Johannes Falk.
Roman i w Dete, as h. F. Ewald.
Fsrste Del.
l. Kapitel.
En Keiidsgerning bliver staaet fast.
Det var en stille, barm, soltlar Estermiddag først i
Juli Maaned i Aaret IRS-In Keldsøen var blank som et
SpejL tun midt ude paa den store Vandslade drog Besten
vinden nsogle sølvblaa Striber, sont dog henad Aften glat:
tedes, idet Elementerne hensant i suldstaendig Hvile; men
allerede nu var det ganste stille inde i Seens Bugter, as
hvilte den hat slene, og der afspejlede Vandet de stun
transede Kyster med en Tydelighed, som lod tyvert Blad
paa de høje Bpge tkcede stavpt frem.
Midt.inde i Dyrebugien laa en Baad, stille og ube:
vægetia, som om den havde feestet Nod i Saens Bund, Ja
i Baaden sad en Mand med torslagte Arme, hensunten i
sine eane Tanter. Haan Slittelse var itte anselig og syn
teS det endnn mindre, som han sad der ien samtnensnnten
Stilling; hans chrdedragt var simpel og ganste emanci
peret sra den Tids Mode; han bar hverken den styage
Fratte med det torte Liv, de snænre Ærmer og den høie
Krone, eller de nnderliae Ventleeder, vide og ryntede for
oden, snasvre forneden, heller itte det høje Halgbind uden
Rippen eller den smalstngaede, spidse Cnlinderhat
tort sagt, der fattedes hatn alle de Brod-elfen som for
tredive Aar siden ajorde en nna Mand uitnodstaaelig.
Et Var lyse, oide Lærredgbentlæder, en Bluse as sammc
lEtcss oa Farve, et sort Eiltetørtleede med ombøjet Stjorte:
trave og en bredityaget Straahat aav ham et saare natur-—
1iat oa sordrinasløst Udseende.
Hans Ansigtstrcrt tunsde itte tatdes smutte; de var
itte megct ndprcrgede og havde en vis tvindelig Blødhed,
sont ajorde ham yngre as Udseende, end han var. Han
snnteg højst at vcere sent og tyve Aar gamtnel, uagtet han
netop paa denne Tag havde syldt sit tredivte Aar. —
Hans lyse, trøllede Haar var en af de saa Stønheder,
Naturen havde siæntet ham, men doa itte den enestez thi
naar han saa op, da overrastedes man ved Udtryttet i
de smntte blaa Ane, der t;avde et engte ,,Prceg as Nor
dens Stempel", saa dybt, mandigt og selvbevidst var det
Blit, der udstraalede sra dem; og var han end ved «.t
stngtigt Øjetast ndsat sor at blive vverset, saa glemte
man ham dog ilte let, naar man havde talt med ham,
iscer itte, naars Sanitalens Genstand bavde verret en Saa,
lder laa ham paa Hinte; han sorvandledes da og syntcs
at blive en ganste anden; man sornam, at en itte rinae
Sjælgtrast og dnb Følelse var nedlagi i ham; man følte
sig tiltrutten eller srastsdt, estersom man var enig med
bam eller itte, men det var ninnligt at sorblive ligegyldig.
Hvad han nu end i dette Øjeblit tæntte paa, saa
var han aldeles sordybet i sia seli) og uden Sans sor at
den Naturens Herlighed, der omgav ham. -s- Fistene, som
han ellerg ivrigt not tunde esterstrasbe, havde i Daa Fred,
oa de syntes at vide det, ttri de omtredsede Baaden og slod
i Vandstorpen, lntter ncrsvise Deinonftrationer, som Synet
as Medestangen, der laa henslængt i Baaden, og hvis
Spidse med den omritlede Snøre raaede nd over Rcelin
gen, ilte var i Stand til at afholde dem sea
Men pludseligt blev den dybe Stiller asbrudt, idet
et Raab lod Ud til ham inderst fra Buatem
»Johannes, Johannes, tag mig med!« og Epttoet
akntogJ tag tnig med, med!
