. Klar og usvigelig
Vejledning til Fred.
Udvalg i tro Oversættelse as C.O· Roseniu5"5 Skrifter,
ordnede til Betragtninger for hver Dag
i to Anaaiteders mcd Bistand as Biskop N. J- caache.
(Forlsal).
Vi kan not tro, saalasnae vor Kristendom gaar
noaenlunde efler Besen, oa medens vi sidder med Andagt
i Paaslehetragtningetx men dersom noget saadant hændte
os, som del med Discillene, om nogen af vs slulde saa
grueligt sorsynde sig, slulde as Forslraetlelse rent ud for
11ceale vor Herre eller tale aabenbar Usandhed og svcerge
dervaa —- det var jo forscerdeligt -—- om nogen as os,
naar vi lom sra Herrens Bord, stulde trcelte om, hvem
as og der var den yppersle. Del er uhhggeligt at nævne;
men del er doa laget af Historien. Tcenk nu, hvorledes
oi lunde tro? Dei var jo umuligt andet end, at vort hele
Vcrsen maalte bade, vi skulde falde E Fordcervelse og
Merle, saasremt vi ille var sorblindede af en Jndbild
ningslro, som understøttedeg as Djavelen Oa bog ser
vi, at ogsaa i saadanne uhyggelige Handelser Kristi Blod
aælrer endnu mere. Dersor bør vi rgsaa midt i For
skrælkelsen alligevel ilke slippe hele Troessæslet, men
rnrnu holde sast oa tro en Rande, som opvejer al vor
Sond. Men i saadan Nod viser det sia, at vi med alt
del Evangelium, vi har i Hader-eh nasppe har el Senneps
torn as Tro i HierleL Vi er saadanne· Troende, som nol
ril med Monden erlende os at viere store Syndere, der
blot i Flristi Blod hat vor Relfærdighed, men som paa
samme Tid stal have den trøslelige Bevidsthed i dort
Jndre, at vi er gansle fromme og aode Kristne. Paakom
mer en alvorlia Provelse da vkrkelig Synd, saa gcelder
Krisli Blod ej mete, da er del ude med vor Retsærdighed
da Trost. Men saa skulde det itle værel At blive ned
slagne, ja, gaa nd rg grade bitterlig, det er aldeles i
sin Orden; men aanske at bortlasle sin Trost, at slipve
Haabet, det er ille at satte ret, hvad Krislus har gjort,
del er ikle at give Lammet Ærez det er ikle at tro som
Aposllerne, at er Kristus opslanden, da er vi ille i vore
Sonder. Her maa vi dog vide, at vi med en saadan halv
Tro aldrig kan holde ud i Sttidenz thi sør eller senere
kommer nol store Provelser. Dei er aldeles itle til al
begrike, sorend vi erfarer del, hville gruelige Ting og
slærle, voldsomme Fristelser, der lan anaribe de Troende,
isar noale iblandt dem, og hvillen ynlelig Svaghed —
1igesom de anferte Elsempler as Disciplene viser. Med
alt, hvad vi har last, hørt og lanlt derom, saa blivek
Erßaringem naar den kommen endnu svcerere; dersor
se, hvorledes de mest oplyste Kriser er nær ved at for
gaa as Synd oa Ansald as Djævelen, naar den ondse
Daa indtræsscr. Det er da altsaa gansle nsdvendigh
at vi all grundiaere leerer,hvad Kristus hat udreltet for
os, og itide beredet os paa Frislelserne, ille blot med
Aarvaagenhed og Bon, men og med en daglig Tilvcelsl
i Kristi Kundslab.
233de Dag.
