Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, February 24, 1905, Page 7, Image 7
(’"l’l10 Falk Goel«.) Roman om Mexikos Erobring l Uf Lewis Wallace. Paa Dansk ved Vilh. Mølletn s (Forisat.) l Den lyse GUFJ For at give sine Gatstcr det bedfte Ooetblil over Sta den forte Montzuma dem hen til»den sydlige Side af Taget: derfta saa’ man ogfaa en ftor Del af den med hvide Byer og Landsbyet omgione Sø samt af Dalen. Tjenere fulgte eftet med Maatter og Stole oa med den grønne Baldakin til Ly mod Solftraalerne. Montezuma fortalte og for llarede; og alt medens han talte, faa’ han oift og fotslende paa sine Tilhotete· Han haode imidlertid leitete kunnet læse noget paa en ovettruilen Himmel end i den hvide Etobtets blodlose Ansigt. Cortez førte ssg Med ev HVF tnands Anstand, lyttede optncetlfomt, fulgte hoet Beoces Mik- sont Kongens Haand gjorde for at pege paa dette eller hint. Men samtidig lagde han Mætle til Kongens Tonefald og Minespil og gcettede hnttigt, hvotledes Mon teznma var: rettaenlende og i ltøjefte Grad ubesluttetk Han regnete mcd Kongens Korallen som han tegneoe med Bueng Beliagenhed. Thi i den lldfigt, man viite hain beroppe fra Tanet, saa’ han ilke Natutstønhed ellet tig Kultur, han saa’ blot i den et militcert Problem. Samtalen bleb afbtudt. Tier var to store Taatne tetoitpe: del ene vEet til Guden Tezca, det andet til Huitzil. Ud ad Doren paa det fidftnæonie Taarn kom et Optog af Ptæsteu Drenae, sont fvana Rogelselat, gil i Spidse!:, og Rogen lugtede faa sp«dliat, at Evtopckerne var lige ved at faa ondt. Aller sidst lom Tlalac, Yppersteprcrsten Hatt var bathodet og barbenet; han gil langsomt, hans Kjortel strebte eftet bamx hans Ætmer og hans Pandebind sont cgfaa bang Ansigt oa Hander var rede af Vlodet fra den nnlig foretagne Ofring Medens det flumle Optoa itillede sig op rundt omlting de fotblossede Kristne, heni oendte den hedenske Yppetlteptcest — som ont han slet ikie bemasrlede de Ftetnmedes Ncrtvastelse —--— sig til Kongeru »Der er intet Svat ldnnnet paa jett Sltørgsmaal Kongel« sagde han. »J faat at handle eftet egen Jndslydelse. Oftene er staffet bott, Guddommens Tjenete —— med Undtagelfe af de, sont staat her, —- opholder fig i detes Cellet. Om J altsaa oil, saa et Kamtet beredt for de Ftemmesde.« Montezumas btune Ansigt var blevet morkete i Le« den under Ypperstepræftens Ord. Han fad et Øjeblil tvivl taadig. Men saa tejfte han fig, og medte venligt og vardigt Coriez’ agtpaagivende Blit. »Vel!« sagde han »Hvis J vil folge med, Malinche, saa stal jea vise Jet vor Gud og Siedet, hoot vi tilbedet han1. Jeg stal for tlate Jer vor Tro, og J maa fortlate mig Eders Tro. Men J maa viie Agtelse!« —- Cortez bulkede dybi og svas rede: »Den Man-d ellet Tunge, fom vilde volde din Gud eller hans Helligdom Forttaed, stulde aldtig komme til at rote sig mete! . . . Hvad siger Rirken2« tilfojede han og oendte sig om mod Pater Oltnedo. ,,Kitken siger, at i Dieblillet hat Du talt fotstandigt!« erilætede Pateten og lostede Krucifixet, sotn han havde hangende ved sit Belie. ,,Gaa! jeg folget med!" Og de ttaadte ind i Huitzils Helligdon1, hvot Gove dilledet stod cg hvor Oftene nys var blevet siagtede. Og Montezunta og Cortez føgte ved Jndianetlvkndenz Hjælp —- at forllare hinanden deres Tro, . . . og hver af dem fandt den andens Tta ganfle ufotstaaelig. Alvarado havde oillet folge Ined Cortez ind i Tatar net. Men Stanten, som flog ham i Mode derindefra, v.1t iaa statt, saa ban blev itaaende et Dieblil oa lnavpeoe efter Vejret. J det satntne rotte en ved hans Atm; det oat Pagen Orteguilla. »Im hat en Nyhed«, sagde han, »Du J hste?