klar og usvigelig
Vejledning til Fred.
Udvalg i fro Oversættclie af E.(J).Rosenius"5 Skrifter,
ordnede til Betragtninger for hver Dag
ito ZNaaneder, med Bistand af Biskop N. J keuche
(Fortsat).
Men denne Synd plejcr ofteft tun sigennem For
ivivielse at dødeszx At den et uhyggelig, det tun man lcere
og tro; men at den er forladt og udsletiet i Kristi Blod,
san at den nldrig tilregnes mig, og at jeg er Gudg el
sielige Barn og den Helligaands Tempel, flønt itke gan
ste ren, -— det er derfcir svcer Kunst at tro. Deraf kom
mer det, at nmnge her druiner i Fortvivlelse. De ganr
foer i Stilhed og bcerek pn Srnden og Domnien iFor
ventelfe af Seit og vil da førft tro; men som der paa den
Mande vindes ingen Kraft, san de synker dnbere -i Syst
den, og dermed dybere og dnbere i Fortvivlelse, — og saa
arbejber de en Tid ligesom en Drittnende og arbejder Og
fegter i Vanbet, nren synker mer og mer, kommer rsp
nogle Gange, men fynker igen, indtil han aldrig tommer
ov. Sau gacus ret her. Da man mange Gange har faaet
Forlndelse, n:en igen finder smmne Snnd hos fiq, saa bli
vcr det alifor uriincligt igen at tro. Nej nmnligt; jeg er
nf Gnd overgivet i et for-denkst Sind, jeg er fortalst o. s.
v. Derfrr maa den, fom nngribes as denne Synd have
lckrt en befunderlig Kunst, en aldeies web-eng sfor For-;
nassen tacibelig), ja, en nrimelig ihærdig Tro, onr hanl
sial steife-»Z. Ini efter alle Reglerg Forng stal Du tilsidsH
leere, at ingen ReseL ingen Aarvangenkyed, innen Afsth
Von og Sirid hjcrlper her, men alene den underlige Trent
sonr midt i Innden knn«fly Den fkrtnrncde Gud si Sie-H
det ng blot vcd Forfoningens Blod indtage og overvindei
hang. Eller endnu mer: Naar Du rigtig kan tro, at Synsl
ben, fno svckr den end er, bog er taget fra dig og lagt pan
Gndg Lam, at be femme Synder, fom du nu set hos hig
med Fcrfirrdclse, aliigerel ikke liqger poa dig, men erl
lgnt paa Ktifti Nin-» morrk -- naar det ikke er tun en
rnennesielig Beitrckbelse at tro, men bette virielig er ble
vet dkn ftore fertige Trost --— da er intet mcegtigere til at
isnderslide chevelens Lcrnker og gøre dig fri. Kunz
,,«fryd i Herren er Ebers Stnrle«. —- Men nn at faa enl
fanden Tro og Fryd i Herren, deriil hjælper itle blot ais
rille tro, rnen her man anvendes Midler, evangelier Ord,
scerfiildt Wie-welk Brødres Forbøm Nndveren, samt
Von m Gud om Tromg GcweI Du nur rom, at nie kn
gang alle Jagimnelfer hjcklpe, men ai din Frelse iilsidsli
afhænger af Guds blotte Barmbjertighed. —— Jn, fande-l
lin, og,at vi dytsere man lære detie, dybere ydmyges oq
lære at frygte Herren, er just en Hovedaarsag, hvorfor
Gnd tilsteder sca knegen Elends-Mein saamangen nnrgtig.
