Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Feb. 21, 1905)
Eu tiae Hectindc. (Sluttet.) Hun ftod lige faa stille, sont om hun havde oceret af Sten. »Jeg tunde have Lyst til at ftyde dig for Panden, din Hets«, fagde Soldaten, tog Vinflatlem drat selv og lod den gaa tundt til Kammetaterne. Heftene ftampede og fnyfte, plaget af Fluerne. Man dene var ttætte af Heden og itte oplagte til at lade sig sinte af det lille, trodsige Besen. ,,Det er bedft, du folget med os til dem, der not stal leere dig at svate«. Han tog et Reb og vilde binde hende til Stigbøjlen, men den anden Soldat hkndrede ham, thi han havde selv Bern. »Du tager Livet af hende, hun er jo tun en litle Pige«, sagde than. »Hun er gammel not til at tale«, sagde den føkste Soldat med en Ed. »Der min Ven«, sagde den anden Soldat til hende, ,.vi5 os, hvor din Fader er, saa stal du faa Lov at sidde ved Siden af niig paa Heften og ride hjem, inden Soten gaae ned.« Hnn tnnde jo have fvaret, fom Sandheden var, at hun itte vidste, hvor Faderen var: men de troede hende alliaevel itte, saa det var det bedste og det sitreste at tic hell stille. J al tin Fokftrcettelse oa Forvirrina var hnn tlar over dette: tnln stutde helt tie. Hvad bun end fande, de slnlde ellers not vide at ndlceaae det til Stade for Fa deren. Da Soldaterne saa, at de inaen Vej tunde tonnne med Barnet, toa en af dem hende op foran sig paa He sten. «Hold dia nn fast i Hestens Mante, hvis du ilte bar Lyit til at falde ned«, sagde han til hende. De tre Rattere red nu langsomt ben over Heden hen imod en stoe B.ygning, en Jnsfanteri-Kaserne, det enesle store Bygningstomplex, der brydek Hedens Entomhed Strats ved Anlomsten blev Palma fort ind til Kom mandanten. Hnn vatlede og tnnde ncesten itte holde sig csprejstz det var, som oIn hendes Lemmer var helt tnuste. »Bei er jo tun et lille Barn«, udbtød Kommandan ten. Derefter spurgte han hende med blid Stemtne: »Er dn Lelio Dolabetles Dattet?« Palma svarede itte. ,,Hvotfok svarer du itte?« Hun blev ved at tie. ,,Hvad vilde dn alene ude paa Heden?« Hnn svatede itte. »Du ved, hvor din Fader opholder sig·« Jntet Svar. Nu tabte Dssiceken Taalmodighedem han var doq baade foeundret og betaget af dette Barn, der nceppe tunde staa Paa Benene as tldmattelse. : »Du toinaek mia til at stkasse dig, hvis du bliver ved at ver-re saa stsasdig«, saade han. Han fortaate endnu vaa alle milliae Maader at over tale hende, men forgæves. »Enten dor hnn eller mister Forstanden, men svarer det got hnn itte«, teenlte han. Soldaten, der bkagte hende, smilte triumferende; han havde sagt til Ossiceren, at det var utnuligt at faa det lille Udyk til at mcele et Ord. Tilsidst iaqde Ossicerem »Ist bende nd! lad en Rott« de visitere her-de, dekefter ital tntn indelutles i en af Cellekne. Det et jo tnuligt, at hnn medbringer noaei steiftligt, en Bested ellec en eller anden Oprørsplan. Men lss hendes Hasnden Zult oa Motte loser not hendes Taostted.