D e n ly s e G u d.
(’"l’ho Falk Gott«-J
Roman om Mexikos Erobking.
Uf Lewis Wallace. Paa Vansk ved Viih. Ins-lieu
(Fortfat.)
«Naar Krigen er forbi. og ikte en eneste af dem med
de hvide Ansigter levek mer- i mit Rige, vil jeg holde jert
Btyllup!« fortsatte Kongen i langsomt og i en bestemt To
ne. (Medens han talte, var Nenetzin gaaet hen til sin Mo
der og shavde sijult Ansigtet ved hendes B.tyst). ,,Men hoc
nn videre, Hualpat Ved Daggry vender J tilbage til
Templet sog opholdek Jer i Taarnet, hvor Huitzils Tromme
beengen Jo stal bringe Jer Befaling fra mig om, naar
Dieb«-Hei er ivniniek og saa giver J egenhændigt Signa
let, fom Fykst Cuitlahua afventert Slaa Trommen dygi
tigt, saa det lan høres viden om! Derefter begivet J Jek
med samt Jo til Fyrst Cuitlashuat Her hat J min Ring
igen, faa Ypperftepræsten tan se, at J et sendt af mig!«
sHualpa tnælte ned og modtog Ringen og tysfede Kon
gens Haand). »Da her-med,« tilføjede Montezuma, »er
Samtalen forbi. Du faar saa meget at gøre, Brot-ein
Gaa san, —- gid Guderne via-re med Dig!«
chalpa traadte hen til Nenellin og fagde hende, hole
lyttelig han splte sig. Hnn svarede venligt, men fort;
Dronningerne Tecalcc og Acatlan var for-bric; ogfan
blevet faa talende nu, saa der itte blev Pladg for hendc
til mange Ord. Tula var gaaet hien til sin Faden »An
trcknges der til trofaste Krigere,« faade hun, — »og jeg
vtd e«n, fom burde være her, men itle er her. Stal han
væte den eneste, sont itte faat Lejlighed til at vinde Ære?
Vær itke saa uretfærdig imod ha m ——og faa grusoin
imod m i g !«
Dei venlige Udtryk, hvormed Montezuma liae strats
havde set paa hende, var hurtigt forsvundet, og endnu for
hun havde talt ud, git han fra hendse, hen til Tagets
Bryftvcern. Der blev han staaende og faa« nd over Land
slabet· Tula ventede lidt paa Ssvar —-- og git sasa til
bage til de andre. Hun anede iike, da hun lænede sig ov;
til Brodes-en Jo, at fra bei m kom egenlig Styggen, sonu
saldt hen over hendes Kceriighed Den drømmerifle Kotige
tæntte paa, hvecn der en Gang siulde arve Riget, Jo ——«
eller Guatamozin? Hvis Guatamozin lom til at udføre
stoke Bedrifter i Krigen mvd de Fremmede, vilde hans Ry
og hanö Yndest Des Faltet volfe yderligete, — ·- og
bei-for blev han ved at vcere fsowistt
i
lV. Krucisixet vendet tilbage til Giveren.
Dei dumpe Drøn af det astenlige Kanonstud var
sor længst død hen, og der var ogsaa forlængst blevet
holdi Messe i det lille Kapel, som Spanierne havde ind
. reitet stg i Axayas gamle Palads. Alt var ordnet til
Nattent Stildvagterne var blevet sordoblede, og de smaa
Baal var blevet esietsete, som btændte stadig omlting ved
Poetene, for at man i et Nu kunde saa Luntekne til Ka
nonerne tcendte. Jnde i sit Vækelse (sothen den hedensle
Konges Audiensgeinat) ail Coitez op og ned ad Gulvet.
