Den lyte Gub
("’l’tte Wir Gott«.)
Roman om Mexikos Erobring.
Uf Lewis Wallace. Paa Danst Ved Vilh- III-Eltern
CertsaU
Der blev nvgle Øjeblits Tavshed, -— saa fagde
Guatamozim »J mener, at Kotigen har forurettet Jer?
Nu, det er muligtt Men hvad Grund giver det Jek til at
nvve Mv med mig?«
»Ih, det er sandt!« svarede Jztltkl niad fotandret
Stemmetlana. »Bei Jet tierovet, saa Slaverne itke tan
inmi«
Guatanwzin blev siddende tet op. Men Jztiil sæn
tede Stemmem
»Komm hat en Dotier, svm han lalder Tala, ta
ivm san elfler sont Lyset i sit Paladg.«
Intet Svak.
»F iender heade?«
»Wenn ille hendeg Navn!« bruste saa vlndsetia
Staatenstoin op.
,,Hv-vrfor ittes Jeg elsler spende, - og hvig itle J
havtde vieret, ’Tzin, faa vilde ogfaa hnn have elslet mig!
. . . Dgfaa J hat ajvrt mig Uret!«
cuatamvzin sad med ryntede Zjenbryn og stinkt-:
over thd Lysstæret over Staden. »Hun et niin Slægis
ning,« sagde han saa, »vi er votfet op, næsten som Broder
da SIfier, fra vi var smaa. Oderalt var di samtnen, - -
jeg maatte jv elste hende!«
.,J ntsfotstaar mig,« svarede JztliL »Im vil have
bende til Hustru; J atttaar hende af Ærxierrighed J
set i hendes Oer tun ester hendes Fadeks Zwar-«
Saa stiftede pludsclig GuatamvzimHoldnina »Na
tan det væke nsv"«t, Tezcncanek!« udbtød han· ,,«fvrrædeci
mod Konqem Udæsining va Haan imvd mig, - -- ved den
heilige Soll J slal komme til at staa mig til Ansvar,
Stjold ismod Sljcsldi Sandt not, jeg udgyder nødig
Landsmænds Vlod. Mcn s-« i Morgen hat vi Quetzal
Fest; saa sial der tamves mod de bedsie Fanger fn
Tenwlerne, i Adelens va hele Foltets Paasyn Tor Zu
iaa bevise, at der er tonaeltat Blvd i Dia? Jeg ospfordrer
Dig, Ssn af Hualpilli, til at dele Faren med mig!«
Tezcncaneten tav, og Guatamozin forftyrrede ham
itte i sin Grublen. Han gav blot sine svrte Slaver en
Orqu — og Baadene fle afsted svin vinaeløse Fugle . . .
Midt ude paa Søen havde man stundom maattct
dkeje If for svønnnende Hader, smn enten laa for Anker
eller Iom dkev for den svaae Brise. Nu, da de nasrtnede
sia Baden, blev disse Hader talrigeke, faa man tilfidst
tvede iom i et Artipelag. Fra mange af dem lnfte Falter,
fra andre lød Sang og Flnjtespii. Hvett Øjeblit mødtc
man Vaade med Lyater paa kaftavnem som roede ud til
Haveknr. Jnde i Stab-In steg Flammerne fta utallige
Altekbaal til Vejrg vg belaste ilygtiat Templernes Taarnc,
hvide Bygninger. Tkæet i Hamme. Og man saa’ dcn
nendelig lange Pia-Man inde bag hvillen der lød en uafi
brudt Summen vg Butten . .
Saa tdrejede man ad en Kanal ind i selve BUen Los
faldt ad over den Vei, som Baaden siulde, —-—« den abe
iteznte Summen blev til Menneistestendier og Stvj af Al
flens Arbede Atter modte man Baade, fokn snatt bragte
Fragt ellek paa Tvtvet indtøbte Vater, og snart igen rvede
assted med unge Mennester, der sang lystiat Hist og her
fsrte Travpetrin fka Kanalen op til en Portal, hvor der
stvd btoget ticedte Mennesier. ---- det tog sia nd næsten fin
et Sitylle Kaknevat
Men rwdelig naaede man hen til Hovedqaden, som
fra Judgangspvrten mod Svd lob gennem Staden i hele
deng Mengdr. Saa bøjede Jztltll sig til Siden og wrxe
let red sin Medtejsendes Stall-en »Hualpillis Søn tager
imod din Udfvtdring, letet!« fagde han. »Altsaa i Mor
gen, paa Idanvpvladsen!«
Indte Ovd blev der itte vetsleL De to Fjendcc
stiltes va ssgte hvet sin Mi.
lll. Spnadommen paa Væggen.
