammenlign Lut. B, 16; Joh. 1, Z« Og
da Jesus var opstanlden, sagde han til sine Disciple: »« o
dannes dobte oel med Band, men J stal dobes med den
Helligaand om ikte mange Dage« (Ap. Ger. 1, 5). Vi
ved, at denne Herrens Forjcettelse gst i Opsyldelse paa
Pinsedagen. Men nu sporger vi: Hoorledes blev da
Disciplene dobte med den Helligaand2 Svar: Han blev
udgydt oder idem (se Ap. Ger. 2, s. 33). Men altsaa:
Aandsdaaben stete ved Udgydelse. Hvem
tsr da paastaa, at Vanddaaben itke stete paa samnse
Munde? Og hvis den itte gjorde det, hvorledeö tan da
Stristen tale om Udgydelse som en Daab? —- Det oilde
fore mig sor langt her at gaa ncermere ind paa at vise,
at idet Proseterne taler om den kristne Demle bruger de»
netop Udtryttet »bestænte«« »steente.« Den, som onsteo
at se det, lieh-ver tun at læse Ezetiel 36, 25—27.
9. Jeg tan tænte mitg, ast om en Adventist har last
og i nogen Maade sorstaaet den soregaaende Udoitking,
saa hat han just ilte solt saa videre godt ved at se, hont
ledes den ene Stump ester den anden as hanö nye Evan
gelium gendrtveö paa det tlareste as den helltge Strtht og
Historiew Men han tatst-er sig vist alligevel ved, at han
endnu hat et sast HolIdepunsth hvorsra han rolig tan se
ned paa det hete, og dette holdepuntt, den-ne Festning er
»Begravet t Dauben.« Den dybe Granster, ht.
Ehrtsttam er da særltg glad ved denne Festes-ins og itte
mindst over, at Luther syms at holde med ham t, at det
er en Fastning. —- Lad mig da fslge dem ttl deune Fee-st
niing og se, om iden vittelig er saa stceri. Jeg vil da
begynde med at sige, at der itte er Toiol em, at Luther,
med mange Foetoltere baasde t eekdee og nyete Tib, hat
ment, at der t Rom. S, 4, ers Tale om —- ellet hentydntng
til — den Maade, hvorpaa Daabeu btev nvfttt i den
apostottste Tit-: »Vt er alt-saa degraone med ham ved
Daaben ttl Beden, sordi. ltgesom Kristus er oprejst sra
de M ved Faden-us herltghety saa stutle og vt vandre
t et mit Qemetf —- Jeg ttllndet mtg at site ftlgmdt
Jndvendtnset smod denne Opsatstelse as dette Steh t
Nomerbrevetx
a) Denne Opfatielse er i højeste Grad over-»Ha
disl —- og overser, at der i Rom. 6, 1——7 er Tale om
ganste andre dg hsjere Ting ensd den rituelle Udfmlse as
Daabsaktem En net-were Paasvisning heraf er her ilte
Stedet til, men den behpves heller itle for den, der vil
lasse Siedet uden fvrudfattede Meninger eller Fordommr.
b) Skal her være Tale om Daabsmaaden, saa vilde
B.illedet, som bruges, itle vaere betegnende, idet det vilde
vcere uforstaaeligt for den Tsäds Læsere. Det er jo ster
ligt Udtryiket ,,begravet«, man her holder sig til
som det, der stulde betegne Diaabsmaadem MteU nu
foregik Begravelsen dengang ilte faaledes, at man san
kede den døde ned i Jorwen og daliede ham til med Jord,
faaledes sosm det nu sceidvansligt er Stil. Men den fon
gik i Josdeland sædvanligt sauledes, at den døde fattes ind
i en udhugget Hulning i en Klippe, og der sattes en Sten
for Hulens Aabning, saaledes som Tilfceldet var, da
Kristus blev begraben Og «i Rom, ssom Brevei er strevet
til, ait det svcesentlig til paa samsme Mande. Men det
er vel iile Meningen, at et Menneske slulde begraves i
Dauben paa Eden Maade, at han fra Siden flubbes ned i
Von-det? — Hvis Daaben derfor foregik ved Nedfcenkning
i Banden faa er ,,begravet« efter hin Tids Begreber iite
noget passende Billede for Daabsmaaden.
