En lille Heltinde.
»Du maa ikte svate et Ord, Palma, hvetn der saa
spstger«, sagde hendes Moder. »Du stal ikke sige Man-d
hed, men du behpvek heller ikle at fiottælke dem Sandheden,
hvotledes dei for-holder sig. Ti bare stille, hvad der end
stet, og hvad du faa end heter. Fotstaar du mig, du
tagte lille?«
»Naturligvis for-staat jeg«, svarede Palma.
Hun var kun 10 Aar men hisj af stn Alder, slanl og
smidig med blondt Haar af den sætegne klare Farve, soisc
Paul Vetonesens Engle. Hendes Hud var som Sneen
paa Lombatdieis Alper, naar Solen overgydet den med sit
Rosensbæsr. De mørte Ljne under de sinc, lige Øjenbtyn
saa paa Fall med et fast og kaelt Blit.
Palmas Svar lpd lidt lvri. — Msoderen saa dein-n
ret paa hende.
»Din Faderg Liv ligger i dine Handek«, hviskede hun.
Palma nillede. J hendes Øjne lom der et utaalmo
digt Gliint, sokn ocn hun iænkte: shvorfor tale saa længe
om det. Hun var ei Batn, som tun sagde lidet.
»Von dog ikle faa lold og uvenlig, min egen lille«,
mumlede Silvia Dolabella, »det er fvceri for mig at lægge
en saadan Bnrde paa dine Simer saa ung som du ek.
Mit Hjette er bristefaerdith
Palma sit-g det lyse Haar fka Banden. »Jeg er lille,
men jeg er stært Du behøver ilte at ivivle paa mig - —
det gar Fadek aldrig.«
»Im tvivler ille paa dig, mit Barn«, svarede Mo
deren, ,,men du er som en lille Bronceengel saa lold Ia
baatd. Tages jea dig i mine Arme, er du lold som II
-—-- ille sorn andre Bprn Du er ikte imod mig som imod
Far. Du elfler ham højere, Palma.«
Moderen brast i Taarer. Batnei kodmede men spa
rede ille ftraks.
Lidt efiek sagde hun: »Bei er paa en hel anden
Maade, men jeg holder ogsaa af dig, Mama. Dei er bare
det, du vil, at man flal sige dei, og det plager mig. Saa
danne Ting behøver man ille ai tale om; dem gemmer man
dybt, dybt nede i .L)jeriet.«
· »Du et et underligt lille Besen, det er, som om fea
ille lan naa dia«, sagde Modeten med ei Sul. »Du bar
vasret med i alt for meaet —- hørt og set saa mange un
derlige, fskaelige Ting, alt fcr meaei for dine Aar, du,
fotn dutde lege og vcere glad fotn Killingetne og Lam
mene.«
»De Stettin-, som blive hangte op paa Ssm oa der
maa blsde sia til døde.«
Palma havde fei· dem hænae saaledes i de insrke
kælderlignende Bodet i hendes Fodeby. Om Natien hør
te hun i Dromme deres llaaende Burgen. Siden den
Tid var hun ille at formaa iil at spife Lammelød Mode
ten lo bake af heade, men Faderen faade med sin smulle
Siemnte:
»Bei et riaikai, min lille Pige«.
Dei one i den gainle lnikeliqe Tid —- en Tib, der fo
telom baade Moder og Born at liqge langt, langt tilbaqc
« Tiden inden Delio Dolobella blev arrefieret s-— da de
endnu levede lnlleligt stimmen i Galnrata i det kam-,
gamle Hug, der stammede fra det trettende Aarhundkede.
Dolabello dar endnu en ung Mand. Han havde
nistet siq lidliq med en imni on god, men ille videre for
sinndig Piqe »Als Leoevei oar lmn AdvolsaL men heie
hans Sind oa Hjetie vor opfnldi af Sorg over de iunae
Kant, hvornnder Follei stiliede, og of Jver for at brinqe
dem til at hige efier bedre.
Hans sinnlle Zkittelfe, nahe Ansiin og klare, mnsi
kalsie Etemme out tendi oq elsiet over hele Proviner, ja
over hele Lombatdiet.