Da Kristus Paastemotgen var opstanden, hilfte han
sine Tisciple med Navnet Brødte. Vi bør lære at tænte
oa tate, ligesom Luther herom striver: »Det er sandt,
at ieg har syndet og et aldeles uvætdig til noget Produ
stab nied stristusx men hvis jeg derfor ikle annammede
og troere dctte Broderstab, fom ille jeg eller noget Merm
ste, men Guds eoige Søn med sin Dis-d forhvetvede mia,
saa gjorde jeg fotuden andre Synder ogfaa den, at jeg
foknægtede Rristi Gerning og beslyldte ham for Løgn,
hvorfor Gud bevare mia i Naade! Jeg vil detfor heller
sige saa: Jeg ved vel, at jeg er et uværdigt Merkmle ja
mere vaetd at vcere Djævelens end Kristi Brodek; men nu
hat Kristus sagt, at jea er hans Brodes, ligesaavel fosn
Peter, efterdi han er dod for mig lige faa vel som for hom,
og han var en Synder lige saa vel som jeg; Ktiftus vil
og alvoklia have af mig, at jeg uden Tvivl ital tro harn
og itle agie, at jeg er uværdig og fuld af S«ynd, ifær da
han felv itle vil agte det eller komme det i«hu. Naar nu
han itle vil vide deraf, men vil lasde det vcere sorn aldeles
dødt og begravet: hvotfor vil da itle jeg lade det vcere
faa og aleneste hjertelkg love, tatle og elste min lcere
Herre for en faadan uligelig Naade. Slsnt jeg er
besvceret med Synd, bot jeg derfor ilte afflaa hans store
Naade og tilbudte Brodekslab. Tror jeg det iste, faa
et det min Stabe; men det er dersor ingen Løgm men det
staat fast has ham.«
Men vi fer endnu en trøftelig Sandhed paa Pulte
dag, nett-läg hvsrledes Jesus om Aftenen gaar med de
to bedrsvede Difciple paa Vejen til Emmaus,.og hvor
ledeg han, ukendt for dem, talek med dem i dereö Bedrsi
velse og genoprettet deres forstyrrede Tro, ja, omsider
slænler deres Hiertet et fuldt Maal af Glæde, idet han
aabenbaret sig for dem ved at brnde Brødei. Der hat
han med sine Gekningetö hele Velialenhed antydet os,
bvorledes han vil vom vor Medvandrer si dette arme
Liv, befyndetlig da, naat vi i Vantto og Mstke raver
bort fra den Ivrige Hjord, hvocledes han sont den gode
Hytde forlader de andre Faun der er i Fotvaring, og
gaar efter det bvrttomne, indtil han sinder det. Denne
Trost et os ogsaa gansie notwendig. Vi flulle tusinoe
Gange fortabes i denne farlige Ver-den, dersom ille Her
ren felv bevatede os, opsøgte os paa de vildfarende Veie,
genfandt os paany og fstte os tilbage til den fande
Naadestand. Vi lan umulig saaledes vaage at itke en
eller anden Synd eller Vildfatelse, i det mindste Banns
ens Motte, ovetfalder os, saa at vi fnart llke ved, hvvr
vi et tomne. Da sutler vi: Ak, jeg vidfte, hvor jeg er?
Alt er dødt og mørtt i mit Hjektex hverten Bannen elle:
Ordet smager, det er alt dødi. Christus er tabt, jeg er
bottvegen, det et min egen Slyld, jeg hat synsdet osv.
Se i saadanne Tider er vi Paa disfe to Difciples Vei
og sitnt dette Msrle sitke er det farligste, hvoti man ful
let efter Lyfet, saa er det dog saadant, at om herren
ovetgav os til os fett-, saa var vt fortabte. Saaledes
r J
T—«
var det ogsaa med disse Disciple. Men midt i deres
Mørte, »1nedens de gaar og er bedrovede«, gaar Herren
med dem; men om nogen havde sagt til dem, at det var
Herren selv, som fulgte dem, saa havde det vceret dem den
støtfte Urimelighedz de troede, han Var ded, omtalte dette
for ham oprigtigt og Ved itke, at de just taler med hom,
de savner. Se hviltet moerkeligt Billede af vor Tilstand
i de merke Stunden Da bekræftes Luthers Ord, at naar
du feler dskg aldeles ded, uden Tro, uden Kcerlighed og
uden al Omsorg og Lcengsel detefter, »du ser han dig dy
bere ind i Hjcrtet og findet, at det ikie var dig imod, om
dit Hierte var pnnste brændende af Tro og Kcetlighed.«
Og naat det just er Savnet af dette Liv, af Tro og Kerk
lighed, som gør dig den ftørste Sorg, faa er Trer itte
ded, onstristus itle horte, men gaar med dig til Emmaus.
