Krifti Efterfølgelse.
Af Thomas a Kempiö.
(Fortfat.)
Unden Bog.
Formaninger med Henfyn til det lndre Liv.
OmMennefletsindreLiv.
l. Guds Rige er inden i eder, siger Herren (Lul. 17,
21). Onivend dig derfor til Gnd af dit ganfle Hierte, lad
al Kerlighed til denne elendige Verden fare, fe itte paa
de fynlige kling, men paa de ufynlige, thi naar du faaledes
hat beredt dit Hierte, da ftal Kriftus komme til dig og
blive hos dig, og du flal i dit indre fornemme Guds Rige
med RetfærdighedJred og Glcede i den hellige Aand (R—om.
14, 17), hvillet ille bliver de Ugudelige til Del; du flal
fe hans Herlighed, glcede dig ved hans liflige Tiltale, hang
lade Trost og hans vidunderlige Venlighed. ;
2. Belan da, du troende SjæL bered dit Hierte for
denne Brudgom, der faa gerne vil tage Bolig has dig, fom
han felv siger: ,,derfom nagen elfler mig, flal han holde mitf
Ord, og min Fader flal elfle ham, og vi ftulle tomme ogi
tage Bolig has ham« (Joh. 14, 23). Lul dit Hiertes
Dor for alt andet, at Firiftus alene tan bo derinde; thi
naar du hat dam, faa behøver du intet videre; han ftalf
førge for dig og veflede dig i alle Ting, faa du ille behøvcv
at fe dig om efter Hjcelp hos Menneflene, forn hurtig stiftej
Sind; medeng han er den fantme i Gaar og i Dag, ja
til evig Tid Gebt 13, 8). »
st. Paa et strobeligt og dodeligt Mennefle maa du
ille bygge, om han end har Evne til at gavne dig og er dig
not faa lcer. Ej heller bor det bedrove dig ftort, naar du
moder Modftand og Modsigelse hos dine Medmennefler;
tlzi de, fom i Dag ere imod dig, lunne si Morgen vare
med dig; Menneflenes Sind forandrer sig ligefaa tidt,
fom Vinden vender fig. Nei, byg paa Herren; fcet al din
Lid til hom; lad ham være baade din Frygt og din Ker
lighed. Han vil tale din Sag, vcerne om dig og indrette
alt paa det Bedfte for dig· Her paa Jorden hat du intct
blkvende Sted, overalt er du en fremmed Gast, og du vil
ingenfteds have Tryghed og Hvile uden i inderlig Fore
ning med Kriftus.
4. Hvorfor fer du dig faa meget om her i Verdexu
hvor der dog ille er noget Hvilefted for dig? J Himlcn
er dit rette Hiern, og alle jordisle Ting maa du derfor
betragte, fom naar du er paa Gennemrejfe i et fremrned
Land· Alt Jordift forgaar, ogfaa din jardifle T«ilvcerelfe.
Vogt dig altfaa for at binde dit Hierte derved og faa Kerk
lighed dertil og fortabes deri. Hæv din Tante til den
aller højefte og lad din Bpn uafladelig opftige til hans
Trom. Kan du ille finde Hvile ved at granste over de
lzøje himmeler Ting, faa sog den ved at dvaele meb din
hele Sjcel i Krifti Lidelfe og hans hellige Wunder-. Naar
du gør dette, da vil du føle dig magtig ftyrlet i alle dine
Traengfler og lidet belymre dig om Menneflenes Foraat
eller Bagtaletnes onde Ord. Thi naar Kriftus, den Hel
lige, faa dybt bleo foragtet i denne Verden, forladt af sine
Benner, forhaanet og pint af fine Fjender —- hvorledes
ttr da du, Synder, vente at blive fri for Trængsel? Naar
Kriftus havde faa mange Fjender og saa mange, fom talte
ilde otn hom, hvorledes vil du da forlange, at alle flulle ver
re dine Venner og tale vel om dig? Og desuden, hvvrved
til du blive ovet i Taalmodighed, naar du itle prover Kors
og Trangfeft Nei, vil du vcere Krtfti Ven, da lid med
ham og for hans Styld; lun da lan du, efter Forjættelfen,
komme til at regere med ham (2 Tim. 2, 12).
