Den l yse Gud
("’l’l10yls’eeir 0041«. )
Romas om Mexikos Erobking.
As cewis Watlace. Paa Dansk ved Vilh. Wellen
(Fortsat.)
Alvarado ted videre. Cortez blev staaende og inmi
sttede Resten af Tropperne. Føtst lom —- saa lyblest
sein Panthere en stor Asdeling Tlascalanerex detpaa
Bueslyttet, hvis Vaaben tlirrede mod deres tunge Rust
ninger; og endelig tnirtede og raslede Slntset frem. »Ah,
Meso! er Du bett« udbtod Cortez, Da Slaver trat den
sseste Kanen sorbi dam. »Ja Du, det er ingen Nat so: n
den i Italien, hvor Du farste Gang tjente Dig dine Spo
ker; men timeliavis var det bog værre fat med os dengang,
end det et nut« »Mir-« Senor!« svarede Mesa sagte Ja
ted hen til hani, ,,det er gebt, Du sætter Mov i os, soc
man tan ttcknge til det i Nat. Angriber Hedn«nge-«ltai
tet os, tan det komme til at se meaet stenit nd; for hvis
itte Blæsten lan faa Styerne sejet hart, og det blinkt
ved at regne, saa« —- han ncesten hvistede det » ,,fcenaer
Luntcrne ille, Senori . .«
Dct gav et Sæt i Cortez7 i et Nu løb bet ham kolbt
ned ad Ryaaen, og bang Tander lcm til at tlapre. Men
ket nafze Zjeblil var liau atter Heere over sia selv: »He!
genene tan vccte lyoJ oS med del-es Hle Pi « iMørle og Negn
tai aodt sont i Liis oq Torte.« svarede han. »Gar, bvad
Du tan! saa tan Du i Morgen bente has mia dit Patent
fom Oovedsmand« . . . Dermed svang Cortez fig op paa
sin Heft, toa sit Skjold, og ajorde Stridsøtsen fast til sit
Haandled. Men lian ventede let endnu, indtil en Rotters
trup Var passeket forbi ham, og der tom en enlig Rytter
»Er det Dia, Leon?« taabte han faa; »Du bar truls
tet alle Vaatekne ind?« — »Alle-t« svarede Leon; ,,jea hat
perfonlia set ester, itte en eneste Mond er blevet alemt.«
— «Vel!«' sagde Cortez, Da gav sit Folge et Vini, »saa
Lan oasaa vi tidse vor Vej!« Oa Side om Side nied Lean
ted ban ud paa Gaben.
Da han «—— sont sidste Mand — var loinmet ud ad
Poeten, vendte han sig om og saa’ tilbaae ester Valadset.
Men det var allerede som opsluat as Ali-klet: ljan saa’
tun en sort Zweige Eaa satte han sig til Rette i Sadlen,
eg suttede dybt. Sutlet ajaldt itte alt det, som Opholdkt
i hint Paladsz havde tostet de Kristne, itte heller Faserne,
smn nu sotestod: nei, han sutlede over Tabet af den
Magi, han havde han hist inde, hvor han Uger og
Maaneder Egennem havde berstet over en Kongernes Konae
og ---»— acnnem hatn ——— ovek et valdigt Rige. Denne verl
tsiae, ubegrcensebe Magt blev nu taget sra ham og aabens
bart set bestandigt
Obre hos de Vantro var der imiA cid flet og stets
der folgende:
ttjuatampzin havde i Lobet as Ilftenen forlaat sit
Hovedloarter fra Huitzilszemplets Tag til det gamle
Quetzal Tempel. Han vid51e, at be Fremmede m a a t t e
mt snart prøve paa at flippe bott; han lkavde dersok ov
give-l at anaribe Paladsct og anlaqt alt Paa at føae at
tilintetaere dem under deres Tilbaaewg. Flun vidste han
Ette, bvad Llei de vilbe fege at tomme irem ad. As Dige
Vejene vor imidlettid Tlacopans- pg Tepejacachen de
torteftex altiaa, tcknlte ban, vilde de vaslae en af de to.