En ulnkleliq Daq blev Politiet opmasrlfom paa en
Tale, lion holdt ei offentligt Sied. Saa var Feeden farbi
Det vor dcm den Tid at Francesco lfrigvi med brutol
Voldsomhed gjokde de gamle Udvisningslove gældende
igen. Lverali bleo der opreitet Fleigsraad og Dotnstolc.
Fængslerne fyldteg af unge Mit-nd hvig eneste Brpdc
Var, at de havde orosteret niod disse Lode.
Dolabello blev samtnen nied fleke andre af Byenz
Botgeke atresierei. Anllagen mod ham lsd paa, at han
ved sine Taler havde ophidfei Follei til Klassehad og Op
tsr mod Dotigheden
De havde von-et foa lyllelige i dei gamle Hieni. Vel
havde Huftru og Born endnu Tag over Hovedei der idei
kæte, gamle hyggelige Has, hvor de smalle Vinduek tun
iillod et sparsocnt Lys at falde ind paa Bæggens Insec
malekier. Deren var tung, hvælvet oq jetnbesiaaet, og
den incegtige Stenttappe gil lige hen til den hoje Mur, der
indhegnede den viimtakte Hade, hvor Trceernes Kronet
greb ind i hinanden, mens Stammekne var overgroet af
Slvngplantet og Mos.
Men hvad bjalp dei ali, naar han, der var Hjeinmeis
Solstin og Hier-seiten Husbond og Vern, ille var der
og aldeig mere tut-de komme det.
Hans Stridt siulde aldrig mere cyde paa den gamle
Stenbw udenfor.
Aldrig mere siulde Palma sidde i Krogen ved Bindu
et og speide efter, naat han lom hieni.
Ser om det lylledes hatn at stippe nd af Fængslet,
hjem lunde han ille komme; dette vidste Palme, og den
Bished var altfot tung at bete, hun, som dog lun var et
Born, maaite gaa med denne Sorg gennem selve Dsdss
siyggens Dac.
»Fa’k dar fo ille gjott noget ondt,« sagde hun til en
Ven af Feder-en
»Den hat elsiet sine Medmennester,« svarede den
gamle Garibaldist med Villers-ed »Der sindes iniei Dnr
san utalnemligt mod dem, der bar taget lig af dei —- sna
lavsindei sog lau falllt som del mennestelige Vilddyt.«
»Jeg forstaar det,« sagde Palma med sorgfuldt Al
voe. Dei vat, sont om Aarhundredet var rullel hen over
dette Batn.
hun iænlte paa den folrige Dag, da hun og Fadeken
fod samtnen i Haben —- da Poliiibeiienten uden nogen
Fortlaring lokn og bemægttgede siq hans Person, lænlede
hans Hundes-, medens en of dem holdt en Pistol reitet mod
hanc Tini-ing
«Hvad er min Bis-dei« spurgie han, men sil lun
Stældsord til Svar. »Bei-r iile bange, min lille Pige,
det maa være en Misforstaaelse, om nogle Timer er jeg
hjemme igen.«
Sau blev Dolabella sliæbt ud, og Havedsren lutiet
ssor Barnet. Andre Betjente havde undersøgt og forseglet
Dolabellas Gemmer og Papirer.
Men han kom ille igen, slønt der var gaaet baade
Uger og Maaneder siden den Dag: Slet intet havde do
hert fra ham selv, tun rygteviö gennern Venner og den
srisindede Presse havde de hort, at han var bleven ført
bort til en anden Proving.
Moder-en folgte sine Smyller, det gamle antille
Ssolvcervise og andre Ting. Vengene sendte hun til en
Advolai og bad harn føre hendes Mands Sag. Men
Dolabella var piolitist Fange. Han fik iite Lov til at have
en Forsvarer, i alt Fald blev det en, som Krixisraadeti
Valgte dertil.
Hverten Palma eller Moderen begreb ret meget af
hele Historkem de sorgede og grard i deres Enfomhed —
Slægt og Venner saa de itke noget til.