« Han vak, som altid, i Pansee «fra Hoved til Fod; paa et
Bord laa hans Hjelm, hang Sttidshandster og hans
Sttidsøtse, der glimtede tsødligt i Staret fra den tændie
Kobberlampe. Han stottede sta, medens han gil, til sit
Smrd som til en Stolz og Sværdeis og han«-— Panser
stovlers Klirten msod Gulvet sortaadte for dem, som bei
sandt sig i Fovhallen ellet i de tilstødende Vatelser, at Ge
neralen— »Senot Fernando«, som de gerne taldte ham,— —
var baade gnaven og i Uta- Pludselia stod han stille og
saa’ hen mod Fothænget sor Deren. Dei blev strals estcr
tkuilei til Side, og Pater Olmedo lom ind, i sin slidie
sotte Kutle og med Lcedekbceltet om Livet, hvoti der hang
et Ktucisix samt en Rosenlrans as Ravperlek.
»Nati, et dei Dig, Patet?« sputgte Coriez. »Vers
gcd, se at bringe dine Ben til Ro, —- dek staat en Stoll«
»Tai, Senor,« fvarede Pateren. »Korset er not
tungi, som Du ved, inen det iynger paa Sjælen og ikie,
som Panseret, paa Wappen-« Han traadte helt hen til
Cortez og tilssjeue i en dcempet Tone: »Om lidt hat Du
Deputationenl de er isaekd med at astale, hve m der stnl
gaa til Dig. Som Du havde bedi mig, snallede iea tsl
Mandstabet vm, hvot slemt vi sad i det, at vi var ashæng
ige as en lunesuld og troløs hedensl Konge, og at vor ene
ste Frelse var, oin vi tunde bemægtige os Montezumas
Person. Jeg smutte tylt paa, som Du havde sagt, jeg
stulde, og Mandslabet greb niedlillelig Tauten. Nu sen
det de som sagt en Deputation, med Diaz del Castillo i
Spidsen, for at vinde Dig for Planen.«
Cortez smilte: »Da Du er vis paa, at ingen aner, at
Planen er udgaaet sra mig?« sputgie han. »Ta! Pater,
det er en god Tjeneste, Du hat gjort mig! Jeg hat hast
den Plan, lige siden vi sorlod Tlascala. Men jeg var
bange for, svm Du ded, at man stulde sætte vndt for mlg
shos vor iejserlige Herre. Nu er del Haken, som sinder det
nsdvendigi, og saa tan ingen sige noget til det!«
Han gav sig igen iil at gaa srein og iilbage og fis-die
mens han gil, sit Speer-d mvd Gulvei. Pateken havde sai
sig paa en Beni, der sind Lidi estee harte man iunqe
Trin af panseellædie Mcend ude paa Gangen, og ind loin
ielv Krigsiarle, derester nsogle Hpvedsmand, og endelig
igen en Del Rtigskarlr. Cortez var gaaet som bag et
Bord sog havde sat sig paa en Stolz der sad han og saa’
paa Deputaiionen, svm stillede sig op i en Halvkredg formt
ham, —- og han walte tilsreds, at en eneste as disse krlsine
Knigsmcend var da lige saa meget vierd ssom hundeede Ka
sites-.
