(’"l’l10 Falk Goel«.)
Roman om Mexikos Erobring l
Uf Lewis Wallace. Paa Dansk ved Vilh. Mølletn s
(Forisat.) l
Den lyse GUFJ
For at give sine Gatstcr det bedfte Ooetblil over Sta
den forte Montzuma dem hen til»den sydlige Side af Taget:
derfta saa’ man ogfaa en ftor Del af den med hvide Byer
og Landsbyet omgione Sø samt af Dalen. Tjenere fulgte
eftet med Maatter og Stole oa med den grønne Baldakin
til Ly mod Solftraalerne. Montezuma fortalte og for
llarede; og alt medens han talte, faa’ han oift og fotslende
paa sine Tilhotete· Han haode imidlertid leitete kunnet
læse noget paa en ovettruilen Himmel end i den hvide
Etobtets blodlose Ansigt. Cortez førte ssg Med ev HVF
tnands Anstand, lyttede optncetlfomt, fulgte hoet Beoces
Mik- sont Kongens Haand gjorde for at pege paa dette
eller hint. Men samtidig lagde han Mætle til Kongens
Tonefald og Minespil og gcettede hnttigt, hvotledes Mon
teznma var: rettaenlende og i ltøjefte Grad ubesluttetk
Han regnete mcd Kongens Korallen som han tegneoe
med Bueng Beliagenhed. Thi i den lldfigt, man viite hain
beroppe fra Tanet, saa’ han ilke Natutstønhed ellet tig
Kultur, han saa’ blot i den et militcert Problem.
Samtalen bleb afbtudt. Tier var to store Taatne
tetoitpe: del ene vEet til Guden Tezca, det andet til Huitzil.
Ud ad Doren paa det fidftnæonie Taarn kom et Optog af
Ptæsteu Drenae, sont fvana Rogelselat, gil i Spidse!:,
og Rogen lugtede faa sp«dliat, at Evtopckerne var lige ved
at faa ondt. Aller sidst lom Tlalac, Yppersteprcrsten Hatt
var bathodet og barbenet; han gil langsomt, hans Kjortel
strebte eftet bamx hans Ætmer og hans Pandebind sont
cgfaa bang Ansigt oa Hander var rede af Vlodet fra
den nnlig foretagne Ofring Medens det flumle Optoa
itillede sig op rundt omlting de fotblossede Kristne, heni
oendte den hedenske Yppetlteptcest — som ont han slet ikie
bemasrlede de Ftetnmedes Ncrtvastelse —--— sig til Kongeru
»Der er intet Svat ldnnnet paa jett Sltørgsmaal Kongel«
sagde han. »J faat at handle eftet egen Jndslydelse.
Oftene er staffet bott, Guddommens Tjenete —— med
Undtagelfe af de, sont staat her, —- opholder fig i detes
Cellet. Om J altsaa oil, saa et Kamtet beredt for de
Ftemmesde.«
Montezumas btune Ansigt var blevet morkete i Le«
den under Ypperstepræftens Ord. Han fad et Øjeblil tvivl
taadig. Men saa tejfte han fig, og medte venligt og
vardigt Coriez’ agtpaagivende Blit. »Vel!« sagde han
»Hvis J vil folge med, Malinche, saa stal jea vise Jet
vor Gud og Siedet, hoot vi tilbedet han1. Jeg stal for
tlate Jer vor Tro, og J maa fortlate mig Eders Tro.
Men J maa viie Agtelse!« —- Cortez bulkede dybi og svas
rede: »Den Man-d ellet Tunge, fom vilde volde din Gud
eller hans Helligdom Forttaed, stulde aldtig komme til at
rote sig mete! . . . Hvad siger Rirken2« tilfojede han og
oendte sig om mod Pater Oltnedo. ,,Kitken siger, at i
Dieblillet hat Du talt fotstandigt!« erilætede Pateten og
lostede Krucifixet, sotn han havde hangende ved sit Belie.
