Klar og usvigelig
Vejledning til Fred.
Udvalg i tro Odersaettclse as C.O. Roseniu5’5 Skrifter,
ordnede til Betragininger for hver Dag
i to Zllaaneder, med Bistand as Vislop N. J. caache.
(Fortsat).
17de Dag.
De, som strider for en iiristens 31)ndefrihed, sige::
»Meine det er Synd, som jeg skirilliat am Emod et inde
liat Gndg Bud; det, vi itte gør med fnld Frihed, er ilte
Synd.« —— Nu, efter denne Fortlarina paa Zynd, ind
vilae vi gerne, ct en troende lan i en visJ Mening vare
snndesri; thi vi ved, at en troende ille med Villse (Ebr.
1«, 26), itle frivillig gar noget itnod et aabenbart Gnds
Bud, men am han aøt noaet, som i sia selv er Synd, saa
ster det enten as en ntlar Forstand derom, eller as en
heftig Lvetkasielse as Fjenrsekn eller af en aandelia Vald
tagelse as den incratige Frisielse, som da Peder forneeatecsk
fm Herre. Om en saadan Ziatelsens Stand Tiger oa
Paulus-: »thi jea ertender flie, hvad Ze; agr; thi det, som
im vil, del am- jea Itle.« iJionn 7, 5). Og saaledeg
maa di fersza Let, naak der intellem Paulus og Barnas
bled en saadan ,,Fortørnelse, saa at de stilies fra
hverandre« (Llp. G. 15, Ins-s, oa da Peder i Ypperste
Herstean Hus tre Gange sornægtede sin Herre, og da han
senere i Antiochien h1)llede, saa at Paulus Inaatte aaben
kart straffe ham lGaL 2, 11. 14). Nu siaer og Pauan
,.Men dersmn jeg am- det, som jea ille vil, saa er del ille
mere min, sein udretter det, cnen Synden, som bot i
tnia chmL 7, 20). Paa denne Maade taaet et det vel
sandt, at en Firisten ellet hans nye »Jen« synder ille, som
Johannes oa siaer l1. Joh. Z, 6——9), at »den, som er
født as Glnd, gøt ille Svnd« — Synden er ille hanz
Gernina, men hans Lidel«se; — men med alt dette har
Engen Apostel sagt, at di er i us selv syndefri; men Jo
hannes siger udtrytkeligt: »Ziaet vi, at vi itle hat Sond,
da dedrager di as selv, oa Sandheden er itle i os.« Nej,
hele vor Natur er af Snnden saa gennemtrcengt, at di
ilte enaana maskier, at vi synderz den aamle Urenhed
hasnaer ved alt, hvad vi got, tænler og taler, ogsaa naar
vi vil aere det adde. Siger Striftem «at el Menneslesz
Retscerdighed er som et besmittet Alex-de, saa faar vi Ia
erfare, at llrenhed hat gennemtrcknat hder Traad i dette
Klasde. Til Etsempeh at vi ille saa bestandia trot vor
Gild, som vi lmrdez at vi itle elsler ham saa as alt dort
Hierte oa alle vore »Na-steh som vi stnldex at Tankerne
flnver ud paa mange nnnttige Tinax at Vi ille heder saa
andcegtigt ca damit, itte betragter Gile Ord med den
Lnst oa Flid, smn vi burdex videre, at dort Sind saa
basiiat bevasaeg af lltaalmodighed, Biede, Eaenlasrlia
hed, Hodnmd eller af urene Beacerligheder; endelig, at vi
ille hat den Nidlæthed for Gnds Ære oa vote Medmeni
neslers Esa!ighed, som vi burdez alt dette er jo ilte an
det end Sand oa Utenhed. Hertil tommer endnu de
egentlige Fristelses-Tider, da Kristus for vort hoffærdige
Hieries Slnld maa lade os som Peder ,,sigtes as Satan«,
da aribes vi sauledes af Fristelser, at vi ille andet søle,
end at Fjenden hat os hel og holdeni sm Magi, og ingen
Helligaand fornemmes, hvotved Naadens Born jatnre og
lvie sig, som om de var gansle fortabte. Dette er jo de
størsle Helaenes Erfaringet, som vi findet tilstrckttelig af
Davids Alage-Salmer og as Paulus’s,Sutlen ester For
lssning sra delte Døds Legeme.
