Kontra Udventismen
(Af P. S. Pfg-)
Or. Redattøri J det Haab, at efterfplgende itle er
alt for meget i Stkid med Bladets Opgave, bedek jkg om
Spalterum for det. —- Sagen er nemlig den, at min Lille
Bog: »Om og imod Adventismen« shar bkagt Mrs. Whites
Tilhckngere fauler-es i Hatnisi — som venteligt var —,
at de vist kunde have godt as at faa en lille Smule at tygge
paa. Og det stulde da være Hensigten med, hvad jeg her
sttivek, samt end yberligerc at oplyse vort Folt om, hvad
Adventismen betet i sit Sksd.
l. Udventismens Sandhed.
1. Som betendt paaitaar Adventiiterne, at de for
tynder Sandhedem imrlixc iaaledes fom denne Zlcegt
irrenaer til at hore den. J en lang Ratte asi Aar udgno
de et Blad, ioin de ielv taldte »3-andhedens Ti
de n de«. Andre mente, at der med Rette tunde ocere iat
et itort U foran »Sandhedens«, og at Bladetg Naon og
Jndlwld da vilde bade itaaet i en mindre steigende Mod
siaelie med hinanden. Nu er not ,,Sandt)edens Tidende«
gaaet ind, og »Evan·qeliet5 Eendebud« toinnien i denszs
Stern Der ital iniidlertid itrappere Ltjne end mine til at
finde noaet, der lianer Evangelium, i siditnaednte Blad.
Ton not huan
Z. Adventiiterne paaiiaar, at de forlynder Zanoi
beden, folacr Zandl)eden, og hvig Paaitande tunde gaslde
ior Devise-L var der vie-selig inaen Toiol om den Tinq.
Jmidleriid ier det i Inkne Zjne noget underliat nd, nt
Unrentigmensx Lan-, ioin er det underligite Summen
iurium af annile Ficktterier oa S-virrinerier, nu i det 2«.
Ltlarlundrede itulde vcere bleoen Sand-lied. Jfolge den
Loqil behooer en Lonn eller Vildfarelie tun at blive genit
tiliirnslleligt laznge for at blioe til Zandhed — Vildfarelie
er altiaa eaentlig tun en dnbere Sandhed, iom der ital
lienaere Tid til at tonnne til Ertendelie af! Maaite er
Ildrentkiterne uvidende om, at deres Leere tun er en Kcede
af gamle sicetterier, der forlcenait er fordointe af den
triitne Kitte. Sagen forl)older sig alliaevel iaaledes.
I«’,. For itte at trætte Læferen, ital jeg tun ncevne
nagte af de mange ,,i S me r«, iom finde-H i Adventismen.
Der er nu for det iorite J u da i s men, en gammel og
iefg Fjende af den triitelige Sandhed Adventismens
Sabbatglære er tun oppnntet Judaisme. Jea ital der
næit ncrone A r i a n i g me n, der gor Guds Son rinqete
en nngre end Fadeten. Adventigmeng Leere om Kriitus
er tun den aamle Arianisnie. M ate r i a l·i s m e n, der
næater, at Menneitet er set aandeligt Versen, holdes, ioin
betendt, ai Adventiernm der ogiaa overforer Materialigi
men oaa Gud, idet den siaer, at Gud har et Legemr. Deri
lianer de den gainle Antliropomvrfisme Ig
Ll u dia n i s in e, ioin er vel tendi ai Kirtehiitorien
Jea ital derncrit nævne Evtopannntisrnen eller Læren om
States-m som, i hvekt Fan) as Nava, hytdes af Ad-;
ventigniem Derneeit tomnier A n a b a p ti s in e n, somj
er en gamniel Betendt, der med Rette er iordomt af stir
ten. Endnu tan net-ones Nomisnien, Kiliasmem Pneu
inatcmaliesniem isoin Bseitanddele ai den falite Aandgre1
ning, der nu er tendt under Ncwnet Adventigmcn
—t. For almindeligc Menneiter ier det itte iaa lidt
underligt nd, at dette Optog nf aamle Vildfarelfer nu
tilbndes Lierden iom det sidite Naadens Buditab, den
tredje Engels Bnditab —- og jeg ved itte hoad Der man»
viere en Fejltagelie et eller andet Sted her; thi Kirten hat«
lcenge været betendt med alle de nckvnte »isniers« Budita
ber og har fortaitet dem iorn tætterite og vildiarende
Meninger. Og de tan da viii itte ved nu at blive var