c) For at lunne finde Daaben ved Neddykning om
talt i Rom. 6, 4, maa man altsaa indlægge et Begra
velsesbegreb si Siedet, sosm var fremmed for hin Tids
Mennesier, eller sorn i hvert Fald ilke Var almindeliat
Man maa med andre Ord lasgge Begravelse ved Neb:
sænining ind, før man kan faa det ud. Men paa den
Maade lan man jo faa ud a«f Striften, omirent, hvad
man vil. ’
d) Desuden er der jo «i Romersbrevet 6, 4 og folgende
itle Tale om, at den, som begraves, med det samme
soprscjfes, men der er Tale om, at dette sial finde Sted
»i Liahed mad hans Opstandelse« (Vers 5), ind "i hvis
Død vi blev forte, idet svi blev døbte (Vers 8). —
Det er derfot rimeligft, at der i Rom. 6, 4 og folgende
siet «ilt’e sindes nogen Hentydning til Dasabsmaade.n, men
at der i dette Sted helt igsennem er Tale om Daasbens
Betydning for den Kriftne.
Hvad siger Historien om DaabsmaadenP
1. Adventisterne gaar nd frn som en given Sag
at baade Zttiften on Historien stattfcestek sderes Daabikis
maade fom den enefte rette. Hvad Striften angaar, er
vi jo allerede tonine til det helt inodsatte Resultat. Hvad
Historien ananar. da hat alt for msange af de saataldte
ihistoritere bietet alt for billige til at give Jndrømmelser
til Baptskstetne, nemlia at Nedscrnkning i Band af hele
Leaemet var, om itle den enefte, faa doq den almindeliaste
Daabsniaasde. Vi stal nu share n·c·nle Vidnesbykd fra den
ældfte Kitte om, at man ansaa en Daub, udført ved Oder
Isning med Band, for en ret Daaslx —
L. J det masrteliae Strift »Didate — eller
de 12 Aposii leg Lcere,« hviH Tilblivelsestid de
Linde bestemmer til Aar 120——150 efter Ktifii Fødfel,
lceseg i T. Kapitel saaledes om Daabem ,,Hvad nu Dan
ben anaaar, da døb faaledes: Efter først at have udtnlt
diese Tlng, dsnb i Navnet Faderens og Spnnens og dcn
Helliaaands i levende ldet et rindende) Vand—. Men der
som du itte hat levende Band, saa døb i anidet Band,
og dersom du itte tan i toldt, saa i vnrmt. Men dersoni
du itte hat noaen af Delene, saa øg Band paa Hovedet tre
Gange i Navnet Faderens on Sønnens og den Demg
aands« sie J. Fitzaera’ld: »Teachinq of tihe tmelve Apost
le5«, N. Yxrt 1884, Page 17). Dette gsamle Vidnegbvrd
nceften «fra Apsoftlenes Dage, tnler for sig selv. Dei vifer
med Bestemt-hed, at det nødvendige ved enhver Dnab er
Lden ireeniae Gith Navn oa Band· Derirnod er en bestemt
lVandnnrkngde itte neidvendcg faaledes som mange nu on!
IDage mener. Og det viset tillige nied Besteinthed, at
sDaabHsnaaden i den apostvslisie Tid itte tan have været
ved Neddytlelfe; thi den tales der flet itte om her.
J. Et Wille-de i St. Calirtus’s Katetombe i Rom,
fom strivets sig fra ra. Aar 200, foresiiller en Ynglina,
staaende i Band til Antlerne, modtagende Dauben ved,
at Vansd øses paia hans Hoved Se H. G. Stvb i Theolo
gkst Tidsslrift, 1889, Side 48. — Tenne Maade at dobe
paa er den samme, sont Johannes Døberen beugte, saaj
vidt svi tan siønne, i hvert Fald er det den, fom indtill
denne Dag bruges i Syrien Og naar man ded, med
hvitlen Sejghed Stitte fasiholdes i Vaterland, tan nianl
med teminelig Vished slutte, at denne Maalde hat vcereti
beugt fra de tidligste Tiber. —
4. Jeg anfer det for unodvendigt at ansføre flere
Vidnesbyrd for, at Daab ved Overøsning er tendt fra
den tidligfte Did i Hirten. Derimod stal jeg som Afslut
ning paa denne Del af min Undetspgelse oplyse, at i
nyere Tiid er Dauben ved Neddyttelse af hele Lege-met i
Band tun gsodt 250 Aar gammeL Anabaptisteme paa
Reformationstiden i Tysllansd døbte itte paa den Maade
men ved Ovekpsning. John Ssmyth Selvdøberen, døbte
sig nied Qverssning. Daaben ved Neddyttelse var utendt
i England til 1640. Dette, der lydek som et Æventyn
et historift og uimodsigeligt godtgjort — of hom? Af
Dr. Wm Wlhitsitt (fsdt 1841), Priestdenst for »The
Southetn Baptiitt Theologieall Semänaty«, Louisville, Ky.
