Klar og uivigelig
Vejledning til sred
Udvalg i tro Oder-sattelte af C.O. Roseiiius’5 Skrifter,
ordnedc til Betragtninger for hver Vag
i to Maaneder, med Bistand af Bistop N. J can-he
(Stuttet.)
Dei var ham en fanden nasladelig Smerte i hans
Hierin at han og pnstede fetv at vcere en fka Kristo for-«
bandiet Tinq, om det tunde hjcelpe disse hnns Brødte til
Soligheh J denne sin Vetymring mødet han dem uu
pag folgende Maure: J fer paa cdets Udtaarelse efter
List-et J mener: Vi er Abrahams Born, den udvalgte
Flang v? hat Loven og Gubstjeneften og Forjættelsernez
- ltuldse itle vi blisVe salige, Da flulbe Gud kotte sit For
lnmd med os. Men nei! .,an5 Ord hat endda itke
sinaet Fejl; thi itte alle disse, sont er af Israel, er Js
me!; itle de samme, fom er Born efter Kur-det, er Guts-?
Bom; men Forjcettelsensz Born regnes ham til Scro«
tV. 6s—-—8). Si pag lldtnarelsem As Abrahams Sonner
ndvalgte ban ,,Forjættelsen5 Eøn", Jsat, til Arvinm
»F Jsat stal Soeben tnldeg di«a«. Af Jiats Sonnen
Jatob og Esau, uoualgte Cttud .,førend de vate fødte og
Miste hverten giort godt eller ondt«, den Yngte fremfor
den Ældre til Arving of det store Løfte, s som der er
streret: Jakob elflede jin, men Efeu hadede jeg, d. e. Esau
ndvnlgte jeg itte. J set fault-des, at Udtnarelsen er fri;
den tlete her, »Na-nd Born-me vare fødte og havde htm
ten gjvrt gebt eller ondt, vaa det Guds Forscec stulde
foxiblive cftei 11dvcclgclseri, itte af Gierninger, men af
den, fom loldte« (V. 11). ,,Hvad vil vi derfor sigeZ
mon der vckre llretsfckrdixihed has Gub? det væke lungt
fnak Thi hnn siger til Moses-: Jeg vil vcere den mi:
stunk-selig, httlten jeg er mislundelig, og forbarme mig
over den, hvilten jcg forbarmer mig ovek.« Naar Sud
er naadig mod nagen, da vedersakes denne en uforftnldt
Forbarmelfu og lltnd nor Verfor ingen anden Uret, —
som Kriftus sitzen at Vinganrdsmanden svarede hont,
»som havde baaret Bogens Bykde og Hebe«, og dersot
tnunede over bang Stode mod dem, som tom ved den
ellevte Time: ,,Ven, jeg nor ilte llret; « hat jeg ilte
Magt til at note med mit, hvad jea vil? eller er dit Øje
end-t, for-di jeg er got-W Og da lcegger Kristus til:
,,S-aaledes flal de sidste blive de fokfte, og de førsie blive
de sitt-ste: thi man-ge ere !.1ldte, men faa etc udvalgte«
(Matth. 20).
Nu got Apostelen en thttnina: »Derfot staat det
itte til den, sont vil, ei heller til den, sont loher, men til
Mild, sont got LUtiftundheN tV. los-. Han vjl hetined
stac: Dei hjaslper itle selv at ville tillætnpe sia Salighe
den« paa lwad Vej man behagen eftet fm eaen Villie Ia
nied egen Loben; Olub aor salia, hvem han vil; det betor
tsna Gndg ftie lldvaelgclir. Dette er et Ord, sont vasllet
Betomtina; inen Apostelen biet endnu en Stund, for han
vol-ten Gnaden. Han unserer et endnu mete belynti
tingssvckllente Elgemtseh ,,3txiften siaet til Fanto:
Dettil hat jea opkejst dia, at jea vilde bevise m«".n Magt
paa dig, oa paa det mit Navn stulde foklyndess paa al
Jordan Saa fokbarsniet han sig da over den, han bil,
men fochætdet den, sont han vil« lV. 17. 18). Her veni
tede Upoftelen sta, at bans Læsete ille lænaete siulde nd
ltolde denne ,,l)aatde Tale«, men reiste stg op og svaoede:
»Fde llaaet han over endnuk Hvo hat lunnet modftaa
shang Villie,« (V. 19). Men Apostelen bojet itle et
Haares Mon tilside, tnen svaret endnu liae til-vergelng
»,Jsa men du, o Menneslei Hvo er. du« sotn oil aaa i
Rette mev Guts? tnon noaet, fom et ajott, lan sige til
dem, fom gjokoe det: Hvi gjotde du intig saaledeM El
let hat Pottemaaeten ille Maat over Letet, af samme
Stalle at gøte et Kar til Æte, inen et andet til Ban
æte?«—— aldeleg sont han vilde sige: du stal væte form-jet.