Alle Galarates Beboere vidste, at Dolabella var u
siyldig —— men de vidste ogsaa, at han var anklaget foi
samsundsstyrtende Jdeer oa oprørsle Taler. De vilde ger-l
ne hjrelpe hans Hnsiru og Dotier; men hvor turde de? de
iunde jo let selv komme i Ulylte.
En daarlig Regering virter som Gift i Foltets Blo:,
den ødelægger detg Marv oq qør de modiaste Mcrnd til
Krystere. i
Overalt tror de at se Spioner, tør ikle gore et Siridts
eller sore en Samtale «- for allevegne rasler Sabler fort
Ørerne. »
Da Silvia Dolabella i Palmas Ncervcerelse talte oms
at denne Sorg oa lllylke itte var kommen over dem, hvii «
hendes Fader havde tcentt Paa sit og deres Velfcerd i Sie s
det for at blande sig i andre Mennesiers Anliggender, das
itirrede Palma paa hende, oa Øjneneg stumme Sprog
sagde tndelig: »Du er bang Hustru, jea hans Bach vi til
høre imm: ian vi da itte opføre es, saa vi er ham verdiae.«
Silvia suilede. Hun iurde iite sige Inere, men hun
tarntte: ,,Hvad har han egentlig udreiiet med al sin Vei
talenhedx andre unae Mænd er oasaa kommen i Fee-nasses
paa Grund as hans Jndflydelse over dem.«
Silvia elslede sin Mand, men bun blev bitter, naar
hun teentte Paa deres odelagte Lnkie. Hun var endnu una,
var tiselvstcendia, oasaa noaet nydelsessyg, hun syntes, hmi
bavde niistet alt for meget; baade Mand, Beistand vg Om
ganggkreds.
Den lille By Galarate bar ilte mere den Slønhed,
den ejede paa Viconiig og Caraccioleg Tid. Fabrilker osi
moderne Bygninger har reist sig hist og her og sorftyrret
Harmonien Doq findes der endnu sredelige Boliger i ne
lsel aniit Stil -- som Dolabellas — og nu som den Gang
breder sia omlring Brien den store vilde Hede bevolset med;
en Zlaas Lyna, der paa Foliesproget laldes el-Brua. »
Om Byen end er aldrig saa teet indsdøbt i Gastaaae.
da Røa fra Fabriksstorsiene, om der er not saa mater-»
Stojen og Raaben paa Gaderne intet as dette naar des-g
nd daa Herden, der iiiceries tun Triften as Lvng oa Tini un
ca bestieg tun Fualetvidder da Vinaefus. »
Derude havde Palma og Faderen tilbragt mange Ti- s
mer: han søgte berud for at arbejde i No, her flrev »du-n
lldiast til sine Faredrag. Jngen kunde som han saa seist-s
lig Byens Smaaboraere i Tale. Jan talie til dem paa;
ieres eget Eprog, den underliae, velllingende Dialekt, som!
itte forstaag ai andre end dem, der bor indenfor Gewinste-i
ne til den Landstrrrinina, Ver en Gang udgiorde dei ftore
tiagrtum Sevriuin
Dolabella var en atademift dannet Mand, men ban
eliiede sit Folts Sprna oa boldt det i Akte, og han forlang
te, at detie Eprog stiilde vasre Grundsproget i de ossentlkget
Stolen Dolabella ioritod Follet i Bven oa paa Landen
ca ban forftodes af alle, ogsaa af Banden langt ude fra,
der tom for at scelge sin Raasrlle, sit Ho eller sine Druer,
seg som ellerg iile forstod at tale med nogen, ilte en Gang
iorsiod Minaneserdialektet.
Ogsaa Palrna sorstod Sproaet, oa derfor hed Heden
for hende slet og ret el--Brug.
Nesten altid gil hun ined en lille Lyngivist i Baslteiz
inde i Byen inindede den hende om Hedens vidistraite·
Bloiniierhav og sriste, gennenitrcengende Duft, den klare,
helfe Himmel, om Hagen, der iejlede oppe under Sinerne,
om Lakeien, der byggede sin Rede i Lynaen, og om Haken,
der gnavede de unge Sind.