Den over Staden lød Tempel Bagterens Raabt nu
var den føtlte Fjerdedel af Ratten gaaet.
St af Byens talrige Templek laa i Ncetheden af en
stoe aaben Plads. Det var bngget af en af de førftc
Konger i Terwititlan og bestod lsom alle Tempel-Pyg
ninserne fta den Tid) tun af en Etage og et Taam
Mod Syd vendte det ud til en KanaL paa de tre andre
Sidek hegnedes det af ntsandshøje, stensatte Mute. Det
bavde Form af en Fittant og stralte sig over et ftokt
Rum. Jsfølge den aængse Tro, at Morgensolen btagte
Held og Lytle, vendte Facaden mod Ost. Her fette en
mægtig bked Ttappe op paa det flade Tag, paa hvig Midte
den var tejst et rundt, med sælsomme religrrøse Symbolee
udlkasaret Taarn as Tra. Traadte man ind ad Taarnets
Dere, stod man stralö for Guden Quetzals hellige Aasyn. . . .
Uden paa Taarnet føete en Vindeltrappe ap til Toppen,
hvor en evtg Jld flammede fka en llrne. Og endelig git
der imtrent midt ud for Taatnet, mod Vett, en bred
Tkappegang fta Taget ned til et Gaardgnnn, sont inde
sluttedes as en Sojlegang. Fta Ssjlegangen fpkte attet
Dste og Vinduet tnd til et Myldet af Vaaningstum og
Gange. Herinde, i en evig Sturm-ing, havde l fordums
Ttd et talktlgt sog mægtigt og simmnelt Præstestsab bedt oq
dtmt og ltudeket. Thi den Gang husede hver af Bya
ningeng utalllge Celler en bodfcerdig Man-l, og naar
Ida-gerne var vendt tilsbage fka Reig, havde deteg fortte
Gang været til dette Tempels Alter.
Wen Montezuma havde ladet opføre en nn Bygning og
havde i den ladet opstille et nyt Afgudsibtllede. Og ret
som tm en Konge maatte væte Uogere end Traditionen til
at slabe Gaben havde Follet hurtigt vendt den gamle
Helligdom Ryggen. Oppe i det gasmle Tot-Zaum tkonede
vel endnu den Billedstøtte, sotn man sagde, at Quetzal
fels hcwde udsiaaket; endnu bestandtg siuede dens hellige
Unsigt ned fra del luftkge Rtge, og Bindene viftede med
»J!d-Fjetene«, soim twnede dens hovety og l den lsftede
hqand holdt den endnu et gyldent Seel-ten t den anden
et Ialet Sliold, —· Sindbtlledet paa Quetzals Mast og
l,
.Herli(shed. Men de pr-æfteklce’ote Tjenere var forsoundne.
og Bygningens Celler ftod tonvme. Kun en enefte paba
(Præft) boede her endnu, ozogtende det hellige Billed samt
Den heilige Jld . . . og forøvrigt i sin blindt begejstrede
Tko forvetslende saa temmclig sin Mensing med Gub
dominens.