Han forberedte sig da til at anqtibe kcm tm Even af
naar de marfchereke frem oppe paa det smalle Dige. J
Frontm rilde de du«-lese Itanaler give dem nol at bestille,
mente han; oa en Stute udspgte Azteleksslrigere, under
ltans perfonliae Anførsel slulde falde Fjenden i Rngqen
Men hertil laa netop Quetzal-Templet bclvemt; tlyi i detz
talrige Celler og Kamre var der mer end Plads no! til»
den udcsalate Urian-Statt
Quetkalsz Helligdsom traf de longelige Randgivete
Guatamvkim som Rang Cuitlasta sent paa Eftermitsdc
gen havde fendt affted til ham meb det longelige Seal ozi
med et Budslab· Cuitlahuas Syadom havde fotvækrct
sig meget; og han var nu blevet baaret ub til Chapultevksx
for at ban dels lunde vare mere i Silterhed og dels lunde
blive bedre plejet. Men til Guatamozin lob han sigc:
,.Gid-(—ttutserne elsle Dig, sem jeg elflek Dig! Jeg er sya
af de Fremmedes Syadom og gaar til Chapultepec for
at betede mig til Dødm Du maa ilte komme til mig,
for at ille oglaa Du slal blive overfaldet af System Der
jeg, saa er Riget vit. Jndtil videre overgivek jea Dig al
min Maat.« —--- « Saalebes var· Guatamozin blevet om
itte Konae end-m, saa dog retmakssig Hex-stei- i sine Fas
dees Stab oq over det gansie Rigr. Konaens Aflendinw
oa de tilitedevasrende Kaziler lysfede hans Haand. Men
selv sau« han op til Quetzal-Gudens BElled —- der sah
Spindelvæv nu paa dets gyldne Scepter, dets malede
Sljsvlb var breit as Støvt —— og han tænlte paa, hvad
Mitalox en Gang havpe sagt hasm het: at hans og Ana
huacs Stæbne var ulsseligt sammenlasdet . . . Undetltat
nol! den gamle Svcetmet lod bog til at shave spaaet
rigtigt . . .
J det famme lom en Mand ltbende op ad Tempel
trappen og trangte sig ilsomt fkem gennem de For-sam
lede. Vandet strsmmede ned ad hanö forede Rustning7 da
han naaede hen til Guatamozin, huggede han ned i Gul
vet, saa det dtsnede efter, Staftet as en Laufe, hvorttl
der var fassgjort et Dritten-Smde Klinge. Det var
Fytst Hitalpa. ,,Endeltg, Kin Guatamo!« udbrsd han
aundelssx »de Fremmede er undervejs, de gaar ad Tlaco
pau til! . . . Der blev dsdssttlle . . . »D· alles« spurgte
Guatamoztm — »Ja, sde alle stimmen, undtagen de, der er
dsbe!« — Guatamozin neesten lo: »das-et J, Vennek?«
reibt-v han, «heevnens Time er kommen! J sendet io
ieke Poster og iee Pltgt, —- gaal Gid— Gut-eine vom med
seel« og et Diebltl efter var tun han vg Hualpa tllbage
dewppe l Quettalz helligdvm Qualpa lagde Handerne
ovetlotg ova- Bryslet, bøjede havedet og fagde: »Da mln
Sorg var allertungelt at biete og jeg grad og vaandede
mig, bolvt J milg ttlbage, Kin Gu-atamo, og lovede mig,
at mtn Tab vtlde nol komme. J hat sikleet et tlaeere
OM end ist-, men —- tag mtg det ttle llve op: nu er mtn
Ualwptsobed fort-it Mtn Fiende er undeij, og hun,
W jeg tlte lau qlemme, hvad ieg saa end Ist, hun draget
s— -
med ham. Derfor beder jeg Jer, lad mig gaa nu!« (
