Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, April 18, 1905, Page 3, Image 3

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    Kristi Estekføtgetse.
As Thomas a Kempig.
(Ioktlat.)
ch og tyvende Kapitel.
Agt timelig Æte ringe!
1. Min Son, lad det ej gaa dig nresc til Vierte, om
du maa se andre hædres og ophøjes, medens du selv ringe
agtes og tilsidefcettes. Qpløft dit Hierte til Himlen, saa
vil den Ringeagi, der vifes dig paa Jorden, itte gaa dig
UckL
Z. Herre, vi vandke i Blinde, og Jordens Forfcens
gelighsed bedkaget os let. Naar jeg rettelig betragtet mig
sein« saa maa jeg tilstaa, at ingen af dsine Stabninger
endnu hat tilfsjet mig nogen saadan Utei. at jeg stulde
have Grund til at betlage mig for dig. Da jeg derimod
dfte og haardelig har syndet imod dig, havde jeg vel for
tjeni, at alle dine Stabninger stulde vcebne sig imod mig.
Mig tiltomsmer cfur den strenge Ret iniet uden Ringe
agi og Stam, du alene er al Ære og Pris værdig. Kun
naar jeg beredet mkg paa at kingeagtes og fotlades of
alle Stabninger, ja at agies for stet intet af dem, tun da
vil jkg finde varig Fted for min Aand, blive vplyst og
tunne var-: i fuldtotmnen Zamsund med dig.
Scks og tyvende Kapitel.
Lad verdglige Ting iite faa Magt
over dig!
1. Mit Born i mange Ting maa du forblive nvi:
tende; tu maa lebe, fotn var du død for Verden, og den
toksfasstet for dig. For mange Ting maa dit Øre Være
dsvi, for at du des bedre tan Pete, hvad der takes til dig
om det ene fornødne. Ogsaa er det langt gavnligere for
dig at vende Øjnene bort fra det. smn med Rette mishager
dsg, og at lade andre beholde deres Mening, end at tivcs
og sttides om ligegnldige og ubetydelige SpørgsmaaL
Naar tun din Sanwittighcd sigek dig, at du et enig med
mig, din Herre og Gad, da vil det lidet røre dig, at du
mac- vcere uenig med Mennester.
2. O Herre, faa vtdt er det tommet med os: et time
ligt Tab blivek bitterlig degradi, og for en tinae Vin
dings Styld akbejder man og lebet sig trcetz ·men naar nmn
lidek Stabe paa Sjælen, da er det snart forglemt og kom
tner ofte foer sent, cfte aldrig mere tilbage i M:Ende.t. Ube
iydelige og unyttige Ting fættes der høj Pris paa, nien
det ene fern-due tingeagtes; thi Mennestet vil saa gerne
iabe sig i det ydre og tan itte undgaa tZIsidst helt at for
tnbes deri, dersom du, o Gild, ikke bortvender hans Hier
te versta.
End da indende Kapitel.
Naturen-:- oa Naadens forsielliae
Rørelser.
l. Ver-r altid onnicrrrsvm paa Naturens da Uaatens
Yiørelser i dir Jndrex tdi sinnt de ere meaet forslellige, ja
liinanden aansre nicdsatte, saa have de des-g ofte saa sivr
indbyrdeLH Linden at run det aandeliasindede ca af Sand
heden oplnste Mennesre tan sselne imerlem dein. Alle at
traa det acsde eller foreaive i det mindste, at de have en gcd
Hensiat ined dereg er Da Handwan derded dlive maan
bedragne da taae Zinnet for Virreliaheden
Z. Naturen er snedig, lorrer og bedraaer mange, oft
hat aldria andet Maal end sia selv. Naaden er enfoldia,
flner endoasaa Erinnet as der ande, anvender aldrig List,
nten net altina alene for Guds Slnld va har altid ham
til sit fidfte Maul.