« Hans Ordee blev adlydt. Men de fandt intet. Kvirp den stceldte, da hnn trat hendes Klæder paa igen, og gik faa fra hendet Daten bleo laaset, hun tunde saa selv om, om hun vilde sidde eller ligae paa det tolde Stengulv. : Palma var ellers ilte mørteræd, men hun tendte fo; tun til at sove i sin lille Srna i Galakate hka Daten stod aaben ind til Forceldeene. i Hun bavde Lyst til at steige, men holdt tappert igen, i hun dilde ilte. Vel sandt, fotdi hun streg, sit de dog ttte noget at vide, men nejt Ihun vilde itte; det var for hende, I som som hendes Steig vilde taste Stygge paa Fadereng Navn —— nei, hun vtlde holde udl i Saa laa hun der udstkatt paa Stengulvet med Ar-; mene under Hovedet. Hun sorspgte at lade vcere at taentei paa alt det Kryb, der muligvis travlede rundt paa Gnlveti omtting hende. Fadeten havde forresten sagt, at de ogsaai var Naturens smaa Bern, ligelom hun selv. ! Selv for en Mand tan det vcere fvcert not at betænipe Motteraedsel i et utendt Rum; saa man tan itte foklange, i at et Barn ital have den Styrtr. i Hnn meertede, at Tanterne begyndte at btive ntlare,! hun staeloede af Radsel og troede, at nn maatte hun do. l Saa harte hun en Nøgle blive stuttet i Daten, og en’ hel Lysslod stmnmede ind; det var den famme Kvinde,j der visitetede hende, og nu tam bun for at ftiite hende. i «Sig, hvad du ved, taa stal du faa et tigtigt Fest;1 maaltid ogsaa Band at dritte og Vin«, sagde hun. ,,J Morgen tidlig stal du tomme hie-n til din Moder Hvad· tan det nytte at viere saadan en Lille dum, stcedig Pist· Dei ee dtn Pligt at lyde Øvrighedem den stal du lyde.« Kvinden sparede hveyten Trutlet ellec Overtalelfee, men lige ltdt hialp det, Paan var pg til-v stum. » Oele den-des .Leqeme--smertede, forplnt og Mklexced var hun og derttl sultenz inen itte et Øjeblit tcentte hun paa at svige sin Pligt ,,at tie«. »Du er for nng ttl at viere saa forhaerdet«, sagde Kvlnden »Du butde have en Omgang Ris. « Men Patina bitte- lnap, hvad der blev sagt; det fusede see hendet Seen og banlede i hendes Ttndinger. Konen gkeb Lampen og git vted bott, Deren stnel dede hun i efter sig. Attet hetftede et uigennemteængeligt Mitte inde i Cellen. Noget eftet tom Nonen ttkbage med Bett-, Sappe, Fragt og Vin. Vun Gliede det ltge foean Palma men dog saa langt dorte, at denne itte tunde naa det. — »Se, alt det faar du, bvis du sparen« Palma luttede Øjnene for ttte at se, thun ehstede tun paa Daneben I Konen git men tom igen en Time efter; Balken havde ;hun i Haanden. l ,,Vil du itte svare endnu?« Palma rystede paa Hovedei. i s »Det er ugudeligt at scette sig op imod ØvrighedenNs Jsagde Komm ,,Din For er en daarlig Person, han op-i ’hidser de lavere Klasser mod de højere og gaar udenoxnj »Lov og Ret.« » Palmas Øjne gnistrede af Vrede; men itte et Ord »tom over hendes Lcebet j ,,Se!« sagde Konen og viste hende et Glas tlart, srist’ Band, ,,tørftig maa du da være.« ! Palmas Legeme siælvede i Længsel efter Dritten; men« hnn lagde Hænderne for Øjnene for itte at se den. · ; »Naa, saa bliv, hoor du er, din slemine, stumniei ;Padde«, raabte sinnen rasende, »naar det dageg, saa wen-( inier Storpionerne frein af deres Huller og hilser Paa dig.