Og dog, hvor rent er ille deres nye Hjette, deres
aandelige Sind, midt under alt dettel Her dekes Sulle.
deres Selvbebtejdelse, deres Bønnerl Sku deres Taarer,
deres Knæfald, detes Kam-pe. Ja, da er det som aller
sværeste, naar de ille sornennner den tene Villie, det hel
lige, alvorlige Had til Synden, men «llager, at de elsler
sm Synd —- mcerl blot denne Klage, at de itte hader
Synden, hvad denne Klage egentlig indeholderl -— denne
Aand, som llager derover, et ille den ten og «hellig? Og
mart, hvillen Forstel fea de lodelige, hville er saa til
sredse med sig selv midt i sit sandige Vcesen og blot søger
at sotsvare, undskhlde og beholde fm Shnd. Saaledes er
de troende visselig rene ester deres Sind, saa at Shnden
er detes biireste Plage, Tugt sog Straf. Saaledes behel
ver de i denne Tilstand og Selvanllagelse og Sorg mere
Medlidenhed og Trost end Bebrejdelse og Stras; —- og
alt, hvasd Sltiften taler straffende og trnende, er ille til
disse selvanllagede Sjcele, men alene til de silte Aander,
som i deres Synden endnu er vpblatsle, medens de heller
stulde sorge (se 1. Eor. 5, 2), »thi der-som J dsmte eder
selv, stulde J itle dsmmes.« Saa snatt de Csorinthier
angtede sig, var der idel Trisl og Husvalelse i Apostelenz
Oed til dem. Se 2. Cor. 7. Saadanne Ting mener
Slrlften med det tene Sind.
- Nu, det er sandi nol, at. Jesu Disciple ogsaa havde et
sagt-out mit Sim- formedem Keins Oed den Aftety da
han sagde: Nu er J rene etc.; —- det ser vi paa Pedet,
da han git ud og gtced bittetlig, ester at han havde sor
neegtet sin Herre, ja, det se di as hans hele Historie, at
han ilte var den, som vilde ssornægte sin Herre, the Vg
bande — deesor lunde diise Ord: Nu er J rene vist ogsaa
hentydes paa deres Sind. Men det er en Omstandighed,
hvotas vi med Grund flatter, at Krisstus endda taler om
en andeiå Renhed. - Dei er den Omstændighed, at han lib
ligere samme Asten sagde aldeles det samme om dem, at
de var teue, men sagde det da i en Sammenhceng, som
bestemt viset, hvad han sigtede til, nemlig den høje suld
lomne Ren·hed, som bestaar for selve Guds Dom —- den,
som vi har, ssormedelsst Trom, i hans Blod. Det var
nemlig, da han toede Disciplenes Fødder (Jvh. 13), og
dersved sagde: hin-, som er toet, hat ilte behov uden at
to Fsdderne, men er ganste ren, og J ete rene, men llle
alle. Herved bemærlee Johannes: Thi han ten-die den,
som ham sortaadte, deesor sagde han: J er ille alle rene.
Se tiu her, af dette Evangelislens Tilloeg marter- vi
first, at han talet om en aandelig Renhed, hvilten den
salsle Judas itle lunde have —- vi market, at han med
hele Fodtveetningen og sin Tale om Frelse alter er inde l
sit egei stsnne Bibelspwg og latet om vor aandelige Nen
heb for Gud — hvilket vi foruden af Judas s Udelukkelfe
ogsaa kan forstaa beruf, at Kristus ikke betymrer sig otn
deres Fsøddets Renhed, allermindft nu i Hex. L,«Z;. :::L ,;
Åfsiedsstund. Han taler da om en aandelig Renhetx
Hvad betyder oa Fsdderne og deres Toelse andet end,
hvad Luther siger, Band-ringen og dens Rensclse! Og
da ser jeg i hele Sammenhængen af hans Tale noget
Kosteligt. Han udtrykker dette .Forhold: Dei et blot
eders Vandring, som er uren — blot eders egen Levneis
Retfcerdighed — den bør renses idelig; men J hat det
kmdcr en andcn chhcd, som er fuldkommem J er før
toede paa en saadan Mande, at ingen dobbelt Toelse be
bøves mete, men et gansie rene.
