Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (Oct. 18, 1904)
. Klar; og usvigelig ( Vejlednmg til Fried Udvalg i tto Oversaettelse af C.O. Roseniu5’5 Sktiftet, ordnede til Betragtninger for hvct Dag i i to ZNaaneder, med Bistand af Biskop N. J. Laache. . . (Fottsat). 20de Dag. Naar du er bethnitet over dine Synder, dit Hjettes Lndstab, Kinde-, Haardhed, Sitterhed og al Ugudelighed, er hleven tilstaiume med alt dit cget Arbejde, man nu saat here Ordet om Kristo, og dette indtager dit Hierle, ogl dirter nogen Trost, LcengseL Haab, se, da et dette en Tro, som aør dig salig. Kristus siger: Zaa elstede Gud Vet den, ai han gao sin enbaarne Son. Nu er oa du en as Vetden, saaledes er da Kristus given sot dig. Faat UU DEM RUM i W Hitka san at det trostet og indtaget din Eitel, da er jo der Tro. Da start atter Kristus: Paa det, at hver den, sum ttot paa ham, itte stal sor tabes, men have eet evige Liv. Ttor du dette Ord, da hat du suld Bis-heb paa, at du stal itte soriabes, men have det eviae Liv. Paa denue Maade maa Troen stsaa tsaa Ordet og har da sttats alt, hvad Ordet indeholder og lover. Ja, lag til et Etscmpel just dem, om hvilte titistus saade disfe Ord: Nu et J rene. Du hat her hans eaet Vidnegbnrd om nogle, der endnu var paa Jorden, og hvilte du ligesoiu med Øjnene tan stue i deres Historie: Du saat saaledes se, hoorledes de er, som Herren taldet rent. Tet var alle de elleve Disciple, som var troende. Hans optigtige Vennet og Disciple var de; al Jødernes Fjendstab oa alle hans Bud om Forsagelse asvendte dem Ette sta ham. Te troede paa ham, itte blot, at han var ,.5itiftus, den levende Gudg Son« (Matth. M, 1t3), nien okt, at de hat hans Rande, hvor duntelt t.: end ellers sor stod ham, Ved denne Tro var de dist stilte fta Verden, de levede og døde sor sin Mestet, som hans Egne. Men red Ziden as dette rene Sind set di den fordæroede Na tur udbtnde hog dem i manaehaande Strohelighedet un der deres Vaiidrina. Ja, samme Asten som Kristus taldte dem tene, forudsaade han og, at de «alle stulde sorargeLJ over ham«, og Petrus sotncegtede harn tte Gan ge. Og alligevel lagde han til, at Peder var i Troem »Im bad sor dia, at din Tro stulde itte aslade.« Oq nu er J rene! Her set du, hvorledes de var bestafne, som Herren laldte rene. Er du endnu en Verdens Ven, da hjælper ingen Fromhed; du maa vcete hans Discipel, viere hans egen, ,,blive og leve under harn i hans Rige.« Kan du ved Verdens Gunst eller Ugunst eller ved Lasten om Selvfotncegtelfe og Kødets Dødelse endnu tilbage holdes sta en suld Forening med Kristo og hans Sag, da hat du ej den rette Omvendelse oa Tro. Men et det ble vet saa for dig, at du spsraer ester intet, tun at du faar vcere hang, og med Vished tro det, —- da gøt al din Strohelighed inan Hindring for din Benaadelse; da hat du Anaer not, Ontvendelse not, —- tto blot hans Ord, hans Naades Tilsigelier. og alt er vel. Du er ten i ham. Koti, om du tun btev en saadan, som daglig er misfot nsjet med din selv, tenset og ft«rafset, men alligevel med al din llsselhed trot paa ham, haenget ved harn og hans Ord, da et du i ham ten, »ganste ren.« — »Men, siger du, jeg fsler ganste andet, solet uendelig Urenhed i mit hele Jndre; allehaande Shnder fremtrcede uophstlig, vg, hvad som et allerdærst, jeg søler undertiden Kætlighed til en vis Sshnd og findet da itte nsoget ret Had til den, ellet nogen ten Villie til at blive den tvii.