LI« Naturen vil nodig do, ej heller undertrnlreg og
overvinde5, saa den tvinaes til at verre andre lhdia. Noa
den har aliid Mennesretg Selvfornagtelse for Øje cg mod.
satter sia allereane Zanseliahedeng Birminan den nn
derraster sia gerne andre, va beacerer irre at leve sia selv
til Behaa, gaar vllig under Korset, vnsrer irre at herfre
over andre, men snsrer intet inderligere end at behersles
af Gud og for hans Sryld ydmyg at boje sig for ethvert
Mennesrr.
4. Naturen ser rnn vaa sit eaet Bedsie va har rnn
Oprneerrsomheden henvendt paa andre for at have For
del a«f dem; den modtaaer gerne Æresbevisninger va
Hvldest, men frhgter Sram og Ringeagt. Naaden render
slei irre til Egennhtte, nien fer run paa, hvad der ran
være andre gavnligt; den tilsrriver Gnd alene Akten for
alt og glader sig ved at fvrhaanes for Jesu Navns Sryld.
5. Naturen elsrer Lediggang og legemlig Hvile, at
iraar det Anseeliae og Glimronde og foraater der smaa41
og ringe; den hat overalt run Blirret henvendt paa dei
timelige, glceder sig detfor over jvrdifr Binding inen for-«
ger oa bedrsres over Tab. Naaden ran irre viere ledig,
gaar altid med Lyft til sin Gernina, gleeder sig ved det
smaa va ringe, omgaas helft de ydmyge; den hat stedsc
Leier vendt mvd det evige, foruroliges derive irre ved time
lige Tab, efierdi den har sin Srat og Gliede i Himlem
hsor intet forgaar.
6. Naturen vil hellere modtage end give, elfrer For
feengelighed og Forlyftelser, glader sig ved mange Venner,
er stolt af fernem Æt, rilfmiler de magtige sit Bisald,
lmigrer for de rige sog roser sine Meningsfeeller. Noa
den anler det for bedte at give end at lage-; den flyer helft
Verden vg hader stets Lysr; den got sig irre til af manae
Venner, agter irre hsj Brhd, naar den irre er fvrenet med
rssie Dnderx den ovmuntrer og hjclper fnarere den svage
end den mægrige. (
7. Naturen vil gerne vide heenmelighedet og here
Nest, gerne gliinre ved det udvortes Srin, verre rensdt og be-(
Wrerz derer gsr den run det, svm ran srasse Ros og
penndring. Naaden drhder sig irre om det nye vg sjaldnex
efterdi alt Nhr run udsptinger af den gamle Fordarvelle,
og fordi der her vaa Jorden rrre gives npget virreligt
Nht (Prcdir.1,10). Derka leerer den os at beherlre
Sausen-, at siv forfcengelig Seit-behag, bestedenr ar silule
alr, hvorved vi runne værre Denndeing ellee indlagge es
Oste, va run stge det, hvorved Gut cred, lvveö og perfes,
og vote Brsdte va Ststre gavnes og grade-.
s. Denne Naade er en læreaen Guds Gove, er over-l
s :
—
naturligt Sys, det rette Kendemærte paa Udvælgelse og ct
sitlert Pant paa det evige Liv; den oplsfter Mennestet
over denne Jord, vcelter Kerlighed til himlen i hans
Sjcel, Dort, get et aandeligt Menneste af et ledeligi.
Otte iog tyvende Kapitel.
Bin vm, at Naaden maa seire kover den
fordærvesde Natur.
l. Herre, min Gut-, du, Tom har stabt mig i dit
Billede vg efter din Lignelse, giv mig Naade til at over
vinde min fordert-bebe Natur« der forleder mig til Synd
o-«« tilsidst føter tnig i evig Fortabelse. Jeg formaar
det ille af mig selv; i mit Kød mærler jeg tun Syndens
Lov, som strider iämod mit Sinds Lob og tager mig fan
gen, saa jeg tjener mine Sanser (Roin. 7, 23). Hviz
dersor din Naades styrkende Kraft ikle udgydes i mit
Hierte, saa «fortabes jeg. .