«· l l Atter tnaldede Deren i, og Palma var ene. Hun drei-« ede sia om paa Siden og forføgte at slitle det Band op,: isom Konen havde spildt; men det Var saa lidi, det øgedei anarere Tørsten, end det hjalp paa den. l » Med Møje slcebte hun sia hen foran del lille Gluabul icppe i Mitten; en Maanefttaale stinnede ned gennem det,l eg hun mcertede den friste Luft ude fra den blomftrende Her-. H Lyset i Forenina med den delkendte Duft vatte hende» ligesom til Live iaen. Haabet om Rednina lom op i hende-Z· Trinken Mon det itte dar muliat at trnbe nd ad det lilleJ Vindne? Dei var aanste lille oa sad i alt Fald to Meter oppe over hendes Hoved l Palnia oentede inaen Staaniel af sine Voatere. Hun« havde hart saa meaet hjemnie, naar bun lyttede til Fade-! rens Samtaler med nnae Mcend. Hirn bavde hort siae, ais Politimyndighederne tunde gøre aldeles som de syntes overl for en Fange, scerlia politäste Forbrndere, oa hun som ers Datter af Dolabelle, ljnin tnnde Vente alt. Maaste dreebsl te de hende i Fænaslet eller lod hende sulte ihjel. J altl Fald Ur der Storpionerne, som sinnen lovede stulde tomme frem i Dagningen. l Glughullet saa rigtianol noget sncevert ud: men html var jo saa tynd, og hendes Dragt fyldte itte meaet. Der var ingen Ting i Cellen, som hun lunde bruge til at kom me hsjere op ved, men i felve Muren var der Redner oa Ujstetmheder; et Sted var der endog en Jernlrampe. Mons hun turde dove at tlatre op? Hun havde været flink till Gymnaftit, men hnn folte sig svag og udmattet af Sindzils bevægelse og Sult. Hvad der var udenfor Muren, oidlte. hun slet itte men haabede, at Heden var udenfor, men maaste var der en Mur udenom Bngnkngen paa denne Side. s Den Vished, at hun itte tunde vente Hjcelp as noaen,i anfporede hende, hun maatte for-siege l l Hnn satte Faden mod den sorste fremsprinaende U-« jævnbed oa sorsøate at bore Nealene ind i en anden højerel —eppe; tilfidst lyktedes det hende at faa sat i Jerntrampemi oa nu tlatrede hun højere oa højere op, omtrent som naar Spætten llatrer op ad et Trek. l Maaneftraalen saldt liae paa hendes Ansiatx hun fitl mere oa mere Mod. Flere Gange var hnn liae ved at flin pe, men hun borede atter Fingrene ind i Murrevnerne,l saa Blodet sprang og lob hende ned ad Arme oa Fsødder. Tilsidst lyttedes det hende at faa fat i Karmen om Ging lnillet Hirn ftal Hovedet gennem Hullet og tlemte Oder troppen ncesten iaennen1. Nu tunde hun se Heden nedenfor. Den dejlige srifle Luft sloa hende E Mode, men bun sad llenit fast som i en Struestit. Mon det var mitligt at femme helt iaenneni, og naar bun saa faldt — som him jo maatte paa Hodedet - — men om hun ogsaa bade-, det var dog bedre end at lslive her og lide Kvaler, on lntn undslap da i hdert Fald Forfølgerne Vende sig her i Hullet tunde hun itte der var itte andet sor, hun maatte slide sia igennem og lade sia falde. Hun gjorde sia saa snial som mulig, og tilsidst, da hendes Knie var i Hojde med Karmen, tabte hun Ligevæaten oa --- faldt til Jorden. Til alt Held saldt hun i en Bunte tørt Grces og Lyng, som afbodede Siedet Nogle Minutter laa hun som helt bedøvet. Da htin atter helt lom til sia selv, prøvede hun at rejse sig —— det lod itte til, at der var noget i Vejen med Lemmerne. Hun rettede sig i Vejret og tastede Blittet udoder og opdagede da, at der intet var mellem hende og Friheden. Opover og bagved hende løftede Kasernens høje Mure fig, men foran laa den aabne Heda Hun horte Hundealam sra den modsatte Side af Bygningen, og sinnt hnn var medtaget og sortumlet, styrtede hun over Grcesbunlen og ind paa Heden. Hun sprang fremad, saldt sog rejste sia men