5. Den, fom er kommen i en fand og inderlig Fore
ning med Jefus og hat frnagt noget af hans usigelige
Karliahed, han vil tun lidet belymre sig om egen For
del eller Stadez nien fnarere glcrde sig over lidte Tab og
tilspjede Fornærmelfer; thi Krifti Karliglyed leerer han:
at fornægte sig felv. En fand Jer Ven er fri for alle
uordentlige Begærligheder og lan uhindret vende fig til
Gad, ja han lan i Aanden haeve fig over sig felv og hvile
i den evige Karligheds Faonz
Fpkste Kapitel.
ÄndetKapiteL
Om ydmyg Underlastelse.
l. Lad del ikte belymre dig start, enten Mennestcne
ete med dig ellet imod dsg; men se alene til, at Gnd lan
værc Ined dig i alt, hvad du fvretager dia. Staat du i
Pagt med Gud, da flal han not bevare dia; thi hvem han
vil hjælpe, lan intet Mennesies Ondstab stade. Og han
vil hjcklpe dem, der taalmodigt vente paa hain; men han
vil selv bestemine Timen, naar, og Maaden, hvorpaa han
ril komme med sin Hjaslp. Giv dig derfor ganske i hans
Haand· Det er Herrens Sag at hjoclpe i al Nød og Farr;
vor Sag er det at stole paa ham ag tkllidsfuldt hengive nJ
i hans Vateteegt.
2. Det lan ofte i bøj Grad tjene til at ydmygc os,
at vi aabenbare andre Mennesier voreFejl og Svagheder
og lade os irettescette af dem. Naar vi gpte dette, da
formilde og forsone vi for det meste dem, fom ete veede paa
os. De Ydmyge bestyttet Gud, dem elstek og troster han,
til dem bøjer han sig; de Yidmyge giver han eigelig sin
Naade, dem ophsjer og antager han til Aste-; for de Yd
myge aabenbaker han sit Riges Hemmeligheder, dem ind
byder og draget han venlisz til fig. De stinyge ere glade,
mn de end spottes og foragtes, thi deres Lid staat til
Ged, «ille til Ver-den« Dei bedste Kendetegn paa vielelig
stmyghed er, at vi anfe os for ringere end alle andre
(1 Kor. IS, 9).
Tredje Kapitel.
Fredsommelighed vg Ufredsommellghed.
1. hav fsrft Feed med dig set-o; saa lan du ogsaa
stifte Fred hos andre. Den, der stiftek Fee-ex gavner mete,
end den, der ndmcerler sig ved stot Lærdom Den Ufted
fommeltge tret gerne det verste vg udleder endog det gede,
andre gere, af flette BeveeggtundeF den fredsommellge ttot
helft det Bedste. Den Ufredsommellge og Bredladne er
alttd mittcnlsvmz han hat selv tngen Jted og under hel
I
ler ikke andre at have d.n. Han paaser nøje, om andre
gsre deres Pligt, men forsømmer sin egen. Vcer du an
detledes, kare! vaer fsrst nøjeregnende med dig selv vg dine
egne Handlinger, da san du begynde at paase, om andres
gere der-es Pligt. «
2. Det urigtige, du selv ger, sorstaar du godt at
nndstylde og besmykke, men andres Undsiyldninger vil du
aldrig lade gælde. Du gjvrde bedre i at anklage dig selv
og undstylde din B.roder. Eller hvorledes tcenter du, at
andre skulde vcere overbcerende mod dig, naar du ikke er
overbcerende mod andre. Da staat du meget fjaernt sta
den sande Kerlighed og Ydmyghed, hvis Kendetegn det er,
at den ikke bliver vred paa andre end scg selb. Der hører
ille meget til at omgaas sredelig med gode, fromme oq
sagtmvdige Mennestet, som hverken sige eller gøre as imod;
men at kunne leve sredelig samtnen med andre, trcettekære
og genstridige Mennesker, det er en stor Naadegave og et
Vidnesbyrd om, at vi have Kristi Aand.