« —- »l’icar»! tal, din .hund!«« btunmiede Alvaradoz ,,slal jeg staa oq iluge den forpeftede Luft het, fordi Du illc lan faa Munden paa Gang?!« — Orte guan talte en Billet Blomster frem irnod hom: ,,Tet et en KærliglkedssHilsen til Jet! Folg med, saa ital jea vise Jet den Hedningepige, som sendet Jer den.« — Alvatado brummede noget i Slæget, Inen fulgte med. »Jeg stod og iaa’ paa det lange Utyste af en Prall nied det blodige Ansigt og de blodige Hander -— hu! faadant et Uhyre!« tog Orteguilla flog Kots for siay — »saa tom det en Slave hen til mig med Blomfterne her oa fagde, te var fra Prinfesfe Nenetzin, den stote Konges Dattel-. s Jsa hoad vil hun? sputgte jeg. —- De ftal gives til Tona tiah, fagde han« til Guden med det gyldne Slægx han ital læse Blomsternel . . . Sau faldt det mig ind, at Marina hat fortalt mig, at detie belunderlige Falk bruget at senoe lesomfter-Breoe. Jeg lod Slaven oife mig, hvot bang Prinsesse Nenetzin var, — der sidder thun hennet« -—— Aloatado saa’ i den Retntng, han pegede i: ,,.dellige Guts Modet!« udbrsd han, «det er jo hende, lom ieg formt-el tede ist nede paa Gadenl Der findes ilte stonnete Pige paa Jorden, siget jeg Dig! Folg med, Orteguilla, Tu klal vckte min Toll, — —- hjrelsp mig med den Smule Aztelist, Du lan!« Nenetzin sad henne i Siyggen af det andet store Taarn, dei, der var helliget Tezca-Guden. Et Par Stridt ira hende stod Slaoerne, som havde baarei hendes Beete ftol. Hun var l en lnehvisd Dragi af tin Uld, fotn holdtes sammen om Livet af et gront Stier-f. Damen-, Atm baand, Spangene om hendes Anllet var asf regte Guld, heut-es Sandalet vat besatte med Juvelet. Ei langt, rlgt btodetet Sslst tilhyllede det halve af hendeö Ansigt og faldi fta hendes Hooed ned paa det gtsnne Fjertappe, lwotpaa hun sod. Da den krafiige, stanke Spanier —- i fuld og sieaas lende Rustntng —- pludselig ttaadte «hen fotan hende, fo’r siedet hende op l Kinderne, og hun peessede sig tilbage mod Taatnet, lom vilde hun presse sig ind igennem det fpk at sijule sig. Om hanc (ttoede hun da) haode hun vix-me neug- spr heut-es Eine havtse set dam. Oe ei te s at pp hat-de set hom, lkint Øjedlil under Jndtogei, havde han bestandig veetet i hendes Junker-, viljeltse havde alle hendes Saale og Lang-let kredsei om dam. Fta stne Omgivelset oidste bun, at der maafte sinlde fere- Orts mod de Fremmedex Novum-if var i Hase hvet enefte Dag, qg heade- hjette havde bankei as angstelkc Werg for ham. Nu stvd han der, hendes Drsømmes Heli, han, den vidunderljge, med de blaa Oer og det lyse Ansigt og det gyldne Haar og det gyldne Skæg, »Solens Sen«. Hvis han bed, maatte saa hun ikle lyde, hvis hsan kaldte, maatte san hnn ikke komme? Alvarado hasvde ikke vansteligt ved at tnde det Blit, hvormed hun saa’ paa hom. Halvt af Medlidenhed med hendes Angst, halvt af Beundring sfor hendes Skønhed bøjede han ridderligt Knce for hende, tog henbes Haand. iyssede den, lagde den tilbage i hendes Siød og fagdet »Den skønne Prinsesse maa ilke vcere angst! Jeg vilde heller do end tillade, at der slete hende Fortrced!