2. Naabe behøver jeg, ftor Naade for at tunne ever
vinde inin Natur, der fra Ungdommen af er tilbsjelig til
det Onde (1 Moseb. 8, 21). Eiter at den tnennesleliiei
Natur er bleven fordarvet ved det første Mennesies Faer
faa forplanter Fordcersvelfen sig til alle Mennefter lRomJ
5,12), faa at den Natur« svm af dia er stabt god oa reiJ
nu er nnd og uren og ctf sine egne Tilbøjeliaheder bestandigj
drages dybere og dybere ned i Fordcervelsen. Den abe
tydelige Kraft, som er bleven tilbage, ligner en Gnist, der»
ligger stjult under Affen; og denne Gnist er den naturliqe
Fornuft, som, uagtet det stcsre Mørle, hvokaf den er on:
hnllet, endnu lan fljelne tnellem godt og ondt, Sandbedj
og Løgn, men aldeles ilte er i Stand til at ndrette det,;
den erlender for godt, itle heller formaar at bruge Sand-!
bedens fulde Lys eller lcegge nogen Tøjle paa Liden l
ftaberne.
s?. Deraf lommer det, o Gut-, at jeg hat Lyit til
din Lov efter det indvortes Mennefle (Rom. 7, 22); jeg«
ved nesnlig, at dit Bud er helligd retfakrdigt og godt, Da
indset, at jeg bøt ftn alt ondt og al Synd. Deraf kommer
det, at jeg vel bar Villien til det ande, men iitle Kraften til
at udrette det lRonn 7, 18); thi ined Kødet tjener jer
Syndens Lon, idet jeg mere adlyder tnine sanselige Be
gcerligbedet end Fornuften. Deraftommer det, at jeg
efte fatter aode Forscetter, sont jeg itte ndførerx thi min
Svaahed er saa stor, at jeg trcettes ved den mindste Mcd
stand. Deraf tomnier det, at jeg not set Fuldkommen
ledens Bri, men itle lan naa det fuldtomne7 thi For
dcervelsen tynger mig og holder mig tilbage med en verl
dig Magi.
4. O Herre, hvcr heilig hat jeg dog din Naade bei
Jhov baade til at begynde, fortsceite og fuldbrsknge det
Jgedek Uden dig lan jeg llet intet ndrette, men ved dia,
red din Nandeg Kraft, formaar jeg alt. O hintmelste
Naade, uden bvillen alle menneslelige Fortjenefter og alle
natnrliqe Gar-er ere for intet at agtel Hvad Vcerd har
Kunst, Nin-denn Slønhed, Stnrle, Fovftand, Veltalens
bed, naar de ilte smrles af din Naade, o Herre? Hine
Naturens Gaver tunne findes baade hos onde og ande,
Retfcerdige oa Uretfærdiae; men Naade eller Kretlighed er
en færeaen Gave for de Udvalgtc, et siltert Tegn paa, Jt
de flulle arve det evige Liv. Ja, af saa høj Bari-d er
denne Rande, at end ilte profetisie Gaver, iitte den Gabe
at tunne asøre Undervcerker eller at kunne satte dybe Hem
meliaheder, itle en Gang Tke og Haab have nogen Be
tydning uden den.
J. O faliae Rande, ioin gørsde Fatiige i Aanden
rige paa store Inder, og dem der ere rige paa jordifie
Gover, fattige i deres egne Tanler og ydinyge af HjerteH
Kom, stig ned i min Zier-l Da fnld den hver Morgen med
din Trost, at jeg iite ital forsmcegte under Dageng Binde
og Hede! Jeg bedet dig ndmygeligen dervm, Herre, thi
jea lan silte undvcere din Rande Alt andet vil jeg gerne
savne; hat jea tun din Naade, saa irygter jeg ingen Mod:
gang, ingen Fristelse, den vcere not saa stor. Den er min
Styrtrz den giver ntig Rand og Hielt-; den er tncegtigere
end alle Fjender, vifere end alle Bise; den leerer Zandhed
og Tagt, opltjser Hiertet og troster i Modgang; den for
jager Sorg og Ftnat: den fremtalder Angerens Taarer og
naerer den helliae Alterild i Sjcelen. Hvad et jeg uden
den? Kun en Blvmst uden Saft en visien Gren, en trøstet
Stamme, der ej duer til andet end at kaltes dort. Lad
derfsor, o Herre, din Naade gaa fotan xnig og folge eftet
mig, at din Tjener tan vorde dygtiggiort til al g-od Ger
ningt (2 Tim. B, 17).