Mederen gil ille med ud i Hedenx hun iedede sig, naar
hnn var ridenfor Byens Gader. Nu, da Palma var ene,
sit hun itte Lov til at gaa derusd, sksnt hun forsikrede Mo
deren, at hun lunde finde Vej derude, var det end matt
Nat.
Hvor liun dog lcengtes ester Heden, esier dens En
sornOhed og dens Frihed Hver Morgen maatte hun folge
nied Moderen hen i St. Pietro Kirke for at bede for den
sangne Fader, men Palma ansiede, hun tunde bede for
ham ude paa Heden,«der troede hun saa vist at viere narr
mere Himlen
De lange, sørgelige Dage slæbte sig hen uden nsogen
Underretning sra Faderen.
Politiet havde tradit; de gik ud og ind i Husei, ganfte
som de bavde Lytt, spejdede i Krogene og lagde Beslag paa
hvert Brei-.
»Og endda undres de over, at Mennester bliver A
nartistet og Mordere«, inumlede den garnle Garibaldisi.
»Bei var ille sor at opnaa de Resultaten vi teempede mvd
Milaneserne —- dengang da Garibaldi sra Via Arnellas
Balle-n roste os frivillige for Arnellas seinte Regiment. «
Palma lendte nsje den Tids Historie; hendes Farfar
rig to af hans SInner havde osret Livet i Frihedstampem
ingen vidfte, hvor sderes Grad var.
Hendes store melaniollie Øjne saa med et saadant
Had paa Politidetjeniene, naar de git vg spejdede i huset,
saa disse tilsidst merkede heut-es Hab og sleeldte hende ud.
En as dem mente, at det allerbedite var at give denne
chevleunge et Reh orn Hallen-—- nren endnu havde de io
iiie Tilladelse til at ilagte Bien, stsnt ——— mente han —
man maa jo udrydde Hugorme, hvorsot saa ilie Anarlists
og Sociaiistastotn
En Dag lom Aviserne med den Gfierretning, at
Dolabelle var stygtet sra Fængslet i Milano.
For Palma var det ssom et Englelrudstab; hun sagdel
itle et Ord, men shendes Ansigt straalede, saa Politiet,
som nu sordoblede deres Paapassenhed, sagde til hintan
dre: »Dein lille Udyr ved silkert, hvor han er.«' Men de
vidste intet. Ferst om Natten inde i deres Ssoveværelse
turde de vsove at hvisle. »Bi faar nol Bested fra Team
maaste saar vi ham at se; han vover hvad soin helft for
at se os — om han da er i Live.«
Palma tæntte. han var ude paa Heden, baade han
og hun lender utallige Stjulesteder der, baade Huler og
nnderjordiste Rum sra gammel Tid. Derade kan han
langt borte sopdage Fjenderne og stjule sig for dem, om de
sogte efter hom. Jsicetr tcenlte hun paa et Sied, hun Og
Faderen havde opdaget: et lavt Rum eller Kælder, stjult
as Lyng og Tornetrat; derude Ohavde de ofte spat Ly,
nanr Middagssolen bagte alt for stærtt.
Hun tænlte itle paa, hvor utroligt det var, at han
var naaet saa langt uden at blive opdaget, nej, hun var
vant til at tcente sig Faderen som den, der lunde ndrette,
hvad han vilde·
En Nat wettede Moderen hende. En gainmel Mand
Jdaliccio havde vceret der; han havde truffet Dolabelle
nde Pan Hedm Jdaliccio var en Bonde, der boede paa
ei Landfted, Dolabelle ejede; det laa i Carena, en af de T
smaa Bner, der laa oed Graenserne af den ftore Heda Han
var en tnrvelig aaminel Mand men havde et godt Hjerte
og holdt nieget af jin Husbond Han haode længe været
bange sor, at denne Veltalenhed tilsidst vilde bringe has-n
E Feenasei. ?
Bsarnets Ansigt straalede; men hun blev ikke over-»
rastet, hnn vidste jo, at tidlig eller sent vilde Faderen
tomine ud paa Heden.
,,Hertil tot vi dog ille lade hani komme, her er jo Po
liti baade Nat on Dag. Hvad stal vi dog got-e s -«, Sil
dia brast i Thestig Grund.