1 sde D a g.
Vi stal saure nøje betcrnle Herrens- eane Ord: Ten,
sont er toet, behøver ikte at to uden Fodderne, Inen er
nanste ren; og J er rette, dog Elle alle. Herren stiller paa
den ene Eide inzellent deres egne Fodderg, deres Vandelcs
Renhed, og antnder om denne, at den behøver stedse at
fort-»Dei- ——- oa paa den anden Side en Renhed, sont de
baode aennenr et andet Bad, hvorved de var gansle rette.
Da nn ser vi, at naar han stack, de er rene, da taler han
ont dennc sidste, denne snldlotnne Renhed. Dette kan man
rgsaa sorstaa deraf, at det er ham, som taler, der nn nil
l7en for at ndande sit Blod til Berdenis Forsonina on
havde nnlia samme Asten sagt: Mit Blod udandesti til
Zynderneszs Xorladelse (Matth. BG, 28). Ja, at vi non-It
Øjeblil tan spørae, hvad Herren her siater til, tommer
egentlig deraf, at vi itke tned vort Hierte og vore Betraat
ninaer er ret inde i Guds store Frelses Raad og i strrfti
Sind. Beteenter vi blot, hvad Kristns haode for i sit
sHjertex ja, lunde vi forstaa, hvad der i Himmelen er det
iszze store, nentlig at Gud hengav sm enbaarne Ssøn til en
Forsening sor Verdens Snnd, hvorlcdes han genneni en
hel lang Verdensalder as sire tnsmd Aar nted ntalliae
sttlodiae Forsoningsosre og. Rensninaer, Bestcenkelser oa
’Toeettelser sortsatte tned at male sor sit Falls Øine et
kommende Forsoninasosser oa en Verdensrenselse ved detss
Blod, da stulde vi itke et Øjeblik lnnne ternte, at Krisiniz
selo nn slulde tale otn noaen anden Nenhed hos sine Ti
sciple end denne. Var vi i Hitnntelen oa der saa on
tendte hvad sont udgør hele den saliae Stares eneste
Etnne sor Beundrina og Lovsana, — hoorledes den lwio
llardte Zlare med alle Enale har blot en eneste nh Sang
at snnae sor Tronen, nemlig otn ,,Lannnet, sont lobte os
til Gnd rned sit Blod«, og at hele Fortlaringen as dereg
mitelige Lod er den, at de hat toet deres cheder og ajort
dem hvide i Lammets Blod; lnnde vi sornemnte, hvors
sledes intet er stort sor Gnds Zje og Hierte, og inaen
sTing uden eet er gaeldende for Sinndere: at hans egen
senbaarne Sen har udgydt sit Blod til deres Ssnnders
Forliadelse, —- saa stal vi ille et Tijeblil spørge om, hvad
Forsoneren selv mente i den Stund, da han gil til sit
Blcds Udgydelse og fande: Ten, som er toet, er ganste
ren, helt ren, aldeles ren. Ja, havde vi blot vceret tned
stristus paa det hellige Bierg og lyttet til de himmelsle
Gcester, Moses og Elias, og hørt dem tale med hant alene
ont »hans Bortgang, som han stulde suldlonnne i Jeru
salem« (Luc. 9, 31), saa stulde oi sorsta«a, at man i Him
melen ille stattek noget andet som stort. Og levede vi
blot i Trer og var ret inde i denne Forssoning, saa stulde
vi selv have anet, hvad Moses og Elias talte om, uden at
Esvangelisten behøvede at stge os det. Vor Opsatning as
Kristi Ord beror saaledes Paa, hoor ncer vore Tanter er
hans Tanter og Sind. Men nu behøver vi ikle her at
sorestille os, hvad Herren sigtede til, men har allerede as
hans egne er mærlet det, som nys er vist, da han stilte
imellent en dobbelt Renhed. Naar nu hertil lomtner, at
hele Tanlegangen er den samrne paa degge Steder, hvor
Kristus taler otn deres Renhed, nemlig at han sørst taler
otn en suldlomrnen Renhed og Nødvendigheden as en fort
Tsat Renselse og siden om en sulsdlonrmen Renhed, sorn de
har paa samme Tid: »Nu er J rene« —- thi oed Fad