inede op igen, ver-re bleer til freliende Sandheder. Der
ital en itckrtere Tro til, end jeg er i Besiddelie af, til at
antane iaadant. l
F-. Adventiiterne paaitaar, at de fortynder Sank-i
heden on folget Zank-heben, -— og alligeoel antager de
MrL. White ioin Profetinde, tillader hende baade at tale
og itrive. Dei nye Teitamente forbyder Kvinder at tale
i Foriamlingerne. J det nye Teitamentes Tid var deti
en Orden i alle de hellsgeg Menigheder, at Kvinder itulde
tie i Menigheden. — Har Jorden nu drejet sig iaalcenge,’
eller er der noget andet, der har drejet sig iaaledes, at
det er god triitelig Orden, at en hyiteriit, iværrneriii
Kvinde tan itte blot faa Lov til at tale, men at hendeszj
Tale ital anies for inspireret ai Guds Aand, ielv om dens
gaar lige imiod Guds aabenbarede Ord? Den, iom an-»
tager iaadant, itulde aldrig gore sig til af, at han folgert
Guds Ord i alle Stytter. I
6. Adventifterne paaitaar, at de tender og dyrter
den iande Gud. Alligevel lcerer de, at Gut- iljulte en
Feil i Beregningen i 1843, og alligevel var denne iejlagtige
Beregning et Nandens Buditab, iom alle Kirter stule
antagel Men herai vil med Nodvewdighed folge, at det,
Adventiiternes Gud gjorde i 1843, tan han gore igen.f
Og heraf folget iaa, at det tan itte nyite, at vi tror noget
af, bvad denne Gud iiger; thi det tunde jo siden viie sig,"
at han havde holdi itn haand over en Fiejl i Beregningenil
—- En af Adventiith meget lærde Mond, He. L. OJ
Chlriitiam iam jeg sit-en ital komme tilbage til, iposrgeH
Lutheranerne, om de itte trot, at Adventiiterne har den«
iamme Gud iom de. Deepaa ital jeg tillade mig at spare:
Nei, oi Iist-r ittte en Gad, iom udgiver en feil Beregning’
for et Naadenö But-itali, sog ioms itjuler den freliende
Sandhed for iaadanm, imn vil tende og folge den. Og
da Adventiiternes Gud ifolge der-es inspirerede Praietindes
Lake er en iaadaa. iaa bar de en antden Gud end vi.
7. Adveniiiterne paaitaar, at de fortynder og fol
get Saat-heben Jeg ital tage et lille Etsenwel paa
der-s Omgang med Sandheden. Dr. L. h. Christian
iter i ,,Evangeliets Sendebusd« for 4. Januar 1905
om Mwet i Eli Horn, hm jeg W mit Fotwrag mod
Adventlismem der iiden er udtommen i ngfvtm ,,E·fter
Paitvr Bigs Fpredskag i Eli Vorn blev jeg udæitet til at
ivare med det samme. Dei negtede ieg beitemt at gore
ai folgende Grunde: 1. Modet hat-de allerede vedvavet i
to ianefulde Timer. 2. Mine Twsfæller var itte til
Stett-. B. Jeq havde itte Spot- ai Garanti for, at ieg
tunde iaa Ttd til at date iaa trenne« iom ieg waatte sinde
det nodvcndist.« —- Dertil er at inde: 1. Modet hat-de
X«
oaret i henved to Time-. 2. Holz Adventisterne er Or.
Christians Trossæller, saa var en Mengde as dem til
Stede i Ell Horn Kirle untder mit Foredrag hvillet lan;
bevises Qed mange Vidner, osrn det onstes. Z. Den meget
store Forsamling erllærede sig vtillig til at høre paa Hr.
Christian lige saa lange, som den hasvde hart paa mig.
Naar han scger, at dette var ham ingen« Garanti, saa er
det natutligois en Kompliment til Forsamlingen, som jeg
ille heb-ver at bestrive ncerinere. —- En paalidelig Mund,
som sad soed Siden as Hr. Christian i Ell Horn Kitte,
medens jeg talte, har sortalt, at Or. Christian ryste·de,
saa Knceerne slog imod hinanden, og saa han ncesten var
ude as Stand til at strivr. —- Dette lan, lotn onsles, be
vidnes. — Man maa dersor harre over med Manden, naar
hans Fremsstilling as Sagen ille er overensstemmende med
Sandheden i den sædvanlige Betydnling as dette Ord.
