Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Nov. 22, 1904)
Amana. Ei teliaieii tommuniiliit Seines-. llsftet Prof-. De Richatd T. Eln i »Hatpen5 Magazine-L Her eftet ,,Dansk Folcetideitde«.) (S1uttet.) Landsbherne i Amana lignet almindelig tysle Bande landsbyeh men de et venliaete, end man slal have let oed at se dem i Tyslland. J enhver as diese Landslsyet et de en lang Gade med noget sptedie Hase, og sta denne Gade findet der smaa Gadet nd nteaelmessig til begge Stdn-. Hilsene et as Mut-sten, Graasten ellet Tut-, men thkhnsene et umalede. Med umalede thehnse fntlsindet stlueken gern-e Trinken om Tfattkadcfn og liakgyldisa Sinsieihed has Veboetne og de slestc, det beseget Anmut-, tsil finde disse nmalede Hase stastødende ellet endpa ityaae Annstneten detimsod vil foteitcette disse vejtbidtej Vasaae stemspt de hvidmalede Hnsc tned gtønne Vinduesi listet, som man nn ofte set i Landktmet Qa de vejkbidte Huie et slet ille stastødende, naat man søkst en Gang hnr vcennet sig til at lade vatte at sotbinde denne Fatve med ·Tanlen vaa Atmod da Manael paa Qmosta for det, man hat. Der note-: intet Fotsøa paa ai sotslonne Atlitel inten, men lmad man langer an paa, et at bnaae enlelt, solidt oa beweint. - Tintet omitina Hnsene et typisl i den Mande, hvots isaa Kellenuttet, Tretet na· Bætbnste staat om hinanden med Blomster End mellem oa hist og het et Anlob til en liden Gtæsplcenez men ille en Tonnne Jotd et ubent)ttet, da alt et pyntet paa bedste Mande. Den eneste Vis, hvots paa Rætligheden til det stvnne findet et usotbeholdent ildttyt has diese entelte Tnslete, et i detes Blomster. Blomstet et det ovetalt i tigeste Qvetslod Sand synligvis er der iniet Sttøg uden for Kalifotnien as den samme Stetrelse, som tan opvise en Tnvendedel saa mange Blomster som dem, man kan saa at se i Amana. Alle de aammeldaag Blomsier dyrles her: Roset, Geer-met Nillitet, Georginet, Kaptisoler o. s. v. Man lan sef flete Blomstet i Amana end vaa hele den lanae Sittelning mellem Aniana oa Chicago. Venligheden og Godgøtenheden hos Amanas Beson ning lommet til Snne i manae Retningete. Belendt et del-es Katlighed til Dytene. ( Professor Ely beseate Landsbnen Homestead samtnen» med en Universitetgvem denne peaede paa en Voan med to Heite sot oa saadet »Den hetet ilte her til Kolonien.« Paa Spetggmaalet hvotfot, svatede han: »Vognen et sot fin, oa Hestene et fot daatlig holdte.« Otiet, Hesie og Milldnt hat et sandt Patadig i Aknana. Fuglehnsene i Havetne et et Beoig paa detes Kætligbed til de mindre Tyr. l Landsttygetne og Tiaaerne et alt sot tilbejelige til at misbtnge detes Godhjettethed De et gtde ameri lansle Botgete, selv om.de et uvillige til at deltage i Ktig oa lidet tilbøjeliae til med siøtte Jvet at blande na i Politilem ! Undet Botgetltiaen bidtoa de med ca. 2s),l)00 Dollatsl til Batmhjettighedessotanstaltninaer. De et stolte as de i tes Privilegiet som Botget i det sti Ametila oa hetets s. Ets. med Glcede paa Beteininaet am Fremgang sotI ilnivetsitetet i detes egen Stat. Kvindetne blivet godi behandlede i Amana; men til nogen selitabelig Omaang mellem Kennene opmuntteik der itlr. Den giste Stand et