»Got) Asten, Riddertmænd og Soldater,« sagde han«
»in-ad hat J paa Hieriei Dei set je mesten nd til, at
J kommer i alvovllgt Weint-W
Diaz iraadte et Sttidi srem og svarede: »Damit hat
pveedeaget os, Senat-, at heulede din Opmætisspmhed paa
en Sing. Bel ved vi, at dine Osne see ali, hvad der
et as Bigiighed soe Etspedttwnem Men et langt Felitog
hat so ogsaa sivet os andre en Dei Evfaring, og Du vil
like iage es det ilde op, at vix bei-et Vlg htte vor Mening.«
(«Ial Mi« sagt-e Mz.) »Se, ver et nosle i hinein
TM WIN, It III-WI- neeee til Ende. Men vi her
og Vore Meningsfællet tcenlet, at Gud og hans hellige Mo
det hat søtt os til dette Land, for at vi slulde plante Kor
set over dets gtufuslde Templet og omvende de hedenste
Horder og saa til Løn have Landet og hvad der findes i det
til Ejendom.« (C-ottez nittede). ,,Naa ja, Senot, og
hvis det et Meningen, saa maa der vel ogsaa nu fattes
en Beslutning. Kan vt bedst erobre Byen ved at vlive,
hvor vi et, saa lad os i Guds Navn blive; men tan vi det
Stie, saa lad oss hurtigst muligt se at slippe ud over alle
Btoetne og Dæmningerne og ud as Dalen. Du, Senor,
taader for, hvad der stal gereis. Men Herren har blot vil
let give Dig et Raad, nemlig: om vi itte stulde bemcegtige
os Montezumas Person og søte ham herhen til vott Kvars
ter. Hat vi ha m, saa et vi sitre paa Proviant, vort Liv
er itle i Fare langer, og vi v-"il gennem ham tunne taade
over baade Byen og Foltet og Provinserne.«
»Jesu Christo!« udbrod Cortez, tilsyneladende umaa:
delig ovetrastet, »hvot hat J doa fundet paa det?« Hart
gil et Pat Gange tned lange Stridt op og ned ad Guloct
og atundedez saa satte han sig igen: »Det er et dristisxt
Forslag, Kammetatet,« sagde han, »men da vort Liv staat
Paa Spit, fottjenet det at overvejes. Jeg selv shar altio
tantt, at vi gennem Montesutna kunde behetste Riget, i
den Tante lod jeg Jer marchete hethen. Men tage ham til
Fsanae nej ved alle Helgenet ——- der er J gaaet tastere
ftem end jeg! Jeg maa overveje Sagen! . . · Men,« tilij
ede han og vendte sig otn til Hovedsmandene, Leon, Ot
da6, Sandoval og Alvatado, — ,,J hat jo formodent
lIa tcentt over den. Lad mig høte jer Mening: først, om
vi oversot vor tejsetlige Hette kan forsvate at tage Msnte
zuma til Fange, og dernasst, paa hvad Maade man isaa
fald stulde gribe det an? Tal Du, Sandoval!«
Sandoval svatede Paa sin vante, læspende Maade, at
han hellete vilde overrumple end lade sig overrumple. L
veralt paa Pejen til Tenottitlan var man so blevet ac
vatet mod Montezuma; han lod, vat det blevet sagt, bloi
de Ftetmnede dtage ind i sin Hovedstad, fot at han dör
desto lettete og sittere tunde ovetsalde dem. — Leon Var
as samme Mening; han havde desuden hørt as Tollen
Aquillat, som otngittes Tlascalanerne, at disse mente,
Aztetetne Ponsede paa Forraederi —- — »Ja og saa et der
en Ting til,« buste Alvatado ud, »den Fyrste, som er has
os . . · Satan maa vide hans Navn . . .!« — »Du mener
Fyrsten as Tezcuco,« sagde Cortez roligt; ,,lad Dig itte
forvirre as et Navn!«—Nej,« mente Pater Oltnedo, »Nun
net slal J ikke tage Jet ncer, i Morgen, naat jeg døbet
ham, faat han et trtstent Navn.« —- ,,Naa ja ja, ja ja,«
sortsatte Alvatado utaalrnodigt, »jeg vilde blot sige, at
Tezcucaneten paastaar, at al den Strigen, vi i Dag høtte
ovte sta Templet, betyder, at nu hat deres Ktigsgud talt;
vi vil dlive angrebet, siger han, og derfor vil han heller
ilte begive sig ud i Byen igen.
Ordas talte som de andre, og Cottez fvarede: ,,Saa
dan et altsaa Heeren-Z og dens Ansstetes Mening, og der-.
med tør jeg del fotsvate mig over-for vot tejserlige Herre.