Z. Der gives Mennesker, som baade have Fred med
sig selv og andre. Men der gisves ogsaa dem, svm hver-·
ken selv have Fred eller unde andre den; saadanne eke saare
besvcerlige for dem, der skulle omaaas dem, men dvg endnu
besvcerliggere for sca selv. Endelig gives der Mennesker,
som selv have Fred og siræbe ester at stasse andre den. —
Dog hvad er vel Fred i denne syndesulde VerdenZ Den
bestaar mere i ydmvgt og taalmodigt at biete Livets
Vorder, end i ikte at søle dem. Jo bedre et Menneske sor
staar at lide oa taale, des starre er Freden i hans Hierse;
han er sin ean Overoinder, Verdeng Herre, Kriin Ven na
Himlens Arving.
»n- -
»Eh
Fjetde Kapitel. «
Det enfoldige Hjerte og det rene Sind.
1. Der er to Vinger, som hceve Menneftet op over
det jordiste: Enfoldighed og Renhed. Enfoldighed viser
sig i vor Streben, Renhed i vor Følelsr. Enfoldighed
føget Gud, Renhed findet ham. Enfoldighed udstrcktler
Armene eftet Gud, Renhed omfavner ham. Er du ten
af Hiertet, fri for alle onde Lyfter og Begærligshedet, saa
lan din udvortes SysseL fom du maa varetage, aldrig
forftyrre din Hvile i Gud Men et rent Hjerte lan du tun
ibevarh naar al din Strceben gaar ud paa at være Gud
’velbehagelig og at gavne din Ncrfte.
! 2. Var du ten af Hjertet, vilde du overalt finde
sGud; enhver Skabning vilde være et Spejl, hvoki du san
iham, en Bog, hvori du læfie om hamx thi selv den ubety
deligste Stabning afspejler Gud og fortceller om hans
Almagt, Bisdom og Kerlighed Var du ren af Hiertet,
da vilde du forftaa alle Guds Riges Heinmeligheder7 thi
)det rene Hierte trcenger nied sit Blit gennem Himmel og
JHelvedt Som det indvortes Mennesle er, sanledes er hans
tDom om de udvortes Ting. Er der nogensteds Fred og
og Glæde i Verden, da er det hos den rene af Hiertet; er
idet nogensteds erd og Glcede i Verden, da er det hos den
lrene af Hiertetz et der nogensieds Ufred og Angest, da er
det i den onde Samvittighed Men hvorledes bliver vori
Hjerte befriet for den Utenhed, fom of Naturen tlceber ved
idet? Ligesom Jernet, taber sin Ruft og tommer til at
ngøde, naar det lægges i Jlden, saaledes renses Hiertet fm
Halle Syndens Rustplettet og tommer til at gløde af Korr
»ligk)ed, naar det i enfoldig Tro gansie hengiver sig til
Ren-m
Femte Kapitel.
Om Selvbetraatnina.
l. Vi inaa itte stole for meaet pao vor eaen Fer
stand; thi del Lyk, som er i vg, er tun lille oa san let nd
Hutte-» naar vi ilte vaaae over det. Lfte lasaae di ilte
Marke til, hvkr blinde vi ere. Lste aøre vi Uret oq fr
øae llretten Ved at undstylde den· Ofte drivc vore Liden
stoben-, Vrede, Misundelse oa deglige, os til at være sask
deles ioriae i et eller andet Foretagende; oa bagfter talJe
vi det bellig Nidtcrrhed Hvad Uret andre tilføje os, blch
vk snart vaer og alecnme fjoelden at beklaae os derooer:
men den Uret, vi tilfoje andre, tale vi ilte om. Den, der
nøje vaager over og ransager sig selo oa vejer sine Hand
linaer paa Retfckrdighedens VcegtskaaL ban vtl hverken
sinde Tid eller Aar-sag til at dømrne strenat om andre.
2. Belymringen for vor Sjcrls Frelse bot satte-I
lzøjt over alle andre Belymringer. Den, der got det, hat
saa meget at tale om med Herren, at han hellt tier orn
andres- Anliggender. Tro det, leere: der vil aldrig komme
Orden og Fred i dit indvortes Mennesie, nacr dn giver bis
meget af med udvorteä Ting og glemmer at vende dkt Blik
indad mod dig selb. Naar du derimod altid har Gnd on
din Sjæls Frelse for Ofe, saa vil du itke forstnrres af det,
der foregaar onilring dia. Hvor er du, naar du er fra
vcrrende fra dig sele oa hvad vinder du ved denne Fra
vascelseik Oni du havde vckret ncrrvarende alle andre Sie
der, men borte fra dig selb, havde du tun lidt Tab ——- del
forfcerdelige Tab af Freden og Samfundet med Gud, sont
tun san sindes og bevares, naar vi lade alt det fare, sont
ikke vedtotnrner os, og alene have ham for Ofe.
