Kittbskytten.
Gen Iyst til ,,Aftp.«; her eftek »Da Fut.«)
Han degyndte med at fange Sorntnersugte, som hqn
swiddede paa Naale. Saa sangede han Spurve og Fin
ker med Liinpinde. Senere sangede han Maarcr og Name
i Salse. Saa slød han en Glente i Lasten. Zaa slød han
et Par Haken saa slød han Raadnr Da Hjorte; saa slod
hu -- —
Histvrien er tuna sotn Vln.
Pan en as Reichenstcinstocls Højsletter ejede Franz
Schlaqu et lille Vondelntg. Franz Var una oa rafl og
havde en prasatia inderlig trosast lille Hnstrn; lærlig og
sod var hun, et adelt Naturbarn
Bed hans Arbejdgdygtighed oa lyendes sornustige
Husfnrelse tnnde de have hast suldt op at leoe as, og derts
Hjem var som sladt til et lylleligt, elslende Par. Man
just i de lnneste, nndigste Reder lckager Djævelen helsi
sit Stig.
»Im- onde Mennesters Sknld,« saade Franz, wehe
han sig i at finde; man lnnde jo aldrkg vi hvad der
tnnde sle i saadan en ensom Gan. s-- Nes, -et lan man
nldrig vide, du staltelg Franz Schlamm, ellers havde du
sttkert ille bragt et Gevcrr ind i dit Hug.
Da han i Oberschachen sind den for-sie Vate, hsrte
Distriltsopsvnsmanden Studdet. gættede ogsaa, hvem
Zwtten var; men da han iøvrigt godt kunde lide Franz,
saa lod han Sagen aaa ubemalier heu. Da Franz Schla
gen saa, at den Tan løb not saa let as, stsd han nieste
Gang en Raadnl, slckbte den i et sorrygende Stornwejr
life-n sog eaabte ind:
»Therese, den der tilhører dia! Tet er en Gabe til
din Navnedaa.«
Med et okst Velbehaa og smaaleende saa han Paa sin
Hastru; han ventede en alad Tat. Men hang Huftru
begvndte at halle:
»De! gør tnia saa ondt, Franz; det gar mig saa in
derlig ondt! Med en Martblomst, med en Sten sra
Bieracne havde dn lunnet alckde mig, om du i Kerlighed
ldavde givet mia (itaven. Men en stjaalen Ting sorcerer
du mig, saa meaet er jeg dig vard.«
Det var nnleligt at børe paa. Aldrig havde han
nagen Sinde set hende grade saa bitterligt. Han tav en
Stund.
»Tbeeese,« saade han endelig og stillede sig lækt hen
somn hende, »med Forsckt lrasnler dn mig, ftpnt du ved,
ieg hat ment dia det aodt.«
,,Det ved jeg, Franz, oa se — -- nu ler jeg allerede
den. Du vil not i Dag give mia en rigtig god Manne
dagggavr. Losv mig, min egen lare Franz, at du aldrig
vil siyde Vildt mete, aldria viere Krydskytte!"
Han niltede. Hnn slynaede deaae sine Arme om hans
Hals og smilede med taarefvldte Øjne.
Jlle lang Tid ester sit Mateparret et lille Barn.
Ei lille Bam! Jea er ellers ille new-s, men naar
jeg striver dette Ord, sitrer min Haand Et lille Barn!
Jeg tcenler paa Fadereng Glasde, paa Moderlytten Ved
hvert Menneslebarng Fødsrl maa Frelseren mindes. Usiges
lige Fryd, soin sicenles aode FAMer Therese gil helt
op i sin Mioderlnltr. Hun folte itle mere noget Hierte i
sit Brhstx kenn solte det lIaae soran sia i Punkten
Franz arbejdede med nnt Mod oa saa med tlarere
Rne nd i Vetden. Da opdagede han en Dag iaen en
Hare og derbenne smuttede et Raadyr forbi. En varm
Blodstrpm sted op i hom, brckndende bed, som lutter glo
dende Vlylugler oa den unge, bleae Moder lunde have
sætlig godt as en srisl Steg.
