Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, March 07, 1905, Page 3, Image 3
qukisti Eftekføtgetse. Af Thomas a Kempiö. 6. Det et svært at aflcegge en gamsmel Baue; men det er endnu meget sværere at aflcegge hele det gamle Men neste. Men dersom du ikle engang formaak det leitete, hvotledes vil du da blive i Stand til det fvaerere2 Gelt strals Mvdstand mod enhver Tilbsjelighed, lvcel den i Fsdselem at den ille stal blive til en Vane, som Dag for Dag bliver vansieligete at aflægge. O, dersom du be tænlte, hvor megen Fred du vilde fokflasse dig selv, og chvor megen Gliede du vilde berede andre ved at gøre Frem gang i Hellighed og Gudsfkygt, saa er feg vis paa, at du med ftptke Jver vilde tragte derefter. TolvteKapiteL Modgang er as gavnlig. 1. Dei er os meget gavnligt, at vi nu og da mode Modgang og Ttængsel; thi derved bringes vi til at gaa i os felv og belasle at vi eke Udlcendinge i denne Verden og Elle man bygge dort Haab paa nagen verdslig Tinpsp Tet er os vgl-Ja gavnligt, at vi undertiden mode Mod: figelse, ja blive ilde amtalie, endog naar di have gjort noget i en god og cedel .Hensigt; bei tjener til vor stmygelfe og bevarer os fra Forfcengelighed. Thi jo mere Menneflene ringeagte os oa mistcknleliggøre vor Feerd, desto mete ville vi føle Nødvendiabeden af at have lHerren vor Gud til Vidne, han, som verd, hvad der bot i Menneslet. 2. Allercde af den Grund burde vi ftmbe efter at slaa i stadkgt Samfund med Gud, fordi vi da ille behøvede at trygte om Trost hos Menneflene. Naar et fromt Men nesle prøves eller anfcegtes af cnde Tanler, da anerlendek det dvbere end elleks, hvor uundveerlig Gud er, og at di slet intet formaa Uden ham, da vender han sig med sit Sul og sin Klage til Gud, da taber Verden sine Tillob lelset, oa ban lcenges efter at fake herfra for at vcere hos Kristusx thi han solch at ussorstyrret Fred og Hvile ilte sindes i denne Werden Trettende Kapitel Om at modftaa Fristelfer. 1. Saa lcenae vi. leve her paa Jorden, tnnne vi itte undgaa Fristelser oa Anfægtelser, som der staar i Jodå Bog, (7, 1): »Er et Mennesse itte i Strid paa Jotden, da hans Dage som en Daglejerg Dage?« Men ethvert Menneste bot vcere opmcertsomt Paa, hvad der i Sarde lesshed er hans Fristelfe, og vaage og bede, at chevelen itte stal finde nagen Dør aaben, hvoriqennetn han tan liste sia ind: thi denne Fjende slumrer aldria, men gaar ftadia ocnleing og sogen hdem han tan opslnge t1.Pet. 5, H. Jngen af de Helliae hat været faa hellig, at han itte stun dom hat tunnet fristesz ej heller har nogen af dem tunnet taale at Viere aanste uden Fristelsen 2. Hvor tunae oa lhaarde end Fristelferne tunne vate, ere de dog ofte saare gavnliae oa tjene til at ndknhae, rense og oplcere vg. Alle Helliae have maattet aennexnaaa mange Fristelfer oa 2lnfceatelser; noale af dem ere derved blevne sthrtede til end mere at got-e Frernslridt paa Hellig hcdenS Vei; tnen andre eke faldne fra og tomne over paa Fortabelsens Vej. Jngen Stand i Livet er saa hellta, intet Sted saa afsides, at Fristelse oq Trcengsel ille lunne tomtne derind. sk· Aatfaaen, hvotfor vi her i Livet itte tunne viere aanste fri for Fristelse, er, at Spiren til den ligger i os selo oa stammer