Men det er først siden efter, naat han hat opladt 03
Strifterne og ladet sig genkende, og vore Hierter bliver
brcendsende, det er først da, vi for-staat, at han ikle var
os aldeles ligegyldig. Men lodet være Herren! Vi har»
en endnu større Trost i den gode Hyrdex han stal ej alenes
opsøge og trnfte de redelige, men i Mørle beftedte SjæleH
—- han ftal egfaa søge og ftelse virkelig bortlomnr.i
Sandheden heraf fremftiller sig i hans Ord ligesom il
alle Striftens Eigempler as hans Huldlyed J ljvillenl
Tilstand du end besinder dig, saa er han den enefte Hieri
per. Hatt er den cneste, som ret tan tende, hvorledes vi
link det, og den encste, som kan hjcelpe af al Not-. Kan
du itte med Sitteer bedømtne din Tilstand, saa er hanl
den, som rcndfagerHjerter og prøver Nyrer. Han sineJ
selv om .f)jertet: Hvo kan tende det? Jeg er Herren, sotn
kanfager Hjertet! Lovet vceke Gud, at han ikke hat sagt,
at vi flnl tunne ransage det. Hvorledes flulde jeg tunne
vove min Sjcrls evige Velfcerd paa min eqen Prøvelsei MSH
naar han hnr lovet det, og jeg selv, mistcenkelig om mit
.Hjerte, uaflndelig futter i Mørket med David: Randsag
mig Gub, og kend mit Hier-te ein-, da ved jeg -Vift, sont
Gud er trofast og sandru, at han umulig lan lade mig
blive paa en ond Vei, uden at jeg ved det; dette grundxe
jeg paa Guds eget fuldtnmne Væsen. Han er ogsaa deni
lenefte, som tan viele i mig alt, hvad som er mig nødven-T
ldigt: Han lan væsite og sønderlnuse, han er Troens Be
gynder og Fuldlommer: »Gnd er den som virter i os
Ilsaade at ville og at udrette efter sit Velbehag.« Gud
vcere lovet, at han aldrig hat sagt, vi sial tunne gøre det,
men tvertimod: Jen, jeg, er Herren. og uden mig er ingen
;Frelset. Uden mig tunne J intet gere. Altsaa, hvad
isom helft der fattes os, han er den gode Hyrde og Hieri
Ipen Kan du ille ret angre Synden, lyan lan synderslaa
;Bjerge, ogsaa dit Hierte! Hur du et meget ondt, urent
sog falsit Hinte, han er den eneite, som tan ,,stabe i os et
Jrent Hier-te og forry en stadig Aand inden i os.« Han
Ier den eneite, fom tan hjælpe i alle T·ing. Stands vg bes
Itcent dette; thi næften al vor Nød og Hiertepine kommer
Jdekaf, at vi gaa og indbilde os, at Vi felv stal viele disse
JOmslabelser i as, og betænter itte, at det er ham, som gør
det alt. Men hvorfor bliver da itke alle Mennester sa
lige, hvorfor vieler han ikte hos Alle? — De Karsie sp
lger itle Lægm men de syge. Giv Agt paa vote Disciple,
de gaar og er bedsøvede pasa Bejen og taler om hom. Det
er hos saadanne, hcn lan viele. Og ingen saadan, som
i sit Msrle omgaas med hans Ord, besynderlig orn han
tan tsale mcd en Broder om sit Suvn af Frelseren, ingen
faadan sial nogen Sinde staa til Stamme. Ved Ordet
.eller ved Bredsbrydelsen stal han altid atter genlende sin
iFrclsen og hans Hjerte blive brcendende; thi en fand-an
Broder og en faadan god Hyrde har vi. Amen.
’ Om et kristeligt Levnet
Col· :3. Kap·
2 4 de D a g.
1. Er J altsaa oprejste ved Krisio, da spger det,
som er oventil, hvor Kriftus sidder hos Guds højre
Haand.
2. Tragter efter det, som er ovent·il, ikle ester det,
som et paa Jorden.
Z. Thi J er døde, og eders Liv er stjult med Kristo
i Gud.
4. Naar Kristus, vort Liv, aabenbares, da sial vg
saa J aabenbares med ham i Herlighed.
Disfe Ord er for dybe og talte af for rig en Aand
til, at hvem fom helft siulde lunde opfatte dem, eller at
hver letsindig og adfpredt Sle slulde lunne have nagen
Kraft og Nytte af dem. Men nu er de af Apostelen frem
satte til Nytte, de hat og en stor Kraft i dem felv; derfor
man Enhver, som vil hasre Nytte heraf, først blive stille
og opmærlsom paa Aandens Rost. Den, fom ej har TEd
dertil eller iniet behøder for sin egen Sjæl, han har iniet
at vente. De fordrer en oprigtig sog en alvorlia forflende
Aand, disse Ord: Er J altsaa oprejfte med Krista; s—
J er døde; og eders Liv er stjult med Kristo i Gud.