Jlden deropspe i Urnen spaa Taarnets SOids kastede
et kwligt Stier ned over det flade Tag. Tcet henne veo
Taarnet itod hin Templets sidste og eneste Pkæst, Mualox,
Ilwitiflachnet og i en Slags hvtld Mesfefærk. Erindringen
Iom Dage, som havde verket bewmmeligere for hans Tempel
og hang Nutz lagde ham bitte Ord paa Leben; han
lmumlede ljen for sig:
i »Al, Azatlans Born, J er flvatet fra hans Alter,
»der ligger Stov paa bang Sljoldt Morgenen gaar søvnig
;op over hans Trappe, intet Fodttin vætker hom, ingen sp
Jger hans Velsignelse. Er Dalen maaste blevet uden Fragt
weg Haderne nden Blonsiter, siden ha n maa savne Gaver
og Ofre? . . . Men oe Jer, Dagen er ncer, da han atter
;flal ser ned coet Talent Han sial komme, itte fom 1
jgamle Dage, da rig Høst msodnedes under hvert af hans
»Fodtrin, nej, ifort Mictlanssy Magt stal han komme med
»llglen i sit Slød og Die-den i fin Haand. Vend om, vend
jom, Born, at itte Tenoktitlan ital lægges ode!«
- Der lod pludselig Trtkn fra Sandal-betlcedte Fødder
»Na Tagetg Fliser. To Mcend tom hen til paba’en og
Istanosede Den ene havde Heette over Hovedet og lang
»sort Kjortel sum en Præftx den anden var isprt fuldsftcendig
Krigerdtaah ftammet, fferbefat S-olv-Hjelm, fort, stetem
tet, Delssbmwnmet KjotteL Tnnika samt Skærf om Livet;
i Haanoen lyoldt han et Kastespyo, paa Forsiden af hans
Stjold var Der malet en Ugle. Han var hof, udmærtet
velftabt on forte sig Incd regte syrftelig Anstand; det stcerkt
folbracndte Ansigt havde et mandigt og dog mildt tldtryt;
lmn tunde vel væke en 25 Aar· Det var thn Guata—1nrs,
et JJionstcr naa en Ast-el, udtuftet med alle sin Rates
bebtte on med tun faa af deng flette Egenftaber.
»Mnalor!« sagde Monden, Tom Var klcedt i Preneste
dragi.
; Puban vendte sig oni imosd dem og tnælede faa nsd
"og tyssede Tagets Stenflise. ,,Tilgiv, Konge, Ebers Ska
ve!« sagde ban. »Jeg stod og drømte om mit Land.«
»Rejs Dig, Mualor,« svarede Montezuma og flog
Hceten tilbage fra Hebel-et »Velsianet er det Stov, som
th Slæg bekørert«
Lyfet derospspe fra Taarn-Spidsen stinnede Monte
znma lige i Ansigtet. Han havde en bred, traftig Bande,
buede Øjenbryn, lige Næsex over Overlæben bar han en
tynd Knebel-shari, om Hagen tyndt, mørkt Stæg. Hallen
var rund on svaet og indfattedes af en Ftraoe af Neid
Itraakx Han havde et meget bindende Poeten, talte llakt
jog tlangfuldt.
I »Manqu en Stierne er gaaet op,« sagde Mualox
than havde reist sig og ftod nn med nedslagne Aue og
Hænderne foldeke foran Brhst"et), ,,siden Monteznma sidste
Wann tnælede for det gamle Alter-. Der er ikte faa stunk
mel en Reanvejrcskag i en Fnrrestov, fom der er n:1 i
Quetzals Sind!«
Kongen rtmtede Pande, men sparebe itle. J Siedet
for rorte han med Haanden ved GnatamozinZ Arm oa
fpurgtu »Sagde J itte, at Puban havde voget at for
tcetle mig?«
Mualox tog Ordetk »Jo, saadan er det, Kongek
Palmen hats tun beholdt faa Venner nu, da hans Reli
exion og hans Gud spottesz men Tzin Guatanio er blevet
hatn tro. Eiter min Anmsodning begav han sig til Pa-»
tat-set Vil Montezuma værdiges at folge fm Tjener?«!
,,.f,)vorhen?«
»Ach i quningen.«
stongen betcrntte fig et szeblil. ,,Naa, lad Anal«
saqde hcm til fin Ledfnger. Og de fulgte med Paban.
Han forte dem først ind i Taarnet, hvor purpur
farvede Lamper brrknbte rundt om Gudebilledet, fom de
tnælede for. Sau tog han et Lys sra Alteret, og git
foran dem ned i litaavdsrummeh og derfra gennem Sinke
gangen ind i en ftor Hal. Vejen fnoede sig som en La
byrilntlz og bacwe Kotigen og bang Ledsager studsede, da
te atter og atter fteg ned ad Trappetrin og git og blev
Ved at qua. Men Mualox ftred husvant fotan, han be
tænlte sig ilte et Øjeblit. Endelig stawsede han og holdt
Lyset højt i Vejret. Eaa faa’ de en raat udhugget Mut
Aabning, som var lige stor not til, at de en for en
lunde flippe igennem den.
»J hat jo ltkst lesunnlnxthL Vise Kongc".3« sagde han.
