Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (April 4, 1905)
Kristi Efterfølgelfe. Af Thomas a Kemptö. (Fottfat.) Fjerde Kapitel· Hvad er et MennesteZ 1 Dine Damme lyte som Tordener over mit Ho ved, Hem; de gennemtyste mig, og min Sjæl fotfærdes same- Stum siaar jeg, naak jeg bedenken at itte en Gang Himlene eke tene for dit Aasyn (Jah. 15, 15), at du hat fund-et Sand blandt Englene ag Ettc sparet dem (Joh. 4, 18; 2 Pet. 2, 4). Thi hvad vil der da jte med mig? Naar jeg betænker, at Stjemer stulle falde neb fta Himlen (Joh. Aab. 6, 1.'-?-, hvad maa der da vente mig, sam tun er Støv og Afte? Ja, hvad maa der vente m i g, naar de, hvis Gerninget syntes prifelige, ere styrtede i Afgrunden, og de, som aad Bei-d med Englene, have maattet mcrtfe fig ined Svincnes Mast CSalme 78, 25; Lut· 15, ltijk 2. Bisse-Ha intet, flet intet et al vor Hellighed, Onke, naar du dkager bin Haand bott; ingen Visdcm aavner, naak du itte ftyrer ben; jagen Ztytte Melan-, naar du høret op at bevarez ingcn Kyflhed er sitter, naak du itte vermei- om den; ingen Vaat besiytter, naar bit Lje itte Vaaaer csalme 127, 1). Overladte til as selv, synte vi i Afatundcn og fotaaa; under bit Verraemaal og Var-es tasgt holdes ki oprejst oa leve. J as selv erc vi skrøbeligc som Rom; tun naar bin Haanb halber paa os, sonder bkydc.« vi iltc. Tom den rygende Taube vilde vi alle snart udstukke5, dersom din Aand itte stdse paa m) op flammere os. It. Ak, hear tan jca tcrnte ydmnat cg rinae not am ma selb! Og hvor maa jea vogte mia for at anfe noaen as mine bedite Gerninaer for god! Hoor dybt maa jea bøje mia for dine uransageliae Domme, Herre, siden alt ket, jea findet has mig selb, er intet, slet intet. O, for faerdeliae Jntet! Snart tynger det paa mit Bryft som en umaadelia Byrde, snart vifer det sia for mit Øjc fom et uoverftueligt Han. Hvor siulde jeg naget Sted tunne sin de en Vkaa til at stjule min egen Gerning? Nej, al Geld retfckrbigbed er nedsckntet i dine Dammes dybe Svcklg. -t. Hvad er et Menneste, o Guts, for dkne Øjne! Lan Leret rose sia ligeoverfok dia, som dannede det fcssaias 29, 16)? Eller hvorledes tan nagen fale sig her-net ved tomme Lovtaler, naak han i sit Hierte virtelig hat ydmyget sig for hig? Nei, hele Vetdens Ros tan itte gøre ham bovmodig alle Mennesters Lavtalet itte bevæge hamz thi han ded, at alle de, der rose ham, fclv intet ete og forgaa tilligemed Laden af deres smutte Ord, men at din Zandhed, o Gub, blivet evitideiig. chte Kapitel. Vi stnllevandre for Gab-: Zandbed ogledehed l. Min Zeu, mindre for mit Aafmi i Zandhed Un ioq mig i Hiertetis tsitfgldinksed san slcil du bevnreg for den Eures liEtTne Milch ca de llzittkselineii og Forføiernests Frisiclscr ftulle ittc state din. Lad mis« imderrctte bin csm, linin der er delliehageltqt for min! Tcrnl poa dine Immer n:cd Sorg og Bebt-rette oq vogt dig for den for: fasnneline Jndts"tdiiig, at dinc assde Gewinner ftulde give tin n«k:2t Ltccrdx tlii du er ttm et snndigt Ists-Meist under tnitet sinnen Etexdclinlsed cn lzikdet i manne onde Lt)fter og Lidenflnben Hmd du fpknmnr, neer du er oderlndt til rja set-»s, er intet; let falder du, hurtin er du onervitndesm stmrt lsliver du forfngt on bange- Ijn link intet, slkst inm. bvomf du tcm tote di«q; mcn menet, innre mensL hvvrover tin bot stumme