- 3. Visfelig, din Binding vil vcere stor, naar du
Hader alle tiinelige Belymrinaer farex men dit Tab vil vare
stott, naar du satter nogle af de timelige Tina høji. Jn
tet være dine Stint stott, intet ophsjeh intet tillotkende, u
den Gud alene og hvad hans er. Tom vcere dig al den
Trost, som tan tilflyde dig fra nogen Skabning. Den
Sjsasph der elster Gub, fotsmaar alt an«det, for ene at lunne
glcede sig i ham. Gud alene, den evige og uendelige, den
altopfyldende, er Sjcelens Trost og Hieriets sande Glckde.
Sjette Kapitel.
I Den Glcede, som en god Samvittighed
« staates-.
1. Ei Kristenmennestes stsrfte Ros er en god Sam
vittighedö Vidnesbyrd (2 Kor. 1, 12). Bevar altid en god
Samvlttighed, saa vil du altid være glad; thi en god Sam
vittighed san bcere meget og date glad ogsaa i Modgang.
Derirnod et den onde Samvittlghed altid fuld af Frygt og
Urv. hellig Hvile kan du kun nyde, naar dit Vierte like
antlager dig. De onde kende lngen fand Gliede og have
aldrig Fred i deres Jndre, sont Herren siger: de ugudellge
ihave ingen Feed (Jesajas 48, 22). Og om de ogsaa slge:
»Vi have Frev, frhgte ilke for noget ondt; hvem vil vove
at siade os?« faa tro det dog ille; tihi pludfelig kommer
Guds Vrede over dem, eller deres Jdrætter blive til intet
og detes stolte Tanker bestæmmes.
2. For den, som elster Gud, er det ille vansteligt at
rvse sig af sine Trcengslet; thi at rose sig heraf er at tose
sjg as Kristi Kors. Den Ære, som Menneflene indbhrdeö
give hvetandre og tage as h«verandte, er forfcengclig. Ver
dens Ære ledsages gerne af Skam og Stude. De reife-er
dige have deres Ros i Samvittigheden, ej paa Menneskenes
Zunge; deres Glæde have de fra Gud og i Gud — Sand
heden er deres Glcede. Den, som alvorlig strcebet efter den
evige vg uforgaengelige Ære bekhmrer fig ikke om det time
lige og forgcengelige hvotimod den, som attraar timelig
Ære, eller ilke gansie foragter den, derved tilkendegiver, at
den evige Ære ille ligget ham meget paa Hinter Salig
den« der hverken bryder sig vm Verdens Ros eller Dadel —
hans Hjette hat Frev.
II« varfor flulle vi attraa Menneskenes Rvs eller
frhgie for deres Tadel? Vi blive Elle helligere, fordi pi
rvfes, eller sletiere, fotdi vi dadles. Hvad svi ere, det ere
vi; at Menneslene kalde os store, gør os ille ftørre i Guds
Linn Dersom vor indvortes Tilftand er og det vigtigfic,
Ja vil det lun vckre vs lidei magtpaaliggende, hvad Maine-»
stene dømme om os; thi de se kun paa det udvories, paa;
Gerninaer, men Gud ser paa Hiertet og vejer Tanker og!
Hensigter. At øve sig ser i altid at have en gvd Samvits
tighed for Gud og Mennefkene lAp G 24,16) og derhos
levate r: nge Tanker vm fig selv —- det er et Tegn paa ev
tdmna Sjcel
4. Den, fom ikte roser sig selv, ej heller begærer Ros
Jf andre. han viser derved, at han shar lagi fin Sag i Guds
Damit-; thi itle den, svm rofer sig selv, holder Prove, men
den, som Herren rvfer (2 Kor. 10, 18). At have Gud i
Tit Jndre vg aldrig lade sig fængsle af udvortes Ting, det
er Vetinqelien for at kunne leve et sandt aandeligt Liv.