Her staar nu atter for vore Øjne Hooedbetin·gelfen
for alt sandt kristeligt Levnet paa Jorden.
Er J opstandne med Kristus; — J er bede, og eders
Liv er et Liv med Kristus i Gud; Kristus er eders Liv·
(V. 1. s. 4.).
Dei er Løgn og Hytleri med alt det fromme Besen
som ille flyder af denne Kilde. Dette er en Sandhed,
der uophørlig striaaler frem i Herrens Ord; dog ser man
den ikke; men trøster sig med, at man til Els. dog er noget
andet end Berden, over sig saa godt, man tan, i Gabs
frygt og er derved roli·q; men der stal engang høres et
Anstrig: Se, Brudgommen komsmerl og da stal blegne og
synte sammen enhver, fom aldrig har styttet om at laegge
en gsod Grundvold, og stal og msaa høre de Ord: Binder
sbam Hænder sog Føddet og taster ham i det ydersie Mor
kez thi jeg lender ham ikle, jeg var sikle hans Liv, han
havde ingen Olie i sin Lampe og ingen Bryllupsllæderl
Men hvad er da det: at vcere oprejst med Krista?
Apostelen aniyder det felv ftraks for-an, da han (K«ap. 2,
12) siger: »J ham er J ogsaa medoprejste formedelst
Troen.« Dei er sandt, at Kristus er faaledes død og op
standen, at vi for Guds Øjne er alle døde og oPstandne,
retfærdtge i heim-, som samme Apostel siger: Vi døsmme
«dette, at er En dpd for Alle, da er de Alle dsde. Thi den,
-I
som itle vidste af Synd, hat han gjott til Synd fot os
m· m. l2 Cor. 5); det et sandt, at vi derfot kan sige: Er
En opstattden for Alle, dIa et de Alle opstandne — for
Gud —! men dette et dog itte her Meningen, men het ta
les om den tilegnede oa i os stete Ospstandelse med Kri
stus, eftetdi Apostelcn siget: ,,ved Tr-oen« (Kap. 2, 12).
Men Apostelcn hat paa mange Stedet talt om, hour
ledes· man er død og igen bleven levende; lorsssæssteh bei;
graven og opstanden med Kristns, kott, hvotledes Kristus
blivet vott Liv. J Gal. 2, 19. 20 siget han: Jeg et ved
Loven død sta Loben, at jeg slal leve for Gudz jeg et
korsscestet med Kristus. Alligevel levet jeg, dog ikle ieg
mete, men Kristus levet i mig; men hvad jeg nu levet i
Kødet det lever jeg i Guds Ssøns Tro, som elskede mig
og gav sia selv hen sot mig. Aldeles det samme, ihvot
del med andre Udttyl, staat i Rom. 7, 1—6. Der frem
slillet han føtst Linnelsen om Kvinden, som ved Mandens
Død blidet sti sta Mandens Lov og lan tage en anden
Mand, oa saa tilsøjet han: ,,Saa et J, mine Btødre,
døde sta Loven ved sitisti Legeme, paa det J skulde blive
en Llndens, hans (nemlig), snm er oprejst fta de Døde,
paa det vi stal her-te Fragt sot Gud«. —- Men disse
tvende Bibelstedet handle fornemmelig om Samvittig
liedens Frigøtelse sta Lovttckldommens Ang, dens Op
tejgning sta Vanttoen oa Egentetscetdigheden til Tro
ens Lin i Kristus. Nu sket ogsaa paa samme Gang
Hjettetg Gensødelse, hvotved man ogsaa bliver ,,død sta
Synden,« stiajott fta Syndeng Herredømme, som det
beddet i de anføtte Ord: «paa det jeg sial leve sor Gud,«
paa det vi slal bitte Ftuat fsor G11d«; men detom staat i
Rom 6 manne ltastige Ord, som disse: Vi, som et døde
fta Synden, hvotledes slal Vi endnu leve i den? Vi er jo
lseatavne med Kristus ved Daaben til Dieb-en, Paa det, at
liaesom Kristus et optejst sta de Døde formedelst Fade
tens .Hetlighed, saa skal Vi ogsaa vandre i et nyt Levned.