Guatamozin lagde Haanden paa hans Slulderzs
,,Glced Dig, Ven!« sagde han, ,,ogsaa jeg tænler, at Haest
nen tm er nær. Gid Guderne vcere med Dig! Hvok ek
de Mem-, som stal ledsage Dig?« — »De venter nede i
Baadene.« —- Guatamsozin saa’ et Øjeblik aandsfravceren-«
de paa den lange Laufe, Hualpa stod med; saa tog han
den, og betragtede benndrende det lange, lige, kristne
Svcrrd, der var faftgjort til den: i dets blaalige BlinkenA
sijultes, tæntte han, den Hemmelighed, som havde sat de
Ifaa Fremmede i Stand til at sejre over saa mange Kri-»
gere og til at lægge By og Land Ide. »De«t vil hjælpes
DI; til Sejr!« fagde han endelig, og gav Hualpa Laner
tilbage. — Hualpa tyssede ham paa Haandem ,,Jeg men
te, Iin Guatamo, at naar J var blevet Konge, fluldel
jeg maaste have naaet at gengælde Jer ved trofast Tjeneste
lal jer Godhed og Venlighed mod mig. Men lau hande,
lGuderne givet mig Lejlighed del-til allerede i Nat. Hvis
-J itlc set mig ved Daggry, saa lan Nenetzin sige Jet
hvad der er blevet af mig. Lev vel!« Og med Ansigtet
vendt imod Guatamozin ait han ud af Kammerei.
»Pos- vel Paa Jer selv!« raabte Guatamozin efter
dam. »Da hust puu, at der maa ille give-H Tegn til All
areb paa de Fremmede, fkr de et kylket frem tkl den finste
slanalk . . . Lev vel!« . . . Han var gaaet hen i Damh
ningen oa stod og saa’ tanlefuld efter Qualpa Men kun»
et Zjeblit Thi af det gamle Tempels Celler log Kanne
beantkdte nu de Flrigere at nmldre frem, fom han person
lig vilde spre. Tet var et langt Tag, ca alle var de
llckdte i hvide Bomulds Gevandter. J Spidsen for dem
traadte faa Guatamozin, iført en Kriftenå Untat-T en
Kristens Hielm cg med en stristens Stridsølfe i Haanden:
oa Fokfølaelsen af de Fremmede beayndte, i Storm oq
Bcelgmørkeu
V. Rædslcrnes Nat.
Natnrliavig ryttede Cortez’ Herr tun lanaloint srem
ad. Der var saa manae lllampdygtiae i den. Martet samt
klieanen der af Blæsten Pifledes ind i Anfiaterne, braate
degnden hurtiat llorden i (ileledderne: der blcv efterhaan
den storre oa ltørre YJlellemrmn mellem Aldclinaerne da
mellcm de enlelte Tele al Vlfdelinaerne Tnnat døjedse
under But-deine de bar paa, eller under deres Vaaben
marscherede Follene tavse afsted. Den opftrckmte Jnds
dildninaslraft befoltede de vde Gader for dem; snatt tro
ede de at se fjendtliae Elildvagter dnlle frem Dppe paa
Huleneg Tage, fnart iaen mente de at se en Staee Hed
ninae komme listende imod dem inde fra en Sideaade.
Den inindfte Lnd, de harte, jog dein Steckt i Blodei. Da
tidt snublede de over La sdin var bledet liggende efter
Lampen tidliaere paa Tagen, og som nu spcerrede Vejen.
Saa mumlede de balvlmjt due-J Helaenss Navn og sloa
link-J for lia.
Saadan git det aennem Gadc efter Gabe-, forbi PJ
ladfer oa Temrler da Hufe. La ltadia laa’ man inte:
til Fjenden Den inieatiat ltore Etad lod til at vasre tcsm
oa ede, fnldstckndig udded.