Tier-Dei at angribe os —-- sandelig, her bjælper tilsidft ate
ne Herrens Varmhiertighed (2 Cor. 12, 7——10).
ktote Dag. l
Tet unt-et Llfgrttndssvcrlg, Apostelen i Col. st, .’-l
ndvsrer iniod, ee Gereighcden Denne opsluger Sjcels
samnenet letteee, fom den itte synes foefceedelig, men hat
Ton vottert Stin, saa mange 11ndftyldninger. Hvem vil·
vedtende sig Getrigheden7 Nei, en Keiften, sont begyns
der at blive bestret nf denne Begæelighed, ved det neu
pe, men idet han fee pac- felve Begcerligheden ellee For
montet for samme, saa fee han idel ustyldige Tinn. Han
findet, at det er lovligt, ja en Plixit at »wes-me sig on
Sine;« videee fee han paa Foetnaalet for sin Begæeliqs
hed og findet onsaa det uftvldiqt, det er Guds egen Ga
ve, for hvilten vi jo bot tatte. Benge, Jordejendom,
Jene, Hinz Mad og Felix-der —- Alt er usiytdige Tinkt.
Odem tan da ftraffe hang Higen? Det er tun Graden
as den Higen, som ee Mæetet paa Faren, og Gradeene
er mange; — hvem tan her bestemme, hvad som ee Gee
riohedY O, den Leisten, fom itte her sial besnæeeö og
og blive en Denn-Z, maa itte hytle for sig selb, men vceeel
starp opmcretsom paa sen Sjæls Vel eller Be samt paa
Guds Ord, om hvad et retsindigt Væsen si Keisto er, og
omssendt, hvad Gerrigheden et og vieler.
Lnsd os da betragte, hvoeledes den Heere Kristus felv
taler. Du troster dig med, at det ee usiyldige Ting, som
dit Hjeete omgaas med. Men merkt, naae Keistus an
giver, hvad som foehindeee Sjckle fra Salighedeng Ny
delse, san er det idet ustyldige Ting, han nennen »Jeg»
hat tht en Ager; jeg hor tøbt et Poe Denn jeg hat tait
get mig en Oustru.« (Lur. 14). Nu bar vel aldrig nogetl
faadant vceeet ondt i sig selv; men at dksse usiyldige Tingi
indtagee hiertet, at dee itte tan blive eller foeblive no
get himmelsi Gestebud, det vit ingen foestaa og betænke.;
—- Jdet Keiftns tiget, hvad ssom tvæler Ordets See-d ij
Hierterne, hvok den alleeede bar feemspieet, da nævncr
han blot »dette Livs Betymeinger og Rigdoms Fort
eelser og Vellytter« (Matth. 137 Luc. 8). Han nævne:;
ingen gkove Synder eller Foebrydelser, ingen Ucerlighed,
Tyveei. Bedeageri som Aarsaager til Sicrlens Foetabelse,
men han ncevner kun, at Ordets Vietning i Hiertet tose
les. Her tan vi se Graden, da en ellees lovlig Omsorg
for det jordifte itte blot er overgaaet til Geerighed, men
og medfsrer Dødem Dette et et meget mæetvcerdiigt
Stytte. En redelig stritten fvler med Betymting, at han
itte er fei fra jokdiste Omsotger. ch spstger da: Kcn
jeg dog endnu have Liv i Gad? eller naar er dette Joediste
til min Dad? Mart da Krifti Som: Naae det tvcrlce
den gode Serd i Hiertet, da er det dig til Ded. Men hvoe
og naae stee det? —- Svar: Efteedi den gode Sctd er
Guds Ord, og denne havde bezyndt at fremfpiee, san be
tænt, hvad det er, fom af Guds Ord fremspieer i Hjeetet
Linefom Oedets Læedotn er wende, Lsov og Evangelium,
taa er og dets Virtning i Hjeetet wende; Lovens Væek
er et vaagent ng sondertnust Hjeete, som toter Synden
og fslee den saa, at den got os hele Berden for trang, ja
gee og deiner os tsil at spge Netming og Fred t Ketfto.
