Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, March 07, 1905, Page 3, Image 3

Below is the OCR text representation for this newspapers page. It is also available as plain text as well as XML.

    qukisti Eftekføtgetse.
Af Thomas a Kempiö.
6. Det et svært at aflcegge en gamsmel Baue; men
det er endnu meget sværere at aflcegge hele det gamle Men
neste. Men dersom du ikle engang formaak det leitete,
hvotledes vil du da blive i Stand til det fvaerere2 Gelt
strals Mvdstand mod enhver Tilbsjelighed, lvcel den i
Fsdselem at den ille stal blive til en Vane, som Dag for
Dag bliver vansieligete at aflægge. O, dersom du be
tænlte, hvor megen Fred du vilde fokflasse dig selv, og
chvor megen Gliede du vilde berede andre ved at gøre Frem
gang i Hellighed og Gudsfkygt, saa er feg vis paa, at du
med ftptke Jver vilde tragte derefter.
TolvteKapiteL
Modgang er as gavnlig.
1. Dei er os meget gavnligt, at vi nu og da mode
Modgang og Ttængsel; thi derved bringes vi til at gaa
i os felv og belasle at vi eke Udlcendinge i denne Verden
og Elle man bygge dort Haab paa nagen verdslig Tinpsp
Tet er os vgl-Ja gavnligt, at vi undertiden mode Mod:
figelse, ja blive ilde amtalie, endog naar di have gjort noget
i en god og cedel .Hensigt; bei tjener til vor stmygelfe og
bevarer os fra Forfcengelighed. Thi jo mere Menneflene
ringeagte os oa mistcknleliggøre vor Feerd, desto mete ville
vi føle Nødvendiabeden af at have lHerren vor Gud til
Vidne, han, som verd, hvad der bot i Menneslet.
2. Allercde af den Grund burde vi ftmbe efter at
slaa i stadkgt Samfund med Gud, fordi vi da ille behøvede
at trygte om Trost hos Menneflene. Naar et fromt Men
nesle prøves eller anfcegtes af cnde Tanler, da anerlendek
det dvbere end elleks, hvor uundveerlig Gud er, og at di
slet intet formaa Uden ham, da vender han sig med sit
Sul og sin Klage til Gud, da taber Verden sine Tillob
lelset, oa ban lcenges efter at fake herfra for at vcere hos
Kristusx thi han solch at ussorstyrret Fred og Hvile ilte
sindes i denne Werden
Trettende Kapitel
Om at modftaa Fristelfer.
1. Saa lcenae vi. leve her paa Jorden, tnnne vi itte
undgaa Fristelser oa Anfægtelser, som der staar i Jodå
Bog, (7, 1): »Er et Mennesse itte i Strid paa Jotden,
da hans Dage som en Daglejerg Dage?« Men ethvert
Menneste bot vcere opmcertsomt Paa, hvad der i Sarde
lesshed er hans Fristelfe, og vaage og bede, at chevelen
itte stal finde nagen Dør aaben, hvoriqennetn han tan liste
sia ind: thi denne Fjende slumrer aldria, men gaar ftadia
ocnleing og sogen hdem han tan opslnge t1.Pet. 5, H.
Jngen af de Helliae hat været faa hellig, at han itte stun
dom hat tunnet fristesz ej heller har nogen af dem tunnet
taale at Viere aanste uden Fristelsen
2. Hvor tunae oa lhaarde end Fristelferne tunne
vate, ere de dog ofte saare gavnliae oa tjene til at ndknhae,
rense og oplcere vg. Alle Helliae have maattet aennexnaaa
mange Fristelfer oa 2lnfceatelser; noale af dem ere derved
blevne sthrtede til end mere at got-e Frernslridt paa Hellig
hcdenS Vei; tnen andre eke faldne fra og tomne over paa
Fortabelsens Vej. Jngen Stand i Livet er saa hellta,
intet Sted saa afsides, at Fristelse oq Trcengsel ille lunne
tomtne derind.
sk· Aatfaaen, hvotfor vi her i Livet itte tunne viere
aanste fri for Fristelse, er, at Spiren til den ligger i os
selo oa stammer fra vor snndige Undfangelfe og Fodsei.