fra vor snndige Undfangelfe og Fodsei. Saa snart een Fristelse eller Anfceatelse er overvunden, fol get derfor strats en anden, cg vk ville altid have noget at lide on fteide med, fordi vi ved Synden ere lomne nd af vor oprindeliae Lhtsalighedstilstand Mange have for sagt paa aanste at flvate bort fra«Friftelfeene, men ere der ved ilede dem ltae i Mode. Ved Flngt tunne vi itte seite, men ved at tannpe med Taalmodighed og fand Ydmhthd blive vi fteeetere end alle vore Fjender. 4. Den, som tun Paa udvortes Maade søaer at und fly Fristelserne, istedenfok at oprytte Roden til dem, han tontmer itte vidt; de ville snart indhente ham og lade haIn føle dereg fnlde Kraft. Snarere vil du, med Guds Hin-la sejre over dem lidt efter lidt ved at udvise Taalmodighed og Lanamodiahcd, end ved at mode dem med Haardnatten hed oa Hovmod Tag gerne imad et aodt Raad, naar du fristesx og naae dine Brødre fristes, da hjcelp dem til Rette med Sagtmodiqheds Aand tGal 6, 1). 5· Den forfte Oprtndelse til alle onde Fristelfer er Hiertets Uftadighed og Mangel paa Tillid til Gud. Thi fotn et Stib uden Rot tumles hid og did af Bølgerne, saaledeg omtnmles et vantelmodigt og sine Forsaetter utro Mennefte as mangehaande Fristelser. Jsld prover Jetnet,; Fristelser den retfcerdige Ofte vtde vi ttte selv, hvad ri; ere og formaa; Fristelferne lære as det. j s· Aarvaagenhed er i Sardeleshed nødvendta ved Fristelsens Begyndelse, fordt Feisteren leitest ovetvinde5, naar han itte faae Lov ttl at komme indenfor Hjertets Ter, men msdes paa Dortærftelem saa fnart han ban ter paa· Derfor heddee det: ,,Msd det onde ftrats i Be gyndelsem naar Shgdommen er bleven gammel, er det for silde at tende Bald efter Lagen«. Fsrst opftaar new ' ltg den blotte Tanle i vort Sind; derneest tommer Jud btldntngstraften til og seettee den i Bevcegelse; deeefter vcettes den onde Lyst og den syndtge Begætlighed, og tll sidst giver du efter. « Saaledes faar den onde Fjende let Ovethaand, naat man ttte ttratö t Begnndelsen gsr ham Modstand5 og for hvee Ding vt opseette at gste Modftand, bltve vi svagere og Fjenden starkem 7. Nogle Mennesier fetstez haaedett i den fsefte Tid efter detes Omvendelfe, andre ved Slutntngen af Livet.l Nogle have det haatdt hele deees Ltv tgennemz andve fri stes tun ganste let og lempeltg — alt eftetfom det hchager den guddomtneltge Btsdom og Rande, der ttlmaalee enhvee hvad dee ee hatn tienltgst, og ftyeer alle Ttng ttl sine udvalgtes Ftelse og Saltghed. Dersoe btr vt tngenlnnde bltve fort-tate, naae vt fetstes, men bltve des meee been dende t vor Bisn em, at beeren vtl komme as ttl Die-to og site baade Fristelten dens Udgang saaledes, at vt tunne taale det (1 Kot-. 10. 13); og ydmhge os stulle vi i — enhver Fristelse og Tmmgsel under Guds vældige Haand (1 Pet. 5, 6); thi de ydmyge vil han frelse og opthsjr. 