Vi ved hefte, at Kristus, som et opteist sta de Døde, døt
ilke mete; Døden hetstet ilke mete over ham. Thi det, nt
han døde, det døde han en Gang sor Synden, men det, at
lian lever, det levet han sor Gad. Saaledes anser J- dg
san Edet seld som døde sot Synden, men sont lebende for
Gud i Kristus Jesus, vot Herre.
Se nu het: Alt dette høtet til at vcete død med Kri
stus oa optejst med ham, nemlig eftet Samvittigheden
død sta Loven og efter vott Levned død fta Synden, san
at en saadan SjceL som Luther siget, ,,givet den lcete Lov
Afsled« og siget: »Hav Tal for din Tjeneste; du lan intet
mete gøte mig; jeg hat nu lcert, at det et sotgceves at ville
bestaa for digx men jeg hat nu en anden Mand, som fot
mig hat gjott, hvad du krcevet; det et nu fotbi med dit
Formynderslab«. lGaL 4, 1—5. Kap. Z, 25). Til at
gøte det Gode tvinget mig nu blot Kristi Kætlighed.
Ligesan hat han taget Afsled fta Syndetjenesten og siget
nu i Sandhed: Jeg tan itke mete tjene dig; falder jeg
fot dine Fristelset, saa saldet jeg ligesom i Jld ellet
Band, jeg lan ej ligge deri, ej vedblive deri, jeg et nu tabt
sot Shndetjenesten. Hvotledes det gaat til, at dø stn
Loven ved Loven, viset Apostelen i Rom. 7, 7——13: »Da
Budet koin li Samvittigheden), fil Synden Liv og viele
de al Begcetliahed i mig, og »jeg døde«. Jeg kcempede,
Engstedes, atbejdede og bad imod Begætligheden; ment
desto mete tiltog den; jeg blev sotsktcekket, kcemipede hatt
dere, men syndede igen; jeg blev asmaegtig, kunde ikke
iæmspe, sulgte Synden stit — »Synden blev ovetslødig«,
og jeg blev fottvivl t. Jeg ønslede at lunde kcempe, bede,
men sotmaaede nu aldeles intet, »jeg døde!« jeg overgav
mig, agtede mig fotlotet, lunde ej andet, tcenkte, at alt
svat fotbi, oa tog nu limod den Dom, jeg kunde saa. Da
Tnu alt mit Arbejde var sont intet, og jeg laa fom den
faatede, dødslaaede Mand i sit Blod, da kom den barm
hjertige Samaritan og ged sin Olie og sin Bin i Saa
»tene, tog mig op og sørte mig til Herberget. Jeg høtte
Evangeliet om ,,’Jesu Legeme«, som var hengivet til et
Osset til Syndetnes Fotladelse, og se, jeg fit Livet midst
·i Døden, sit Himmelen midt i Helvede. V. 4: Saa et
ogsaa J, mine Btødre, døde fta Loben, sormedelst Kri
sti Legeme, at J stal væte en andens, hans nemlig, som
er død og opstanden, og have alt Edets Haab blsot i ham,
al Edets Trøst, alt Eders Liv og Edets Salighed, ja,
;baade Edets Retsætdighed sog Stykke blot i ham. Da
Isandes Otdene: jeg et ved Loven død fta Loben; jeg et
totsscestet med Kristusz men jeg leder, dog ilke jeg mete,
men Kristus levet i mig; thi hvad jeg nu levet i sit-det,
det levet jeg i Guds Søns Tro, som elslede mig etc. Og
se nu et jeg oprejst med Kristus ved Troen; nu et jeg
ded, men igen lebende, og mit Liv er KristuT blot Kri
stus, som vor Tekst siget. Jeg et nu som en, det har vat
tet død og et kommen i en anden Vetden. J min tot
tige Vetden gjaldt tun mine egne Getninger til Lisv ellet
Ded, nu gceldet blot en andens Getninget; i mit sottige
Liv vat Kristus mig blot et Navn ellet en ny Lo«vlæter;
nu et han en stot Vitkelsplghed og en Frelser, ja mit Liv
og min Sana, min eneste Trost og Ros. J min for
tige Vetden gjaldt blot, hvad jeg saa og følte, samt min
egen Fotnust —og mit eget Tykie; nu omgaas jeg med de
Ting, sont itke fes, og hat i dem mit Rige og mit Liv,
ssaa et Ord as Guds Mund gældet mete for mig end
hele den syndige Vetden; — i mit fortige Liv var Vetden
og de Ting, som et i den, Rigdom, Æte sog Vellyst, mit
højeste Gode; nu et disse Saget mig som Fjendet rsg
Fotsplgete, sot mit Køds Begcetligheds Styld, og jeg
hat nu min Rigdom, Æte og .Fotnøjelse i Kristus alene.
