vKlar ocz ufvi9elisM ,
Vejledning til Fred.
Udvalg i tro Oversættelte as C.O. Roseniu5’s Sllrifteiyi
ordnede til Betragtninger for hver Vag
i to Maanedetz med Biitand as Biskop N. J Leutche
(Fortsat).
Farvel !
Kasse Lkrser, Brot-er ellet Sasteri Nu er du kommen
til Ende med Læsninaen ai denne Vog, men lces den
om iaen. Du turde finde mere ved anden Gangs Las-«
nina ensd ved førfte, og ved tredie, fierde oa feinte Gan-as
Laseninn turde du sinde meget, som du itte sandi oed sei-cis
itc oa and-en Gang, lnn at du lnnde lase paa den rette
Maade — nemtig ilte blot lase, tnen, under Bøn t«t Her
ren om hans Aands Oplt)sninn, ined naasdebeaarlrgt
Hiertc betragte, hvad du lirser og anvende det paa dia
selv. Dei er en stor Feil bog os alle, at vi del lunne let-se
meget, men got der laseliat oa lunteni. Det er itte ined
Gndg Ords Læsnina sein meo anden Læsniiig, at vi
nogenlnnde htnne bade arelset Jndholdet ved en Gang at
gaa det iaemiem. Nei, at Sandhed til Saltghed ei« en
bunle Livgkiide, der aldria blder tom. Hvo af os,
smn itte bar saaei Lie demna, bar vist endnn aldrig last
vaa den »rette Mande«; det er det. fotn vi oftest ille ger.
Tal ved airen Leitiglied nasaa med andre Din, lwad di:
bar snndet ved Las-nim, og bed andre meddele dia, lwad
de har snndetx derved tnnne J faa meaet Guld, som ellerg
bliver siiuli. Men vi maa for alting ille lasse for It
blive ltoae on have noaet at siae andre; thi det er netop
tette den gamle Adam vil, nsen lasse fsot os selv oa an
vende, hvad vi lasier, vaa as selv7 ellers bliver Da det,
vi meddeler andre, noale miyttiae Lager sor dem, som re
var det for o-? selts. Vil du da love at lcese om iaen psia
derart-: Maade7 Ein Herren dit Evatk Hvasd Evas
faar han af dia? At du lwilia trcenaer dertil, ved jea
suldsilleki - dn maa viere, htsein du vit —-- og liae sillert
ved jen, at Heren aenem Læsninaen slal bringe disa Naade
Lin-, Zanderlnnselsc, Helbredrlse iden, som activ-er for
Gnd), Fred oa megen Gier-de, samt Veilednskng og Befa
stelie i al Esandljed —— inn, at det er disse og saadanne
Tina, du under Lagnitiaen bar for Die og vil have. Enk
nu en Gang sporner iea dia: Vil du lasse om iaen vai
den berørte Monde? Lad Herren saa se det!