tvætningen antyder han sørst, at de behøvede en bestan
dig Renselse under Vandringen, og taler dekester om den
suldt-otnne Renhed; og her i Joh. 15. Kap. har han i ncest
soregaaende Ord talt om den gode Grens Renselse,L at
den stal bære mere Fragt, og saa taler han strals om en
Renhed, som de allerede hande: »Na er J rene,« — saa
mærler vi, at det er samtne Sag, han orntialer· Thi naar
den samme Heere taler spaa samme Maade, blot med
tvende Billeder, saa sorstaar ·vi, at Han taler om samnte
Sag. — Og sluttelig bemcerler vi, at Kristus aldrig
plejede at rose vor iboende Renhed og Styrle, men wert
imod adoatet imsod at se paa denne og glcede stg over en
entelt Naadegave, —-— som vi se samtne Asten, da Peder
sorstlrede sin synderltge Tro og Styrke, at Herren strals
sotndsiger ham hans Falk-, for at nedslaa denne Trost,
·-- og en anden Gang, da Disciplene med Glcede omtalte
dereö erholdte Kraft til at uddrive Djævle, advatede han
strats: »Glæder eder itle over, at Aanderne er eder un
verdauten-, men gleeder eder over, at eders Navne er
strevne i Lisvsens Bog.« Blvt den usorstyldte Frelse, den
sor hoek Synder almindelige Naade, maatte de glæde sig
over. Og da han endnu sretnstillede, hvorledes en Mand
tatlede Gnd, ilke sig selv, men Gud — at han var from
mere end andre Syndere, saa er dette en Farisceter — og
Tolderen, som slaar sig sor sit Bryst og b"lues, han gaar
retsærdiggjort hjenr. Bi kan as alle disse Steder merkte,
hvotledes Kristus i disse Spørgsmaal var til Sindg.
Ja, her sinsder vi, at den, der glaeder sig mere over Gut-s
Kraft i os end over Forsoningens Naa«de, stemmer mindre
med Kristi Sind end den, der søler blot Svaghed hos
sig og har al sin Trost alene i Kristus. Han vil selv med
sit dyre Blod være vor Renhed og vor Trost.
—-Men vi vender tilbage til vort Spørgsmaai. As alt
dette lunde vi nu sorstaa, hvad Kristus ·mente, da han
sagde: J er allerede rene sormedelst det Ord, som jeg hat
talt til eder. — Helt«mærleligt, naar han siger: For min
Tales Styld, eller sorrnedelst det Ord, som jeg hat talt
med eder. Paa det forste Sted sagde han: Formedelst
en Renselse, — her stger han: Formedelst mit Ord. Hvem
ser ikle nu, shvad Kristus sigter til? Det er det samme,
som han i den store Udsendelse as Apostle sagde: ,,.Dvo,
som tror og bliver die-M, stal blive salig.« Det er samme
« Herre om hvem hans Apostel sagde, at han rensede Bru
den (eller Menigheden) formedelst Vandbadet i Orde
Jst-. Z, «ch.1;. ",.:: s:.:kk:: ;e: de wende Midler,
hvormed vi er rensede i Krifti BUlod Ja, paa denne
Man-de hat Gud aabenbaret sit Raad til vor Renselse fia
Synden. Nu hat vi Fortlaring not. Nu behøves blot
Betragtning og Tro. Gud give os vertil sin N-aade.
Se nu, hvsorledes Kristus her stadfæster Skriftens
store Hovedlære, at vi for Gud blive retfcerdiggjorte af
Troen. Paulus siger, at Trer tommer af Prediken
aller af fammes Hørelse), og her siger,Krisius: J er
allerede rene fsormedekst det Ord, som jeg har talt. J hat
itte gjort mete, end at J har hørt min Tale, og dermed
er Troen opgaaet i eders Hjerte, og saa er J- rene. Og
dette siger siristus felv, «s«om stal dømme paa den yderste
Dag. O. det maa fryde et Menneste inderst i hans Sjæl,
at Herren selv tuler saadanne Ord: Xene formedelft mit
Ord. Ej en eneste Gerning ncevner han, men kun sin
Tale, sit Ord. Blot derved bliver de rene, efterdi dette
havde virtet Troen.