fortsatte sin Bej ind gennem den hoje Lyna, idet hun baade med Heender oa Fødder værgede sig mod de hvasfe, lnasede Kviltr. Hun havde tun Tanle for sin genvundne Frilnd Maanen steg høiere paa Himlen, Stiernerne tidrede; maa sie var der gaaet flere Timer, hun vidste det itke. Mild sclia væarede Benene sig ved at bære hende; hun faldt til Jorden, og det var shende umuligt at rejte fig, hun laa der som en Fugl der er truffet af en Sten. Lyngen sinn gede sig om hende og gerate hende saa godt, at da Solda terne, der var ude at lede efter hende, red lige forbi Ste det, opdagede de hende itte men saa itte andet end den lliltnnstrende Lyng, oplyst af Maanestraalerne. Lyngen bestyttede hende, som om den paa denne Maade vilde gen geelde hendes Kerlighed, og Natieng lygsty Den svcermede onitringchende uden at gsre hende ondt. » Padderne drat Dag, den brune Ugle jsog omtting efter Fuglereder. Det lille Sag af Taarnuglens og Flagermu send Vinger hsrtes gennem Stilheden, medens Barnei laa der uden Bevisthed som en ded. Ved Daggry tom en gammet Mund fra den Iiire Si de: han trat et Mulcseh belastet med store Kurve efter »sig. Manden var ingen anden end Jdaliecio, der havde fortrudt sin Frygtsomhed. Stmt han allerede var paa Bei til Olmofloden, var han vendt om, havde taget sit Mute-sei ud af Statt-en, redet hen til det Sied, the han havde trussei Dolabelle, hat-de nn igen trusset dam, advaret sham mod at tage til Galarate, men dertmod faaet ham til ftratg at gaaover Splygen ind i Soweit-. Eiter nu at have hjulpet sin Hast-and var han paa Bei hiem til Cardona. For at have Paastud til Farten gennem Heden havde han fyldt Kurvene med gult Sand Stien, han gik, førte lige forbi, hvor Palma lau, og idet Mulasselet naaede dertil, bøjede det Hovedet mod Jorden og lod here en klagende Lyb. Jdaliccio standfede for at se, hvad der var i Vejen og tendte straks Leliog Dotter og sforstod ogsaa strats, Ehvorfor hun var her. Førft synes han, det saa ud, som hun var død, men da han lag-de sin brune Haand over hendes Læber, mærtede han bog heu des varme Aandedræi. Et Øjeblik stod han tvivlraadig, men saa hceldte han Sandet af Kurvene, tog sin store, brebbladede Kniv og star et Knippe Lyng, som han lagde tvceks over Mulæfelets Ryg mellemKurvene, løftede Bat-net op og lagde hende var fomt paa Blomsterbaaren, tog faa et Reb, som han surrede Um Kurvene og bandt hende fast til Mulæselets Ryg. »Staktels lille«, tæntte han, »hun hat altid holdt saa meget af Lyngen«. Saa skar han endnu nogle Kvifte, som han lagde over shende fsor at stcerme mod Solheden. Han maatte gaa gansie langsomt, for at hun ikte stut de glide kred, saa det var næsten Middag, da han naaede Galarate. »Det er min Sonnedatter, som jeg bringet til Sy gehufetx hun er kommen til Stabe ude paa Gradanacca. Hun hat flaaet Hovedet og er endnu bevidstløs.« Denne Fortlaring fik Toldsbetjentene; de kastede et Blik paa Pigen og lod ham faa pasfetr. Sau førte han Palma hjem til det gamle, hyggelige Hug. « Flere Daqe varede det, Enden Palma vaagnede op of sin Bevidstløshed, og da laa hun i sin egen lille Seng, og Elktoderen hsoldt henbes Haand. »Im fvarede ikke et Ord!« raubte hun højt. »Sig til Far, at feg sagde ikke et Ord.