J
—
Den l yse Gud
("Tlie Wir Mut-S )
Roma om Mexikos Erobring.
As Leu-is Wallace. Paa Dansk ved Vith Ulelllen
lFortsat.)
Mitale stnilte tilfredg ved denne hendeg Ylneklendelse
as hans Viljeg Magt . . . J dei samme lød der et sagte
Klotteslag· Han vendte sia hurtigt otn og gik sin Ves,
men kotn strals ester ttlbage med en nicegtig Mustingeslah
bvorpaa der laa Majsbtød med Hoiiiiina, Fianer og Ap
pelsiner. Frotosten satte han fra sia paa et Bord, stød saa
en Lajbcknt hen til det, oa niedeng de spiste, talte de
sammen ont allebaande. Saa stratte hsan sig selv paa Luzi
lsænlen og blundede en lille Stund.
Du ban vaagnede, sad Tecetl henne oed Espringvandet
ca plndrede ined sine tannne Zugle. Hnn havde givet
dein Navne, Oa de lod til at forstaa l)ende, som hun lod
. til at sorstaa dem. J det mindste var de helt fortroliae
U med hende, satte sig paa bendeg Sluldre oa hendeH Haand
og lsod sig lærteane af hende. — Mitalox laa lidt og saa’
paa hende, oa løstedc saa plndselig Hocedet. Han gjorde
ingen Stei, saade itte et Ord, og alligevel forlod Tecetl
ofeblillelig sine Fugle cg totn hen til han« »He: er jeg,
Fader!« sagde hun.
Han reiste sia, lagde Haanden paa lsendes Slulder,
og sagde i en indtrckngende Tone: ,,Ts«!den er naer nn, da
Quetzal vil vende tilbaae sra Guderneg Hieni. Maasse
er han allerede paa Vei. Jea vil stille Dig afsted ove:
Land og Zø for at finde l)atn. Du skal saa Ringen som
bærer Dig nennem Lasten, og Du stal sare hurtigere, end
Fuglene slyver!«
Hun s-Inilte, stille og ydmygt . . . Zaa forte han
hende hen til en Ottoman, som stod tat ved Springvandet,
lod hende satte sig, med Nyggen lcenet mod nogle Puder,
og soldede hendes Hander soran paa Brystet.
»Ist-en lad det ilte vare sor lcenge!« bad hun. »Ellers
breender Lysene ned, og her bliver saa mørltI . . .«
Mitale toa en blinkende Perle frem as sin Kjortel
og lagde den i hendeg Stad; selv satte han sig for-an hende
og stirrede hende usravendt ind i Ansigtet. Hun saa’ paa
Perlen, hendeg chel blev underlfg stive, hendes Læber stil
tes langsomt, henoes Dienlaag saldt i. Et Sul, — ag
henldes Sjcel var viljeløg undergivet Pabaens Vilje. Han
tog hendeg ene Haand og hosldt den melletn begge finr.
»Huttigere end Binden sater Du afsted, Tecetl!«
sagde han. »Gaa oa sog Guddotnmenl Gennemsøg
Lan-heil«
Linn rsrte stg itle, hendes Aandedrag dar ncesten ilte
til at hsre . . .
,,Tal!« besalede han; ,,lad mig dare, at jeg blive:
adlydi!«
Og hun degyndte at tate, gansle sagte vg langsmnt,
smedens han sasd og lyttede som efters en Aabenbaring.
Hun talte om Landet, oni dets Floder og Bierge og om
dets Bver og Huse og Tecnpler. Men Mualsox sullede:
»Nei, Tecetl!« sagde han, ,,Gud·en sindes itte paa Land
jordent Sag ham i Lustenl«
Og atter talte hun — om Solstin og Slyer og bru
send Binde, —- og atter asbrsd Mualox hende: »Nei,
nei Guden er itle i Lasten! Gaa og sag ham paa Ha
weil« Og han bsjede sig hen og tog fra Springvandet lidt
Jand i fm hule Haansd og verdede hendes AnsigL
Paany talte han« men denne Gang hurttigt og srlterix
»Zum-ei er draget dort under mig med alle de stvre Hase,
som seg har- set paa mine Billedet. Jeg svekver over Fla
sdey hvok jeg itle ser andet end leger og Himlen oven
over mig. Hvide Fugle stryger hen over det hvide Stum,
Vindene blaset starpt i mit Anstat, mit Øre hsrer ssom en
mastig Rost. Det et havetx eller tanste det er den Grads
Stetmne, som J saa-erl«
,,V«idere! Videtel Ser Du intet? —- h v asd see Du?·'
hun tav lange.