Dette heddet, at ,,vcete død og ospstanden med Krist"us«.
25de Dag.
Min Tro og mit ny Sind er endnu ikke fuldkom
ment, jeg er ikie endnu idcl Aand, men Kød; men disse
nye Ting, Troen og det aandelige Sind, er dog hos en
Kristen de randende og hersiende. Jeg er ikke saa død fta
Lioven, at den ikke angriber mig, ja, fcengsler og bewu
ger Samvittighedenx men jeg kan dog ikke blive under
den, men nødes fnart til at indfvøbe mig i den ufo:
styldie Nsaade. Jeg er ikke faa død fra Verden og Syri
den, at de ilte frister mig, ja, kan overrumple og fcelde
mig; men jeg kan dog ikke blive i deres Tjeneste, men
staat op ’igen og begyndet paany min rette Vandring.
Men sinnt saaledes baade Tro og Gudsfrygt hos mig er
I-—
ufuldlomne, et dog alt fuldlomment for Gub; om lud
-Tt—o et svagete ellet stcetketee, et jeg dog illcedt Krisis-I
helt og ganske (Gal. 3 27), jeg et hel og holden i Rande
pagten og fti fta Loven, saa at ikke en eneste Synd tib
tegnes mig. Om mit fattige, daatlige Hjsette end ill
tan vutdete Ktifti Bilod, san at jeg det—af hat en öd
standig og fuldkommen Fted, saa et dette Blod alligevck
i Himmelen beftandig uudscgelig højt agtet; det, for
Guds Hjette, gasldet dette Blod hvett Øjehlkk over
maade højt til cvig Tib.
Koti: For Guds Øjne er vi fuldtommen døde ftt
Synden og opstandne tetfærdige med Kristuä saasnart
vi blivet ,,itlcedte Ktiftus« ved Troen. For Gud et U
laa aldeles fti fta al Synd, sont Ktiftus vat, da han op
ftod fta de døde. Der-as tmnniet, at der et intet fotdsms
meligt i dem, svm et i Ktiftus Jesus (Rom. 8, 1); is
fot det føtste et de ftiede fta vaen (Rom. 7, 4. 6), os
,,hvot der itte et Lav, tiltegnes ikke Synd«, men et san
Vant Menneske hat aldtig at svate fot Loven; det hat
hans Boraen og Fotsvatet taget paa sig. (Gal. 4, 4. 3).
Dette et Aatsagen, hvotfot ingen Synd blivet den Sjæl
tiltegnet; den levet i et saadant Rige, i en faadan Ftihed.
som om ingen Lo-v, hvetken et eller ti Bud, nogen Sind
et givet paa Jotdcn. Luther siget: »En Kristen et ill
et saadant Menneste, fom ingen Synd hat, men et san
dant, hvem ingen Synd vordet tiltegnet«, —- et faadanh
sont hat det sætskilte Privilegium, ilke at væte syndeftik
men at han, om ilde stet, at han fotgaar fig, dog aldtig
flal dømmes tftet Laden; thi skulde vi endnu fvate for
Loven on dømmes eftet den, saa blev intet Ked ftelst·
oa da var det bedst sttaks at tage Affked med al Tanke om
Zaliaheden. Men da var og alt Guds Evangelium falstt
da vat Kristusz død fotgce·vses, og alle ttoende fortabte i
Eshndenx men Striften figet, at just det, som Loven ikkt
tunde afstedtomme, idet den var fftøbelig formedelst KI
det, det gjotde Gild, som sendte sin Søn i shndigt Kødi
Lignelse Mom. Z, Z). Sttiften siget, at Kristus hat for
løsl os fta Lovens Fothandelse, da han blev en Forbanss
kelse for os (Gal. Z, 12). Sktiften siget: Men nu, vt
Trer et kommen, et vi ilke mete under Tugtemestetety
d. e. Loven (V. 25). Som sagt: Dette et Aatsagetx
hvotfot ingen Synd tiltegnes de ttsoende, fom David vg
Paulus udtthkkelig vidner, at Saligheden høtet de Men
nestet til, hvilke Gud ingen Shnd tiltegnet (Sal. 32
Uom. 4). Mcetk, at han fagde ilke: hos hvilke inge