Da Therese atter saa det døde Bildt i sit Hiern, rev
bun ftn Ægtescelle bort sra Barnets Vugge, hvor han netov
stod, tral ham hen i en Krog i Forsinen og sagde til dam:
»Vol- Son ftal itle høre Ordet: Franz, du er en
Krybsiyttr. en Tyv!« Hnn lod ham staa, swrtede ind i
Stuen vg sank samtnen ved Batnets Lese.
»L)g dul« raabte Franz ind i Stuen, »du er en over
spcndt Tingesi. Andre, mange andre qør so det samme;
sinlde man detsor taldes en Tva — Gud bar stabt Sko
vens Dyr sor alle.«
»Bei lan jeg ikte gaa ind paa,« sagde hun, »men du
tsil have det sidste Ord; du ved lige saa godt sont jeg,
lwad der er Uret.«
Okdt ester rejste hun sig, ail nogle Skridt hen inwd
W vg foldede slælvende Heenderne:
»anz, jeg inente ille noget ondt der-med. Oa naar
du itle vil se, at det er nrigtigt, saa husl paa, at det en
Gang lunde blive din Ulylle. Goa, min kare, gode
Mand, og lad det Ktvbsiytteri sare!«
»Ja, ieg ved nol, du lan ille unde mig nogen Glæde!«
raabte han i en gnaven Tone og gil udensor.
Da havde lnm intet Ord mere, lnn den hede Taute
strsm, der flod ned over Barnets Vugge.
»Don bar ingen Glcedel han hat sit Barn og sin
Diesin- ——- og han maa dog nd i Sloven sor at stge sin
Gleede, der . . .«
»Und lan der egentlig been-de mig?" trenlte Franz;
,nu ee der da slet ingen Fare —- Jeegeren er syg, og den
ntpe Medhjcelper er endnu ilte kommen. Nu er det just
den beleilige Tidf
Og hcn tog atter Geomet, stjulte det under sin
Frasse og vilde gaa dort.
Thevese bad hatn endnu en Gang, holdt Barnet hen
imodshmm »Lille Franz, bed du ogsaa din Faderl Ate!
hatn de finaa beendet og tlap ham paa Kindent Det er
jo dtn leere, brave Faderz han blivet not hfemtne bog stn
like Jung-«
Stumpen tustede Fadeten i Skægget og vtlde slet
ikte nippe ham igen
,.Raa, naa, surmulede Franz, jeg kommer io snart
tilde-Ce. Jeg vil lun styde en hsg —- den tager so ellers
alle vore hins. Ssaadanne Rovdyr maa man se at saa
n .«·
Og flsstende gtl han ud t den efteraarstltedte Stop.
Don saa sig ikle tilbage; thi han vtdste meget godt,
at Mrese endnu stod i Deren med Drengen paa Armen
es saa etter ham med Taarer i Øjnene.
Da han lom ind i Sloven og nnd sit spejdende Bltt
» de sorstellige Dyr, de lrybende de siyvende, de
niende —- da brændte han atter af sem.
I - 4
, I-—
Thekese tog B net med nd paa Marien og gravede
Kattoflet op. hakt var flittig og utrcettelig ved sit Ar-?
beide-» Raar Wn hat en Hiertesorg, maa man arbejdeI
,dygtigt; dei «jcelper.
’ Men i Dag visde del flet itte hjælpr. J Dag var
der en for nderlta Angst over den staktels Kone, ret ssom
om noget ndt snart vilde mode hende. Hun bad i Tan
il IS
lerne t ud, at han vilde bestytte hendes Mand: ,,Herre,
fkels s Hierte fra Syndl Han er jo ellers et givdts
Mennetsth gsr ingen noget ondt og er en brav ÆgtefcellU
og Fytden Du tære Gud, dct lan jeg sige med Glas-del«
) shun grad, medeng hun bad, gravede og gravede i
Jotdem og gravede i Tanlee ofte dybere ned end Kar-«
toslekne laa. Den lille, nckppe et halvt Aar gamle Drengl
laa og lcengtes efter at faa lidt at dritte. Men hun lagdej
tnapt Meerle til det i Dan, oa da hun endelig slap Spa
den og tom hen til -Barnet, var det sovet ind.
Det led mod Aften. Fuglene ta-v. Hønsene sad paa
dekes Binde Franz var endnu itle vendt tilbage.
