. Klar og Usvigelig
Vejledning til Fred.
Udvalg i tto Oversættelse as C.O·Roseniu5’5 Skrifterq
ordnede til Betragtninger for hver Dag
t to 2Naaneder, med Bistand as Biskop N. J. Laache
(F·ortsat).
Paa samme Maade stal Troen paa Kristum og Noa
den i ham tjene os. Naar alt er stille og vel, naar Hier
tet er aandeligt, hat Kraft as Ordet og Bennen, naar eng
Levnet svarer nogenlunde derestet —- da tan man tto saa
meaet man vil, lom saadant ellers sortjener Navnet Troj;
men naar alt set merkt og fottvivlet ud, naar Hiertet et
ugudeligt, naar Synd og Ned sthrter over os som en
valdia Flod, og Gud staat for Sjælen blot som en shellig
og vred Dommer, da gcrsldet vet tet at tro, da preveg det,
om man udover alt det, man set og tender, har noget
hejere Faste. —- De, som i stn Kristendom have og tro
tilot et Studium, vlot en tristelig Filososi, de have snart
lætt nd. Vi flere stulle da ogsaa tunne den Kunst at tro.
Men de, som beheve Troen til en termpende Kraft imod
reres mest hjertegribende Belhmringer, de have tnapr,
hvad de nedvendig beheve, eftet at de ere graanede i den-I
Tvelsr. Vi anferte Troeshelten Luther· En anden sor
sin Troesalæde betendt Gudg Mand, Christian Scriver,
beahnder en herlig Ptaediten just med samme Lutherg Ord
ca reber dermed, at heller itle han var tommet langen-.
Hvorledes lan det egentlig staa til med Trer med
saadanne Kristne, som er saa snart udlaerte i Evangeliet
ca tunne saa let tro, da vi se, at Troesheltene ere saa
strebenan Vi tale itte om den almindelige Hob og de
tes lette Tro, men om de manae fromme Sjæle, som dog
nndre sig over disse svage, stillestaaende Kristne, som saa
idelig heheve at here og betragte Ordet om Tro, —- me
renk de selv derimod sor længe siden have faaet not der
af on have samme Smag paa Evangeliet, som Israel
paa Manna, som de taldte ,,det ringe Bred« og ,,tededeH
ved«. H Mosev. 21, 5.) Noale tan oa tale meaet om Tro
cn oa Evangeliet, men rebe det betcentelige Tenn, at
de altid ere saa sorstandige og starke, at de tan tro, saa
meget de vil, og tale om Troen, som om den stod i vor
eaen Magd Hvorom vidner saadantZ — Ja, varer det
blot en tort Tid, da tan saadant vel indtrcrsse ogsaa has
lerende Aristtm men er dit hele Liv saadant, da burde du
risseliaen sorstaa, at din Tro ej er den rette, at du ej lever
under den Hellig Aandg Tuatz thi da stulde den gode
Rand saalereg angribe dit Hjerteg Fordcervelse, at du
havde helt vansteliat sor at tro din Benaadelse, fligesom de
sterste Helgener. Du hat en Tro og en Rristendom, som
chrvelen itte vil ansagte oa sotstyrte. Det et egentlia
denne Zlagg Tro, som Luther med btændende Jver vil
aabenbare, naar han saa stcrrtt udtrytler sig om fm eaen
Troes Evaghedz thi strats paa de anferte Ord tilsejer
han: «Dette Sthtte har i alle Tider enhver altsot let sor
staaet og troet, undtaaen jeg vg nogle andre fattige Syri
dere, saasom Moses, David, Esaias og slere saadanne,
som næppe have begyndt at tro, saa at jeg gamle Discipel
da nassten udlevede Doctor maa billig sorundre mig over
Foltet i vor Tid, som, naar blot de har bladet i en Bog,
ved alt, hvad den Helligaand er.«
— For sammt stadelige Jnddildning advaret han og
paa andre Steder da scerlig om Trer paa Shndernes
Forladelse og Gudg Venstab: »Dette tat tro) er den dan
sleliaste Aunst vaa Jorden, men har dog den lede Plage,
at intet synes lettere udlcrrt; thi saasnart en har lcest eller
hett noget derom, saa anser han sig sttats udlaert deri