»Eencr,« sagde Tiiero lJaldbøjt til Gortez, »ian Du
kniste, hvad der ftaar strevet oin de Vantros Har: at ved
Nattetid, medensz den var i sin Lein lendte Herren ded sin
Aandeg Pult en dødlianende Sonn over den! Zandelia
Herren lader i Nat til at dasre med o H paa sainine Maa
de!« » lfortez bejede fix-i i Eadlen over mod dani: ,,«"Jlej.
cui-minermin.« lrarede han« »deri iror jea desdcerre
:lle, Du lkar Ret. Tersoni det Pat til Hedninae hadde
E Zinde at lade oLi draae hart i Red, saa vilde de sittert
i det mindste have aivet des et eller andet barott Ledesxt
med paa Vei: en Sten, en Lanse, en Pil, eller i al Fald
en Ed dilde De not have flittet ned efter ois opve fra den-»J
Tage! Mia huer denne Tadghed ille; give Gild, at den
ille niaa varsle vcerre Tina, end nagen af cis aner! . . '
J det sainine forlyndte en Tempelvogter oppe fra det
flade Tag af et ncerliaaende Tempel med synaende Rest,
at det var Midnat . . . »Man Du høre2« føjede Gerte;
halvlmjt til, ,,de lover ittel . . . Pater Olmedot hvor er
Du denne? . . . ,,Her!« svarede Pateren, lige ved Skden
as hamx ,,hvad vil Du mig?« —- ,,Bliv red at bede, Pa
ter!« saade Cortez; »bed, sotn Du aldria før har bedi, . .
for os allesammen!« s« —- —
Just ved denne Tid red SandodaL i Spidlen for
Avantaarden, fra Gaden nd paa den aabne Dige-Vej. Lg
lidt efter naaede han den til den første KanaL Medenö
han nu holdt der oa ventede paa, at Magarino stilloe
komme med Broen, lød der til højre ude fra Seen et holt
lanatrnltent, drønende Signal fra en Muslingesials
Trompet. Uvillaarlig tog hans Hierte til at banke; oa
med løftet Sljold, og med den iraftige Haand klemi fast
om Svcrtdet lyttede han -- — som alle de, der var med ha-n,
lnttede —- efter, hvorledes dette forste Signal befvaredcs
vidt omtrkng ude sta Søen og helt inde fra Staden. Jlte
en var i Tvivl om, lyvad det betødx Ridder sont Slave
forltod, at nu lom Angrebet Flngt — Beelgmørle s—
Regn —- Storm —- og endelig Hedningenel ,,Gud se i
Naade til ost« munilede de Tapre og beredte sig til et
tasmpe »Gud le i Naade til völ« lallede de Feige, og be
redte sig til at lske deres Vej.
Blælten, lom strsg hen sover Svem lod til at viere
blevet dampet lidt af Regnen. Men Balgerne flog dog
endnu buldrende rnsod Pilze-Bean Straaninger; vg San
doval tæntte ved sig selv, at saalcenge den Søgang shd
paa, vilde Hedningene dog del neppe fort-ge Paa at lande
med deres strebelige Baade. Han bavde imidlertid lnap
faaet tcentt Tanten til Ende, for der lom en ny Lyd, som
overdsvede sbaade Blæltens Susen og legerneg Platten.
»Der hat vi dem, Ka«mmerater!« raabte han med Tenden
stemrnex »alle Mand klar til Kam-pl . . . Lad Ordren gaa
videret Og Du deri« Gan vendte sia om til en Rytie:)
,,galoppet tilbage til Magarino — og jag herhen med ham
igen t Galop! Mer end bund-rede Mennesiers Liv vilde
maaste været sparet, sont Broen havde ltgget her allerede!«
Hedningenes tufendstemmige Kriggsttig, der voeltede
lig frein som en eneste, uhyte List-dsng havde tndvaeslet
Angrebet for alle i Cortez« Heer, som- havde Oren til at
htre med.