8. Ter er noget andet, der slaari sammen, naar Hr.
Christian slkivek, hvillet sotinentlig vil stemgaa as fsøli
gende. As hans Artiller i »anngeliets Sendebud« frem
gaar, at de luthersle Prcester er Dadbiderh Aandstyran
net, salsle Leerere o. s. v., o. s. v. Den samme Mand
siger: »Jeg fil et godt Jndtrnt as de Dunste i Ell Horn.
Ter er mange opvakte, intelligente Menneslek i den Egn,
som ester alt at dømnie oprigtigt og upartisl soger at
here det sande Guds Qrd.« -—— Og digse saniine opvalte
kg intelligente Mennesler har nu i 30 Aar vætet under
de slrællelige luthersle Priesters sordnmmende Jndslydelse,
er dobte og lonsirmetede, underviste o. s. v. as disse Ded
bidere! Ter er noget her, som slaar samtnen, forelommer
det mig. Men alter her Inaa man undslylde Monden.
han hinter til en Religion, der er suld as Selvrnodsigelser;
det er den, der hat giort, at han ille lan se det rette For
hold mellem Aarsag og Birlning Han synes ellers at
ihr-te en not saa ivrig Tilhcknger as hende, hvis Gud sljuler
Sandheden.
9. Han siger: ,,Prcesteforgudelse er et srygteligt
Onde -—« sor baade Pkcest og Lieg. J det svundnse hat
det styttet Tusinder paa Tusinder i evig Fortabelse« (,,E
vangeliets Sendebud«, Nr. 2 1905, Oide 9).
Hng det nu sorholder sig saaledes med Ptæstesori
gudelse, hvsorledes har det sig da tned Prosetindesorgudeli
se? Fi. Els. Forgudelsen as Mrs. While? Dem-m maa
jo Adventisterne tunne tale as Etsaring —- Nol herom.
Men Tiraden otn ,,evig Fortabelse« er ille saa slem, som
den lunde se ud til. Adventistekne leerer as jo nemlig,
at der ilte er nogen evig Fortabelse. De ugudelige for
tabes jo ille; de tilintetgøres dare, gaar ud as Tille
relsen. Hi. Christian, som udgiver sig sor en Forscegter
as Sandhedem but-de veere ærlig not tEl at sige Foll dette.
Han gaar saa stærlt i Rette med Pastor Vig for grund
salste Beslhldninger, ser jeg. Hvis jeg sorstaar mig noget
paa det grundsalsle, saa inaa det vcere grundtsalst at give
Foll den Forestilling at de slal evig fortabes, naar der
ille er nogen evig Fortabelse til. Den. der gør scg styl
dig i saadant, stulde pcent seje sor sin egen Dor, inden han
gaar i Rette med andve for grundsalste Veslyldninger.
1lt. Dog, jeg lan not undstylde HI. Christian; thil
han har drullet saaledes as Smrmeriets Beerme, at
han ille lan se, at blandt Adventister et den evige For
tahelse tun en Bussemand, man lan lyse Born med.
De sorstaar neinlig den Kunst at saa den uudslulleliae
Jld, som Striften talek om, til at gaa ud. —- Den evige
Fortabelse er dersor tun en Bussemansd, med hvilien de
vil tyse oS andre over i Adsoentismen, saa er der ingen
Fare langer, —— ingen evig Farr. Det er derfor, vi anser
Adventigmen sor et Evangelium ssor Stutlr.
ll. ZNit Ungteb paa Udventisinen.
1. Zaa vidt jea for-stam, er det paa Forbaand
qivet, at den, sont angriber Addentigmen, er en Dodbider.
Llsscnrant, Stimmen salst Læker —- - oa jeg ved itte lnmd
Jea hat endnu aldrig hart en Adventist sigse, at en enesiJ
as de Masnd, sont angreb Adventismen, enten var ellers
tnnde være en cerlia Mand. Dette lnenaer jo ganste nail
turliat samtnen med, at Adventisterne lebet i den Inb-l
dildning, at deres Leere er den eneste rette, at deresy
hysteriste Ledetste er inspireret, o. s. v. Dei-E ligner des
aanste de romerste statolilter, sont tror paa en inspirereH
Bebersvend der sidder paa Bispestolen i Rom.
