Vejledning til Fried
Udvalg i tro Overfættelse af C.O. Rosenius’5 Skrifteyj
otdnede M Betragtninger for hver Vag
- ito Maanedek, med Bistand af Biskop N. J. caache.’
(Fpkisat).
,,Eftek diette stulle vi ikte behsve at leve kristeligs over
vinde og asicegge Synden, efterdi vi hat degyndt at tro
paa Kristum, tro, at han forhvetvede os den Retfctrdighed,
som Loven itte kunde frembtinge?« Sonn J Sandhed ikke
for at vinde ellet beholde Nanden hos Gub, ikke i den
Hensigtx thi det var at fornoegte Kristi Foktjeneste og be
tøsve den sin Akte, hvorfor Paulus sigek: Jeg ngter itke
Guds Naade ringe, thi etholdes Retfærdighed ved Loven,
da er jo Kristus død forgckves. Men of en anden Bevæg-’
grund og i en anden Hensigt er det, vi stulle og saa hjetteJ
lig ville leve tristelig, nemlig af Kerlkghed og Zusamme
lighed for den givne ubegribelige store Rande, — som
Firiftns fagde: Hvo msig elsker, holder mit Ord. Mek
andre Ort-: Der et to Ting i en Kristens Liv, som man
vidt ndstilles. Den ene er hans Levnet ——— med Tausch
Begckringer, Otd og Gekninger. Deti knn han aldrig
være streng og nivkcer not, nemlig i at ville viere, hvnd
hon bot eftek Guds Lon; der-i kan han aldrig se not pan
sig felv og sine Gerninger. Den anden ek hans Benan
delfe hos Gnly som foreganr i Trer og Zamvittighe
den; reri kan han aldrig not foragte sine egne Gerninger
csg Fortjenestet og ophøje Kräfti; deri tan han aldkig
not se dort fta sig selv; thi beri sinl han se alene paa
Jefnm, den ophøjede. Nanr det gælder dort Levnet, da
stulle vi vix-re bnnae og nøjeregnende; men da er vi sed
«vnnlig alt for sitter og letsindig. Naar det derimod
gelber at tro, tro Nanden hoå Gub, da stulle vi være
fri on trnnge pna Kristi Fortjenestez men da er vi sied
vanlin alt for lovbunnne og frygtfomme. Dette frem
nanr on af 1. Joh. 2, 1: ,,Mine Vorn, dette striver jeg
eher til, nun det J ftulle ikte snnde« —- dette for vort
Levnet —; ,,men dersom nogen synder, bar vi en Tals
maan wer taler vor Zag) hos Faderen,« —- dette for
Trom.
ZieTag.
Tet er en Vildfareise at tro, at Lceren om Tilegnek
sen af den fric Naade foder of sin Eitierhed og Foragt
for gode Gewinnen thi føtst er det aldrig Evangelict
om .Firifto, fom bærer faadanne Frugter7 men det er
Tjaoelen on dct faldne Menneste, fom got-, at ogsaa dette
allerialigfte NaadeiniddeL EvangelieL migbrunes til Sil
terhed· Men for dei andet saa er Naaden aldrig for de
silte og ubodfætdige Znndeke, men for de fattige i Ami
den bliver Evangelium pro-dilet. Og disse aandelige,
fntiiqe, spndertnulte Zjæle findet altid ftørre Lyst og
Kraft til Helliqnørelfe, jo mere de lan tro, — sont Jesus
ian nicettelig beviser i Luc. 7, 41—47; den, som megei
er forladt, elster meget; men den, som lidei er forladt,
elsler lidei. Efterdi nu Evangelium for disse fattige
Syndere er en Guds Kraft til Salighed, en Livsens
Lugt til Livet, saa maa det for detes Styld predikes,
—- om det end er en Dødsens Lugt til Dpden for de so
vende, sitre og isdelige Menneflet.
Men endnu en belymret Sjæsl sigett ,,At synde mod
Samvitiigheden, mod bedte Vidende et jo at synde mod
villigt og fotfcetligt, og det tan jo ej beftaa med Naaden?