Glæden sorsvandt sra Palmas Ansiqt; nej, hertil
tnnde Faderen ilte komme; her var iite niere et Hieni, lnn
et FængseL hvor Politiet gik og kom.
»Nimm maa gaa til ham og sige, hvorledes det staat
til her. Vil Jdaliecio ikke?«
,,Nej«, svarede Silvia grcedende, »den gamle Staktet
ei helt sorstrceint over, at han hat vovet at brige os Budeix
han er flygtet til sin Broder, Fiskeren i Olmo. Din Feder
liavde ncesten strasmt Livet as hain, da han i Møtket rejste
sia on lige formt ham ude paa Heden.«
»Hvad sagde min Far?«
,,Knn dette: gaa og fortæl min Hustru og mit Bam,
at jeg er her og vil sorsøge at naa ind til Galarate for at
se dein, inden jeg gnar over Alperne.« ’
»Gar- over Alperne?«
»Ja, det er den eneste Vej til Frelse for ham.«
Palmas Ansiqt fik et endnu smerteligere Udtrnk: hun.
ind ret op i Senqen med vidt opspilede Øine· !
»Lad niiq aaa'«, sagde hun tilsidst.
»Du anei til Heden?«
Den staltels Moder grad endnic stærkere og bnd og
befvor Madonnn at hjcelpe.
»Tys, Manto! Folt lan høre dig nd paa GadenY
Jo, ieg vil eina, jea kender Grndnnacca liqe san godt som
dn tender din Plads i Kirlen. For hat gemt sig i vor
qctmle Hvælving, det er jeg vis paa.«
Tilsidst sik bun sin Villie; men Moderen sagde til
liende: »Du er sont en Marmsorsiatue. Du knuser mit
Hierte.« .
anen as dem sov den Nat, men lyttede ester hvet
Lnd ude fra; hoert Øjeblil troede de at here hnns Strin
nde paa Etenbroen Men det var tun Regnoandet, der
drnppede sm Renden over Inventuren
Pnlina laa oq stirrede uden at sige nogetx as og til
gled bendes Blit hen paa Moderens Ansigt med de rød
grasdte Die-manch Hnn selv saa rolig og bestemt ud.
Klollen site var Palme fcerdig til at gan; hun havde
lleedt sin i en hjeinmevævet Linnedtiole, et broget Fortla
de on et Tørllcede otn Hovedet, aldeles sont Egnens Bien
derpiaer. Hnn ton Træsto paa Fødderne og bar en Flaste
Vin on noqet Brod. Med Kinden endnu vaad as Mode
rens Taarer git bun gennein Haveporten.
Hun selte sig saa lyilelig som en Fuka der er sluppen
nd as But-et; hun gik for at finde sin Far, og saa sil hun
tned det samme den blomstrende Hede at se.
Dei Meile, sont er lige for Dagningen, laa udbredt
overalt.
Det synteg, sont om ingen var til, saa stille var der
paa litaden og paa Tot-net Hun kotn ud gennem Bypor--:
ten da ait fretn ad den ch, hun lendte saa godt, og somj
fette nd til Gradean Nu inødte hun as og til en Ewng
trullet af Olger og belasgset ined Fragt. Men ingen sytH
teg at loegge Mcerle til den lille Pige tned det gule Tørtlæii
de ont Hoved Hals oa Stillder. Da hun var naaet ud paa
den aabne Mart, begyndte det at dageg, og da chun saa den
forfte Lnngblomst, oplnstes den lombardiste Biergtæde as
Solan forste Straaler· Hun bøjede Knce i Lyngen, give
de Korsets Tegn og bad en Bon. Lidt ester lyssede hun
Hedejorden, som hun itte hat-de set sna lustige
Snart san hun itle andet end Lyng, saa langt Yljet
lunde naa.
En Strwkning, uendelig sont Havet og med stiftende
Farver laa udbkedt for hendes Blit; der var rede, grønne,
hvide og purpursarvede Broemsmer, Striber og læmpemcess
sige Bede. Langt i det Fjerne slimtedes Appenninernes
snedcette Toppe. Binden forte den frisle, gennemtmngende
Dust imod hende; lige over hendes Hoved sejlede store,
hvide Sommersugle, og hun horte den vekendte Lyd as u
tallige, summende Bier.