ca vil nu here noget nht eller bedre.« Og attet: »Jeg
maa dersor sormane alle, som vil vcere Krist«ne, enten de
ere Larere eller Tit-herere, at de for alting vogte sig for
denne sladelige Jndbildning og vide, at de herudi maa
date spæde Distiple, saa lange de leve«; ja, om de end
have den sande Tro, tunne de dog Tusinde Gange sor
svilde Lyset og Modet i Striden. Dette var da det fet
ste, som jeg vilde sorudslitte. Det andet, som et as stor
Vigtighed at -betænte, et dette, at just paa den onde Dag,
i stormsulde og merke Tider behevet vi Troen og Evan
gelii Ord, —- og at Troen just er en sast Tillid til den
almagtiges Ord, naar det set allermest sortvivlet ud. J
saadanne Svagheds og Anstegtnings Tidet, naar man for
sine virtelige Shnder slulde med Rette sordemmeg og sor
tvivle —- eller diese duntle, tetre Tiber, naar man intet
seler og dersor synes sig aldeles ded, — da alligevel at
overvinde de mcegtige Modsigelser vg endnu tro Guds
Naade og Venslab, alene paa Grund as den eviggældende
Forlesning og det evigt urhttelige Tilsagn as den trosaste
—- ja tro, at Gud just detfor et dlevet Menneste, at han
ene og alene tan veere vor Netfcerdiahed, saa at jeg, mens
jeg »hyler for mit hierieö Urolighed« over sidel Synd,
Ded og Utrostab, dog i Troen herer Gud sige: Jeg, jeg
udsletter dine Ovettrædelser sot min Styld — se, at tun
ne rigtig tto saaledes, det hedder Tro, inen den ,,Tto er
itte alles«, —- den Tro et den vansteligste Kunst; lnttelig
og vel, naar man i saadanne Tider tan slge med Luther,
at man »ncesten tror«, —- s. Ets. saa: ,,Jeg tror næstem
at Guds Sen er itlcedt mit Ked, og at det er min Betstu
righed; jeg tror næsten, at Guds Sen hat udgydt sit Bled
scr mig, og at det gælder noget mete end alle mine Sim
det.« Til andre Tidet tan man med suld Vished og
Fryd siaet »Jeg tan tusmde Gange de paa, at Jesu Kristi
Guds Sens Blod renser smig as alle mine Syndet.« Mer
i de Tiber, naar alt i mig, min Bevidsvhed, min Fornust
og mine eFelelser raabe: Nej, nej, det et umuligt, at jee
tan vare et Guds Barn, saa uveerdig som jeg nu er, de
at tunne tro og holde sast ved Guds Ord, det et en enan
stetre Naade og Tro. Og for at faa en saadan Tro er det
vi maa saa üopherlig gaa frem i Evangeliets Leere og Er
tenvelse, saa at vt Aar eftet Aar drive, ptcedite, lerse ex
betragte det samme, saalcenge vt ere paa Jorden og endnc
me has geauemgqaet den sidfte Kam-p. Detfvr lsgde ve
Paulus: »At strive eder det samme, et entg tkke del-verr
ligt, men edet ttl Wtelse« (Phtl. 3«, 1). Det er og
en saadan Troespreve (t de merke Tiber, naar Syndei
vil aldeles udslulte vor Tillid til Guds Naade) at det het
lige Sprog stal tjene os, som vi nu stal betragte.
szde Dag.
Teriom vi betende vore Syndet, et han trofaft og
retfcetdig, saa at han forladet os Shndere og tenser os
fra al Uretfcerdighed. 1. Joh. l, 9.
Er det itte en tort Sum af Sltiftens hele Leere om
en arm Synders BenaadelseZ Baade med udtrylteliae
Ord oa med utallige Eigemplet hat Gud fta Verdens Be
anndelse af fortlaret, at Adams Born stulle paa denne
Vej tomme til hans Naade. Lader os derfor give Agt
paa Ordene. Apostels-n siget: Dersom vi belende vore
Syndet. Hvad her menes med Syndens Bekendelse, se
vi let af Sammenherngen. Apostelen hat næst fin talt
om dem, som ,,vandre i Mørlet,« sige, ,,at de have itle
Synd«, rg laa ,,bedtage sig selv«. Da tilføjer han sum
Modfcttningx Men derfom vi betende vote Synder, er
han trofaft og tetfæstdia, faa at han fotladet o. s. d.