« Orte guilla oversatte Ordene faa godt, han iunde, og Alvara do smilte saa mildt, saa Nenetzin følte sig helt modig. »Eders Budflab formaar jeg ille at læse,« fortsatte Al varado; »men hvig det siulde bringe mig en kærlig Hilsen, faa stiller jeg det tilbage, for at det kan bringe Eder famme Hilsen fra mig!« Dermed lagde han Blomfter buketten i hendes Skød. — »Tonatiah er en Gud og en Digtek!« svarede Nenetzim da Orteguilla havde oversat Ordene; og hun saa’ op paa Ridderen med et Blit, som drev ham alt Blodet op til Hiertet. ,,Jesu Christo!« nd brød han, ,,at dog saa sit-n en Kvinde skal være en Hed ning! . . . Men hun skal ikte vcrre det, ved den lhellige Grav, bun skal slke vcere det! Se her, siønne Prinses se«, lag han tog en Halslcede af, hvorved der hang ei »Alle Krurisir af Jern), »den hat i sin Tid min salig MO ;der — Fred vcere med shendes Sjæl! —- givet mig med »mange Vønner og Velsignelser. Vil J tage imod den rg Tbasre den? Guds Velsignelfe vil folge med den!« ! Af hans Ord forstod Nenetzin neppe mange, end ille »7 Orteguillas Overscettelse. Men Meningen forstod hun: og qlad som et Born tog hun Kæden og hcengte den okn fin Hals. Derved gled hendes Sslør til Side, saa Awa rado faa’ Elendes blussende Ansigt. Han bøjede sig hurtigt ned over hende, — — men i det samme greb Orteguilla ham i Armen: »Tag Jer i Agt, Don Pedro, hører J, tag Jst i Agt! Pers de Hunde der, —- de er ftimlet sank itnen og vil vift spicerrre os Vejen· For Guds Styld, pas -paa!« Øjebliktelig var Alvarado igen Soldat. ,,Hv(rd(i siger Du? sperrte os Vejen?!« Og han rettede sig og soa’: sig hurtigt om. ,,Lev vel, Nenetzin!·' sagde han, »Livet svilde intet vcere mig verrd, dersom jeg ikke stulde gense Eder!« Han lysfede paa sin pansrede Haand ad hende —- et Slags Fingerkysl — og gii faa, kæk med et haans ligt Smil, lige las paa den Flok Pabaer, der havde samlet sig og som maalte ham med vrede Blikke. De veg til Side, han og Orteguilla kom hen til Huitzil-Taarnet. »Alle Helgene, saadan en Forandring!« sagde han. »Den Djævlens Hule her med al sin Stank-— og faa det dek lige Pigebarn, svm beerer Krucisixet om sin Hals nu og ilke lcenger er Hedningl Valgame Dios! Du skal faa Dukaten, jeg lovede Dig før2« Fatitilie-Äniiggcnder. »Er efter, Maxim, om der endnu Jngen er at se!« fagde Montezumm Og da Maxtla var gaaet for at ndin re Befalingen, saa’ Kongen urolig om paa sin Bin-der Cuitlahua og tilspjede: ,,Jeg venter Fytst Hualpa med ct vigiigt B.udfkab. Han stulde have været her i Middaa5, men har vel ladt sig opholde inde i Byen. En anden Gang vil jeg vælge en ckldre Mand.« Man iunde høre paa den Tone, hvori,’-JJiome31m-.a kalte, at der var nogei, fom optog ham i høj Grad, nien fom han alligevel ilie innde beivemme sig til at udtale sig ncermere om. Cuiilahua forstvd hinn, oq de to Mænb ais i Tavshed videke. De befanbi fig i Lunden ved Chapultepec. Seien-« ffraa Straaler faldt ind mellem de ælbgamle Trcrer, fra livis tnortede Grene noget, der fau· ud som graat Moz, hang ned i lange Tjavser. Nu og da fløj en fiarlagens rød og gylden Papegøje fka Ttæ til Tros; men ellers gjorde Lunden et underligt nddød Jndtryi. Der var san højtidsfuldt stille; uvillaarlig dæmpede man Stein men, naar man taltc. Maxtla iom tilbage. »Der er fuldt o,i af Bande paa Spen, Ronge«, meldte han, »men ingen af dem styrer her hen ad·« —- Ubitryiiet i Kongens Ansigt blev endnu mere merkt og alvorligt. »Montezuma! Brodet!