2. Det tan dersor itte undre Inig, at mit Fotedtaa,
som senere er udgivet i Tkykten, ifolge Adventisternesfl
«ltaastc1n«de, er baade falst, ulristeligt og usandfcerdiat,l
hvad detg Fremstilling as Adventismens Leere anaaaH
i
i
Den, der t.l Oderflod ansier Oplysning hemm, kan lasse«
hvad Hr. Christian hat sagt derom i »Esvangeliets Sende
bud«. —- Atf gammel Ersaring vidste jeg, hvad jeg tundel
vente, naar jeg angreb Adventismen. Dens Tilhænaerej
vil nemlig gerne vcere Martyrec, ag for at blive det t egeni
og andres Jndbildning, hyle de strals, naak nsogen ritt-erl
en Smule ved dem. Ogsaa deri lignek de Pavens Til
hængere.
Z. Jmidlertid er det dem umuligt at blide Marm
rek uden «i egen Jndbildnina. Thii hverten Lidelse eller
Dsd tan gøre nagen til Marthe, metd mindre han lider
vg dsr sot Sandheden. Og deri er Adventistetne sor
hindkede as den srmple Grund, at deres Leere et Usandhed
sra Ende til anden, saasremt den heilige Ssttift stal afgsre,
hvad der ev Sandhed Vistnot gsr de sig al mulig Flid
for at saa enfoldige Mennester til at antage, at deres
Fordrejelser as og Tillceg til den hellige Strift er Sand
hed, saa de i saadannes Jnddildning lan komme til at
staa som Martyrets Men det er logsaa det eneste Matth
tiums, de lan opnaa.
4. Stom sagt, mit Angred paa Akdventiömem er saa
selt, saa det næsten We lan siges meid Ord, isslge Adven
tistetnes Dom. — Alligevel synes de at mene nvget andet,
ja endog lige det imodsatte. Hvorsor stulde de vel ellerg
have gjatt sig saa megen Ulejlighed med det? Etsalsk
Awgreb tan tun gavne den Sag, som det et kettet imod.
Er detfot mit Angieb saa salssl, usandsaetdigt o. s. v»
som Adventisterne stritten saa but-de de fo viere mig tat
nemmeltg svr det. Hvad de hat sagt og strevet mod mig,
synes dog itte at vsisdne om, at de nærer scerlig taknemme
lige Fslelser imvsd mig.
5. Vt tommer detsvr her tgen til, at der et to Ang,
som staat mod htnanden. Adventistetne siget, at mit
Anat-eh et utetscerdstgt o. -s. w» men den wegen Starrhei
de har gjort om min lille Bog, distr, at jeg maa have kamt
somtnent i Centrum Her i Blatt sammentaldte de et
almindeligt Konsillisum for at gendrive mit Sttift. Da
Hr. Christian var kommen sig en Smsule efter Møsdet i
Elt Horn, fhldte han den ene Spalte efter den anden i
»Evangeliets Sendehud« med lave, perfonlige Angreb paa
mig, og med Forføg paa at bevise, at min Bdg var falst
o. s. v. Da Taleren var færdig her i Blair tattede jeg
ham fotdi han hclt igennem havlde givet mig Ret i min
Fremsfnlling af Adventismens Leere Det samme hat Hr.
Christian gjort, som jeg mkaaste siden faar Lejvighed til
at vite, og lfor saa vidt fortjener han min Tat, som han end
diftnot, saa vidt jeg kan se, har gjort det meget imvd sin
Villie.
6. Det ftaminelige tan derfdr itte ligge i mit An
greb, hvis Berettigelfe selv Adventisterne har visi. Men
det ftammelsige maa ligge i selve Adventismen. — Jeg har
hverten megen Lysft eller megen Tid til at røre ved den,
da den er af en saadan Natur, at enhver, der tender n«nget
til fand Kristendom, maa Vcrmmses haade ved den og de
Midler, der gøresfi Brug af til dens Vefcestelse —- Og
navnlig miangler enhsver Basis for broderlig Forhandling
mellem den lutherste Kirte og Adventismen, idet den ene
maa nedbryde, hvad den anden opbygget, og omvendt·
Tier tan derfor tun viere Tale om Krig pna Kniven, itle
med tødeline Vaaben, men med Guds Ord, som er Aan
dens« Svmd baade til Forsvar og Angreb. —— Af den
Grund mna jeg, fom Lærer i den luthserfte Kitte, anqribe
Adventigmem on af den Grund har jeg gjort og vil frem
deles gøre det.