,,Gaa! jeg folget med!"
Og de ttaadte ind i Huitzils Helligdon1, hvot Gove
dilledet stod cg hvor Oftene nys var blevet siagtede. Og
Montezunta og Cortez føgte ved Jndianetlvkndenz
Hjælp —- at forllare hinanden deres Tro, . . . og hver
af dem fandt den andens Tta ganfle ufotstaaelig.
Alvarado havde oillet folge Ined Cortez ind i Tatar
net. Men Stanten, som flog ham i Mode derindefra, v.1t
iaa statt, saa ban blev itaaende et Dieblil oa lnavpeoe
efter Vejret. J det satntne rotte en ved hans Atm; det
oat Pagen Orteguilla. »Im hat en Nyhed«, sagde han,
»Du J hste?« —- »l’icar»! tal, din .hund!«« btunmiede
Alvaradoz ,,slal jeg staa oq iluge den forpeftede Luft het,
fordi Du illc lan faa Munden paa Gang?!« — Orte
guan talte en Billet Blomster frem irnod hom: ,,Tet
et en KærliglkedssHilsen til Jet! Folg med, saa ital jea
vise Jet den Hedningepige, som sendet Jer den.« —
Alvatado brummede noget i Slæget, Inen fulgte med.
»Jeg stod og iaa’ paa det lange Utyste af en Prall nied
det blodige Ansigt og de blodige Hander -— hu! faadant et
Uhyre!« tog Orteguilla flog Kots for siay — »saa tom
det en Slave hen til mig med Blomfterne her oa fagde, te
var fra Prinfesfe Nenetzin, den stote Konges Dattel-. s
Jsa hoad vil hun? sputgte jeg. —- De ftal gives til Tona
tiah, fagde han« til Guden med det gyldne Slægx han ital
læse Blomsternel . . . Sau faldt det mig ind, at Marina
hat fortalt mig, at detie belunderlige Falk bruget at senoe
lesomfter-Breoe. Jeg lod Slaven oife mig, hvot bang
Prinsesse Nenetzin var, — der sidder thun hennet« -——
Aloatado saa’ i den Retntng, han pegede i: ,,.dellige Guts
Modet!« udbrsd han, «det er jo hende, lom ieg formt-el
tede ist nede paa Gadenl Der findes ilte stonnete Pige
paa Jorden, siget jeg Dig! Folg med, Orteguilla, Tu
klal vckte min Toll, — —- hjrelsp mig med den Smule
Aztelist, Du lan!«
Nenetzin sad henne i Siyggen af det andet store
Taarn, dei, der var helliget Tezca-Guden. Et Par Stridt
ira hende stod Slaoerne, som havde baarei hendes Beete
ftol. Hun var l en lnehvisd Dragi af tin Uld, fotn holdtes
sammen om Livet af et gront Stier-f. Damen-, Atm
baand, Spangene om hendes Anllet var asf regte Guld,
heut-es Sandalet vat besatte med Juvelet. Ei langt,
rlgt btodetet Sslst tilhyllede det halve af hendeö Ansigt og
faldi fta hendes Hooed ned paa det gtsnne Fjertappe,
lwotpaa hun sod.
Da den krafiige, stanke Spanier —- i fuld og sieaas
lende Rustntng —- pludselig ttaadte «hen fotan hende, fo’r
siedet hende op l Kinderne, og hun peessede sig tilbage
mod Taatnet, lom vilde hun presse sig ind igennem det
fpk at sijule sig. Om hanc (ttoede hun da) haode hun
vix-me neug- spr heut-es Eine havtse set dam. Oe ei te s
at pp hat-de set hom, lkint Øjedlil under Jndtogei, havde
han bestandig veetet i hendes Junker-, viljeltse havde alle
hendes Saale og Lang-let kredsei om dam. Fta stne
Omgivelset oidste bun, at der maafte sinlde fere- Orts
mod de Fremmedex Novum-if var i Hase hvet enefte
Dag, qg heade- hjette havde bankei as angstelkc Werg
for ham. Nu stvd han der, hendes Drsømmes Heli, han,
den vidunderljge, med de blaa Oer og det lyse Ansigt og
det gyldne Haar og det gyldne Skæg, »Solens Sen«.