Ogsaa efter at Troen oiplommee er jo det den daglige
Onwendelse, at man ttte tan leve fom Verden, lystig og
frt i Synden, itte lau fare fom i Lasten, men at man
bin-des, tugtes og lmsfæsteg af Aanden« ja, at man end
nu altid saaledes søler sin Shnd, at man oste hat ftøkst
Msøje med at lunde tro, at Kristum og Evangelium bli
ver os altid tcert og uundvcrrligt. Dette er basade Lo
ven og Evangeliets Verri. Evangeliets egen og sactstildte
Gerning er, at den knuste Sjcel saat Fred si Kristus, faar
sLiv ag Trøst oa Glæde af Evangeliet, faar deras ogs.ra
en ny Kætlial)ed, som udbryder i en glatt, ensoldia Be
tendelse og i virtsom Kerrlsighed Kett: Omvendelse,
sTro ng Oelliagørelse er Ordsets Gerning i Hiertet. Dei
inn dette er dist, er det let at sorstaa, hvad det et at den
Linde Sei-d as jordiste Belymringer eller as Riadomnie
Fa Lidstg Vellhster Werkes-. Tet sler da, naar du saar
liormeaet at tasnte paa —- enten det er Velhmring as Fac
tiadpm eller Lyst oa Fornøjelse i Bindan oa Rigdoni, III
;faar saa meact at tiknle paa, dit Hjette bliver saa india
get, apsyldt Da shsselsat as det jord·iste, at Omsoraen frir
Gtth Naade oa Venstab derved trcrnges til Side, ag de
har Ledet snart innen Virksom Kraft i dit Hjette. Siiart
hat Stand-en ingen Kraft til at bekymre og nedbtje dia;
du nicerler den næppe; den er dig let snm en cher; tbi du
har E-i)5ler, andre Soraer eller Glædm du hat iile Tid
til at sordhbe dIa i noacn aandelia Bethmring, dn hat
et dhht Underlag as jordisk Sile-Ida en int, blød Dunsena
under din Frev, neinlia din jotdisle Lyltet Dersor ers
du nn altid start oa modia i din Kristendon1, eller i vers
mindste blirer du nu itle Inere nedkuet ca elendia over-l
Eimden. Te samme Tiiia, som før belnmrede dia, ans
t
som var virtelsae Sand-Its kan nu passete frit, uden .:1t«s
du bliver irscsdfaldem nei, Zu lsrqrnher eiterlfaanlssen lits
undstnlde rsa farsvare dem. Saaledts er nu Lunens Viert
tI)««-lt, dit Dir-ftp Da din Zaxnvitiialeed neddysfet Da for
hat-riet TUlen naar iaaledes Laden bar tabt sin Kraft srr
dia, naar Ennden itle nxere tan nedbøje da belymre du«
-— lwad er da Troen? Hvad er da Evangelium »Ja
Rristng srr dia? Jntet andet end en aammel Leltie i
Swedet oa Munden, snm du nu lan gansle, men sont in
aen Tina virler has dia; thi hvor Loven Elle tnuser Da da
der, der lan Evangelium itle give Liv oa Kraft. Terfnr
lslivet du nu hverlen nedbøjet og sya over dia selv, eshrller
iet alad Da stcrrl i Herren. Da Vil du nu derhos itle er
lende det uriatiae i dette Forhold, men sortseetter i at bei
rømnie dia as tsdanaelieh da indirekter dette afstheliae
Hylleri da suldender Forhcerdelsen ca aør Ende paa den
sidste Gnist af Naadeng Gewinn Zaadanne Hierter lia
net de slette, glatte og haarde Flintestene, som Ved Stran
ken er blcven slebne as Havets Balger og Sand.
Raar Hiertet, brusende as Verdensomsorger paa den
ene Side og hnllelst Omaana med Ordet paa den anden,
et blevet tilslavet on siebet, er det omsider blevet saa haardt
Da toldt, at inaen Tina mere bider paa. Da dette er
alligevel et .Hjerte, soin enaana var aabent for Naadenss
Aand, falte Synden ret bitter, men Naaden i Kristo meget
mere ooerflødig. Og nu er denne himmelste Seed lvaltl
as Jcrdens Torne. Q, bvor dn er falden sra Hinnnelen,.
du slønne Morgenstjerne!