« Silvia Dolabelle iyssede hendes smaa, faarede Fødder. I —( O )———— Blækklattm ,(Fra Engelst i »M’s Sbl.«) Jea tror itke, at jeg i fern oa tyve Aars Alderenl var dummere, mere letsindia eller mere sentirnental endl de sleste andre unge Mennester, fordi jeg var bleven gre ben af en stcerk Lidenstab for Laura Reval, en smuk Sim spillerinde. Hun var adslillige Aar celdre end jeg, og som de sleste andre as sit Kon, syntes hun soerdeles godt om at blive beundret. Jeg var, som sagt, en af de mange unge Mænd, der svaermede for hende oa adlød hendes mindste Vinl, som om hun var en Dronning og vi hendes lydige Un: dersaattet. 1 En Tag maa jea imidlertid have sølt mig greben as en stcerlere Sclvstændighcdsfølelse end ellers; thi da hun sorlangte en Tjenefte as mig, der itle suldstcendigt stemme de overens med mine Beareber om Ære og Pligtsølelse, verarede jeg mia ved at ndsore den. Lanra, der havde etl meget hestiat Sind, oa Vel sagtens følte sig ovetraslet ved min Vcearing, da jeg jo havde begaaet Daarskaber i Tu sindtal sor hende-s Styld, ertlcerede, at hnn aldrig vildeI se mia for sine Øjne merk. Jeg tog al den Stoltlyed, jeg; var i Besiddelse as, til Hjcelp og lod hende Vide, at jeg tlle slnlde falde hende til Besvckr paa noaen Maade heres ter, oa jeg stiltes sra hende med det faste Forsaet at for lade London med ntin saarede Keerliabed og muligt saa Vuat med mine Fnlelser for den snnctte Stuespillerinde. Medens jeg udtastede da atter ovaav den ene Plan es ter den anden, totn jca med et til at tcenle paa min Bedste moders Godg nde paa Landet. Det var Inanae Aar siden jea baode vceret der, oa nden at strive et eneste Ord om, at jea tom, pattede jea min Kuffert oa rejste bort sra London Jea solte Inig nn eaentlig itte meget ulyktelia; thi jeg tcenlte, at under de nuvakrende Omstcendigheder tunde jeg Inaaske aøre Inere Jndtrnt paa Laura ved min Fravcerelse end ved min Ncervcerelse. Laura vilde saone mig; hendes Egentærlighed vilde føle sig saaret ved den Opdagelse, at jea var i Stand til at nndvcrre hendes Selslab, og i Løbet as nogle Tage vilde hun not sende mig en Billet med Anmodning otn at vende tilbaae. Mit Komme valte den største Forbauselse, da jeg ndentet traadte tnd i nItn Bestemoders Salon, medens Selstabet var forsamlet der efter Middagen. Jeg traf der min Bedstemoder, min Tante oa adstilliae unge Kusiner, som jeg ikle lhavde set siden de var »Besten« Jeg kyssede dem alle sannnen, tndtil jeg stod over for den sidste i Ræklen, en høj, slant, una Piae, som man fortalte mig var Na talie. ,,.L)vad for nogetP Er det den lille Natalie?« udbrød jeg oa kyssede ogsaa hende. Men i samme Øjeblil fit jeg et saa trafttgt Slag paa Rinden, at jeg fo’r tilbage med en vis Fari. « ,,Men Natalie dog!« udbrød min Bedstemoder i en bebrejdende Tone. »Clarence er jo din Falten« l ,,Det er mig lige tneget, hvad han er,« svarede Pi gen heftigt og gned Kinderne med sit Lommetørklæde. ,,Jeg vil ille lade mig kysse af hvillen som helst ncesvis Fyr, der findet paa at kalde sig min Fætter!« l »De lan ocere rolig for, at det er baade sørste og sidste Gang, jeg har gjort For-sog derpaa,« sagde jeg stødi. ,,Hvad mig angaar, saa afstaar jeg gerne fra enhver For-I drtng paa Slægtslab med Dem« ,,Saa meget des bedre. Jeg hat vtrkelig ingen Lyst til at talde alle og enhver min Feetter.