« Svar: Dette ladet itte vel, og dog et det itte til Døden At du seler al Urenhed hos dig, det oidnet tun om, at Aanden straf fet alt det, som er i Kødet —- og i mit Kød bot intets Godt. Og at du shnes at elste visfe Syndet, er itte un-. detligt. Hvotledes tan man sornemme Fristelser, onde Lystet og Begærlighedet isssaadanne følet de, »som høre Kristum til« Gal. 5, 24), hvorledes ian jeg fornemme disse Frestelser og Lyster anderledes end som Kaetlighed til SyndenZ Tænt Paa dette! Men et du en Kristem da stal du og vide med dig selv, at du ogsaa hadet de sam me Syndet. »Hvad er dette? Kan jeg baade elste og hade de sammt Syndert Dette et jo hinanden modsat.« Ja, det et sandt, det er altid modsat hinanden hos en stritten. Kødet og Aanden et saaledes imod hinanden, at J itte got, hvad J vil (Gal. 5). At du itte hat Villie blot til at blive en Synd tvit, det viser, at du paa en Gang hat baade Kætlighed til Shnden og Had til den —- det Forste i Waden det Andet ester Aanden. En Kri sten et itte idel Aand, men og Kod; en Kristens Lin et et delt og sonderligt Liv, under den daglige Strtd; dersor ssler vi itte den rene Villie alene, men følet den bedr velige Blanding as st og Aand. De uetsarne, selvgjotte helgenet fotftaar intet af dette, men det er sot dem en mstt Tale; men se du paa Davids Jammer og PUNIqu Saiten ester Fort-Zutun sra dette Dpds Legetne, tun for den mægtige Lovathld som et i Lemmerne, og vid, at det er just denne Sttid, sont allermest vidnet om det rene Sind. At du hader og sordsmmer din Kettlighed til Sinn den, d. e. dtne thtet og Begærlighedet — at du hadet mest de Synder, sont du mest elster; dette et det vtgtigste Tegn paa det tene Sind. De, sotn er tsdelige, et lode ligstndede, men de aandelige er aandeltgsindede. Mangen Vantroende tan hade de Shnsder, som hart ttte selv elster; men at hade just den Shnd, sont jeg ester stet med elstet, —- det vidner om det tene Sind. Og jeg menet, at den Stand Distiplene ttættede om, hvem as dem der var den Yppetste, den Stund solte de itte sit Dad til Egentcetligheden.— Men eftet at de Var tomne tgen til tit eget egentlige Sind, da hat de visselig hadet den. Den ene Stund tagde Peter: ,,jeg tendet itte denne Mand,« den anden Stand grad han bitterlig detovet. Kett, set du saaledeg paa din iboende Syndssordeets dette, at denne osvetraabet Kristi Otd om Renheden i hans Mod, da stands endnu og giv Agt paa, hvorledes Disciplene var just de samme, da Kristus taldte dem teue Het er hele Sthtten i vor Tetit. Dette vil jeg aldrig op hete at betæntr. Betcent, at det er ham, som taldte dem teue, der hat Øine som Jldsluey og som ttlsidst stal I— . X dsmme baade Levende og- Tode. Han kalder dem tene i samme Stund, som ·han forudsiger deres Sivagheder, og samme Aften, som de svarlig sorsyndede sig: Da de gil nd med sm bedrøvede Heere til Gethsemane, blev der en Tmtte mellem dem, om hvem der var den Yippcrste af dem; da han svedede Blod, formaaede de kkte at vaage med hom, hvor inderlig han »k. Jsd dem derom; da han fængsledes, slyede de; da han aflagde en god Bekendelse, fotnægtede Peder sin Herre. Og mærk, om disse sagde dog Herren, at de var rene sormedelst det Ord, som han ljavde talt til dein. — O, dette visl jeg aldig sorglenune. Her set jeg tlart, hvad den store Forsoning sljulet; her ser jeg, hvad det er, som udgør hele Evangeli Hovedlcere, at vi nemlig blive retfcerdiggjorte as Troen. Her ser jeg det store Alvor as den Fortyndelse, at Jesu Krifti Gudg Ssns Blod renser