Hvor mange Elsemplet ser man sikke paa dette for-z
aeliae Tilscelde. lfn Haandvckrter. en Købmand, --— de»
var as Gnds indetliae Barnihjertiahed udtaane as Ver
den, onivendte ca salige i Krista, havde og for KristiZtyld
everaivet sine sorrige Vetdenslyster og alle Kunstgteb og
llredeligheder i sine Bestceftigelserz men det kam snatt der
lic, at de syntes sig at tabe noget i del j-okdiste; de vild-et
en Tsid vente ester Herren: men de kunde itle holde ud Das
begyndte dersor at tænke: Nei, jeg hat Husttu og Born at(
forsørges jeg maa i det hdre maae det saa, at seg gewin-l
det mine sorrige Kander; eller maa jea ogsaa beghnde»
med en nn Besleestigelse, o. s. o. Nu sit den arme Sjcel
saa meget verdsligt i Hjettet og i Huset, nh Selslaber ag
ny Spelulationer, saa det aandelige maatte hvile; de
aandeliae Boger lægaes til Side, der er nu neeppe Tid til
at tale med aandelige Venner; snart var itte engang Son
daaen ledkg sor Sjcelens Omsotg. Den samme, som sør
san oste talte om sine Shndet med Belhmring og om
Naaden under Glcede, var nu sium i disse Ting. Var der
en redelig Ven, som inmdegit ham med den sorsigtsigste
Advarsel, saa taaltes itte saadant, men enten asvistes det
med bidende Svar, eller han sorargedes hemmelig, Ver
dens Agtelse, Vensiab og Omgaesngelse blev ham altid lat-l
retez Vetdens Born var snart bedre i hans Tanter end des
for saa leere aandelige Benner, de nu saa snæverhjettedeJ
og strangtdømmende ( Saa er nu Shnet forandret, Sin-s
det sorvendt, Kcerligheden kolnet, —- den gode Sced kvalt.
Og dette begyndet blot med en Streben ester at vinde
met as det jordiste. Saa sorstrætkelsigt sandes Apostelens
Ord: »De, som vil vorde eige, salder i Fristelse og Snsate
og mange daarlige og siadelige Begæringer, som net-seen
ler Menneslene i Ødelceggelse og Fordcetvelse; thi Penge
gertighed er en Nod til alt ondt; derive-, da nogles tht
stod til den, sore de vild sta Troen og hat gennemstunget
sig selv med mange Smerter« l1 Tim, 6, 9.10). Ja,
»mange Smetter«! Qgsaa dette er en mcertværdig Sand
hed, at de, soin vil vorde rige, beredet sig selv man-Je
Smerter allerede i Tiden og gaat tilsidst som Judas med
sine Salvpenge med Fortvivlelse ind i Evigheden, da de
tilsidst ved Dsdens og Evighedens alwrlige Syn ser, hvor
ttoløst de hat soragtet den tro Frelser, som havde taldet
dein ttl Arvinget as de himmelste Rigdomme, og nu hat
de sotspildt disse og maa nu ogsaa sotlade die jotdisle.
Hethen bsrer Apostelens Ord: Belan nu, J eige! grædet
og hyler over de Elendigheder, sont kommer over eder!
Ebers Rigdiom ee raadnet, og edets Klæder er mslædte;
edets Guld og Sølv er sorrustet, og deres Ruft slal viere
til Bidnesbhtd imod eder og cede eders Kød som en Jld
lean 5). Dersor hvilken Naade og guddommelig Bist-n
tat lade sig nøje ogsaa med Livet og blot at ragte sit Keil-d
med Fliid sor Herrens Styld og siden modtage, hvad Her
ren givet. Saadanne Mennestet er de lykleligste paa Jor
den. J 1 Tim. 6. staat: »Naae vi har Fsde og Kleider
lsosmend tarveligt), stal vi lasde os dermed najex thi Gabs
stygt med Nsisomhed er en stor Vinding« lV. 6.8). Og
den vise Konge siger: »En (saare) trosast Mond (slal fan)
mange Belsignelser, men den, svm haster at btive rig, stal
ille blive usihldig« (Ordspr..28, 20).
81te Dag.