8. J Fristelse og Ttængsel prøves Mennestet og er farer, hvor megen Fremgang han hat gjort paa LIllig gprelsens Vej. Det er ille noget afgørende Bevis paa Hellighed, at et Menneste er ydsmygt og brændende i Amt den, saa længe det ikke hat haft nvgen Msodgang og Nød at lampe med; men om den, som er taalmodig vg. stand haftig i Prøvelfens Dag, lan der næres godt Haab om Fremgang. Der gives Mennester, sotn Guds Naade for slaaner for ftore Fristelfet, men som ovetvindes af de smaa daglig tilbagevendende; faadanne bør derved føte sig ydtnygede og betænle, hvor dybt de vilde falde for stvre Fristelser, naar de ilke bedte tunne bestaa i Kampen med de smaa. Fjortende Kapitel. Varilte letfcekdig idine Domme! l l l l , 1. Tag vare paa dig selv mere end paa andre Men-! fnester og deres Handlinger. Thi den, som tager Vate paa andre og dømmer andre, gar sig fsor det mefte unyttig IMøje fater ofte vild og synder smeget; men den, som ta-; aer Vare pan sig selv og dømmer sig selv, varetager en; Inn-get navnlig SysseL Vi dømme ofte om Ting og Per-; soner efter som de behage os, men paa Grund af vor EgenJ tckrlixrhed der bringet os til at elste os selv mere end! Sandheden, bliver svor Dom let urigtig. Havde vi altidi Gud for sZsje og fand Attaa efter at tcetkes ham, da stuldJ vi itte faa let fcelde urigtige Domme. l 2. Men snart er der noget sijult inden i os selv,l og snart paatrænger der sig noget udvortes fra, som river os med sig og hindrer os i at bedømme en Ting ret. Mange have desuden ved alt, hvad de gøre og lade, sich xselv for Øje, ofte uden at de lægge Mcerle dertil. Sau-; danne lunne bedømme en Sag roligt og Uhildet, saa lange1 alt gaat efter deres Villie og Ønske, men gaar det ander ledes, san blive de mistnodige og forvirres i deres Sind» Hvad det her, som i alt andet, kommer an paa, er, at vi! itte forlade os paa vor egen Fornuft og Dygtighed, der! ’aldrig lan leere os at indse det rette og fande, men paa Je .su Kristi Kraft ng Kæriighed, der hastver os højere end all Formqu : Femtende Kapitel. Om Kætligheds Getninger. l. Jlte fot alt i Vetden maa vi gøte noget, som :er ondt; men stundom tan det væte tilladt at undlade noget godt, nemlig naat man detved lan komme til It gøte noget bebte. Uden Kætlighed gavnet ingen udvorteö Getning7 men alt, hvad der gstes i Kerlighed, bringet velsignet Ftugt, hvot tinge og ubetydeligt det end kan synes; thi Gut-, fta hvem al Velsignelfe tommet, set mete paa, af shvot ftot Kætlighed en Getning udsptinger, end paa Gctningen selv. 2. Den, fom elstek meget, udtettet meget og tager i alle Ting Hensyn til det fcclles Bedste, itle til sin egen Fiordel Ofte synes en Handling at have sin Rod i Kast lighed, men et dog opvotfet paa uten Grund; thi Egens tcetlighed, Haab mn Gengceld, Atttaa eftet Fordel og an dre utene Bevceggrunde -ville let gste sig gelbende Men den, fom hat en sand og full-kommen Kætlighed, seget al dtig sit eget; hans eneste Ønsle et, at alt maa ste til Guds Aste. Han er aldtig misundelig, thi det et bam en støtte Glcede, naat andre ete glade, end naar han selv et det; for sig felv forlanger han ingen størte Glæde end Tanten otn at blive salig i Gad. Han ialdet ingen god uden Gud, thi fta hom, al Godheds Kilde, hat alt godt sit Ub spting, og i ham alene have alle hans Born salig Hvile. O, var det blot en Gnist af den sande Kætlighed i vott Hjette, da vilde Vi dybt føle, at alle jotdisie Ting ete ful »de af Fotfcengelighedt Sekstendc Kapitel. OmOverbærelse medandreg ! Strebeligheden 1 Hvad vi itle ere i Stand til at rette og forbedre bog og selv eg