Men Basptisterne syntes tigtignsot bedre om deres egne
gamle Paastande, end otn den historiste Sandhed, og af
satte Verfot Dr. Wlhitsitt fta sin Post. — For- nækmere
Oplysning hewtn hetvvises til ,,Tlheologist Tidsstnift«.
Der-prah, Jowa, 1899, Side 42—49 og 99——107. Dei
er en for ht. Christi-an weget ubehagelig Dplyöning5 thi
medeni han pausieren at »den mwctewde Batnedaasb er
paa mange Siedet itte mene end 3—4 Denkt-rede Aar
gckmmet« (anf-cte Strifts Stde 37), saa er Stint-hoben
den, at den nuvætende Baptiftdiaab et ingen Sttdet mere
end ca. 250 Am sammelt — Og dog er det jo tun Sand
Iheden, der bestaae paa Dommenö Dag.
Jeg vtl meget raade Asdventisteem og Msningsfceller
til, aldrig at henvise enten til Striften eller bitter-ten som
MS enten for detes Dunst-stets Daabsqltdet eller
Daabsmaadh men derimod Wholde sig til deres egne
fsde Beim-me em, hvad der et Small-lieh thl tun sanledet
lau de haabe at redde det, de stetv hat opfundet og glvet
ud for bibelst og Will Stint-dein
c. Om den Pine, som ikke faat Ende
Adventistetne:
Jeg vil atter Ther lade Hr. Matteson stemstille for os
Adventistetnes Lcrte angaaende dette Punkt. Den er,
som folger: De ugudselige stal miste Livet, straffes imed
Dividen, de ssal udtyddes og omtomtnez de stal forgaa i
Rog, og itte vcete mete; de stal opbtcendes og fottætes;
de stal tilintetgøtes og sødelægges. Se hans afsthelige
Bog »Striftens Læte om de ugudeligeg Stras«, Side 9
ca folgende. Til Mattus 9, 48sp44, stger den
Jsamme lcetde Teolog: ,,Ordet Helvede (Gehenna) betyder
her bogstaveligt Ben Hinnotns Dol. — —- J den Jld, som
der bestandig blev holdt oedlige, blev Aadslet og Fotbryde
tes døde Kroppe sopbtcendte, og Thvad Jlden levnede, bleo
fort-tret af Ot-mene. Dette er et passende Bsillede paa Jld
seen, som stal fortacte de ugudelige. Hensigten med at op
brænde hine Aadslet vat, at de ikle stulde fotpeste Lasten.
Dette et ogsaa den hellige Guds Henfigt nied at uldrydde de
tin-adelige, at de itke sstal vedblive at fotpeste JOorden og
Luften incd detes Syndet og Afslyeliahseder. Gud vil
have en ten Himmel og en ten Jord, i hvilke Retfærdighed
bor. —- Jeg hat allerede oist, at en usluttelig Jld et cn
saadan Jld, som nødvendigvis niaa fottcerie alt det, der
lastes i den, og sein deeefter ophøter, naat dens Getnkng
er 11dføtt. Jer. 17, 27.« iAnfotte Sttisfts Side 46.)
Den lntherske Kitte:
»Liacledes loeter de, at Kristus ved VersdenLJ Ende
stal komme synlig ian for at holde Dom og skal opvækte
alle døde, give de fromme og udvalgte eoigt Liv og winde
lig G«lckde, men fotdømine de ugudelige Mennesier og
chevlene til at pines nden Ende.
De fordømmet Gendobetne, som Inenet, at der stal
ocere en Ende paa de fotdømte Mennesters og chevlenes
Straf.
