J
-
Den lyfe Gud.
(’"l’t10 Fals- Gott«-J
Roma-« om Mexikos Erobring.
Af Lewis Wallace. Paa Dansk ved Vilh. All-allen
(Fortsat.)
»Detfom jeg var faldet?!« vrængede Jztlil . . . .
»Ja dekl beftod ja netop hans Snuhedl Ved Gudeknet
ltan vtdite alt for vel, at Tlascalanekne aldrig tunde
nndgaa IniA. Det er endnu itte spurgt, at Fnrsten af
Iezuco er besejretl . . . Men hvad andet Bevig belwves der
fotresten, VenneiH end Kongens Dom? J Nat faak ieg
den Prinsessc til Brud, som Guatamvzins fejge Hjette
hat begckret i Aarevis. Qg for hvem holdes denne Fest,
dvem tildeles der en HadetsiLøn for Mod og Tapperhcd
i Kamp? Doa vel itte Guatamozin? Thi af alle Datens
Fmstek og adelige, er han den enefte, som itte er t’lttedel«
Saadan blev Tezcucaneren ved, medeng Selsiabet,
iam ban var i, git langsamt hen ad Gangen. De fleste
af Selstnbet blev efterhaanden staaende, ellek vendte om,
eller git forud; men Hualpa fulate nied, dirrende af For-»
bitrelse over, at nagen vovede saaledes at forhaane bansI
Here, bang Ven, hans Afandl Hvad han bilde, var hath
itte setv llart. Han vidste meget aodt, at Kongens Po i
tadg og Hader var et helliat Sied. book der Undek ingen»
Omftændigltedee tutde yppcg Kiv eller tæmpes. Mcn
denne fratte Bagvafter maatte jo doq viktelig sættes i
Rette! .
Jztltl fntgteg nu tun med en ckldre, pkckgtig opftadscst
Person, rimeliavis en fta Hesset De var tommet hen i
Nacheden as Havens oftlige lldganagsPott, Jztll
oendte am for at gaa tilbage.
«Vil Fyrtt Jnltl behaae at tove et Øjeblit?« spukgs
te Htralpa og lagde Haanden paa Tezcucanerens Arm.
Baade Jttlil og den smidige Hafmand maalte hatn
med et fakbavset Blit. - »Im tender Jer ilte!« svakede
Jztlil
»Im er Tin Gnatamos Kammerat oa Ven,« fagde
Hualpa, »Da jea hat hatt de nbilliae Ord, J hat talt
am ham.·' - Det gav et lille Sæt i Jztlil Hitalpa fort
satte: »F ded, at Tan Gnatamo ilte er og itte tan være
net i Aften Paa hans Begne ftger jeg Jer, at J et en
feig vg lumpen Bagvaster!«
Jztlil gkeb hurtigt efter sit Vaaben, — han var
itbwckbnet. Zaa ligefom betæntte han fig, og fvarede
haanliqt: »Stal det vasre en tldfordring?«
»Im vidfte itte, at man behpvede at siaa en Fyrfte
as Iezcucol'· taade Hnalpa »Men der har J Slaget!«
Oa han flog dam.
Saa flamntede Tezcucaneren op, nde as sig felv as
Raseti. »Vaaben! Vaaben!« taabte han. Hofmanden
vilde talde Stildvagtetne til Hjælpz og havde han faasrt
Lav til det, tnnde det nemt vckre gaaet Hitalpa galt.
Men thft Jttlil tillod itle. at nogen blandede sia i hans
Sag. ban oilde hævne fin Mee, han vilde drcrbe For
nettmeten’ Ostalpa var liaeledes ubevckbnet. »Men
Vaaben ftassek sagtens Stkkldvagternr. -— naar man bake
detatet dem; oa her er not til at betale med!« sagde ban,
oa holdt en Haandfuld Guldtokn frem
Derved blev det. has Stildvagterne sit man Vaa
ben oq Stfalde, og saa ait man nd paa Gaden, som laa
pde oa tom. Man drejede mod Nord, — og totn hen til
Hjsknet at Muren om de longelige Hader.
»Nam- det endelig ftal være,« mente Hofmandem
»taa lad as blive her! J tan vel aste det af i en Fakt,
Fyrst JstlilZ Vinaerne paa den Fugleunge er vift itte
votset nd endnu!«
Fra et nsasrliaaende Tempel flammede et rodthHstast
hen over Stedet, hvok de stod. Hualpa var nu ganste
rolig igen; der rokte scg itte en Muskel i hanc Anstat.