Hvis han bed, maatte saa hun ikle lyde, hvis hsan kaldte,
maatte san hnn ikke komme?
Alvarado hasvde ikke vansteligt ved at tnde det Blit,
hvormed hun saa’ paa hom. Halvt af Medlidenhed med
hendes Angst, halvt af Beundring sfor hendes Skønhed
bøjede han ridderligt Knce for hende, tog henbes Haand.
iyssede den, lagde den tilbage i hendes Siød og fagdet
»Den skønne Prinsesse maa ilke vcere angst! Jeg vilde
heller do end tillade, at der slete hende Fortrced!« Orte
guilla oversatte Ordene faa godt, han iunde, og Alvara
do smilte saa mildt, saa Nenetzin følte sig helt modig.
»Eders Budflab formaar jeg ille at læse,« fortsatte Al
varado; »men hvig det siulde bringe mig en kærlig Hilsen,
faa stiller jeg det tilbage, for at det kan bringe Eder
famme Hilsen fra mig!« Dermed lagde han Blomfter
buketten i hendes Skød. — »Tonatiah er en Gud og en
Digtek!« svarede Nenetzim da Orteguilla havde oversat
Ordene; og hun saa’ op paa Ridderen med et Blit, som
drev ham alt Blodet op til Hiertet. ,,Jesu Christo!« nd
brød han, ,,at dog saa sit-n en Kvinde skal være en Hed
ning! . . . Men hun skal ikte vcrre det, ved den lhellige
Grav, bun skal slke vcere det! Se her, siønne Prinses
se«, lag han tog en Halslcede af, hvorved der hang ei
»Alle Krurisir af Jern), »den hat i sin Tid min salig MO
;der — Fred vcere med shendes Sjæl! —- givet mig med
»mange Vønner og Velsignelser. Vil J tage imod den rg
Tbasre den? Guds Velsignelfe vil folge med den!«
! Af hans Ord forstod Nenetzin neppe mange, end ille
»7 Orteguillas Overscettelse. Men Meningen forstod hun:
og qlad som et Born tog hun Kæden og hcengte den okn
fin Hals. Derved gled hendes Sslør til Side, saa Awa
rado faa’ Elendes blussende Ansigt. Han bøjede sig hurtigt
ned over hende, — — men i det samme greb Orteguilla
ham i Armen: »Tag Jer i Agt, Don Pedro, hører J,
tag Jst i Agt! Pers de Hunde der, —- de er ftimlet sank
itnen og vil vift spicerrre os Vejen· For Guds Styld, pas
-paa!«
Øjebliktelig var Alvarado igen Soldat. ,,Hv(rd(i
siger Du? sperrte os Vejen?!« Og han rettede sig og soa’:
sig hurtigt om. ,,Lev vel, Nenetzin!·' sagde han, »Livet
svilde intet vcere mig verrd, dersom jeg ikke stulde gense
Eder!« Han lysfede paa sin pansrede Haand ad hende
—- et Slags Fingerkysl — og gii faa, kæk med et haans
ligt Smil, lige las paa den Flok Pabaer, der havde samlet
sig og som maalte ham med vrede Blikke. De veg til
Side, han og Orteguilla kom hen til Huitzil-Taarnet.
»Alle Helgene, saadan en Forandring!« sagde han. »Den
Djævlens Hule her med al sin Stank-— og faa det dek
lige Pigebarn, svm beerer Krucisixet om sin Hals nu og
ilke lcenger er Hedningl Valgame Dios! Du skal
faa Dukaten, jeg lovede Dig før2«
Fatitilie-Äniiggcnder.