enten Gud hat beltemt dig til Salighed ellet Find-m
melse. Kan noget var-re mete lyndetlnusende fot den
stolte Egenketfætdighed lon Adams Born? Og i Sand
hedl sm Gud ingen Naate bevisein men alene gengælder
es eftet Fottjenelte, laa er han deti lun tetfaetdig. Han
got ingen Unt: »vi lan ilte lvnrk lzam Et til Tusinde«,
om han vil aaa i Rette med os, — men Apostelen genta
get sit anføtte Elsempel as Fakao og fortlatek — hvao
desuden Historien oni Moses vidnet — at Gud med stot
Langinodahed taalte Vtedens Kak, sont -— alene
ved eaen fortfotetide Ildbodfaetldiahed var tiltedt
til Fordominelfe, — at Herren itle haltigt tilintet
gjokde denne tin haatdnallede Fjende, men ined mange
gentagne Adoakglet, ved Landeplaget og Undervcktl, gav
bam statle Fonnaninget til Omvendellex —- men naat
Alt var fotgcedeg, naat »Im-an fothæodede sit Hjette«
l- Æol. S, 32), da Ofaldt endelia Retfaetdighedenö Dom:
»Jog sial fothaetde Fataos Hinte« t2 Mos. 7, 3.); jeg
stal wn got-e ham til et Tean til Advatlel for hele Vetden,
hvotas andre stal læte at frygte mig: Jeg vil beotfe min
Mast paa dig, Paa det mit Navn llsal fotlhndes paa al
Jorden'·. Ttl dette hat jeg optejlt dia, ellet maatle nett
mete Grundlelsten i 2 Mol. 9, 16.: Dettil holder jeg
dig staaende, jeg odelægget dig ille i Halt, men ladet dig
leve og lange stride med mig, paa det jeg ved desto flere
Teg- og Undete maa bevise min Magt paa dtg. Og alt
dette ,ltget Apoltelen, stete detfot, »at han lunne kund
gste tin hetligheds Madam over BatmhjettighedensKar.
hville han hat tilfotn betedt til hetlighed (V. ZU
Dette et nu Jndholdet af Apolteleng mest belymringss
vætlende Otd om Udvcklgelsen·
Endelia givet han selv Oplosningen paa alt, hvad
shau dertned shat villet sige, idet han i Verfene 30, 81 og
82 udtthllelig fortlatet: »Hvad vil vi altfaa sige? Hed
ningekne, som itte jaaede efter Retfatdigshed, sil Ret
ftetdighed, netnlig den Rettfcewighed, som et af Tvoen.
Mut JstaeL lom jagede e«ter Retfærdigths L-ov, lom
ille til Rettætdthds Lov. hvotfot? Fotdi den ille
hlev spat af Tnoen, men sotn as Lovens Getningek; tbi
de Ist-te an spaa Afltsdsstenen«. Se nu het, hvav Ub
vselgelsen got! Gud hat udvalgt Troens Bei, ille Ger
ntqettces;—— Gud hat udvalgt Fotiættelsens Sm. ille
Tieneltetvtndens. Naat nagen soget ved Gemme-,
s-—
Fromhed vg Gudstjeneste at vinde Guds Naadq saa bli
Ver dette ham alt for svaert, ja aldeles umsuligtx Gud hat
udvalgt Troens Bern. Det hjcelper itte at stride mod
Gnds Udvælgelse. Thi da gasar det sau, at den, fom itke
jagek efter den, Ohan enholder den, naat han annamnier
ten ,,af Troen«. Den celdste Son, som ,,saa mange Aar
tjente sin Fader og osvertraadte end aldrig hans B.ud«,
faar itke »et Kid«, og den, fotn fortcetede sit Gods med
Sløgerx faar den fede Kalv,«na—ar han eng-ang Mcd
Blugsel vender tilbaae og annammer Naade som Naade.