Farvel da denne Gang! ra bea inderlig for Mermi
slenes Onivendelse Da for de Lnivendies Bestandialked
og Frenmcetst i Nackdem bed daatia derom, oa bed oasaa
for mia - iea er en Pklariim sont stal trarsse dia snartz
jeg er et Lein paa sainme Leaeme smn du, og iea er i Ar
beide i same Hat-e eller Vinaaard sorn du; men Haoen rr
saa stor, at vi endnu itle ret tendct hverandre: Lader ais
tun vwre vor Herre tro, og vi ital not blioe aabenbar scir
hverandre Du er vel nn rgiaa hierteglad over, at iaa
mange i voke Daae forlader den irre-de Bei og tommer ind
paa Himmelveien, fom for Verden er for trangZ Er du
»hjerteglad« derover2 Tette er et Tegn sra eller til. Saa
er du vel oasaa bedrovet over, at saa mange as vore dnrt
Medfotløite itte snnes at agte paa sit Ksald til Frelse, ladet
Kristum vare dsd foraæves for sig, hat ingen sanid Lnlt
til ham og Glis-de -i hain: Er du bedrsvet beredet-? Oa—
" saa dette er et Team fra eller til. Elfter du Herren og
bank- SagZ Elfter on Brodrene? Og dette er et Tegn fra
eller til. Læs da om igen, og ladet os under alt have de
to Ting for Die: At saa apdaget og ertendt vor egen
Fordcewelte og stote Syndighed, og at menge mer og
mer ind i Forenina med den Heere Jesus. Farvels i
Jesn Nava, Amen
,,Jeg læste, smen fortlared’ selv, hvad Aianden strev,
Og hvad der givet var til Liv, til Død mig blev.«
Hvorved slnlde jeg lryggere og faligere hvile mit
fvage, urolige Hierte end ved Gulds evige Nemdevalg i
Krisan Hsvem oq hvad flulde jeg tro i al den Fvwitring
iig Tanterne, Jndgivelser og Følelser, som bestandig uden
cg inden fra gjør Hiertet nvift og uroligtt Hsvorhen
slnlde jeg fln under de mange stridige Roster inden fra
pg re inangebaande Lasrdomsvejr nden fria om ikie til
Gsud, liebende-: Du livighedens Fader, al Verdens Sla
ber, Mennestcslcegtens Ophav og Fressen dn, som var og
er on blirer frci lfvigbed on til Evigbed, hnad hat du be
lllnttet oni denne Slænt, oin vor Frelse og Salighed?
Derlmm blot derpaa flal alting til Slutnslng bera. Guds
euine Villie on Rand til Vor Saligbed inaa bline den du
lselte ltlrnnd frr inin Tro.
Men html-letters flal jeg kunde vide, lnmv der bor i
Gndk Hjertes Inb, hvnd ban i sit Evighedsracld har bis-«
slnttet, dersnim ille lmn sclv hat sagt mig det? Hvor -
lekeks stiilde jeq felv vove at teenle og dømnie noget oin sann
lxnje on fnrborqne Eing? Hvetn flulde ien tro om Gud
nrer end litnd selb? Men hvor trnqt taler ille den, sozn
tilot tin-er efler, livad Otnd bar soresaqU Dersor ftal n
Hct se efter, bvnd Striften fixier, oq bede lttnd om Rande
til at se det og tro det.
Vi vil itle oblyolde osI bed, at der i Striften ogioit
tote-J oin innnae Nandevnln, sotn itle eqentlig vedrører
evr Ei li««bed, saafont cit Gnsd ndvalgte Abroham og inni
Zird til et slrrflilt lfjendomisfolL blandt hvillet hunz
«er ilsilde beoareiky og Verdcng Frislfer indes-, --— At
Jnleb i san-nie Henfigt ndvalgtess frenlfor Esau, Tnbid
ein bang Oncz fremfer Selan »s- at de tolv Apostle nks
Vulnteg til Jein forncsmste Vidner, og at Paulus »He
lanredesk iil at bæie ltans Nadn til Hedningerne« o. l. r
kii«7, ni taler lkser oni liinds ebige Nandevnlg t«·:l vor anicx
bed. Lilien dette kliaadevnlg onitnleis oqsaa i to forstclli.«.e
Hinleenrer i den belline StrifL Dei er ineget alniindeli-.:t,
at man saa snart der bliver Spørgsinaal om Nandevnlnel,
ilratH icenler paa entelte Person-ers Udlanrelse til Selig
«lied, «hvillen, naar sden ret onfattes, grunder fix-« paa litt-ej
Jntndseeik Un da gerne farer i Heiden osi stock-ver ori-.
’tr-"nn i inørle Heinmeligheder nden Grund on Fælte
Telte er en nrintig og fladelig Maade at betrngte Nin
devalnet ban, bvilten Mande, derfom man itte itide vers—
Her silberne-, lan medføre Fortvivlelle on Dad. Nei.