Syvende Kapitel.
JsvadvixdetsigeatelskevenHekkeJesus.
l. Zalig den, hvis Hjettc er saa opfyth uf Ficerlig
lieb til Jesus, at han slet itte bar nozni Pladc for Knir
liahed til sig selv. Vi give ofte Aftald paa noget tært,
iordi der er noget anbet, fom er DE endnu tcererez nsen da
Jesus vil være oxz det kecreste af alt. sea maa alt forlades
for bans Styld sMaL 10, 27). Den, sont kaster fin KR
tiahed paa nogen as de stabte Ting, han stuffes idelig og
forgaar tilsidst tilligemed sin Kerligbed; den som elsler
Jesus, stusses aldrig og blioer evindelig tilligemed hain.
Saa elsl da Jesus, lad ham væke din Sicle kcerestc Ven!
Han bliver hos dig, naar alle soklade big, og hatt tilladex
aldrig, at den chkl fortabes, som hat elstet ham.
2. Huld fast ved Jesus i Liv og Død, hengiv dig
aanfte til hans trofaste Ræxlighcd og ftol alene paa hom;
thi naat al mennestelig Hjcklp hører op, er han den eneste,
fom tan hjælpe dig. Men du« fom talder Jesus din elslede,
alem aldrig, at han ilke vil bele bin Kcerlighed med nogen
andenx han vil have bit bele Hinte, sidde paa Tronen der
inde oa regeke som en Konge· At, tunde du ganske losrive
dig fra Karlighed til Verden og de Ting, sont ere i Vetden,
hvor gerne vilde han da bo shos dig! Nu set du det maaste
itle, men en Gang vil du opdage, at alt, hvad du hat bygget
paa anden Grundvold end Kristus, hat vceret bygget paa
Sand, og at du, hver Gang bn satte bin Lid til Verde:i,
stottede dig paa et strobeliat og for ethvert Vejr bøjeligt
Rot. Thi alt Kød er Ho. og alt dets Herlighed falder af
som Blomfterne paa Marien («Jef. 40, 6).
Mitende Kapitel.
Lin frrtrolia Qmaana med Jesus.
1. Naar Jeknsz er hast« dia, faa aaar altina vel, oa
intet fnness vanfteliat: inen naar Jean ille er has dia, san
er alting tunat oa befdcerliat. Naar Jesus ikke taler til
dia, saa lan al menneftelig Tale ikle bringe dia den ringe
ste Trøstx men naar Jesus tun taler eet Ord, faa har du
al den Trost, du bebøver. Se paa Maria i Bethania; rejfte
hun fin ille strats ov fra det Sted, hvor hun sad og grad,
da Sie-steten Martha laade ·til hende: Mesteren er her ag
Ialder ad dsglv lJolt. 11, 28«). O falia den Stund, naar
Jequ saaledesflalder as fra Graad til Glasdel
2. Hat du aldria fornnminet, hvor visfent oa koldt
dit Hierte var, naar du ille havde Jesus, Da hvor ton!t
og gloedeløft alt del var, som du hande, naar du ikke hadde
hath Den, fom sinder Jesus, finder en losteliq Stat, ja
det højefte af alle Goder; den, lom mister ham, misier mere
end fiele Werden -- nixlter Hiinlen Naar Jesus er hos os,
lan inaen Fjende flade os: naar lian er bvrte fra os, kan
hele Verden ilte aavne os. Fsattigst af alle er den, sont le:
ver uden Jesus, rissest den, sont lever med hom. Ja, at
vaere uden Jequ er Helnedeg Kval, at veere med bam Para
dilets Gltrdc.
:3. Dei er den højeste Visdom at forftaa rettelig ct
otngaas tned Jesus og her-are hans shellige Na,rvcerelse.
Vecr ydinng og fredsommelia, da sial han gerne vcere hos
dig; vcer from og stille, da stal han ikle forlade digl Du
lan lettelig fjcrsrne Jesus fra dig og forfpilde hans Naade;
du behøver tun at fatte Karlighed til Verden· Men naar
du hat fjærnet hatn og tabt hans Vensiab, til hvem vil du
da tage din Tilflugt, og hvis Venstab vil du da soge?