De sførste bliver de sidste og de sidste de sprfte. Visselig
lan en saadan underlia Regering oprøre Himmel og
Jord. Jntet linder, at de, som hat baaret Dagens Ber
de og Hede«, de, sont paa det ftrccngeste hat speget Ko
det oa forsaget Verdens Lystet, utnaget og plaget sig med
Guds Bud da aode Gerninger, og til Stutning stal se
Toldere og Ssløger, Tom levede vildt og frit i Synden,
aaa ind i Himmerige sprend dein, gaa insd t Evangelietci
oa Trscens Frihed og Fred og Glæde og allerede berøtnnse
sia af en fnldtommen Retfekrdighed oa Vidnesbyrdet om
den søtii-·«ae Udtaarelse — - det bedste Klædebon og Ring
s— da de selv deritnod, saa alvorlige og udmattede af sta
dia Tjeneste, som de ek, endnu favne denne Retfærdighed
oa dette Vidnegsbyrd, « intet Under, at saadanne optic
teg til Bitterhed og Knur mod en saadan Regetlng. Men
lwad hjaslper det? Det var faa besluttet i Gnds Rand,
før Verdens Grnndvold blev l-agt. Det er ilke godt at
ftride nwd Herren, som ,,bcerer Hiinmelen og Jorden med
tte Fingres JJiaal«. than er for os altfor stor og mceai
tia da hu Nesalerne til Helvede og Døden;« han er »den
der opladcr:, og ingen lutker til, den, dez lutter til,
oa inaen oplader«. Han forfarmer sig over den, han vit.
Det staat itte til den, sont dil, eller til den, sont løbcr«
men til Guds Barmhjertighed, hvem der flal blive salia.
Han Itd«oa"laer den, han vil; oa nu hat than bethaget at ud-!
dalge dem, sont tror i den enbaarne Søns Navn, og itle
dem, som seld dil forbverve sia .Himmelen. Dette eri
Guds eviae Udvælgelse· Han hat udvalgt os i Kristo,
dlot i Les-sto, for Verdeng Grundvold blev tagt. Den«
Horn ikle airer Aat paa 11dvælgelsen, men akbejder ort!
zfprinaer og støder Hovedet mod Stenvaeaaem hvor ingen
;Dør er, den tommer aldrig igennem, men maa tilsid7t,
Jnaar han paa det aldorligste har jaget efter Retfcekdighed
tmodtage det aspifende Svar: Tag det, dig tilhører, det,
Ida selV hat fortjent, og gan! var haardt det end lyder,
sfiger dog S«triften: Uddriv Tjeneftetvinden og hendes
Zønx thi Tjenestetvindens Søn stal ikle arve med den
fksse Kvindes Søn tGaL 4, 30).- Saa mange, sont hol
der sig til Lovens Gerninger. er under Forsbandelsen
lsk C. 10 V·). Siden Gud hat udvalgt os i Kristv og gi
vet ftn Sen til Marter og Død for at forfone vore Syw
der oa stasse os Salighed igen, saa gælder ingen Ting
for ham hverten i Himmelen eller paa Jokden uden hans
enbaarne Søns Blod og Lydigthed --— saa brænder bang
Nidlaerhed for Sonnens Ære som en stior Jld, der opfyl
der hele Verden, ag as hvilten alt det fortæres, som rei
ser sig derimod, oin det end dar den aller ftørfte Hellig
bed. Trasd aldrig stem for Gud, derfom det itke ster i
hans elslelige Spns Klædniagx thi ellers bliver ban dig
en fortcerende Jld. Korn aldrig til Gud i bit eget Navn!
Fort-g aldrig at vinde hans Naade uden i den Elsttet
Du er maaste alvorlig i din Gudfrygtighed; du beder sitt
tig oa brkendendex du angrer bittert dine Syndek7 du
vaaget vg strider imod dem; du gøt mange gode Ger
ningetz alt dette er godt og valkert; men —- gpr og væt
alt dette endnu met-; du bliver dog fordømt, det hjcelper
itte, faalænge itte alt dette er blevet dig svm »Skarn«,
og Kristus, Kriftus alene er bleven al din Retfætdighed
og Trost. —- cligt gar Udvcelgelsen!
O, hører, hører alle J:
lfj Naaden er paa Sinail
Men hos Guds Lam, vor Frelser last
Forladelsen blot er.