Striften bar ogsan cn anden Lære oin Nandevalaet
Ten ital vi føril betrogne Siderr flal Di se, bvorledcts
Jnmn ret Vederlvasgcnde bør brune Leeren om Gnds chr
Tndieen on den linleltes lldlaarelie til Zinliqbed
) Tet fnrste on det, fom for ocs er niest nigtig at iende
rsq betrnate i Idelte Stigrqsmml er den altiiindelii73.
it-« :le Mennefleflirglens Udtaarelse i Firillnkz Teroin tnleL
»«li«11llil:s i l518b.1,-«’«.4. :-.1l via folgende Munde
»An-et rirre litnd on nor Herreg Jeln Kristi Inder, im
belfiqnede osts med en aandelin Velsixnielle i de bimrnelits
iTinn i Kr fins.«
i »Liaesoni ban bar ndlllat os i hanh for Verdensks
litrinidvold blev lnat, «.t vi flnlde være helligesog uftrafs
selig-: for bonsi Ilafnn i iirrrliqbetd «
« »ein fornd bellittet oiz til sønlig lldtaarelfe forniedeth
Jesus Kriltns til sia lelv eiter sn Billies Belbebagelins
hed til sin herlige Nandes Pris, ved bvillen bnn tog os
til Nat-de i den Elsite- — — —--.«
,; bvem oqsaa m bar faaet Arvelod vi, soin fotnd
vare beflitlede efter hans For-seh der traftigen gør alle
Ting efter ssin Villies Raad.«
Se nu her, hvorledes Apostelen taler mn Giids evige
Nandevnlg i Kristns: »Ligeforn han bar ndvalgt os i
bank, for Verdens Grundvold blev logi« . . . . »efter
lin Villieå Velbchagelighed til sin herlige Naades Pris« .
. . .,,i hvem ogsaa vi hat faaet Arvelod, vi, som forud
vare bestittede eftet hans Forsæt, der lraftigen gør alle
Ting efter fin Villies Rasad«. —- J disfe fitdfte Ord man
nøje mcerles Forslellen mellem ,,hans Forfcel« og ,,hans
Villies Rand« Efter hans Forscet er hele Menneftellæg
ten udtvlagt i Kriftus til Salighed; men efter hans Bill-es
Raub er en vis, Vej til denne Sanlighed anvill for Meinte
flene. Han »gør alle Ting lraftigen efter sin Villies
Rand«
Sie nu her Gunds evige Naadevalg. Da Gud, den
alene Bise, Retfcelrdige og Barmhjettige , Staberen og
Faderen over alt, hvad Feder hedder i Himmelen og paa
Jorden, —- da han si sin evige Altvidenhed forudsaa, htm
ledes hans Billelde, Mennestet, dette ædle Kreatur,
nled dets hele Slægt siulde falde nd af Uslyldighesds
standen, hvori det -ved Lydighed og Retsærdighed tunde
holde sig, —- hvorledes det vilde forlsore Guds Billede og
ltyrte sig i evig Dsd iog .F-ord-mmelse, gennemtrængt elf
den gamle Slanges Gift og folgt under Synden; da be
fluttede han, sprend han slap denne betydningsfulde
Slægt ud at sin flabende Hasemd, lelv at sprge for dens
Frelse, at give den Midler, lom i sin Person flnlde have
bade menwesleltkg vg. gluddomrnelig Natur sammenfatet
i uopløselig Fotening Han udvalgte os i Kkilto, for
Verdens Grundvold blev lagt. As denne guddommeligq
Retfærdiglteds Lov lunde itle et Bogstav eller en Priite
eftergiveö7 lige umulig kunde den faldne Slcegt holde Lo
venz den lunde itie give, hvad den stille mer hunde, nernlig
fand tltetfcerdighed og Hellighed; nu stulde enlen Gudö
Hensigt med Mennestets Stiel-helfe blive til intet, og hans
Livs San, Mennesiet hans Billede og Born blive evig
fotloretx eller ogsca stulde Gud selv optænle et Rand t:l
Menneslets Frelle: Da fotbarmede Glied sig over vs i
sin egen frt Kerlsighed »eftcr sin Villieg Velbehagelighed
til sin berlige Naades Pris og bestemte sin egen elftelige
Sin, Ort-L del evige og selvstændige, til vor Falle,
Ihvillen asf lige Barmhjertighed og Kreislighed villig paa
log stg at blskve Mensnellenes Broder og Saligheds Fin
sie — at blive Mennelle lelv i sin Mund-dont ved at op
fylde Loven og lide Døden igen erbverve det forlsorede,
igen at indlcette os i Uflyldiglheden og per-any optette
Gnds Billede i -os ved sig··1elv. »Seit elstede Gusd Ver
«den, at han gov« sin enbaarne S-øn'«. Hcm blev en Men
nellens Sim« for at frelfe det, som var fortabt. «Lige:
sont tormedellt ens Fald Fordsmmelfen lom osver
alle Mennester sanledes flal og formedelst ens Reif-redig
hed Livsens Retfærdighed tvmrne over alle Mennester Li
gesom alle d- i Adam, saa stal og alle ledendegsreg i
Kristusx og ligesom vi hat baaret den Jordistes Bskllede,
saa stal vi og bar-re den Hisnxrelskes Billede« (R-Om. 3.'.