Cortez stjdte htdllgt med Allmen til Pater Oslmedo. -
»Der hat vi dett« udbrsd han, »der hat vi Tollen for, «
at Apparat-O med-n- fea var dorte, lod Seen komme t Ded- «
l
sningenes Besiddelse igenl Havde vi holdt den, og havre
·hant Skibe paa den, saa vilde «vi svcere blevet forstaanet
«sor, hvad der nn lan sle i Nat!«. .Han vendte sig om;
.til Morla, Avila og de andre: ,,Lad Trompeterne blæse
Fremadl En as Jer rider srem og stynder paa Maga- ;
ir.ino, en anden rider tilbage og ser at saa Arrieregarden
«til hurtigt at slutte op! Der inaa ingen Plads vcere, saa
de Hunde kan komme til at lande rned deres N ,Ix. .i
Rast!« Jnde sra Staden drønede et Kanot dass-c Saal«
nn falder de ogsaa over Arrieregarden; Mesa bider frai
sin! Og hor, hvor de Hunde hyler baade til højre og
IVcnstre sor os! Heilige Guds Moder! hvis vore Falk
III Elle staat fast nu oa holder Stand, saa vil Vønner sors
;dore Sjeeles Fred snart blive nyttiaere end Kamp sor vortz
»Liv!« En Sten traf idet samme straldende Avilas Rus -
nina. »Den toln sra en Slynge --— her til højre!« raabte
»l»lortez. ,,.5·tan J inan se?m . . . Men hvor meget man
end spejdede, -«- der var ingen at opdagel Man havde
at aøre med Fjender, der var nsynlige! —- —
,,As Vesenl Pladsl Plads!« haode Magarino raabt,
nlens han jog srem aenneni Avantgarden, sretn til Fron
ten. Hang Tlascalanere var krastiae oa bebeendiae Frllr
i et Nu svcsknnlede de over Kanalen na, trat med Reh den
lammentømrede Vro ester sia . . . »Bravo! bravo, Ma
narino!« slrea Sandoval; »saa sremad, Kammerater,
sremad!« Oa i sagende Fart stormede hele Afdelinaen
lnaefter bank, ever Broen, der rnstede og vatlede oa bleo
tmltet dnbt ned i Jsorden paa beaae Sider as Kanalen
J» den nilre Haft blev entelte stnbbet nd over Broen, stnr
tese i Vandet oa sorsvandt for bestandia. Inan let
fxa meaet som saa’ efter dem; thi de Bantro kom nærmei:e
ca nasrmere, oa en Haal as Zten or; Pile begyndte at
liste ned over Spanierne Tet ajaldt otn at slippe hur
tth liorlk
lfertez naaede hen til Brer i samme Øjeblik, sont
Hedninaene ude sra Seen naaede med deres Baade hen
t!l Title-Beim Oan raabte noget til Magarino; men
fis-r den flinle Hooedåmand fik svaret, lnste det op deruoe
til lojre for dem as en Masse Llarer, scsm blev løftet i
Vejret, og en bel BitadeiFlotille brød sreln as Mortet. OP
sra Baadene tlatrede hedensle Kriaere i tcrtte Starer —
lom Slsøaelser at se til deres hoide Draaterl —- og over
ialdt de Rristne med lialtevanben oa Hna oa Stif. Der
leid et Forscrrdelsens Rand, oa der blev en Pussen og Sto
den oa Trcenaen paa! Heste stejlede as Angst og sprang
nd i stanalen med samt deres tnnat pansrede Ryttere.
Ovre paa den anden Side sprænate Cortez assted ng
raabte paa sit Følae. Pater Olmedo svarede, og ogsaa
Notla. Men saa blev de as Mennestestrømmen revet
fremad. Gansle ene, oa Ined Fare for at blive traengt
ned ad Eine-Wesens Sitte-til, blev Cortez holdende. Ku
nonstnddene, der saldt as oa til, den strattende Lyd as Ge
vcerild oa de Vantrog nasbrudte, sejrssitre, vilde Hylen
overtydede bam om. at hans Hcer var blevet angrebet
ever hele Linien Paa enaana. Han saa’ hen over Broen:
et Virvnr as lcempende, bandende, bedendc Mennester, derk
løb lsinanden omluld for at slkppe frem, —- han sae- ud
rver Seen, hoorsra hoidtleedte Fjender bleo ved at mindre
op, oa det ges i ham, hans Sjeel skreg til de Heilige om
Rande! . . . Men det nceste Llseblil var han iqen den.
usorscerdede Soldat! ..()l-1. Katnmerater!" raabte han
heit, »det bele lfar inaentina at siae. Hold bllr Stand, nrn
Livet er Jer tcert, oa slaa braot sra Jer! fzpllige Kors!