« begyndie saa Cuitlahua, »der var en Ting, jeg vilde tale med Dig om!'« — Kongen standsede. »Tal!« sagde han. ,,Hualpa lader jo ikle iil at komme, . . . vi har Tiden for os!« Og han befalede Maxtln: »Gott op og sitig til mine Hustruer og til Tula og Neneßity at jeg kommer om lidt . . . Rau, hvad er det sein«-» spurgte han. Cuitlahua fvarede: »Jeg vilde take mev Dig oin Tezcuraneren JztliL J Aftes havde han druttet for megetpulqueinde hos Xoli, og iaa yppede han Kiv med de andre Geester og stældte over Lov Ia tiici . . . og over Dig! Du hat vel hort, at cnan trozs han fpiller under Dælke med Malinche oa Haiks Røvm » · Z« — »Meis« stequ Kotigen seither-sei Men Cuit lcbua bit- Ufotfiyrret neb: «Sikkert er dei, at hakt plejer Samkveiii med Tlaöcalanerne J Aftes stal han have snallet otn et For-kund mellem Stammerne og Byerne for at siyrte Rigei. ——«Og fra Xoli begav han sig til Mann Paladset, til be Mmmedek Kongen gik tat-i vg sea« ned knvd Jorden. Endelig sagde han: »Er döi U helec »Ja Du har Ret, han Ver fcengileSL Lad hilde IIng ved Paladseis Parte, Ig bvis man set ham Leim-te nd derer saa ital than gribes og fsres til Templet, n n at der bog maa ste ham nagen O-erlasi.« — »Mei! Wi hatt mt bliver derinde?« spurgie Cuitlwhum s— »So-( Juli-l Walfische vg lperg efter hamx her hat Du Ful- maski« Og Wesen tog af f n Finger ’en Ring, paa hvi ng.W Ins Billet-e var ind graveret. —»Men WI Ali-Mit Hagter at opfylde dil Fotlangende?« fpm ie Ecthm is . — »F saa Falb « Kongen bei-ern Oe sig · » ——-",I· saa Fald lærer vi altid Malinches Sint lag eig« del . . , Men, vent korre stenl Dei kan være, a« des Y. ab, Mit-a kommer med, for-andrer Sagen." , : De to Mænd siea nu pp su:·." » man havde en vid Udsitk MIH -« sjensvnlig mere paa Hinte, ogsj : . fis og sagde: »Der er in Zins-« fta hviö Top vvuitlnhua hasvde «"g han Msod til itte, fordi Du ønsiede at vinde Tezucucaneren, at vor Brodersøn blev fortvist? Nu er Tezucueamxen fortabt; kan saa ikke Guatamozin faa Lov at vende tilbage? Det er godt at leere at tende, hvem der er ens Ven.« Kongen lod itte til at hpre efter. Hart Var Rud selig gaaet hurtigt til og ftod nu oppe paa Toppen af Højen og fpejdede ud over Søem »Se! se dir! Der drei er en Vaad om Chinampaen derovre! Se, hvor Sladerne traetker paa Aarerne, — den styrer «herover! Endelig, ende lig tommer de da! . . . Kom lad os gaa op! desto før faar jeg Bestedt . . Og han aik rast ned ad Højen og sinnt te sia op mod Paladset. Om Guatamozin blev der ikke talt niere. De to Dronninger Tecalco og Acatlan somt Prin sesse Titla sad med deres tvindelige Tyende oppe paa det flade Taa saf det aamle Palads, hvor de nød den kølige Aftenlnst. Da Kongen tom der op, reiste alle stg og hilf-te. Cnitlahna gav de to Drsonninger Haandem »Von For-d reg Gud vcere Jer naadig!« fagde han; og han kysfede Tula paa Banden. ,,Men hvor er Nenetziin henne?« spnrgte han· ,,.Hun er da vel ikke sag?« — »Nej ikke spa, men heller itte iund,« sparede Acatlan. Kotigen, sont aik urolia frem og tilbage, havde høct ljendeszi Svan »Hvad feilet Nenetzin?