»Mindes J det Stiel-, hvor der staat-, at før Tenottitlnn
blev bygget, var der blevet ipaabegyndt et Tempel med
Kanne, som stralte sig langt ind under Søen? Og hufler
J fremdeles, at der staat-, at i hkne Kantre opbevaredes en
umoadelig Stat, oq Pan Væggene stod at lasse Spaadonnne,
som en Gud havde sitevet?«
»Ja, jeg mindes det!« svarede Kongen. .
»Seit betro Eber til mig, og jeg sitt-l vise Eber det
altsamsmen!«
Han traadte ind i IlluvAabningen og tilføjede: ,,Nu
staat jeg under hint gamle Tempels Istlige Mur!« - -- Te
to andre fulgte efter ham —-— og studsede: »Se Eder Din,
Sionge!« sagde Mualot. »J et i et af de Kanne, som ncevs
nes i den hellige StriftP
Lsnset osplyste tun en lille Strælning, saa det var ille
let at siønne, hvor stort Rumsmet var. Det saa’ ud sont en
stor, af Naturen frembragt Hulex men Gulvet var belagt
med dels røde, dels graa Flisek, og Hist og her var store,
ntilhuggede Sten væltet ovenpaa hinanben for at støtte
Loftet.
Medens de qil videte, fagde Mualox: ,,Paa begge Si
der af os er der Rum, hvorigennem vi lunde blive vev
at gan, indtil vi i Stormvejr vilde tunne here Søen bruse
"oppe over vore Hoveder.« -— —- Lidt efter rom de forlii
nogle Søjler og detefter til en stor P-ort-Bue, hvorfra der
flog dem i Mode et mesten dagllart Lys. »Der er Stedet,
Konge!« sagde Pabaenx «saml nu jekt Mod!«
De traadte ind gennem Portbuen og stod i førlte
Øjebllsck helt blændede. Mualox var gaaet lkdt i For-beim
hen til et ftort Stett-Vom ,,J studierW fagde han· »Ja
·) Astekeknes Helmshe; Uglen vik Diervlens Sindbilled.
«) Den guddommelige Bog euer Azteternei Bibel.
«
ogsaa jeg hat st"ndset, indtil jeg sorstod, at her hat en Gud
boet. Se Eder om, Konge, betragt, hvad Quetzal hat
siadt!«
Rummet var stsort og sirtantet. Plumpe Søjlet med
allehaande sælsomme Udstcetinger bar Lsoftet, det var over
truket med et Gitterværk af glinsende hvisdt og gult Me
tal; Lamper, som Mualox havde tcendt i Anledning as
det kongelige Beng, brcensdte rundt omtring. Mellem
Søjlerne stsod svcere Vorde, sog paa dem igen stod wand-H
høje Urnet og Staale as Sølv og Guld, hvori der var
tidset G«ude-Billeder. Og mellem Staalene og Urnerne
laa Dynger af Rubinet og Perler og Brillanter, hvots
iblandt den vkostelige, matgrønne aztekiste Smaragd lhstc
med tnssldt Stern Men som Vogtere over at den begtavne
Hetlighed stod hist og her paa høje Sotler kronede oa
vaabenssmhtkede Statuer, et stort og ktigetist Folks Konget
eller Halvguder . . .
Montezuma var malløsz han saa’ og saa’ sig om i
det gyldne Statlam·tner. Endelig vendte han sig med en
cpselraende Mine osm til Mualsox.
»Vil Kongen saa tro, at han-«- Tjener talet sandt?«
saade denne. »Quetzal hjalp mig til at finde Kamret; her
er Statten, hvsorom der staat strevet. Men jeg har nd
gravet as Mørstet en Stat, som er rigere endnu, end hvao
J hat set: et Budslab til Eder, Konge, fta selve Guden!"
Montezuma blegnede og saa’ ængsteligt paa ham.
»Jeg slal vise Edcr, strevet as Quetzals egen H-aano,
at snart er det nde med Ebers Kejsetrige, og at hver en
Jordens Vind er svanger med Nød og Jammer for Eber
oa for EdergZ Sttisten staat paa Væggene. Folg med!«
Han forte Kongen (hvem Guatamsozin folgte) hen til
Begyndelsen af den østnge Verg, hvsor der i firkantede
:IJtatm-or-Paneler var udhugget, i Basrelief-Stil, Billcds
strist og Billedser as Menneste-S«tilkelser. Øjensynlig
flhldtes de den samme Haand, som havde skiabt de for o:n
lalte Statuen Rundt ornkting de hvide Skikkelser var
der indlagt grsove gtaa Korallen saa Figurerne traadte
starpt frem.