Christ-;zssnntiug»!«« Terlned spranatc ljnn ind i den
taetteste Stinnnel. Men sorgte-des —- Strsecnmen vnr so r.
start. Hang slinte Hest hjalp ham med baaoe Hov on,
Panier, og selt) skiiteoisz bsandede on ltad han. Tillidsts
maatte han dca opaioe Forsøaet paa at sac» de skræ«lslagne«
Soldater tZl at staa.
Dennang de Vantro istemte dereg frnate liae Vlngrebsi
slria, var Arriereaarden endnn et godt Stntliz fra Tige
Vejen oa var for Størstedelen smeltet ud til Smarthe asv
nennembl edte Esternølere Alarmraabet stramrnede disse«
Smaahobe op oa sog dein satnmen igen til en stor Somm
der nu raste heessblæsende skemad . . . Neneliitx og Marinn
sons endnu stadig sulatez ad,lta;1:te nalurliavis saa asit
san-. de andre hørt Muslin eililiiTroni leiernes lrønende
Signaler. Men Marina spildte itle Tiden med Spørgs
maal. Hnn gav i en hvas Tone sine Zlaver Ordre til
at folge taet lsagester Hakrens Centrum oa rcxslede itte, for
hun var lotnmet langt srem soran Jlle-Kombattanterne,
hvis lnnalonnne oa besoærliae Frcmrykken havde syldt ben
de ined lebende Angst . . . Anderledes Nenetzinl hu n havde
tun Tante for sin Elslede, sont hun var bange for stulde
blipe angrebet as bendes Landsinænd, og hun spurgte blot
ester ham. Da han, liaesaa vagtsom som galant, red
hen til hendes Bærestoi. kyssede hendes Haand og talte
teerlige Ord til hende lo· hun over hele Ansigtet lskønt
lyvad han sagde, sorstod hun jo iile!) og besalede sine
Slaver at holde sig vedblivende lige i Ncerheden as »To
natiah«·
Sidste Mand i Toget var Leon, en« tapper Adels
mand og en dygtig Anforer. Med sine Ryttere red han
lige baaester Slntset. «Satan er not paa Benene i Nat,
Kammerat!« saade han til Meta. »Du er so lige saa be
vandret i Krig som Pateren i at leese Messe-, —- hvad
mener Du otn det Spettakel, vi herni« — Mesa, smn
gil inde mellem to Kanonen svarede: »Ja, Senot, det
saar enhver at tyde, sont ham lyst«er. Jeg er parat!
Han slog sin Kappe til Side og viste Ridderen en som
en mat-rødlig Glød lrssende Stump as en tcendt Lunte.