Saa snart een Fristelse eller Anfceatelse er overvunden, fol
get derfor strats en anden, cg vk ville altid have noget at
lide on fteide med, fordi vi ved Synden ere lomne nd af
vor oprindeliae Lhtsalighedstilstand Mange have for
sagt paa aanste at flvate bort fra«Friftelfeene, men ere der
ved ilede dem ltae i Mode. Ved Flngt tunne vi itte seite,
men ved at tannpe med Taalmodighed og fand Ydmhthd
blive vi fteeetere end alle vore Fjender.
4. Den, som tun Paa udvortes Maade søaer at und
fly Fristelserne, istedenfok at oprytte Roden til dem, han
tontmer itte vidt; de ville snart indhente ham og lade haIn
føle dereg fnlde Kraft. Snarere vil du, med Guds Hin-la
sejre over dem lidt efter lidt ved at udvise Taalmodighed
og Lanamodiahcd, end ved at mode dem med Haardnatten
hed oa Hovmod Tag gerne imad et aodt Raad, naar du
fristesx og naae dine Brødre fristes, da hjcelp dem til
Rette med Sagtmodiqheds Aand tGal 6, 1).
5· Den forfte Oprtndelse til alle onde Fristelfer er
Hiertets Uftadighed og Mangel paa Tillid til Gud. Thi
fotn et Stib uden Rot tumles hid og did af Bølgerne,
saaledeg omtnmles et vantelmodigt og sine Forsaetter utro
Mennefte as mangehaande Fristelser. Jsld prover Jetnet,;
Fristelser den retfcerdige Ofte vtde vi ttte selv, hvad ri;
ere og formaa; Fristelferne lære as det. j
s· Aarvaagenhed er i Sardeleshed nødvendta ved
Fristelsens Begyndelse, fordt Feisteren leitest ovetvinde5,
naar han itte faae Lov ttl at komme indenfor Hjertets
Ter, men msdes paa Dortærftelem saa fnart han ban
ter paa· Derfor heddee det: ,,Msd det onde ftrats i Be
gyndelsem naar Shgdommen er bleven gammel, er det
for silde at tende Bald efter Lagen«. Fsrst opftaar new
' ltg den blotte Tanle i vort Sind; derneest tommer Jud
btldntngstraften til og seettee den i Bevcegelse; deeefter
vcettes den onde Lyst og den syndtge Begætlighed, og tll
sidst giver du efter. « Saaledes faar den onde Fjende let
Ovethaand, naat man ttte ttratö t Begnndelsen gsr ham
Modstand5 og for hvee Ding vt opseette at gste Modftand,
bltve vi svagere og Fjenden starkem
7. Nogle Mennesier fetstez haaedett i den fsefte Tid
efter detes Omvendelfe, andre ved Slutntngen af Livet.l
Nogle have det haatdt hele deees Ltv tgennemz andve fri
stes tun ganste let og lempeltg — alt eftetfom det hchager
den guddomtneltge Btsdom og Rande, der ttlmaalee enhvee
hvad dee ee hatn tienltgst, og ftyeer alle Ttng ttl sine
udvalgtes Ftelse og Saltghed. Dersoe btr vt tngenlnnde
bltve fort-tate, naae vt fetstes, men bltve des meee been
dende t vor Bisn em, at beeren vtl komme as ttl Die-to
og site baade Fristelten dens Udgang saaledes, at vt
tunne taale det (1 Kot-. 10. 13); og ydmhge os stulle vi i
—
enhver Fristelse og Tmmgsel under Guds vældige Haand
(1 Pet. 5, 6); thi de ydmyge vil han frelse og opthsjr.