Men vor Satnvittighed maa desuden tunde sple fig tolig
overfor Hirn-len. Hvad siger DU, Pater Battolomeo, hvad
siget Kirlen?« — Pater Olmedo tejste sig op sra Beute-H
boldt Krucifixet i Vejret og svatede: ,,Jesus Kristus, mineL
Bern, hat sagt et Ord, som gekldet alle Siedet og til alle
Tidet: Gaat ud i al Perden, sagde han, og præditer E
vangeliet fot alle! . . . J er Rittens Sveetd! J Cent
poalla, i Tlascala, i Cholnla er de saldne Asgudet blevet
sthrtede og hele Stammer blevet omvendt til den rette, hel
lige Tro; tun her er Evangeliet endnu ilte blevet fotlyndtks
Og hvorsor? Paa Grund as en Konge, som igaar ca il
Dag og neesten lige sot vore ane hat oftet Mennesler tili
fine Asgudetl J er blevet dragne, J Kittens Strand, foti
at icevne Vejent Kristus og Guds hellige Moder stal
Prcedikes i hint Syndens Tempel derovte! Saaledes siaer
-.Kirlen!«
« Alle flog Kors for Pande og Bryst og mumlede et
,,Atnen« ellet et »Am Maria«. Midt ind mellem disse
isromtne Udbtud lod det saa pludselig Raabet »Don Al
vatadot« Det blev raabt Ude sra Gangen —- og blev sttats
ester gentagei. —- »Gid Djævlen annamme den Situat
hasls!« brumtnede Alvarado hidsiat, »ttor han, jeg hat Tid
nu . . .?t« Og da i det samme en Soldat hurtigt ttaadte
ind, fo’r«han op imod dam: »Hvad et det? Du tan jo
se, jeg er soptaget . . .!« — Soldaten ttaadte hen sotan
Cortez og hilste paa miilitcet Vis: »Jeg bedet om Form
delse, General!« sagde han, ,,men jeg hat Vagt ved Ho
vedporten, og saa tom det et Fruentimmer liebende . . .«
—- — »Besten« afthd Aslsvarado ham haanligt, ,,det
var ogsaa noget at . . .« — »Stille! lad Manden tale ud!«
sagde Cortez. ,,Hvad vat det med det Ftuentimmer?« —
«Hun lotn tendende, General, og vilde ind ad Poeten.
Hun lod til at veete angst, der var Folk efter hende. Jeg
segte at gsre hende sotstaaelig, at naat Studdet er faldet
om Aftenen, maa vi ingen sltppe ind; saa i det sarnrne gav
de, der var eftet heade, sig til at styde med Pile, og en
traf hende i Atmen. Hun faldt og holdt et Ktucisix op
imod mtg og sagde »Tonatiaht Tonatjah!« Med det
Navn talder hedningene Senat Alvarado: saa tcenkte jeg,
at Krucisixet stulde bringes til ham, —- her er dett"
Alvarado gteb det hurtigt: »Bei et dtt, jeg gav
Prinsesse Nenetzin!« udthd han fotbavsei. »Vat Imm
timtneret ungt eller gammelt?« spurgte han Soldaten. —
,,.Vun er pur un«g!« — ,,.Vellige Guds Moder! det er
Nenetztn sel-v!'« udthd Mvarado, —- og uden at sige et
Ood til Fortlartng ellet Undstyldning styrtede han ud af
Beetelset. Sttldvagten lob bag eftet.
»ng eftet dem, Sandoval!« befalede Cottez, ,,og
bttng mig Biesiedt Bt ventet med at bestemme as saa
lenget« —- —
Dsa Mvatado dont fatende hen til Paladsets hoved
port, saa’ han det unge Fruenttmmet lligge paa Jorden
ltge tadenfor Poeten. J et Ru havde han kastet Solda
terne, der M, ttl Side og krwlte neb: «Nenetztn, stakkels
Batnt Nenetztnt det et mtgt« sagde han. —- Og hun tejfte
sig halvt op og smtlte gennem Tau-riet og foldede Bauder
ne: ,,Donatia·h!« mumlede hun.