Fattigdom og Bekymring er mægtige Torne til at
kvæle Ordets gode Sab, men allermægtsigst da, naar der
—--I4
paa Fattigdom sølger Rigdom og Vellyst·. En omvendt
Yngling — han var srom og gudisrygt"ig, saa lcenge han
Lite havde mere end, som Otdsprrget starr, ,,een Kleedning
og een —Gud«. Men et tigt Giftermaal og en lønnende
Nasringgvej satte ham hastig ssoin i en ny Beiden as man
ge jordiste Statte og Bestyringer; han havde Ager, Øksen
da Hustrn, oa snart aentendte man sikte mer den sør saa
gudsryatiae Ynglina En vakt og omvendt stirtens Laster
dar en Tid i smaa Omstændiglteder, men Varm og nidteer
i sit Kald arbejdcde han i Tide oa Utide Paa Sjæles Vet.
Omsider erholdt han en fortrinlig Plads, en sorgsri Frem
tid, sit manae Jndkomster, al! snart var han itte mere
jden samme Vægter paa Zions Mitre! Paa Præditestolen
vedliaeholrt Hurdetesten sia i det langstez men i Oder
daaglidset Var det ilte mere den Vsarme, den Ftærlsighed
den Ydmyahed ca Gildgfrygt som tilforn. Han, der fres,
liaesom en anden Sonder, oiste Var ncdbøjet cg ndmygst
over sme Brøst, dar nu bestandig stært og selntilfrediz.
Han havde ajort Lt)tte, og af denne Lykke var Hiertet nn
saa opsyldt oa l«etaget, at det itte dar belvemt til dybere
at sordnbe sia i sin aandeliae Tilstand Der var nu itte
Tid d-ertil. Dersor bled nn Prcrdilenerne blot en Eftec-»
samling as de forriae Erfarinaer vg Betragtninger, DgJ
rm de arme Faar gjaldt det itte saa nøje som for. — Flere
saadanne Etsempler as selve Virkeligheden kunde enan
frseiiiseettes; men dette vare nok til at Vise, hvorledes dette
Lidg Omseraer oa Riadommens Forsørelser og Liveiss
Vellyst tveeler den aode Jagd, oa til dybt i vore Hierter at
iiidpraae Apostelens Ord: »Saa døder nu eders jordisle
Lemnier ---- — - ond Beacerliahed og Gerriahed som er
:)lfgndgdnrtelse.«
Den Herres strifti er am denne incratae Fristelse
er del deer at taae til Hierte: Ve edek, som er rige; tlii J
bade eders Trost borte (an. ti, 24"). Deri liaaer Troen.
Dersor iaen: Hvor vanstelia stal de, som er rige, komme
ind i Gnds Riae, etc. Naar stristug raaber oa snller
saaledes, aa maa man del holde det for den største Lytte,
at man inaen Lylke hsar her paa Jorden, og gerne taae
Assted sra Verdens Lyst oa traate alene ester det, som er i
Himmelent Er Ftirkens ydre Lemmer Jsrael«iter, saa
slnlde de lenende Kristne ver-re Leviter, og for Levi Stam
me var Loven denne: »Du stal itte arve i dereg Land, oa
dn ital itte have Del midt iblandt dem; jeg er din Tel csa
din Ler midt iblandt Jstaelg Bern« t4 Mos. 18, 20«).
De Synder, som Apostelen i Col. R, 5——9 videre op
regner « Brede, Hidsiahed Ondstab, Bespottelse, Løgn —
l)adde mindre Sks3n, Undslyldnina og Behag for Kødetx
dersor bebøves mindre Vidtløstiahed om disse. Om disse
geelder i Almindeliahed Kristi teerlige F-ormaning: Baa
aer da beben at J itte salder i Fristelsekx Aanden er dil
lia, men Kødet er strebeliat Heer Krsisten er visselig
banae fcr at salde i Vrede, Ondslab, Forsmckdelse, Løcms
men vaaaerl Tet er ellers snart stet, iscer for dem, soxn
har et mere hceftiat Blod, at han irres til Biede, Utaal
modial)ed, baarde Ord. Man tan i en Hast da med sin
Tnnae asøre saadanne Saat, som iite snart tan læaes. —
.,Tnnaen er et lidet Lem, men putter storligen Se en
liden Jld, hoor stor en Stov antænder den. Ogsaa Tun
aen er en Jld, en Verden as Uretscerdighed Ssaaledes er
Zungen sat iblandt vore Le«mmer; den besmitter det gansle
Legeme og optænder L·Evets Løb, sog er optcendt as Helvede«
tJae. 2)· Mksor siaer David: Blider vrede og synder
itte; taler i eders Hierte paa eders Leje, og værer still-!