1 Kor. 15.).
Dette Var Gnds eget fri Nasadevalg efter hans egen
Villies Velbehagxelighed Den Elendigkyeld hvorsudsi vs
ved Faldet geraadede, var vel en tilfceldig Anledning
sor Gud at bevise sin inderlige Barmhjcertighed mod sm
saldne Mennesleslægt, men ikte nogen bindende Asarsag;
thi de Engle, som snndede, var i lige stvr Elensdigheo;
men han antaaer sig ingensteds (.s-nglene; men Abrahianig
Seed antaaer han sig (Ebr. 2. 16.). Det var et Rande
vala, Jkle heller var Gnd forbnnden at frelse derfor, at
vi var bedraane as Satan, soIn B«lindl)eden stnnlddsotn har
soregivetz thi de havde nu baade Lns og Krcefter tilstrcels
telig til at aøre Fristeren Modstand De vidste Herrens
Dom: Pan hvilten Daa du æder dtras, skal dn døx on
de havde liae saa let llmnet lyde, som de kunde overtrcedie
sin Fasders Bud· Nei, her var ingen anlden Grund til
vsort Naadevala end Gndg egen fri, nafhængiae Kærlia
lud, om SeristuH siger: ,,Saa elskede Gud Verden«.
Hnor man end sogen lan man itke sinlde anden Grund
end detle: Han elslede; derfar elskede han. Vi tcmnler
itte lrenaere. Saaledes beslrsiver Gud sig selv i 2 Mos.
.«,k?, 1li: Jea vil viere den mistnndelig, hvilken jea er Ini
stnndelia, oa forbarlne rnia over ben, hvillen jea fortwi
mer mia over. Saa scaer Da her Apostelen: Han har urs
valat og i llristo efter sin Villies Velbebaaelialien
Jnaen bad bam, innen fortjente det; det var bank- eaerc
Villieg Vellseksaaeliahed Her er en lsjnldgrnbel Vor
Zaliabed, vor lldtaarelse i slristrlg er Gilde eaen fri
Beslntnina oa hang eaen Olernina efter bang Villies Bel
lsetsaaelskalyed Ztristen sinkt-: ,,Gnd aør altina for sen
eaen Stvld«. ,,Oan, sor lsrig Ztnld altina er«, bar san
lebe-net at beslntte, at den saldne YJiennesleslcrat stulde
Viere bang Vørn formedelst Ftristlls. Han bar antagct
as til sine Vorn formedelst Jesn Kristus efter sin Vil
liess Llelbelsaaeliahed til sin herliae Naades Pris. Hvau
ril man siae deraan Naar Gnd behaaer at aøre noget,
bvem lan da hindre hanlJ Hvo tan modstaa hans Vil
lic? Det hedder dersor Naasdevala Udkaarelse. Du sn
neg, det er alt for Ineget, at du slnlde være Geld-I Bam;
du er aldeleg linkerdia dertil: nien lsvad vII du gere?