»Svat!« gentog han indtrangendr. »Hvad set
Duf«
»De er langt, lsangt botte," mumlede hun, anstrengt
og utydeligtz »de rprer sig og lever, men jeg ved ille, orn
de dummer eller gaar. De er som hvide Ingle, snart helt
nede ved Hadsladen, snart appe i Lasten. Og de see ud
som htiide Sttyer.«
»Was nætmere, drag ncermere til dam!" befalede
Mualox heftigt; hans Øjne siinnelde som i Felber
»Ni- tommer de —- de tomsmet nærmere!« hvitstede
hun. »Da-txt bliver sarvet hvidt of dem; den stsrste
iblandt dem viser Vei, —- den ser nd som en Stal, en
stor Stal —- af dein, J hat sortalt mig, man deutet op
af habet, — dens Sider rager pp over Miste-M —- og
der er Vinger paa den, —- hvide Vinget, —- Vingerne
klagte-e oa flagrer -" og duller nsd og dntler op —- og
dtivee den see-mad.«
Muan refste sig begeistteL »Baaden! Baadent«
ndbtsv han. »Bei er Banden sra Tlapallan!«
»Der er mange Baade. Da —- paa Templetne i
ncme Glieder hat jeg set Team der vajer i Lasten . . «
,,Bannere, mit Parn, Flog oa Bann-erset«
»Ja! Ovet den festeste M, oven ovee dens hvwe
Ringes banger der— et Banner, et sort Banner . . .«
»Quehals Banner-P stammede Mut-lex, »Du-Walz
Donnerk«
»Da er satt, med gylsdent deeri og nied Billet
striftz men jeg lan itle lase Stristenf
»s» »Zum er i Bmden?«
· »Bei er —- -— jeg ved ikte, —- de ligi.et Eben —
har samme Stags Stkittelse.«
»Guder!« sorilarede Miialox. ,,Viideeel Bidere!«
Oa Orsdet »Mennesle« blev stadig itle navnt hernede i del
shsnnneltghedssulde Rum).
«D"e er mange,« sagde Tecetl, »du-es Klæder blinler
sogsunllen De flolter sia om En, der ser nd som alle de
andre; han man vare den øverste Gud, --— han taler, de
andre lytter ester. Han er starre end J, Faden oa han
hat et lnst Ansiat, og lyang Haar og Stæg har samtne
Fakve som hang Banner. Oa bang chednina et den
aller prcegtiaste!«
»Det er Guden, det er Quetral!« raabte Mualox.
»Se ester, styrer han sin Buad mod Land?«
»Alle hans Bande styrer snd imvd Landet.«
»Skriften part Vægaen er Guts Strift!« streg
Mitale ude as sig selv. —-- »Vaaan! vaag! —- —-—«
Da Tecetl vaagnede, havde hnn ingensomhelst Er
indrina otn, hvad hun havde set ellcr talt. Hun studsede
over, at hettsdes Finder var saa ganste ude af stq selv, og
ltun vilde tcrrtegne lyam og spurgte, om hatt var vred.
Mett han stod hensce sra fig, oa udett at siqe et Qrd forltd
hatt ilsotttt den underjordistc Grotte og steg op i Tempel
Gaarden og dersra paa Tetnpletg Tag.
Aabettlmrittaett, hatt bar paa, tynaede ham ikke mer,
end som Priestetjortelem l;an bar om sitte Sluldrez tot-ert
itnod, han solte stg stcert oa stolt ved, at hatt alene havde
saaet den! Men — hvoroan stulde hatt nu gribe Sagen
an? Hoorfra slulde han fortynde AabenbaringenZ Fra
Templet?