sPs 5, 5). Det er, nsaar Breden vil komme, da udssæt lidt
—- udscet med dens Udbrud og betcenk dia; tal med dit
Hierte om Gud og hans Naade, om Kristus vg, hvorledes
lian har tilgivet dig. Ja, der er intet traftigere Midldel
til at stille Breden, end nasar man i Trer tan sichukonime
Syndernes Forladelse7 ihulomme sørst sin egen store
Styld for Gild, de ,,ti Tusinde Pund«, hvorledes Gud
that ssorladt hele denne store Gæld og endnu giver os dag
lig en suld Syndssorladelse. Bed derhos et ,,Fsadervor«
oa iscet den Beim »Forlad os vor Styld, som vi og sor
lader voke Styldnere«. Naar Hiertet sasaledes ikke blot
ved Guds Veede, men as Guds state Barmhjertighed be-»
væges til Mildhed. da ,,draebes Kødets Gerninger sowie-s
delst Aanden« tRom 8). — Ligesasa om en Fristelse tiki
Løgn opstaar, betænter eder — betænler sørst, at J hart
den hellige til Tsilhører og Vidne; taenker paa Annanias
og Saphira i Ap. G. 5. Kap. Men betænker vg, at J er
Guds Born, blandt hvilte saadanne Synder itke engang
maa ncevnesz de er aldeles uværdige for eder, ,,som hat
assørt det asamle Menneste med dets Gerninger og isøkt
det ny, som sornyes til Ertendelse ester hans Bxillede, som
stsabte det«. J disse Ord vises os, hvorledes det ny Men
neste set ud, hvori det egentlig besta-ar, nemlia: ,,hans
Kundstab oa Billede, sont stabte det«. Meerk: at tende
Gud og den, han udsendte, at vide, hvad -os as Gud er
givet og deri have sit Liv, sit Element ved Trer, og da(
ved denne stote Naade mer og mer at sorenes og asbildes
cster ham, til et mer og mer himmelst Sinsd i Renselse og
Forsagelse, i hierielig Bavmhjertsighed, Venlighed, Ed
myghev, Kakiighed og erd (V. 12.15)-, —- se, hätte ex det
ny Mennestes Udseende —- Guds Billede i daglig Til
vaetst; se, dette er, hvad vi alle maa have. Her er itte
Jøde eller Grceter, Omttærelse eller For-bald Barbar elle:
Stythe, Trcel, Fri, men Kristus er alt i alle (V. 11), d. e.
sher giør det intet hverken til Stade eller G-avn, om jseg er
sas den eller den aandelige Stioles, det eller det Livssorhold
tin. m» men alt beror detpaa, om Kristus er bleven mit
Hiertes alt. At Krsistus er bleven sor mig det, han hat
ajsort mig til as Gud, nenilig min eneste B·is«dom, min
eneste Retscerdighed, min Helliggsørelse og Forløsning —
meert da vel paa, at du ikke blot i Forstanden og med
Munden eklender ham for alt dette; hytle og lyv itke paa
din Sjælt Giv Agt paa, oin det Oed Guds Naalde er
bleven en lebende Birkelighed med dig, at Kristus er dig
alt dette, og at det ogsaa ytrer sia i dEn Tale og dit Lev
net — se, da hat du der Summen as alt kristeligt Levnet
Og det sorlene os Gud niaadeligent Amen.
ljvordan fsutter du din Dag?