andre, det maa vi taalmodg finde os i, Jindtil Gud ordnet det aiiderledes, og bei-anle, at det maa -fte saaledes tjener og bedst, og at Gud detmed bar til Henfiat at øve 05 i Taalmodiqhed, uden hvillen vore bedftel Gerninger ere lidet vcerd Dsoa maa vi under saadannei Hindringer flittigt bede, at Gud naadig vil hjælpe os at taale dem med en sagtmodia Aand. 2. Hur du en eller to Gange formanet et Men neslc, uden at han forbedter fig, saa ftrid itle langer med bamz men befal hang Sag i Guds Haand og bed, at Gudei Bill-e inaa sle oa hans Ære fremmeåx thi Gud forinaar ogsaa at vende det onde til det gode. Øv dig i tnalniodig at lockre over ined andres Fejl og StrebelighedeL hvor store de env monne verre, thi du hat ogfaa mange Fer, som an dre maa bcete over med. Du tan jo itte gøre dig ser til det, du gerne vilde være —- hvorledes kan du da vente, at andre stulde blive faa fuldtomne, at du ilte tunde faa et og andet at udfcette paa dem? —- Underlige Fordring: an dre Mennestet stulle vaere uden FejL men vore egne Fejl ville vi itle rette. 3. Vi have intet imod, at andre blive revsede strengt, men selv ville vi itte sinde vs i nagen Revselfe. Vi for tryde paa, at andre have for megen Felber-, men selv sville vi itke finde os i nogen Jndstreentning Vi se gerne, at andre holdes under Soeben, men selv tunne vi ille finde os i nagen Tvang. Kost sagt: vi maale vor Neste med en gansie anden Maalestvt, end vi maale os selv med. Dog —- det et godt for anget: hvis det ene Menne sie altid var retfaerdigt tmod det andet, saa vilde vi al dtig faa Lejlighed til at vise den Overbeerelse, som be hager Gud san vel. 4. Men nu hat Gut-, som vil, at vi siulle harte htm andtes Byrde (Gal. 6, 2), indrettet det saa»ledes, at vi idelig faa Lejlighed til at leere dettr. Thi ingen er uden Feil, tagen uden Byrde, ingen hat Visdom not i sig selvz men vi behsve alle hvemndces Oder-beerele hie-Un Un detvisning og meaning. Og hvot meget enhver i denne Henseende formaar, det viser sig bedst under Trængsiek sog Genvordigheder, hvtlke ingenlunde svcelke et Menneskes ’Krcefter, men vel aabenbare, om hcm besidder nogen. SyttendeKapiteL Om et gudeligt Levned. J. Dsu maa leere at vcere eftergivende, versom du vil bevate Fted og Enighed med andre. Det er ingen lunde nagen let Sag for den, der stal leve samtnen med man ge Mennesler, at være taalmodig sog blive ved dermed uden Klage hele Livet vigennem Salig den, som bliver bestan dig indtil Enden! Men det formaa vi kun, naar vi be tragte os fom Pilegrimme og Udlcendinge paa Jorden og itte form-ges over, at Verden talder os Daum, fordi Vi ftræbe eftet at føre et fromt sog helligt Levned. 2. Jtle Ensomhed og et affondret Liv, men Sin dets Forvandling og Aflæggelse af det gamle Mennefke med dets Begætligheder ere Vidnesbyrd om fand Ends frygt. Den, som itte i alle Ting søger Gud og sin Sjæls Salighed, han findet intet uden Trcengsel og Smerte. Og tun den, som ilke vægrer sig ved at betragtes som den tingeste og at være andres Tjener, kan leve et fredeligt Liv. L. For at tjene ere vi tomne til Verden, ilte for at herste; til at lide og arbejde ere vi kaldede, ilke til at gaa ørkesløfe omkring og føre unyttig Tale. Her er