19de Dag.
Ta hele Stristen binder al Salighed blot ved det
Ord Tro, vil Di nu samle al vor Opmærtsomhed til detie
»ene Punkt: Hvorledeg lommer man til Troen? og hvad
sTroenZ lknhver valt og efter Frelse sogende Sjæl har
tilsidlt al sin Belmnring i dette Punkt, og al hans Sal?g
»in-d heror paa dette ene. Hør da, hvad liristug since-:
Form-edelst mit Ord teller Talen Saa siaer Guds Aandr
,,Hører, saa skal ederS Sjirle lede« (Es. 55) Alene: hel
rcr! Troen kommer af Hørelsein Trer kotnnier itke af
iig selv. Det er alle Valtegs Forvildelse og Stude, at de
blot tasnle da trente og idelig tcenle, men itte høre, hvad
lijud siger. Paa denne Maade tommer itte Troen, ikke
heller ved blot at ønfle og vente paa den Helliaaand, itle
heller Ved at arbejde paa sit Hierte« for at bringe det til
Tro. Nej, Firistug siger: »Forinedelst mit Ord« Stands
da heil-, hvnrledeg Gud taler, oa taa ham paa Ordet, oa
forlad dig paa, at han ilke lhvser, det maa shnes, hvor
silde det kan og vil med din Fortjeneste eller din elendigc
jBedking, oq sprec- hvok Iiot det vii i dit Hjekte. nun du
»blot tage Gnd paa Ordet og nied Hjertens Tro omfatte
ihang Vidnegbyrd oin Kristus, saa har du og med det
jsamme hele Frelseren med alt, hvad han hat sorhvervet
dia. Mart, hvor tosteligt Apostelen Paulus taler deroin
i Rom. ill, i3—8: Den Retfeerdighed som er af Troen,
siaer saaledest Sig ikke i dit Hjerte: hvo dil sare op til
Himmelen, nemlig sor at hente Feristum ned, eller: hvo
vkl fate ned i AsgrundenZ neinlig for at hente Kristus
op fra de døde. Men hvad siger den? Ordet er dig ncer
i din Mund og i dit Hierte; det er det Troens Ord, sorn
vi prcediter; thi dersom du bekender den Heere Jesutn med
din Mund og tror i dit Hierte, at Gud oprejste ham fra
te bede, da bliver du salig. Hiør en saadasn Lscesrdoml
fee ikke hid enek did eftek Kann-s, vit Aposteien sige, spejs
itie omlring i uvisse Regioner, i et dunkelt, uendeligt
sjerne. Hvad siger S«lriften, Ordet er dig nær. Hor,
du har Ordet — det Ord om Troen. Ja. men Kristuss
Høret du ikke: du shar Ordett Tag Ordet, saa har du
.Kristus. Sig ikte i dit .yjette: ,,·Hvo vil sare op til Him
melen? d. e. at hente Kristus ned; eller, hvo vil sare ned
i Dybet o. s. v. Du shnes, at Kristus er saa langt horte,
ligesom han var i Hiinnielen eller i Afgrunden — du
ded, hvor han er, eller hvorledes og naar han flal blive
din. Du straetler dig i et ubestemt fjerne ester ham. Det
behøvet du du itle, siger A-pvstelen. Ordet er dig ncer,
nemlig det Ord om Trom. Onisatter du dette Ord, saa
omsatter du Kristum Thi i samme Stund, Ordet om
Kristus saar Rum i dit Hjette, i sainme Stund hat du
og Kristus med al hans .Fortjeneste, ja alt, hdad dette
lOrd indeholder. Saa meget bethdet Ordet. Nu er J
rene for inin Tales Slhld. Blot ved mit Ord er J teue.