,,Gaderne liager øde, Isoliet er paa ’Stku-epladsen, der
sidder Kongen og det gansle Analtuac!« statntttede han som
en Forrylt. ,,Quetzals Anlomst angaar hele Riget, —
ltcle Riget maa høre ForlyndelsetII Dersort itte fra
Templet, men fra Arm-acu! Guden taler i mig: Dil Are
naent Til Arettaett!«
Jnde i Taarnet otnbyttede han stn hvide Messesaerl
tned den Dragt, sont han Plejede at bære, naar han for
rettede Ofringer. Og saa styndte han sig nrd paa Gaben.
Viljefast saa’ han ud, der spillede et uhyaaelig tilsreds
Smil om hang Mund. Hurtigere og hurtigere gik han,
tilstdst løb han, uden at hatt selv vidste deras. J Ga
derne mødte han tun Sslaven Men da han naaede hen
til Arenaen, sandt hatt Jndgangen spcerret af Soldater,
sont holdt Vagt, og as en VJccrngde Mennesler. Alle dea
imidleriid sty til Stde ved Synet as l)am. Og uden at
stge et Ord, uden at fe til højre eller venstre, styrtede hatt
ind paa Arenaen, hvor lun Ide, der havde læmpet, besandt
fig, de, sotn nu var dabe. og de, der levede endnu.
Omtrent tnidt paa Arenan blev hatt ftaaende oa
saa’ sig vildt om. ,,Pabaen! Pabaen!« raabte Follet
beftnrtet, da de saa’ hatn staa dernede sotn et Rcedselens
Billed Men han stratte begge Arme i Vejret, og det var,
sont otn han tvang Follemagsen til at lytte. Endcg Mon
tezuma, som nys havde ban·det ham, bøjede sig betaget
frem.
»Ve, ve over Tenottitlan!« streg Munle i assindig
Jammer. —— ,,Ve over dets Huse og dets Falk og over
Haken og Kongeni Hvorsor er de strømmet samtnen alle
de, som bot oppe paa Heiderne, og de, som vor nede i
Dalene? Hvorfor har Krigerne kann-pet? Quetzal er net-r;
«han tomtner «sor at tage Horan Ve, ve over Tenoititlanl
J Dag er Dagen, Konge, da Spaadommen slal opsyldeöl
Over Spen totnmer Gudens Baade, baarne sont as hvide
Vinger! Hang Herllighed farver Bølgerne hvide, hans
Folges Kjortler straaler as Himntelsl Los-. Ve, ve over
Tenoltitlan! J Dag et dets Berømmelses sidste Dag; i
Morgen gaar Quetzal i Land ved Kysstem og Riget, det
stolte Kejserrige, stal splittes og for evig sorgaa! . . . O,
Foltl forbi er Freden! J- Temspelvogtere, hellige Mænd,
tast Brande paa Jilden og bed og sbring Oste! Og Du.
Kotige, otckbyd dine tapre Mand, dine Forere i Kamp,
og tcel dine Bannere, sog saml dine Krigeret Omsonst —
omtsonstt Ve, ve over Tenolttitlanck Dens- Alterbaal
stal slutles, og dens dsde wongers Ben ital sspredes, og
dens Altere sog Afgusder stal styrtes, og hvert et Tempel
stal jcvneö med Jorden! Endt for evig er Azatlans
stolte Binne, — ve, ve over Tenottitlan!«
Hans Arme sank ned, han dsjede Hovedeh og stille
vg langsomt sorlod han Atenaen. Tilstuerne sad en
Rund sont rædsselsslagnez saa begyndte de endng at rem
me Bæntene. Men alle gis benauede shjem, eller de blev
ftaaende i smaa Gsrtuspper og talte haldhsjt om, hvorsra
Pabaen dog havde stn forsærdelige Viden og hvoevidt hans
Spaadom var sand . . . Kotigen for stt Vedtommensde hav
de stddet og stirret ester Mualox, saa lcenge han tunde se
harrt. Saa blev hatt pludselig ligbleg og sank tilsbage paa
sin TronftoL Hofmcendene styndte stg hens og bar ham
ud; endnu mer ensd af Pabaenö Spaadsom betoges de ved
at se, at deres mægtige Herster vg vise Proz-it var suntet
saa spnderlnust sammen. De bar- ham hjem til hans
Palads, og lod ham vcere ene med samt hans overtroisle
Angst.