Siedet, hvor vi Mennester stulle prøves, ligesom Guldet prøves i Jlden; og ingen af os tan beftaa Prøven, dersom vi iftc vdmyge os for Gud af vort ganste Hier-te Uttende Kapitel. De heilige Fædres Elsempel 1. Tag de hellige Fcedres Etsempel for Øje — digse, fra hvem sand Gudsfrygt og Hellighed lyser os i Mode — og du vil ertende, hvor lidt, ja næsten intct dei er, hvad vi udrette. Ak, hvad et vort Liv i Sam menligneng tned detes! Dis-se Kristi hellige Venner have tjent Herren med Bøn og Betragtning i Hunger og Torst, i Kulde og Nsogenhed, i Arbejde og Moje, i Nattevaagen og Faste s2 Kor. 11, 27), i Forfolgelse og Banne-ne ft. O, hvor mange og tunge Lidelser udholdt ikke Apostlene, Martyrerne, Sandhedsvidnerne, de hellige Kvinder og alle de ovrige, som sitoebte at folge Kristi Fodsporl De hadede deres Liv i denne Verden, for at de lunde vinde det evige Liv (Joh. 12 25). Ak, hvor sttcengt og afholdende levede itle de hellige Fcedre i Dr tenenl hvor lange og svcere Fristelser have de itte nd staaetl hdor ofte bleve de ille ianscegtede as chevelenl hvor vedholdende og inderlig oploftede de deres Hierter til Gud i Bonnen; hvor nidlære og ivrige vare de ille for at gore Fremgang i sand Gudsfrygt og Hellighed! hvor heltemodig lcempede de ikle for at betvinge de urene Begcetligshederi hvilten ten og oprigtia Karlighed til Gud husede de i·kle i deres Hierteri Otn Dagen arbejdede de, og Nsæsttekne vare helligede til Bon og Ssakntale med Gud; men ogsaa naar de vare ved deres Arbejde, havde de Gud i deres Tanler. Z. De foretoge sig aldria unyttige Ting; itte en eneste as de lorie og flygtige Timer maatte berodes Gud; at tilbede ham og betragte hans Getninger var dem en saa leer SysseL at de deroiver oste glemte at drage den nodvendige Omsorg for deres legemlige Næring og Nod torft. De gav Aftald paa alle jordiske Goder, Vcerdighe der, Æresposter, Slægininge og Venner; de vilde næppe have saa meget af Verden, som var nodvendigt til Livets Ophold; det var dem en Plage, at de maatte opofre nogsxt af Tiden til at sorge sor Legeniets Pleje. De vare saa ledes yderlig fattige paa alle jordiste Ting, men hvor rige vare de itle paa Naade: naar det udvortes Menneste led Mangel, vederlvægedes det indvortes ved Guds rige Trost og Husvalelse. s 4. J Verden vare de fremmede, nien hos Gud vare de hjemme som Husfolt og Venner. J deres egne Øjne vare de intet og for Beiden date de til Spot, men i Guds Tojne udvalgte og dyrebare. De bedarede til enhver Tid sand Ydmyahed oa Enfoldighed og vandrede i Karlighed og Taalmodighed og volsede derved daglig i Visdom og Naade hos Gud. De ere satte til Forbilleder for alle dem, der ville hore Gud til, og bot ganste anderledes tunne vækle Jver til det gode has os, end hele den store Stare af Ligegyldige lan forlede os til Lunlenhed. 