Han sprang op, som am han var bkeven forstrcettet,
og dog var tet tun Raabet as en toindelig Stemme, og
der var en mild, vellndende Klang i den; han vendte sig
ani, svingede med Hatten og greb derpaa til Aarerne;
men haode end Fitanaen af denne Stemme givet Genlyd,
itte blet inod Evens biattede Bredder, men dybt i bang
Jnderste, og fslte han sig end overraslet ved at fornemme,
at hun, Ihr-ern han netop tcentte paa, her, hvor han troede
sig ganste alene, var ham saa nær, saa syntes ethvert
Spor as Sindgbevaegelse udilettet, da han nærmede sig den
lille Landgangsbro, og havde de ssrste Aaretag væket
raste og traftige, saa gav han sig nn god Tid.
Siden han wede, vendte han Rygaen til, og han saa
dersor itte, hvorledes sdet Bkillede, paa hviltet han i nogen
Afstand havde tastet et flygtigt Blit, blev tlarere og kla
rere; han saa det itte, men han satte det; maaste han
netop dersor itte vendte sig om. En slant tvindelig SM
telse i en lys Dvagt havtde vist sig, idet dens Oniridg
astegnede sig starpt paa Stovens msrte Grund; nu blev
ogsaa Ansigtets smutte, ovale Form tydelig, det ravnsorce
haar, «de msrte, straalende Osm, Læbernes Carmin, den
fine og lige Nase, —- en saare stsn ung Dame i sm Ung
doms fsrste Blomsstringx men tillige viste det sig, at hendes
silædedragt ingenlsunde tydede paa Fordringslpslhed; denl
var paa den htjeste Mode, Kisten dort, Æemerne med Pusl
pg hua im — Weg-vie i away-sen -— et stygt Ersemptni
af de dengsang brugelige Hatte smed M Pul og en Styggnj
der ltgnede en Suppesi. Dog, hwrsor opholde stg derooerP
Mode er en Stil, som feiges fotdi den er ny; Ordet er
sranst, og vi saar vore Mader nu, sum str, sra Udlandet;
Lunens Magt get os blinde for mangen Ustsnhed, og vore
Esteckommere vil vel smile af vore Moder, kigesom vt
forundre pl over vore Forseedrez. Den smutte ·unge
Dame, sont stod paa Broen ved Dyrebugten, sortjener tun
Art-eh sordi hendes Ytpve vtste, at lnm i mere end tilbsrlsfg
Grad lagde Bægt paa Bagateller og tog densyn til Ver
deni Dom.
Dem-es Diesen var long ltvkigt vg naturligtz thi alle
rede da Banden nærmede sig, raubte hun, idet hun git
hen tit Broeni yderste staut og satte en samt ler Fod paa
en Pac, sem wgede ltdt op
,,Det var da et Deid, at De laa her med Baadent
Man seg sejle hjem med Dems«
,,Gerne!« svarede Johannes, idet Baaden lagde til
need et lille Stsx sog han reiste sig ap. »Das Dein bog i
Ast, Oltvtat« raubte han, da hun med ungdommelts Ube
strdtqhed lsb benad Baadens Rattng og dedpam idet hun
le If Tuns Weitre-itele tog Plads paa Agterwstem tnden
han tunde saa Ttd til at hielt-e hendr.
s —I
»Ha, ha, Johannes!« udbrød hun, ,,saa faar jeg da
endelig -den Sejltur, De saa lcenge hat nartet mig for!«
,,V"-i ro og sejle itte,« svarede Johannes Fatt tout
og gav sig til at sysle ined den ene Aaretold, som var
tncettet. Han fort-jede B»aaden, gkt i Land og star med en
Lomimetniv en nn Aaretold af en Bust lige i Næehedem
medens Olisvia Frei livligt fsortalte. at hun var gaaet nd
at spadsere med Ihans Søstendebarn Helga Falk, at Helga
som scedsvanlig havde været magelig og oillet sidde sor at
nyde Udsigten, og at hun, Qlivia, derfsor var gaaet paa
egen Haand ind i Stoven, hvor hun havde forvildet stg,
indtil hun pludseligt saa Vandet mellem Trceerne, tøb ned
itil Bredden og til sin Glade opdagede B.aa»den, og rnedens
hun omstasndeFIg fortalte ham sit lille Eventyr, lagde hUU
den stygge Hat fra sig og bandt et hvidt Lommetøttlcede
iom Hovedet, hoillet tlasdte hendes merke Haar og de af
den hurtige Gang endnn blnssende Kinder fortryllensde.