Barnets Hierte svulmede, og Taarerne, sotn end ikte
Moderens Sorg tunde fremtvinge, rullede nu ned ad heu
des Kinder.
Palma begyndte at lede efter den lille Sti, som forte«
ben til den gamle Kælderhvcelving; hun git forstgtigi, se
ende til alle Sider. Lyngen gemte hensde halvvefs; det var
itte rimeligt, hun lunde ins-de andre end maasle en gammel
Mund eller Kone, der vilde plukte Svampe. Aldrig for
havde hun været saa ene, Fadeken plejede jo at viere med
herude, og sor ham var Heden veltendt fra hans tidligste
Aar.
Bam, som hun jo var, havde hun ilie tcenlt paa Van
steligheiderne, set hun nu var midt i dem. Af og til stod
han stille og tienlte sig om, men Hei-en var som en Orten,
uden Vej eller Sti. Hun vtdsie itte en Gang, bvilten stet
ning, hun stutde gaa for at naa Rennen. Attid var huu
Itnn lebet efter Faderen.
J Pludselia sit hun Øje paa et tille graat Taakn langt
i det Fjerne og hun hustede, at Faderen havde fortalt heu
de at det i gamle Tider var bleven benyttet sotn Duestag,
men var nu Opholdssted for Magser as vilde Fugle Hun
syntes, at dette Taarn laa til venstre for dem naar hu
og Faderen havde staaet ved Nedgangen til Hulen, menh
hun hustede ogsaa, at det var langt til venstre.
Nu gik hun altsaa til Hsjre, den modsatte Retninz
anstrænate fig af alle Kraester sog sled sig gennem den hsje
Lyna, der tun modvillig gav Plads for hende. Modet var
lige ved at svigte hende, Himmel og Hede foretom hende
lige uendelige. Da hun laa hjemnie i sin lille, hvide Seng,
havde det foretoimnet hende som en Leg at finde Faderen;
nu begyndte hun at sorstaa, at det næsten var uudførliaL
Havde hun doa blot haft der-es Hund nied, men den var
død tort efter, at Faderen var bleven fort bott.
Den uendelige Stilhed vmtring hende fyldte hende
med Bienen oa gjorde hende or i Hovedet; hun blev dog
ved nt ana fremad, tilBenene begyndte at smerte, og Strid
tene blev usitre. Svlen, ssom nu stod højt paa Hismlen,
brændte genneni Tørtlcedet sog Haaret, saa at hendes Ho
ved var belt sorpint af Hedem
Hun maatte hvile, spise lidt af Brødet og dritte m
Mundfuld Vin; men Faderen stulde have det meste. Dei
hjalp pna hende; hun reiste fig, stød Fortlædet fra Hine
ne oa san sin rigtig oin. Hendes Fadebys Hastage var for
laenae fiden forsvunden i Horisontem men mod nord stod
som føk Alpernes snedcekte Toppe.
Palma tom til at huste paa en Historie, hendes Moder
bande»fortalt, om en lille Dreng, der var gaaet vild paa
Gradanaccax førft Z Dage efter fandt de bans Lig. Af
Sporene tnnde de se, at han var bleven ved at gaa i Krebs
indtil ban var sunken død din.
Men hendes store Kcerlighed holdt Modet appe. »Fa’r
bar tun sin lille Pige til at hjcelpe sig," tæntte hun.
Hvor var han? Langt borte eller i Nærheden2 Var
han derhenne, hvor Lyngens mange Farver smeltede sam
men i stønne guldgule og lilla Chatetingser, eller var han
her under, hvor hun nu stod, eller der til den anden Side
bna den purpurfarvede Blomstermart.
En Hareunge sprang op bag hende og tilede forbi,
en Taarnsnlt sejlede oppe under Styerne, og en lille Fugl
sana ved hendes Side; mon den itte vidfte, hvor Faderen
var, ellser Falten der-oppe, den vidsie det sittert, men hun
forstod itte Fuglens Sprog; At! ingen tunde hjælpe heade.