Iezcncaneren dekimod dittede af lltaalmodighed: »Kom
anl« raalite ban. «Helvedes Gudet forlanget ingen Bon
nett«
Ost blintende i Wie-Streut tom hang Dobbelt-Klin
ge snsende. Huttigt og voldsomt blev Hugget fort, men
det traf tun den tome Luft. »Fo: ’Tzin Guatamol"
streg hualpa oa huggede paa fm Side los, for Jztlil end
nu var lotnmen i Dætstilling efter Staget. Jztlils Stjald
blev fleugt til Side, han selv stønnede og vatlede. Nasten
i samme Nu traf ham et nyt Hug; hcm styktede om, Blo
det ltksmmede ham nd fta Bkystet. Hnalpa saentede Spid
sen af sin cnmjimhuith hvor de to Klinger fad, ned
mod Jarden og stirrede et Øjeblit forbavset paa den
Faldne. »Jet- Ven et saaketl Hjælp ham!« fagde han
fan, og vendte sig am mod hofmanden Men -— Hof
inanden bavde stuttet Halen mellem Benene oq var luftet
af!
Saa føtst blev Hualpa sig tigtig bedide hvad han
havde tndladt sig paa. En Tvetamp og maatte et Drob
lige udenfok Kongens Ejendoml Han blev told af Steckt.
De, der havde drcebt en Fjende II Tvetamp indenfok det
tongelige Paladg’ Dmtaade, plejede man at lafte fvauts
te fok Tigrene i det tongelige Menagekit Han maatte
singte -— singtel Men saa totn han til at te ned Paa
JztltL og Synet af Blvdet, det blev ved at finde, gav
bans Tanter en anden Netntng. Han bsjede sig ned og
tev Tezcucanerens ptægttge Kjortel til Side fra Btysten
der var tun et Saat, et dybt Saat, men det var maatte
itte dadeligtt hurttgt kev han det lange Stets af, sont
haa dat, og vitlede det om Jztlils Krop, op am Saat-et.
Saa saa’ han sig om —- ovte paa den anden Side Bejen
laa der et ltlle Hast Forsigtig lsftede han den Saakede
op, bat ham derovet, og lagde ham ind i en Stags matt
Gang. Og faa — afsted —- paa Flugtl
hatt llb ned ad Ssen til: han vilde have fat i en
Baad og lade sig satte over. Det var hans Henftgt at
tsge hietn til Tihnacano, og han tcentte, at han ved at
lade sig w over Søen muligt tunde lede Forsplgetne paa
Blldspon Men bedft som han lab, faldt det ham ind, at
Jztlils Slaver formodentlig ventede paa deres Heere med
hans Backeswl udenfor Paladsets Part. Han begyndte
dglaa at stamme sig over, hvad han laldte sin fejge Flugt:
iaadan vilde Tin Guatamo aldrig have baatet sig ad!
Wut-selig standsede han, stosd lidt og betæntte fig, gjorde
iaa tokt omtttng, og gtt op mod Paladset igen Mel on
IT— -
H
rolig gil han til Jndgangen, sit opspurgt Jztlils Slaver,
iog befalede dem at folge med hen at hente deres Herre«
De lyftrede, og løftede san den Saarede op i Beerestolmt
»Na hurtigt dl hans Paladsl Hvor bot han2« ——— »Fl
Tecuba.« — ,,Vel! stynd Jer!« Og Hualpa fulgte selv
med, ned ad den lange Mode, hen lang5 Kejem som syn i
teö ham aldrig at ville faa Ende. Undervejs tom Jztlil
til sig selv, men talte tun nogle usammenhcengende Oro
Fra Tecuba siyndte Hitalpn siq tilbage til Byen, vg just
som Dagen gryede, naaede han hen til Xolig Hug.
Xolt blev ilie odervcetteg glad, da Hitalpa vcettede
thin, og han blev overvcetteci sorscerdet og vred, da han
horte, werd der var stet. lin lang Ttd hnglede det ned
Tmed Spatlagensvræditener over den usalige Hualpas Ho:
Ivev. Men Enden paa Historien blev da, at Xoli paatog
sig at holde fin gamle Vens Son stjult i sit Hug, indtil
man tunde finde paa Udveje til enten at staffe ham benan
tet eller at faa ham nogenlunde sittert dort.