itle holdt saa højt i Æte; som den enlige, og dog er det det almindelige, at man gis-; tet fig. De sleste as os et nsdte til at udicette med at. gifte as for istst at komme i den Forsatning, at vi tanJ undetholde Husttu og Famil?e; denne Rødoendighed etsi steter ilte i Amana, men Besollningen vilde volse sot hurtig i Fothold til llnsderholdningsmidlerne, hvig de unge Menneslet kunde giste sig naat som helft, de ensleoe det. Af denne Grund og troligvis ogfaa for at forevygge uoverlagte Gifterrnaal maa Brudgommen vcere site og tyve Aar og Bruden tnve Aar gamrnel, for at et Gitter tnaal stal verre tilladt, og oven i Kobet maa et paatcenlt Giftermaal belendtgsøres mindft et Aar for Brylluppet. Rettens Haandhævere har lidet at gpre i Arn-ums Forbtydelser forelornmer ille, nq Armod er jo i Folge Forholbenes Natur adelullet. Kan det vcere san·dfynligt, at dette Inærtelige Sam fund vil kunne holde sig? Kan disse fern Landsbyer med tilfammen ille fuldt alten hundrede Sjcele tcrnle at kunne holde sia tilftrcetlelia afsondret min i det moderne JowaZ Ebenezer blev forladt i l TI, fordi Bussalog Ncerhed fandtcg at Vcere uheldigz men nu flnder det store ameri tanste deniolratisle Liv ad tusind Kanaler gennem Amana. De forenede Staters Postvcesen forbinder distse Landsbyer med hele den vorige Verden, offentlige Veje toter ud i del uendelige, og den offentlige Stole i Amana ask sit Arbejde der som andet Steds. Nu vil vel snart ogsaa det offentlige Bibliolel holde sit Jndtog i Amana, vg det staaner i sine Virlninger hverlen Ungdom eller den middelalvrende eller den gamlr. - Anianas Assondretlred maa nsdvendigvis lidt efter lidt give efter for Jrrdflydelsen fra de amerilansle Om givelfer. Vogne med prægtig tlædte unge Mennefler, der er ude for at sage Livets Fornpjelser, fes stadig i Atnana; Tagene bringet stadig Lystrejsende nd til dette mærleliae Stamfundx om Spnvagen spifer Folt fra Nabolaget Mid dag i Landsbyernes Hotellerz tlare, vidt aalzne Barnessine ser paa alt dette jagend-: Liv, og Trangen til lssfterligning vil itle undlade at gpre fig gelbendr. Man aner en lottende Lylte under disse ftraalendc Farver og blomsterpnntede Hatte, niedens deres eqet Lihcs sitre Beloemmeligheder oa solide Fordele vanllelig fulkt ud vil lunne stattes af unge Sind. Vil det alt opløfende amerikansle Liv tilintetgøre dette frodiae lille ElamfundP Det bar bestaael i Amerika i 60 Aar. det lan komme til at beftaa i 60 Aar til, og det lan vcerr forbi med det, for Meile 20 Aar er olnnie. Men hvcm lan andet end beundre disfe gudfrvgtige tyfte Spindere, Vævere og Bauder, som uden Frygt fører sit stille ltræbsonnne Liv, tjener Gud flittig i Overenss stemsmelfe med deres Snn paa Religionen, loger ham daslig i ossentlige Banner og elster hinanden af hele deres I -——l Formue og gaar — foni de menee —- tikbage til den ftrfte Pinfefests Tider og ejer al Ting sum-men, fau der blandt zdem ingen flal være, fom lider Nsd eller Mangel, men senhver faar efter sit Behov. —- -—-§§- - — Hustrucns Kam lNorft; efter ,,Folkebladet«). »Ve( lonnnen til dit nye Hiern, liatrine!