8. J Fristelse og Ttængsel prøves Mennestet og er
farer, hvor megen Fremgang han hat gjort paa LIllig
gprelsens Vej. Det er ille noget afgørende Bevis paa
Hellighed, at et Menneste er ydsmygt og brændende i Amt
den, saa længe det ikke hat haft nvgen Msodgang og Nød
at lampe med; men om den, som er taalmodig vg. stand
haftig i Prøvelfens Dag, lan der næres godt Haab om
Fremgang. Der gives Mennester, sotn Guds Naade for
slaaner for ftore Fristelfet, men som ovetvindes af de
smaa daglig tilbagevendende; faadanne bør derved føte
sig ydtnygede og betænle, hvor dybt de vilde falde for stvre
Fristelser, naar de ilke bedte tunne bestaa i Kampen med
de smaa.
Fjortende Kapitel.
Varilte letfcekdig idine Domme!
l
l
l
l
, 1. Tag vare paa dig selv mere end paa andre Men-!
fnester og deres Handlinger. Thi den, som tager Vate paa
andre og dømmer andre, gar sig fsor det mefte unyttig
IMøje fater ofte vild og synder smeget; men den, som ta-;
aer Vare pan sig selv og dømmer sig selv, varetager en;
Inn-get navnlig SysseL Vi dømme ofte om Ting og Per-;
soner efter som de behage os, men paa Grund af vor EgenJ
tckrlixrhed der bringet os til at elste os selv mere end!
Sandheden, bliver svor Dom let urigtig. Havde vi altidi
Gud for sZsje og fand Attaa efter at tcetkes ham, da stuldJ
vi itte faa let fcelde urigtige Domme.
l
2. Men snart er der noget sijult inden i os selv,l
og snart paatrænger der sig noget udvortes fra, som
river os med sig og hindrer os i at bedømme en Ting ret.
Mange have desuden ved alt, hvad de gøre og lade, sich
xselv for Øje, ofte uden at de lægge Mcerle dertil. Sau-;
danne lunne bedømme en Sag roligt og Uhildet, saa lange1
alt gaat efter deres Villie og Ønske, men gaar det ander
ledes, san blive de mistnodige og forvirres i deres Sind»
Hvad det her, som i alt andet, kommer an paa, er, at vi!
itte forlade os paa vor egen Fornuft og Dygtighed, der!
’aldrig lan leere os at indse det rette og fande, men paa Je
.su Kristi Kraft ng Kæriighed, der hastver os højere end all
Formqu :
Femtende Kapitel.
Om Kætligheds Getninger.
l. Jlte fot alt i Vetden maa vi gøte noget, som
:er ondt; men stundom tan det væte tilladt at undlade
noget godt, nemlig naat man detved lan komme til It
gøte noget bebte. Uden Kætlighed gavnet ingen udvorteö
Getning7 men alt, hvad der gstes i Kerlighed, bringet
velsignet Ftugt, hvot tinge og ubetydeligt det end kan
synes; thi Gut-, fta hvem al Velsignelfe tommet, set mete
paa, af shvot ftot Kætlighed en Getning udsptinger, end
paa Gctningen selv.
2. Den, fom elstek meget, udtettet meget og tager
i alle Ting Hensyn til det fcclles Bedste, itle til sin egen
Fiordel Ofte synes en Handling at have sin Rod i Kast
lighed, men et dog opvotfet paa uten Grund; thi Egens
tcetlighed, Haab mn Gengceld, Atttaa eftet Fordel og an
dre utene Bevceggrunde -ville let gste sig gelbende Men
den, fom hat en sand og full-kommen Kætlighed, seget al
dtig sit eget; hans eneste Ønsle et, at alt maa ste til Guds
Aste. Han er aldtig misundelig, thi det et bam en støtte
Glcede, naat andre ete glade, end naar han selv et det;
for sig felv forlanger han ingen størte Glæde end Tanten
otn at blive salig i Gad. Han ialdet ingen god uden
Gud, thi fta hom, al Godheds Kilde, hat alt godt sit Ub
spting, og i ham alene have alle hans Born salig Hvile.
O, var det blot en Gnist af den sande Kætlighed i vott
Hjette, da vilde Vi dybt føle, at alle jotdisie Ting ete ful
»de af Fotfcengelighedt
Sekstendc Kapitel.
OmOverbærelse medandreg !