De ncetmest folgende Dage streifede Politiet om i
Blien on ledte efter den. der havde oveksaldet Jztlii.
Netsten alle Hase blev gennemsøgt, ogsan Xclis Hug; nie-u
Hunlpn sad godt gemi. Da Ousunderspgelsen var over
slaoet, ombvttede ljan sit hidtidisge Genimested nied Xolis
Kutten: der nnd bnn jcevnlig godt af sin Bett-J snuss
sornuftige Bisdom, og en Nat sit han endog Beføg as
Guatamozim sorn ved et paalideligtBud var blevet undesri
reitet om hans Stæbne, on fom fortlcedt havde vovei sig
til Tenottitl.1n fcr at hilse paa ham og tatte hum
Ru var der gaaet fjorten Dage, de pinligste og mesi
trcettende i Hunlpag Liv. Hvor han led, han« som fra
Barnsben bavde vcrret vant til at strejfe om i det Fth
En Jæger i et Bur! Fangenflabet blev ham tilsidtt
uudholdeliqt, ban. maatte nd under anben Himmel
igen en Gang, det sit san gan, som det tundel Og ende
lig en Nat vovede han sig nd. Han git førsi hen paa det
store Torv: Bodek og Holler var luttede, der saa’s intet
nndet Lys end Stæret of de evig brcendende Baal pan
Tempel Taarnenr. Fra Torvet tom han ind i den stnee
Gabe, som forte til Jtztapnlapan. Kun en entelt Gang
modte han en Fodgcengee, ellers var der ode og stille. Lg
han git og gil, siod stille paa Broerne, saa« ned paa Kann
lens roliae Band, misundte Bands-reine, som laa og sov
rolint dernede i de aabne Baade, — og følte sig tilsidst
ganste ubetnmret, lamtidig med at der tom op i hani en
underlig utlar Længsel efter at tale med en eller anden,
se et eller andet, udrette et eller andet. Saa tom han til
at tcente paa Prinfesse Nenetzim Han liavde tænlt paa
hende og set hende sor sig i Tanterne mange, mange Gans
ge i de forløbne sjorten Dage. Nu sit han et af den
Slags Jndfald, som tun en Forelstet tan faa.
,,Haverne!« mumlede han den for sig, og blev stan
ende og overvejede· »Ja, det et Konnens Hader, og De
et bevogtede; men det er jo Gaderne med! J Fare er jeg,
hvor jea saa gaar! Jeg vil ind i Hadernex jeg vil se
Haset, hvor Nenetzin ligger og sover.«
Ved Midnatgtid at ftjæle sig ind i stongens Hader
var noaet nasr oet samme ssom at udscelte sig for Dødss
stkas· Tit enhver anden Tsd vilde Hualpa sittert ilte
have lnstret et faa forrylt Jndfald Men i den Sten
ning, lyvori han for Zieblitlet befandt sig, syntes netop
et Vovestntle ham udmaerteL Medens han git, blev htm
ved at gentage hen for sig: ,,Jeg vil se det Hug, hoor hnn
ligger og sovek!"
Han lom hen til Muren, der lob rundt om Kongens
beme, og som tnav var mandshøi. Et Steds bøjede It
Træ sine Grene ad over den. Han sit fat i Grenenen
svnng sig over Murm, listede forsigtiqt fremad, og tun
de endelig se mellem Treeerne Paladsets med smaa Tour
ne peydede Tag. Han lvttede og spejdede anstrengt, men
tunde itte høre en enesie Lvd eller fe et eneste Lus. Hen
ne ned et itort Basin stod der, udenfor et tæt Bltstnds,
en Baut. Dör satte han sig, og saldt t Trinken
Tiden gil. Hvad han toentte paa, vidste han tnap
selv. Snart san’ hon lcknge op mod Stiernerne, snart
igen stirtede han en lang Tid paa Paladfets Mute. El
Par Gange horte bnn en underbkg Lyd, som et under
trytt Strig af et Born. Lg han horte Tempelvogterne
fortnnde, hvokledes Ratten sired. Men hverten det ene
eller Idet andet steentede han synderlig Opmærtsomhed
Pludselig rejste han sig imidlektid med et Stet: hast
shaode hsrt Lyd af Fodtrint Lyden tom ncermere: lfn
tom aaaende ned imod ham, appe sra Paladsetl Lydlott
trat han sig bog en Busl oa spejdede. Og med tt lob
det ham toldt ned ad Ryggem Man«den, som toni gan
ende med Heenderne paa Ryggen og sosn nu blev stan
ende henne ved Basinet og siirrede ned i dets mørle Band,
var —- Montezumal Rigets Behersler, Herren over Li-)
og Ded, Jndbegrebet af al Maat paa Jordenl
hunlva ryltede over hele Kroppem Angst stirredc
han pack Kongen, for at se, om denne itte stulde have op
daqet hom, og stottede alt imellem hurtigt til Siden
vm der itle llulde viere Mulighed for at lnige sig alve
mcerlet bott . . . Jdet hans Blsit saaledes strejsede ons.