Guatatmozin var blevet staaende alvorlig og fattet
midt under den almindelige Fokvirring. han taldte Sla
der til vg besalede dem« at bringe de Dsde og den gamle
Othmier dort. Jztlil aandede mit-nun »Hu vhar spottet
Guden,'« teentte Guatamozim »men lever han, vil Stras
fcn vel wol ramme hamt«
For Solen sank, svar det store Amsiteatert brudt ned
igen. sog alle de Dele. hvoras det «best«od, var atter blevet
gemt i Templerne, hvsor man plejede at opbevare dem fra
Fest til Fest...Men paa den ryddede mugtige Plads
saaö ingen Mennester. Beten var sont added.
Og Befoltningen hat-de Cittndt de itle seltd vidsste
dems) god Grund til at engstes. M selv saenttte Afsj
ten styrede Cortez’ Stibe — elleve i Tollei og lastei med:
weissagt-Sevi- —— fka Ost M i Statistische-sagten
Morgmen derefters sejlede de opad Rio de Tal-acco, den
for stt tene state Band og for sine Museobe-bevoksede
Bredder beten-die Rot-.
Anden Dagö Ästen M et sveddryppende Jldud styrs
tende i rasende Fort op ad Gaben, som fsrtc til det kon
geltge Pult-U
Budet dlev sitt frem fve Kannen, —- og tort estee
so’r det Nygte gennem Studen: at Queyal var kommen
med Baade, som var. stsrre end Templer, som dreoes frent
af hvtde Slyer, og Mira der udgil Lyn og Tot-dem
Da sanl hieriet i Livet paa Montezuma, han overgav
stg ganste til Fortvivlelsen Saa· uagstet Spanierne ilte
atvede det, havde de dog halvvejs suldsssørt deres bewen
melige Erobring, endnu forinden deres Hestes Jernsio
Obetraadte Kysten ved Sau Juan de Ulloast).
Its) tssortw Stibenaaede til klltnndittgen at Inbasco7zlodett den
U· Mai-to löll).
——- s »
Linden »Wa.
l yvcm er o-. FremsnkdcT
Jnaitg dar geiaet Hi etan var tun-nun og endnu
tieikandig laa de kFreInntede i deres stsore Bande ved tin
..en. Ucnnem Lpejdere fit J.contezuu:a næsten oaglia
lsxsterretning om, l)-vad de seretog sig. Han git i en sta
in lis« Alle sine hidtidige Adsspredelfer havde han op
givet, cg han tilbragte nu Tiden med lange Spadseretuie
i sine Hader, eller han sad i sit Avdiens-Ge-mat og raad
flog nsed Rigets Fyrser oa cned sine Hofmænd
Det var Aften. lionegen loin fra Badet og havde —
jocn ljans Stik var -— llaedi sig om for fjerde Gang; han
følte sia Inere osplivet en ellers, og degav sig nynnende den
til Episesalen Jngsen evr-opai"sl Monart spiste med san
intgen Pomp og Praat sont han. J »den sttaalende op
lyiie Zal var Guldet belagt med spnaglede Maatter, Vasa
gen-e behanat med smutte Treppen og midt paa Guid-It
ited en nppig Løjbcenk, thi Kongen plejede at ligge ned,
nnar han spiste. Et grønt Treppe var trultet mellein
Lø«jbcent«en sog andanngsdørem for at ilte nysgterrige
Blilte stulde forftyrre Herskeren under hans Maaltid.
Retterne stod Paa Kul:Breltenet, saa de kunde holde sig
danne, Servicet var as fineste Cholulaner-Procellæn, og
-1-et benyttedeg —— ligesaa vel sont Dragterne, Kotigen bar
-—— tun en eneste Gang: derefter blev bande Service og
Dranter sorceret bott.
J Spisesalen befandt sig hin Astetn soruden Mon
tezuma, tun hanH Tjener, en sire sein gamle Raadgivere,
hvem Kotigen plejede at kalde ,,Oniler«, samt et Par
Kvinder, der tilveredte en af Kongens Livretter, en Slngs
søde Basler...«.Ui-ontezumia stralte sia paa Løjbænlen ng
gav sia strats til at spie Paa et Signal, der blev givet
nied en Meile, traadte en Hob fornesint llædte Drenge
eller Pager ind og stillede sig op, for det Tilfælde at Zion
gen havde noget at besale. De gamle Raadgivere trat sIg
alrbediat et Pa: Strin tilloage Undertiden indbød Kon
gen dem til at spise med, men fom ostest var de tun tilstede
for at holde ham med Selslab og for at han iunde have no
aen at tale med, hoig han sit Lysst til at tale.