»Hu-I tnyttede Tørtlcedet under-» Hagen, idet hun saade:
»Der var ogsaa henrivende dejligt i Stoven i Dag,
oa Fitalene sang, soni jeg aldrig har hørt det sor; men
saa vidste jeg slet itte, hoor jeg var, oa jea blev bange som
zen Hare ned at tænte paa, at jeg var ganste alene midt i
den store Ein-m men det er jo beller itte lasnge siden, her
strejsede noale Gavtnve om; hvad blev saa Enden paa Hi
.storien, Jsahanneg, sit De dein fat eller itte?«
I »Nej, de sinnttede sra ok«, svarede Johannes-, idej
lmn nden at se op snittede paa sin Aaretold
»Ja nn er jea rok?g,« vedblev Olioia med et stcelmik
Smil, «siden jea befindet min, om just itle under Herrede«
feind-Ins egen, saa dog under l)an-:« Fnldmasatias Bestnt
telse, oa det loininer not aanste nd paa et.«
Johannes nittede oa sinilte, men saade intet. Han
syntes sysselsat med sme eane Tanter og bavde itte hørt
det balde af, lwad bang indtaaende Veninde saade, netoo
sordi han tasntte paa hende. Ved at se bende saa frist.
straatende og smut, fmn hnn sad for hat« i Baaden, dat
tede crindringer op hog l)am, soni han sryatede hade
tabt al Vcendi for hende.
; Han tcentte paa deres forste Mode for sire Aar siden,
Ida hnn feinten Aar aammel med sin Moder tom i Besen
til Sandbætgaard, hvis bøje Tag og lave hvide Mnre man
dersra, hvor han stod, mens bnn nn talte saa muntert til
l)ani, tnnde stimte ovre paa den modsatte Side as Spen
Hang Farbroder og PrincipaL Justitsraad NielH Fall.
havde vckret Firu Freis Lauavcerae i hendes Entestand, oa
dette havde foranlediaet, at han indbød baade Moder oa
Datter til sit Hjem
De opholdt sig der i en Maaned oa denaana, i hendess
tidliae Ungdom, da hnn var mere indesluttet og tilbage
boldende, havdc Johannes Faltg rolige oa alvorlige Va
sen tiltruttet hende, og hnn havde slnttet sig til ham nsed
en viH barnlia Tillid, hooraf endnn det var til Rest, a:
hnn taldte ham ved hang Fornavn Han sjasede aldrja
med hende, tvertimod talte han ofte alvorliat til hende,
thi han mcertede, at den-des eaen Moder aldeles itte be
tymrede sia om hendes aandelige Udvitlina, men blot
nettede paa hendes Gang, Ver-sen og Tale for at gøre en
Dame af hende. Hans Ord lyavde oasaa denaang haft
en verttende Jndsflndelse paa hende; men idet de oplevede
sliae roliae da lntteliae Timer samtnen, og han saa ofte
saa ind i hendes stønne, sjcelfulde Øjne, fra hvilte saa
meget aodt og trofaft lysie ham i Mode, mistede han sit
eget Hierteg Fred, og sørst da hnn var rejst, fplte han
ret, hvad lkun havde oceret for darn, og at han bavde stolet
sor meget paa, at han var elleve Aar erldre, end hun.
J tre ttlar saa han hende ·itte, men bevarede hende
trofast i sin Erindrina Han blev, hvor han var og for
blev den samme, men dun for vidt om med sin Moder,
der var en urolia Sjcel sog idelia higede efter Adspredelse
oq Forandrina. For lidt over et Aar scden var Fru Frei
dod, og da tom Olivia anden Gang til Sandbaetaaard
»Da tog blivende Ophold i sin Formynderg, Justitsraad
Falts Has.