os as al Synd. Det er jo aldeles urt melig for al Fornust, at saa urene Skabninger slulle med al sm Urenhed dog være rene for Gud; men da begynder jeg at -ane, at Kristi Blod geelder noget mete i Guds Øjne end i vore, gcelder noget mere i Himmelen end for os paa Jorden. Vi hernede set det ikte og agter det for intet; men hos Gud er det højt agtet, at hans Søn paa Jorden har udgydt sit Vlod. At, var vi deroppe og siaa si det sande Lys, hvad Guds Søn gcelder, og hvad vi gælder imod hom, da stulle vi se os og alle Mennesker saa snma som et Gran i Vcegtstaalen imsod den store, uendelige Herre, som hengav sig selv hel og holden til vor Forb ning, da maatte vi sige: Alle vore Usselheder, i sig selv san svære, er dog imod ham og hans Blod et intet; der sor tunde han med al Ret sige: Hvo, som er toet, er ten, gansle ren. Og Gud ste Lovt deroppe hos Gud er det fau. Hvo, som er toet, er ganste ren, paa samme Tid han hernede sutker over al Urenhed og selv set sig aldeles uren. Gud ste Lon! midt under al Usselhed er vi for Gud rein-, uskyldige og herlige. Det har vi Kristus at takke for, vg. det that han selv sagt. Om jeg itte forstaar alt udi Anr sagerne og Maaden for den Renhed, han taler om, san ser jeg i det mindste, at han selv hat sagt om saadanne, som endnu git hernede, med sit Køds Urenhed, at de var ganske rene. Jeg set i det mindste, at de var for ham tcettelige, elstelige Børn. Og han hat samme Aften sagt, at det, som gjaldt dem, ogsaa gælder alle, scm formedelst deres Ord stal tro Paa Ham lJoh. 17, AU. Jeg vil da studere pack denne Hemmelighed og aldrig glemme, at den Herre Jesus, den eneste jeg behøver Ot spøtge, ser sagde: J er rene formedelst et Bad og forme delst mine Ok«d. Amen. De vigtigste Frugter af Kristi Død og Opstandelse. 21de Dag. Pan Jer Opstandelsegdaa ser jea atter Paradiset, ja Himmelen oa vor tabte Bornerettigljed genoprettetx ieg ser Engle tale med Mennestene soin rned Søsiendc: jea hører, at Jesus lalder Zyndere sine Brødre; jeg ser, at Synden er forfonet, at hans Troende er frigjorte, retfaerdige og rene i Gildg Dom, foin Petrus efter sit dylze Fald og de andre Difciple med sine Forsyndelser, Trcette, Sonn, Flugt etc» nu alligevel var Kristi elsiede ,,Brødre«. Jeq fer, at Laden itle mere dømmer dem, som er i Kristo, da den nu itte tunde forhindre deres Moder slab med ham; jea ser, at Doden hat inan Magt til at beholde os, cfterdi vor opstandne Broder er ,,Førstearø den blandt de Henfovende« ll Kor. 15, 20); jeg ser, at ligcsom Gud i Paradiset vandrede blandt Menneftene sont med sine Bern, saa gaar oa Jesus i sit fortlaredc hicnmelfle Leaeme med de to Disciple til Emmaus og til de elleve nenneni lutte Døre, — og forsvinder ojeblitte lig, sorn aldria før sin D-ød, hdorved han viser, at han ftulde viere has- os ufynlig alle Dage indtil Verdens En de. Ak ja, hvor dybt forborgent og overdættet af denne Vexdens Jammer, af Synd og Kval og Sorger dette Liv? end er, saa ligger dog derunder et genoprettet Hinnnerigr. Men der staat om de to Disciple, fom gil til Emmaus, og som, uden felv at vide det, talte ined Herren selo, fom de sagde, med Bedrøvelie, at deres Øjne var betagne, saa de itke tendte han1. Just faa er det ofteft med os. Vore Øjne holdes til; derfor gaar vi midt i den ftørfte Herlighed fulde med Jammer og Sorg, midt i overflødig Rigdom saa fattige, at vi tunde do af Bekymringer. Der Isom Herren blot sit aabnet vore Øjne, saa slulde vi se, Tat