« fagde lttaardbrnaer N lg Johann-Ofen Aas med et varmt Blit i Dinene, idet lian loftede fin Huftrn ud af Stolljaerren oq fette hende ind i den gamle enetageLJ Gaard, fom faa lasnge havde imstet bang Hjem og nu ogfaa ftulde bline bendes. Latrine fna fmilende pan heim, men Zinilet fvanidt lidt, da lJnn var blevet alene i Dagligftnen csa faa fig orn der. Hvor lidet ltnggelia den faa ud! Ganile, flidte Mob e", bare en Etunip Gsardin for Binduerne øverft appe, on en ganfke liden Lampe paa Midtbordet, saa Væreliet laa fom i Halvmørtr. Meu i Qvnen spragede det lyftigt, on tiatrine ftralte fine lolde Heendet ud tnod Vormen Dei var hendes Brnllnsdaa idag. De var blit vth inre i Hovedstnden oa lom nu fra Jsernbaneftationen nied Hjetiiinesl17d5. At det var en god og bra Mand, hnn hnvde; faaet, tvilede Lateine ilte et Øjeblit om, oa hun elflepef bani af bele fit Hiertez men hun havde ogfaa en Anelf.H » onl, at deres Opfatninq i flere Ting lanfte var nolfni forftiellia De var iile nnqe langer nagen af dem, l,«·n var 40 og lnm et Var og tredive Aar, og de var beq« Flataltermennefter med et heftemt Livsfyn dnn havde i flere Aar havt en Syfotretni ng, Var en praktisl Kvinde og vant til at vcere felvstændig; noqcn Dragelfe til Egieftanden fom faadan havde hun egentlii ilte havt, men da Kjærligheden mødte hende i den ftame litaardbkuqers Stillelfe, havde den til hendes egen For undrinq i en Fart ajort det nf med alle Jndvendinger, ca den felvftcendiae Forretningglvinde Var for en Täd tun blevet den elftende Kvindr. Katrine var et yderft probert Mennefie med megenl Znns for Hygge; at hendes Mand endnn havde li den For ftnnd paa den Tina, forftod hun not, men hun tcenlte, at bun not ftulde innne fætte Pris paa et lofelig og velftelt Hjem med Tiden. Dagen efter foretoa hun en Jnfpeltionstur rundt bele Hilset Nej, et faa site-beim udftyret Hus havde hun fjelden seet! Flere neeften tonnne Vcekelfer, nmalet on ftygt alle Siedet Havde endda Nil-Z været daarlig ftillct i otonomifl Henfeende, lnnde hitn vel fundet sia i det. men hnn vidfte jo, nt lnin var regnet for en velftaaende Mond-»- og paa hvad der angit det udvendige, fparede han jo flet illc; Ffps og Stald var i udmcerlet Stank-. og Heftene rent ftruttede af Fedme. Da Kotrine var en forftandig Kvinde, lod hun noale Daae gan, fee hun loin frem med fine Tanlerz men en Dag, da Nils tolte om at ville lage en Tut til Byem fagde liun ganifle roli«q: »Jeg vilde gerne folge med dig, Nils, for her trænges adflillig nyt til Hufei, og jeg vilde helft vælge det nd felv.« »He-ad Slags nyt, Katrine?« fpuegte han lidt uro: lia. »Er det Meinen sdn mener? Synes du ilke, vi har nol med Stuen da? En lan jo itle vcere i inere end et Værelfe om Gangen, ved du.« Katrine lo lidt. »Jeg er ille vant til at have bat-e et Værelfe,« fagde bun. »Da her lommer vel nogen intelletn, faa det er hyggelig at have det lidt peni. Vi vil jo gierne have Missionsforeningen her t. Eig. Du faar da fisse lidt op nu, du hat faaet en Kone i Hufet,« til fsjede hnn og lo. Nils trat lidt paa det: » a, hvornieget behøver du da?« ; »Ja« det blir ikke faa gansle lidet. Her maa males iog tapetseres, oa der maa siasses nye Mobler til Epist jstuen og en Svfa og et Bord til Dagligstuen, og —-. Ja, ljeg tcenter da, der vil gaa med en 400 Kr. alt i alt.