Jeg arme Snnder hat desvætte gjoti saa. Jeg tan itte
tro Neman for faadanne Syndet? Sonn At synde mod
Samvittighed og bedre Vidende er vist sikæklelige Syll
der, og det var visfelig bedre, at du i dine Livs Dage
aldrig syndede faaledes, men under bestandig Bsn vgj
Aakvaagenhed dedatede dit Hierte i Gudsfrygt; men dei
ek en anden Sag, som heller iite maa fordølgeg, at ogsaa
disse alletsvceteste Synder allerede et fotsonei og bott
taget i Lammeis Bind. Og da ogsaa du er alvorlig og
bedrovet over din Synd, snsler intet hellere, end at den
var ugjott, og vil aldrig mere synde sau, og du med dette
tedelige Sind feiger Frelse i Lammets Blod, faa kan det
ilte nægtes, at ogsaa din Synd et botttaget og hos Gud
gansle fotladt og forglemt7 thi ellets er Kristus ikke en
suldtommen Ftelser «og Fotfonek hos Faderenx ja, ellets
var Evangeli Naade iiie mere end Lovens Rei; thi i
5. Moseb. 19. Kap. m. fl. Siedet staat, at den, sont
havde fyndei ufoesæilig nvidende eller a«f Bande t. Ets
ttæbi et Mennesle, stulde ilte strasies, men sorfvates som(
ustvldig mod Blodheevneten. Dei et saaledes Lov og Ret
fcekdighed, svm frier dem fra Styld og Straf, der havde
syndet uforseetligx ja al mennesielig Neids-Use dsmmer
faalede3. Men matt, nu maa dog Naade viere nogei
andet end Ret, og befynderlig en Naade, som er os for
hvervet med et saa dytebatt Osser. Denne streitet sig
altfaa til de Syndets Fotladelse, fom Lov og Rei ikte
ian eftetgive, hvorom Apostelen siget: Er det af Naade,
saa et det itke af Getninger, ellers er Naade ikle Naade
(Rom. 11, 6). Dvg Ian det itte med Sandhed siges, at
en tet Kristens Syndet et i egentlig Mening forseeiligr.
men synder han med Vidende, saa er han aliid overvældet
af Fristelsen, »af Loven i Lemmetne,« som Paulus sigett
Detsom jeg gsr dei, jeg ikke dil, saa gsr ilke jeg det, men
Synden, som bot i mig (Rom. 7, 20). Men det syneg i
Frisielfens Stund, naar den tempende Aand allerede et
ovekvunden, ligesom man syndede forscetligt, idet Billien
et i Striden besejket og runden af Schaden. Men o,
hvor lEder itte den tedelige Sjcklz hvor havde den langt
hellere vætet fri, baade fta Fristelsen og fka Synden!
Men det et ai marke, at hvorvel ogsaa fotsætlige Synder
soklades, naar de aprigtig angres, henhsre dvg ingenlun
de Synder under Fotladelse, som man forscetlig fremturer
i; det er da et forsætligt ubodfeekdigt Sind, fom Kristus
med nl sin Fortjenefie nldtig hat for-shared En saadan
heilig Grause-Mut er her af Guds Otd og af Guds tene
og heilige Aawd opfsti, hvorved al forsceilig Ubodfeerdig
hed og Aands Falsthed er udefteengt fra Naaden. Mark
derfor tilsidsi ensdmi en Hemmelighed:
L
Du ligger f. Ets. si en shernmelig Swdessynd, en sor
icetlig Shndsudnvelsr. Du vil ikte blive fordpmh men
heller ilie slippe sSyndenz du hat saa meget Lys as Or
det, saa megen Vælielse af den Helligaand, at du ingen
Hvice sindek i den falste Trost, d. e. Trost i foksetng
Usbodsætdighedz du spger at annasmme Trøst i Evange
liet, du høret og forstaiar om den store uforstyldte Naade
: Kristo og seger bekundet et Skjul for dig og din Sie-de
synd; men det blisver aldrig Fred. Du hat altid noget,
som ssorutoliget og nager som Sand i Øjet5 n-oget, som
ger, at mens andre glædes over Naaden med fuld Sjeet
og Mund, er dit stum og gaat bott lige utolig og med
Kval i dit Jndte. Hvad er da Aarsagen til, at det gaar
dig saa ilde, og at det stormer sau? Jo, den Sisdeshnd,
den Jonas, som ligger og sover nede i Stibet (Jon. 1.)
Han maa udtastes, om Havet stal blive stille og du iktel
sorgaa. Men du stger: »Til denne Udtastelse mangler
jeg Kraft.« Dermed roher du, at du et en as dem, som«
itie er stittet til at indgaa i Guds Rige, om hvilie JesusI
siget: Hvo, sont itte lan sorsage sig selv; hvo, som itlei
tan miste stt Liv for min Styld; hvo, som lcegger sin!