De fordmmner ogsaa andre, soin nu udspredet jødiske
Meninger, at de fromme slal før de dødes Opstandelse
faa Herredømmet over Bei-Iden, eftet at de ugudelige alle
Begne et undertoungne.« (Den augsbutgste Konfession,
17. Artiktel.)
J. Attet her staat den ene Lcere saa besteint imod
rien anden, at det et umulsigi, at beage kan være fande,
tet Vil sige: i Qvetenisstemmelse med Guds Ord. — Der
tan fot dein, der kendet den helligie S«tri«ft, og navnlig
det ny Testamente, itte væte nogen Tvivl om, at den lu
ilserste Kittes Lcrte, som den er stemsat i den ansørte 17.
Attitkel, er i fuld Overensstemmelse ined Sltiften, og ut
som Folge detaf Adventistetnes Lcete et i Msodstrid med
Esttisten —- Da iea alt i mit Fioredtag hat ajort Rede
for Striftens Leere i denne Saa, skal jeg ittie her gentsaae
nisig selb, men detimod anføte, hvad Professor P. Madsen
hat strevet i ,,Ftittelelsikon for Norden« i sin Artiktel
»Evige Helvedssttasse«, — og dset saa meaet mete, som Ho
Christian i sit Strist hat hensvist til denn-e Kilde.
2. Professor Madsen siqet: ,,At de ugndelige paa
Dsomtnens Tag vil blive ovetaivne til eviat vatende Pine,
et tlart udtalt i den hell-Hexe Sttift. (Mnth. 25, 41—46;
»Mutt. 9, 4R; 2 Thess. l, 9; Juda Br. 153z Joh. Aabenh
14, U; 20, 10—15; 21, 8.) Dei et forgaeves at villc
»modsige denne Sandhed ved at stille en Annihilations
’eller Apotastasis-Teoti i Siedet. Saasandt som Villiens
Frihed indeholdet Miilighesden til at fothcetde sig ingen
taldel·kgt mod Gud, er Lceten om den evige Fotdøsmmelse
nnndgaaelig. Den godlendes da oaisasa as alle de stote
oiirkesamsnnd tSe f. Els. det athanasianste Symbol og
den auasbnrnste Belendelse, 17. Arti’k·lel.) Kitten hat
altid icen'tt sig de fordømtes Tilstand som en Fsotening af
indooties Koal ("Fortoivlelse, asinoegtigt Had til Gud og
hans Rige) og udoottes Pine.« —
-’-. Jeg stal endvidete aøte ospmcertsoin paa, at Nag
telsen af de evige Helvedsstrasse et en mioderne Opsindelse,
som ilke alene itte findet Medhold i Striften, men hat
hclr Kirlens Vidnesbyrd simod fig, scerlia den gamle Kir
tes. Dette sidste er af saa meget støtre Vcegt, som Græst
var den gamle Kirles almindeligse Sptog, saa den maatte
vide, om ,,evia« bethdet det, soin ikke faar Ende, eller ilke.
—- Vel fandtes der oasaa i den celdste Tid enkelte Mcend,
som leerte, at Heloedssttaffene ikke var evige —- saaledes
f. Ets. Origenes tdød 254) on hans Discipel Greget af
Nyssa. Men saadanne Mcend stod ene ined deres Scerme
ninget i den Henseende. Nu ved jeg not, at Adventisterne
itte bryder sig meget om, hoad Kirlen leerer ellet hat lært,
enten angaaende dette ellet noget andet Punkt; thi de hat
jo btudt med Hirten. Men den, der bryder med Kirken,
shvad Tko og Lcete anaaar, btydet med Herren og med det
ny Testamente. Vel lan Kitken sfejle, fordi den bestaat af
syndige Mennesler; men den tan itke fejle i de Hoved
puntter, som angaat den srelsende Sankdhed, saafremt det
nh Testainente staat til tt«oende. —- Detom senere.