Dette er nu del vigtigsle at vide om Udvælgelsen; Ig
dette er Hovedfagen i Rom, 9de Kap. — som vi nn hat
fundet, tales der vissselia om Jstaels Udvælgklfe til
Gile Ejendoms Fvlk (V. 6—J.'3), samt om Hedninaer
»nes Optagelse i Guds Naadepagt (B. 24-——26.); men fom
vi Ihar set af Aspostelens egen Fortlaring, var det itle
Ihans egentlige Hensigt at omtale fcetsiilte Folts og Per
lsoners Udvælgelse; men delte har han anført alene som
jEtsemspel Paa Guds frie Udvælgelse. Hovedsagcn, som
jApoftelen vil fremftille, ek, at Gud hat udvalgt Troens
lVej og ikke Gerningernes, — Ktiftum oa ikke os, —
thistsi Fvrijenesle og ikke vor. --— Her er ille Jøde eller
Gretel-, Omsteerelfe ellet Forhudx men Kristng er alt j
alle, i bvem vi salene er giorl taetkelige, »saasfom han hat
udvalgt oö i hom, for Verdens Grundvold blev laat«.
Amen, Amen.
Det, som vi her hat betragtet, var forst: Guds Hier
fes egen og egentlige Villie og ,,«forscet«, hvorved han H
Krifto ndvalgte Mennesteslægten til Salighed, — elletl
Guds almindelige Naadevalg, hvoti alle Mennester er in-!
desiultet7 det andet var: Guds Billies Rnad hvotved ban»
bestemte en vis Bei til Delagtigheden i denne Salighed,
nemlig Troen vaa Jefum Ktiftum Ogsaa dette Gudz
Villies Rsasad tilshørek hans almindelige Naadevalg; thi
»der er Elle Jøde eller Garten Omlsiækelfe ellek For
hud«. Men, da Menneskene selv forholdek sig ulige mod
dette Guds Villies Raad, saa opkomtner ogsaa et sakr
siilt og personligt Naadevalg, lyvvrved visfe Mennefker et
ndvalgte til Stalighed og andre »allerede dømt« til den
evige Dad. At ogfaa dette færsiilte Naadevalg er evigt,
ret akunder sig alene paa Guds .For11dseelse, hvorved han
af Esvighed hat fotudset, hvorledes hver og een slulde
forholde sia mod den kaldende Naade, og »hak strevet
alle vor-e Dage i sin Bog, spread endnu nogen af dem var
t-omtnen« fSaL 139, 16). Om denne Guds Forudseelse
og detaf folgende fcersiilte Naatevalg taler Apostelen !
Rom. L, 28——8() paa folgende Maadu
Men vi ved, at alle Ting tjener dem kilgode, som el
sler Gud, dem, fmn efter hans Beflutming er kaldte.
Thi hville han forud kendte, dem hat han og forud
bestillet at vorde dannede ester hans Søns Billide, paa
del at han stell vcete den sprstefssdte blandt mange
Bei-dre.
Men hvilte han forud besiitkede, dem hat han og
kaldetz og heilte han taldte, dem har- han osg reift-ewig
gjott; men hville han retfærdiggjorde, dem hat han og
.,erliggjort.
Her hat vi først at bemeerke det falste i den Mening,
at Gub, uden at se hen til, hvorledes Menneskene for-hol
der sig, slsal have bestemt sotnme til Salighed og andre til
Fordømmelse. Vi hat alleredc sfovhen set, hvor Striften
er fuld af Vidnesbyrd om, at «Gud vil ingen Synders
Død, men at alle omdender sig og lcsver«, —- men at han
i sit evige Rand har besluttet, at Mennestet, som et frii
Besen, stulde siaa en Prøve og vcelge mellem Livet og
Dødew Den Frihed, hvorved det ester eget Behag kan
holde Guds Lov»og fly Synden, hat det i Adams Fald
ifor stedse sorloret. Dei er ,,tødeligt, solgt under Syri
den«. Men det er ved det nye Proveng Træ, Kristus,
Mennestet nn stasar sin Prøve, neinlig i dei Øjeblit det
crsarer Aandens Kaldelse til Nasadeitg Bryllup. Kristus
siger, at da Jndbydelsen udgEk: »Kommet! Al Ting er
rede!« men de budne gik bott, den ene til sin Ager, den
anden til sit Købmiandstab o.s.«d., da saldt Retscerdighe:
dens Dom: ,,Jngen as dem skal smage Inin Nadver«.