Det var en stormfuld osg mark Vintetaften. Himme
sen var bedællet med sorte Skyer, og Regn faldt ned i
Strømme. Vejene var dybe og næsten ufremkommelige,
,
i saadant Befr. Det var allerede sent, og i hvekt M
spkakeve en venrig Aftenhrasp Dybt indes -i Skoven not
Da en lille Stue, hvorhen sjcelden nogen sretnmed forvib
dr«de sm. J Asten bankede det dog paa Deren. En rei
sende traadte ind og bad om Husly for Uvejrets Styls- .
De sattiae, men velvillige Foll i Stuen bad ham Mc
-veltommen, gav ham den bedste Plads ved Osonen, tstrede
hans gennetnvaade chrder Da irtdbød ham tilsidst til de
reg tardeline Aftensmaaltid Den fremmiedse bereitede fot
dem, hvorledes han tog fejl as Vejen, idet Merket overfaldt
hom, og at han havde bedet Herren otn Vejvisning, og I
det sainme var han bleven Lnset i Stuen var. Eftek
AstensmaaltIdet begvndte den srennnede 1tr01igt. nten for
l1cialmi1ms2fnldt at se sia otnlrittxt, liaesom ban ventedt
nnaeL Vierten sagde da, at det Var Tid at gaa til
Heile oq han anviste et lille Kammer sor deres Gæsi.
Psrnene qjorde sig rede til at aasa til deres Seng. ,,.L)vad·,
ndbrød den fremn1ede, »staar endnu intet tilbage, forindes
J gnar til Hvile?« »Nei, Herre«, svarede Værten, »O
har sluttet vort Dagværk, spist Nadveren og troenger nu
til Hvile.« »Da masa jeg takke for eders Goestsrsihed os
beaipse mia berfra allerede i Aften, trodsz Msrkct os
weisen tui jeg tøk sandeiig ikke soue i et Hins, hvok käm
slntter sin Daa nden at oderlade sig i Herrens Haand og
red alniindelia Bnn nedkalde hans Bseslyttelse og Velsigt
nelse oder sin Odile Jeg frnatcr, at Taaet kunde styrle
old-er mia i Nat.« »Ak, Herre! derpaa bar di aldrig
lamtt«, ntrede Huftrnen Ined beedende Røst. ,,").Iken Her
ren i Hinnnelen l1·ar not tantt derpaa, on om ·Elke hans
Taalsnodiabed bavde varet saa stor, san davde Taget fot
lasnae sit-en stvrtet over edersz Hoved; tlsi et Hns uden Bpu
staar paa usikker Grund Jeq ncaa streka have ntin Heft;
tni ieg vover ikte at blive Ratten over Hen«
»Von dog Ratten oder, Herre«, snade nn Tlstanden,«
»Da lcer Es hnorledes di stal end-e vor Daa paa en beer
Maade Vil Te nn bede nsed nq for n; i Aste-n? Jeg et
faa unant til at bede. at jea nn ilke lan det, ihvorvel at
jea nu føler mig Villig dertil.« Da betænkte den fremmede
sia itke lernen-, han tog srem sm Lomrnelysbel oa lceste nogle
Vers, saldt derester paa sine Knce oa bad as inderste Hier
te om Rande oa Tilgidielse for dtIJse arme, vankundige
Zjale, som endnu ikke havde sorstaaet Sandbeden i Kri
sto Jesu, endnn itke forstaaet at benntte sia af denne stock
Rettigltsed at srembære al sin Trana for den NaadestoL
som er oprejst i Kriin Blod. Han bad om Lnis ovenst
otn den Helliaasands Geme, om Kraft oa Velsianelse til et
nyt Liv. Tilsidst indeslnttede han sta selv oa alle Men
nesker si Guds Varetaegt for den kommende Nat oa stod of
med et alad da fortrøstninassuldt Amen fra sin VIII.