din. ::. Und Pisrfm Den Tante inne lnnnt borte im dikt, at noxiet Of d-st, du lelo hat udtettet, stitlde vckre ftnrt okt tostelint ellee fiktjcne Be:-ndr"nn og Ross. Jntet er i Vir teliqbeden stort c-; .ittern.wa-srrsint uden det, sum er eviaL Zank-hean er exkinx lud dcsn vaer sdenstnnd for din th tmak Lad intct behaqe diq san tneget tom Feindin-dein og intet mighage dig saa meget som din egen Itsselkxd, dine Zyndet og Laster. Lad Sandbeden frigøre dis, san stal du væte vitlelig fri! (Joh. 8, 32). ft. Herre, det er sandt, hvcid du siger. At, lad det sauledeg sie med mig! Lad dkn Sandhed undetvise, voqte og bevate mig til min faliae lfndet Lod den fkigøre mIJ fka alle onde Begcerlighedet og urene Mitten san jeg tagt vandre for dig i Hiertets Renhed og Ydmyqbedt Sjettc Kapitel. Kerlighedens Pris. 1. Jeg prifet dig, himmelste Feder-, min og min Heu-es Jelu Kristi Fabel-, at du agtet mig fattige vg elen dige Mennefte vaetd at ihutomme. O du al Naades Fa ter og al Trostes Gud, jeg tattek dig, at du dog stundom vedettvceger mig med din Trost, sinnt ieg altid er uvcekdig dkkin J at Evighed on jeg iovk og versigue dig med dint enbaatne Ssn og den Hellig Aand, min Trottemandt Du er mit Hjektes Glæde, mit Oaab og min Tilflugt pag Ttængselens Dag. Men eftekdi jeg endnu er spag i min Kerlighed, ufuldtommen i alle mine Getninger, saa tren get ieg saake til at ityktes og trostes af dig; bei-g Inig der fok ofte, o Gud, og undervis mig i din Sandhed; eens mit Vierte, helbred det fta alle onde Lyster og Begcetlig: heder, at jeg tan blive varmere t min Kætlighed til dig og ftckrtere til at betre, hvad du paalcegget mig! 2. Kerlighed er den ftpkfte af alle Naadegamr (1 Kor. 13, 13). Den better enlyvek Byrde uden at trat tesz den gse det Bitreste lsdt og listigtx den tilstynder os tll state og gode Gerninget og tll alttd at ftecebe efter det Fuldtvmnem Jntet er ltfltgete end Merltghkd intet ftæetete, tntet Mete, tntet dtybete t Htmten og paa Jorden. Mligheden er fsdt af Gud (1 Joh. ö, 7), hoft opthsiet over alle stabte Fing og tan detfor tun finde hvtle i Gud. Z. Kerligheden et glad og fvt, den flyver hsjt og la det sig itte sandte; den giver alt for atle og ejet alt i alle, fordt den hvilet i det ene, som er høiete end alt andet, og fra bvem alle gvde Ting have deres Udspring. Meinst-e ven fee ttke paa Gavekne, men vender sig til Giveren, som er hsiere vg dedre end alle Gaverne. Kætltgheden fsler tngen Mide agtet tngen Mste, vtl qctne gm mete, end — den sormaar, kluger itke osver Svaghed, da den trot, at den kan alt, og at alt er: den tilladt. Der-for udretter Kret ligheden saa meget, medens den, som itle hat Kerlsighety intet udretter KErligheden sover aldrig, ingen Møje sor maar at trcette den; den er hurtig til at handle, oprigtig, taalmodig, trosast, søger aldrig sit Eget. Den. som elslet, han ved, hvad Kerlighedens Stemme byder. Et nicegtigt Slrig i Guds Øre er den Sjcels hrændende Længsel, som fegen Min Gud, rnin Kcerlighed, du ganste min og(jeg gansie din! - 4. O Herre, nein Gild, gør rnig stcrrk i Kcerlighed, at jeg ret tan komme til at smage, hvor godt det er at elsiev hvor saligt gansle at gaa op i Kcerlighed Lcrg Karlighe deng juhlende Sang paa mine Lceber, at den lan hceve min Sjcel -op til dig i din Himmecl Amen. vaendc