Haanv paa Ploven og sek tnoage, han ek ikke betvem titI
Guds Rige (Luc. 9, 23. 24. 62). Men faak NaadengT
Vætl i din Sjcel Lov at gaa stem, saa tommer not den Tid»
at du gerne overgivet alt og udriver det Øje, som er digs
til Fotargelse. Det et kostbart at kaste en Stibsladning
i Havet, for hvilten man har givet store Pengesummer;
dette get man itte i stille Vejr. Men naar en Storm er
lirudt los-, som truer Livet, truer Siibet med alt, hvad
det indeholdet, da taster man Ladningen ud for at redite
det viatigere. Naar du marter, at det gælder at undfln
Afarundens Merke og Dle som allerede trner hvetti
Ziehlik at opsluae dia, oa dn derhos et bleven del udar
deidet, del udpint, og Egenvillien er btudt, da gaar det
let at toergive alt, i det mindste onsdt Forfæt eller utede
kiat Sind, osn du end itle strsls bliver fri fta det onde,
fti fra hver Fristelse, Strid og Nederlag. Men det er
:ncerleliai, at saa snart Zindet bliver redeligt, saa tan
Evangelium trøfte, om ogsaa Nedetlag i Striden endnu
indttæssez men itle niedens Aandens Falsthed vater.
Visselia ian du ogsaa paa en anden end den tedelige
Omvendelsens Vej faa Ro, nemlig, om du forhaetder dit
Hierte, modstaar og fordriver den vællende Guds Aand.
Da faar du vift Loo at beholde din Shnd, og den soverl
i dit Sind; men din Fotdømmelse sover ilie (2. Pet. 2,’
53). Men mcrrt endnu engana, hvad her sagdes, at her er!
Tale om Sindet, om den overladte thdning as Syndenxs
thi at du itte strats bliver gansle fri fra Synden, men
maa endnu tlage med Paulus: Jeg kender en anden Loo
i mine Lemmer, som strider imod Sindets Lov i mig,
ca taaer mig fangen under Shndens Lov etc., jeg get det,
jeg itle vil o. s. v. lRom· 7), det sial itle fotdømme dig,
det et alle ttoendes faslles Klage, saa lange de er Paav
Jordem Oa især et Synden mægtig, medens Lovsindet
cndnn er raadende i Hjettei du synder ofte og grovt, orn
du endog er saa redelig at dille undfly Shnden; desuden
naat Fotvovenhed ellet Trhghed sordret en dyb stum
gelse, tan chrvelen endnu faa Sigte paa dig og kaste
dig omtnld. Om alt saadant et her itte Tale, men om
tet falste Sind, som tcenter at holde fast ved Synden.
Dette got, at du ingen Trost findet i det ganste Evange
lium.
Men hvem tan opregne alle de Struspler og Best
ringer, hvotmed den gamle Slange, chevelen, og den«
salsie Fornust samt det bedtagelige Hier-te overdcetter
Evangeli Hemmelighed sor at forrhkte og sorvilde vott
Sind og vor Tro! Bsi hat her intet andet Raa"d, om ni
under alt dette stulle frelses, end gansie at tilluite Oer
og Øren for alt, som ilte et Guds eget Ord og uden
noget Sidehlii blot fæste Øjet ved Herrens Ord, blot fe
paa Jesus-, den totsfæsstede, og Naaden og Retscetdighe
den, som i ham et os fothvervet, skcentet og tilsagt. Men
denne Kunst er meget svær, ja uden Guds besynderlige
Hjaelp ntnulig for de ret opvalte Sjcele Com andre et ber
iite Tale); derfot maa vi vel bsje og hdmyge os for Gud,
bede om Herrens Aand, Visdommens og Aabenbarelsenzl
Aand, til hans sande Kundstah Naat nu Kristus i Luc»
11, 13 hat gioet en sætstilt Forsitring om, at den Hellig-i
aand stal gives dem, som bede ham, saa ladet os ofte
tage det Løfte med os i Bannen, soteholde Gud det og
bede om Aandens Lys, — og vi stulle faa underlige og
hetlige Ting at se i Kristi Evangelium, saa vort Hjette
stal fornndre sig og udvide sig, frydes og smelte. »Men
ham, som er mcrgtig til at sthtte eder efter mit Evange
lium og Jesu Kristi Prcediken, efter Aabenibatelsen af den
evige Hemmelighed, ham den« ene vise Gud være Pris og
Ære ved Jesum Kristum i al Evighed!« Amen.