Hun var rejst dort sorn en undselig ung P·Ege, der
saa op til Johannes og lyttede opmærtsomt til hans Ord,
ja, han havde endog ncrret den Jndbildnin·a, at han tnnde
ndøve en afaørende Jndflydelse paa hendes Sjcel da mon
arbejde den verdslige Aand, der gennern hendes Moders
Optdtagelse paavirtede hende; og han havde en særegen
Grund til at antage sig hende, thi ban havde i sin Ung
dom, da Olivia tun var et lidet Bxarn, tendt hendes Fader
tort for han dødr. Denne havde været besjaelet as dyb
Religiositet og levet lytteligt med sin Kone i de saa Aar,
Gud lod dem blive samtnen men efter hans Død tom ben
sdes letsindige Natur til Gennembrud, og hendes Ente
zstand blev hende til Fristelse og (Fald. Med sin temmelig
anfelige Formue hcevdede hun en vis Stilling i Verden,
men hun git med et tvetydigt Rygte i sin Grav.
Med Spænsding imodesaa Johannes Olivias Tilbage
tosmst dg, som han havde ventet, fandt han hende meget
sorandret. Fuldt udvitlet, livlig, med Ynde og Sitterhed
i sit Væsen teaadte hun ham i Mode; men han markede
tillige snart, at, var hun end, naar alt tom til alt, and
hjertet sog naturlig, saa havde hun dog heller itte for intet
i tre Aar levet i sin letfmdtige Moders Selstab. Hun
hat-de tasbt den dybere Sands for Ltvets Alver, hvortil
han dog ved derez fstste Msde hat-de fundet en Spire hos
hende, og hvori hun havde rnsindet ham om hendes afdssde
Faden Han fornam med Bedrwelsq at der hos hendes
rsrte sig en Aand, der var ti Strisd need den, der besjcelede
sham fett-, og denne hans Bedesvelse vat« gansie uegen
nyttigz Thi hvad den varme Ttlbsjeltghed, han ellerö
ncerede for hende, angtt, da vidste han, at den vilde sttde
paa ftore hindringee, og as mete, end eet Hensyn ansaa
han det for sin Pligt at vise Tilbageholdenhed lige over
for hende, og han opfyldte denne Ptigt med en Geldbe
herstelle, sdm i stige Ttlfwtde er saare sjceldem
Du han sad alene i Baadem havde han grublet netov
derover, men It en mere restgneeet Stemntng; nu, med
hendes elstelige Sttttelfe for Ofe, og i det hendes Bitt
hvllede spaa darn, gtt den samme Ewendelse gennem band
Stich men som et snmteligt Stil. san git nu ud t Baa
den og bunte-de Aaretolden i nied en Sten, idet han bed
stg i Lieben; han flog ligesom med det sanmie den Kendss
gernstng fast, at dei var for-ht« med band haab otn joodist
Lytte, og at for ham blev tun Manativn til Rest.
shan saa ttl Siden, idet han nu roede Baaden nd
i Vagten og iievnt tvat paa Namens men hun saa paa
ham· Han var dog noget mere for hende, end han troetde,
og det bedrovede hende at se, at han var sorstemt. Som
om hinn mente at have gættet Aarsagen til hans tavse
Mileag, sagde hun: «
,,Det var i Grunden Synd, at jeg saaledes løb fra
Helga Nu er hun maaske bange sor, at jeg er kommen til
en eller anden Ulylle og de andre dethjemme med.«
»Naa,« svarede han i en mild Tone, ,,vi kunne jo
snart være hjemme.« !
Men ikle destomindre tog han tun smaa Tag meds
Aarerne, maaske sordi han itle taalte stcert Anstrengelshs
da hans Bryst var svagt, masaste ogsaa svsrdi han ikke
tunde modstaa Fvistelsen til at sorlcenge den lyktelige
Time, der var bleven ham forundt. Han havde i lang;
Tid itte vasret alene med hende, men aldrig som nu, il
en Baad, en lille Ver-den sor« sig midt ude paa Vandene.