Heraf se vi da forst, at her tales ikle om en blot udvortes
tilfctldig eller foreleeft Syndsbelendelsez men at her er
Espøtasmaal om en arm, betymret Sonder. Dog maa
man gøre Fotftel paa Betvmring og Belymting. Der er
manae, iom med en vig Betymring, en vis Anger betende
Synden og dog vandte i Sondern — hviltet vi se paa
Kona Saul, da han betendte: Jeg haver syndet, at jeg
hat overtraadt Herrens Befaling og dine Ord (1. Sam.
25, 24), men han søgte aldrig en hel Forliaelfe og For
enina med Gnd. Videte Fiong Farao, da han sagde: Jea
hat fnndet imod Herren edets Gnd og imod eder (2. Mo
feb. JO, litt, men hele hans Etlendelse tom blot af, at
alletede den ottende Plage forsltrrklede ham, itte af et
bodfcerdigt Forscrt til at komme til en hel Forfoning
med Jstaelg Gud. Ja, Kain betendte vg: Min Misget:
ning er stotte, end den tan mig forlades, men i det sam-»
me ait han bort fra Herrens Ansigt og sogte itle hanc-«
Naade; ligesaa Judas, da han med bitter Smerte tidbrød:j
,,Jea ajotde ilde, at jeg forraadte uslyldigt Blod.« Af
alle disse Etsemplet se vi, at der til en tet Syndsbetens
delse stal en hel Omvendelse ved Guds Aands Bittning
i Sjcrlem faa at Synden felv, sont en Fotbrydelse mod
Gild, bedtøver den og trcrnger den til at udgyde sit
Hierte for Herren, betende sin Synd oa bede om Naade.
Mannen nbodfcrrdig Lastens thel lan nndertiden be
lende sin Shnd med bitter Smette; men blot for Syndens
Folger; det er itle Synden selv som en Forbrhdelie mod
Gild, der bedrover ham; han hat heller ille noaen Om
iorg for at tomme i en hel Forening med Gudx men der
er alene en tilfctldig Smette af Syndens Folget; detfor
fotbliver han ogsaa fremdeles en Zyndens TrcrL Til en
ret Syndsbelendelie udfotdres altsaa, at Guds Rost bar
trnsset og vatt Zamvittiaheden og tastet Sjcrlen under
han-J tetfcerdige Tom, men oasaa at han ifølge Gile
Naadietald til Forliaelse og Evangeli Jlndbndelfe hati
noaet Haab om Forbarmelfe og derfot aaat frem til«
Naadeitolen og føaet om Naade. Den, som itte ved a?
Naade, men tun af Zynd oa Dom, lommet itle til Gud;»
til Snndens Vetendelfe ndfordres altsaa en Gnist af Tro.
Saa lernae Adam og Eva blot tendte Synden og Dom
men, flyede de for Guds Anstat. Saaledegs var det og til
en Tid med David, hvotunder han holdt sig fjernet fta
Gnd og vilde itle betende Shnden, men ,,forfmcegtede« og
»fort,ø«ttedes« ved sin daglige Graadz men siger han, jeg
fagde: Jeq vil betende mine Overtrcedelset for Herren og
du, du forlod mig min Synds Misgerning. lPs· 32.)
Ten, som vil se, hvotledes en tet Syndserlendelse og
Syndsbetendelse et, betragte David i den 51. Psalme.