Therese havde lange stitret ud i det fjerne. Hendes
Uto i Dag var af en underlig vild Art. Og da det nu«
btev sent paa Aftenen, lunde hun ilke holde det nd der-—
hjemmr. Hun tog det fovende Barn paa Armen, paltede
det «ind i Faderens brnde Italie, laafede Døren og ail
ad Sloven til. Jlte en Gren, ilke et Blad rørte fu«
Træernes lange Slygaer laa der, Natteng unge, vvlfendeI
Besen.
Teherese gik hen imod en KløfL Hun havde ondt·
Ved at taale Lyden as det brusende Band, thi det var for
hende, fom maatte hun forstaa disfe uhyggeligt hvislende
Steinmer, sog hun forstod dem dog itke. Hun steg op paa
Sttænten og var meqet omhygaelig for, at Barnet ille
stulde vcetle5. Ncrr ved noqu Smaabuste satte hun fig
paa en Sten og lyttede. Alt var stille; der hvilede Fredl
over alt. — J denne sene Aftenhvile havde man derinde is
Sloven lunnet høre et vildtbanlende Hjerte endogsaa pan
lang Afstand Buslencs fmaa Blade bevaegedes fagte,l
og dna tncertedeg itle et Vindpnft
Nu vaagnede den lille Dreng. Moder-en lagde harns
til Bkystet. Han drat af Hiertens Lyst. —- Den unge
Kone sad lyttende der; hnn syntes, hun harte sin Mantis
Slrsdt s-— og hnn horte dog intet. .
Saa betraatede hun de blaa Blomster, der stod am
tring hende; i Mørlet lyfte de fom fmaa Flammen Lygte:.
mænd lan oasaa undertiden lyse i blaalige Flammenl
Men Blomfter er ille Lygtemænd, Blomfter er Guds
Øjne, det hat Bedstemoder saa ofte sagt. Og nu, lille
Franz, nu ser Gud paa oH med sine blaa Øjne. Se, han«
.elslee os! . ..
. Et Knald — det var, som for en brændende Lyn
straale gennem den unge Kones Brysi.
Hun udftødte et højt Sltig hun tryltede Batnet
fast ind til sin. 1
Franz Schlagen havde hørt Striget, efter at hanl
»vor-de sendt Kuglen mod det brune, lidt bevcegelige Punkt
kmellem Buslene paa den anden Side Klosten —- Han
troede nemlia, han havde taget Sigte paa et nylig opdaget
Raadyr· Zaa snart han horte dette Mennesiefltia, sink
tede han frem, sprang over Stol og Sten, op ad Stren
ten oa ned iaen —- saa fandt han sin dsende Halten
Barnet dtal endnu af Moderbrystet, sinnt Blodet
standt ned derover i smaa Bettle. Den unge Moder gjorde
·med stvt Anltkengelse noale matte Bemgelser for at lede
«det starken, strpmmende Blod bott, saa det itle blandede
jstg med Mcelten, sOm det elslede Bat-n ’i denne Time nød
for sidste Gang.
Med en vild Staunen styrtede Franz frem og for
spgte med sine siælvende HEnder at lofte hendes Hoved,
.dek var sunlet ned paa Brystet.
Endnu en Gang saa hun ham ind i Øjnene og saade
.fagte:
,,M«in egen Franz, ilte sandt, du vtl ikte mere . . .
viere Krybsiytte . . .« Han svor en Ed paa, at han vilde
lade det verke.
Hnn sagde ilte mere. Endnu et Blil til Barnet —
en Taste hang i hendes lange Øjenvipper, saa var Livet
udflutt i det elsiede, dykebate Ansigt.
i
—- ———-f O T-——————
v -
Tctsom du kunde tro.
lsn sand Tildeagelsr. sortalt as J. Enge l stosL
Hvokdan hat Emilie det?«
Den gamle Rone kystede paa Hovedet. !
»Det staat tun doarligt til, unge Herre. Jugen»
Sinon i Nat, stadig steckte Stnertet og Temperatur-en vil
ilte synle. Doktoren set saa betæntelig ud hvek Gang,
han undersoger hendr. Vi vilde bog saa gerne beholde
hende lidt lengere hog os, det er saa tungt at tcente sig,
at hun nllerede siulde gaa bott, vi hat hende jo alle san
usigelig tm.«
Hun sovek vel itle sot Dieblitlet«s« sputgte den unge
Mand alvotligt.