»Er efter, Maxim, om der endnu Jngen er at se!«
fagde Montezumm Og da Maxtla var gaaet for at ndin
re Befalingen, saa’ Kongen urolig om paa sin Bin-der
Cuitlahua og tilspjede: ,,Jeg venter Fytst Hualpa med ct
vigiigt B.udfkab. Han stulde have været her i Middaa5,
men har vel ladt sig opholde inde i Byen. En anden
Gang vil jeg vælge en ckldre Mand.«
Man iunde høre paa den Tone, hvori,’-JJiome31m-.a
kalte, at der var nogei, fom optog ham i høj Grad, nien
fom han alligevel ilie innde beivemme sig til at udtale
sig ncermere om. Cuiilahua forstvd hinn, oq de to Mænb
ais i Tavshed videke.
De befanbi fig i Lunden ved Chapultepec. Seien-«
ffraa Straaler faldt ind mellem de ælbgamle Trcrer, fra
livis tnortede Grene noget, der fau· ud som graat Moz,
hang ned i lange Tjavser. Nu og da fløj en fiarlagens
rød og gylden Papegøje fka Ttæ til Tros; men ellers
gjorde Lunden et underligt nddød Jndtryi. Der var
san højtidsfuldt stille; uvillaarlig dæmpede man Stein
men, naar man taltc.
Maxtla iom tilbage. »Der er fuldt o,i af Bande
paa Spen, Ronge«, meldte han, »men ingen af dem styrer
her hen ad·« —- Ubitryiiet i Kongens Ansigt blev endnu
mere merkt og alvorligt.
»Montezuma! Brodet!« begyndie saa Cuitlahua, »der
var en Ting, jeg vilde tale med Dig om!'« — Kongen
standsede. »Tal!« sagde han. ,,Hualpa lader jo ikle iil
at komme, . . . vi har Tiden for os!« Og han befalede
Maxtln: »Gott op og sitig til mine Hustruer og til Tula
og Neneßity at jeg kommer om lidt . . . Rau, hvad er
det sein«-» spurgte han. Cuitlahua fvarede: »Jeg vilde
take mev Dig oin Tezcuraneren JztliL J Aftes havde
han druttet for megetpulqueinde hos Xoli, og iaa yppede
han Kiv med de andre Geester og stældte over Lov Ia
tiici . . . og over Dig! Du hat vel hort, at cnan trozs
han fpiller under Dælke med Malinche oa Haiks Røvm »
· Z« — »Meis« stequ Kotigen seither-sei Men Cuit
lcbua bit- Ufotfiyrret neb: «Sikkert er dei, at hakt plejer
Samkveiii med Tlaöcalanerne J Aftes stal han have
snallet otn et For-kund mellem Stammerne og Byerne for
at siyrte Rigei. ——«Og fra Xoli begav han sig til Mann
Paladset, til be Mmmedek
Kongen gik tat-i vg sea« ned knvd Jorden. Endelig
sagde han: »Er döi U helec »Ja Du har Ret, han
Ver fcengileSL Lad hilde IIng ved Paladseis Parte, Ig
bvis man set ham Leim-te nd derer saa ital than gribes
og fsres til Templet, n n at der bog maa ste ham nagen
O-erlasi.« — »Mei! Wi hatt mt bliver derinde?« spurgie
Cuitlwhum s— »So-( Juli-l Walfische vg lperg efter hamx
her hat Du Ful- maski« Og Wesen tog af f n Finger
’en Ring, paa hvi ng.W Ins Billet-e var ind
graveret. —»Men WI Ali-Mit Hagter at opfylde dil
Fotlangende?« fpm ie Ecthm is . — »F saa Falb
« Kongen bei-ern Oe sig · » ——-",I· saa Fald lærer vi
altid Malinches Sint lag eig« del . . , Men, vent korre
stenl Dei kan være, a« des Y. ab, Mit-a kommer med,
for-andrer Sagen." , :
De to Mænd siea nu pp su:·." »
man havde en vid Udsitk MIH -«
sjensvnlig mere paa Hinte, ogsj : .