4. De første, som genoplioede Origenes falste Leere
om Helvedsstraffens Opshøt, var Anabaptisterne i Tystland
«og Holland i det 16. Aarhundtede. Det er dem, som den
1luthserste Kitke fordommer i den foran kiterede Attikkel i
den sasugsburgste Konfession Det er af scerlig Interesse
for os at lcegge Meerke til, at disse sasmsme Anabaptsistet
opfsptte sig i god Overensstemmelse med denne deves falsle
Leere og levetede derved et Bevis for, at denne Lcete netop
er et Evangelium for Starke At saa er Tilsfceldet, mod
bevises ingenlunde ved, at der ogsaa hat været stittelige
Folt, som hat hyldet den; thi stiktelige Folk kan ogsaa
falde i Bandet, sle som Vandet ellets et Fiskenes Ele
ment. —- Saaledes tan der ogsaa sindes stilkelige, agi
vcetdige Folt, som er Adventi-ster, skønt Adventistnen elletö
et saa usttiftmoessig og afstyelig som ncesten nvgen Leere i
Bett-ein Den, der vil have et starlt Bevis detpaa, behe
vet tun at lase, hvad ooenfor et anfort af He. Matteson
anwende den »bo gs tanelige« Betydning af Helvede
(Gehenna). Deri er der omttent lige saa mange Lsgne,
ckotns der er Bogstaven —- For det forste oed han slet iste,
hvad »bogftavelig« Betydning er. J Sttiftfsottollningen
Getyder ,,bvgsftavelig« Betydning den »egentlige« Ve
tydning den Bethdning som S«kriften selv medftrer. —
Den, som med Dr. Matteson siger, at den egentlige Betyds
ning af »Mir-ede« -i Marias s, 48s—-44, er Hinme
Buns Dal ndenfot Jerusalem-, get vor Frelser alt-ers
fulde Ord paa dette Stetd til tntet, som enhvev Man se
det vil se. Detimsod et den etymsolsogiste Betyds
ning af Gehenna Hinnocns Borns Del. Men i denne Be
tydning er dette Ord ikke hrugt en eneste Gang i det III
Testamente. — Men sont her, saaledes gør Adventisterne
over-alt Kunster med Striftens Ord, netosp for at afstlle
den ,,bogsta«velige« Betydning og undgaa de Ssandsheder,
som ikke stemmer med deres forudfattede Mensinger. Des
,,bogstasvelige« Betydning as Gehenna i det ny Testamente
er net-op den Pine, som akdrig saar Ende, den Jld, som al
drig slukles, aldrig gaar ud. Dei sindes brsugt 12 Gange
i det ny Testamente, og med en eneste Undtagelse (Ja·t-ob
S, 6) bruges det tun af vor Herre og Frelser.
5. Adventisterne er altsaa ogsaa i den Henseende
aandeligie Efterkosmmere af Gendøberne i det 16. Aarhun
drede, og er som saadsanne med Rette sordømte as den lu
thersle Kinke i den augsburgste Ksonsessions 17, ArtikkeL
Rigtignok lededes hine deres Forscedre as falsle Profetek,
som f. Ets. Thomas Münzer og Jan Mathhssen o. s. v.,
hvorimscsld Advent-isterne ledes af en falsk Profetinde, men
de heiter alligeoel til samme Familie, aandelig talt, holl
ket fes as der-es Lcere baade om Daaben og Helvedsstrassem
As andre deres Slcegtninge stal her ncevnes Socinianerne,
som ogsaa leerer, at de ugudelige vi! blive tilinietgjorie
ved den yderste Dom. tsSe Grauls Symbolik, 2. Oplag,
Side 96·) Som bekendt er Socinianerne Kristussornæg
tere, der ligesom Adventisterne gør Kristus til en Halvgud.
Ligeledes nagter de Anveshnidew Qg deri er der saare god
Mening; thi de, som nægte de evigse Helvedsstrafse, ved
hverken, hoad Synid er, hoad Frelse er, eller hvad
Krisius er.
G. Med Hensyn til Kristus, da har vi allerede visi,
at Adventisterne har en anden Kristsus end den heilige
Eskrift, saa vi skal ikke her ncermere komme ind derpaa.
Med Hensyn til deres Ospsaitelse af Synden, da beoidnet
de noksom selv, at de ikle ved, hvad Shnd er. Dei gste
de net-on derved, at de ncegter de evige Helvedsstrafse, sont
Skriften og Kirlen leerer.
Enhver ved, at Synd og Straf hcenger paa det nøjeste
samtnen. Var der ikke Shnd, saa heller ingen Stras.