Det er Guds eaen Villies Velbcleaaeliabeld Hvad vil
man siae inmd Gnds Villies Raad? Den ene Gang de
slnttisr han at slabe Verdener mangfoldia som Sand:
den anden Gang beslutter ban at slabe sia Born paia Jor
ren, oa naar de er saldne for Fjendens Fristelseh at rsp
rejse dem veld en Frelser Han licsslntter ved en dnr Gen
løgnina at aere dem til Born iaen, saa fordærvede oil
nvasrdiae de end findes. Hvad vil man ssae deroin? Der
er alt Gndjq Vspllieg fri Bebaq. III-an gar altina for sen
eaen Slnld Teile er Naadevalaets meeatiae Trost. Her
man jea den« se, at lsiiclds Naade oa Karliabed er fri Da
nasltænaia af oc-; sont Paulus steter-, Rom. 9, om Udlaa
:elsen. naar han taaer lslgsemvel af Tvillinaebrødrene
Jakob Da Esan oa siaer: Der de ensdnn itke vare sødte
oa lsavde ajott hverlen ondt eller gebt, paa det Gnds
Forsæt stillde blive efter Udvrelaelsen, ilke as Gewinne-U
mer-. as den, som kaldte -—, da blev der saat til hende:
Den større flal ljcne den mindre: saaledes ogsaa her-:
Førend vi var stabte, serend Verdiens Grnndvold blcv
last, da vi bberten bande ajcrt ondt eller godt, —— udvalas
te Guld os i Kristus, ttil Børn og Arvinger til den eviae
Saltg«hcd. Visselig er der i denne Udlasarelse det vcels
diaste Tordenslca sra Himmel-en over alle Gerningers
Fortjeneste for Gnd. Bis-selig bnrde vi ved dette Tor
denslaa engana vaagne fra vor evige Jndbildning, at
Gulds Naade slal være ashcengia as os, as Vor Fromhed
da as vore Gertsngen Han har ndvsalgt os i Kristus,
for Verdens Grundvold blev lagt. Vi lomtner da for
sent med vore Fortjenester. O, evige Nasade!
Men Llpostelen siaert »Von har udvalat os i Kri
stus«. — »Gud er Kærliahed«, inen ille en saadan Kar
liahed, som tun-de osverse Snnder eller esteraive noget as
sin hellia: Retfærldiaheds Krav; derfor bar han udtænkt
et Rand, hvorved bnade hans Retfaerdiglped og hanå
Varmhjcrrtixched skulde tilfredsstilles, nemlsig bed en
Mand, i lyvern vi slulde sinldes hellige og nstrasselige for»
Loben. Det, sont var vaen umrtlia, idet den var traf-H
tesløs formedelst Kødeh det gjorde Gud, idet han sendte;
sm Sein osv. — »Den, ssom ilke vidste as Synd, bar
Gud gjort til Ssynsd for os, Paa det vi stulde vorde Gudss
Retfaerdighed i ham;« — ,,til Forbandelse for os, og Paa
del «vi slnlde arve Velsignelsen«. Hersaf ser vi, at Guos
evige Naadevala ikke gelinder sig pasa nagen overseensde
Kerlighed hos Gad, —- thi Misgerningerne stulde for
sone5, Odertrædelserne borttages, Synlden besegxles og
en evig Retfcerdsghed komme lean 9, 24.), — ensdnu
mindre Paia vor egen Fortjeneste, Dnd eller Beerdighed,
— thi vi laa, som Striften siaer, i vort B.lsod, da Fior
barrneren gil os sorbi og sorbarmede sia (Ezl. 16.), men
cne og alene Paa Kristus, den ussynliae Gnds Billede, den
sarstefødte as al Stabningem Gndss eviae og enbaarne
Sen ester Aanden, men efter Kødet Davids Son, Men
nestens Sen, Kvindens -Sæd, den anden Adam. Han,
den store Misdler rnelleim Gud og Mennestene, hat det to
stet gsansle meael at nedbryde Skillevceggem forssone Sim
den, tilsredsstille Retfærdigheden og igen hin-de os den
forlorede Barneret og sorstyrrede Arn· Det kostede harn
gawsle meget, da han sover 30 Aar var Trwl for vor
Slyld, for at sorlelse os.sra Djoevelens Volld og forhcverve
en Retscerdighed som alle vore Leveaar stulde gcelde for
alle vore daglige Synder og Urenltgheder; det kostede
harn »stcerkt Rsaab og Taarer«, Sved sog Blod; —- men
llyan vandt og derveld en Forløsning, sorn evig gælder hos
Geld. Siden han efter Guids evige Raad vsar ajiort til
iSIynd for os, —— siden Herren ,,kastede alle vore Synder
paa hasm«, bar kyan ille saaet den« ringeste Estergist paa
vort uendeltge Syndebrev, men hat nsaattet betale alt.