fis og sagde: »Der er in Zins-«
fta hviö Top
vvuitlnhua hasvde
«"g han Msod til
itte, fordi Du ønsiede at vinde Tezucucaneren, at vor
Brodersøn blev fortvist? Nu er Tezucueamxen fortabt;
kan saa ikke Guatamozin faa Lov at vende tilbage? Det
er godt at leere at tende, hvem der er ens Ven.«
Kongen lod itte til at hpre efter. Hart Var Rud
selig gaaet hurtigt til og ftod nu oppe paa Toppen af
Højen og fpejdede ud over Søem »Se! se dir! Der drei
er en Vaad om Chinampaen derovre! Se, hvor Sladerne
traetker paa Aarerne, — den styrer «herover! Endelig, ende
lig tommer de da! . . . Kom lad os gaa op! desto før faar
jeg Bestedt . . Og han aik rast ned ad Højen og sinnt
te sia op mod Paladset. Om Guatamozin blev der ikke
talt niere.
De to Dronninger Tecalco og Acatlan somt Prin
sesse Titla sad med deres tvindelige Tyende oppe paa det
flade Taa saf det aamle Palads, hvor de nød den kølige
Aftenlnst. Da Kongen tom der op, reiste alle stg og hilf-te.
Cnitlahna gav de to Drsonninger Haandem »Von For-d
reg Gud vcere Jer naadig!« fagde han; og han kysfede
Tula paa Banden. ,,Men hvor er Nenetziin henne?«
spnrgte han· ,,.Hun er da vel ikke sag?« — »Nej ikke spa,
men heller itte iund,« sparede Acatlan.
Kotigen, sont aik urolia frem og tilbage, havde høct
ljendeszi Svan »Hvad feilet Nenetzin?« fpurgte han. —
Acatlan tøvede med Svaret. —— »Nati, l)vad feiler huns
lwad feiler hun?« aentoa han ntaalmcsdigt. —« »Jeg ved
itle ret, oa hnn ned det vel knap ielv,« sagde faa Acatlan
lanasomt: »men jeg er bange for, at der er kastet en
Trcldom paa hende.« —-— Kongen blev staaende og saa’
forbavfet paa hende. —- ,,Den Dag, Malinche beføgte
Templet,« fortlakede Acatlan, ,,har en af de Fremmede
talt til hende deroppe og givet hende en Gabe. Siden da
hat hnn nieste-n ikfe bestilt andet end at sidde og sukke og
grnble oa se paa den underlige Tingeit, som hun hat
faaet. Den Fremmede skal have sagt, at den var et Sind
billed paa han-Z Tro, Da naar man bar den Tingest·, sit
man iamme Tro, som han« ,,Hdad er det for en Tin
gest?« —-- »Vi ved itte, hvad den er af. Den er hvid
som Zølv oa saa lang soin en Haand og den hcenger ved
en Ftcede.« —-« Kongen stod en Stand og tcentte efter. De
Fremmedes Magt var saare stor: fast nu, at dens Hem
melighed laa fljult i hint TegnI »Gan, Acatlan, og hent
mia Neneyin herop!« iagde han endelig. »Men pas paa,
at hun tager Troldommen med sig!« —- qg han gav sig
atter til at oandre op og ned ad Gulvet. Han standfede
tun en Gang for at befale Tyendet, at det siulde forføje
sig bott.