Der er Mel-litte, hvot et Blit, en Gestat, en Be
itontng stger met end mange Ord. Spanteten fotstod tie
Ibltkteltg, at Neneßtn var klygtet Gan var forkleedt som
Gar-the) for da us Styld Og da hatt mt lagde st
men om beredet hals, og Ptlen, som endnu sad i Statut«
ststote mod hau- Khtadh stlte lmt et undetltig heftigt og
l
pludseligt Stit i Hjertet. Vlidt lsøftede han hende op og
bar hende ind i Paladset. De Soldater, der» stod nat
mest, paastod siden hen, at Taarerne var trillet hatn ned
over Kind-erne.
,,Holla! Marina!« raabte han højt Og da India
nertvinden lorn farende og ftirrede forbavfet paa den unge
Pige, han bragte hende, sagde han hurtigt: »Det er en
Fugleunge, Du, fom er falden for tidlig ud af Reden,
og saa hat den ovenitobet faaet en Pil i Vingen. Skynd
Dig! oi vil lægge hends ind i dit Kammer, og saa løber
jeg efter Lægen!« Vatsomt lagde han hende ned paa Ma
tinas Sovefted, og vilde faa gaa; men Nenetzin klam
rede sig fast til ham: »Siig ham, at han stal blive!« bad
hun Jndianertvinden. Og ilsomt fortalte hun, hvad
Marina ligesaa ilsomt og kædselslagen oversatte: at som
i Morgen Middag stulde Trsommen rotes i det stotc Tem
1·el; Spanierne oilde ingen Proviant faa niere, Fyrft
Cuitlahua med ti Tufind Mand vilde bryde Broerne af,
oa rundt om i Staden var desuden mange Tusend Krigcre
samlede til Kainp . . .
Alvarado ftod soin himmelfalden. »Bei var slenit
Nyt!« udbrød han endelig . . . »Naa, men nu aller forst
Pilen ud af Zaaret, Marina!« Jndianerkvinden tnaette
ned, undersøgte Saaret og sit lytletig og Vel Pilen fjernet.
»Du er jo en hel Doktor, Marina!« fagde Alvarado, ,,jeg
ital tlcrde din Arm med Guldringe, fordi den har været
saa flink! Saa! forbind hende saa! Siynd Dig, ftynd
Tig!« Han ventede til Nenetzin var blevet forbundet. »Na
maa jeg afsted, siig hende det, Marinak Men hun flal itke
angste siaZ Der tan bare En prove saa megei som at se
ficht til hende, ——-— ved den hellige Guds Moder, han stal
itte komme til at se mer i dette Liv!« -«—— —- Og han sink
tede afsted, ind til Eortez, som sad og raadflog endnu med
sine Mcend.
Ncnetzin lJavde fortalt, at hun var kommet fra
Chaoultepec, og at bun der haode hørt Kongen selv give
Befaling til Krigen den næfte Dag. Men hun havde itke
sortalt, at han fka det Øjeblit, hun harte otn Krigen,
tiaode hun tun haft en eneite Tante: at frelse ham, hun
(lstede, Tonatiah. Den Tante haode beftemt hende til heu
ties Holdning overfor Hualpa, da Kongen lovede harn, at
liun stulde blive hans Kone. Og den havde givet hende
Ktøgt og Mod til at vove en Flugt. Fortlcedt havde hun
ud paa Aftenen listet sig bort fra Paladset, var over en
Mart lobet ned til en lille Bugt, hvor hun vidste, at Fotk,
som roede til Torvet med Frugt og Lignende, havde deres
Baade ligaende, havde der løsnet en Baad, og hande, mut
ters ene, givet sig til at ro ind mod Tenottitlan, hoothcn
Zstceket fra Tempel-Baalene viste hende Vej. Undervejs
var hun ncer blevet sejlet over af en stor Baad med lyftige
Mennefler thun haode jo itte, som Loven bod, en tændt
Lygte paa Baaden), og tun med Opbydelse af sine sidste
Krafter havde hun holdt ud at ro den lange Vei. Men
endelig var hun da naaet ind til Byen, havde lobet —
vaklende fom en Drutten —- gennem Gaderne, var naaet
hen til ud for Axayas Palads, og var blevet forfulgt og
saaret, da hun vilde trscetnge ind ad Porten . .