Strebeligheden
1 Hvad vi itle ere i Stand til at rette og forbedre
bog og selv eg andre, det maa vi taalmodg finde os i,
Jindtil Gud ordnet det aiiderledes, og bei-anle, at det maa
-fte saaledes tjener og bedst, og at Gud detmed bar til
Henfiat at øve 05 i Taalmodiqhed, uden hvillen vore bedftel
Gerninger ere lidet vcerd Dsoa maa vi under saadannei
Hindringer flittigt bede, at Gud naadig vil hjælpe os at
taale dem med en sagtmodia Aand.
2. Hur du en eller to Gange formanet et Men
neslc, uden at han forbedter fig, saa ftrid itle langer med
bamz men befal hang Sag i Guds Haand og bed, at Gudei
Bill-e inaa sle oa hans Ære fremmeåx thi Gud forinaar
ogsaa at vende det onde til det gode. Øv dig i tnalniodig
at lockre over ined andres Fejl og StrebelighedeL hvor store
de env monne verre, thi du hat ogfaa mange Fer, som an
dre maa bcete over med. Du tan jo itte gøre dig ser til
det, du gerne vilde være —- hvorledes kan du da vente, at
andre stulde blive faa fuldtomne, at du ilte tunde faa et
og andet at udfcette paa dem? —- Underlige Fordring: an
dre Mennestet stulle vaere uden FejL men vore egne Fejl
ville vi itle rette.
3. Vi have intet imod, at andre blive revsede strengt,
men selv ville vi itte sinde vs i nagen Revselfe. Vi for
tryde paa, at andre have for megen Felber-, men selv
sville vi itke finde os i nogen Jndstreentning Vi se gerne,
at andre holdes under Soeben, men selv tunne vi ille
finde os i nagen Tvang. Kost sagt: vi maale vor Neste
med en gansie anden Maalestvt, end vi maale os selv
med. Dog —- det et godt for anget: hvis det ene Menne
sie altid var retfaerdigt tmod det andet, saa vilde vi al
dtig faa Lejlighed til at vise den Overbeerelse, som be
hager Gud san vel.
4. Men nu hat Gut-, som vil, at vi siulle harte htm
andtes Byrde (Gal. 6, 2), indrettet det saa»ledes, at vi
idelig faa Lejlighed til at leere dettr. Thi ingen er uden
Feil, tagen uden Byrde, ingen hat Visdom not i sig selvz
men vi behsve alle hvemndces Oder-beerele hie-Un Un
detvisning og meaning. Og hvot meget enhver i denne
Henseende formaar, det viser sig bedst under Trængsiek
sog Genvordigheder, hvtlke ingenlunde svcelke et Menneskes
’Krcefter, men vel aabenbare, om hcm besidder nogen.
SyttendeKapiteL
Om et gudeligt Levned.
J. Dsu maa leere at vcere eftergivende, versom du
vil bevate Fted og Enighed med andre. Det er ingen
lunde nagen let Sag for den, der stal leve samtnen med man
ge Mennesler, at være taalmodig sog blive ved dermed uden
Klage hele Livet vigennem Salig den, som bliver bestan
dig indtil Enden! Men det formaa vi kun, naar vi be
tragte os fom Pilegrimme og Udlcendinge paa Jorden og
itte form-ges over, at Verden talder os Daum, fordi Vi
ftræbe eftet at føre et fromt sog helligt Levned.
2. Jtle Ensomhed og et affondret Liv, men Sin
dets Forvandling og Aflæggelse af det gamle Mennefke
med dets Begætligheder ere Vidnesbyrd om fand Ends
frygt. Den, som itte i alle Ting søger Gud og sin Sjæls
Salighed, han findet intet uden Trcengsel og Smerte. Og
tun den, som ilke vægrer sig ved at betragtes som den
tingeste og at være andres Tjener, kan leve et fredeligt Liv.
L. For at tjene ere vi tomne til Verden, ilte for
at herste; til at lide og arbejde ere vi kaldede, ilke til at gaa
ørkesløfe omkring og føre unyttig Tale. Her er Siedet,
hvor vi Mennester stulle prøves, ligesom Guldet prøves
i Jlden; og ingen af os tan beftaa Prøven, dersom vi iftc
vdmyge os for Gud af vort ganste Hier-te
Uttende Kapitel.