Vi ville blot lcegge Marte til tvende Punkter i hans
Hiertes Udgydelse. Uagtet han ved aabenbat Shnd havde
gjort stor Foratgelse for Mennestene og iscer mod Uria
en gruelig Sond, ftod alligevel Gud og det syndige for
«ham faa ømt for hans Hierte, at han ligesom fotbigaat
al sin Forbrhdelse mod Mennestene og siget nn til Herren:
For dig, ja for dig alene hat jeg syndet og gjort det onde
for dine Øjnr. Se, her er Billedet af et ret gudfrygtigt
Hiertet For det andet er det itte blot det gtove Udbrnd
af Synden, som bedtøvet ham; men han ser med Srnerte
paa felve Naturens Ondflab og gaar til selve Kilden og
sigett Se, jeg et født i Misgetning, og min Moder haver
undfanget mig i Synd. Just dette, nemlig at tende selve
Naturens Ondslab og sit Væsens Fordærvelfe er det
allervigtigstr. Saa lange man blot set paa nogle UdbrudH
af Shnden, men itte lender Hjettets, ilte Versenets Sinn
defnldhed, saa tan man endnu altid opftille sig nogen falft
Trost og bliver aldtig fortabt i sig selv og detfor heller
ille frigjott og salig i Kristo. Derfor er dette det via
tigste i en fand Syndsettendelse, at man lender selve
Hieriets Fordeewelse: den gtuelige Foragt for Gut-, Sil
kerhed, Vantro, Haatdhed, Hytleri og al Ondsla«b, saa
at vor Ertettdelse fvarer til Gnds egen Besirivelse af
Hieriet som »ondt og bedtageligt over alle Ting.«
Se nu her —- et det itte just dette, fom bekymter
disse fvage, strebelige Sjeele, der idelig klage: »mit
Hierte —- mit Hjette et saa fotfcerdelig ondt, det lan ilte
bestrives, det er saa haatdt, saa loldt, saa hyttelfl. under
fundigt, falslt, ustadigt, letsin"digt, til al Shnd hengivent,
ja djævelst.« — Ce saa, da tendet du det aldeles, som
Herren bestriver det. Synes du nu, at Ordets Dom et
for«haard? Nei, tvcertimod findet du intet Ord, som
siger del laa ilde, som det er. — »Ja, men jeg tender itke
Siynden, siger du, jeg er saa siltet, haatd, letsindig, hyl
telst!« Svar: det er en stot Ondsiab at vaete saa sitler.
«haard, letsindig og hnttelst, det er Kilden selv til al Synd;
det er Hiertets Ondstab selv, som du faaledes kender.
Dette et nødvendigt Saa er det nu kommen derben, at
du med fuld Overbevisning dem-mer dig selv og tror af
gansie Vierte, at du et den tingelte og uvcerdigste Stab
ning. »Ja, men det er vtrkeligt, at jeg ikte hat et son
. dettnuft, ydmygt og angetgivent Vierte, men at jeg i
Sandhed et grnelig siltet, haard og letsindig«. — Svat:
; Det er sandeligen »vitteligt«, at hiertet er saadant, og
: denne Fordcetvelse maa du tende, og det maa, som du
l siger, blisve dig grueligt og forfeerpeltgL Men de, som
- saa betende tin nlyttelige Syndefuldhed, dem gælder nu
i det trsstelige Tillceg: Gud et trofast sog tetfeetdig, saa at
i han fotladet o. s. v. Stands da og vid, at Loven tan
umulig udrette mere end saaledes at gøre dig strebelig
gøre dig ,,Synden overmaade syndig«, og at det, fom
Gud nu vil, er olene at kunne faa tilsige Naade. Sindets
Modstand er nu bkudt, du giver nu Gud Ret i hans
Domme, du skyr nu ikke Lyfet, men dømmer dig felv og
stulde nu gerne annamme «Jesum, om du blot wede; men
,,saa mange som ham-annammede, haver han givet Magt
til at blive Guds Botm« Ja. fwem sstal have Rande og
Saljgbed om iLLe disfe elendige, som dømmer sig selv?
—- Ten ubrudte Mennefgenatur forfvarer :"m Tilftand,
rejses- sig op ins-I Guds Domme og forbktres imod dem
Den derimod, son: dømmer sig selv, den er gaben for Noa
den, og for saadanne er det, at al Naode er given og for
fyndi. Vi skulle vide og vel besinde, at de i Skriften om
Halte Rense-lfer, Domme og Straffe er aldeles ikke sagte
til dem, som dømme sig selv og begcesre Naade og For
soning i Krista, men hensigter stedse til de sikre Ferng
tere, der enten aabenbart staa imod Guds Aand og Ord
cller som Hyklere gaa med en Judas blandt Jesu Disciple,
men med en hyldet Stødesynd som han ilke vil afftaa,
men værne om. ,,Men detsom vi lbekende vore Synder,
er han trofast og retfærdig, saa at han forlader.« Qm
du end ilke endnu er spdt af Gud og hat Troens og Hel
liggørelfens Kraft, men du ladet dig dog sige af Guds
Ord — ja selv ftrasser og dømmer dig, da er du allekede
Genstand for al Guds Naade og Tvøsp Men hør og
tro dette, faa at du ikke bliver borte i Bantro, men gaa
ttøftig frem til Naadeftolen, og betend for den trofaste
Gud alle dine Synder og Usfelheder, og du stal fande
lig blive tetfærdiggjort samt født af Gud, om du end ikke
stralxs føler noget deraf i dit Hinte.