Uden nagen Ven kan du aldrig befinde dig vel; men ingen
Ven tan erstatte Jesus-; naar han ikke er din allerbedste
Ven, vil du befinde dig ilde, om end alle Mennester vare
dine Venner. Daarligt handler du altsaa, naar du saetter
din Lid til eller soger din Glæde hos nagen anden. Hel
lere maa du have hele Verdens Fjendslab end tabe Jesu
Venskab. Saa vcere da du, Heere Jesus, mig Vennen over
alle Venner, den kærefte blandt alle mine tærel
4. Dine Medmennester stal du elste for Jesu Styls-,
.men Jesus sial du elfke for hans egen Slyld, og ham stal
du elste shsjere end alle andre. Men for hans Skyld og
med ham sial du ogsaa elste ethvert Menneste, det vcere
Ven eller Fjende, og bede for det, at det maa leere og kende
og elsie hom. Tragt ille efter at blive elstet og rost meget
af andre; thi Gud alene tilkotntner al Karlighed og Wäre-»
Endnu mindre maa du spge at vinde den førfte Pladg i
dit Hinte; den tilkoknmer alene Herren.
5. Bevar dit Vierte rent og ubesmittet af Verden,
saa vil du lunne hæve dig til Gud og le og fmage, hvot
god han er lSalme 84, 9). Dertil vil du dog aldtis
blive i Stand, dersom Guds Naade ille kalder og draget
dig. Den alene kan løsrive dig fra Vetden, saa du ganste
tan hengive dig til Gud. Dei Mennefte, hvem Guds
Naade bliver til Del, han formaar alt og ejer alt: meu
naar Naaden atter tages fra ham, saa er han afrncegtig
og fattig fom tilforn og prisgiven til alle Plagen Qg
rette fidste lan sie for os alle; men da gcelder dei am itkr
at blive modløse eller henfalde i Fortvivlelse, men med stille
Taalmod beere, hvad Guds Villie tilsliller, genneinleve det
alt for Jein Skyld og til hans Ære. Herren vil illt
glemme os evindelig. Efter Vinter feilger Sommer; naar
Ratten er omme, vender den lyse Dag tilbage; efter merkt
og ftormfuldt Vejr kommer atter klar Himmel.
Niende Kapitel.
Om at savne Trost.
i. Dei er itle svcrrt at lnnne undvcere mennestelis
Treit, naar man har den guddommelige. Men smer
meget svcert er det paa een Gang at lunne undvaere baabe
tnennesielig og gnddoknrnelig Treit, at Vandre am ligefnm
forviist fra Treftens Land, og deg ikte gaa i Rette med
liiud eller tcenke i sit .Hjerte, at han lunde have beredt ok
bedre Fiaar. Hvad ftort er der vel i at føle sig frimodig
Da glad, naar man føler sig omfavnet af Herrens Naade?
Dei kunne alle. Og hvad Under er det, at den ikke feler
nogen Byrde, som selv bliver baaren af Gub? For et saa
tsant Menncfle maa alt i Livet vcere let og fri)defuldt.
2. Vi ville nødig give flip Paa enhder menneslelig
Trøst og ønske gerne at have et eller andet Tilflitgtssied,
hoor vi tunne kaste Anker; thi det falder os svært at bekendc
vor egen og andre Menneskers fuldlonine Afmagt og slei
itte stole paa andet end Gad. Den hellige Lavrentiiis, der
døde som Martyr, overvandt Berden, fordi han agtede alle
dens Goder og Glceder for Tant; og fordi han elslede Kri
stns, fandt han sig taalmodig i, at hans bedfte Ven blev
tagen fra hasti. As Kcerlighed til Skaberen opgav han fis
naturlige Kcerlighed til Skabningen og i Stedet for men
neftelig Trøst valgte han Guds Velbehag. Saaledes mag
cgsaa du lære af Kcerlighed til Gud at kunne undvcere
dine Venner og deres Tr«øst, ja for hele dette Liv at kunne
flilles fra dem.