Da den var- ikle sorgte-res. Den var en Bøn i Jesu Nav
oa knnde altsaa ilke savne Bønhørelse. Herren sandt og
ber Nøglen til de Hierter, som saa lcenae bavde vaeret til
slnttede for nam, oa ban aabnede dem, ligesdm ban for-dur
aabnede Lndias Hinte, saa at de annammede Ordet need
Glcede Det blev sent, for den fremmede fik Lov at gas
til Hvile; thi nu havde man meget at sp·ø«rge ham onl.
Det vigtige Spørgsmasal: »Hvad skial jeg gøre, at jeg san
blive salia?« knnde nu ej lcengere fortrænges as uvigtigete
Zpørasmaal for Daaem ,,Hvad skal vi rede, bvad skal di
dritte, eller hvormed slal vi klæde os?« Og den trotte
sremmede, sont var en Discipel as den trcette Mester des
Jakobsbrønden (Joh. 4· Kap.), opofrede gerne Ratten
Hvile fior at »arbejde paa den Mad, som er uscrgængelig',
,.arbejde Paa hans Gerning, som ham udsendte«, for at
stille Petri- og MariasMagdalene-Taarer, som her slpdr.
Om Morgenen var Regnen opbørt, Sturm-en han
lagt siq, oa Solen stinnesde atter gennem Skyerne. Da
sortsatte den fremmede sin Reise, ester at han endnu es
Gang havde udgydt sit hele Hierte i Bøn med Hufets Be
bosere. De gensaa ham itke mere, men fra den Dag hat-de
et nyt Liv beqyndt sor dein. Jesus var nu bleven deres
Herre oa Hirsbonde, oa hans Tjeneste blev dem jo lcengere
jo koeriere. Og B:ønnen blev her, som altid, det nye Livs
Aandedrcet. Den daglige, fortdolige Omgoengelse mes
Gud, blev nu deres Vederkvcegelsez thi det ny Mennest
lan ej leve uden at aande Himmellust.
J sine daglige Bønner glemte de ejheller den stem
mede, hvis Nsavn for stedse blev dem ubekendt. Engang
Vna den store Dag, der slal aabenbare alt, der er stan
skal de med- Gleede hilse paa hverandre igen. Kære Lo
sert hvordan staar det til hjemme hos dig2 Behøvet di
at frygte sor, at Huset skal stnrte over di·q, medens inge
Bønnens Stolsper opholder det? O-, det er farligt at sei-.
det er usaligt at opvaagne igen i et saadant Has. Cl
Hjem nden Bøn er et fredløst, et glædeløst Hjem, et tri
stusløst Hjem
Hat du ej ssør samlet dine omlring dig, sor i falls
»Den at srembcere soelles Trang for Herren, saa gør det nu,
linden du gsaar til Hvile i denne Akten. Nu hat du Tib,
men masaske ikle i Morgen.
(Fortscette3).
l
Gode BLHFty som anbefale5:
Mirjam Rosenhaum E« Fpkxskuing m isviskk Mk
125 Sivek, i Omslag, 25 Cents, indbunben 50 Centl.
Maktytcn i St. Atldths. Ei Bin-dem veu ww
Kirke. 93 Sider, i Omslag 20 Centd, inbbunden 40 Statt
Martycerne i den lutherske Kitte. muss-: sk.
Tyst. 224 fmaa Sidet, indbunden i Shittingsbind 40 Cch
Bcn Hure En sstetlandst Fortælliug fm KristiTid. Ga(
Amerika- bedste Bogen As Lewis Wallace pack Dunst II
Wilh. Msller. Pris, godt indbnnbeu, Il 25.
Din Brodcks Blodo En Fortælling, som stildrer Lin-U
Orienteu, fangstende og interessant Paa Dunst ved N. I
Madsen. 174 Sider, i Omsiag, 40 Grind
s — i (
Hecken ck MU Okloch Eis Fokmuing, spm stuvm so «
kristelige Lin i Ausland-. 150 S., i Omjl Bäc, subb· äst
sullc Roger sendeg portofrif. Vetoljimen bedeg invitan smpmes »
med Weinwagen- Frimkkitck umwaqu vom Beim irg. ,
Danish Luther-an Publishing Hause, Blair, Nieer