Der blev dødsstille i Cortez’ Værelse, da Alvarado
fortalte, hvad han havde erfaret. Jngen vidste aaben
bart Raad, alle saa’ de betæntelige paa Generalen. Og
Cortez reiste sig op, saa’ langsomt hen over sine Mir-nd,
og sagde faa. roligt og med Eftertryt:
»Ja, Venner og Krigstammerater, det er ikke vcerd at
spilde mange Ord nu! Som J huster, maatte vi i Haft
bryde op fra Cuba, fordi det tilsigtedes at fore os som
Forrcedere og Misdædere i FcengseL Naar nu vore Fjen
der børte om dette v-ort«Togt — om de Riger, vi har op
daqet, og de Rigdomme, vi har Vundet, —- faa, tæntte
jeg, vilde Stinsyge og Misundelse oel igen fylde vor fej
serlige Herreg Øren ined falfte »Beretninger: og tog j-:g
Monteznnia iil Fauna vil vel döt blive pnstet op til at
ver-re batest-s og uforftandig Daad, og man vilde laniieE
beuge det som Paaftand til at stytte knig i Unaade og
stasse inig fængslet. Saaan bar jeg tcenti, og derfor
iøvede jeg for. Men nu tvinger den tuinftr Kong Monte
zuma os jo selv til at gaa frem imod han« Forsaavidt
er alt i Orden. Betænl imidlertid ch, at medens den
thore Hedning endnu idag og igaar var ? vor Magi og
;let kunde fanges, saa ved jeg ingen okistigere Eterning end
In u at tage ham til .Fange, omgivcn sont han er af Tusen
»der af Krigere og nied alt beredt til at overfalde os. Tænt
derfor enhver isaer aodt efier oa lad sag enhver sige jævnt
og klart, hvordan vi efter hans Men lsa tan aribe Sagen
bedft ant«
Alle tan. Der hortes itke en Lnd i Varelset, man
stulde have trock, de var forstenede pludfelig allesammen
. . . Eortez I.1.1’ i4e1:, smilende, fra den ene til den anden
og fagde sa-1: ,Naa, er Munden gaaet Z Baglaas paa
Jer? Tal Du, Diaz del Castillo, iad ok- here, hvad Du
tan foreslaa!«
Diaz, ocn fenere Historiestrider svarede — og han
talte paa alle de andres Vegne, —- at Sagen var vanstes
ligere, end lian havde taentt fig. Lan havde overhovedt
tun tæntt, at den maatte ellek burde udføres. Efter hans
Støn var der imidlertid ingen anden tldvei end oaa en
eller anden Maade at se at lotie Montezuma herhen og
saa beholde ham.
Cortez faa’ vist paa sine Falt. »Na-a saa set mener
J, —- allesammen? J tænter altsaia, her er Stunder not
til at udsvetsle Hsfligsheder med den hedensie Konng Men
i Morgen, ved Middagstid, stal Trommen eures, og saa
lommer Angrebet, «og« (han saa’ hen for sig med et bidst
Sinil) ,,eftet Angrebet, icenter jeg, tornmer Ofringen til
Guderne!« (Der blev Rote Ii Verelset, Spanierne streg
op, eller tog til deres Vaaben, eller flog Kors for sig.)