« f ,,400 Kn! Men Katrine da, du ttor dist, at Pen gene votser paa Træer!« Nil-s san ligefrem forfcerdet nd. »An nei, jeg ajsr itte netop det, og hvis du itle har Pengene til det, flal jea iltc sige meke om det. Sia mig, hat du saamange Penge lidige som 400 Kr.?« Nils var en fanddru Mand, og han svarede straks: ,,Javift hat jeg dem, naturligvis. Men jeg tan itle indse, at det er nødvendia. Jeg hat levet hele mit Liv her, og jeg fynes, her er pent nol, som det er, jeg.« »Ja, vet fynes ikte jea,« fvarede Katrinr. »Da jea ved nol, nt du gerne vil qøre noget for min Slyld.« Hnn git hen til ham oa lagde Hodet paa hans Stulbere. »Jeg er ftolt as Monden inin og vil gerne blisve ftolt af mit Hus ogfaa. Saa ieg tcrnker, vi spendet-er de Pengene jea, Gaardbrnger Aas, itte sandt, Nils?« Nils rystede længe vaa Hodet, men gav bog efter; han holdt jo fna inderlig af hende, og naat hnn var saa opfat vaa dette, faa ——. Da det var itle frit for, at han selv var notsaa for nøjet med Forandtingen, da Stuetne var hlevet oppud sede og det nhe Bohave loselig ordnet af Katrines flinte Hænder. Men man maa ikte tro, at Katrine dernied havde overvundet alle Vansleligheder med Henssyn til Benge fager for Fremtidem Tvertimod, nn begyndte de førft for Alvor og Plagede hende gansle utrolig, om hnn end aldrig talte til et Menneste om det. Sagen var den, at sijønt Nils var en bra Manb nxi aldeles ikle en Mond uden Gusdsfrhgt heller. saa var han paa samme Tid altfok glad i Penge, glad i at lckgae dem op oq vide, at Formuen øgedes fra Tib til andm Dei var ille qaaet op for ham endnu, at der tunde liaae ncer en Fare for Pengebegccrlighed; han ialdte det Spar fommeliahed oa vilde laldt det msodsatte for Ssløserf. Dei faldt itle Nil-Z ind, at det kunde viere ubehaqelia for Katrine ille at have Penge under Handerne Tet nieste, fom de trængte til Husholdningen, fil de jo :;f Gaarden, og Koloninlvarer etc. sit de fra Landhandleren inod Valuta i Melk vg Ssmsr. jI Hvad stulde hun vel da behøve Penge til? Og des uden, var der nsoget, hun trængte, knnde hun jo bare bede ham om det. Han lyavde lidt gammeldagse Ansiuelser om Kvtnden og troede, fandt at sige, ilte, at Kvinder duede synderlig til at stelle med Penge. Tiltrods for, at han holdt af sin Hustru med en Kar lighed, som blev stetlsere sor hvev Dag, lod han hende derfor leve ved sin Side uden at scette hende det ringeste ind i sine Pengesager og uden at give hende nogetsomhelft, sont hun knnde tutie med selv. Katrine var ikle den, som bellagede sig. Hun var et ptcegtigt Mennske at leoe samtnen med, i godt, jevnt Humor bestandig og med en ssand Rcedsel for at plage sin Mand med de snma, daglige tibebageligheder, som jo nok lan soresalde i et Hns. Men som de sleste stort anlaate Mennesler var hun cereljær, oa lnm ventede vaa, at hendeg Mand selv stnlbe komme til at sorstaa, hvor uvcerdig for hende en saadan T'«.11aeii«:s Tilstand Var. Men Nits, som aldria saa sin Hustrn i andet end aodt Humor, msertede intel, for Bindet en Tag blev ham void somt revct vort fra Øjnene --—- otntrent et Aars Tid efterat de var blevet giste. ? Han tom ind en Daa og fandt Katrine liggende paa Sofaens i sin fulde Lcengde med Hodet begravet i Pudensp Forslrasllet git han hen og snalkede til l)ende, men hnn lnseklen talte eller røkte sig. »Men, hvad er det?