»Men sandt at sige,« lagde han til, »saa stammer jeg
mig itte ved at tilstaa, at jeg vilde ønsle, vi var vel ude
as denne Tummelt« — »Du er en brav Krigsmand,«
sagde Leon, »jeg vil holde mig her Side om Side med
Dig. A la Madre todusl
« J det samme besoltedes Mstlet paa begge Sider as
dem med hvide Stiltelser, som stormede ind pasa dem under
Raubet: »Op, op, Tlatelsocol o o luilonesl«
,,Vend i en Fart Kanonerne, Mesa, eller vt er for
tabt!« streg Leon. Og sine Ryttere besalede han: »Sværd
vg Øtser klar! Lsö paa dem, —- sxmtiagol santiagol«
Mesa var i et Nu feerdig. Ei Kommandvraab til
Mandstabet, —- og saa greb han selv med den ene Haand
sat i Hinlet paa en Kaum-Klostere, svtngede Komm kundi
og satte Lauten til, Studdet gil ilte as; men en Flamme
blast-de hvaesende i Betret, og i dens flygtige, dystre Lyt
saa’ han et Viel-til, hvad der small omtring dam: de
I
Vantro, der mylrede ind i Gadenz Spanierne og Flaan
lanerne flygtende ornkap som besatte; lige tæt ved Leon,
kder sloges som en Løvez og helt inde mellem Slytset en
Kriaer, som var i halvt hedensl, haldt keiften Rustning
HAlt det saa’ Mesa, og han saa mer endnu: at Slaverne,
som trat Kanonerne, var lebet detes Vej; at de faa steiget
« rle, sorn havde holdt Stand, sloges i Haandgemamg for
Yes Liv; og at den Kanon, han selv stvd ded, ragede
Ined sit Rør ind i Fjendens tætteste Stirne! Sau sagde
"l)an itte et eneste Ord, men ladede paany og satte attec
Lunten til. Det gav et Brag, saa Jorden rystede under
dem; Cortez hørte Studdet ude paa Dige-Bejen og for
stod, hdent der havde assyret det. Men det blev den
tapre gamle Krigsmands sidste Stud. Guatamozin sprang
hen imod ham: i Mesas Øre lsd der et sisingrende Krigs
raab, et dceldigt Hug tlpvede hans Hjelmbaand, og død
sank han ned ved Siden af sin Kanon.
En ny Fjende stod imidlertid overfor Guatamozin,
en Kriger med løftet nmqunhuitL Lynsnart sik
Guataniozin sit Skjold til Veer og parerede Huggetz saa
saa’ han op fra sin knælende Stilling og saa’ et fsorteuktet
«2lnsigt, hørte et stingrende Triumfsirig, —- det var Itzt
lil, Tezcncanerent Atter sufte Jztlils maquaimitL Gua
tamozin santlede alt sit Mod, al sin Kløgt; Døden grinte
hatn i Møde fra hans sorhadte Medbejlers flammende Øj
ne; un galdt det Falk, Ny, Kaerlighed, Liv! Og — plud
selig sank Tezcucanerens løstede Arm, hans its-usua
huitl saldt slapt ned, Jztlil styktede otn da rev Guata
um«-»in med sig i Fnldet . . . . Men en Vens Haand hjalp
(«-.tnat«1n:ozin raa Benene igen, og Kampen raste videre
Inn Guatamo var sine Mcend en tapper Form og hanB
Mir-nd lod ham «lie i Stifteri. Leon fcl sanket samtnen
saa mange Frristne og Tlascalanere, som han kunde. Da
-—- med St, uventet, imod al Forhaabning, dg som oni
ban blot havde været et Stykke Legetøj, Fjenden nu var
blcdet ted af at lege med . . . sopgav Hedningerne An
qrebet Ort straks efter harte Flygtningene, som stormede
afsted bageftet Alvarado, et scelsomt Kdtgsstrig, der lyn
snart kom dem nærmere og nærmere: »O, u luilonest
() luilnnest« blev der raubt.
Gennem Natten og gennem Regnen jag Hualpa nd
mod den aabne Sø, fulgt af ni Baade. Hver Baad blev
roet as sels Slaver og førte site Krigere, der alle bar
Brynjer under deres hvide Kapper og havde Svcerd af
Staat paa deres lange Lanser, —- kristne Rustninget og
tristne Vaaben . . . Jnde ncer Dige-Vejen ventede han,
indtil de store Flotiller havde svaret paa hans Signal og
stuttede op fra begge Sider. Saa styrede han ind mod
den forste KanaL skceldende over RoerkarlenesLangsomhed.