Acatlan toni ttlbage med Nenetzin. Hun saa’ for
grcedt ud; angst tncelte hun ned for- Faderen. Montezuma
følte Medlidenhed med det stattels Bam, der fyntes at
bære paa en Sata, sokn var altfor tung for hendes Alder;
han tog hende ved Haanden og rejste hende op og sagde
i en venligt spøgende Tone: ,,Hvad er det, jeg heter,
Nenetzin7 Jeg tcentte paa at sende Tig i Stole, for at
Du tnnde erhverve Dia Kundstaber til at blive en Monds
Hititru. Da saa hat Du allerede valgt Tig en Elfter!« —
jNenetzin bøjede Hovedet og tav· — Kongen fortfatte: »Qg
l»det er not inaen almindelia Elfter, Du hat valgt Dig,
»inan Høvding eller Fyrste, men en Gud, siger man. Du
set et tappert Pigebarnt Tale med han-« tan Du ttke, og
alliaevel hat Du haft en Sammentomst med harn og hat
taget imsnd en Gavet . . . Hvor hat Du den Gabe?«
Nenetzin tog med beaae Hernder om Krucisixet, som
bang paa hendes Bryst, oa saa’ op paa Faderen. Han
«mpdte hendes Blit, — og Smilet forsvandt af hans An
Jsigt »Giv mig den Tingest!« sagde han strengt og
Istralte Haanden ud.
L Men Nenetzin holdt blot endnu fastere om Krucisixct
oa sparede: »Den tilhører m i g!«
) Acatlan tkaadte forfcerdet et Par Stridt hen imad
Thende Unitlahna udbrød halvhøjt: »Dein er jo for
Htjort!« . . . Men Nenetzin var allerede blevet sitaemt ai
lriet barfte Udtryk i Kongens Ansigt: hun havde taget
Mden af Halsen og ratte Faderen den. »Der er den,«
sagde hun: »men giv mig den igen!«
Nu var Kotset fom religiøst Sindbilled paa tngen
Maade noaet Nyt for Montezuma. J Cozumel faavel
som i Tabasco var det blevet tilbedt, saa langt tilbage
man kunde hasse; og i Palenque, den ny Verdens Palmy
ra, stod det indridset paa Murene, og paa et Billede saa’
man et Born blive boldt hen imod det for at tilbede det.
Maaer Montezuma netop af den Grund tog det triftne
Kors, som han nu stod med i Haanden, blot som en
Stags metallurgisk Gaade. Efter lcenge at have set paa
det sagde han: »Im vil lade mine Guldsmede prøve det
i Jlden. Det slnlde doa vcete besynderligt, om ingen at
dem tunde udfinde, hvad det er gjott af!« Og han vildt
Iige til at mkke Martia detyvjszeMW
blutige Stridkszssääfha oa Prins Jo tom op pas
TAFEL NOT-s samme Nu havde Kongen glemt alt andet.
»K·"-en med Krucisixet kastede han fra sig paa en Stol, der
istod, . . . og derfra tog et Leieblit efter Renetztm abe
mcerket, sin dytebare Gave ttl sig iaen.
Hnalpa var tommet «ind, ledsaget af Ja. Begge bat
den uundgaaelige nequcn over derez KetgetsiDtajiJ
de havde Stjvld paa Ryggen, men i Siedet for Vielen im
de et Paudebaansd, ssom var pyntet med Fjet og Its-tm
Jo tysfede, stolt og lyktelig, sin M MPJänden
sog ntttede til sine Spstre., Quakpa trachte Wigt hen
foran Kongen og tncelte ned. — »Im bedeutet stden
i Mtddags«!« fagde Montezmna MU.
,,Vi beder Jer tsitgtve, ftote Musik« sdatede Hualpa.
,,Skylden er ttte vor! tht sideu i Saat Middags hat vi
hverten smagt Sptfe eller MM,M ei- ttke kammet Søvn
over vore Øjne, og vi hat Wen-set et Stridt udenfsor
Huttztls Tempel, spr vi begab vt ned til Banden og lod
sos ro hetud, saa hurtigt, sont Sluverne evnede!« — »Vel!