Otn det Trek, paa hviltet Bingaardsmsanden sorgæves
lzadde søgt Frugt, siger den milde Forbeder: ,,Lod det
endnu staa dette Aar, saalcenge jeg saar grsavet omlring
det og gødet det, om det saia kunde bcere Fragt; hvies
itle, san hug det stden bort«. As disse Kristi Ord synes
det, som am itte den afgørende Dom falder, Ifø·rentd Jud
lsydelsen og Gravning omtring Trceet er gsaaet forud, og
at dei blot er ved dsenne Jndbydelse, denne Gravning, at
TlJtennestet sættes i en Formue, sont det ikke før hav«de,
nemlig til at vælge mellefn Livet og Dødem og at set
forst da afgør sit evige Ve eller Bel. Men nu siger Apo
stelen, at Herren i sin evige Alvidenhed bar forudset, hvil
te der skal annamtne Naadem Ordet dein-der Etle udseet,
men forudset, forusdvidst lsorud tenidt); og efter denne
Forudviden hat han allerede as Evigihed »l)estitket« dem
at vorde dannede efter hans Søns Billede, — hvorpaa
siden sremstilles en vis Nandeng Orden, saaledes at dir-se
til det evsige Liv bestittede først taldes, siden retfcerdixp
nøres og endelig ksersliggøreT Q, evige Trost! Dem,
fom Gud sorud vidste stulde annamme Naasden og vcere
Evangeliet lydige, dem bar han allerede af Evighed be
stemt til sit Riges Atvinger med en urokkelig Udkaarelse
og stal itte se dem forbi, ikke forglemme dem, men be
stemt tnlde dem og føre kem til sit herlige Rige. De stat
aldrig tunne forgaa; ingcnting stal lunne ,,stille dem fra
tiristi Kcrrlighcd, hverken Liv eller Dsød, Trcengsel eller
Angst, det Ncerværende eller det Tilkommende, det Høje
eller det Dnbe --- inqen Ting stal stille dem sra Guds
Kastlighed i Krisio Jesu, vor Herre«. Saaledes har Apo
stelen talt isølge denne Udvælgelse.
Men, naar nu sitistug siger, at manne er taldede,
son! itte er udvnlgte, - — hvilke og ,,tro til en Tid«, nien
falder fra i Fristelsens Tib! —— ja at oq »chevelen er uds
dreveti«, nien vender tilbage vg, naar han sinder Hufet
fejet cg prndet, gaar attser ind med fnv andre Aander,
ftadeliger end han felv, ng det sidste bliver vierte med
det samme Mennefte end det førfte; da sspørger vi: Abnor
for hat Gud ogsaa taldet faadanne, sont han san, ikie
stnlde blive staaende i Sandheken ellet sont slet ikle ville
annamme den? Det fortlarer hnn selv, idet yan ser hen
til Formo. De sial blive et Tegn, et Etsempel til Ad:v
dersel, bvoraf andre flal lcere at frvgte Herren og asfstrceb
fes for Silterhed, Letsindighed, Tormasteligshed og Nasi
kiens Foragt. Gud regerer ikte Menneflets Aand med
fin Almagt, men med Naasdens M«Iddel, med Sandhedens
Vaaben, med Ord og Etsem«pel, fom virler paa Forftans
den og Villien. At mange er laldte, som ilke er udvalgte,
komme altsan deraf, at Elsempler oqfaa stal findes
paa dem, sont «har vceret oplnft og smagt Guds gode
Okd og den tiltommende Verdens Krcefter og er bleven
tclagtige i den Helligsasand men paany har iorsfcestet sig
selv Gudg Sein og gjort ham til Spot og dermed find
byrdet den Ssynd niod den Helligaand, som ger, at Le
»uniulig atter tan fornyeii til Onwendelfe« ((kbr. 6). Saa
sial man da leere at frngte Herren som en Gud, der et
hellig, som ille ladet sig spotte, men fom er lige ftor i sin
straffende Netfcerdiahed, som i Naade og B.arml)jertighed.