saa’ del med öt enStygge, der langt oppe faldt ud over den
inaanebelyste Gan-II Styggen forsvandt, men tom
frem igen, noget lerngere nede paa Gengen, --- hvnd
tunde det vere, der tom lrybende saadan? . . . Var
Hualpa ssr blevet lold af Steckt, saa blev han nu sorn
Js. Han, Jægerem tunde umuligt tage feil: det var en
Panier, en meegtig sior Panter, der listede sig frem! Nu
totstod han ogsnn Steigene, som han hasvde hart sor,
—- et af de vilde Dur maatte vcere sluppet ud af Kon
geng Menagetil
Uviltaarlig tog hans Haand ned ester et Vaaben.
han havde tun en Kniv med Kobberblad has sig. Og
laa saa’ han igen hen efter Kongen. Montezuma stod
stadig bojet over Bassinet og ftirrede tantefuld ned i
Banden
Heilige Helitzith Panier-en troib lige hen imod
Kongenl Og Kongen var ene og vaabenlts; for Mundö
vogterne tunde komme til Hjælp, vilde hans Slcebne være
afgjoett Som alle Folt fra Prsovinset ncerede Hitalpa
næsten ligefaa ftor Ærbødighed for Hersteren tom for
Guderne. Han var i dette Øjebltt mere angst for Kon
gen end for det vilde Dyr. Hurtigt jog Tanlerne nenne-n
bang Hovedz han tcrntte vaa ’Tzin Guatamo, vaa Nencs
··) Krigsguden
izin Og ganste metanist og ubevidst trat han lydlpst
sin Kappe fra Stuldrene, svøbte den otn sin venstre Arm,
og tog i den højre Oaand Kniven, fom sad i hans Stcerf
At! havde han dog blot havt et Kasiespyd!
Oan vidste af Erfaring, i hvor høj Grad vilde Dnr
beherstes af Nysgerrighed Derpaa bhggede han sin Plan.
Piaa alle Fire trøb han ud paa Gangen. J satnme Nit,
sotn han totn frem, saa’ han Panteren løfte sit runde
Ooved og ftirre paa ham. Oan trøh v·der"e, ganste sagte,
for at komme hen tnelletn Kongen og Dyrei. Saa Inaatte
Monteznma have hørt en Lyb, —- han dendte sig om.
»Ta! itlei rot Jer itte, Konge!« sagde Oktalpa og
lsled ded at trybe fretn efter. »Jeg stal tedde Jer, —
ingen anden tan!«
Fra den trhbende Mond saa’ Kongen hen paa Dyret,
ter langsonit bevægede sm Oale, og begreb, hvorlcdes
Sagerne stod.
Nu var Onalpa totnmet hen til det Sied, hvor han
vilde, — og rejste sig. »tiiaab pac- Vagten og lob! Nu
springer den Paa! . . .«
Raabet stingrede hengenneni Oaven.
; Det nceite Nu bøjede Pantesren Oovedet og sprang.
ijtqua havde knap faaet Tid til at scktte sig i Stilling.