Paa denne Maade stelser Trer os. Gud giver dig et
Ord, du omsatter det, og sttats hat du, hvad dette Ord
indeholdt og lovede. Det var dette, som Kristus vilde
uophørlig leere os, da han gik omlring og hjalip alle alene
ved Ord. Han sagde et Ord, de troede dette Ordi, og
strats stete det. Sakrdeles lærerigt er Etsemplet as den
longelige Mund i Joh. 4, 46—54. Hans Søn ligger for
Dødenz da gaar han dort til Jesum og beder han komme
og helbrede hans Sen; men Kristus begyndte med- at
strasse Vantroen og sige: Uden J se Tegn og underlige
Getninger vil J itke tro. Alligevel gentog den kongelige
Mand sin Begeeting. Men nej! Kristus gik ille med ham.
Men hvad gjorde han i Stedet? Han gab ham et Ord
og sagde: Gat bott, din Søn lebet-. Da trsoede Manden
og git; men han var saa langt sta sit Hjem, at han forst
den anden Dag mpdte de Tjenere, som var udsendte for at
bebude ham: ,,Din Sen lever.« Og da han udsputgte
den Time, paa hvilten det var bleven bedre med ham,
sandt han, at det just var den Stund, Jesus sagde: Gat
dort, din Søn leder, saaledes just den Stund, da han out
sattede Oedet. Men se her, hvad det er at »vandte i
ITroen«. Manden sit ingen Ting at se; Kristus gik ille
·med hom, itle heller sit han noget Lcegemiddel at bære
og se paa; han sit aldeles intet, som tunde ses eller søles,
sit alene et Ord —- og med dette Ord alene git han til
den anden Dag og maatte i den lange Nat naje sig blot
med Ordet; derester sit han Viidnesbyrdet ved sin Tjener.
Se nu het: Paa denne Maade stal og vi lade os nøje med
et eneste Ord as Herren, svandre i Troen og se aldeles
,intet as dets Opfyldelse; men vi stal vide, at der hjemme
i Himmelen er nu sor Guds Øjne alt vel, vor Sjæl ten
og stisl; ja ogsaa om vi maa vandre i Nat og Mørle i
Ivor Sjcel, naar vi endda holde os til hans Ord, saa skal
vi dog engang paa det evige Livs Dag, naar vi er lomne
hjem, saa at se med Øjnene, at det Virtelig var, ligesoin
Ordet lovede. Saadant vil den himmelske Veltalenhed
i disse Kristi Ord: Nu er J rene sormedelst det Ord, soin
jeg hat talt, leere os. Han vil altid rette vore Øjne
paa sin Tale.
Dette er sopertnaade Iigtigt at tunne præge ind i sit
Vierte; thi detser aldeles ubegribeligh hvilien langvatig
og ·pinende Kval det kostet mangen Sjeel at komme sra
sine Felelset og satte denne Hemmelighed, at vi maa be
gynde med blot at omsatte et Ord as Kristus og detpaa
ffole. Man vil uophørlig føle noget l sit Hjerie og erholU
en rncerkelig Erfaring af Aandens Liv, inden man
tro. Men saadant kan ilke sie med os, førend vi fsrf IF
omfatter Ordet, hvilket nu er visi. · «
Men hnorledes lan jea visde, at det høker mig til
siger du. Kristns er død for alle, og Ordet tales til alles «
men Verfor er ikke alle saliae. Herren felv sagde og: »O
er ikle alle rene«. —- Svar: Giv nu Agt pag Erdetl Ku
Ordet af Gnds Mund skal ogfaa give dig dcnne Vished
Troen kommer af Hørelfen, og ,,hbo, s--n1 trot, har Bib
nesbnrdel i fig felv.« Da at ille alle bliver fange, kom
mer just deraf, at de ikle trot. Haude Judas troet Krisis
Ord, saa var og «l)an bleven ren ug salia; Inen nan troedo
blot sine eane Tanker og Tjævelens Jndsskydeksex og for
agtede, hvad Kriftns sasze til ham. Giv sankedes AO