De heilige Fædres Elsempel
1. Tag de hellige Fcedres Etsempel for Øje —
digse, fra hvem sand Gudsfrygt og Hellighed lyser os
i Mode — og du vil ertende, hvor lidt, ja næsten intct
dei er, hvad vi udrette. Ak, hvad et vort Liv i Sam
menligneng tned detes! Dis-se Kristi hellige Venner have
tjent Herren med Bøn og Betragtning i Hunger og Torst,
i Kulde og Nsogenhed, i Arbejde og Moje, i Nattevaagen
og Faste s2 Kor. 11, 27), i Forfolgelse og Banne-ne
ft. O, hvor mange og tunge Lidelser udholdt ikke
Apostlene, Martyrerne, Sandhedsvidnerne, de hellige
Kvinder og alle de ovrige, som sitoebte at folge Kristi
Fodsporl De hadede deres Liv i denne Verden, for at
de lunde vinde det evige Liv (Joh. 12 25). Ak, hvor
sttcengt og afholdende levede itle de hellige Fcedre i Dr
tenenl hvor lange og svcere Fristelser have de itte nd
staaetl hdor ofte bleve de ille ianscegtede as chevelenl
hvor vedholdende og inderlig oploftede de deres Hierter
til Gud i Bonnen; hvor nidlære og ivrige vare de ille
for at gore Fremgang i sand Gudsfrygt og Hellighed!
hvor heltemodig lcempede de ikle for at betvinge de urene
Begcetligshederi hvilten ten og oprigtia Karlighed til Gud
husede de i·kle i deres Hierteri Otn Dagen arbejdede de,
og Nsæsttekne vare helligede til Bon og Ssakntale med Gud;
men ogsaa naar de vare ved deres Arbejde, havde de Gud
i deres Tanler.
Z. De foretoge sig aldria unyttige Ting; itte en
eneste as de lorie og flygtige Timer maatte berodes Gud;
at tilbede ham og betragte hans Getninger var dem en
saa leer SysseL at de deroiver oste glemte at drage den
nodvendige Omsorg for deres legemlige Næring og Nod
torft. De gav Aftald paa alle jordiske Goder, Vcerdighe
der, Æresposter, Slægininge og Venner; de vilde næppe
have saa meget af Verden, som var nodvendigt til Livets
Ophold; det var dem en Plage, at de maatte opofre nogsxt
af Tiden til at sorge sor Legeniets Pleje. De vare saa
ledes yderlig fattige paa alle jordiste Ting, men hvor
rige vare de itle paa Naade: naar det udvortes Menneste
led Mangel, vederlvægedes det indvortes ved Guds rige
Trost og Husvalelse. s
4. J Verden vare de fremmede, nien hos Gud vare
de hjemme som Husfolt og Venner. J deres egne Øjne
vare de intet og for Beiden date de til Spot, men i Guds
Tojne udvalgte og dyrebare. De bedarede til enhver Tid
sand Ydmyahed oa Enfoldighed og vandrede i Karlighed
og Taalmodighed og volsede derved daglig i Visdom og
Naade hos Gud. De ere satte til Forbilleder for alle dem,
der ville hore Gud til, og bot ganste anderledes tunne
vækle Jver til det gode has os, end hele den store Stare af
Ligegyldige lan forlede os til Lunlenhed.
5. O, hvor bekendende var ille alle disse helliges
Jver, hvor inderlige dekes Bonner, hvor stærk deres Lyst
til det gode! Hvillen strceng Tugt herslede der ikke iblandt
dem, hvilten Æreftygt for deres Leerere og Vejledere og
Villighed til at lyde dem! Deres Historie Vidner om, at;
de have vceret i Sandhed hellige Mennesler, som cerligt
have læmpet med Verden og tilsidst overvundet den. Nu
sdserimod anses den oste for stor, som ille udvortes over
trwder Loven ca taalmodig findet sig i, hvad der ille kan
Være anderledes. Og hvok megen Lunlenhed og Ladhed
kam-mer nu til Syne i voki Liv, vi, som saa hurtigt for
lade vor forste Karlighed saa snart blive tratte af -1t
gore det gode (2 Tshes. Z, 13)! O! maatte dog de mange
Fotbilleder, som de Hellige have esterladt os, vcetke os
til alvorlig at tragte estet «dej·T·Tfand«e Hellighed i Guds
itygtl
Nittende Kapitel.