Hun vnr nu langt fra Dueslaget og vandrede frem paa
man na fan, snublende over Lyngens tytte, stive Mddey
enaana var hun lige ved at trcede paa en Hugortm den hine
sede, med bed hende itte.
Hvis hun nu ikte fandt Faderen, tunde han jo allerede
i Nat gaa til Gnlatate og falde i Politiets Hemden Ang
sten for ham drev den tolde Sved frem paa Paadenx hun
havde Lyst til at steige højt men bed Tanderne sammen.
Af Solens Stilling saa hun, at det var hen paa Ef
termiddngen Hendes tcere Mor fad nn hjemme, grced og
bad for hende og talte Timerne.
»Ak! jeg hat slet itte været god mod hende; jeg hat
tun tcentt paa Far«, sagde «hun ængstelig til sig selv. Hure
tcentte paa sin lille Seng, paa det med Bievand bestæntede
Palmeblad, der hang over den, paa den graa Kat, paa
Roserne i den smutte blaa Vase, paa alle de tendte Ting,
som hun del nldrig mere sit at se.
Men om jeg bare tan redde ham, tæntte hun, saax
man de gerne bcere mig dpd hje1n.
thun var san træt og tastede sig ned paa Jorden og
faldt strntg i en dyb drømmeløs Sinn. Hendes hvide
stlcednina Inste mellein Lyngens Blomster, der styggede
over hendeg Hoved.
Den lysende Klaedning stinnede i Øjnene paa en Sol
dat, der sammen med to andre var ude at lede efter Delik
Dolabelle. Hurtigt red han hen til Siedet, hvor hun laa,
og da hnn opdagede Vinfiasken, tæntte han, at hun var
sendt ud med Vin til Dolabelle, thi han var selv fra Gala
rate og tendte strats Flygtningens Datter.
Han bøjede fig ned on tust-de hende i Stnlderen. —
Palma san forvirret op.
»Du er den sredløse Uslings Datter«, raabte han og
stoa til hendes Arm, »du er paa Vej til ham«.
Nu sorstod hun og husiede, at hun itte maatte spare.
,,Svar!« streg Soldaten: men Palma saa mod Jor
den uden et Ord.
Soldaten taldte de andre til, oa de totn basiigt ri
dende.
,,Se ber!« raubte den forste, »he: har vi Dotabelles
Datter. Natutligvis ved hun, hvor han er, men Ttolden
vil ikte svare.«
»Hu-or er din Far, tille?« spurgte en af de andre;
,,sia det bate, san slipper vi dig strats; det nytter itke, du
aør Modstand.« (Ssluttes nieste Tirödag.)
-- — -- - » - -- - s- —--—-———-——---- s--—-—-- «--- .-----»—— -—..——---.»— -—..-—
Gode Bøger, fom anbefale5:
Mlkjam Rosenhaum. Cn Formlling m ijdiike Krebse.
125 Sidek, i Omflaz 25 Heut-, iadhuudea so Etat-·
Maktykcn i St. Audrcwso cisillebi it« den ftp-st
Kirtr. 93 Sidek, iOmflsg VEMC kahl-unten Los-ais
Martyretne i den luthekfke Kitte. Omspk sk.
Tyst. 224 fmaa Sidet« indduuden i Chiusi-samt 40 Cuni.
Vcn HUL Cu sue-ums zum-sag ir- wsiititk ca «
Arn-citat liebste Liset. If Lesis Wollt-et M Dunst Its
Wilh. Moll-n Pris, seit tust-aben, USE
Din Bruders Vlods ca Ist-thing, inn- Iildket List-i
Oriemen, sengseade is interessant Pan Dust est R. Z.
Madiem 174 Gib-t, i Drum-, 40 Etuis
Hckkcn ck mit Skjcldo Eis sont-akus, i-- ihn-m da
kkisielige Lin i Russland 150 S» i VIII. M, iudlk Mc.
DIer Boqer send-es po1«koftif. Nehmtwa pedes indsendt fonimm
meb Bemllinqen »Im-Isa- kks modmursj som Brust-ag.
Danith Lmhcran Publiihiug Jst-usw Blum Nehmka