paa Ordet, hvnrkedes Gnd taler, da set du, boille has
bonI-skep- saliae da onIvendt. Du kan jo Ined Ljnene se,
lwad Skriften mener rned den saliggørende Tro, nemlis
ikke en Søvn vaa den garnle Kundsiab, men en atm
nødlidende SInnders Omfattelse af Naadeniis Tilsagtu
Du ser det jo i alle Eksempler paa dem, som blev stellte
Znnd oa Guds Dom forfkrcrklede dem; Inen eret om
Kristus droa dem til hans Fødder, Da da fagde han
,,Din Tro hat frelst dia.« Jea kan jo da med Øjnene
se, hvem der bliver salia. At faa sin Trøft i Naadens
Tilsiaelse oa fiden under alle Anfcegtninger af Syndcs
oa Laden uophørlia bente Trost af samme Tilfiaelse, des
er Tro. lfn saadan Tro binder Sjcelen til Kristum og
hans Ord, saa at han ikke kan leve uden bam. Trsom
tonnner as Hørelsen Our du dsn Tro af Bein-L af ingell
Tim, af .Hjertef, af dine eane Tanker, saa at eret ikls
behøves dertil, da er del ikke Tro, men en kødelia Zikkets
l)ed; derka bar Kriftus ber saa sint sagt alene: ,,ved miw
Tale.« —- Han vil ikke enaana ncevne Troen, men alens
sin Tale, for at fæste al vor Opmcerksombed alene pas
;Or«det, oa at vi skal vide, at vi ikke frelses Ved en Tro,
»som vokser nd af Hiertet og Ved egne Tanler, Inen alens
Tved den Tro, sont opkotnmer af hans Ord.
! « (Foktscknes).
l
Gode ngen som anbefale5:
Mitlam Rosenhaumo En Fortælling fta jsdiske Kredir.
125 Sider, i Omslag, 25 Centg, indbunden 50 Cents·
Marmko i St. Andkcws. ist Bitter fkq den stptsh
Kitte. 93 Süden i Omslag 20 Cents, indbunden 40 Centl
Mattyrctne i den luthctfke Kirkr. OMM s-.
Tysk. 224 smaa Sidek, tut-banden i Shirtinggbmd 40 Cemk
Bcn Huro’ En Isterlandst Form-Hing fra Krisii Tib. Eva
Amerikas bevste Bogen Af Lewtg Wallace paa Danst ves
Wilh. Wollen Pris, godt indbunden, 81.25.
DM Brodcks Vlvd. En Fortceuing, iom sein-m Lipei
Orienten, fangflende og interessant Paa Dunst ved N. I
Mahlen. 174 Sider, i Omslag, 40 Semel.
Herren ct mit Skjold. En Fokmuing, spm sein-m d
ktisielige Liv i Ausland-. 150 S., i Ome Böc, indb. hoc.
Alle Boger sendes part-Mit Betalinaen bedes indsendt samtnen
med Bestillingen. Frimmker modtages sont Betaling.
Danish Luther-an Publishing Haufe, Mai-, Nebraska
Din Bruders Blod.
Oseriat If
Pastor R. P. Radien
174 Sider. « J Omilag 2()c. Indi. «
Dcn trofaste Fotjætter.
qutor J. R. Macduff.
VettagtningettilhverDagiMausedes s
Jndb. 20r. J Shirtingsbind soe.
. 's---u-—
Draaber fra Livets Floh. e
Ln lille Skatkiste, med et Bibelfprog og et lille Ve
til hvek Vag i Aaret af Bengta Hansuh
Web isororb af Bastor Beet vg Levis-lex
M Siber. —- anb. 40 Tentt L
Lys—og—fkøn. v -ø’q
sen Bog for unge Kvindei.
If Pastor Om- Evens-.
M Sider. —- s Shirtinqsbind so sent-.
. , J
Stark og fri.
ca Bog for unge Mænd.
If Pastor Oeokg Evetatd.
Ist Sider. —- Jndbunden 50 Senkt
Danish Luth. Publ. Housk
Mai-, Nebe.
Den unge Piges hellige Timer.
Betrage-eisiger ved Konsirmattonen og nd out tim- III
m Sim. J Shiktiuggbiuv soc.
Ungdommens Skatkiste.
slbelsptss is Online-ers M Im Das i Inm.
Hishi ts en Vo- ef de Inge.
III-It tut-b. w. De. enuemtruttea mcd hvide Binde M Restes-.
if Impevcsdiqe se iveuhedek pas de ioksteluge
que i ele Name doe.
Wlst Mit PUZL HOUSL M. Neh