Reis Jer!« fugde Kvngtlls »Hvad Vudftad bringet J fra
Guddommen?'« — Alle lyttede spende, og Hualpa be
eettede: »Vi fulgte nsjagttg Ebers Befaling, Konge. J
Templet traf vi Yppersteprcesten og bragte ham Ebers
Hiler og vtste hastn til Bette-stelle Ederö Ring, . . . sont
jeg hermed leverer tikbage.« — »Am Mualox fra det gamle
Quetzal-Tempel der ogsaa?« spurgte Wangen. —- »Nei-«
— Ksongen tog tavs Ringen, fam Huwlpa ratte, og bew
dede ham ved Haandsdeveegelfe, at han stulde fortsætte.
»J Odervaerelse uf famtltge Pabaer (der var vgsaa mange
fta Cholula og Tezcuecy paabegyndtes Osrtngerne. Jsgj
rtalte Oftene: der var ni Hundredr. Den hellige Hand
lina varede hele Eftermiddagen og hele Natten og nceste
Dag, lige til vi drog afsted. Uafbrudt bad de helligeMæns
ljøjt En Gang saa’ jeg over mod Axayas Pa«lads, og da
Var Pglädsktk Tag pksppcndc fuldt as de Frei-titsche og uf
Tlagcalanere.« lKongen og Cuitlahua vekslede et be
tydningsfnldt Blik.) ,,Endelig belønnedes Yppersteptæs
stens Maja Jeg saa’ ham rive Hjertet ud af Brystet paa et
Off« Vg granste Tegnenr. Saa udstødte han et høik
Stria, fv’r hen til Huitzils Alter og slckngte Hjektct ind i
Jlden; og alle Pabaerne streg, som han, lydt af Gliætde es
toede deres Heendet i Bllosdet Derpaa ttaadte den hel
lige Mand hen til mig og sagde: »Meld Monteznma,
den vise Kvnge, at HwitziL den øverfte af alle Guder, hat
fvaret og befaler ham at begynde Krigen. Meld ham frem
deles, at han flal viere glad og ved godt Mod, thi Landet
vil blive renset for de Fremmede, og de Fremmede vil bli
ve givet i hans Haand, at han stal tage dem i Forvaring
til Guden!« Derpaa trasadte han hen i Dtøren til det aller
helligste Rum sog forkyndte Gudens Vilje. Og saa, Konge,
slyndte vi os afsted!«
»Lovet og Priset voere Huitzil!« sagde Kongen an
dceatigt —— »Held vg Ære Kong Montezuma!« udbrød
Cuktlahua Dronningerne og PrinsesseTula lyssede Kon
gen-J Haand: ncen Jo knaelte ned, lagde sit Skjold paa Gul
vet da bad: ,,Forund mig en Naadiet lad mig, saa ung
som jeg er, saa Lov at gaa som Kriger med i den hellige
stamp!« Da kom der saa et Spil i Kongens Øjne, som
man ikke længe havde fet: »Rejs Dig, Jo,« sagde ban,
,.din an stal blive vpfyldtl Guderne give Dig Starke
Da Lykke!«
Dervaa vendte han sig vnI mvd Cuitlahua: »Du,
Bruder, skal føre Hærenl ngaa Du har hele Tiden vit
let, at jeg flulde gaa msod Malinche vg i aaben Kamp la
de mine Krigere ftampe til Døde af hans vilde Uhyrer.
Jea aav Tid og fulgte Huitzils Bud og lob Malinche
ldraae ind i Tenoktitlan. Nu er Fordelen paa v o r Side.
Endnu i Dag kan Malinche staff-e sig Levnetsmidler, —
saa er det forbil J Morgen stal Huitzils Tromme w
Jres. Fra det Øjeblik faar han ikle et eneste Korn ind i
Paladset. Prøver han paa at traenge ud, saa drsiver Du
jham tilbage i Spidfen for Krigerne, som hemmeligt er
;lslevet famlet i Templerne. J·Nødssfald bryder Du alle
EBroerne af, svm fører til Paladfet. Tilsidst maa saa haa
de han og hans Folge vg hans vtlde Den fulte ihjel, for
tflyve gennem Luften kan de da icklfald ikke! Alle skasl de
dø, hver eneste en!«
»Stoltere Dag hat Anahuac aldtig fett« svarede
Cuitlahua.