»F Aften soler jea mig bedre tilpas, Onkler!« sagde
Montenima »Min Stjerne stiger op over Taagerne, som
flørede den. Det nytter jo heller ingenting, alt-d at vcere
bekymket!«
En af de gamle Raadgivere sordristede scg til at me
»ne: »En Konge butde vcere hævet over Belymringer.« Og
»en anden tilsøjede: »Kongen burde bcere Kronen, som vi
inndre beerer Rappen: niod den tvlde Blce«st.«
l »Ja, det lunde itke vaere saa galt!« sagde Monter
.ma on smilte; ,,men J glemmer, at Kronen bringet selv
iBetnmringer.»Træd nærmere, jeg pnsler at horc, hvad
J mener o«m den Sag, som stadig sysselscetter mine Tan
ter. Dei sidste Jlbuds braate mig Melding om, at de
Fremmede dvælet endnu bestandig ved Kysten sog soger blot
ud til Øernr. Hvem mener« J, de tan væte, og hvad vil
de?«
En af de Gamle ertlcere«de, at Kongens Raasdgivere
tunde umuligt vide mer end selve Kongenz en anden for
sitrede: ,,-vi laaner vore Tanker fra Eder, Heere Konge!"
Men den ældste og alvotligste as dem etklætede med Oder
bevisning, at estee hans Tro vat- de Fremmode Guder,
sont var tomne sta Stolen Dei-es Sttyts, detes Heste og
det, at de kunde befare Havgudens Rige, var i hans Øjne
luttet »Undete. Den Seie, soni Cottez nylig hasvde onn
det oder Jndianerne, var ham desuden et Bevis paa, at de
var novervindelige.
Montezuma delete tantesnld estet. »Bei talt, On
tel!" sagde han saa. »Nun hvad det angaar om India
nersne hat J itle talt sotn en Krigetz thi J glentmer, at vg
saa vi hat slaaet de dovne Tlascalanete!"
han vinkede med Haanden, og den søkste Anretning
dlev taget bott. Den neeste Antetning bestod hovedsagelig
af alstens Dessettx og saa blev der bragt »Ghocl-atl« sind,
en dejlig, stummende Drit, sont setvetedes i sine smaa
Guldsianle. Dkengene trat sig tilbage; nydelige unge Pi
get indtog deres Plads.
Montezuma stsd en as de smaa Guldstaale den til
hvet ais sine Raadgivere, og sortsatte saa, medens han
blev oed at sspise og dritte: »Ja —- htvad enten nu de Frem
tnede et Gudee eller Mennesiek, saa gav jeg gerne en hel
Provinz of mit Rige, om jeg vidste, hvad de havde i
Sinde. Thi, Ontlet, saa tunde jeg bestem-me mig, enten
jeg bot ktige imiod dem, ellet jeg stal lade dem II Fred.
Hidtil hat de jo itte forlangt andet end Ret til at dtive
Handel med os; og det plejet da at viere Tegn paa
Vensta«b. Kan haende, de blot sogee estet Guld, og saa
vil drage dort igen!«
»Ha: Kongen glemt Pubaens Ord?« spurgte den
telldste RnadgiVer.
»Ti! Mietlan (Hel«oede) med Pabaen!« udbrsd Mon
tezmna hidsigt; »han hat fyldt mit Folt og min Stad med
Uro!...« Men da den gamle Raadgiivet indvensdte, at
Palmen jo dog tigtigt havde forudsagt de Fremsmedes An
lmnsh set nogen i Stnden havde hnvt Nys ow, at de var
lomne, og at Palmen fslselig maatte vceke en Proset, —
laa lagde Meintest-mag Hefttsghed sig stth igen. Netov
det var fso hemmeligshedem sotn han itte soemaaede at
udgeunde. han shavde ladet anstille Undetssgelser-, og det
havde vist fig, at Mualox hele den Dag, da Queßal-Kam
pen holdtes, og hele den fokegaaende Nat selv hast-de ap
holdst sig i den gasmsle Tempelbvgning og itle havde mod
taget noget Bad ude fra! . . . Altsaa hsete Montezuma al
vorlig estee, da vhanö gamle Raadgisver fortsatte: »Der
ssom vor vise Menge vilde vcerdigeö at lytte til sm Slavee
Ord, saa slulde han ikie tforlbande Palmen, men gIte ham
til sin Ven! Kongen stulde talde Pnbaen til Paladset og
saa ham til at blive her sog give ham en Stemsme i Raadet.