Men dersor siger oasaa Apostelem at ban toa Hawa
slttklsten as Vejen og naglede den til K-orset«. Der stand
sesde vore Synder og al Losvens Fiorbandelse. Og ligc
sorn vore Synsder Vare gjorte til Kristi egne, saa blev oa
band Fortjeneste, Retscerdighed og Dyder vore. « Han er
»Herr-en Vor Retsærdighed'«. Gud ser nu helse den men
neslelige Slceat i Kristo lndesluttet og derive i Krisis sor
svnet, ti Kristo retscerdig, t Kristo hellig, ustrasselig og got-.
Men Lammet hat vætet staat-et fta W -
(A-ab.13,8.), niemlig fsot Guds Øjne. Dette er Guts-,
den, hviotfot Gsud ligcfta Begaaner hat haan M
Mennestenes Bøtn fotn en forsonet Gu-d, en naadig of
huld Fader, som med inderlig Bat-inhjertighe.d hat spf
sine forlsotne Sønner og med Kærslighed omfavnet day
san snatt de hat Villet komme tilbage. Saa fortlatesk
Gud Herren sig salletede for Moses paia Bierget, hvor hat
saa Herrens Herlighed: »Herr-e, Herre, en batmhjettis
oa nasadig Gild, langmiodig og af megen Miflundhed as
Ttsofasthed, som bevlsset Naade i tusiwdse Led og fotladet
Mngetninget, Osvettrædelse og Synld« etc. (2. Mos. W
Dette et nu Gubs almindelige Niaadesvalg i Krisis-,
soin omfattet alle Mennesker paa Jotden; thi efter Guds
»Im-stet« et ingen udelukket; Gnd vil gøte alle seelng
Højtideliaen forsil ter han felv: ,,Saa sandt jeg lenkt.
iea hsr ikte Last til den ugudeliges Dad: men at han am
dendet sia og levet«. »Gud Vil, at alle JJtennestet stal
ljlide saligse og komme til Ssandhedens Erkendelfe « »Gut
til ille, at nagen stal fortsabes, men at alle sial kont
me til Ombendelse«. ,,Han et alle Mennefters Ftselset«. ·
Detfur befalet Kristus sine Apostle: ,,Gsaat bott i al Ver-·
den Da ptaditet Evangelium9 for al Stalmingen« ost
H Tini 2,4;Rom.11,22; 2Pet.9,,9;1 Tini 4,10;
Utark.16, 15).— Her et faaledes ingen For s;tel her u
ikke nagen vis Person, noget vift Falk, noan vis Slægs
ndsaalat; men denne lldkaatelfe et alsm«indelska, Dmfatket
alle Staat-et og alle Mennestet, Jeden Hedninger, Tyr
tete, Kristne, Katoliket, Luthetanete, fort, alle Mennes
stet, onlde da gede, ttnende og vantrsoende, uaudeliae og
fromme, fattige og tige, høje og lave, Mænd Da Kaindey
med et Ord, hele Mennesteslægten, ,,alle Kreatnre den-L
fom under Himmelen ere«. Saa lød Fotkhndelsen af det
eviae Naadevalg:»11di din Sced — som er Ktiftus —
ikal alle Slasatet paa Jotden velsignes«.