Shnd er; men hville ingen Synd tiltegnes. Men det et
iike nol detmed, at vi et fti fta Loven, ng at ingen Shud
tilregnes os; men dettil kommet, at en Retfætdighedxäils
tegnes os, fom ilke find-es i os, en høj, fuldtommen os
evia Retfcttdighed, nemlig Kristi os tiltegnede Retfaetdigi
hed, som Sttiften attet vidnet: Kristus et vaens Ende
til Retfcetdighed fot hvet den, sont ttot (Rom. 10), as
atter: Salige et sde Mennesiet, hvilte Gud tilreanet Ret
faetdighed uden Getninget (4. 6). Hetaf kostnmet, at vi i
Guds Øjne ikte blot et fti fta al Synd, men og fulsdkoms
men tetfcetdige, ja, et selbe Retfætdigheden (2. Cor. Es
21), og ftsedse velbehagelige i ham, som kom til Jotdet
fot os (E·tth. 1), siaa at Gud nu lau uhindtet elsle os med
hele sit Hjettes Kcetlighed. Alt dette tommet detaf, at ji
et illaedte Kristum. »Se nu, siget Luther, hvilten uendss
lig Rigdom den ktistelige Tto hat, til hvilken alle Kriss
Getninget og Lidelset er givne til Ejendotn, fom en
ttoende kan fotlade sig paa ligefuldt, som om han sel
basvde gjott dem. Thi Kristus hat sandelig ilie gjott
dem fot sig sel-v, nien for os. Han behøvet intet af dem«
men han hat famlet os denne Stat, at vi stal tro og ej
ham. Og medens Ktiftus et min formedelst Troen, os
jeg igsen er han-J, saa tan ingen Lsov gaelde miete end Kri
stum. Om nu Loven lomtner og angtibet mig, saa kostet
jeg faasdant imod den og siget: Jeg hat jo gjvtt alt og metv
endog, end du vil have (n·emlig ved min Botgen, Kristuyx
tsg endflønt jeg endnu hat Synd i mit Kød, saa hat qu
dog min Retfætdiglhed i Ktift"us. Han et min og givu
mig alt, hvad han hat, saa et hans Renhed min; saaledes
kan Loven intet udtette msosd mig. Men set jeg ned ps
mig selv, saa findet jeg endnu megen Urenhed paa mis
deti hat Loven Ret. Loven siger: Du hat Shndet (fot
Gud). Svatet jeg ja, fasa et jeg fortabt. Siget jeg nej,
saa maa jeg have en statt Grund at stole paa. Hvotfts
til jeg tage dette mit NejZ J min egen Batm findet jeg
det fandelig ille, men i Ktiftus: Der maa jeg hente ds
og taste det fot Loven. Han kan sige nej imod Lovetk
hat og dettil Grund; thi han et helltg og uden Synd, es
dette sit Nej sicenket han mig, idet han stænket mig fs
Retfcetdighed «
(Fottscettes). ’
i
Gode Bis-geh som anbefalest
Wkikjllm Rosktlbllllm. En Fortsemng ska isdiste medic
125 Stdn-, i Omslug, 25 Eint-, ändbunden 50 Cenw
Mattyren i St. Andrews. G Mk» km km M
Kirkr. W Sidet, i Omfxag 20 ch:ts, indbunden 40 Seni
Mattyrerne i den lutherfke Kitte. Omspk k
Tyst. 224 smaa Sider, inbbunden i Shittingsbind 40 Cum
Ben Hur. Cn Istetlandsk Fortælling fra KrisiiTib. Eli
Amerika-s bedste Bsger. Af Lewis Wallace paa Dunst vQ
Wilh. Meilen Pris, gebt indbunden, i1.25.
DUI Bruders Blodo En Fortcelling, fom stildter Live
Okiemen, fangflende og interessant Paa Dunst ved N. I
Mut-sein 174 Sider, i Omslag, 40 Centg.
Hecken ck mit SEND Eu Fortceaiug, som stimmt
kristelige Liv i Nuslanb. 150 S., i Durst- 35c, indb. Coc.
Lille Bøaet sent-es vottofrit. Betolinaen liebes inbfendt samm
med Besiillingen. Frimcerker modtages iom Betaling.
Danish Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebrastr
s« 4
spf