alt er fuldtommet, som allerede i Paradis og alt siden dar lovet —- at Snndefaldet er godtgjort, og den tabie Bornerettighed og Himlene er genoprettede. Lader os »ltdt bedre betænle de berorte Punkter af Paasledagens iHiftorie De Førfte, som moder os ved Jefu Grav, er jEngle, «to Mænd i stinnende Klæder«, sorn taler for ltroligt med Kvinderne og underretter dem am, hvad der var stet, og siger: »Ist-Vater itte; jeg ved, at J sage efter Jefum, den Korsfæstedez han er itke her; han er opstan den som han har sagt. Kommer og ser Stedet, hvor Her ren var laat«, omsv Saaledes var Guds Engle de sprite IBudbcrrere om Jesu fuldendte Foesoningsvært, ligefom de var de Finste, som fortyndte hans Fodsel Her op fyldes vist Jesu Ord: »F stal se Himmelen aaben, og Guds Engle stige op og ned over Mennestens Son«. Her et disselig Himmelens Port og Stige, hvor det slagtesde Guds Lams Hoved hviler paa Stenen, og hvor Englene ftiger op og ned. Her kan man i endnu dybere Betydning end« den opvaagnede Patriart sige:, »Dette er et helligt Sted, thi her bor- -visfeligen Gud, og her er Himmelens Porte«. Her flonnner himmelfte Engle, ikte i Dromme, men under vaagne Øjne, ilke i den dunkle Nat, men i det klare Morgen-NR Og de ladet sig sitte blot se, men de taler, de underviser Mennesiene. Det er altsaa itke en dunkel, hemmelighedsfuld eFsorbtindelfe mellem Himme len sog Jorden; nei, Stillevæggen imellem de salige Engle og de syndige Mennester er dorte; en fuldkonnnen og aabensbar Forening imellem Engle og Mennester er kom men, saa at de forste nu paa mennesielig Maade ow gaaes med Mennesier, paa det at Mennestene engang paa Englevis tunne omgaaes med dem. Det, som Gud i Be gyndelfen har fammenføjet, men Satan ved Synden ad slildt, det, som sidenefter gensidig laengtes efter Gen Ioprettelse, er attet tndtraadt i sit oprindelisge Forhold, ved Jesu Grav. O, det er glædeligt at se denne Gen sorening, at se Englenes ydmyae Villighed til at tjene de; faldne Mennesker, som er tialdte til Arvinaer af den evige Salighed. Kriftus omtaler, hoorledes Englene glic der sig over en Synder, som omvender fig; hvem kan da fatte disse himmelste Benners Glcede paa den Dag, da de havde at fortynde Mennestene den fuldbragte Forsoningl —- Jesus er opftanden, Døden er overvunden og opslugt af Livet; Sanden er forsonet, Loven opfyldt, Fsorbandeb sen borllagel, Retsærdigheden tilsredgstilleL og Gud for noch Alt, som Satan har fordcervet, er nu atter godt; ilte Helvede, men Himmelen; ille Dicesvelem men Herrens Enale stal jage de frelste Sjcele til fig. Dertil fryder sig Engl-ene, derover jubler deres Kor. Nu stal ofte, til deres Glcede, Syndere omvende sig og mangen Lazarus’s Sjcel af dem føres til deres evige Hiern. Hvem sknlde have bebudet Menneslet denne glade TidLZ Der findes itte i hele Stabningen nogen billigere og gladere Bud bcerere og heller itke nogen trovcerdigere. Englene er af den renefte Villie og den tlareste Kundskab, saa at al vor usle Tvisvl dog maa vige for saadanne Budbærere. Ja. om disse maa vi oel med Efaias raabe: ,,Hvor dejlige er dereg Fødder, som fortynder Frev, prcediker Godt, for lmider Salighed, de, som siger til Zion: Din Gud er liange«. Saa sryder Eder da, J Zions Børn, til Bud stabet af disse gode Budbcerere, vore himmelste Venner, som i Tid og Evighed er til Tjeneste for dem, sosm stal arve Saligheden. Engana, naar vore Sjcele og Legemer blioer befriede fra alle Baand og al Dinntelhed, stal