« Bedsternoder afbrod os heldigviö, og jeg fjernede mig sammen med hende, medens jeg tænkte paa, hvor ubehage ltgt det var, at jeg stulde vcere fammen med denne hidsige, uopdragne Ptge maaste t flere Dage. Jeg havde esterladt min Adresse i min Bolig i Lon don. Breve og Aviser blev der-for sendte efter mig; men det Brev, jeg langtes efter, kom ttke. Dagene gil, og jeg fslte mtg mere og mere nervsö og ulykleltg; hver Dag ven tede jeg Postens Antomft med feberagtig Uro, og hver Dag stussedes jeg i mtt Haut-. « Min Kusme Natalie tnteresserede mtg for Resten ttle saa ltdt; men det var mere Nysgerrtgthed end noget ander Hun lod til at være en saa forunderlia sammensat Natur-. Mod alle de andre var hun god og venltg, og naar hun var sammen med Bern, var hun munter og lysttiz II en Gang overtastede jeg hende, mens hun sad alene its Lcenestol ved Jlden, og da laa der noget sprgmodigt as trist i hendes Ansigtsudttyk og hele hendes Skitkelse. Der ivar noget sælfomt dragende i Blandingen as Baknlighed og udviklet Kvindelighed i dette Ansigt, pas hvilket Jlden kastede sit stærke Genskin, og jeg kunde illt tilbageholde et Sut ved Tanlen om, hvilten gvd Benin :hun kunde vcere bleven mig, dersom hun ikte havde fil lsig saa vpdetig fokuærmet ved den fattekrige Hyldest, jeg Lhavde bist hende. ) Dei ufkivinige Sus, jeg havde udstpsdt ved Syuet at "«l)ende, svatte hende af hendes Drømmerier. Hun saa sit o1n, og saa snart hun sit Øje paa mig, fors·vandt det mskle Udtryk fra hendes Ansigt og gav Plads for det, hun ist ’mindelighed antog, naar hun var sammen med mig — et Udtryk fuldt af Modvillie og Foragt. Jeg følte mig nu efterhaanden mere og mere ulyklelig da jeg stadig ikte hørte noget fra Laura, og Natalie maatte have lagt Mærle til min Sindsstemningx thi hun begyndte lidt efter lidt at vife fig venligere imod mig. Jeg msdte hende paa Halvvejen, naturligvis med stor Forsigtighed for ikte igen at gøre hende vted, og hvad ingen af os vist havde tænkt fig kunde ste, blev lidt efter lidt svirkelig Til faeldetz vi glemte vor Uvenstab og blev gode om end itke for trolige Venner. Paa denne Maade var der forløbet tre Uger, og ns fyntes jeg itke, jeg kunde udholde det langem Jeg befliss tede at strive til Laura, tage hele Slylden paa mig for det, der i Virteligheden var hendes Fejl, og bebe hende one Forladelse. Det faldt mig meget svært at gøre det, og jeg stammede mig felv over min Yntelighedz men jeg var i en saa underlig ulyktelig Tilstand, at jeg fyntes, jeg paa en eller anden Maade maatte ud af den. Jeg satte mig ved Skrivebordet ind i Biblssotheket og nedstrev mit Fortvivlelse, min Kærlighed, mine Forhaabninger; alt. hvad Ungdommen lægger ind i den Slags Breve, fandtes der: Undsiyldninger, Løfter, Eben Brevet var omsidet fcerdigt og undertegnet med mit Navn, da —- ved en Stcebnens Tilstikkelse faldt Pennen nd af min Haand os dekorede Siden med en vceldig Blaekklat, lige under Nav net. « Jeg kunde -ikke lade vcere at udstøde et fortvivlet Uds raab. Hvordan kunde jeg dog strive alt det om igenk Kopiere disse Sætninger, der, saa at sige, var strevne met mit Hierteblod! Jeg føgte fortvivlet efter en eller ande Ting, hvormed jeg kunde borttage B.l«cekklatten, men fandt intet, der fuldftændigt kunde hjælpe mig. J dette Øjes blil kom Natalie ind i Vcerelset. ,,Natalie!