Hvorledes den Troensde fkal øve sigi
Gudsfrygt.
1. Et troende Menncstes Liv Inaa vcere tigt paa
alle Dyder. Hans Jndte maa være fauledes, fom han i
det Ydte viset sig for andre; ja, det maa endog være
bedre, thi hvad derinde roter sig, set Gub, for hvem di
bot have den dybeste Ærefrygt, og i hvis Øjne vi burde
være renc som Engle. Hver Dag bør vi forny vort For
ssæt at leve i ham og spge at opflasmme vor Kceriighed
til hom, som om vi sprst i Dag havde begyndt vor Om
vendelse, og vi bsr bede: Hjælp mig, Hette Gud,-at jeg
maa blive tro i mit Forfæt at tjene dig i fand Hellighed;
giv mig Raube til, at jeg i Dug maa begynde ret derpaa,
thi alt hvad jeg hidtil hat gjott, er intet!
2. Betæn«k bette: svm dit Forfæt er, faaledes er ogsaa
din Fremgang paa Helliggørelsens Vej; og den, som vil
gsre megen Fremg-ang, maa anivende megen Flid og give
nsje Agt paa sig felv. Thi naar endog den, fom fast be
stemt sorscetter sig noget, vste itle saar det udfsrt, hvotlei
des stal det da gaa den, som tun sjælden og ganske lsses
lig satter et godt ForscetZ Paa mange forstellige Mas
der tunne vi bringes til at opgive vore Forscetter5 derfot
bør vi aldrig sorsmnme at vaage over os selv; selv den
mindste Forsømmelighed vil aldrig blive uden stadelige
Folger. Men derhos maa vi dog aldrig glemme, at vote
Forsastter og deres Udfsørelse itte bero paa vor egen Vis
dom og Styrke, men paa Guds Naade, som vi i alle Tini
inaa scette vor Lid til; thi ,,det staar itke til den, som bil,
ej heller til den, som loher, men til Gut-, som gør Mis
tundhed« (Rom. 9, 16), og ,,Mennestets Hjerte udtænket
sin Vej, men Herren er den, som stadfæster hans Gang«
(Ordspr. 16, 9).
Z. Om vi end vogte not saa meget paa os selv, stsde
vE alligevel alle an i mange Ting (Jat. s, 2). Dersor man
vi bog itte lade Modet salde, men bestandig forescette
vs noget bestemt, som vi ville betekmpe, og dertil iscer verl
ge det, der mest hindrer vor Fremgang paa Helliggøtelseni
Vej. Bi bar omhnggelig vaage over og bringe Orden sau
vel i vort ydre som i dort indre Liv; begge Dele besordre
vor aandelige Fremgang Kan du end ikke uafbrudt ha
ve dit Sind samlet til Bøn og Betragtning, saa gør sdet
dog saa oste du kan, og mindst to Gange daglig, Morge
og Aste-L Fat otn Morgenen aode Forsætter og under
søg saa om Aftenen, hvorledes dine Tanler, Ord og Ger
ninger have rceret Dagen igennemz maaste du vil finde, at
du i alle Henseender har syndet mod Gud og din Neste.
Omgjord dig som en Mand imod chevlens snedige An
løb (Efes. 6, 11). Vær maadeholden i Mad og Dritte,
saa vil du lettere lunne holde Kødets Begærligheder i
Tømme. Vcer aldrig ledig; men læs, slriv, bed, anstil
fromme Betragtninger eller sysselsæt dig med noget, som
tan fremme det almindelige Bedste.