« fpurgte han. — Acatlan tøvede med Svaret. —— »Nati, l)vad feiler huns lwad feiler hun?« aentoa han ntaalmcsdigt. —« »Jeg ved itle ret, oa hnn ned det vel knap ielv,« sagde faa Acatlan lanasomt: »men jeg er bange for, at der er kastet en Trcldom paa hende.« —-— Kongen blev staaende og saa’ forbavfet paa hende. —- ,,Den Dag, Malinche beføgte Templet,« fortlakede Acatlan, ,,har en af de Fremmede talt til hende deroppe og givet hende en Gabe. Siden da hat hnn nieste-n ikfe bestilt andet end at sidde og sukke og grnble oa se paa den underlige Tingeit, som hun hat faaet. Den Fremmede skal have sagt, at den var et Sind billed paa han-Z Tro, Da naar man bar den Tingest·, sit man iamme Tro, som han« ,,Hdad er det for en Tin gest?« —-- »Vi ved itte, hvad den er af. Den er hvid som Zølv oa saa lang soin en Haand og den hcenger ved en Ftcede.« —-« Kongen stod en Stand og tcentte efter. De Fremmedes Magt var saare stor: fast nu, at dens Hem melighed laa fljult i hint TegnI »Gan, Acatlan, og hent mia Neneyin herop!« iagde han endelig. »Men pas paa, at hun tager Troldommen med sig!« —- qg han gav sig atter til at oandre op og ned ad Gulvet. Han standfede tun en Gang for at befale Tyendet, at det siulde forføje sig bott. Acatlan toni ttlbage med Nenetzin. Hun saa’ for grcedt ud; angst tncelte hun ned for- Faderen. Montezuma følte Medlidenhed med det stattels Bam, der fyntes at bære paa en Sata, sokn var altfor tung for hendes Alder; han tog hende ved Haanden og rejste hende op og sagde i en venligt spøgende Tone: ,,Hvad er det, jeg heter, Nenetzin7 Jeg tcentte paa at sende Tig i Stole, for at Du tnnde erhverve Dia Kundstaber til at blive en Monds Hititru. Da saa hat Du allerede valgt Tig en Elfter!« — jNenetzin bøjede Hovedet og tav· — Kongen fortfatte: »Qg l»det er not inaen almindelia Elfter, Du hat valgt Dig, »inan Høvding eller Fyrste, men en Gud, siger man. Du set et tappert Pigebarnt Tale med han-« tan Du ttke, og alliaevel hat Du haft en Sammentomst med harn og hat taget imsnd en Gavet . . . Hvor hat Du den Gabe?« Nenetzin tog med beaae Hernder om Krucisixet, som bang paa hendes Bryst, oa saa’ op paa Faderen. Han «mpdte hendes Blit, — og Smilet forsvandt af hans An Jsigt »Giv mig den Tingest!« sagde han strengt og Istralte Haanden ud. L Men Nenetzin holdt blot endnu fastere om Krucisixct oa sparede: »Den tilhører m i g!« ) Acatlan tkaadte forfcerdet et Par Stridt hen imad Thende Unitlahna udbrød halvhøjt: »Dein er jo for Htjort!« . . . Men Nenetzin var allerede blevet sitaemt ai lriet barfte Udtryk i Kongens Ansigt: hun havde taget Mden af Halsen og ratte Faderen den. »Der er den,« sagde hun: »men giv mig den igen!« Nu var Kotset fom religiøst Sindbilled paa tngen Maade noaet Nyt for Montezuma. J Cozumel faavel som i Tabasco var det blevet tilbedt, saa langt tilbage man kunde hasse; og i Palenque, den ny Verdens Palmy ra, stod det indridset paa Murene, og paa et Billede saa’ man et Born blive boldt hen imod det for at tilbede det. Maaer Montezuma netop af den Grund tog det triftne Kors, som han nu stod med i Haanden, blot som en Stags metallurgisk Gaade. Efter lcenge at have set paa det sagde han: »Im vil lade mine Guldsmede prøve det i Jlden. Det slnlde doa vcete besynderligt, om ingen at dem tunde udfinde, hvad det er gjott af!