Naar alligevel Kristus, som var syndfri. led Straf, saa
gjorde han Tdet, fordi han led i dort Stedt »Strassen blev
lagt paa ham« lEsajas 58, 5). Var der ikke evig Shnd.
san vilde der heller ikke vcere eoig Straf. For at sige det
med andre Ord: var der ikke Synd uden Ende, saa vilde
der heller ikke vaere Straf uden Ende. Men nu- leerer
Skristen med bestemte Ord, at der er Straf uden Ende.
og altsaa ogsaa, at der er Synd uden Ende. Striften
leerer, at der er Straf, ssom aldrig faar Ende, i Math.
25, 46: ,,Og ide skal gaa hen, disse til evig Pine, men de
retfcerdige til evigt Liv.« Det Ord, der paa Dankt et
soversat ved ,,Pine«, betyder egentlig »Straf« ellet
»Strassepine«. At her er Tale om Pine uden Ende, sei
asf Modscetninaen ,,evigt Liv««, som kun kan betyde Lil
uden Ende. Men hvis de ugudelige tilintetgøres, som
Adventisterne og deres Slcegt lcerer, saa faar jo netop
Strassen Ende. — Men Straffen er uden Ende, sordi
Synden er uden Ende. De, der er i den evige Pine, hat
ikke blot gjsort Synd, mens de Var her i Livet, men de er
Syndere, vil vedblisve at synde i al Evighed. De bar gjort
Oprør miod den hellige og retfcerdige Gud og den, han ud
sendte, Jesus Kristus, og den aabensbarede Sandhed hat
de forhcerdet sig imod, og de vil ikke ud as denne Forhæv
delse. De shnder evigt og straff-es derfor evsigt; thi Gud
er evig hellig og retfæwdig. Lignelsen om den rige Mund
og Lazarus leerer os, at de ugudelige i Gehenna nvk vil
Ihave Lindring i deres Pine, men de oil og kan ikte omvende
sig, satte et andet Sind.
7. Adventisterne ved ik"ke, hvad Shnd er. De tendet
tun Synd som ysdsre Overtrædelse, men overser, at i sit
inderste Grund er Shnden den onde Vsillie, som sætter sig
op imod Gsud sog hans aabenbarede Villie. Fordi denne
onde Villie er i Mennestet as Naturen, derfor er han as
Naturen et Vredens Barn lEphes 2, 3), enten saa den
onde Villie saar Anledning til at brhde ud i hdsre Qvertrce
delser eller ikte, som s. Eis. hos de smaa Børn, der dør.
for de synder msed Bevidsthed. — Jfølge Adveniisternei
Leere, sont jeg sforstaar den, kan egentlig tun votsne Men
nesler vaere Syndere, ligessom kun voksne Mennesler tat
tro og frelses. Men netop herved viser de, at de ikke ved,
hvad Synd er i sin Rsod. —- De ligner heri de gamle Pelo
gianere, ssom Kitten med Rette har sordsømt, sordi de
ncegtede baade Arveshnd og Awesthld. Og saaledes vil
man overalt i Adventisternes Lære miøde et Opkog as gam
le Kaetterier, trods det at de siger, de forkhnder det sidstt
Naadens Budskabt —
Goetsættes). H
Gode Bzgey som anbeLaleS:
Mikjllm vacnbapm. E- zoktkaius m imp- taki-.
125 Sidek, tot-sites, s- Centi, iudiuum II sent-.
Maktyccu i St. Andkcws. schau-in hu Ists
Kitkr. 98 swa, i Omilag V semi, ists-unten U costs
Mariykerue i den lutherfkc Dicke. Mk »
Tyst. M fmcs W, Mit-III- i Wiss 0 Einkl.
Bett Hut. c- qwuss sitt-cis- iss Wirt-. Ist
Imetikcs bebst- IIIM If M M III M U
via-. mun. Its-. sitt name-, sus.
Din Bruders Bloc. u sue-« i-- san- s-«
Orient-I, fassqu is isten-Inst III M IO I· I
Mgdfuh 174 CON, s OIIUI O M
dorten et mit Skiols. s- pkuiss is- san-.- s
trisielige As i MM II O» i M Isc, ist-I. Ot·
Alle dsget sendet poktoftit seistiugen bede- indfeudt sams
med Bestillingm. stimmt-r woduqu som Bett-lis
Danifh Luthekan Publishing Haufe, Blair, Nebras