»Dette er Stristen, Konget« sagde Mualox; »den
l-—eaynder her og loher Vetggene rundt. Om J behaget at
liøte eftet, slal jeg læse den for Edet! . . . Denne Figur
et Stammens sørste Ronae; de andre Figuret er hans
Tjenete. Boastaverne fottæller om Vandringen herhen fra
Norden. Lasa Mcrtle til, at den forste Del af Stristen -—
Begnndelsen —- findes her i det notdllkgste Felt paa den
astte Vag!"
De git videre, fta Fett til Felt. Allesammen frem
slillede de Optrin af Stammens ErobringS-Togt paa dens
Vej mod Snd fta Azatlan, dens fjetne nordlige Fædte
land. Saa tom de til det forste Felt paa den sy dlige
Vasa. ,,Hvad vi hidtil «saa’,« sagde Mualox, »var det
sotste Assnit af Folketg Historie; her« beghndet det andet
Afsnit. Set J, Kongen staat paia en Klippe; en Prasst
peaer paa en Ørn, sotn sidder paa en Kaktus, med en
Etat-ge i Nat-bet; endelia hat Stammen naaet det Sted,
hvor Tentttltlan slal bygaes.« - - Han ait videte til nceste
Felt: »Der set J Templer og Paladser7 Kongen hvilct
paa et Lese. Staden er bygget.« «g idet han ttaadte
hen foran det tredie Felt, tilføjede han: »Lceg nøje Mcette
til dette Billede, Kongel Her indføres en ny Figur. Se:
J, han staar for-an et Alter, hvotpaa der ostes Frugt og
Blsomstcr. Det er Quetzall Til hans Ære, ved J, brin
aes der ille Zlagtofre. Mine Haku-der er itte smittede af
Blod.«
Gnden med det lnse Anstat, de flaarende Lotker og
den jckvne Drnat lod til at gøre et starlt Jndtryt paa
Montezntnax thi han blev lcenae staaende og saa’ Paa
Billedet. Lidt langer-e fremme tom den samsme Figur
Egenx mei! her qit den ned tnod en Baad, og langt til-—
bage i Baaarnnden saag Folt, Templer og Paladset
Mnalor fortlarede: »Ze, Konku, her drager den lyse Gnd
bort fra Tenottitlam man hat forjaget ham. Det var
den sorgeligste Dag af alle sorgelige Dage!«
Og videre gik de fra Billede til Billede af den azte
tiste Historie- Saa koin de til den v e s t l i ge Mut-, hvsot
man i det føvste Fett faa en nna Mond feje Traplpen op
til et TempeL Da blev Monteznma oiverrastet staaen«de,
og for forstc Gang undslap der Guatamozin et Par Ord:
,,Konnen!« usdbrød han, »Kongen!« Saa fuldlomment
lignede hin unne fejende Mandgperfon Montezuma.
De folgende Felter paa denne Vceg fremstsillede
Montezumas Kronina, bans Felttog fangne Konger, der
Ihyldede heim. Paa et as de allerfidste Billeder saas igen
iMontezuin-a, oa hele 30 tongeligt klcedte Figurer nærinede
Jsig heim, hver med en Krone i Haanden. Montezuma blcv
staaende. ,,Hsvad betnder det?« spurgte ban.
»Vil Kongen behage at sige sin Slave Tallet paa de
Stæder, som han bar erobret?«
Monteznma tæntte et Øjeblik efter. ,,Tredive,« spa
rede han.