Z· Der maa laempes laenge og vedholdende, sor
inden vi overvinde os selv og lære ganske at hengive oz
til Gud. Og saa lange et Menneste ikke er bleven Herre
over fin naturlige Stolthed og Selvtillid, tror det gerne,
at det selv lan trøste sig, eller at andre Mennesier erei
Stand dertil. Først naar vi have opgivet al daarlig Seid
tillid og ydmngt overgivet os til Frelseren, kunne vi give
Afkald paa mennesielig Trøst, fordi vi da kende den, som et
sbedre7 ja, for Kristi Skyld ville vi da hellere gennemgaa
ftore Prøvelfer og haarde Kampe end delagtiggøres i de
Nydclser, hvori Berden feiger sin Trost og Glædr.
i 4. Naar du saaledes har fundet den guddommelige
HTrøst saa glaed dig ved den med Taknemmelighed, meet
glein aldrig, at den er Guds Gabe, ikke din Fortjenestr.
Bliv ikke l)ovmodig, og lad ingen forfængelkg Tanke op
ftige i dit Hjerte; tvertimod stal denne Naadegave gøre dig
ndtnygere, forsigtigere og mere agtpaagivende i al diu
Færd; thi Trøftens Time kan snart vsære omme, og efter
den indfinder ofte Fristelsens Time fig. Naar dette sit-sie
ster, da maa du dog ikle for-sage, men i Ydmyghed og Taut
modighed vente, til Trøsten atter bespger dig, og betcente.
at den almægtige Gud maafle nceste Gang vil glæde dig
med en endnu rigere Trost. Dette er ikke noget nyt seller
nbelendt for dem, der ere fortrolige med Gnds Vejez sel
de hellige og de gamle Profeter have erfaret en saadav
Vetgel af Trøft og Fristelse
5. J Falelfen af Guds trøftefulde Ncerocerelse sagde
en af die-se lsalme 20): »Jeg sial ille rokkes evindelig.«
Men han fornam, da Naaden var vegen fra ham, det nd
taler han ftraks derpaa: »du sljulte dit Ansigt, Herre, og
ieg blev for·fcerdet«. Dog fortvivlede han ilte, inen bad
saa meget inderliger, sigendet ,,Til dig, Herre, vil jeg ran
be; ydmygelig vil jeg bede til dig-« Endelig høsier hatt
Frngten af fin Bøn og vidner, at Gud hat hsørt hanc, idet
ban udbryder: »Herren har hørt min Ben, han hat Unle
des over mig; Herren er bleven min Hjcelper«. Og hin-rie
tes? »Du har, siger han til Herren, forvandlet min Sol-I
til en Dank-; du har afløst min Sørgedragt sog omgjordel
mig med Gliede for at min Sjcel kan lovsynge dig og itit
tie. Herre, min Gud, jeg vil evindelig prise dig!« Men er
det gaaet de hellige saaledes, da bør vi fmaa og svage
ille fortvivle, naar Trøft og Savn, Varme og Kulde ide
lig veksle i vort Jndre. Thi Aanden kommer og gala.
som den selv vil, og med Rette sperger den samme Gut-D
Hellige: »Hvad er et Menneste, at du besøger harn, og et
Mennesfebarn, at du kommer ham i Hu« lSalme 8,.5)·
GortsetteQ
nge Pagen som anbefales:
Mikjllm vacilbmlm. ou Jan-sing m ist-ist« ask-q
125 Sider, somit-O 25 Eint-, ins-banden sc Gent-.
Muttytcu i St. Embrer ei sum-· m da ims
« Kirs. Vs Stdn-, idmllcgsdcmth tudsuudeu tos
Martyrerne i den lntherfke Hirt-. osksa (
Tyst. M fmu sühn, indbuubes t qttttwub 40 M
Bett Hut. ek- ·eekrmie komm-g m satt tit. tue
Imekikas bedsie sum If M stili- pss Auf —
vero. man. orts- me name-, sus.
Din Bruders VIII. austreten-, ihm Intui- Ist-e
Orient-n, termsqu es met-sicut Ia M U If
Mahl-u. 174 stim, l M O M
Herren er mit Stim. »was-» pas mikk s
kkisteltse As l Wams IU I» I VIII. Isc, sahs. Icr.
e Lager Iendes poktoftlt. Vetaltmim del-es indleuldtlammes
med Besitllingew Frimeeilet medic-ges totn seminis
Daniih Luther-an Publikhing Dante, Blair, Nebratks