Ein venftre Arm beugte han sont Stjold; han stottede
paa det en Kna- og hnggede med Kniven Blodet flød, it
dildt Vrcrl oderdøvede Rongenås Raab otn Ojælp. Onal
pag Kappe blev flaaet i Sti)tter, og gennein Toj og Kot
tmngte de lange Kløer helt ind til Benet· Men iltc
cn as dein blev siddende der; thi anden Gang var Knikoen
bleoet fort endnu sitrere og heftiger-e end forste Gang og
var trængt lige ind i Ojertet paa Dhret. Kæberne, sont
allen-de havde aabnet sig til Bid, smættede samtnen, Pan
teren vceltede otn paa Jorden og stkatts alle site Ben srstt
sig. Med et Sirt var Onalpa oppe og sagte at sicebe dct
doende Dyr hen til Bagsmet Dei lyttede5, endnn et
Nyt, og Panteren forsvandt i Vandet. Saa vendte Oual
pa sig oni tnod Montezuma lsom, siendt han havde raabt
ivrigt oni Ojcklp, var bledet staaende) og tncelte ned foran
ham og afventede han«-s Bud
,,Rejs Jer!« sagde Kongen
Onalpa rejfte sig, formelig overstrømmet as Blod.
Oang Stærf hang i Laser, Kappen var flaaei, Oaaret
hang ham i Tjavser ned over Ansigtet.
»Ovor er J saaret?« spnrgte Kongen. ,,Lad Inig se«
jeg hat i sin Tid foritaaet ntig ganste godt paa Læge ’
tnnst!«. Og han fandt Saaret, tog sit rigt broderede
Lidbcelte af, rev det iiu, og vsttlede Stytterne omtring
Onalpas blodige Arm.
Jtnidlertid var der begyndt at blive Røke oppe i
Paladsei. «
,,Oel«oede tage den npaapasselige Vogt!« sagde Mon
teiunta heftigt. ,,Oadde jeg itte havt anden Ojælp end
den. men hører J da itte til ntin Vagt?!«
,,Jeg er den store Konges Slave, hans vdmhge Stan
—- nien til hans Vogt hører jeg itte!«
Msontezuma sa-a’ stiot paa hant. »Nej, det er umn
ligt!« fagde han til stg selv; ,,en Morder vilde jo itle have
ftillet sig skmod Panteren! - »Tag Jer Kniv og folg
niedl« sagde han højL .
Hitalpa adlod. lindervejs niedte de en hel Del af
Hoffoltene og af Vagten, sont toni sthrtende i stor For.
oirring; men Montezuma værdigede dein itte et Ord,
han git fokbi dem og op i Paladset. Jnde i et Vierelse,
hvor der stod Stole samt Borde med Boger og Steine
materialer, og hvor der del-J hang paa Vceggene og dels
stod i Krogene en Meengsde stott, satte han sig.
,,J ved, hoad Straf Gnderne bestemmer for Løgnere!«
begyndte han. Og derpaa spurgte han pludseligz ,,Ovor
dan var J tonnnet ind i Oaven?«
Onalpa tnæle ned, berørte Gnlvet med den aabne
heire Haand, og svarede uden at se paa Kongen (thi san
dan, vidste han, var det Stil og Brug ded Ooffet): »Jeg
stal tale, som otn jeg stod for Gndernel Kongens Oavekj
er derømte i Sang og ii Fortælling, og jeg dilde gerne
se dein; dersor tlatrede jeg over Muren. Da J tom hen
til Bassinet, sad jeg tat derved; og tnedens jeg saa spei
dede efter en Lejlighed til at flippe dort, saa jeg Pan
teren totntne trybende hen imod Jer. Den store Konge
er sittert for ckdelttæntende, til at han vil strasse min
Nysgerrighed, da den jo dog nckr havde kostet mig Lidet!«»
—- »Odem er J?« — »Jeg er sra Tihuacano og hedder
Oualpa.« « »Oualpa? Onalpa?« gentog Kongen lang
sonit, »tjener J Guataiiiozin?« - »Oan er min Oerre
og Ven, Konge!«
Satt reiste Montezutna fig. »Oellige Guder! hvilteni
Foroovenhedi Mitte Folt har søgt Jer vidt og bredt for
at taste Jer som Foder for de vitde Dyk!«
Onalpa blev siet itte bange. »Jeg ded, at jeg .r
heftyldt sor at have inyrdet Tezcncaneren Jztlil Vil J
værdigeg at horc, hvokledeg det git til?« Og uden at
afvente Kongens Tilladelse stildrede han usdførligt hele
Optrinetx ogfaa Foruniedningen til det. »Myrdet ham
hat jeg itte,« sluttede han; »er han ded saa hat jeg dræbl
hatn i cerliq Kamp.« »Da J fnlgte ham seid hjem til
Tecuba?« —-- »Fo! Dnmnteren vil jeg staa Enhver til
Anfoar for min Oandling!« - -- ,,Vel! vel!« sagde Kongen,
sont om han pludselig havde faaet en Jdi. »Ont to Dage
fra i Dag vil ieg tlage Jer an for DommekM Bring
jere Vsidnek med, det gcelder Liv sog Ded! . . . . Naa, og
-l,vordan hat det tig med jer Oerre og Ven, med Gua
tamozin?"