Kapitel. Kcerlighedens Prove. l l. Min Son, du er endnu ikke stagrk og ersaren not i KretlighedenL Hvorsor ille, Herre? Fordi du ved den rinaeste Modaang hlkver sorsagt og opaiver det Maul, som du har soresat dig at naa; og sordi du idelig tun føaer at trøstes as mig. Den, som er stcert i Kerlighely taar fast i Frisielsens Time, viaer itte tilbage for nogen Mcdstand, og elster mia liaesaa højt i Modgang som i Medgang. Han ser ilke saa Ineget paa Gaben sont part Giverens Karlighed og sastter den elstede hejt over alle shans Gover. 2. Men dersom du nu rned Bedrøvelse søler, at du ej onlfatter mig og snit Riae med saa inderlia en Kerk: lighed, som du gerne bilde, lnaa du dog ille hensalde i Mietrøstning over dia seit-; thi hin stcerle, brandende Zicrrliahcd, som nu oa da slammer i dit Jndcrste, er sn everordentlig Lcaadeaave, en Forsmag Paa den himmelske Salighed, sank du ikle nagen Sinde hernede maa vente slal hlihe hestandig has dia; den lommer og gaar efter niit Velbehag. Et sandt Tean paa, at d«n Karlighed er ledende, er det derimod, at du standhastig keemper imod dine egne Lyster og Inodstaar Djxvelens Jndslydelser. Iz. Korn stedse i Hu, at den aatnle Slanae aldrig lwiler, men idelig arbesder paa at hindre din Fremgang i Trer ved at sorstyrre dig i dine Fromhedsøvelser, holde dia borie sra hell-ge Menneslers Samsund, Tra Zehnten-« melse as Kristi Lidelse oa Død og sra Erindringen oni dine mange Syndesald. Vid, at han kalder manae onke Tanler til Live inden i dia, for at aøre dig sorsagt ug bange og helde dig tilbage sra Bøn og Leesning i mit hellige Ord. Der er ham intet saa mskshageligt som en anaersnld Syndshetendelse, intel, kan mere ønsler, end at holde dig borte sra den hellige Nadver. Men tro hasn ilte, lad dig ikle hilde as ham, om han end lcegaer sme Snarer not saa listiat. Fremkalder han nrene Tanler oa Billeder i din Sirt-L saa sig til han« Vig hort, du nrene Aand! stam dia, dn elendiael du maa selv vcere nee aet irren, naak dn tan indaive andre saa urene Ting: men du slal -?n·aen Tel saa i mia; helleke vil jea do og lide al Pine end give din Tale Bisald; ti, verr stille, jeq har in: tet Øre sor din Rost! ,,.f»1erren er mit Lys pg cnin Frele sor hvem stal jea srngte7 Herren er mit Lids Boten, srr hvem slal jeg rceddes? Dersom endog en hel Heer vilne leite sia otnlrina mig, slal mit Hierte dog itle frygtc« »l:3aline 27, 1-—8). I 4: Zaaledes maa dn lcrmve scm en and Zirids ;mand, saaledes maa din Kerrliahed til rnskg staa sin Pro spe. ca salder du end alliaevel stundotn as Svaghed, saa isarUl nne og starre straften blid modiaere end sorhen og haab paa riaeliaere Rande fra mia. Men voat dig sor Selvtillid oa Hovmod, hvorved nranae ere Jensaldne i ierastiae Vildfarelser l2 The-es· L, ll) Da nlceaelia Blind ;lted. Lad saadannes Fald tjene dia til Advarsel oa lhjaelne dig til at hevare et ydmygt Hiertel Ottcndc Kapitel Nudsxziasrliqbed ostNaude stal qkmmeik i et ydmyqt Hiertr. 