Visheden om Syndeknes Forladelse.
Sie Dag.
Hvo, der vil vcere en Krisien og dog itte spger efiet
Vished om sin Benaadelse, men ladet sig altid npje med
at viere i Uvished, han et visi ille rei opvakt, men er en
ten en fovende Hyiler eller i det mindste en søvnagtig
Krifiem Deiie liggek i Sagens Natur. Den Brud, som
nsjer sig med Uvished om sin Brudgomis Kætlighed, har
ingen rigtig Karlighed. Dei er fauledes ei aabenbart
Tegn til Ubodfckrdighed, ligefom dei og er en af de abov
fckrdiges merktelige Undstyldninger, at. de teni ud for
nægter Muligheden og Virieligheden as denne Vished om
Syndernes Forladelse og udlckgge denne Leere som idel
Jndbildskhed og aandeligi Hovmsod. Herom siger Luther:
Naar de cainsie Helgene høre denne Bekendelfe, saa kor
sek de sig og siget: Gud bevore mig for en saadan Ind
bildsthed, at jeg siulde sige, jeg er et Guds Vorm nei,
jeg vil ydmyge mig og ettende mig at vcksre blot en arm
Synder, og Gud vil se til de ydmyge! —- Men Strifien
siget: Vi vide, at vi et ovetgangne fra Dsden til Livet
(1 Joh 3,14): vi ver-, at vier af Sand-heben (V 19);
vi ver-, at han bliver i os (V. 24); vi ved, at vier af Gud
(5,19); vi ded, at Guds Ssn er kommen og hat givet us
FMiand san ai vi kende den sande og er i den fande, i
hans Son Jesu Arifto fV 20).
Her heddet dei, at »vi ded« —- vi ve"d, at vi er Guds
Born, hat Syndetnes thladelie og det evige Liv. »Der
fot,« siget atter Luther, »stulle ·vi beflitte os paa, at vi
grundig med Nod og al Ktaft opthttet denne stadeligste
Vildfatelfe, med hvilten hele Vetden et fotfott, nemlig
den Tante, at Mennestet itte stal vide, om han et i ellet
uden Naade« (Luth. Fortl. over Brevet til de Gal. Kap.
4, B. 6). Denne Vildfatelfe tommet itte fta Forstw
den, men fra Hjettet, itte sta nogen Dunkelhed i Guds
iOtd; thi Sttiften talet avetalt tydeligt heton1;men af
Hjettets Ubodfætdighed. De, som selv itte hat ellet so
:get denne Vished om Guds Naade, vil da og fotnaegte
dens Mulighed.. Men om man end ilte fotnægtet denne
Viehed saa et det dag, som for sagt, intet godt Tegn,A
at man itte styldsomt soget den, men nojer fig med UNB
hed. En anden Sag et det, at en, som soget eftet For
tigning, itle altid strats faat den, hvotover man ikt«.-.
bot misttoftes. Men itke at soge Vished om Guds Naade,
et a.:1d Sitterhedens Tegn.
For det andet: Om en Sjctl end et tedelig og hung
tet ng torstet eftet Retfætdighed, et det dog en ftot Man
gel og Stade i hans Kristendo-m, at han staat i Uvished
tm sm Benaadelse. Dei et sandt, han vilde have Naade;
det et sandt, hvad Luther siget, at ,,Syndsfotladelse er
o Elagsz dels hemmelig hos Gud, dels lendt og aaben
bar for Sjæle1:«; at sttistus f. Ets. havde benaadet Syns
d(tinden, fom laa ved han-Z Foddet, og sagt det til St
zum-. few-ist han vendte sig til hende da saade: Dine
Evndet et dia forladie (Luc. 7): at saaledes en naade
bnnatia chel hat Eyndetnes Forladelse, fotend han ved
dst ellet trot det; thi ,,salige ere de, som hungte oa totste
efter Sltetfrerdiahed,« —- dette et sandt, men godt er det
ittcs, for Sjaslen oasaa lomniet til Vished om sin Be
naadeliex thi fortnd det stet, et aldtig Gile Rige tet i
tanz— .s)jetie; thi ,,(35nds Niae et Retfætdighed, Fted og
Made i den Helliaaand«; fotend dette stet, hat han al
tstia straft til ret at elste, takte oa ptise fin Gud og
dankte for ham. Man hat til digse samme Retfætdig
bed med en svaa som med en ftcttk Tro, nien ille samme
Helliaaotelfc thi Helliggotelsen, Ktasten og Aandens
Frnater trimmer altid as Troens Bis-heb og Styttet
,,.c)etrens Gut-de, den er edetS Stnrle«. Det et der-for
af stnrfte Viatiahed, at alle tetstsindige Sjcele kommet til
fnld Visihed om fin Benaadelfe.