vi bedre leere at kende Gild, og prise ham for, at han om aiver os med Englene. Kan Apostelen strive til den endnu paa Jorden stridende Menighed: J er komne til det him melste Jerusalem og til Englenes mange Tusinde« (Ebr. 12), saa maa vi vel fiae, at Himmelen er atter forenet med Jorden, Syndefaldet godtgjort og Paradiset atter aabnet. Det andet og ?lllermmrkeligste, fom vi fornemmer Ved Jesu Grav, er, at Kristus nu siger et nyt Ord og lalder sine Disciple, Brødre«. Maria Maadalena staar ved Gran-en og grceder; Jesus aabenbarer sig for hiende og sigerz ,,Gaa til mine Brødre og sig dem: jeg farer op til min Fader og eders Fader, og til min Gud og eders Gud« (Joh. 20, 17). Dette var de første Ord, som Jesus talte efter Fuldbyrdelsen af sit ftore Vcerk, og vi mcerter i Ordene, at han vil fcefte Opmcerlsomheden paa Ordet »Broder«, idet han figer: »min Fader og eders Faden min Gud og eders Gud.« Naar vi derhos ogsaa betten ter, at Kriftug ike for sin Død plejede at tiltale fine Di sciple med Brodernavnet lHan havde vel taldt dem Ven ner og bevist dem al Kcerliahed samt med almindelige Ord fortlaret, at »den, som gjorde hans Villie, flulde vcere hang Broder og Søster og Moder;« men han havde dog itte bestemt tiltalt dem med Naonet Broder); men det er forst nu, da det ftore Forsoningsvaert var fuldtommet, Slanaens Hoved trittst, Synden forfonet, og den evige Retfærdighed fremsat, og saaledes Menestets oprindelige Bameforhold hos Gud var gensoprettet, det er nu, han begynder at bruge Navnet Broder og siger: Min Fader og eders Fader, min Gud og«eders Geld. Visselig er dette betydningsfuldt, og vi maa standse og betænke det! At dette er det forste, Herren taler efter fin Ospst«andielse, giver det en ny Betydning, for det store Msaal for Kristi Forsoning var just at genoprette vort i Faldet tabte Bar neforhold til Gud; alt, hvad ellers udrettedes, saafom at forsone Synden, sborttageLooens Forbandelse og lade komme en evig Retfærdighed (D-an. 9, 24), det er alt blot Dele af et eneste ftort Verri, nemlig Genoprettelsen af vor tabte Bornercttighcd Thi det er Hovedsagen, at Menneftet i Beghndelsen blev stabt til Guds Barn og Arving; og da bete Barneforhold ved Syndefaldet var blevet forstyrret, stulde Kvindens Sced genoprette det. J Barneforholdet til Gud ligger al Salighed; ,,thi er vi Born, saa er vi og Arvinger« etc. Genoprettelsen af dete Barneforhold var altfaa Maalet og Summen af alt, hvad Kristus som vor anden Adam stulde udrette. De, som forstaar dette, sial, efter Kristi fuldendte For soning, af sig selv spørge: Er da nu vort Barneforhold til Gud genoprettet, og saa tommer den Herre Kriftus fetv og figer: Mine Brødre — min Fader og ederss Faden min Gud og eders Gudz min og cdcrs! min og edersh Dette er det første, han taler efter sin Opstandelse, ogI her har han med størlte Omhu villet vcekke vor Opmcerb somhed. Den, sosm itte her mærter noget stort og gut dommeligt, mai-. have et Sind, der »holdes tilluktet.« O, «saa hojst mairtcligh Kristus selv, Herren af Himmelen, Guds evige Son, der forst tom og blev Menneste som vi og nu har fuldbhrdet Forløsningens Verl, han siger nu om arme strobelige Difciple: Mine Brodre — mine Brødre — min Fadcr og eders Faderl Saa har han nu nedbrudt Mellentvceggen, saa er nu atter Gud og Menne »stene forenede; saa er nu det fovstyireede genoprettiet: »Barneforholdet til Gad. Saa er nu Guds Sten, fom ;A-p·ostelen siger, bleven »den Forstefodte blandt mange )Brtldre« Mom. 8, 29); mcerk: »den Forstefødte blandt mange Brot-rel« Hvad hører jeg, hvad horer jeg! —- Om Vi end ofte betragter dende founderlige B.roderhilfen, hat vt dog næppe gjort den ringeste Begyndelse. Her er en Dybde og en Heide, som overgaat al Forftand: Gaven er for ftor og vore Hierter for trange. i l l I 22de Dag. ,,Mine Br-dre,« figer Herren, ,,mine Birødre.