4. Vogt dig for, at du ikke bliver ligegyldig os
forsømmelig i at udrette, hivad der tjener til andres Bedste,
paa samme Tib, som du maaske villigt og gerne gør det
som angaar din egen Person; sørst naar du med Troskab
og Samvittighedsfuldhed har udført, hvad du slylder an
dre, har du Lov til, nsaar der er Tid tilovers, at arbeij
for dig selv og hengive dig til saadanne Fromhedsøvelset
som egne sig for dig personlig, eller om du til en given Tit
især føler Trang til. Dette kan vel vcere nødvendigt for
dig; thi alle tunne itte opbygges paa samme Maade; for
en passer denne, for en anden hin Fromhedsøvelse bedstz
og med Hensyn til de sorstellige Tiber have nogle Øsvelser
Fortrin for andre: nogle passe bedst paa Festdage, andre
paa Hverdagez nogle søle vi mest Trang til under Mod
gang og Prøvelser, andre i gode og sredelige Dage; nogle
behage os mest, naar vi ere bedrøvede og bange, andre, naat
vi ere glade og frimodige i Herren.
5. Festdagene maa sremsor andre Dage mre hel
ligede Herren og hans Riges Anliggender, benhttes til
ved Bøn og Paataldelse at opslamme den Guds Rande
gave, som er i os (2 Tim. 1, 6). Hver Festdag bør ni
helligholde saaledes, som om vi ikke stulde sejre noget
Festdag mere paa Jorden, men snart vandre herfra div
hen, hvor der er evig Fest og Højtid. Og opleve vi sa
endnu en Festdag hernede, da stulle vi tro, at det ster.
fordi vi ilte vare tilstrceltelig forberedte til Festen i Evig
Iheden, uvcerdige til den Herlighed, som der skal nahenden
res paa os, og anse det for en Paatnindelse om, at vi
skulle sorberede os bedre paa Hjemgangen. »Salig den
Tjener, som Herren, naar han kommer, sinder at gøre san
ledes; ham stal han soette over alt sit Gods« (Luk. 12
43, 44).
(Iortsættes).
— -- -...·.-——.—..— .—..—-·
Gode Boger, som anbefalest
Mikjam Nvfcuballm. En Form-sing its imst- Kkedk
125 Sidek, i Omslag, 25 Seins, indbunden sc Senkt
Martyren i St. Andrews. m AM- m sm- M
Kitke. 93 Sidet, iOmilag 20 Centt, ins-banden 40 Etat-.
Martyrcme i den luthetfke Kitte. »Du-sp- kks
Tyst. 224 smaq Süden indbundeu i Shittiugsbind 40 Senkt
an HUIP En istektauvst Jokteaing sk- kristi tit. case
Amerikas liebste BIger. If Lewis Wallaee pas Daan U
Wilh. Moll-t. Pris. godt indbunden, this.
Din Brodcrs Blodo En Fortælling, ipm stildret Aue-.
Oriemen, fangstende og Innre-sank Pan Dunst veb U. f
Madien. 174 Sibet, i Omilag, 40 Senkt
Hckkcn er mit Stjoldo En Fortoklling, iom stjldret da
kristelige Liv i Abtleuf-. 150 S., i Omfl. säc, indb. soc.
Alle Vom-s fendeg portnfkiL Vetnlnmen bedesindiendt samme
med Vesljllinqen. smmmket modmges vom Vemlinxp
Danile Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebraska,
Ygrden og Hammer
Af C. S. Sto!1nberg. Ca lille Bog fot Bern. 48 Sider.
J Omslag 10 senkt
100 Zortoellinger
til Brug ved Bytnegudstjenester og de unaes Msdet
If h. J. z. c. macht-esse
Jndb 70e.
62 Fortællmger
og eukelte Uddkag as Gad- Ord.
Samt-De es ch. sond, sinkenle
J Omilqg 20e. Indis- we.
Diese Foktællinget ere nye es u todt llduls for Stu
bagöskolelæretr.
Hacmebog for Höndaggslioler
Udgivet af titkelig Forening for Inder-Mission i spie-chemi- «
Kostet indlmndeu tun Ob Gent-.
DAleU PUBUSIUNC Icosss
out-. Neste.