,,Hurtiaere! hurtigere«' raabte han uafbtudt; og for sig
set-v tilføjede han: »Nu — nu stal jeg vriste hende ud
af Reverens Haand, dg hun stal attet blive min!« Han
v·lde naa’ frem til Kanalen, som han antag, at de Kristne
umuligt tnnde slippe ftern -ovet, og han tæntte, at Nenetzin
befandt sia i den forreste Afdeling, som del var den strec
teste og hvor der følgelig dar sitt-est . . . Nu stød hans Baad
ind i den snscevre Kanal . . . »Nei! nej! tilbage, tilbage!««
streg han . . . Der var slaaet Bdo over Kanalent
La maaltøs af Forbavselse over de Fremtnedes
Klegt, der ligesom ved Trylleri besejrede de største Partike
ligheder og stælsvende af Angst og Spcending sor, at de —
at hnn alliaevel s««tlde undslippe hatn, vendte han sin Baad
da satte stursen efter den nceste Kanal sor am muligt at
blide sørste Mand de r. En Del af hans Landsmcend ro
ede i samme Retning, men hans Baad fløj alle andre Baa
de iorbi. ,,Hurtigere! hurtigere!" Og han bøjede sig ind
mod DinesVejen og lyttede, —- han tunde høre Hesteneö
Stampen deroppet Han holdt Haandcn op over Brynet
aa sdejdede, —-— møtke Stitkelser aftegnede sig deroppe, han
stimtede Fjerbusle, men ingen Berestsoh ingen Kvindez
Hovkdvynt «Hurtigete! hurtigere!« Stas mig hen til
lianalm for de Fremrnede naa’r derhen, Rorkarlet og J
stat faa Lov til at cede Vg dritte hele Resten af jert Liv,
saameget J lyster, i mit Palads!« Saadon optnnntrede
Hitalpa sine Slaver.
Men bang Raub — og Aareslagene blev hsrt ude paa
Dige-Vejen. »A(telante! adelantet« streg Sandoval,
og fremad sprcengte de pansrede Ryttere. Fodfoltet, der
var sdagt af Sult og Nattevaagen, lunde ikte vinde med.
Men Rytterne butdrede asst«ed, sont Baadene stummende
foir frem derude Paa Spen, —- dg i samme Nu, som Hu
alpa sprang i Land sra sin Baad, parerede Sand-oval
med et Ryt sin Hest henne ved Kanalens Slrænt: de var
samtidig naaet hen til Kanalent . . . Op ad Strcenten
tlatrede de Vantro, . . . og Svcerde raslede, Økser suste,
Heste steilede og vrinsiede og tnmlede og trimlede ad Dige
Vejens iStrcenter ud i Spen. Og ud i Ratten lød Sande
vals Raab: »Gud ramme dem, de Hunde! De hat kristne
Skjolde — og lriftne Svcerd paa deres Lansert Hold
Stand! Hvis vi itke Jolder Kanalen, til Magatinv kom
mer, er alt udet Jnd paa dem! santiagoi santi—
Ag0!«
(Sluttes.)
Godc Boger, som anbefalest
Mitjum Rofcllbllllm. Eis zum-usu- m »w- umse.
126 Scher, i Dmiw 25 costs, tat-banden sc Heut-.
Marmko i St. Andtews. s- puk-. k- m. Mk
Kitte. 98 Süd-eh iOmslag D caus, saht-nahen 40 Entl.
Maktyceme i den lutherste Kitte. ow- sk.
Tysh M Imac Stdn-« ins-dunkel i Chmiusssitd 00 cons
Bkn Hut. c- pas-tm- Iimktisg in tritt ta. sus
Umekim beist- sssm If M M m M II
Buh- Msllns IM- IOU Wunde-, Ol.s.
DIU Btvdcts Bloc. s- pie-sitz ic- sama su«
Orkan-, Dassqu U Futeniisst su M U R. I
Madieu. 174 Gibt-, i OIM O W
Herren et mit Stint-. s- yst-ins sp- »in-»- k
kristetige Li- I Mund. II) C» i Osts- Zöc, just-. soc.
Alle Boaet send-s posted-it Esmkmkkgimizsst »Mind- san-me
ntkei ·."-n«[h «in »Ein-«- :—- i«ws-..-· . »Hu-IF
Daniih Luthcrixm Publiihing dense. Maik, Nebrasis