M Da tyvende Kapitel.
lLnddin Strohelighedejgøredigmodløä!
1. Dei er godt oa velbehaaeligt i mine Zim, o
Menneste, at du er from og ialnemmelig i Mebgang;
men bedre vg velbehageliaere for mig er det, nnar dn vifer
Taalmodighed og Ydmyghed i Modgang. Hvorfor bedro
ves du ved den mindste Mvdftand, der vises dig i Ord eller
Gemütng Se, du er modig og tappek not, saa lange a(
gaat d7g eftet Onstez du kan endog give andre godc Rand
og sintke dem med dine Ord; men naar en uventet Sorg
banker paa bin egen Dor, hvor er da dit stme Mod og
gode Rand? Erkend bin Sktøbelighed, som saa ofte kom
mer til Syne, endog ved en ubetydelig Modgang, og se
til, at ikke Sørgmsodighed og Forsagthed faar Overhaand
over dig. Kan du ikle lide med Glæde, saa lid i det
mindste med Tro og Taalmodighed. Lad ingen utilbørlig
Klage udgaa af din Mund, hvorved de smaa og svage
tunne forarge5. Ver forviksfet om, at din Smerte snart
vil blive dulmet og bin bange Sjæl rolig; thi jeg lever
endnu og er rede til at hjælpe dig med min Naades Trinfh
ja til at gøre dig baade glabere og fritnodigere, end du var
tilfom Kun maa du stole trygt paa mig og kalde paa
mig med Tillid.
2. Kast ikke Frimodigheden bott, tro iste, at du er!
fortabt, fordi du «fristes haakdelig og plageg af store An
fægtelset. Du et Menneste og ille Gud; du er st vg«
Blod og ille en Engel. Hvoriedes stnlde du altid kunnej
viere i en ten og hellig Tflstsantx naat ikke en Gang Eng-»
lene i Himlen eller det fsrsie Menneste i Paradis Minos-J
ede det? Jeg er den, som teiser de faldne, ttsster de be-;
dravedh styrket de fvage, naar de erkende veres syndige
Afmagt ·og Elendighed og troende paakalde min hjcesp
og Bistanb.
D 1
Z. ·Herre, velsignet viere dit Ord! sosm Duggen paa
den torre Ager falder det vederkveegende paa min Sjael.
Til hvem stulde jeg fly i min Angest, hvor ssøge Trost i
mskn K-vide, uden Ohos dig, sorn holder mig i Live ved dit
hellige Ord? O, maa jeg tun naa til Frelsens Havn, da
betymrer det mig lidet, hvad eller hoormeget jeg har gen
nemgaaet paa Reisen. Giv mig en salig Ende, en glædelig
Bortgang fra denne Verden! Korn Inig i Hu, o Gud, og
led mig paa den rette Vej til dit Rige! Amen.
Tedivte Kapitel.
Jngen aruble over Guds stjulte
Raadslutnigerl
l. Vogt dig for at gruble og forer over Guds itjulte
Raadslntninger; spørg ikke, hvorfsor denne er forladt og
hin har stsor Naade, hvorfor denne faa dybt fornedres,
hIn saa hejt ophøjesl Thi dette er Ting, som den mennes
fleliae Formrft ilte sial undersøge og ikke lan fatte. Naar
Djævelen vil forlede dig til at tcente derpaa, eller nysgep
rige Mennester fpørge dig der-ow, da fvar med Profeten:
,,Herren er retfærdig, og hans Domme rette« «(Salme 19.
10), ,,hans Domme ere sande sog retfcerdiggøre sig selv«
sZalme 119, 137). Herren-? Domme flulle frygtes, ikte
underspgegz thi de ere ufatteliae for den menneftelige
Forstand
2. Jkte heller maa dn aruble over eller strides ined
noaen om de helligeg Fortjenester, eller om hvo af de salige
fiensovede, der monne vcere den største i Himmeriges Rige.