Saaledes bør det og forstaaes, naar Apostelen siger:
,,Han forhcerder den, han vil« Mom. 9.), — og« niaak
Kristus figer: Jngen lender Faderen eller Sønen nden
den, fom Sonnen det vil aabenbare (Math. 11, 27). Man
tan spørge: Altfaa Vil ban ikke aabenbare det for alles
Svar: Kriftus fortlarer selv i faitnme Kapitel, fknzilte han
ikke vil det aabenbare, naar ban siger: ,,J-eg ptiser dikt,
Faden at du bar sljnlt dette for de Vise og Forstandige,
men nsabenbaret det for de Umyndige« (V. 25). Det er
ingen vissie Personer, men et vift Forhold mod Sand-he
ben, fom Herren-s Vkll«?e see hen til. De ,,Vise og Forstans
diae« d. e. de Selvkloge og Jndbildske, som ilte vil lade
sig leere af Herren. men reiser sig op mod Sandheden og
mestrer hans OW, idet de sorkaster baade hans Advarslet
og hans Naade — disse er det, han ikle vil aabenbate det.
Det er en Farao, sont med forfætlig Onidstsab modstaar
Herrens Villie og Raad og forhccrder sit Hierte nwd alle
Advarsiet, det er en faasdan han vil fosrhcerde. Efter sit
Hieries egen, faa faldet, sprudgaaende Billie, brænsder
Herren af idel KæklighedsMidkærshed og vil lintet hellere,
end at en Farao ydmyger sig under Guds vcelldige Haand,
at disse »Bist og Forstcndige« blisve Børn for ham og
annamme Sandheden, faa at han kan faa gøre dem godt:
men efter sin »Villies Rand« kan han itte beuge sin Al
imcigt Paa Mennestets Aand. Nsaar det itte vil here hatt-S
lOrd og bøje sig for dam, da fordrer Retfeetsdigheden, Jt
sForblindelsens og Forhærdelfens Dom gaar over det,
idet selv til Straf og andre til AdvarseL Saa siger Frei
seten gvætvende: ,,Jerusalem, Jerusalem! hvor osfte hat
jeg liike villet forfamle dine Bern, ligesom en Høne tor
-famler sine Knllinger under sine Ringen men — J vilde
itkr. Mart: Jeg hat villet; men J- vilde ikke.« Og hans
Hierte bløder derber-; han g·ræder; men ---— Dommen
tunde dog itke forandres. —- Hvor uhyggelig er dia ilke
den Tanke, at Gud uden Henfyn til Mennesieneg Forbale
flulsde bestemt visse til evig Fortabelfei Hvor hebenst ers
itke den Menlk-gl)e"d, at Gud, naar han udsender Evan
geliets almindelige Jndbydelse: Omvensder eder til mig,
saa stal J blive salig, alle Verdens Ender! Den, sum vil,
ban komme, og den, fom tot-ster, han tage af Livets Band
fosr intet etc» —- «alligevel stulde have besten-it Wle I
Fondømmelfe efter et eget hemmeligt Rand, og stulde list- »
som sige ved sig felo: Jeg sial del lade alle bydex jeg stsc
udvortes ved mit Ord kalde dem alle til Delagttghed I
m«!t Rige; men i mit Hierte tænker jeg det ikke om all-;
men min Villie er, at Størftedelen af dem, som jeg vos
Ordet talder, stal lhverten blive oplyste eller verwenle
men blive evig fordømte, endftønt jeg anderledes fortwi
der min Villie. Dette var jo at tilstrive Gud en Falst
lted, — tyvorfra Gud bevare os! Sau set vi, hvor vis
tig det Ord er, som Apostelen her beugen Finrud kendt
eller fotud visdst
Dette er nu det vigtigste af, hvad Ordet læret ou
Niiadevalgei. Bis-selig kan Det nvsgerrige Sind opkastc
endnn ilere Zpørgsmaal i dette dybe Emnez og Die-del
tan paa det grueligste anfægte og føre Sjæle omttius
med megimaal socn digfe, om de felv er forudset vc
beflitket til Zsalighesd eller om, hvad Gud menier nie-d heb
uingerne, fom ille har Ordet, og deslige. Men den, syst
ilke Dil fanget-« aldeles i cheveleng Snarer, vogte sig her
i Tibe. Gud hat aabenburet oS alt, hvad dcrs er klde
digt til Vor Sal«?gl«xed; tag det til Hiertet, følg det, es
Doqt diq for at forsie efter det, som Gud itte hat anbet
bavet Den gamle Slauge tun endnu i Dag opvækit
Lnsi til thmdflasbens Troe, --- og da bliver det saa vis
tigt, og da faar man det faa travlt med at udgrunde
Guds fordulgte Hetnmeliqheder. Men vogt dig! følg hats
ikle lcenge; thi ihsan vil hermed blot forvilde og bortvendc
Eindet fra det, fom er dig befalet, som han gjorde med
Eva. Du æder og ceder Døden i dick paa Kundstabens
Tra-. Nuar en nyggerrkg Mund fpurgte Jesus-, out
mange eller faa bliver salig, fit han det afvisende Svcc
Ztrirlber alvsorliqen at indgua genuem den sncevre Poti.