« spnrate ban ig-jen. »Er du Mal eller er det mia, som har aiort dig nog-et? Eller kanste du hat faaet høre noget leit?« Han saa et aabent Brev liaae paa Bot-det. sintrine vendte sig om nisd ham nied et Blit, sotn lsan ille bavde seet hog hende spr. »Im lan svare Ja paa det altsamment« saade hun. »Im er ing, iile paa Leqemet, men vaa Sjcexlen — og jea ·blir ilte bedre, saalcenge jea slal leve som et Fattiglem i dit Hug! J Brevet her ber en tjcer Ben as mig, som jea stulder meaet, om jeg nn lan hjcelpe med lidt Penqe i en vanslelia Tio --—- og jeg hat inaenting —— ilke en ØrcI Jea er itte Fione i Huset, jea er din Husholderstie, som faar Kost og cheder og ingen Lon!« Nilg saa nd, sont om han var faldt sra Skyerne. »Men, Lateine hvasv er det eaenilig, du vil?- Det, som er Init, er jo dit oasaa, ved du.« »Sag? det bar jea aldria seet noaet til. Ved jeg no net oin, hvad du har Rand til? Eller ved jeg, hvor NU len er til Penaelassen2 —— Hivad jea vil, spør du? Jo, jea vil, at du slnl scette mig ind i dine Pengeaffærer —« jeg er itle saa dum, sont du tror — oq saa vil jeg, at du ital vise mig, lwvr Netglen til Pengelassen er, saa jeg kan tage sel-v, hvad jeg behøver, » jea slal strive op hveri Øre -- ekle-r om on hellere vil ket, saa lan du give mia noaet vist om Manneden, som lan vcere mit-« Nil-:- ait lanafvmt nd af Værelset oa kom ind igjen med en Nong som han lagde i bendes Haand »Du niaa itle viere sint paa mig, Katein-e,« fande( han, »jeg har itte tcenlt over det, set du. chere dig, du tan giernc tage alt, jea har, naar du bare vil vcere blidz igjen.« Katkine smilte gennem Taarerne og ttyklede et Kvs paa hans Kind. »Du er min egen snille Mand,« sagde hun, »Da lansie du hat noget at tilgive mig ogsaa —- jeg slnlde have snatlet til dig om det for lcenge siden!« Fra den Tid af blev Katrine oste taget med paa tRaad ogsaa, naar det gjaldt Guardens Drift og Ølonomi i det hete, og Nil-Z sorbausedes ved at finde, hvormegen »praktisl Forstand der var hos ·hende, og til hvillen god Hjcelp hun var nam; niedens hun ogsaa vidste at beuge sin Jndslndelse til mere og mere at faa ham til at løsne paa Pungen til Hjælp for andre og til lidt efter lidt at vinde Bugt med den Snnd«, som nn begyndte at ftaa for ham selv ogsaa som Synd —-— Begærlighed ester Penge. —---§§'— Hvotfot ikke lade Dritten væres Hast-en er en vlrtsom Tid for Fannerne her i Lande-t. Det er ligesrem imponerende at se Fakmerne tøre deres Produkter til Byen. Her kommer en med et Læs Hvede. To spcene Heste er sokspcendt, og Vsognen et næsten nn. Her er en anden med Kartosler, en tredie med Cotn lMajs"), eg saa lommer en med Overbyqning, saa man ilte aoidt tan se, hvad den indebolder; men tommer man den nier, hørek man en Slags »Praat« i et for den samme nsorstaaeliat Spross, Da man slønner, at det er Svin, sont er paa lldrejse. Naar Fartneren hat tmnt Vognen, saa modtaaer ban Betalinn