Zlge Spørassmaal fode lun unyttia Tale, ncere den men
nestelige Forfasnaeliashed oa fremkalde Misundelse og Ue
niahed, idet en foretrcetter denne, en anden hin, og lader
mere sine Domme afhaenae af mennesieliae end guddomme
lige Hensyn »Bei er mig, siaer Herren, som har staot
dem alle oa qivet dem Naade og Herliahedz jeg er kommen
dem i Mode med min Kcerliaheds Velsignelfer; jeg har
lendt mine elstede fra Eviahed af, jea har udvalgt dem af
Verdem itte de iniax jea har ialdet dem af Na-ade, ledet dem
ved min Barmhjertighed, ført dem qennem mangehaande
Provelfer, i hvklte jeg har sicenlet dem Taalmodighed,
Trost og Stnrle CSalme 84, 12; 21, 4; Joh. 15, 16, JO;
Gal. 1, 15; Jereni. 21, 2 .
2 Derfor flal Gad, Herren, alene loves og Mist-s
naar man taler om helliae Mennefter; han velsignes over
alle, ceres i enhver af dem; thi af hans Naade ere de det.
de ere ll Kor. l.E·), 10), uden noaen Fortjeneste fra deres
Side. Den, som ringeaater en af Gile mindste Bsørn,
»maa itte tro, at han lan cere den storste af de hellige Her
ren har slabt baade de fmaa og store, og hvo der foragter
)en af de smaa, foraater Herren felv og alle de øvrige i
lHimmeriaeLJ Riae, hvor alle ere eet ved Kærlighedens
Baand, tcente eet, ville eet og elfle hverandre med inderlig
5icrrliahed; ja, hvad mere er, elsie Gnd hojere end sig selv
og ere faa ganfke nedsunkne i Kærlighed til ham, at de deri
finde dereiJ hojeste Nndelfe og saliaste Hvile Derfor siulle
vi ftrobeliae ca tortfynede Mennefter tie oa ikte onst-Elle
llndersøaelser om de frommes- Tilftand; thi umaadelig er
Afftanden mellem hvad de ufuldtomne tunne trenie, oa
hvad de iuldloinne ftue i Evighedens ilare Lys.
st. Vi have saaledes al Grund til at afholde os fra
at gruble over disse og lignende SporasmaaL som langt
overgaar vor Erkendelsesevne, og stulle hellere ftræbe ef
ter, at di selv, naar vor Time kommer, kunne befindes verr
diae til at indaaa i Gnds Rige og faa Plads blandt en .·.f
de mindfte der?nde. Thi om oasaa nrgen vidste, hvem der
er den størfte i Himmeriges Riae, hvad gavnede denne
stundstab ham, derfoin den itte ydmygede ham og bragte
ham til desto mere at love og Prise Gudxe hellige Naan1
Wie-selig den er lanat behaaeliaere i Herrens Øjne, som
betcrnler sine ftore Stinder oa imaa Inder, og hvor meget
han manaler i at have naaet Fuldtommenhedens Maas,
end den, fom sysler Ined at undersøge andres Tilstand og
arnvter over, hvem der er ttørst eller mindft i Gudg Riae
5 De, som høre Herren til, tage Vare paa sig set-o
rg deres eaen Gerning og søge Ære i at leve st7lle (1 The-J.
4, 11); de gøre sig itte til af eane Fortjenefter eller tillægge
fia selv noget godt, men henføre alt til Guds uendelige
Naade. Deres Karlighed til Gud og deres Glcede over
ham er saa stor, at de ikte lende noget Savn. Jo mere
Herren ophøjer dem, desto ndmygere elsle de ham· Der«for
siger Siriftem De nedlagde deres Kroner for Tronen og
faldt ned for ham, som lever i al Evighed (Joh. Aabe11b·
4, 10; ö, 14·).
6. Mange fpørge: hvo er den ftørste i Guds Rige,
men glemme at spørge, om de felv here til de smaa. Og
doa er det noget stort, noaet saare ftort at vaere blandt de
mindfte i Himmeriges Rige. fordi alle der stulle kaldes og
vcere Guds Bern. Den lille flal der blive til Tusinde,
siger Striften, men en Synder, fom er hundrede Aar gam
mel, flal fordømmes lEsajas 60, 22; 65, 20). Og da
Disciplene spurgte, hvo der stulde Decke den ftørfte i Him
meriges Rige, sparede Herren dem: uden J omlvende eder
og blive fom Born, komme J ingenlnnde i Himmeriges
Rige; men den, san fornedrer sig selv som dette Born
han er den stsorste i Himmeriges Rige (Mat. 18, 3——4l.