Var der nioaet ondt i, at han en stallet Stund nød hendekåi
Selslab? En mildere Stemning tom som en tilgiveligi
Evaghed over han1, idet han ille betcenkte, at hvad der;
synteg en Lykte, saa let tunde blive en Prato-Use
i
i
Da Baaden ncermede sig Bugtens Mundina, og
Evens Panorama udsvldede sig svr dem, glemte de et
Vjeblsik alt andet, og Qlivia brød ud i et lille Beundrings
udraab, thi hun havde aldrig før været her, en Plet paa
Vandet, som tun saa lendte, støndt den var Søens smuki
teste Punkt Hersra saa man ret, hvor slønt de skovklcedte
Illnster omsattede Perlen Seen selv men man sit tilligeT
til alle Sider et Jndblil i de grønne Enge og dyrtede
Marter paa de Zteder, bvor Skoven veg tilbage sra Søen
« Landet var ballesuldt iscer mod Nord, hvor de nu
survnede ben. Liae sor dem laa Herredstsoaedboligem
Eandbcetaaard, tat ved Seen eller blot skilt fra den ved
Haven Det lave, hvide Baaningshug med dets tildeliJ
as Espalier deesllede Mure tittede srem mellem Havens
Vusle oa slanteredes as høje Pnramtidevovler, der stode
zVagt omtring den frcdelige Vaaning og vejlede sig i den!
»blanke So· J ringe Llfstaud msod Best, hvor Hegnet san
itede sig foran Stoven, skimtede de et lille Hug, det var
Itsntemadam Jngeborg Falls-, Johannes-I Moders og hans
eaet Hjen1.
Bagved denne smutte Gruppe bævede Landet sig
teraSsesormigt, idet Landsbyen Bryde med dens hvide
klirte viste sig et Trin højere end Sandbcekgaard, og Haj
dedraget tronedeH as Herrefædet Keldsborg der som Ejer
as Seen oa næsten hele Otnegnen havde valgt sig det
liøjeste Stabe, hvsvrsra det tunde ser ud over al dets
Herlighev
,,Aa, vet er dejlith« sagde Olivia, idet hendes Øjne
straalede as Glcede· ,,Se den forgyldte Fløj paa Kelds
boras ST«, hvvr den blinter i Astensolen!«
,,De shar Polters gsode Øjne!« svarede Johannes med
et vist Estertryi.
Olivia rødmede let, som om hun i sin Vens Ord
sormsodede en lille Braad; cnen i saa Falxd gjorde han
bende Uret; hun ncerede ingen Bitanter ved at se Keldss
borgg Spir, med mindre han maasle nu selv havde frem
taldt dem. Han følte vel sin 11ret, thi ban sagde straks
derPaa i en hiertelia Tone:
»Ja, der ligger den lille Verden evre, hvor jea nu
har levet i hele sein Aar og De, lære Olivia, i oder eet.
De sandt doa vist, da De tom hertil, at vi vare en unsderlig
lille isoleret Kreds as Mennester?«
»O nej!« udbrød hun med Var-me; ,,je·a velsigner
den Dag, da jea losm til Sandbætgaard. Jeg sandt lut
ter aode Mennester, der optog mig i deres Midte ssom en
as deres Egne og behandlede mia med en mageløs —
ja, De holder itte as stærke Udtryl, men vist er det dag
at jeg her bliver et sorkcelet Barn.«
Han bavde itte sorlaelet hensde; men shan vtidste jo
tun altsor godt, at de andre havde gjort det, osg da hun
daade var una, smuk, aodhjertet oa rig, var det naturligt
not. Linn lceste Mitzbilligelse i hans alvvrlige Blit, og
dersvr svedblev hun:
»Die mener maasle, at jeg Inisbruger mine Benners
GodiheM Mener De det, saa sig mig det oprigtigt! J
det hele, tcere Johannes-, har jeg i den sidste Tisd ofte hast
eu Følelse as, at De var vred paa mig.«
»Hm De sdet!« svarede han, idet han gjorde et For
sag vaa at smile.