»Nei, hun ligger lysvaagen i Sengen," soarede den
gamlr. »Um Fotmidagen tan hun jo ellerg bedre siovc
lidt end om Ratten, men nu et hun vaagen, gaa De blot
ind og se til hende, det Vil hun blive san glad over.«
Tung om Hjeetet ttaadte den unge Kunstknalek ind
i Sygevkerelset. Hun, der laa paa Lejet saa stille og bleg,
havde jo meet saa uendelig meget for ham som for saa
mange andre. Hun havde staaet ved hans Side som en
lidt celdte, lærlig SIster. et Besen, der sorstod hacn og
delte band Glcedet og Sorget, en, hos bvem han altid var
sitler paa at hente Raad i vanstelige Tilscelde, Trost og
Opmuntttng i Tider, naar det daglige Livs Betymkinger
tkuede med at Mte ind over hom. Hvot oste havde han
ilte as Hieriet taltet sin Gud, fordi han i sin underline
thdom og Rande havde ladet dekes LJiivsveje tvydse hin
anden ——- det var so itle saa længe siden de begge Ved et
,,Ttlscelde«, som Vetden yndet at lalde det, sseste Gang
slod Ansigt til Ansigt og stiftede det ssrste Beiendtslab
—- hvot Uendelig meget hat-de han ille at takte huren sor
gennem hende, havde hun ille meet en god Gave, kommen
ned til ham sraoven sra Lysenes Faden en stille Budbci
Ikekste med samme wilde Faders overvætteö Mislundhed
I—
og Kerlighed til ham, den enlige og forladteZ De lunde
jso altid saa udmozrtet tale samtnen, havde saa mange feel
les Jnteresser, men det stærkeste Baand, der bandt dein til
hinanden, det var dog Krisli Kærlighed, det var det, de
begge havde fundet den yndigste Rose, Jesus, Guds en
baarne Son, at de begge dandrede Haand i Haand, oinend
i stdr Strebelighed saa dog i Alvor og Sandhed ad Vei
en til .f,)iiiilen, til det nhe Jerusalem. De havde vandret
saa lylleligt samtnen i den torte Tid, de havde kendt hin-«
anden ss dg nu flulde de allerede stilles!
Stille traadte han hen foran Sengen. Hun var saa
dleg, saa trat ud, nien det var de famme milde Øjne og
det fannne lasrlige Smil, der lyste ham imøde.
,,.liarl!« hviskede hun mat og ratte ham sin hvide,
nennemsigtige Haand.
»Du har det vist itke godt, Emilie«
,,Jeg er faa glad oa lyllelig som noaen Sinde spr,«
lød det lille Svar. »Jeg har vceret meget daarlig og er
det endnu, inen jeg har haft det saa velsianet, thi Herren
ldvet være hang heilige Navn ——— har været hos mig,
Da under hang Vinger er godt at bo. Livet er herligt at
leve hernede, naar di vandre ad hanH Veje, og hans Nan
desol lhfer overalt, hvor vi scetter vor Fod, o, men endnn
herliaere dog at faa Lov til paa Engledinger at folge vor
Frelser i Sty, naar han orlader Stadeng Perleporte vg»
vinler den frigjorte Sjcel fra Trcengfel og Nod op til evigT
Zaliglied ved Lammets Bryllupsfestl Jeg venter snart
at blve forlnst fra de lortnarige jordiste Lidelser, og hvori
langes itle Hiertet ester snart at ser Jesus Ansigt til;
Ansiat og evigt at maatte være i hans Samfund, »fri fra
Sorgen, fri fra Nøden, fri fra Synden, fri fra Døden, o,
hvor jeg flal viere glad i den ghldne Engleftad!«
»Ved du saa bestemt, di stal do, Emilie?« spurgtc
han sorafnldx du tunde aodt komme dig igen.«
»Im lader Herren raade for baade Lid og for Die-d
Ieg ded, han feiler aldrig, hdad han faa ger. Men jeg