1. ENin Son, voqt diq vel for at satte højc Tanljr om dig selv, fordi du spler min Rande hvile over dixx lsctkrnl snarere, hvor uværdig du er dertil, oft hvor sattEJ og elendig du vilde verte, dersom du ille havde den Mangc Mennesler have brugt de Nandegaver, jeq slasn lebe dem, til deres egen Fordknvelse, iDet de vilde gisse merk-, end de formaacde, og nden at overvch den-s Ska bed, mere fulgte deres eqne Tilbojeliqbeder, end hinab Nu as min Rande oplnste Forftand saqde dem. Og ford: de fordristede sig til at begynde ftøm Eing, end jeg vilde. saa tabte de min Naabr. De vilde bnqqe deres Rede i Himlem men faldt elenbiae oq hjcklpeløfe tilbage til dereg forrige Fattigdom paa Jotden og lcrrte sauledeg ilte at flyve mcd detes egne Vinger, men at blive siddende stille under mitte· » 2. Herre, jeg er tun Støv og Aste, men vovet Vosjl at tale til dig (1 Moseb. 18, 27). Vklde jeg holde mm for mete, saa vilbe du stack op imod mig, og mine Syndcr vilde give Saat-heben Vidnesbyrd, og jeg vilde intet have at forsvate mig med. Naar jeg berimod agtet mig felo ringe, belender, at jeg lun er Stim, hvad jeg jo visfeliq er, da vil din Naade smile til m-Zg, dit Lys tændes i mit Hier-te, bin Kraft styrle og oplsfte mig, din Aand fylde mig med hellig Glckdr. Sandelig, det et et stort linder» at jeg saa pludselig opløftes og saa naadig tages i Favn as dig, jeg, fom er saa tung af Naturen, at jeg, overladl til mig selv, maatte synle ned til de net-erste Afgrundc. R. Det er ene og alene bin chriighed, o Herre, som gsr alt bette, svm uden nagen min Fottjeneste og Beerdig hed allevegne lommer miig i Mode, bevaret mig fra truende Faret og frelsex mig fra utallige Ulyller. Sau længe jeg sagte mit eget og tun elsiede mig selv, tabte jeg mig selv, men fra det Øjeblil af, at jeg begyndte at sage dig og at clste dig, fandt jeg baade dig vg mig fe!v, erlendte min egen Uöselhed, men vgsaa bin Rande, som overgaar alt hvad jeg turde haabe vg bebe om. Detfot være du lovet og priset, o Gut-, fvm i din store Kcerltghed aldrig ophp rer at gste vel imod us arme Mennester, der ved vore Synder ere saa langt fjærnede fka dig, saa uvcerdige til dine Migtundhedgbeviser og saa utalnemmeltge imod dine Belgetntnger. O, vedbliv i bin Kerltghed at omvenbe os 4 til dig, faa vi hvet Dag blive frommete, ydmhgere og taknemmeligel Du alene er mcegtig dertil; thi du er vor Frelse, vor Styrte og vor Tilflugt. Niende Kapitel. x Gud er Kilden til alt gadt.’ 1. Min Søn, dersom du vil leve et faligt Liv, da maa jeg, din Hetre og Gud, vcete det farste vg det sidste, du sogen Søger du derimod, hemmelig eller aabenhart, dia selv, da finder du tun Afmagt og Armod. Heanr alt til mig, thi fra mig have alle Ting deres Udspring, og alt hvad du har, stammer fra mig. Smaa og store, fahj tige og rige øfe Livets Band af mig, den levende Kilde,« Da alle de, som billigt og gerne tjene mig, faa Naade over Naade (Jch. J, 1f5)· Men de, som føge Aste og Glæde i noaet andet end mig, ville ovekalt møde mange Gen-vordig Leder og Paa detes Vej tun finde rednede B.rønde, som itke have Band leer· 2, 13). Men soin alt godt hat sit Ub isprina fra mig, laa maa det ogfaa vende tilbage til miat iiaen i ydmyg og hiertelia Tatsigelse. » i 2. Herre, jea vil iaen tale til dig og ikle tie lEzsL Ist, 27) Stnr er din Naade imod dem, fom frygte dia;» nsen starre doa iniod dem, som elsle dig og tjene dig afl aanste Hinte. Ord knnnc langtfra udsiae alt det gabe, lwormed dn overiøfer dem, som eler dig. Mod mig har da viist din Kerklighed derved, at du freinkaldte mig tilt Livet, og da jeg fo’r vild og var kommen langt bort fral tia, laldte mia tilbaae til at tjene dig og hød