« Og han vildt Iige til at mkke Martia detyvjszeMW blutige Stridkszssääfha oa Prins Jo tom op pas TAFEL NOT-s samme Nu havde Kongen glemt alt andet. »K·"-en med Krucisixet kastede han fra sig paa en Stol, der istod, . . . og derfra tog et Leieblit efter Renetztm abe mcerket, sin dytebare Gave ttl sig iaen. Hnalpa var tommet «ind, ledsaget af Ja. Begge bat den uundgaaelige nequcn over derez KetgetsiDtajiJ de havde Stjvld paa Ryggen, men i Siedet for Vielen im de et Paudebaansd, ssom var pyntet med Fjet og Its-tm Jo tysfede, stolt og lyktelig, sin M MPJänden sog ntttede til sine Spstre., Quakpa trachte Wigt hen foran Kongen og tncelte ned. — »Im bedeutet stden i Mtddags«!« fagde Montezmna MU. ,,Vi beder Jer tsitgtve, ftote Musik« sdatede Hualpa. ,,Skylden er ttte vor! tht sideu i Saat Middags hat vi hverten smagt Sptfe eller MM,M ei- ttke kammet Søvn over vore Øjne, og vi hat Wen-set et Stridt udenfsor Huttztls Tempel, spr vi begab vt ned til Banden og lod sos ro hetud, saa hurtigt, sont Sluverne evnede!« — »Vel! Reis Jer!« fugde Kvngtlls »Hvad Vudftad bringet J fra Guddommen?'« — Alle lyttede spende, og Hualpa be eettede: »Vi fulgte nsjagttg Ebers Befaling, Konge. J Templet traf vi Yppersteprcesten og bragte ham Ebers Hiler og vtste hastn til Bette-stelle Ederö Ring, . . . sont jeg hermed leverer tikbage.« — »Am Mualox fra det gamle Quetzal-Tempel der ogsaa?« spurgte Wangen. —- »Nei-« — Ksongen tog tavs Ringen, fam Huwlpa ratte, og bew dede ham ved Haandsdeveegelfe, at han stulde fortsætte. »J Odervaerelse uf famtltge Pabaer (der var vgsaa mange fta Cholula og Tezcuecy paabegyndtes Osrtngerne. Jsgj rtalte Oftene: der var ni Hundredr. Den hellige Hand lina varede hele Eftermiddagen og hele Natten og nceste Dag, lige til vi drog afsted. Uafbrudt bad de helligeMæns ljøjt En Gang saa’ jeg over mod Axayas Pa«lads, og da Var Pglädsktk Tag pksppcndc fuldt as de Frei-titsche og uf Tlagcalanere.« lKongen og Cuitlahua vekslede et be tydningsfnldt Blik.) ,,Endelig belønnedes Yppersteptæs stens Maja Jeg saa’ ham rive Hjertet ud af Brystet paa et Off« Vg granste Tegnenr. Saa udstødte han et høik Stria, fv’r hen til Huitzils Alter og slckngte Hjektct ind i Jlden; og alle Pabaerne streg, som han, lydt af Gliætde es toede deres Heendet i Bllosdet Derpaa ttaadte den hel lige Mand hen til mig og sagde: »Meld Monteznma, den vise Kvnge, at HwitziL den øverfte af alle Guder, hat fvaret og befaler ham at begynde Krigen. Meld ham frem deles, at han flal viere glad og ved godt Mod, thi Landet vil blive renset for de Fremmede, og de Fremmede vil bli ve givet i hans Haand, at han stal tage dem i Forvaring til Guden!« Derpaa trasadte han hen i Dtøren til det aller helligste Rum sog forkyndte Gudens Vilje. Og saa, Konge, slyndte vi os afsted!« »Lovet og Priset voere Huitzil!« sagde Kongen an dceatigt —— »Held vg Ære Kong Montezuma!« udbrød Cuktlahua Dronningerne og PrinsesseTula lyssede Kon gen-J Haand: ncen Jo knaelte ned, lagde sit Skjold paa Gul vet da bad: ,,Forund mig en Naadiet lad mig, saa ung som jeg er, saa Lov at gaa som Kriger med i den hellige stamp!« Da kom der saa et Spil i Kongens Øjne, som man ikke længe havde fet: »Rejs Dig, Jo,« sagde ban, ,.din an stal blive vpfyldtl Guderne give Dig Starke Da Lykke!