Be derfsor den, som ikte vil ydmyge sig og blive lille som
et Barn; thi Hirnlens Der er faa lille, at ftore Mennefler
ilte tunne gaa igennem den«
Un og tredivte Kapitel.
Den prsvedes Bon.
! 1. Herre Gud, himinelsie Fader, velsignet være dit
lNavn nu og i al Evighedt Dei er gaaet mig efter din
Villie, men hvad din Villie sender mig, er altid godt. Dtn
Tjener glceder sig i dig og ene i dig; thi du alene er den
sande G«lcede, mit Herab, min Krone og msin hæden Selv
er jeg fattig og som en doende fra min Ungdorn af (Salme
88, 16); ofte er min Sjcel bedrsvet sog mine Øjne svsmine
i Taum, iofte engsteö jeg og strelver fiot de Fam, sont
omringe mig
2. Jeg langes efter og beder inderlig som den Fred
og Glcede, hvormed du rvederkvceger sdiine Born. Saa ofte
du ·giver mtg Fred og ladet din heilige Gleede strpmme ind
i mit Vierte, da er din Tjeners Sjæl fuld af Lsovsang,
og jeg bliver itte troet as at svelstgne dit Navn. Men tru
da du hat stjult dit Ansigt for mig, tun jeg ikte vandre vaa
din Vei, men mtne Knee synle og jeg maa flaa mig for
mit Bryst; og jeg er sauste anderlcdes oms Hieriet md l
Gsaar og i Fugu-urs, da dit Lys spinnede over mit Hebel-,
og jeg skærmedes under dine Binger mod Fristerens
Angreb.
Z. Retfætdige, evig tikbedelsesværdige Feder! Pr
velsens Time er kommen for din Tjener, den Time, soms
ku fra Evighed af fotubsatte, i hvilken mit udvortes Men
neske for en liden Stand stulde bulle under, men det ind
vortes dog leve for dig, Jeg ded, at det er tun en liden
Stund, i hOvilken jeg bøjes af Smerte og Lidelse, og at det
Jsfer, for at jeg desto herligere kan iopstau og blive forklares
»med dig, naar det nye Lysets Morgentøde optinder. Hel
lige Fader, du hat villet, du hat ordnet det ssasaledesz det
et stet, som du hat befalet. Thi uden din Raadsiutning
jog uden dit Forfyns vise Stykelse skcr intet paa Jordcm
Det er godt, o Herre, at jeg blev ydmygetz thi før jeg Mev
Jydmygeh foer jeg vild (Salme 119, 71, 67). Det et mig
gadnligt, at Blusel hat bedækket mit Ansigt, psaa det jeg
jkun spge min Trost hos dig og ej has Mennesier; thi der
’er ingen i Himlen og paa For-dem som kan trøste mig,
uden du, himmelske Sjælelæge, som saargør og helbreder,
fom fører ned til Dødstiget og op derfra igen
M Sam. 2, O
I 4. Se, festeste Fadet, jeg er i dine Hænder og bøjet
mig under d7n Tugtelse. Os, gør mig derigennem til en
from og ydmyg Discipel, der stedse villig vandrer efter bit
Vink. Jeg overgiver mig ganste til dig. Du ved alt;
førend noget stet, ved du, at det sial komme, og har derfok
ikke behov, at nogen stal paaminde dig som, hsvad der stet
paa Jordan Du ved ogsaa, hvad der tjener til min Frelse,
og hvor meget Pravelse hjcklper til at renfe mit af Synden
befmittede Hjertg Gør med mig, sosm du behager; men
Jst-Hast mig «Ekke for mine sSsynders Skyld, hvilke ingen ken
der bedre end du!
L
To og tredivte Kapitel.