for det, han lørte til Bl)en, Da Betalinaen lan ofte beløibe sia til en temmelia pæn Benac sun1. Men- det er nu begyndt at blive lidt tøligt om ittc netop toldt. Vistnot blev man vaan oa kanste il Overflod, mens ban lccgsede as, men soIn Regel tan han j) løre hurtiat njem med den totnme Vogn Men alligevel det bccreg hain sor, sont om han enten frøs elle-: thde komme til at fknse, og dersor snnes han, at en ,,Drc-.n«" er neesten en Nødvendighed Og om det ille net-op stnlde vix-re nødvendiat i det Ords strenge Forstandn, saa inu ;det nn veeret Stil saiadan naksten ec«veralt. Det er bat-e een Snasz natltrligvis, noget Fyldesvin vil kyan jo ittc verre. Han er ja Menighedgmedletm maaste en as Trustees i Menigheden. Og der inde paa Salosonen er der jo varmt og san dejlcat. Han vil bare indensor Deren og san ntrtiat nd igen. Men deande træsseg Naboen, denne, en as de venliaste, sont just itte bar hast Ord for at vasre nogen III-anker. Da snm Walwen altid har vasret and oJ hjcelpsoin, saa er han itke mindre venlia oa soretonnnendcs nu. thad og oprømt er ban; tbi han bar saaet en nod Del Penae s«or, hvad ban lørte til Vnen Nr. 1, snm havde trentt blot at san siq en entelt Saapg on saa straks tote hieni, slipper nn sor at løbe Snapsenx ttn hans Nabn ordrer strals en for ham on en for siq selv. At afslan dctte lan ia itle godt lade sig agre; det vilde jo vcrre en Fornaermelse mod Naboen, oa selv tcrsnler ban jo paa at faa sia en. Men det tager sig jo ilke aodt usd at lade Nas boen spcend-ere; han hat jo paa saa manae Maadet gjort sig sortjent til at blive sspcensderet paa. Dersor maa et «---ss leas til vedreg; man maa jo Este GengcelK K » heller vil det tage sig pænt ud at otdke blot for »F man maa for Udseendets Skyld ordte en for sig selv os saa, og saa —- — Hsvorfor jtte lade være med at gaa paa Salooneni Hvotssor itke take hjem straks, man var færdig? Og var det i Virleligheden saa koldt, hvorfor ikle saa hellere gas ind paa en Restaurant Og saa sig en varm Kop Kasse?’ Saloonen et ikte Siedet, hvor Kirlesolk bat gaa ind. Det er en stor Slam sor Kirkefolk at besøge slige Siedet. Hvorsor ille begynde at faa Naboerne til at indse, hvox ’daarli«qt de l)andler, naar de aar ssigt. Jdet man selb er kommen til det Standpunkt, at man vil sty dette, os Efølae det samme Syn aøre sin Mening aceldende ogsaa overfor andre, saa aiver deite tilsammen en for uanei Kraft til at holde Tritten tre Stridt fra Livet for Frem tiden. . Der hold-es Bryllul1. Staunen eller Datteren slal be acmde for sig s-elv. De nærmeste as Naboerne maa ind l·ndeg. Lq nogle as Sonnen-H eller Datterens bedste Ven ner maa onsaa indbyde5. Men stal det vcere Brylluf med Glasde og Gammen, saa maa man da vel have noget stærlt at dritte. At lade dette aldeless ude, det vil is stride mod gammel aod («?) Stil, oa de indbndne vil visi ilkc snnesz aadt om sligt. Brnlluppet er ellerg hyggeligL Gamle siendknger trresse5, og Venner og Venindet mødeå Alt er Inst og let. Men end mere oplivet bliver Stemnins gen, niaar Glas-senkt bar vakret rundl. Aa, saa let det aaar at snatle, næsten som as sta selv. Ja, sliat maa vec ikle vaere at holde sig