»Er det saa, da lad mig vide Grundenl Jeg trot,
De mener nng det g·odt, og«, søjede hun nain til, »der
var en Tib, da jeg ogsaa havde Grund til at tro, at jeg
itte var Dem gansle ligegyldia.«
»Halløj!« raabte Johannes, idet ban svrana op,
»hvilten pragtig Flot Vildænder! Gid jeg hadde niin
Bpsfe her!«
Hans Kinder blussede, og hans Øjne lynede. Olivia
rlev lidt sorstrættet over det høje Raub, og det forundrede
hentde saa meget mete, som hun aldrig havde bemærtet,
at han var nogen ivrig Jager, hvorvel han virtelig ejede
en Besse. Han satte sig igen, hvilede paa Aarerne, tog
Hatten af oa torrede Sveden as sin Pande. Han var
sl-leven meget bleg og saa paa hende med et sorgmodigt
Swmil s
»Ja,« sagde han, »der var en Tidt dengang vari
De naesten et Barn endnu, og De harte vtilligt paa alt,
hvad jeg havde at sige Dem. Nu er De kommen til Sskels
Aar og Alder, og vi er ikle lcenger enige.«
Hun saa sporgende paa ham og slsog derpaa Øjnene
ned; men da hun igen »saa op og blev den store Bleghed
paa hans Aasyn var, sagde hun i en deltagende Tone:
»De havde vist Stade af, at De raabte saa hsjt op
fees De staaner Dem itle, keere Johannes, — tan De
huste sorleden, da De sang saa meget, uagtet »vi· bad Dem
lade vertei«
«Ester at De first havde bedet mig om at synge!«
svarede han i en Tone, som Viste, at han gsanske hat-de
genivundet sin Selobeherskelsez ,,rnen hvorsor skal jeg staa
ne mig? hvem har Interesse as, enten jeg dir et Par
Aar ssr ellee senere?«
»Fn!« sagde Olivta, »det var letsindigt, jeg tsr man
ske stge utaknemmeligt sagt.«
»Men det er sundt at tænte paa Dtdem jeg gsr det
ofte, jeg tsr sige hver Dag.«
,,Sundt!« udbrsd Olivia Ei en misbilligende Tone,
som man maatte vente det as et ungt ltvsglad Besen
som hun. der desuden i sm Barndom havde veret vant til,
at alle alwrlige Jndtryk blev holdt bot-te sra heade.
»Ja,« fvarede Johannes, ,,og det i mete end een Deu
seende. Timen staat jo for enhvers af os, for eller senetex
lad os da se vor Sstæbne i Øjnene og altid viere beredt pas
at gaa bort.«
, »Men saa er det jo iike muligt at glcede sig ved
Livet.«
,,Og naar man glæder stg ved Livet, soin om man
siulde blive evigt hernede, tyvor et det da muligt at fas
en salig DIdW
’Olivia vilde give et heftigt Svaiz inen en alvorlis
Erindrina dutlede op i hendes Sinc, og hun tav. Hut
tom i Tanker om, hvad hun selv for blot et Aar fide
hadde vænet Vidne til og dog faa hurtigt glemt — hendes
egen Moders Sygdom og Dod, en Mslig Sjæls Kamp
agtige Holden fast ved Livet og dets forfængelige Glceder.
Hun tnaatte tilstaa for sig felv, at det havde vceret te
smerteligt og uhyggeligt Syn, stsønt hun langtfta havde
Øje for dette Syns Alsvor i hele dets Dybde.
»Maaske,« vedblev Johannes, »sinder De min For
drina for streng, og det er vel i Deres unge Aldet natur
liat. Jeg mener ellers ikle, at De er bange for Boden;
at aaa Deden roligt, ja ligegyldigt i M-øde, er saare
almindeliat; det er vel endogsaa et ejendommeligt danst
eller nordisl Karaktertrcel7 men ikle et kristeligt. Es
Kristen tænker paa Doden med fuld Bevidsthed om sin
Syndesiyld, men med et faligt Haab om Barmhjertighed
og Naade. Jeg indrøminer imidlertid, at Tanien oms
Døden ved sceregne Omstoendigheder et bleven mig lettere.
end den vel er de fleste, thi jeg hat vceret fortrolig
med den fiden min tidligste Ungdom.«
,,Jea acetter det,« sagde Olivia, idet hun saa del
tagende paa ham, »men jeg maa sige Dem, at De aldelek
ikte set ud som en Dødens Kandidat."