«Nej, Bernal Diaz, ved Guds hjælp rhaaber jeg at stulle
gensi garnle Spanien, og jeg vil itte fslge dit Raadl«
han vendte sig om mod hsvedömcendene og sagde i sin
vanlige KommundosTonn »Du, Ordaö, ladet Immer
foltene sstrats begynde at indtette Værelser her i huset for
Montezurna og bang Hof; Verelserne ital were sandige
i Morgen tidltgl Og Du, Leon, og Lugo og Avtla og
Sandoval og Alvarado, —- hold Jer parate til at fslge
med mig! Jsvrigt forbtiver Troppetne i deres Martert«
Han talte wltgt og felvttillidsfuldi. Saa lagde han
til: »Ist staat ved et Vendepunkt nu: lyttes bette, iaa er
alt vnndet, mit-Indus det, saa er alt tat-it Lad os tkte
Mge paa egen that og-Styrte; fein Kristne vil Vi fette
vor Lid til Kriftum vg Guds hellige Moder! . . . Pater
Olmedol gaa foran os til Kapellett Vi vil strifte og til
bringe Ratten i Bon, saa Morgenen kan sinde os styrtede
og velsignede . . . Kom, Kammetater!«
Og Ratten igennein hsrte Pater Olmedo deres
Striftemaal og bad med dem. Da Dagen gryede, fandt
den de forvovne Krigsmænd paa Knie i KapelleL
V. De Krisine sikrer sig Frelsr.
Hualpa haode lort etter Samtalen ude i Chapulte
pec begivet fig til Jztapalapan, til Guatamozinz derfra lod
han sig, for Dagen gryede, ro til Tenoktitlan, og indtog
sin Plads i Taarnet til Huitzils Tempel. Hart tænkte paa
Renetzin, tcentte paa, hvad Dagen og Kampen vilde bringe,
fortabte fig i lyse og ærgerrige Dromme. —- Fyrst Cuit
lahua var sporenstregs vendt tilbage til Hovedftaden og
havde i Løbet af Ratten trusset alle fornødne Forholdsreg
ler. Der var stillet Bagter ud ved alle Dcemninger Ig
alle Kanal-Jndløb, Broerne i Rcerheden af Axayas Pa
lads holdteg besat af Krigere, Tropperne var fordelt rundt
ointring i Byen, og der var udftedt Befaling til hver en
Anfører om, hvad der stulde gereg, saafnart Signalet led.
—- Montezuma endelig (ledsaget af Jo) svat tommet til
Tenottitlan tidlig paa Ratten, var strats gaaet til Ro, og
var falden i saa sød en Søvm sotn man nyder, naar man
efter lanavarig Toivlen endelig har fattet en Beslutning og
stoler fast paa, at den ved Gudernes Hjælp sial blive Inl
kelig udsprt. Hans øvrige Familie var blevet i Cshapulte
pec; ingen anede endnu, at Renetzin var flygtet.
J de Kristnes Kvarter havde man fra Messen begivet
sig til Frotoft. Saa afventede man det vanlige Morgen
bespg af de tre Fyrfter, som kom i højtideligt Optog fra
Kotigen for at fpørge, om Csortez havde noget Linsle for
den lebende Dag. De tre Fyrfter blev modtaget og stil
tet bort igen med forstilt Forekommenhed, og Pagen Or
teguilla blev sendt med dem for at underrette Montezuma
om, at Malinche Udbad sig den Lylte at maatte hilse paa
Kotigen om lidt i hans Palads. Stratö efter tom Cortez
ned i det store Gaardsrum og gav sig perfonlig til at
drdne alt. Flere Afdelinger Soldater blev sendt ad, til
syneladende for af Rysgerrighed at Tiefe Byen. Den Hv
rige Heer bled stillet op kampberedh Heftene blev sadlede,
Lunterne tændte, og alt blev omhyggeligt efterset. »Og
nu,« sagde Cortez til De Oli, ,,overgider jeg Di g Kom
mandoen. Saasnart Du heiter eller set det mindste Tegn
til Kamp, fører Du Hovedstyrken i flyvende Fart lige mlod
Montezumas Paladst Farvelt Kristus og den hellige
Moder vcere med os! . . . Korn faatv sagde han til de.n,
der stulde folge med hampaa hans bedudede Bring.