Kongen stod lidt vg syntes at ovetveje. Saa vendte
han sig pludselig om mod Hualpa, som —- siden han var
den eneste Tilstedevaerende, der ikke hockte til Kongens Fa
milie —- havde fjernet sig lildt, og stod og saa’ besteden
ned i Gulvet. ,,Naa ·og J, Fykft Hualp-a,« fagde Mon
tezuma, »fortjener da -ogfaa, som Bald mellem den altverg
tige Huitzil og mig, en Belsønning. Rang og Ejendom
h a r jeg givet Jer, lad mig« (l)an fmilte lidt) »saa ogsaa
give Jer en Kone. Der staat hun!« Og til alles For
bavselse pegebe han paa Neuetzitr. ,,En vg anden lille Fugl
than saa’ hen paa Tula, der stod samtnen med Jo i Die
blittet) »har fanget for mine Øren om, at min Gave vil
vcere Jer velkommen. Men lad mjg alligesvel sige Jer, at
det er et fvrlaelet og lunefuldt Barn, jeg stænker Jer. J
stal førae for, at ingen af vore Fjender drager hende bort
fra Jer saa lidt som fra vvre Guderz —- derfot givet «
Jer l)ende!« ,
Drvnning Acatlan lod, svm hun var
Konaens Vala, Jv og Tal-a var« glade oder
bua ofrede det knap not en Tanke: hats hat«-)
at han fkulde føre Heeren! Men Qual-M «
som om Azteker-Hiinliens Blsosmstetkanb
des for han« blugfende rød i An
ninasfnld ftirrede han paa Neues
Dei var et helt andet Ssmil end
et aa S anieren o es
tompvar ts?ftede, antrkxk IIIon pat- Tagl men alle de«
tylledr. t Tegn wa, at hun sam
, » — , f Goktsæites). j
i
Samlede as Th. Inab, Minuten-out
i J Omsiag 20c. Saht-. Boc.
D sxxnnellinger eke nye og et godt Udvalg for Son
dagwol ækekr.
Hakmebog for Höndagssläocen
Ubgivet af kittelig Forening for Judcm Mission i Ksbenhavn
Kostek indbunden tun 25 Tuns
DAleH PUBLlsHlNC HOUSE
sit-Am, NEM.
que Bøger, som anbefale5:
Mikjam Rofcanumo En Jottclling fr- isdiste Krebse.
125 Sidek, i Omflas, 25 Rath ist-bunten sc Senkt
Maktytcn i St. Embrer ei out-m- deu ftp-ie
Kitkr. 98 Sider, i Omflag D Gent-, indhundeu 40 caus.
Martykcrne i den lutherfke Kitte. W» sk.
Tysk. 224 smaa Biber-« entbunden i Chitttnqssiud O Eint-.
Bkn Hut. Eu pstektquvie Fest-kam ft- xkuu til-. cu
Ametitas liebste Liset. If Levis Wallaee m Dunst Des
Vilb. Miller. Pris, gebt entwunden-, II.H.
Diu Bruders BUT essen-stink, im san-m ein«
Oriemen, feengaende og interessant Pan Dunst ved R- s
Madien. 174 Sider, i Milch 40 ceutb
Herren er mit Skjoldx e- Iowa-»O sp- Imm- »
ktiftelige Liv i Ausland 150 S» i Dens- 85e, insb. Me.
«Allc Bmm send-g yottofriQ Demnaer liebes iudfeudt kommen
, med Bestillingem Frimæikek medic-ges Vom BeMth
Danish Luther-an Publifhing Haufe, Bleir, Nebraskq