5. O, hvor bekendende var ille alle disse helliges Jver, hvor inderlige dekes Bonner, hvor stærk deres Lyst til det gode! Hvillen strceng Tugt herslede der ikke iblandt dem, hvilten Æreftygt for deres Leerere og Vejledere og Villighed til at lyde dem! Deres Historie Vidner om, at; de have vceret i Sandhed hellige Mennesler, som cerligt have læmpet med Verden og tilsidst overvundet den. Nu sdserimod anses den oste for stor, som ille udvortes over trwder Loven ca taalmodig findet sig i, hvad der ille kan Være anderledes. Og hvok megen Lunlenhed og Ladhed kam-mer nu til Syne i voki Liv, vi, som saa hurtigt for lade vor forste Karlighed saa snart blive tratte af -1t gore det gode (2 Tshes. Z, 13)! O! maatte dog de mange Fotbilleder, som de Hellige have esterladt os, vcetke os til alvorlig at tragte estet «dej·T·Tfand«e Hellighed i Guds itygtl Nittende Kapitel. Hvorledes den Troensde fkal øve sigi Gudsfrygt. 1. Et troende Menncstes Liv Inaa vcere tigt paa alle Dyder. Hans Jndte maa være fauledes, fom han i det Ydte viset sig for andre; ja, det maa endog være bedre, thi hvad derinde roter sig, set Gub, for hvem di bot have den dybeste Ærefrygt, og i hvis Øjne vi burde være renc som Engle. Hver Dag bør vi forny vort For ssæt at leve i ham og spge at opflasmme vor Kceriighed til hom, som om vi sprst i Dag havde begyndt vor Om vendelse, og vi bsr bede: Hjælp mig, Hette Gud,-at jeg maa blive tro i mit Forfæt at tjene dig i fand Hellighed; giv mig Raube til, at jeg i Dug maa begynde ret derpaa, thi alt hvad jeg hidtil hat gjott, er intet! 2. Betæn«k bette: svm dit Forfæt er, faaledes er ogsaa din Fremgang paa Helliggørelsens Vej; og den, som vil gsre megen Fremg-ang, maa anivende megen Flid og give nsje Agt paa sig felv. Thi naar endog den, fom fast be stemt sorscetter sig noget, vste itle saar det udfsrt, hvotlei des stal det da gaa den, som tun sjælden og ganske lsses lig satter et godt ForscetZ Paa mange forstellige Mas der tunne vi bringes til at opgive vore Forscetter5 derfot bør vi aldrig sorsmnme at vaage over os selv; selv den mindste Forsømmelighed vil aldrig blive uden stadelige Folger. Men derhos maa vi dog aldrig glemme, at vote Forsastter og deres Udfsørelse itte bero paa vor egen Vis dom og Styrke, men paa Guds Naade, som vi i alle Tini inaa scette vor Lid til; thi ,,det staar itke til den, som bil, ej heller til den, som loher, men til Gut-, som gør Mis tundhed« (Rom. 9, 16), og ,,Mennestets Hjerte udtænket sin Vej, men Herren er den, som stadfæster hans Gang« (Ordspr. 16, 9). Z. Om vi end vogte not saa meget paa os selv, stsde vE alligevel alle an i mange Ting (Jat. s, 2). Dersor man vi bog itte lade Modet salde, men bestandig forescette vs noget bestemt, som vi ville betekmpe, og dertil iscer verl ge det, der mest hindrer vor Fremgang paa Helliggøtelseni Vej. Bi bar omhnggelig vaage over og bringe Orden sau vel i vort ydre som i dort indre Liv; begge Dele besordre vor aandelige Fremgang Kan du end ikke uafbrudt ha ve dit Sind samlet til Bøn og Betragtning, saa gør sdet dog saa oste du kan, og mindst to Gange daglig, Morge og Aste-L Fat otn Morgenen aode Forsætter og under søg saa om Aftenen, hvorledes dine Tanler, Ord og Ger ninger have rceret Dagen igennemz maaste du vil finde, at du i alle Henseender har syndet mod Gud og din Neste. Omgjord dig som en Mand imod chevlens snedige An løb (Efes. 6, 11). Vær maadeholden i Mad og Dritte, saa vil du lettere lunne holde Kødets Begærligheder i Tømme. Vcer aldrig ledig; men læs, slriv, bed, anstil fromme Betragtninger eller sysselsæt dig med noget, som tan fremme det almindelige Bedste. 