G. Det er der-for min Henfigt paa de folgende Blade
at rette nye Anat-ed imod denne falfle, sjælefordcervenoe
Lære, som har ødelagt san mange af vore Landsmænd
her i Amerika. Jeg lan itke finde, at den hellige Sttift
nogen Linde tager med Ziltehandfter paa falsk Lceve eller
falfte Lærere. Og jeg tan itke sinde noget eneste Sted, at
den befaler os at gøre det. Jeg er mig ikke bedidst at
næke personlig Uvillie, Vrede eller Had msod nogen enelte
af Adventigmens Tilhcengere, saa det er itte af den Grund,
jeg ftriver imtd den. Men jeg er mig bevidst, at Kcerlig
bed til Guds Ord maa fremtalde Had til alt, som strider
imsod det, enten det saa hyldes af mange eller faa.
7. Derfor i Guds Navn til Sagen, itte for at for
spare mit Angreb —- thi det behøves itte — men for
fremdeles at angtihe den aandelige Smitte, som søger at
udbrede sig ogsaa paa det dansle Sprog og blandt det
danfle Folt. — Det er mit Haiab, at itte faa as Ad
ventisterne ville lade fig vinde for Sandheden, inden det
er for silbe.
lll. Hvad lærer den luthetske KirkeP Hvad leerer den
om Udventismens Hovedpunkter?
1. Jeg ser, at Hin Christian hat særdeles travlt
med at lade Fett Vide, hvad denne eller hin lutherske Prcest
bar sagt, som i mindste Maade tan bruges til Adventis
mens Fordel, Da isckr synes det at gtcede hom, naar han
kcm saa dem sat i Modsætning til min Ringhded Jeg
misunder ham itke den Gliede, da det itke i mindste
Maade anaaat mig, hvad denne ellek hln Præst i den
lutherste Kirte hat sagt eller ment. Den lutherste Kirkes
Leere er ikte en bkoget Samling as Privatmeninger sra
Øst og Vest«. Vil nagen vide, hvad den lutherste Kirte
leerer, saa lad ham gasa til den lutherste Kirkes Belendelse,
den augsburaste Konfession as 1530 og Luthers lille
Katetismug as 1529. Oin nogen Privatmand eller LE
iek i den luthersfe Kirke lærer noget imod disse Symboler,
da er den lutkyerste Kirte ikke ausparng for hans Last
domme. Te staat for hans egen Regning og Risiko.
2. Det kunde maaste ikte vcere af Vejen her at
stemsoztte, hvad den augsburgske Konsegsion lenk, og
hvad Adventismen leerer om nogle enkelte Punkten ng
stal saa meget hellere gøre dctte, som man da tan se, omi
jeg i min Bog er gaaet imod den Kirtes Leere, som jeg»
betend-er mig til, og om der er noget i den Snak, som?
Adventistekne tidt fremlommer med, at der itke er saa stos:l
Forskel paa den lutherste Kirtes Lære og saa Adventispl
men, som s. Eis-. Præster som P. St Vig paastaar. Jeg
stal i denne Sag tage Hr. Matteson ssom Adoentismens
Talsmand.
A. Om Gud. ?
1· Ten lutherste Ritte: !
»Von Meniqheder lasrer enftemmigi. at den nikænfle
Kirkefotsamlinag Bestemmelfe om det guddommelige VE
sens Enhed og de tre Personer er fand og maa troes uden
nogen Tvivl: at der nemlig er et guddommeligt Versen,
som baadc taldeg og er Gub, eoig, ulegemlig, u«delekig, af
uendelig Magi, Visdom oq Gode, alle Tings, de syn
liges og de usynligeg Staber og Opholdek, og at der dog
er tee Personer af famme Messen og Magt og lige evige,
Faden Søn og Hellig Aand Og Ordet ,,Pers-on« buuger
de i samme Betydning, «hvori de kirielige Stribenter hat
brugt det i denne Sag, nemlig saul-edes, at det betegner
itte en Del af eller en Egenstab ved noget andet, men hvad
der bestaar ved fig felv. De fotdømmer alle Kcettetier,
fom er opkomne mod denne Attiktel·« o. s. v. (Den angs
burgisie Konfession 1. Artikkel.)