Men at Gud hat udvalgt os i Krista, indbefatter vi
tere l: sig, at vi blot i ham bliver taekkelig fot Gud es
ndvalate. »Den, som hat Sønnen, han hat Livet; des»
som ikle hat Sønnen, han hat heller ikte Livet« il Inh.
f-, 12«); »der et ikke Saliahed i nagen andeu; der et as
intet andet Navn undet Himmelen givet Menneskene, t
lwilkct di skal varde salige« (Ap. G. 4, 12). Detfot et
tset »Guds Villies Raad«, at «alle stulle oinvende fig og
tro i den enbaatne Seins Navn«, og at alle, som atmend
met ham, ital blsve saligez men »den, sont ikle trot, ikkt
liar Sennetn fkal blive fotdømt«; sont Fitistus udttylkei
liaen fixier: ,,Jseg et Daten, jeg et Vejen; inaen kommet
s l Fadeten nden ved mig«, — ,,faasom han hat ndvalgt
os i ham, fest Verd s· : - - ' «aa:«': -—-- inceth
E l:am - itte ndenfot h.am. Gud hat inaen Forbindelst
nted ais uden i Krista, fm elskeliae Søn, fom han gav oI
til Ssaliahed, oa som helligesde sia seslsv for os. Gud udens
for Kvistus et ikke batmhjettig mod Syndere, men stren
tctfcetdig eftet sin helliae Lav. Det er alene i Krista, at
Jan med Naade antager Smidete. Den, som vil have
Guds Naade og Venskab, ·kal ikle finde den paa noges
anden Vsej end i Krista. Dette var Gut-s »Villies Raad',
Gnds evige Fotndbestemmelsr. Det et dette, fom Aposte
len Paulus saa stcertt drivet i sit unsdetliase, merke os
betmnttngsfulde 9. Kapitel af Rometbtevet. Og fo
tette Kapitel et et af de vigtigste i Bibelen, hvad der an
aaat Spøtasmaalet som Naadevalget, og dethos indehol
der Ord, der vcektet megen Bekhmting hos dem, fom itle
fotstaar dem, saa vil vi betragte dette Kapitel nsoget net
mete.
Det førfte, som gøt os Apostelens ellets dunkle Ots
saa klare og tydeliae, et, at man ded, hsvad der sysfelsattt
hans Hjette og T·anket, da han strev dem. Og naat jeg
blat ded, hvad han tcenlte og følte, faa ved jeg vg, hvab
tian talte. Han hat jo begyndt Kapitlet med at fortlau.
hvad der ospfyldte bans bele Hjette, da han strev beste-.
Da tcet eftet dette hemmelighedssfulde Kapitel, i de fest-P
Vers af 10. Kapitel, aentsaget han den famme Hierteudgp
delfe. Han siget nemlig at have en stor Sorg og aufli
delig Smette fsot sine Btøsdte i Jstael5 hvorfok2 »thi —
siget hsan —— jeg vidnet med dem, at de hat Guds Nidkæts
heb. men ilte eftet Kundskabz thi idet de ikke kender Guds
Retfcetdighed og ttagtet eftet at vptette en egen Reife-r
diabed, et de ikke Guds Retfcettdighed undetdanig." Mit
denne Uendelige, taabeliae Egentetfcetdigheds Bestrebelst
vldstc Apostelen intet bedte Raad end at fotestille de
Guds frie, evige og utokkellige Udkaatelse, mod hvilket des
ilte nyttet at sttide. Dei smertede ham saa indetlig at P
dem, sam var »Jstaelitet, hvilke den fønliae Udkaattkp
lfra Beayndelsem oa Hetligheden og Pagtetne og Lesva
Stiftelfe da Gudsdytkelsen ogJ Fotjaettelsetne Mit-eh
hvilte Fcedtene høte til, -og af hvilke Kaistus et eftet Ki
det —- at se disfe de helliae Fædtes Bern, indog du«
law de havde den aivokiigste »Gut-s Nidkærhew og »ja
Igede eftet Retfætdsighesd«, at gaa tisl evig Fottabelsse bis
derfor, at de ikke var Gsuds Retfaettdighed i Ktifto unbed
daniae, inen vilde selv tilkwmspe sig Retfætdlighed U
egne Gerninget.