tror det, jeg felcr mig saa tryg ved Tanken om, at jeg
sncsrt ftal vandre hiern. Vel ved jeg, jeg har ofte over
traadt Herreng Bud; jeg har ofte bedrøvet min Frelscr
ved Synd og lllhdighed, og hvor har det itke tidt mang
let paa Tro oa paa Kcerlighed til ham, der gav alt hen
for mig; men et ved jeg ogsaa, at er min Synd stor, faa
er min Guds Naade endnu ftørre, og har jeg faa ofte ver
ret troløg, faa er oa bliver han fotn altid trofast, naadig
og barmhjertia. Jesus Kriftus er —- det ed jeg —- i;
Gaar og i Dag, ja til evig Tid, den samme; han, der;
beftandia flod med de udbredte Arme, kaerslig, langiiiodia,»
rverbærende og tilgivende, hber Gang jeg angerfuld vend
te tilbage og med Taarer tastede mig for hans Fsødder,
han, der aennem T"derne underfnldt har bedaret niig som
fin trodg all: chelefjendens Angreb, han vil heller ikle nu
siøde niia ud, han vil lendeg ved mig og for sin Lidelfes
oa Døds Sthld lade Deren op for mig til Fadershufet
med de manae Værelser, hvor der er Plads til alle os,
sont beerer Korfets Mærle. Maatte han i sin Nade for
nnde mia en flvn og fredelig Bnrtaang, saa jea kunde faa
Lov til ved min Død at vidne for Verden om, hvor dyre
bar i Herrens Øjne hans helligeg Død er —— det var,
mean jea vandrede hernede, iidt faa smaat med mit Vids
nesdhrd da snin Belendelse.
Ja, jeg føler, jeg er trcet og mat, jeg langes efter
Hvkle, og jeg haaber ilke, det slal vate saa lange, inden
Lammet faar Lov at hvile i Hyrdens Favn. Jea er rede,
naar Kaldet lyder, flulde Bruden ilke glcede sig, naar hun
hsrer Brudgommens Nest, og hdorfor stulde Ieg vel ønfte
at dvæle lcengere i denne Støvhytte, naar jeg ded, jeg har
en Bynning af Gud, et Has, som ilke er gjort med Hern
der, eviat i Himlene, oa naar jeg betaenter, med hvillen
stor, evig Versgt af Herlighed vor tortvarige jordisie
Trcenasel ombyttes hist?«
Den sygesz blege Ansigt straalede med et svagt Gen
slin as Himmeriges Herlighed
Den unge Mand flog Ltjnene ned og taug. Det var,
som hang Hals snsrsedes samtnen, oa Stemmen svigtede
ham. Han vilde heller ilke forstyrre hendes Gliede ved
Klage, men det var ham i hvert Fald for Øjebliktet umn
ligt at dele den med bendr.
»Du ser saa trcet ud, Karl,« vedblev hun et Øjeblik
efter. »Er du itle rast? Du sidder vift for lænae oppe
dm Natten ved dit Staffeli.«
Nei, han fejlede intet, han hadde det addt not, for
silrede han, sinnt han i sit stille Sind maatte indrøsmme,
det itke var fuld Sandhed.
»Na maa du ille blive syg lige til Højtiden«, ded
blev hun smilende. ,,J Asften har vi jo den leere Jule
aften, faa maa du komme her-heu, saa vil di lcese det garnle
Jnleevangelinm om Hhrderne Paa Marien og Englenes
Lovsana sammen, synae nogle Julesalmer oa glcede ag
fryde og i Aanden, fordi Herren, Jstaels Gad, har be
spat oa forløft sit Folh og fordi Lyset fra det høje har
gæstet oH i vor Frelser, det lille Jesusbarm der fødtes i
Stalden i den stille Nattetime, meng hele Bethlehem sov
og ille en Gang havde Rum for Verdens Frelser i det
store Herberge. Jlte sandt: Det maa hasve været herligt
at vcere med Hyrderne derude paa Marlent Medens alle
sov uden at ane det store, der stete, var nogle fnnple, sat