mig at eilte tia O, du, den eviae Ftærliahedg Kilde, hvad stal jeJ sszie am dia! Hvorledeg ftal jeg noaen Sinde timne atem nske dia, du sam kom inia i Hu, da jea laa forfmcegtet og scrtabt vcd denne Verdens vandløse Brønde. Din Kar lighed mod din Tjener overgaat alt, hvad jeg kunde hac be: nden nagen min Fortjeneste har du dsiist mig Barm biertighed og Naade. Hvad skal jea aive dia tgen for cl tin ttcerliahedf Terscsm jeg( knnde forlade alt, frasige mia alt og ene leve for dig, da var dette jo din Naadegave til mig og itle noaet, jea gav dia. Og om jeg end af mig selo kunde aøre dette, hvad stcrt er der da at jeg tjencr iiia, hveni Alslabninaen er slyldia at tjene2 Nej, itke dct maa fynes niia stott, at jeg tjener dig, inen det maa sy nesz mia stott, ja det største og vidunderligste as alt, at en vil have mig fattige oq uveerdiae til din Tjener og lade asia, inne fammen med dine øvrige Tjenere, som du elfte«k. H. Dog, hvorledes taler jeg am at tjene dig, Herre, eftckfom det altid og alleveane er dia, der tjener mig? Ze, Himlen Da Jorden og alt, hvad du hat stabt, er til LUtennefteneS Tjenefte og udretter daalig, hvad du byder. ca dette er endnu tun lidet: ogsaa de mægtige Engle hat du stabt til Tjeneite for es Mennefier Gebr. l, 14); vg, lwad der er endnn Ineaet mete, felv har du nedladt dig til at tjene Mennefter og lovet at give dem dig selb. Der fok maa jea Vel lalde det vidnnderliat naadigt, at du vil have mig i din Tjenelte. Hvilken hell-Ia Stand! en Stand, der aør Mennestene Enale lige, velbehagelige for Gild, frygteliae for Dickvelem leere og aerværdige for alle traende. Al. gid jea blot een Daa iaennem tunde tjene dia vckrdiaenI Men helft vilde jea tjene dig alle mit Lius Dage. Tiende Kapitel. Vore Liiiter itulle rette iigefter Gudstllir. i. Ved nlt lmnd dit Sjerte enster on attraaer. steil Esn fixie: ,,Te!«imn det ins deikaner din» Herre; dersin det tnn Deere til din Mee, da sie det i dit Nam! See du, at dette Teifteäs Crifnldesie inn neennde min til Gab-n, sna triv, nt sen derved tun fienkcixc din Ali-re men ser dit al didende Lie, at del itte er qavnlint, eller nmeifie end-Ja sindeliql for min Sij san dortiaq det af mit Sind! ,,Thi itte etlivert Dritte-, der feretonimer os not fna fromt oq gebt itsimmer fm ten Heils Mond; Dq det et ofte dan sieligi cii ahnte-, om det er den Hellia Kund eller en frem med Hund« der tililynder os— til at attran dette eller hint, cllek cin vor eqen Ande driver otz dertiL Mange, som i Beanndelfen troede, at de lsleve d:«evne af en god Aand, liave til iidst indset, at de eure bedrnqne L. Nnar altfaci et Ønste Dufer i bin Sjcel, san licd itte om dets Opfyldelfe uden i Herren-s Frygt os1 med dle Ydmyqbed oq lceq med fuldionnnen Hengivelfe din Sag i litndg Hannd, siqende: Heere-, du need, hvad der tiener min bedst; beindl med min efter din Villsiei Beet min, hvoe du behnqeri Gib mig, hvad du Vil, tom du vil m nnn r du Dil! Sinn at alt man sie til din Mike Se, jeq er din Hat-nd, før mig bvorben du vit! Soni din Tjenek er jeq rede til alt; ikle mig selv, men diq ønsler ieq at lene til Behag. J. EUt«7lde Jesus, giv min din Nnade; lad den vcere bog mig oa nrbejde need min indtii tsndenz hjeelp, at jeq intet snsler oq nttraaer, uden hvad d» behagen Lod din Villie stedse viere min, on min