Dei var et farligt Spørgsmaal at heimke; men
Oualpa tog Mod til fig» ,,Ovis en Slave ttt dristr sig
til at ndtale en Dom over sin Oerre« (Kongen nittedet.
,saa vil jeg iige: at blandt alle de mange trosaste Mand,
Kotige, sont er beredt til at do for Jet. er ingen mere
trofasi end tnin Oerre, og ingens Trofasthed er mere
værsdifnld. Selv nu, da han er forvift, tænter han tun
paa at tjene Jer; thi samsme Nat, soni de Frennnede var
landede i Cempoalln, begav han sig afsted og betraadte
deres Lejr samtnen ined Guvernoren af Gotastlan. For
gangen bragte et Jlbud Jer Billeder af de Fremmede og
af deres Vaaben og deres Leit. Budet dar sendt af Gna
tatnoziin Billederne havde han selv malet. Tro mig,
K«onge, J er blevet bedraget: Gnatamoziin er ingen For
etc-den«
»Ovor hat J faaet det nydelige Stof fra til en Vorde
Sang?« spurgte Kotigen haanligt.
»Jeg hat det af min Heu-es egen Wl«
Montezuma tav en Stund. Sau spurgte hau: »Ist
talte jer Herre cllets noget om de FremmedeW
»Han sagde, det var sorgeligt, at han ille var Matht
Ebers Raadgivere, thi J svævede i en Vildfatelfe.« M
gen rynlede Bande, men Himle som talte med Mist
Hoden saa’ det itke. »De- Fremmede er itke Wet, fagde
min Herre, thi de spiser og dritter og fvver sitt vi; ja
mer endnu, de dør fom vi. Den Rat, fagde min herre
da jkg var i deres Leit, saa’ jeg at de ved Fallekstin be
grsavede Liget af en of deres Falk Saadan gaak bei ikke
til iblandt Guder, sagde min Herre. Og da fes ikke er
lærd som en Palm, troede jeg hanc.«
Montezuma gik nogle Gange op og ned ad Gulvei.
»Hvad mente jer Heere da, der stulde gutes ved de Frem
mede?«
»Iin Guatamo sagde: siden de er Menuestet osg
sitkert kommer som Fjender, hat en Aziek intet Balg: det
stal krigeg imod dem!«
Montezuma gik igen op og ned ad Gulvet og lob
til helt at glemme Hualpa. Men endelig blev han stau
ende oq saqde: »Noc: « gasa sau! anrgen Ia! leg
lade Jer sende en Dragt i Stedet for den, J hat der.
Plej jert Saat cg faml jere Tanker til Forhandsingm
fcr Dommeren· Og hvis J hat Livet kært, faa staf Bevis
for, hvad J fortckller. Jeg vil selv optræde som Ankla
ger iinod Jer!«
Hualpa bøjede sig dybt. »Saa vil jeg nu ga- ben
og overantvokde mig til Vagten,« fvarede han«
»Nej! J er fri!«
Hualpa kyssede Gulvet foran Kongens Jst-den reiste
Eg, og fkyndte fig hiem til Xolis Hug. Xoli var nær gaaet
nd of sit gode Skind, da han faa’ ham blodig og lasset og
børte hans Æventyr. Men Hualpa selv lom hurtigt til
Kraster igen, tatket være en omhyggelig Behandllng af
hans Saur, et tvægende Bad og en lang, styrkende Sm.
Og heftigere end nogensinde tænkte han Im paa at binde
Rn og Rigdom ssamt —- Ptinfesse Nenetzin.