« Dervaa vendte han sig vnI mvd Cuitlahua: »Du, Bruder, skal føre Hærenl ngaa Du har hele Tiden vit let, at jeg flulde gaa msod Malinche vg i aaben Kamp la de mine Krigere ftampe til Døde af hans vilde Uhyrer. Jea aav Tid og fulgte Huitzils Bud og lob Malinche ldraae ind i Tenoktitlan. Nu er Fordelen paa v o r Side. Endnu i Dag kan Malinche staff-e sig Levnetsmidler, — saa er det forbil J Morgen stal Huitzils Tromme w Jres. Fra det Øjeblik faar han ikle et eneste Korn ind i Paladset. Prøver han paa at traenge ud, saa drsiver Du jham tilbage i Spidfen for Krigerne, som hemmeligt er ;lslevet famlet i Templerne. J·Nødssfald bryder Du alle EBroerne af, svm fører til Paladfet. Tilsidst maa saa haa de han og hans Folge vg hans vtlde Den fulte ihjel, for tflyve gennem Luften kan de da icklfald ikke! Alle skasl de dø, hver eneste en!« »Stoltere Dag hat Anahuac aldtig fett« svarede Cuitlahua. Kongen stod lidt vg syntes at ovetveje. Saa vendte han sig pludselig om mod Hualpa, som —- siden han var den eneste Tilstedevaerende, der ikke hockte til Kongens Fa milie —- havde fjernet sig lildt, og stod og saa’ besteden ned i Gulvet. ,,Naa ·og J, Fykft Hualp-a,« fagde Mon tezuma, »fortjener da -ogfaa, som Bald mellem den altverg tige Huitzil og mig, en Belsønning. Rang og Ejendom h a r jeg givet Jer, lad mig« (l)an fmilte lidt) »saa ogsaa give Jer en Kone. Der staat hun!« Og til alles For bavselse pegebe han paa Neuetzitr. ,,En vg anden lille Fugl than saa’ hen paa Tula, der stod samtnen med Jo i Die blittet) »har fanget for mine Øren om, at min Gave vil vcere Jer velkommen. Men lad mjg alligesvel sige Jer, at det er et fvrlaelet og lunefuldt Barn, jeg stænker Jer. J stal førae for, at ingen af vore Fjender drager hende bort fra Jer saa lidt som fra vvre Guderz —- derfot givet « Jer l)ende!« , Drvnning Acatlan lod, svm hun var Konaens Vala, Jv og Tal-a var« glade oder bua ofrede det knap not en Tanke: hats hat«-) at han fkulde føre Heeren! Men Qual-M « som om Azteker-Hiinliens Blsosmstetkanb des for han« blugfende rød i An ninasfnld ftirrede han paa Neues Dei var et helt andet Ssmil end et aa S anieren o es tompvar ts?ftede, antrkxk IIIon pat- Tagl men alle de« tylledr. t Tegn wa, at hun sam , » — , f Goktsæites). j i Samlede as Th. Inab, Minuten-out i J Omsiag 20c. Saht-. Boc. D sxxnnellinger eke nye og et godt Udvalg for Son dagwol ækekr. Hakmebog for Höndagssläocen Ubgivet af kittelig Forening for Judcm Mission i Ksbenhavn Kostek indbunden tun 25 Tuns DAleH PUBLlsHlNC HOUSE sit-Am, NEM. que Bøger, som anbefale5: Mikjam Rofcanumo En Jottclling fr- isdiste Krebse. 125 Sidek, i Omflas, 25 Rath ist-bunten sc Senkt Maktytcn i St. Embrer ei out-m- deu ftp-ie Kitkr. 98 Sider, i Omflag D Gent-, indhundeu 40 caus. Martykcrne i den lutherfke Kitte. W» sk. Tysk. 224 smaa Biber-« entbunden i Chitttnqssiud O Eint-. Bkn Hut. Eu pstektquvie Fest-kam ft- xkuu til-. cu Ametitas liebste Liset. If Levis Wallaee m Dunst Des Vilb. Miller. Pris, gebt entwunden-, II.H. Diu Bruders BUT essen-stink, im san-m ein« Oriemen, feengaende og interessant Pan Dunst ved R- s Madien. 174 Sider, i Milch 40 ceutb Herren er mit Skjoldx e- Iowa-»O sp- Imm- » ktiftelige Liv i Ausland 150 S» i Dens- 85e, insb. Me. «Allc Bmm send-g yottofriQ Demnaer liebes iudfeudt kommen , med Bestillingem Frimæikek medic-ges Vom BeMth Danish Luther-an Publifhing Haufe, Bleir, Nebraskq