Villie i alle Ting rette sig efter din. Gib min Naade til at ade fra Vetden og eilt, hvad Verdens er, til for din Styld gerne at væ:e’ rsingengtet og nbetendt hernede og til intet højere at be gcere end at hvile og fhave Fred i dig, du Hjertets fande Fred og eneste Hvile, uden hvem alt paa Jotden tun et Aandsfottcerelfe og ond Møjet Amen. Ellevte Kapitel. Sand Trost maa søgesdsos Gud alene. l. Jlte her, men Ihisset venter jeg at finde, hvad mit Hierte begcerer til Trøst og Husvalelse. Kunde jeg end komme i Besiddelse af den Gleede og Trost, som denne Berden tan give, saa vidste jeg dvg, at det itke kunde vare lange, inden den attee fratoges mig. Varig og fuldtom men Trost kan tun findes i Gud, de iattiges Trefter og de ydmyges Ven. Ti og bi, min Sjæl, vent paa Op fyldelsen af den guddotnmelige Forjættelse, faa stal der gskves dig eigelig af alle himmelste Goder. Men staat din Ha og Lscengsel til timelige Goder, da tabee du de himmelsie. De timelige Goder hat du Lov til at beuge, de himmelste stal du efterttagie; men ingenstnde maa du glemine, at om du end besad alle tlmelige Godee, vtlde du dog ille dermed tunne mætte din Sich tht du ee ikke stadt til at nyde dem; ej heller vilde de viere i Stand til at gøre dskg lykkelig, end mindre salig. Det formaar tun Gub, alle Tings Ophav og Skaber. Tolvte Kapitel Kaft al din Sorg paa Gud! 1. Min Ssøns lad mig handle med dig efter min Villie, thi jeg alene need, hvad der bandek dsig. Du tænket som et Menneske og dummer i mange Ting tun efter dine menneskelige Tilbøjeligheder. 2. Herre! det er sandt, hsvad du siger· Din Omsorg for mig er større end al den Omsorg, ieg kan drage for mig selv. Dei Mennefke hat altid en usikker Grund at ftaa paa, som ej kasters sin Sorg paa dsig (1 Pet. 5, 17). Herre, gør med mig, hvad du dil, og lad mig aldrig have nogen nnden Villie end din. Jeg need, at hvad du gest Ined mig kun kan tjene mig til gode. Behager det dig af lade mig nandte i Mørke, nu vel, saa prifek jeg dig i Mesrkeh ladet du dit Lys siinne for mig, faa priser jeg tsig ii Lyset; sendet du mig Trost, saa ldvsynger jeg dit Navn; men jeg gør det ikke mindre, deksom du omgiver nqu med Sorg on Smerte. H. Min Sen! sanledes maa du vcere sindet, dersom du Vil vnndre med mig: rede til Lidelse, som til Glcede, lige faa gerne fattiq og hungrig, som rig og most. 4. Herre! for bin Skyld Vil jeg gerne lide, hvad du send-er over mig; af bin Haand vil jeg tage godt og ondt, født og bittert, Glas-de og Smette og takke dig for det altsmnmen. Stysrsk mig i Trer paa Synderneg Forladelse, faa jeg ikke stal behøve at frygte hverken for Død eller Helvede. Naar du kun ikke vil kafte mig bort fra dit hellige Ausyn og ille Udflette mit Navn af Livets Bog, san maa der komme, hvad der vil, mig kan det ikke skade. Trettende Kapitel -B(1-1·dineLidelfermed Taalmodighed efter Krifti Forbillede! 1. For din Frelses Skyld, o Menneske, steg jeg nied fka Hiinlen; al din Elendighed tog jeg Paa mig, uden at npaet andet tvang mig dettil end in Kærlig l)ed. Fm min Fødfel til min Død paa Korset hat jeg altid haft Lidelfe. Jeg hat lidt Mangel paa alle jordsiste Gaben mange Klagemaal hat jeg maattet høre over mig. Hacm Da Spot bar jeg sbaaret med Taalmodighed; mine Belgerninger bleve gengceldte med Utaknemmeligshed, mine Undergeminger med Spot, min "ære med Dudel. Vil du vrere min Efierfølger, da maa ogsaa du bcere dine Lidelser med Taalmodighed. 