Og fulgt af Høvedsmcendene SandovaL Alvarado,
Leon, Aoila og Luga drog han wlig ud ad Poeten, —
s aa rolig, saa alle hans Mænd halvvejs glemte, hvor
urimelig farefuldt et Splil der stulde spilles.
Den lille Ttup red fremad i dyb Tat-Eheb. »Siig
mig,« udbrød pludfelig Sandodal, ,,talder ikle Hedninge
Pattet denne Gade »den smukte«? . . . Jeg er ellerg kom
met oder Kirtegaarde, hvor der var livligere, end her et
i Dag!« — »Ja nu har Patlet faaet set sig meet paa os!'«
svatede Leon. —- ,,Mirad, senores!« sagde Ortsz,
»der er gaaet Patrouiller gennem Kvarteret i Rat for as
vare Beboerne om, hvad de kunde vente sig i Dag. Din
Prinsesse hat talt ganste sandt, Pedro!« . . . . Han sasa’
op mod Templet og lo: ,,De Æsler! de Svin! de hat
styrtet sig felv i Fordcervelse, eller rettere" (og han lagde
Ansigtet i andægtige Folder) »den hellige Moder har til
»intetgjort dem for os. Derovre i Templet venter nu den
hedensle Anfører paa Kongens Bud. Kan di blot for
hindre, at et Bud bliver sendt ud af Paladset, saa vil vor
»Hjemmarsch blisve endnu fornøjeligere end vor Udmarsch!«
Ved Paladsets Port stod den vanlige Livvagt, og i
Fsorhallen var der fuldt af ubevcebnede Personer af Kon
gens Hof. De Kristnestred selvtillidsfuldt frem; alle hil
fte Cortez ærbødigi. Udenfor Deren til Audtiengværelset
stod Orteguilla i Samtale med Maxtla; denne sidfte knælte
ned ved Synet af »Malinche« og berørte Guldet med sine
Haandflader. »Er »der nogen derinde?« fpurgte Cortez
paa Spanst Orteguilla, og sit til Svar, at der var tun
Prins Jo og en Use-site gamle Raadgivere hos Kongen.
,,Saa hat vi haml Komi« sagde Cortez. Maxtla trat
Der-Forhængene til Side. ,,Alvatado og Lugo!« tilfsjede
Cortez hurtigt, »J indeftaat med jert Liv for, at ingen
af dem, fom er herinde, flippet nd!«
Gottfctmy
Gode Bøgm som anbefale5:
Mlkiam Rosenhaumo En Fort-sing frs isbifke Krebs-.
125 Süd-k, i Omflag, 25 Etat-, iudlmudeu sc caus.
Marmko i SI. Andkkws. etwa-deta- deu stets
Kitte. 98 Sidet, i Omflag V Sein-, iublmudeu 40 Eint-.
Martyretne i den lutherfke Kitte. owns »
Tysk. 224 imu Sidey tut-bunten i CMWIO 40 Eint-.
Bcn Hure En Istetlanbst Fette-sing im stiiti cit. In «
Ameritas liebste Vsqer. If Levis Wallccc p- Danst U
Bild. Miller. Pris, todt iudbnudeih Il.sd.
DZU Vtodcks Blcd. ca Fortsaiug, ie- Imkek soe«
Orient-n, iengstende es interessant Poe M sei si. I
Madsen. 174 Süd-r, i Omstap 40 caus.
Herren er mit Skiold. «- zmmkz sp- mum- s
ktistelige Lip i RUIM III C» i Dunst Isc, kahl-. Ide.
A Roger sendet thtofrit Votuman pedes indieudt fis-es
med Besiillingen. metikek modmges Iom Beratung
Danish Luthcran Publiihing Haufe, Vlaik, Nebrastts