paa Afstand fra· Der tales ont Priser oa Politik, om Landtøb og oln Prcesteng Prædis lener, om Sanlsnndsndaifter, om Religiottsstsolens Nødi Vendiahed om Barmhjertiahedganstalter o. s. v. Det eng Einne melder sig lange-, sør man er scerdig med del andei. J dette Lag sidder en asldre Mand, som i lange Tidet han Været henfalden til Drit· Men nu i den sidste Tid klar lsan oquort mellem Gnd og sia, at det skal være slutteL Dette bar han dog itke omtalt for nagen. Nu kommet Glassct ogsaa til hani. Skal han nu lade det vcere og vise «det tilbaae i? Falk vil blive fornærmet paa ham. Silac han vise saadan Ringeagt for sm gamle Ven? — —- Halt tager det, og da et andet følger det farste i K«ølvandet. aaar det lettere at tage imod dette, og om lidt svinder det mestc as Betænkeligheden. —- — J samme Lag sidder et qansle unat Mennesle. Halt blev nnlia konfirmeret. Og han mente det alvorligt un der Konsirnlationen. Det blev ogsaa lagt ham som de andre paa Hierte af Prcesten, at det var godt meget godL at afholde sig fra hele Dritter-let Men naak nu Glsassene « tommer rundt, ser han, at alle de andre tager deres Glas. Mon den Priest, som konftrmerede ham, havde villet ta aet noget Glas, om han havde vceret her, tcenker han. Halt lsil itke dritte hele Glasset. Bare n oget af det; met da saa det naeste tommer, og han tager lidt af det ogsaa. tendes det nllerede paa hans Hoved. Dset gør ille ondk i Hovedetx men man saar saa lyse Tau-ker, saa state For haabninaer — og nieste Gang han gaar til Byen, vil hat købe et Glas. —--—— , Hvarsor ikke lade Dritten være? Den hat aldris gavnet nagen; men den har fordærvet Millionen De. som i Daa liggier i en Dranlets Grav, var alle af dem, som ilte havde Dsrilkelystem da de tog det fø kste Glas. (,,F-or Gammel og Ung«). Hvad Maanen fortalte. EII Julegavc fra —-—n. U Sider Ifjnt Omslag IIIII 20c. Fraun-riet mannsd Vill). Beck: Erindringer fra mit Liv. J fIIII Syikunggvmd sum Oenne Bog burde være af færlig VcerdI for os. da Post-c Beet strev den kort før jin Isid To JulefortælliIIger. As U. Vollmac. 42 Sider. J Omflag KI Tre Julefortællinger. Af Jl. VollmIII 92 Sidek J Omflag u kun en chncstepige. EII JIIlcfoI«ta-ll«IIIg. 40 Sude- J Omilag Ut R i tty. 40 Sim. I Omstug l Gode Bøger, som anbefalest Mlkjam Rosenhaum. EII Fortqelling im jsdiste Krebse. 125 SIder, I Dmflag, 25 Cents, invbunben 50 Ums. Martyrcn i St Andrcws Ei Pius-« sk« Im M KIIkr. 98 Siber, iOIIIfIag 20 CeIIIz, indbunden KOCH-Ini Mattyrernc i den luthcrfke Kitte. Dukspk » STIM- 224 smaII Sidek, iIIdbuIIden i Shirtingsbind 40 Gent-. Ben Hure EII psterlanbst Fortcklling fka KIIstITIb En Umekikas bedste Bsger. As Lewis Wallace paa Dunst — Bild Msllek. Pris, geht Ort-bunder It .25. Din Brodcts Blodo En Fortælling, ioIII still-M III-U Drinnen, fangstende og InteIessaIII Pan Dunst ved N. I Madien.174 Sider, I Omilag, 40 Cents I ! Herren cl· mit Skjoldo En Form-umg, fom still-m U I instelige LiviNIIsland.150 S,iOIIIs1 Isc, Indb su l 82 lle BpgeI sent-es portofrit Vetaljnam bebegIIIdieIIdIimIIIIet « IIIed BeiIIllIIIgeII. FIIIIIæIket IIIodIages IoIII IL eIalIng Daniih Lutheran Publishing Houfe, Blair, Reh-ass