Padan sormaar at lasse i Fremtitdem hvem, o Kotige, tan
saaledeg ssosm han vcete Mellemmsand mellem Eber og
sQuetzal?«
Montezuma svarede itte; ban ssad i Tanier og fin
gererede ved den lille Guldslaal, hvotas han liavde deut
tet. Den gamle Riaadgivers Osrd havde linesosm nivet
fast Form til Planet, sont han selv lænae havde aaaet
on nrublet over. Egentlig var han iwderst inde overbevist
uni, at de Fremmede v a r Quctzal ined haniJ Folge, samt
onl, at al Mvdftand vilde vcere sorgceves, hvis de var
ommet ssor at tage Hcevn. Men -— lod Quetzal sig ille
c«rsone? Og vilde det itte være scerlig lløgtigt, at stille
» aa at sige Gudens Profet dp imvd selve G!uden?
! Konsgen reiste sig, tog en Perlesnor, hcengte den om
Zalsen paa den gamle Raadgsfvcr og sagsde: »Eer Plads
r hdg mig, Onkel, jeg vil lade Jer anvise et Vcerelse her i
Baladset Ebers Forslag synes mig. vel vcerd at over
eje!...Men jeg er saTdig med at spise —— lad Piber
jsrinae ind og slaf Musik dg Duns! Det vil give mig sti
«"te Zimfterl«
Resterne af Maaltidet blev baaret ud, det grsnne
Forlsæna blev trutlet til Side, og tnan bragte Kvngen
Biber, som han uddelte til sine Fortroligr. Snart estcr
steq blaalig Røg vp mod Losstets udsskaarne Sparrevceri.
Zaa blesv oasaa paa begge Siider Tæpperne trutket fra,
og inde sra et tilstødende Rum lød Musik af Horn og
Fløjter. En Fldl Danserindet traadte ind og stillede sig
dp lige over sor Ksongem De var halv nøgne, tun isptte
acnnemskgtigt Flor og flagrende Baand, men de straalte
as Perler og Sniytler. Om Antlerne bar de smaa Solv
bjalder, onI Hovederne havde de «.liranse, og i Hænderne
lxoldt de Guirlander af Blomster og Frugter. Eiter at
de havde bøjet sig dybt for Hersterem svcevede de srem og
beaynsdte deres Duns. Montezuma laa Ined halvlutte
Tijne og stirrede gennem de blasalige Røgskyer drømnieriit
hen paa dem: de reprcesenterede en as de Magter, som
havde vænnet ham as med hans gamle trigeriste Tildøjc
lighseder..
Danserindernes Bevægelser Var dmhyggeligt indstu
derede og yderst ind«sms·grende. Dansen begyndte i et
langsomt, højtideligt Tempo, blev derpaa vildere vg del
lystiaere, og sluttede saa, sotn dm den selv vilde dæmpe
Ru«sen, den havde vatt. En for en trat Musikanterne sig
tilbaae, en for en sorsvandt Dsanserinderne, saa man til
sidsst tun hsørte en eneste Fløjte og tun saa’ en eneste Dan
serinde. Saa tav ogsaa denne ene Fløjte, cg Danseks
inden slyndte sig nd, og der blev ganste stille i Salenl
Kongen sa·d lange, ligesom fortabt i Erindringen din
det Stue, han havide nydi. Han valtes sørst, da man
meldte darn, at Tezcucanercn JztliL hvem han havde lo
vet at tage imod, ventede udensor Deren.