Men hvo, som vil have denne saliae Trosvished,
give tel Aat daa den rette Vej dettil. Vi hat alle den
Tilbojeliahed, at naat vi vil fotvisse os om Glle Naade,
heamidet vE at eftettænte Da tansage, om svi et omvendte,
hat fand Tro, levende Kristendom, rette Egenftaber og
Erfatinaet af det aandelige Liv, og — findet vi disfe
hos cis-, da vil vi tro, menet vi. Dette et ilte den rette
Vej til Vished oa Fted Naar en Sjæsl paa denne Vej
soaer Fordigning om sm Benaadelse, uden at han fotud
som en ugndelig og fortabt alene ved Ordet om Kristns
hat faaet Ttost oa Fted, fotetaget han sia et svætt At
bejre oa blivet altid mistrostixu thi det er ikke let at finde
Troeng Virtninaer hos sig, naat man ilte er kommen til
dirlelia Tro, d. e. faaet Trost alene i Kristus. Og konk
met man end til nogen Trost og Fted paa denne Selbs
Provelsens lej, saa et det tun en vallende Fred oa en
Trost, som svigtet, just naat den mest behoves, nemlig i
Nod oa Ansctatnina, da man ingen tilftedsstillende Tegn
sindet hos sia. Desuden et denne Trost altid en uten
Trost, itke atundet ganste og alene paa Kristum, men lig-»
net Billedet i Daniels 2, 31—85, hvis Foddet var at(
tvende ulige Materiet, Let og Jern, og lnustes, da Ste
nen faldt detpaa. Den rette Trosvished maa grundes
paa det blotte Otd om Ktiftus; intet bestaat i Nod vg
Dsod uden alene den ftote almcegtige Guds egne Otd og
Getninger i Ktiftus, —- Ord og Getninget, som angiaat
de »ugudelige« og helt »fottabte Syndere«. Den eneste
rette Vej til Vished i Troen et at tage Gud paa Ordet,
eller at Mennestet med hjertelig Tro siget eftet, hvad
Gnd stget fotan, som en af Kitkefcedtene udttyktet sig:
»Hvot tthg og vis et jeg itte, naat jeg siget eftet, hvad
min Gud siget mig fot.« Paulus laster, at »Troen kom
met af Hotelfen« (Rom. 10). Den rette Tro og Vished
optommet paa den Maade, at jeg hlivet trostet og glad og
vis paa Guds Naade alene ved det, som Kristus hat
gjott og Gud hat fotsittet, — og denne Trost faar jeg
itle, fotdsi jeg anset mig vætdig til at tro, men mens jeg
menet, at alt fot meget fattes mig, ja, mens jeg saale
des itte tsot tro. Den fotlotne Son var ,,langt botte«,
da Fadeten ovetrastede ham med sin Naade og Tilgivelse
(Luc. 15). Eftet at man da hat faaet Trost i Ktiftus
»ded Ordet, da og fotft da tan man sogfaa sinde Troens
Virtninget og Egenslabet hos fig, hvorsom Johannes
siger: »Hvo, som trot paa Guds Son, hat dette Vidnes
fbytd i sig sel-v«; men den fotste og egentlige Triossvished
maa altid optomme af Otdet fot alle Troens Egensiabet
og Ftngtet·
Hvad mete vi ville sige hetom, anfotet vi eftet den i
sin Tid hojst saplyste C. H. Bogatfty i Thftlan-d. Vi gen
givet det dog itte ganfle atdret. Hatt sitivet dmtrent
faaledes: Det siger jeg itte og stal ej heller nogen Sinde
sige det, at den, som sitte hat fand Sjceleto og Bished,
endnu et aldeles nbodfcetdig og vantrso. Nej, detved vilde
man gote de angstelige endnu ængfteligete og uvissete.