2. Herre, min erlseri esfterdi hele dit Liv Var Zaalmodspahed ng efterdi du dewed hat fuldkommet din oq din himmeler Faders lærlige Billie, saa bør det g saa mig, elendige Synder, at øve mig i Taalmodighed og bare dette forkrænkelige Livs Vytder, saa lcenge det be hager din naadige Villie. Jeg ved, at der ikle paalcegges miq nogen Byrde uden for min Sjæls Frelses Skyld: m omendskønt jeg føler, at Byrden trykker, faa føler jeg doq anaa, at din Naade daglig letter den, og jeg ser med hellsq Glæde, hvorl des din evige Candhcds Lys stimm for mig paa den dunkle Vej. O, hvilken Tak er feg dig sinldiq, at du bar vist mig og alle ttoende den rette Vej til dit himmelfke Rige. Men hvem vilde have vandret den, dersom du blot havde peget paa den og ikke selv var qaaet foruds Ak, naar vi nu ofte ete langfomme i at efterfølae dia, skøni vi se dine Fodspor ved ethvert Skridt bvorledes vilde dct da gaa, dersom vi kun kendie dine. Lærdomme oa havde hørt om dKrIe Undergerninger! Fjortende Kapitel. Qlt lide U etogvkkkejaakmodig l. Hund er det, du siger, o Menneske, hvorfor lyde tiine Zilanir faa højt? Ee dog en Gang, hvad Herren og hunsk billige have lidt! Du hat endnu itke staaet imod indtil Blooet Gebt 12, 4). Alt, hvad du liber, er abse Jtndeligt i Sammenligning med hvad hine have lidi, fo««i Lied-e san stinkt anfirgtede, saa haardt plagede og paa sa: nmnae Maader ovede i Taalmvdighed. Deres langt tun xierc Provelser man du ihukomme; det vil lette dig diiie cane Lki nuur dine Lidelser forekornme dig store, da coervej, om det ilke er din Utaalinodighed, der gør dem Ismrre end de Virkef lig ere. Dog, hvad enten de ere stoke cller sinai1,san nmn og skal dn bære dem alle sp« J ingl modiqt og audhengiveni Sind. « Z. Ho bedre du sinder dig i dine Lidelfer, desto vise e iksandler du, oq desto mere modiagelig bliver du for Guds Mondes Trøst Naar din Næste tilspjer dig Uret, da fiig ilker ,,.lf et faadant Menneste hverken kan eller Eil jcg tanle dettex han er attsor urctfærdig imod mig; hatt besinlder mig for Ting, som jeg aldrig har tænkt paa. Af enhver anden vilde jeg gerne have taalt det og strcebt at finde mig rolig deri, tun ille af ham.« Thi dette er en dcmrlig Tanke, som toben at vi mere se hen til bei Men neske, der hat qjort os Uret, end til hom, der vil give dem, som lide taalmodig, Livsens Krone (Jak. l, 12). Den, som i Sand-heb er taalmodig, spsrger ille om, hvem det er, der over bam i Taalinodighed, om det er en af hans Foresatte eller en af hans Ligenwend eller en af hans Undergivne, om det er en god og from Mond eller en siet og ngudelig, men han tager alt, hvad der lonnner over hom, som af Guds egen Haand og unser alt for en stor Bist iiing, bvilket det ogsaa er; ilyi salige ere de, sigek Herren, fom lide Forsplgelse for Retfærbigheds Skyldx Himme riges Rige et beres fMaL 5,10). R. Vær dersor rnstet vg rede til at kmnpe, derfpm du Vil sejre Uden Kamp kan da ikke faa den Krone, fon Herren har foriæitei Taalmodighedem Derfom du desg rer dig ved at libe, er def et Tegn paa, at du ille snfkee it krones; men Inster du at krones, san kmp manGelig og lid taalmodig. Uden Arbeit-e, ingen Vvilex« nden Kamp TUFM Seien Many-. H· HIJ