2. Adventismen:
1. »Ja dere n er den eneste sande Gud.«
2. ,,Faderen er den eneste selsveksifterensde og uafhomgige
Oprindelse Vg Aarsag til alle stabte Ting.«
B. »Jesus er Gud, for-di han er føidt as Gud, og Menneste,
fordi han «blev Kød og boede blau-di os«.«
4. »Kristus er født af Faderen før nsogen Ding blev stwbt.«
5. ,,Men Jesus vidner atter og atter, at han et afhængig
af Faderen.«
S. »Hvorledes san da Fader og Stdn viere et? —- —— Fa
derens vg Sonnens Enhed er den famme smn den En
"hed, der esksisterer mellem Guds Born, naar de bliver
fuldkvmmede til et. Fasdeten sog Sonnen er sinds-em
men enige i al deres Raad og Bett Der et i«kke fin
neste Sdkygge af Strid eller For-fiel i dereö Planet og
Kataktet.«
7. »Vi hat nu fet, at Fadeten og Sdnnen er do Personen
Faderen den eneste sande Gub, og Sonnen, vor Gerte
- « ,
sog Frelser, og at de et et i al deres Viert og Versen . . .
Men den Hellig Aand er den Talsmand, svm dicker k
Mennesiene paa Jorden, og ved hvilken Jesus kan vcere
midi iblandt os; og tsillige den Kraft, sont virker i alle
Ting alle Vegne, og ophlolder den uendelige Print-met
as sisabte Ting.«
8. »Gud er en Person og har en Sskikkelsse, — Fingte s-·
Ansigt —- — som et Mennestes Stikskelse —- — chedexx
Herimod indoendes, at Gud er en Aand og kan der-for
ikte have nogen Stikkelse. Dette er en fejl Stutninz
Englene er kaldte »tjenende Aander«. —- —Men Eng
lene har Skikkelse, Mund og Fødder, og ligesaa viele
lige Legemer, som vi hat« — (Se »Skriftens Leere
om Lid og 11forckrænkekighed«, Side 22———26.)
An m cekrkning. van enhveri vil se, er her saa
siarsp en Msodsiaelse som vel muligt. For blot at udhceve
nsoxkle Punkter, lad mig fige:
1. Tet fremgaar klart a«f Punkt 8 ovensor, at Ad
Ventisterne leerer, at Gud har et Lege-me Det siges vel
ikke med ligesremme Ord, men fremgaar as Summen
bcenaen; thi estcr deres Mening er en Person og et legencs
liat Ver-sen det samme. Heraf synes at maatte følge, at
den Helliaaand ikke er nsogen Person; thi han har intet
Lea-eure Enhver vil se as Punkt 8, at den Hellkgaand er.
sat i Modscetnina til Faderen og Sønnem der er to
»Personer«, hdorimod den Hemigaand er en »Talgmansd«
oa ,,en Fernft«. — Men er et legeniligt Vcesen og en Per
son det samme, saa maa Sønnen jo have været et legeinligt
Wesen, set han blev nndfanget og findt as Joknfru Maria,
oa saa maa Firistus have to Legemer. Med andre Ord:
Adventisternes Lære om Guds Legemlighed er saa absurd,
saa de selo burde kunne se, hvor den fører hen. Hvsor
sører den da ben? Dentfører for det føtste til,
at Skristen nisodsiger sig selb. Den leerer nemlig, at Gud
er 11synlia. Se R o m. 1, 20: ,,hans usynlige Vcesen«.