Men dette et dog dist: Er nagen tet bodfærdig og tender
tet sin Sjoelenod, saa tragtet han med Ssthndsomhed og
med fuldt Alvor og Vedholdenhed efter den sande Rso og
Vished og langes itte eftet nogen Ting i hele Vetdesn saa
sindetlig som eftet Naade og Syndetnes Forladelse, ja,
vil hellete lade alt fate, end at han længe stulde blive i
en saadan Utoligheds og Usvisheds Tilstand. Hier-, som
endnu itke hat fundet nogen fand Sjæletov ellet Fted og
heller itte med Alsvot tragtet dereftet, men tan detimod
hige efter mange andre Ting og med Begætlighed ind
lade sig deri, han et endnu itte ret «bodfcetdig, der staat
det itte tet til, og i en saadan Tilstatid tan visselig ingen
tomme til Ro. Men den, fsom itte tan betolige sig, for
end han hat fundet den sande Rso alene si Kristi Saat og
med Vished ded, at han hat Fotladelse, han flal visseliig
sinde,« hvad han soget; thi ogfaa her hedet det: Den, som
hedet, han faat, den, som foget, han findet (M«atth. 7, 8).
hoc-, som anset Visheden om Sundetnes Forladelse
for en stot og hoj Belgetning og af Gudd Ord hotet at
han stal og tan komme hettil; at det et Gut-s alvotlige
Villie, han stal jage dereftet og visseltg faa den, han
I
»A: ' —
lader sig vg derved opvcckke til at søge Bisheden mes
Alvor og at Drange ind i Guds Rige smed Magt. Matth.
11, 12. Men Guds Rige et Mtfcersdighed, Fred og
Glocde si den Helligaund. Rom. 14, 17. Er Han nu fom
en bodfætdig og ttoende bleven tetfærdig, faa ksan han og
faa Frev, Fryd, Ro og Vished og omsider blive saa vis
paa sin Sag, at han, om det var wødvenbigt,s"kunde af
lægge Ed paa, at han hat Naade og Syudernes For-las
;delse, fom man kan se af Ef. -45, 28—-25, hvor Gud first«
Hmed en Ed stadfæster sit Retfcerdigheds Ord og derpaa
ogsaa siger om de Troende: For mig stal alle Knsce bsje
fsig og Elle Tunger svcerge (og sige): «J Herren hat jeg
Retfcetdighed og Stnrke«. Gud giver fprst sit Ord og
heimste-r det med sin Ed; paia Guds Otd kan en Troende
sværge og være vis paa sin Ssagz thi Gsud holder sit Ord
og sin Ed. Han hat svoret, at han ikke vil Synderens
Dis-d, men lade Naade gasa for Ret og forlade dem al
Synd, der tun soger Nsaade hos ham fsom Rande.
7de Dag.
Den Bodfcetdige ved og et vis i sig selv paa, at han
vil have Naade, og at han ikle begcetet falst Trost, llte
vil misbruge Naaden til Sikkerhed, men hjettelig af
sige al Synd.
Saaledes kan og maa han og væte vis paa, at halt
hat Naade og Fotladelse. Gud hat med en Ed indsak
Kristun1, sin Yppetfteptæst, i hans yppersteptcestlige Em
bede, som man set af Ebr. 7, 21. 28 og Sal. 90, 4; fol
aelig hat han edelig stadfæstet hele Kristi Midletembede
og sagt: Saa sandt jeg levet, min Søn er en fuldkon1
men og evig Yppersteptæst. Saa sandt jeg lesver, ftal alle
Ved hain blive evig forsonede, fuldendte, og al Etyld be
talt ved hans -Blod. Saa sandt jeg leder, ftal alle Bod
fcetdige og Ttoende have Syndernes Fotladelse i hans
Navn. Ap. Ger. 10, 48. Den bodfcetdige maa da vel
oed Guds egen Ed blive vis oa siae: Saa santi Gud le
ver, er jeg ved Ktiftum fuldkommen forsonet oa ved Kri
ftum delagtig i Fotfoninaen, fuldtommen tetfaetdig og
salig; thi Gud hat ikte alene sagt det, men og endelig
bektæftet det; hian brndet ej fin Ed. Naar jeg soaer ham
alene i Kristo, saa behøvet jeg ikte at toivle og væte udkö
liaesaa lidt som jeg tvivler paa, at han holder fin Ed.