s »So-J er Bereiningen ogfaa paa det Punkt nøjagtig,
Konge!« sagde Mualor. »Den begyndte med den første
Konge over Tenottitlan og hat fulgt Foltet helt ned ind
til dette Dieblit Mener J, at et Mennestes Haand tan
have siabt dette Stattannner og bestrevet disse Vægges
Hvem andre end Gnd tnnde for setz Slægtled siden for
udse, at Montezuma nu føret Hersterne over tredive erob
rede Stæder med sig paa sit Sejrstog?«
Montezuma lyttede aansdeløs. Han havde forstaaet
den hemmelighedsfukde Strift og ftjalv for, hvad me:e
den vislde fortnnde ham. Men han føgte at forjage sin
Frngi. »Spaadomme,« sagde han til Palmen, ,,angaar
Fremtiden; men J har hisdtil intet vift mig, soin itle
Blilledbnggerne og Jnvelerne i mit Palads kunde gøre
efter. Vil J have, at jeg ital tilslrive QnetzaL hvad iea
hav set, faa vis mig det Tiltommensde oa ikte det Form
nangne!«
Mualox forte hasm ftsiltiende hen foran det neeer
Felt. Der saa’ man Kongen sidde i hele sin Pragt under
en Baldakin; rundt om ham var bang Hossolk og hans
Huftruer grupsperede, ved hans Fest-der sntd Folkei. Oa
alle saa’ paa to Krigere, ssoni kæmspedr.
»J forlangte en Spaadom,« sagde Mualox, »her har
J den! Er det ikte Kainrpen, som sial finde Sted i
Morgen? Og tunde Eders Billedhuggere, om de ogsaa
blev Oaret ad straks, naa at fremstille den?«
Kotigen blev saa sbelg som et Lig.
»Og se, Konge,« fortsatte Mua'box; »J ser der Edec
,——————s———- » · —
selv og Eders Folt og Ebers Krigere; men hvatd er detf
Han pegede lidt høejre op paa en Stilkelfe, sont stei i
Land fra en Baad. »S-idste Gang vi saa’ Quetzah var
ovre paa den sydlige Verg. hvor han drog Gott fra Te
n-oltitlan. Men han hat lovet, ved I, at han vil vende
tilbage, og han vil selv bestemme Dag og Time for sit
Attertomst. Se nu! medens wongen og hans Krigere
og Foltet er Tsilstuere ved Kam-pen, stiger Quetzal i Land
fra -Baa«den!« Sslikkelsen paa Billedet var itte stritt mete
send et Kvarter høj, men akdeles fortræsselig udftntz del
’ qav et Swt i Montezuma sva hcm saa den »Og nu,
sluttede Mualox, ,,l)ar jeg holdt mit Lofte Der staat
tun tilbnge, at J, som jeg sagde, lasset Solens Busostab til
’ Eder «
! »Lces selv!«
Palmen bøjede sig ned over Strifttegnene og lttstg
langsomt og indtrsaengendu »Saaledes striver Quetzal til
Monteznsmm Kongenl Paa den yderste Dag vtl han stge
at stanose min HceVn; han vil talde alt Folket sammelt
cg foranstnlte en Kamp i Tenoktitlan Men midt under
Festen vil jeg lande ved hans Kyst og for evig end
Azatlans Dage.«
»Fo: evig?« Inumlede Kongen bestyrtet. »Nei! nei!
lud os gaa osdere -— til det næste Billede!«
»Der er itte flere, Konget Dette var det sidste.«
De havde gaaet langs de tre as Salenss Vægge. Nu
vendte Kongen sig om mod den n o r d l i ge Væg: den var
nøgen, uden Billeder, uden Strifttegn! Da lynede Kon
gens Øjne, og han formelig streg inkod Mualox: ,,Løgner:
Det er willigt, at Quetzal kommer i Morgen, men han
tommer som Ven! Her staat ingen Forbandelse optegnet!'
Pnbaen bøjede sig dybt for Kongen og svarede lang
somt og betymret: »Den vise Konge stusser sig med et tomt
Haaln Da Qnetzal havde ontegnet den sidste Beremmels
sen-; Dag, holdt han op at strive, fordi Azatlan saa var
fm Undergang ncer. Det er Forbandelsen, ulytlelig
Kotige, og den behøvede ikte at optegnes!«
Montezuma studtede scg heftigt. »Før mig bort her
sta!« raubte han. »Jeg vil passe paa. Og hvis Quetzal
itke kornmer i Morgen under Kamplegene, saa svcerget
jeg. at ieg slal lade dette Tempel jævne med Joan vg
ledie Evens Vande ind her Ei Kamrene, og Dig, Paba, om
Du saa not saa meget er Padu, skal jeg lade drukne hec
nede som den ugleste Slavel . . . For mig bort herftak
Mnalox adlød stiltiende. Med Lvset i Haanden ledte
han Konqu og bang Ledsagere on gennem de Vildsomme
Gange, ud i Gaardsrummet, og derfra op paa Templetl
Tag. Da Msontezuma og Guatamozin steg ned ad Trav
pen mod Øst, tncelede ban devoppe og lysfede Stenflisetx
som Kongen havde betraadt.
lY. Fu Handelsmand i Tenokt flun.