X ll. Billet-et
Allerede to Dage eftet kvm han —-— tilsyneladende »
fine Ønskers Maal gansle nær.
Hans Æventyr havde vakt ftor Opsigt i Byem og
da det yderlsgere rygtedes, at felve Kongen vilde optræde
sonI Anklaan imods ham for Retten, strammede en Meng
de Mennefler til for at odervcere Retsforhandlingetne . . .
Bygningen, hvori Reiten holdtes. laa paa den denstte
Side af Hovedgsaden og noget lengere inde end de Ivtige
Hufe. Gennem en stor Hat tom man ind i en rmnmelig,
brolagt, paa alle Sider af Bygninget omsiuttet Sankt-,
og derfra git man saa til højre ind i Reis-Seelen sum
fette oet underlige Navn »Gude- -«.Gaarden Den siote
Dør var rigt udftyret med Ttæstæret Aschede de bst Tg
brede Vinduer indfattedes af Marmor
Xol, som naturligdis var blandt de Rysgetrige..
trnadte umaadelig ækbødig ind i Salen. Oppe paa en
Slags Læneftol sad Dommeren; paa en Stol lige over
for ham var anbragt en Hiernesial med smaragdgtm
Krone oq lyse Fjer. Xoli. som ikte horte til de pridelegw
rede Adelige, havde vansieligt ved at faa Pladsz men hel
digvis traf han en Belendt, fom tytkede lidt til Side
for hum.
»J« stulde vcere tommet noget for, Chalcaner!« sque
hans Betendt. »Dommeken hat allerede bringt Pilen tc
Gange i Formiddag: først med en Ekel DrukkenboldL
og derefter mosd en, fotn J vift maa sende, —- han var
Sen af en meget rig Tetzmallocanet, og Widnecne sagde
om harrt, at han havde sdslet Fadetens Formue hort
naesten lige saa hurtigt, som han hat-de arvet den.«' —
»Det havde vceket bedre for ham, om han havde meet spdt
til Tyvetnægt!« svarede Xoli ligegyldigt.··)
Nu tom fire Herolder med SIlvftave ind og meldte
Kongeng Komme. Alle Tilstedeværende faldt paa Knie og
blev liggende saaledes, indtil Montezuma havde indtaget
fin Plads foran Dommeken. Strats eftet fstte en Art
Sluttete Hualpa ind ad en anden M og anbragte hatn
paa en Bænk lige overfor Kongen. De azteliste Domstole
gjorde ikle Forstel paa Hof og Lav; for dem dar alle lige
teller slulde da vcere det).
Tilsluekne rejste sig og pussede og stsdte hinanden
for at komme til at se den Anklagede. Dommeren maatte
paabyde Stilhed. Saa læste en Slrivet Anklagen op.
hvorefter han lagde et Billede af den Antlagede hen than
Donnneten Denne tog den stæbnefvangre Pil, og For-—
høret beayndte. Hualpa fortalte, bvad der var fingen-et
I. Ende dlev nennst ntcd Stamm, Ddelande og Tsukcenboldte
l Reqlen med Tod-n
(Foktsættei)..
Gode Bogey som anbefale5:
Mjkjam stcnbllllm. Eu sont-ums m mis- kapi
125 Sim, i omitaz A can-, iohuudeu so Sein-.
Maktytcu i St. Andccws. vom-dein m imst
tikkr. II Cis-t, i Omflag W Gent-, indlnmdes 0 Ents.
Manyterne i den luthetfke Kitte. W« s-.
syst. IA sama Cibey Mundes i shikttW O caus.
Bett Hut. c- mkcms Jota-am- fu seist to. ca «
Imetikas bedstr ssqer. If Levis Maske Ist M us
silb. Willen Pris, gebt stumm-, 01.s.
DIU Ewde Blcd. i- smssisp soc-W sit-u
Drinnen, fingsmdc es ist-asiat- Pcs W us U. I
Rcdsu. 174 Süd-h I OIIM II costs «
Herren er mit Skiolv. s. Haku-« sp- pas-.- «
kristrlige Li- i Mille-L III H» i Osts. Use, W. Ide.
Alle dsgek jendes yet-wirft- lsetsliugeu bede- isdseudt jamme
med Besiillingen. Frimæckek modtagts iom Beteilin
Daniih Luthekau Instiqu sovie, Ist-, sehnt-.