Oq Luther figer i Fortalen til Romerbrevetz »Hu et fem
sat et Maul for de nysgerrige Aander, hvilke anvend
deres Forstand paa at ransage Glle Forsyn etc. og det
ved forftyrire sig selv, faa de enten falder i Mshaab eller
ladet det cum for Vind og Vejr; — Inen folg du dem
Epistels Orden; betymre dig førft om Kristus og Evens
lium, at du kcm kensde din Snnd oq bans Nsaade; strid
dernæft mod Synden, som der i de syv føsrste Kavitler et
lært; siden, naar du er kommen til det 8de under Kett
og Anfcegtning, da skal dette og det 9dse, 10de og m
retteligen lcere dig om Guds Forsyn og Naadevalg, hvvt
ftor Trøft og Hufvalelse deri er formret
Christus Guds enbaarne Son, som er i Faderens
Eskød, hat aabsenbaret os fin himmelste Faders Bsillie es
Tekved vor Udvcelgelse til det evige Liv, og det med diss
Drd: ,,Omvender eder og tkor Evangelium; — jeg et
Deren; two, som gaar ind ved mig, han stal bkive saslig;«
« og paa et andet Stedt »Deine er hans Villief som mit
udsendte, at boo, fom fer Sonnen og tror vix-a dam, hat
flul have et evigt Liv.« Dette er det visfe! dette er Vejetq
cum den og ellers bot-Ofen pasa højre eller venstre Side.
J
Gode Bøger, som anbefaks
Miriam Rosenhaumo En Fortælling fra isdiste Krebs-.
125 Sidet, i Omslag, 25 Cents, inbbunden 50 Cuni
Maktykcn l St. Andkcws. Ek Einmka vm from
Kirkr. 93 Scher, i Omilag 20 Seins, indbunden 40 Oas
Martyrerne i den luthcrste Kitte. OW» M
Tyst. 224 sntaa Sider, indbunden i Shirtingsbind 40 Cenm
BM Hub Eu sit-klomm Fokmuing im www-. Eu
Imerikas bedste Bsger. As Lewis Wallace pas Dunst set
Bill-. Msllen Pris, gobt indbunden, Il.25.
Din Bruders Blodo En Fortælling, som stildret Live«
Orient-n, sengflenve og interessant Paa Dunst veb N. I
Madien. 174 Sider, i Omstag, 40 Cents.
Herren er mit Sk1old. E« Fpkmui..g, spm Mk «
kristelige Liv i Ausland 150 S., i OmiL :;.3c, kahl-. öste.
Lille Boger fenbes vom-stif- Vemlinaen bedeg indsendt san me
med Bestillingen. Frimmker movtageg vom Denn-»g.
Danifh Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebraska.
Holcler De o. k.
c c oore Blaue?
»Danskeren«.
Nyhedsblqd, udkommer to Gange usentllp
koster tun 81.50 om Aar-eh Det eneste
danske Nyhehsblad, der udkommer
——z— to Gange om Ugeu.
l
—..—
»Dansk luthersk Kirkeblad«.
I
l
i
! Ofsicielt Organ for Ten forenede hauste I
cuth. stine i Amerika, udkommer agent
. lig og kostet tun sl.00 om Aaret
l
l
?
1
»Die Unch Blad i Amerika«.
Særlig for Us·c;dommen, udkommer en Gass
om Magnet-en og kostet 50c om Aar-t
,. . sp . — —.—
·«·—— «
,,Børnebladet.
op( Et illustreret Blad for Bsrnene, et tide
AK Blad for Sondagsskoley udkommet
nacntlig og kostet hoc om Roten
=—.-——:=J Scnd Alle Bestillillgck til =
DANISH LUTH. PUBL. HOUSIL
a a s IzLAIk.NE-zn. s - .