Vi findet jo ogsaa, at Sttiften her og det talet om saa
dan Vished: Johannes siget som ovenanføtt: Vi vide,
at vi et ovetgangne fra Døden til Livet. 1 Joh. Z, 14.
Vi vide, at vi er af Gud, 1 Joh. 5, 19. Vi vide, at Guds
Søn set kommen og hat givet os Fotftand, saa at vi kende
den Sande, 1 Joh. 5, 20·, det er: vi vide, at Gud er
fandtu og holder sit Otd og sin Pagt og sin Ed, og vi et
i den Sande, i hans Søn Kristo Jesu. Men er nogen i
Kristo, saa et der ingen Fotdømmelse for ham, Rom.
8, 1. Thi paa Ktiftus ligget jo ikke mete noaen Ssynd,
fom fkal kunne fotdømme ham til Dødenz han er i Him
melen »den Synd, og den Troende, som er i ham, et og
uden Synd ellet ansees, som han bat uden Sond. Er
han uden Ssynd, ellet et Synden fotladt og udslettet, saa
lan itke Loven mere anklage ham for hans Syndetz
-Skyld. Men kan ingen Lov mete anklage og fotdømme
bam, saa hat han ingen ond Samvittighed, men er los
ist-a den, ellet han hat en rolig, tilfredsstillet, fuldtoms
men Samvittighed, Ebr. 9, 9; 10, 1, 2; det et en saa
dan Samsvittighed, siom ej mere hat nogen Bevidsthed
om nogen Synd, det endnu stulde tiltegnes ham til For
dømmelfex thi han set sine Sinndet liggende spaa Krista,
det Guds Lam, set, hvotledes han hat basatet dem, full
kommen betalt for dem og med et Osset for ftedfe full
kommet dem, som helliggøres, Ebr. 10, 14. Han behøver
da ikke at frygte Many ellet flippe inld hos sig nogen
theldomsfthgi. Kriftus hat for alle tilftedsstillet Fa
deren, fot alle i Almindelighed og for Hvet i Semeles
hed betalt Løtsepengem Han hat taget Ssynden fta alle
paa sig og et straff-et for alle Synder; han smagte Døden
for alle, Ebr. 2, 9, og hat derved fuldkommen fotsonet
alle med Gut-, faa at Gud stxtasser ingen mere fot Syri
den — fom ved Troen holder sig til Krisfti fuldiomne
Osset; thi intet andet end fortsætlig Vantto fordømmer
.Mennestet. Ja, enhvet sbliver anset, fosm om han selv var
inaglet til Kotset og død og faaledes allerede havde nd
staaet sin Straf, felv blevsen begtavet og hans Siyndcr
begtaivet med ham, selv opstaaet fta de Døde med Kristu5,
bleven ftitendt fta alle sine Syndet og allerede forvandlet
til det himmelste Voefen, Eph. 2, 6, eller alletede falig
ttaengt igennem fra Døden til «Livet, Joh. 5, 24, kan
folgelig lige faa lidt dø og forgaa, som Kristus endnu en
Gang kan dø — saiaftemt han blot blivet i Kristso sit Hoved.
(Foktseettes).
Gode BLHYJ som anbefales:
Mitjllm vacnballm. En Fort-aim- ska isvisteækevie.
125 Sider, i Omflag, 25 Cents, indbunden 50 Gent-.
Marmko i St. Andkcws. Ei Billet-e im den stotste
Kitte. 98 Sider, iOmflag 20 Cents, indbunden 40 Cents
Martyterne i den lutherfke Kitte. Omspk sp.
Tyss. 224 smaa Sitzen-, indbunden i Sbittingsbind 40 Cents.
Vcn Hut. Cum-staunt Formuing ska akistiTiv. Eva
Amerikag bedste Bsger. As Lewis Wallace paa Dunst oeh
Bill-. Moll-n Pris, gebt indbunden, Il.2d.
Din Bkodcks BUT En Fokmuing, som still-m Live
Otienten, fangstende og innre-sam- Paa Dunst ved N. P
Madsem 174 Gib-L i Omsiag, 40 Cents·
Herren cks mit Skjoldo En Formlling, iom stildter bit
trisielige Liv i Rath-nd 150 S., i Ome Zör, indis. hoc.
Alle Bogek sent-es vom-Mr Betalinaen bedes indspndt fammm
med Vesiillingem Frimærket modtages iom Betaling.
Danish Lutheran Publishing Haufe, Man-, Nebran