»Ja, det er sandt!« udbrød han. Han sad en Stund
og røa paa sin Pisbe og sasgde saa i en Tsone, soin vm
han talte tkl sig selv: »Jeg satte megen Pkts paa den
srsise Hualpillix for hans Styld vilde jeg gerne have set
bang Sønner lyktelige. Da jeg blev nøIdt til at hjemsøge
hans Stad med Krigssolh overdrog jeg Staden til hans
celdste Son, fordi han syntes mig at have mest Ret til
den, sog sordi han var og er mig en tro Tjener. Men
alligevel —- jeg vilde enske, der havde vceret to Tezcucoer,
saa jeg havde kunnet give ogsasa Jztlil en Stab og itke
havde bebe-M at sit-de ham frsa mig! Jztlil er en tapper
KrigeL Hsts hans Vilje Dir saa god, sont hans Mdv e:
stott, kunde han vcere mig til megen Nytte!«
! Han gav sig igen til at ryge og sad -og saa’ tanle
;--suldt paa Røgslnerne. Jngen talte. Saa dlev Jztlil
fort ind. Han var itle kam-met sig helt endnu estet de
Saat-, han havde saaet under Kampenz han havde Panth
lighed ved at gaa, og Kvngen selv forhindrede ham i at
tncele ned vg bringe den vante Hyldesi.
,,Lad tun hilsenen sare, Fyvft Jztlil,«« sag-de han.
»jert Miod er tommet stom Sen af en as mine gamle Ben
ner!« Han tav et Øjelblik og tilføjede derpcm »Der et
tidligete, Fyrst Jztlil, blevet fosttalt mig backde det ene
og det andet om Jet. Man paastod, at J Var meget abkl
sreds, sdrdi jeg havde steenlet jek Fadets Stad til jet celdre
Broder. Men shdet Mand hats sine Bagvaslete, saa jeg
hat vannet imig til at lcegge meke Vægt paa Handlinger
end paa Rygtet. Jeg stal itte glem·me, at J tappert satte
jert Liv vaa Sspil til Gudens Ære. Hvis altsaa den
Sag, hvorvni J hat ulejliget Jet hethen, ladet sig gen
nemfsøre, saa maa J sorud vide, iat jeg er villig til at voere
Jet til Tjeneste.«
Jztlil svarede med stor Ro: »Det andrer mig its-:
Herre Kvnge, at jeg hat Fjender. Hvis inoisdsleriid mine
Fjender bldt hat sagt, at jeg var utilsredz med Ebers
Kensdelse, saa hat de sagt sandt!« —- Motezuma ryniede
Pandr. —- »Ja soklad mig!« siottsatte Jztlil, »der flydet
kdngeligt Blod i mig, sog jeg tør vel tale som min Faderä
ISsønt Jtte devover er jeg smissornsjeh at J gav min
Broder Stakden og mig blot nsogle nisgne Winter- jeg er
mindre Fyrste end Krigek, den ene Plads er mig saa tret
som den anden. Nei, men jeg vasmedez fordi Edetz
Kendelse gjorde det as med mit Lands Uafhcengigshedl
Naar Inin Fader kam og bessgte Eder, behøvede han itke
at s ta a op soran Edet ellet at stjule sin kongelige Dragt «
under en Slave-Idicttel«).«
«) JHersketeni Nækvctelse maatte alle biete en sangen hvtd
Kiortel wen-ums
Guttat-ex
l
Gode Bis-geh sont anbefale5:
Mikicis IIIIM ·- smessis m Kinn-.
U- Sidek, i M s tun-, Ins-buntes U
Icktykcit I St Mkws I- sånssiss u- Iw
ssrkh I M, somit-I V Tenn, ists-usi- Stutt
Mattyretue i den lutherikc sitt-. M sk.
List. sc im Cis-t, tudsuubeu i ChittiW 0 cmtt
I
Bett Dut. c- askcms sen-mag iks seist cis. ca «
tue-its- iemsmk If mit mai-· pi- W «
UO Mille-. Ittss sitt Guttat-h II.H.
Diu Brcdcks Bude II Ioktclliup ie- stlllmk Mc
Orient-I, fragst-m II interessant Pan VIII us O. I
Medic-. 174 Süd-r, idmstag, 40 conti.
Herren et mit Skioldo ca Jortclling, iosu stillt-( U
kristelige Lis l Auch-d 150 S» i OmiL Ase, tust-. soc.
BIget sendes vertan-it Betalinaen liebes indienbt samtnen
steh Beinah-gern Frinmtkek modtages iom Bereits-s
Danish Lutheran Publiihinq Dense, Mai-, Iebtest-.