« udbrød jeg i en højft fortvivlet Tons-: ,har du noget, som jeg bruge til at borttage den Blat tlat med? Et rent Trcekpapir, en starp Kniv eller nogei lignende?« »Jo, det hat jeg,« fvarede lhun bered«villigt. Hun tra! en Skusse ud og fremtog en lille Kniv med Perlemoderss stafL ,,Lad mig gøre det,« sagde hun »jeg har god Øvelss i den Slags Ting.« Hendes Tilbud blev gjort med stor Venlighed, og jeg rejste mig derfor hurtigt for at overlade min Plads til hende. Hun lagde omhyggeligt sin Haand over, hvad jeg havde strevet, som for at ftjule det for sit Blit, og begyndtk derpaa at arbejde paa Papiret. Jeg ftod bag ved hende os betragtede hende. var var hendes Heender bog smaa! sSolen stinnede ind gennem Vinduet oa faldt paa hendes Haar; det glimrede formelig som Guld i Solstceret. Hm blødt og fint det var! Jeg tom plndselig til at tcenke pas et andet Hoved med kunftigt farvet Haar og pudret Ansigt Jeg følte med et saadan Lcengfel efter at fortcelle Na talie, at hun ejede alle de Egenstaber, en elsielig, sod, uns Piqe burde Vcere i Besiddelfe af — da hun pludfelig fo’t op og stirrede vaa mig. »Dersom jeg havde vidst, at det svar saadant et Brett-« udbrød hun, ,,l7-avde jeg ikke tilbudt at hjcelpe dig·« »Og dersom jeg havde vidst, at jeg ikke kunde stole paa din Ærlighed, havde jeg ganste bestemt ikke modtaget di .Hjælp,« svarede jeg. Hendes Øjne lynede, og hun udbrød med en Stern-an der dirrede af Brede, men som tilsidst ncesten sank ned til en afbrudt Hvi.sken. »Jeg —- jeg kunde ikke undgaa at lasse nogle Ord. Min Haand gled en Smule til Siden —- lidt efter lidt — og jeg faa Slutningen paa -B.revet. Jea — jea synes, d burde have ladet os vide, at du holdt af en anden, og -——« Hun ftandfede; det vrede Udtryk gled bort og hun saa Pa mig med et bebrejdende Blit. Derpaa harte jeg noget sou en nndertrnlt Hallen, og hun ilede ud af VcerelseL Jeg"stod som forstenei. Greben af en Strøm as fu virrede Felder saadanne, som jeg aldrig før havde sent-. tog jeg Brevet, rev det først midt igennem og dervaa i mange Styller. Efter at have kastet Stykkerne i Jldsk tilbraatc iea Eftermiddagen med at spge i hele Hufet estrt Natalie og fandt hende timde Svnet af en Blækklat faar nu altid mit Hjette til sk bunte starker-: — af Tatnemlighed. Gode Besser-, fom anbefalcs: Wurjam Rosenhaumo En Fort-Mag fra jsdiste Krebse 125 Sider, i Dmilag, 25 Cents, indbunben IV Ermi Maktykcn i St. Andtcws. Etwa-defi- veu — Kirkr. 93 Sidet, iOmflag 20Cents, inbbundtn soc-. Mattyreme i den lutherfke Kitte. Mspk » Tyik. 224 smaa sider, indbunden i shiktingsbind 40 M Bett Hut. ci- siuktsnvst Fort-sin- ika mass-tu cu Ametikas bedste VII-n If Levis Walten pu Deus I Bild Willen Pris, gebt ins-buntem tust-. Din Bruders Blod. en z»2«ui..g, w »in-«- cis-« Orient-n, sengflende og toter-sinnt Pan Dunst us U. I. Mal-fein 174 Gib-n l Omstag, 40 Eint-. Herren er mit Skiolvo En Jortclling, iom still-m I kristelige Liv i Ausland Ist) S» i Durst· Böc, indb. soe. Boger sendes part-Mit Betaliimen bedes inbienbt samme med Vesiillnmen Funur fes uns-New spsu spatan Daniih Lutheran Publishiug Houie, Blau-, Nebrastq