Chaleaneren Xoli gik for at vwre den rigseste Borget
· Studen· Blnndt andre Gjendomme ltavde han et Has,
sont lau Dem den øfttige Side af Stadens ftørste Torw
;xslads.«4. Forballen i dette Hus havde et pragtfuldt Loft.
Hom bete-J of setsZ moeqtige Marmorsøjler og af lige sau
;nn1nne Eviler of qrønt Porphyr Mellem Søjleme hang
stockte sturlagensrøde Tæpper, og inde H Midtsen var det
et Springvand Brenke belagt med Hynder stod rundt
eintrinep
: Hufet var paa en Gang en Zslogs Restavratison, et
iTeater og et Magie Kontor. J et Rum udftcenskedes de
’J)xitte, fom scerlig yndedes af den foknemnre aztekistr
Werden, derifsstondt den let berusende pnlthcs. J det næstr
Meint ferveredecz der Mad, sont ellers kun det kongelige
FBord knnde opvise Magen til. Andre Lokaler igen vate
zqueoirrelseL Lceseværelser, Spilleværclser; navnlig blep
Jder flitigt spillet et Slags Hafard, som Montezuma var
Ien lidenstabeliq Elfter os, og fom hedtut»l()que. Og
sendeliq bebenede man, lwad Tid paa Degen det end var,
tun at Dinge med en Kl-okte, —— straks indfandt der scg
saa hins En en Sonnen en Gøgley en Danserinde, alt
efterfom man nn ønsiede det. Selvfølgelig var Husek
stærtt bestand Tidlig og silde lød der Musik nd derfra.
ved Aftenstid tændtes der Masser af Lamper, altid var
der fuldt af FOU.
»Nun san din Fader Tepaja vilde helft haft, at Du
stnlde vasre blevet ved Hondelens« sagde Xoli. som sad
lcenet tilbage inde i sin Forhal og baggede oelbehageligt
pem sin Pibe. Ved Siden af ham sad den« nnge Viandringks
mand fra Tjhnacanox hansz NaOn var Hualpa
,,J-a,« sharede Hualch »Jeder er gammel nn og
mener, at striqu er faadant et farligt Haandværk."
»Nei, der hat Du minorftaaet hom! Han mener
bar-e oq det mener jeg med —-—, at det er andekledes
reelt at være rigtlg rig og at byde over mange Slaver.
Eftetbaanden fom din Fader er blevet ældre, er han ogfaq
blevet vise1e, Du! . . . Naa, men Du hat nu engem
ingen Lyst til Handelen! Hos hvem vil du saa tage Tie
nefte?«
»Hos Iin Guataino.«
(Fortfættes).
Gode BøLey som anbefale5:
Mikjllm Rofcnbllllm. Eu Fest-mag m Wir-M.
125 Sim, t Omslag, 25 Cents, tut-banden so Senkt
Martyren i St. Atcdrews. E. Heu-k- m m M
Kikkr. 98 Güter« i Omflag W Cents, indbunven 40 Grau.
Martyterne i den lutherfte Kitte. »Juki«-· (
Tyst. 224 fmaq Stdn-, indbunden i Shittingsbind 40 Gott«-.
Bcn Hut. Eis set-klomm Fern-mag ika stimmt-. en «
Amerikas bedste Byger. As Lewiz Wallace paa Dunst sei
Bill-. Wollen Pris, godt tndbunden, I1.25.
Din Bruders Blodo En Fortælliug, tout stildcet Liveti
Drienten, feugstende og Wer-sinnt Pan Dunst veb R. I
Madtcm 174 Güter« t Omilag, 40 Cents.
· Herren er mit Skiolds En Fortælling, som stildm I
kristeltge Liv t Ausland Ist) S» i Umst. Asc, indis. scr
Alle Esset sendet pottofrtt. Betalinaen heb-I tobt-Im Jan-I
und Besttllingen. Frimckker modtages ihm Getan-.
Vanifh Lutbetaa Publtihtng Deus-, slaiy sie-VO