tige Hyrder, som i Troen biede paa Jstaels Frelse, de ene
ste, for hvem Denkens Engle viste sig med det glade, del
signede Julebud, at nu opfyldte Jehova sine evige For-—
jeettelfer, nu dar han kommen, am hveni David sang og
Esaias spaaede, Frelserem Messias, Fyrsten af Davids
has og Kongen i Sandhedens Rige, han, som lom at
lundgsre Evangelium for de fattige, at helbrede dem med
de finderlnuste Vierter og forlynde et Naadeaar fra Her
ren. Hvor er vi itke lyltelige, vi, sont ved Guds Naade
har faaet Syn for »den yndigfte Rose«, Julens dejlige
»Rose, der blomstrer saa frodigt og dufter saa sødt midt
i Vinterens Kulde og Sne, vi, iom i Tvoen tunne Anfan
ne vor Siæleven, Jesusbarnet i Krhdbem Frelseren paa
Golgathas Kors, Sejersherrem der Paastemorgen som
Dissens og Helsvedes Ovewinder vaaenget den mprie
Grav, Vi, sont ded, at vi en Gang stal fejre en lanat sten
nere og herligere Jul histoppe i den lyse Hinimelby, hvor
vi ital vandre ,,paa Stiernetwpper Insel-laws og hvot
»Sejrens Sang, Harpens Klang varer evigt, tcenl en
gangl«
Hirn var saa dptagen af sin segen Glcede, at hun flet
itle markede, ihvor taus og fynlig fotstemt han var. Da
han imidslevtid intet svarede paa hendes lange, VII A
Tale, der havde drevet Blodet op i de blege Kinder da 's
Øjnene tcendt et Glimt, sosm ikte var af denne VerdenW
gao hun sig til at tale om andre Ting, om darn, hans
Kunst og fremtidskge Leibebane og om de andre, hun nu. s
snart stulde tage Affted med. Hun elstede og beundrede
hang slønne Kunst og haode i Virteligheden ogsaa sin
Andel i, at fleke af hans bedfte Kunfiveerler var dlevne
til, idet hun havde givet ham Ideen og opmuntret ham til «
at blive ded, hver Gang han var ved at opgive noget, det
faldt ham svcrrt at fuldsprr. ,,Vorhevre hat sitlert give-i F
dia en ftor Gerning at udføre, Karl, blot du bruger alle
dine Eimer i hang Tjeneste og til hans Ære.« De talte
lidt videre samsmen, om det Billede, han for Tit-en ar
bejdede paa: ,,Kristus, der holder sin Afsieds- og Trek
ftetale til Apostlene Sijcertorsdag Aften, kort for han kos·
raadeg af Judas-« ——- men Krafterm som Glæden et Øjev
blit havde aivet Emilie, fvandt snart igen, og hun sanX «
udmattet tilbage paa Puderne. ·
»Du trcenger til at komme til at sove lidt,« sagde
Karl, idet han reiste sig og tog Assted
Dnlst bevcrget vandrede den unge Kunstmalergeiw
nein Gaderne til sit Hieni. Stadig saa han for sig den
inne, bleae, dog saa lykkeligt fmilende Kvinde, sin Stifter,
vElde han kalde hende, thi det havde hun i Sandhed bietet
for hinn. Hvor mindedes han ikle med inderlig Glcede de
maner velsignede Timer, de havde tilbragt med hinanden
i Samtale om de Ting, der hører Guds Rige til, og hour
ledeg de genfidig havde ftyrket og opmuntret hinanden paa
Vandrinaen hjemad —- siulde nu det paa en Gang viere
frrbi? Han lunde flet ikle taenle sig, at hun allerede stulde
vandre herfra —- og det saa jo virlelig for mennestelige
Der ud dertil ---— hun var dog, sinnt ældre end ham,
endnu una ca syntes stabt til at leve længe endnu til
Glcede oa Velsignelse for sine Medmenneftek, ham som faa
mangfoldige andre.