4. Vogt dig for, at du ikke bliver ligegyldig os forsømmelig i at udrette, hivad der tjener til andres Bedste, paa samme Tib, som du maaske villigt og gerne gør det som angaar din egen Person; sørst naar du med Troskab og Samvittighedsfuldhed har udført, hvad du slylder an dre, har du Lov til, nsaar der er Tid tilovers, at arbeij for dig selv og hengive dig til saadanne Fromhedsøvelset som egne sig for dig personlig, eller om du til en given Tit især føler Trang til. Dette kan vel vcere nødvendigt for dig; thi alle tunne itte opbygges paa samme Maade; for en passer denne, for en anden hin Fromhedsøvelse bedstz og med Hensyn til de sorstellige Tiber have nogle Øsvelser Fortrin for andre: nogle passe bedst paa Festdage, andre paa Hverdagez nogle søle vi mest Trang til under Mod gang og Prøvelser, andre i gode og sredelige Dage; nogle behage os mest, naar vi ere bedrøvede og bange, andre, naat vi ere glade og frimodige i Herren. 5. Festdagene maa sremsor andre Dage mre hel ligede Herren og hans Riges Anliggender, benhttes til ved Bøn og Paataldelse at opslamme den Guds Rande gave, som er i os (2 Tim. 1, 6). Hver Festdag bør ni helligholde saaledes, som om vi ikke stulde sejre noget Festdag mere paa Jorden, men snart vandre herfra div hen, hvor der er evig Fest og Højtid. Og opleve vi sa endnu en Festdag hernede, da stulle vi tro, at det ster. fordi vi ilte vare tilstrceltelig forberedte til Festen i Evig Iheden, uvcerdige til den Herlighed, som der skal nahenden res paa os, og anse det for en Paatnindelse om, at vi skulle sorberede os bedre paa Hjemgangen. »Salig den Tjener, som Herren, naar han kommer, sinder at gøre san ledes; ham stal han soette over alt sit Gods« (Luk. 12 43, 44). (Iortsættes). — -- -...·.-——.—..— .—..—-· Gode Boger, som anbefalest Mikjam Nvfcuballm. En Form-sing its imst- Kkedk 125 Sidek, i Omslag, 25 Seins, indbunden sc Senkt Martyren i St. Andrews. m AM- m sm- M Kitke. 93 Sidet, iOmilag 20 Centt, ins-banden 40 Etat-. Martyrcme i den luthetfke Kitte. »Du-sp- kks Tyst. 224 smaq Süden indbundeu i Shittiugsbind 40 Senkt an HUIP En istektauvst Jokteaing sk- kristi tit. case Amerikas liebste BIger. If Lewis Wallaee pas Daan U Wilh. Moll-t. Pris. godt indbunden, this. Din Brodcrs Blodo En Fortælling, ipm stildret Aue-. Oriemen, fangstende og Innre-sank Pan Dunst veb U. f Madien. 174 Sibet, i Omilag, 40 Senkt Hckkcn er mit Stjoldo En Fortoklling, iom stjldret da kristelige Liv i Abtleuf-. 150 S., i Omfl. säc, indb. soc. Alle Vom-s fendeg portnfkiL Vetnlnmen bedesindiendt samme med Vesljllinqen. smmmket modmges vom Vemlinxp Danile Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebraska, Ygrden og Hammer Af C. S. Sto!1nberg. Ca lille Bog fot Bern. 48 Sider. J Omslag 10 senkt 100 Zortoellinger til Brug ved Bytnegudstjenester og de unaes Msdet If h. J. z. c. macht-esse Jndb 70e. 62 Fortællmger og eukelte Uddkag as Gad- Ord. Samt-De es ch. sond, sinkenle J Omilqg 20e. Indis- we. Diese Foktællinget ere nye es u todt llduls for Stu bagöskolelæretr. Hacmebog for Höndaggslioler Udgivet af titkelig Forening for Inder-Mission i spie-chemi- « Kostet indlmndeu tun Ob Gent-. DAleU PUBUSIUNC Icosss out-. Neste.