Denne Tids Trcengsler ere intet at agte
mod Evighedens Herlighed.
1. Bliv ikke træt af at vandre paa Traengslerneö
Vei, lad Modgangens Sturme ikke nedsiaa dig; men lad«
Gnds Ord og Forjættelser altid og allevegne styrke sog
trøste dig. Din Møje sial ikke vare lcenge, Smerten skke
altid trykke; endnu kun et lidet stal du vente, da kommet
Enden paa dit Savn sog din Trængsel; stakket og let er
dog alt, hsvad der gaar forbi med Tiden.
2. Arbejd flittig i Herrens Vingaard; han selv sial
vcere din Løn (Joh. Aabensb. 22, 12). Les, siriv, syng,
suk, ti, bed, taal og bær mandig al Modgang. Dei evige
Liv et visselig disse, ja endnu meget større Kampe verd.
Freden vil komme paa en Dag, fom Herren ene ved. Da
sial Dag og Nat ikke mere stifte svm her i Tiden; men da
sial der hekske evigt Lys, uendelig Klarhed, uforsiyrrelkg
Fred og bestsandig Hvile. Da stal ingen mere sige: »Jeg
clendige Mennefke, hvo sial udfri mig fra dette Dødfens
Legeme!« Mom. 7, 23); ej heller raabe: »Ve mig, hvov
lnane sial jeg bo i det frcmmede Land!« (Salme 120, 6).
Jshi Døden stal da tilintetgøres, og Saligheden blive
fuldtommenz Strig eller Klage sial ilke mere høres, men
stel og Lovprisning over Guds Herjighed og Naade.
Z· O, kunde du se de helliges uvisfelige Kenner i
Himlem se al den Herlighed og Glæde, fom nu opleves af
dein, der hernede vare fotagtede, ja af mange neppe an
saas vcerdige til at leve —-— visselig, da vilde du ydmyge
dia, i Støvet og hellere pnsse at være »den Ringeste af alle
end at skaa over en enefte, da vilde du hellere lide med
Herren og fo. hans Skyld, end begære gode Dage i denne
Baden; ja da vilde du anfe det for en ftot Vinding at
agteg for intet blandt Verdens Bsørn.
4· Og hvig din Hu stod til Himlen, hvis dit Hierte
:-s.r gennemtraengt af Langfel derefter, da vilde du stand
se alle Klager, ikke udstøde et enefte Sus. Thi bør ikke
enhver Trmngsel bæres for det evige Livs SkylM Og et
drt en betydelig Ting i dine Qer at tabe eller vinde Gub
ksiige7 Sau opløft da dit Blik smod Himlem hvor Gutsv
-1-or, omringet af alle sine hellige, fotn her paa Jorden
lkavsde ftore Kampe at bestan; nu glæde de sig, nu trustes
de, nu er de trygge, nu hvile de og ville i al Evighed være
i deres Guds og Faders Rige.
Gortscettes).
Gode Bogey som anbefale5:
Mitjam Rosenbannco ca Fort-sing fts isdiste stets-.
125 Sude-» i Ort-flog, 26 Seins, iudbuum so can-.
Mattyken i St. Atmen-T »ja-« sp. « W
imkr. W Stur, s Omslcg V Cam, istsuudeu 40 Satt
Martyreme å den lutherfke Kitte. oukm sk
Tyst. M inm- Cidcy Wunde- i qiuiusssiud 40 caus
Vcn HUL Es mai-of sue-tm m sum tu. ius
Amerilas set-sie ssser. If Levis Datum III Vaqu II
Inh. Mitm- JIQ Im sahn-du« sus.
Din Brodcks Blcb. II Fort-link ists Iller Um I
Orient-n, feugsmde II sum-int- Pu VIII Ich I. s
Madim. 174 Sim, l Dust-. 40 Inst
Herren er mit Skiold. »Hm-M i- sum- i
ktistelige Lin i Its-M II) C» i Sma. Isc, subb. Ide.
Alle Roger sendet person-it Den-linan bede- iudfendt sammt-I
meb Benillingeit. Fkimmcsc modmgeg vom Deutung
Danish Lutheixan Publiihing Hause, Blair, Nebrafh