Naar han saa hende paa Sygelejet faa straalende
lnllelia, saa ufølsom overfor sine egne Lfdelsey ene pp
fnldt af Glæde ved Tanten om det ncer forestaaende Mode
med Frelseren og af Omsorg for hain og sine andre Ben
ner — ja, da kunde han ikke andet end med Ærefrygt
bøje sia for den Herres Kraft, der her mcegtigt fuldkoni
medes i Strebelighed Han maatte indrømme, at han
ftod lanat under hende, thi —— sandt at sige — var det tun
meget fjcrldent, han rigtig alvorligt tcenlte over Dsdem
Ung, som han var, ny i Trer og fuld af lyfe Drømme og
driftine Planet for Fremtiden, laa Dødem Afslutninaen
paa den jordisie Tilvwrelse, fom noget fjernt og taaget
sfor hom, oplyst af Naadens milde Solstraaler, og det
var faa velsignet at arbejde for Herren, at vie alle sine
Evner on Krafter til hans Riges Udbredelse paa otordem
Herren havde vcrret ham saa usigelig god, udøst oversis
digt af sm rige Velsignelse over ha-m, men mi var det
Pludselig som om en haard og merk Haand greb ind i
Jhans lyse Lykke, og han lunde i Øjedliktet flet itke se, at
det var en mild og lcetlig Faderhaand, der lun vilde
bans Gavn og evige Bel
Han var meget nedttytt, da han sad ene i sit Atelier
mellem alle sine Kunftvæeter, og her, hvor ingen saa
han« randt Taarerne langsomt ned over hans mandsige
Kind. Han lnælede og bad Gud bevare hende, der var
ham faa dyrebar, bad ham helbrede hende og give hende
tilbage til dem, der elslede hende faa heit. Ganfle viit «
føjede han til sotn Stutning spaa Bønnem »Sle tkke min,
men din Villie!« Men iwilkaarlig maatte han spørge sig
selv: »Mener du nu ogsaa, hvad du sigerL Vil du virte
lig give Herren Lov til at raade, ganste som han vil, taa
du er tilfreds og taknemmelig, hvordan det faa gaar?
Er det itte fnarere din egen Villie, du vil have fee-n i
Siedet for hans?««
At, han turde ilke svare sig selv paa dette Styx-exis
maal, han havde paa Fornemmelfen, at han i Virteligheden
ikte tunde sige Gud og Faderen Tat for alle Ting i vor
Herreg Jesu Krifti Navn —- Livet saa dog saa tomt us
for hom, naak han tænlte sig det uden sin Sester Emilie
—og derfor var det vel ogsaa, han ingen Fred og Hast-a
lelse fandt i Bannen, thi Herren viser sig tun stark i at
hjcelpe dem, hvis Hierte er helt med hanc.
, Daaen ait for ham med Sneglefjed, og da Juletlot
lerne begyndte at time, tog han — ganste uden at tcente
over det — sin Oderfralle og Hat for at gaa i Kitte.
Det var jo Juleaften; sdet havde hatt —- med Slam at sige
— slet itke haftet, før Emälie i Formiddags mindede ham
om det.
lldenfor var der saa stille, saa fredefuldt. Den hvide
Sne laa tytt paa Tage og Fortovez Gaderne var roligere
og foltetosmmere end ellers; hvor man kom, sporedes lif
lia Granduft, og de store, blnde Snefnug dalede lang
somt og hoftideligt ned fra den graalige Vinterhimmel.
Der var Feststemning i Naturen og i Klosternes Kalden
til Tatlefest i Herrens Has, men vor unge Ven syntes
for Øjeblitket døv for det altsamnten. Paa Beten syst-de
han været inde for at hsre til Emilie: Hun havde det
ikke bedie, Ieberen var endog fteget en Ssnmlr. (Sluttes.)
——
Gode THE-geh sont anbefa1e5:
Mikjllm Nochbmmh c- sen-Izu- su Wit- tust-.
m Sirup i Dis-fu« s- eist-. ists-stei- Io com-.
Marmko i St. AUUch sit-iust- iks m imst
sirkr. U SM, i Omflas chts« tsdbuaden 40 costs.
Martyremc i den lnthetfke Kitte. »Juki« s-.
tust. m imu Use-. kam-ds- i Was-sind so «qu
Bett Hut. c- itat-III hastig i- tkw im. c-«
III-citat sehst- sssch If Mk VII-m III Dunst —
out. mai-. kennst-musiqu
Din Bccdccs VIII s- pat-gut H- gut-» « 0
Dünn-, Dasser is jamais-h Ps- M III Id. I
sahst-. 174 Gibt-, l Dsfsp O M
Herren er mit Skiold. ·- IMM sp- mm s
tiistsuge ed i sum m O» mus- s, im. so-.
Alle Wer fabe- portoM heult-Ie- Iedes ist-Ieicht samt-n
Iad schilt-Und samt-c Wie-c sinng
MWIMM, U«M