(Sluttes.)
Bøn før Guds Ords Betragtning.
Abha, Fadert vor egen, rette, tære Fasder i Himmelen
—-- du, spm hengav bin enbaarne Søn til Lidelse og Drv
i vott Sted —- send os ogsaa si hans Navn, den gode
Aand, at naat vi nu betragter bit Ord, vi derved tan
væktes, r-res, ertensde vore Sonder, onnamme vore Syst
dets Fotladelse og ledes til det evige Liv! Bsnhsr os frr
Jesu Slnlb — Amen.
Bøn efter Guds OrdS Betragtning.
Vor stelle-J erlser, Jesus Rristus —- du, sont blev
ssdt for vg, levebe her vaa Jorden for os, led saa usigelig
meget fior os, visde for os og shdder nu for sog, som vor
Felswand, has Faderens hsjre Hamb, mede du nu,
ogsaa efter din mennesieltge Natur, ek Et med Fabel-en
og den Helligiaand —- giv nu, at vi itte blot ek Ordets
Henke, men got deteftek, faa at m« si Sansdhed omvendet
os og tommet i Lisvssamfund med dig, forbliver i dig
vg hereftet, hvet Stund, vandrer med drig, tut-til vi kom
mer ind i det evtge Liv —- bønhør es For din egen Styld
—- Amen.
Guds evige Naadevatg.
Knapt sindes der en Lcrte -i Striften, fom hak hast
faa ullge Bittningek pao Menneslene, som Lasten om
Gudg evige Naadevalg, alt estersom den er bleven ret
eller falltt opfattet. Den er et starpt Svcetb: misfor
staaet tun den vine og myvde Sjæle fotstrækleligt, —- ret
fokstaaet lcm tngenting give en herligete og magtigete
Trost t Snndensd og Anfægtning. Mangen en bar
her, idet han sit For-stand paa vor evige Udlaarelfe i
Krista, med stor Trost og Glcede fotundret sig over den
faia lange fotbotgne Stat og over sin egen Blindhe·o«
som tlle spk hat let den; ttke set and-et t denne Leere end
Msrthed vg Forsttcetlelfe· her hat mangen en istemt
med Sangetem
Gode Bøger, soIn anbefale5:
Mltjam RofcnbaUmo EII Fortclling Im itdiste Krebs-.
125 Süden I Omslcq, 25 Gemi, indbuIIdeu 50 Cent
Maktyccn l St. Andkcws. CI Bin-de fka den Ihm
Kitke. 93 Sidet, i Omslag 20 Sturz indbunven 40 Senkt
Maktyretne i den lutherfke Kitte. Duksqk p
Tyst. 224 iIIIaII Sidek, IndeIIIden i Shirtiugtzbinb 40 Gm
Bcn Hart En Isteklandst Fottoelling Im Kristi TIII End
Amerikas bedste Vogt-. Af Lea-IS Wallace paa Dunst Its
Vilh Wollen Ptis godt iIIdeIIIder 0125
DIU Bruders Blodo EII Fortælling, sonI stildret Livets
- Orienter fcIIgfleIIde og interessant Pan Dunst ved N. I
Madfen.174 SIber, I Omslag, 40 Gent-.
Herren er mit Skjold. Euzpkkkkuiskg spm »Ich-» i
ktiftelige LIviRusland.150S.iOnIsl.35c,IIIdb.5l’-:.
Alle Bagersendes poItofIit. Ver-Ihn III bedeHiIIdIeIIdIsmmII
· Ined BesIIllIIIgeIr. FIIIIIasIket IIIodtages soIII Bemlmg
Danish Lutheran Publifhing Houie, Blair, NebrO