« »Ja, det var Di«sciplene, figer du, disfe Jer nærmeste vg troeste, fom nu havde fulgt ham i mer end tre Aiak, og som var "fwmme og hellige —- det var dem, «han taldte sine Bus dre —- hvad Trost hat vi deraf? faa vil vb blot svare: »Har du endnu ikke forstaaet, at dette Barneforhokd til Gad, og alt dette var felve Hovedformaalet for hele Kristi Forfoning, som jo istke blat stete for nogle faa Ven ner, smen for hele VerdenZ Hat du endan aldrig ment og betæntt, hvad du maaste tusinde Gan-ge hat sagt til Her ren: »Fab« vor, du, som er i Himmelen«? —- Viftnok er det noget Urimeligt for Fornuften og Følelsem at vi sarme Syn-dere stal tænke paa Delagtighed i denne høje Ære og Naade: at være Krissti Brpdre7 men hvad fsiger Striften2 hvad siger Kristus selv om den allerhsjefts Naade, som han tilegnede sine Disciple, nemlig den« inderlige Forening med ham, om hvilten han sagde, at den var lige med hans og Faderens Enhed: «Jeg i dem og de i mig, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig.« Es det alene Apostlerne dette gælderZ Nei, saa siger Her ren-: ,,Men jeg beder ikke alene for dem, men og for dem, som sormedelst deres Ord stal tro Paa mig, at de alle slal Være Get, ligesom du Fader i mig og jeg i dig.« Dei skulde saaledes gcelde lige fra alle Tider og Slægterz det, som gjaldt Apostlerne, stulde gælde alle, »som for medelst deres Ord tror paa hani.« Det er efter vort Begreb alt for stott, det er sandt; men har vel Kristus sanset Personerla Guds, alle Mennesters Staber og Frelser, set ikle estcr Personen men efter Menneskene. Jike en Gang Kristi egen Moder havde noget Fortrin, Alt, hvad der hedder Men-neske, er sor ham lige; det ev som vi ser as (Luc.8, 19 —21), og Cap. 11, 27. 28.; nej alt, hvad der hedder Menneske, er for ham lige; det er blot Mennestene, som er saa dyrebare for hans Øjne, og ikke den og den Person —- Ined den Forstel alene, at de Troende ligger ved hans Stød, er hans Lyst os Glatze medens de Vantroende et Sorgebørm fjernt frsa hans Fahn. Saa gælder da dette Barnefsorhold itke blot hans sørste Disciple, Inen ogsaa os alle, som formedelst deres Ord tror paa l)am. O, store Herlighed! O, evige Frydetilde! Enhver iblandt os, som begynder sormedelst »dem-, Ord« at tro paa ham, har samme Lod som de i hans herliae Ord: Mine B.rødre, min Fader oa eders Fader, min Gud og eders Gud. Men hvad der gør denne Broderhilsen allermcerk vcerdigst, og hoorfor Disciplenes Hjerter vel maatte heu snIeltes og vore Hjerter endnu maa hensmelte, er, at den tilsendtes dem just paa en Tid, da de mer end ellers nogen Gang i sit Liv havde sorsyndet sig. Lader os lietcenke, hosorledes de sorholdt sig i den sidsie Eltund, de Var med ham, for de fik denne Hilsen, nernlig Torsdagaftetu da ban skiltes fra dem. Ester Nadverens Annammelse ogs ester at Herren hsavde holdt en rotende Afskedstale til dem — hvad hendte? Jo, at Peter den samme Aftens af Menneskesryxid saabenbart fornasgtede sin tro Herre og Frelser og lod Liøgnens Ord gaa over sme Laeber og bekræstede dem med Forbandelser; vi’dere, at