]Timot. 1, 17: »den usynlige«. Joh.1,18:
»Juan har nogen Tid set Gud-«. Se sogsaa 5 Mosebog
4, 12. —- Men er det nu at tage bogstaveligt, at Gud hat
Anstat, Hænder, Øjne o. s. v. i Lighed med Menneslene,
san er han netop ikke usynkig, nemssig saaledes, at han i k k e
ka n se s. Og dog er det saaledes, at Stristen taler am
han1. For det andet: Har Gudet Legeme, saa maa
jo det Spøsrgsmaal kunne besvares, socn Herren frem
scetter hos Esajas 40, 18: ,,Med hvem ville J da
ligne Gud? Og hoad sor et Billede Ville J sætte ved Si
den af ham?« Sau rnsaa han jo i nogen Maade ligne et
Wenn-esse For det tredje: Hat Gud et Legeme,
saa er han ikke Aand, som- Sktisten steter: »Gud er
A a n d« (Joh. 4, 24). NBk Der staan ikte: Gud er e n
Aand —— Det er ikke en Del as Gud, der er Aand, men den
hele Gud. Altsaa hat han ikke noget Legeme; thi Legeme
er ikte Aand, og Aand er ikke Legeme. Dei-for er
de leaernlige Udtryk om Gud, som bruges i Sskriften, af
passede efter vor Opsattelse, og sikke at forstaa sotn Guds
Wiesen. Stristen selv diser os Vesjen til deres rette For
staaelse. "
2. Det ·fnerngaar as Punkt 1 ovensor, at Advents
sierne leerer, at Jesus er ikke den eneste sande« Gud; thi
dette, mener de, udsiges orn Faderen alene i J oh. 17, Z
Hvis Jesus- saa alligevel er Gud, som de litter, saa et
han en and-In Gud end den eneste sande Gud, eller Gud
paa en anden Maade end den eneste sande Gud. Og vi
tommer paa kenne Maade til flete Gudetz Men da Streif
ten leeren at der er tun en Gud (se 1, Kor. 8, 4)« saa bliver
Jesus paa den Maade en sa«lst Gud, en Afgud. Men ml
leerer hoerken Joh. 17, 3 eller noget andet Sted i Sie-if
ten, at Faderen er den eneste sande Gud nied Udelukkelse
as Sonnen og Aanden, som Adoentisterne leerer. Turn
imod, idet Skristen lærer, at Faderen er den eneste sande
Gud, indeslutter den netosp Sonnen. Thi Faderen er
tun Fader ti Forhold til og sammen med Sonnen. Uden
Sonnen er Faderen ikke Faden »Fadeten«, som et
Navnet paa den fønste Person i Treenigheden, kræver med«
N ø d v e n d i g he sdi ,,Sønnen«, som er Skrifteng Beteg
nelse for den anden Person i Treenighedenz thi »Fader««
er en Forholsdsbetegnelse. Deksor: Er Faderen den eneste
sande Gud, saa er Sønnen det ogsaa; thi kun som den,
der har en Son, er Faderen Faden Og lige saa lidt ade
lukker Ordene i Joh. 17, 3 den Helligaand sra at vceve den
eneste sande Gud; thi Striften leerer med Bestemthed, at
»den Helligaand udgaar fta Faderen« (Joh. 15,
26). —- Der staar ikke »han udgik« eller »sta! udgaa",
.n-.en ,,han udaaar« —- sotn noget, der bestandig sinder
Sied. Men altsaa: Lskge srfa lange, ssom Fadeten er
Faden hat han ikke blot en Sein, men ligk saa længe nd
gaar den Helligaand sra ham —- og sm SInnen, og altsasat
Lige san lange, som Faderen er den eneste sande Gud,
lige san stenge er Sønnen og den Hemgaand det ogsaaz thi
Sonnen er født af ham, og Aanden udgaak sra hanc. Met
er Faderen Gud i anden og hsjere For-stand end Sonnen
og Aanden, saa er der ikke mere een Gud, men tte Siedet-.
Og saaledes er i Birkeligheden Adventisbetnes Leere, ttods
alle deres Paastande om, at de trot alt, hoc-d Striften siget
om Fasderem Sønnen og den Helligaand —- Ja, de stger
det, men de gis-r sdet ikke« hviltet deres Leere npkssom bewser.
Gortscttes).
Eine Glietxyksbilkeder
Dekoration as Himmeh
bog særlig prydeude
P for SIudsgöflole total er.
Stsrtelie omtrent Itsst Tommer. Brit we.
Fslgende habes
Den heilige Radvem See-o Hei-Io.
Paqsiemokqem Jesus pi- stritt
Jesus velsignet de Deutrssientsntitt
TM Tbowsldiess sti
ZeBts hattet du Ins.
mu.
Jesus ozvækket III M
m met-.
Dsalsh Publlshlnk Haus-,
Bluts-, Nod-;