»Da er vi dog alle det! Jeg flal fortælle Dem niogeL
Jea havde enaang en Ben, som var meget ældre end jeg;
han var Lcege og lendte min Tilstand nøje. Da jea for
langte at vide hans oprigtige Mening, sagde han, at hsvis
jeg iite var meget forsigtig, blev jeg næpspe tredive Aar
gannnel.«
,,Det var en klogtig Ven, den!«
,,Han kendte mig; men Graden dækker nu ham, og
jeg har fyldt mit tredivte Aar.'«
,,Stakkel, saa vil jeg ikke skænde Paa ham!«
»Nei, gør itte det! thi det var Deres egen Fader.«
»Min Faderi Det hat De aldrig sagt mig fon«
»Nei; tshi De taler aldrig om han«
»Jeg var jo faa lille, da han døde; jeg husler ham
aldeles ikke.«
»Talte Deres Moder da aldrig til Dem om has-Mk
,,Meget sjaelden; men De ved vel, at hun var fra
vaesrende, da Fader dødelt Hun laa med niig i Carlsbad
for sit Helbreds Sitle ,og han bleso i Kobenhavm da haw
ikte vilde forsømine sm Pralsis. Det hat undertiden un
dret mig, naar jeg taenlte der-paa, thi han behøoede jo ilke
IPkaksis for at Ieve.«
» »Han var fjcelden samvittighedsfuld; men jeg vat
hos ham i de sidfte Dage, og derfor vil jeg sige Dem, at
De har noget at tage i Arro efter ham; thi han sit en salig
TDød.« "
» »Bei vil jeg tr-o," svarede Olivia bevægetx ,,han havde
en god Samvitt’ighed.«
»Visselia havde han Xdet, ssaa vidt et Menneste tan
have den; inen den Trost itke at have svcere Synder paa
Samvittigheden rækker itle langt, thi ingen af os tan dsoq
Ebestaa for den tetfaerdige Guds Dom. Han haabede pas
Gudg Naade for hans Hex-re og Freisers Skyld, thi has
havde i en sjcelden Grad den vidsunderlige Gave, vi kal
de Tro.«
»Bei er svcert at tro, Johannes!«
,,Ssvcert og let, ligefom man taget det; hvad der sy
nes usmuliat for mennestelige Kraefter, bliver muligt veb
Guids Hjælp. Troen er et Greb efter den frelsende
!Planke, et Spring over en Afgrund.«
! »Bei lyder fortvivlet.«
»Vor Stilling er ogsaa fortvivlet; den vantto set
det blot ikke.«
- ,,Jeg er itke ganfle uden Tro, Johannes-; men jeg
llan itke folge Dem; jeg fotstaar Dem itte.«
,,Jeg ·ved det! Gansie uden Tro, nej det er tun faa
Mennesier. De og de fleste, der er bleven lristeligt op
"lcerte, hat dog faaet Øjnene lidt op. De føler, at Tro ikke
cngang tan undvaeres i mennestelige Forhold. Dette Liv
Viltaar er saa usikre; iltke engang Fosrholdet til vore
nærmeste og kaere er altid en sikker Erlenden eller klar
Biden, men tun en Overbevisning sosm det, som ilke sel.
Alt viser hen paa Springet, Grebet ssom det, der vek
Syndefaldet er bleven en uundgaaelig Nødvendtighed De
staat endnu paa Afgrundens Rand vg tsveti De ftoler
paa et Mennesie, men itle paa den eneste trofaste, Gut-,
soni dog formaar at give fuldkommen sitte Bevisninget «i
ethvert Mennesies Jndre, der hengsitver sig til hamN
Gusse-iter
Gode Bogey fom anbefale5:
Mitjam vacubmmh es Fort-ais- iu ims- taki-.
125 Sim, i Dianas, s- ams, ist-mu- so can-.
Mattyreu i St. Armer s- um-. sp »- m
Mtkr. II Cibey idnilas V M, MW D M.
Marmreme i den lutherike Kitte. W m
Tyst. Mist-IM,UWÜWOW
Beil Hut. c- mktutf M f- teis th. Ist
Immqu um one-. »I- m san-« ps- osss so
via-. mai-. Its-, — Utah-, sus.
Diu Bkobcks BUT s- pie-Its- ius Ins-a san
Orient-I, sagst-di is ist-keimt III DI- Ick I. I
ptavism m one-, i onst-, « tust-.
Herren er mit Skiold. s- HW »Um-.- «
kristelisi As i Inst-II M s» i M Ue, subs. Ue·
Alle quet sendet pottofrit sen-time- W indseadt samme
nud Vesnllingew Frimmlak modmpsv »«-- Verausg.
Danifh Luthekan Publifhing Haufe, Blair, Nebst-h