de andre Di sciple tilligemed Peter oIn Aftenen forud trcettede om, boem der oar den« ypperste, og siden faldt i Sonn, medeng Jesus vsoedte Blod, saa de end ikke formasaede at oaage cn Time med ha«m; da Jesus blev sængslet, flyede de — altsammen saa store Synder og svcere Fald, at man maa forundres over, at de ikke sorgik af Sorg. Og de sorstod ganske vel det syndige heri; thi da Jesus forudsagde, at de i denne Nat stulde forarges over ham, da forsikrede de, at de hellere stulde do med ham; sog da Peder havde forncegtet ham, gik han ud og grced bitterlig. Nu, ester alt dette, havde de ikke faaet talt et Ord med ham, førend de nu sit denne Broderhilsnsing. Hvilket Optrin! Vi har ikke Ord til at udtrykle det hjertegribende heri —- og paa den anden Side det herlige Bevis, som heri ligger, paa hvad Kristus med sin Forsoningsdød har udrettet. Her ser vi nu igen Fragten af Kristi Død og Ospstandelse, nemlig, at Synden med sin fordømmende Kraft er til intetgjort, saa at den ikke tilregnes eller fordømmer dem, som tror paa ham; at Loven ssaaledes er sopfyldt, dens Dom sog Forsbandelse saaledes borttaget, at disse stoee Fald og Synder ikke et Øjeblik svcekker deres Naade stand. Her ser vi nu, hvad disse Ord indeholder: «Kri stus er død for vore Synder og onst-anden til vor Reism diggørelse«, og »er Krisius ikke opstanden, da er J endnu i eders Ssynder.« Vi ser her, at Alpostlene troede mcd Alsvor, at de ikte mere var i deres Synder, og det blotz fordi Kristus var død og opstanden sor dem; thi der staat: »Er Kristus ikte opstan·den, da er J endnu i eders Syri der;« men er Kristus opstanden, da er J ikke i eders Syn der. Ja, jeg ser dct øjensynligt, at Kristus ester sine Disciples store Forsyndelser kalder dem Brødre og iler med at sende dem denne Hilsen. Jeg ser, at vi i Kristus hat et saadant N«aaderige, at Synden aldrig stal tilregnes os, saa lcenge vi bkiver hos hamz svii stal vel tugtes og strasses, soore Synder stal hjemssøges med Ris og vore Misgerninger med Plage; men Naaden, selve Naaden vg. Bsarneforholdet i Himmelen skal være urokkelig, saa længe vi med al vor Elendighed holder os til Kristus, dømmer os selb, gerne asstaar Synden, men imidlertid holder os til Kristus sog soger i ham baade vor Retfærdighed vg Helliggørelse. O ja, vi ved alt dette; oi ved, at det er Hovedsummen as det ganske Evangelium, at Kristi Bilod renser os asf alle vore Stynder, og at dette er et sast Ord og vel vcerd at annammes; men naar det stal staa sin« Pr-øve, da er vi straks lige ulærde i dette Styktr. (Fortscettes). f JGOde BLSØIJ som anbefale5: )Mikillm Rcfcnblllmd Eu Fokukuiug im jsvisee Krebs-. 125 Siver, i Omslag, 25 Cents, inbbunben 50 Cuni Mllktytcn i St. Andkcws. Ei Billet-e fka den statis Kitkr. 93 Siber, i Omslag 20 Ceitts, indbunben 40 Ecntl Manyketne i den lutherste Kitte. OW- sk Tyst. 224 smaa Sidet, indbunden i Shirtingsbind 40 Eint-. an Hut. Eu ssmtandst Formaiug im Kristitiv. Eva Amerikai liebste Bsgetu Af Lewis Wallace paa Dunst vei Vilh. Mollen Pris, gebt inbbunden, I1.25. Djn Brodcks VWT En Jana-umg, sum sticvm Livet Orienken, icngflenve og interessant Pan Dunst ved N. P Madiem 174 Sidek, i Omstag, 40 Cenw Herren er mit Skjoldo En Fortcelling, som stildret dct kristelige Liv i Ruslanb. 150 S., i Omsl. säc, indb. soe. Alle Roger sendes poktosrit. Verniman bedes indfendt fammm med Vesiillingen. Ftimtkrker modtages iom Bei-usw« Danifh Lutheray Publishing Hause, Blair, Nebrasts