14de Dag.
Betctnt don, lctte Ven, hvad Apostelen her fegen
Han et trofast og tetfcetdig, saa at han fotladet os Syns
ketne o. s. o. — »Itofcft?« Hvad vil det fige, at Gud et
trofast, et lettete at begtibe, nemlig at han umulig tan
sviae og i et eneste Ord, men at alt, hvad han lovet, det
flet; at han itle anset Personen nten at enhvet, uden
ForsteL et lige tæktomtnen og faat famme Naade; thi
»tto vi ham itte, saa et han dog trofast, han lan ilte
fotnceate fig few-« — Men det Ord: ,,Retfcetdi·q, saa at
lmn forladet Shndete«, det et et best)ndetligt Ord. Tet
fnneg dog at vctte en bestemt Modsigelse imellem »tet
fastdig« oa »fotlade«. Hvad tan dette betyde? Man
hat underspgt, om itle Ordet tetfcetdig butde ovetscettes
paa en anden Maadc. Nei, det betydet vitlelig fotst og
sidst tetfcetdig. Hvotledes sial vi da fotstaa det? —
Mcetl inen het, hvot langt vote Tanler ete fta det her
ligste Fothold, sont Gud af Himmelen hat aabenbatet
os. Men Apostlene ttoede, hvad det var dem fottyndt,
on detfot talte de. Detfot hat Johannes ogfaa strals
nedenfot sagt: Og otn nogen fyndet, da have vi en Tals
n1and hok Fadeten, — og han et en Fotsoning for vore
Syndet. Ligesaa tcrnkte han ogsaa, da han stren: Gud
er trofast og tetfcrtdig, saa at han fotladet os Syndetne.
Thi hvotledes man end vendet paa dette underlige Ord,
saa lan det itle faa nogen anden Mening end denne het
lige, som grundet sig paa en stet og vittelig Fyldest
avtelfe for Zyndm —- O, det et ilte en uholdbat, men
en stot Virtelighed, det Sktiften fta Begyndelsen af hat
aabenbatet, at Gud gav sin Søn til en Fotsoning for
vote Syndet, at »Hetten lagde alle vote Syndet pna
ham,« on at han, Fotsoneten, »fyldestgjotde med sit Blod
paa Kotset baade det, fom et i Himmelen og Paa Jsotden,«
og ,,Haandfttiften (Styldbtevet) botttog han og naglede
den til Kotfet.« — Gud et da tetfcetdig, at lhan ikle
ttcevet samme Sthld to Gange, men naat vi komme og
betende vote Syndet, givet os det, som et saa dytt for
hvetvet nemlig Shndetnes Fotladelse. — Men det er ilte
not dettned, at vi af disse Otd ligesotn tvinges til at se
denne Mening heti; men en anden Apostel hat og udttyl
teligen talt detom. J Rom. Z, 25 staat, at Gud hat sat
Kristus til en Naadeftol formedelst Troen i hans B.lod,
for at bevife sin Retfcetdighed detudi, at han fotladet
Syndetne. Meningen et, at detsom Gud uden at gøte
Kristus til et Syndoffet havde tilgivet Synd, saa havde
han itte oætet tetfcetdig, eftetdi den guddommelige Ret
fasrdighed ltcevede, at Synden flulde sttasses. Men nu
hat Gud fat sin egen Sen til en Fotsoning for at vise sin
Retfcetdighed deri, at ihan fotladet Syndetne, — at baade
Mennestet og Aandet og detmed vor Antlaget Djævelen
selv —- alle slulle se, at Syndetes Benaadelse ftet itle, otn
man saa tøt sige, af et Jndfald, men Paa en fuldtommen
lovlig Grund, at Looen og Retfcetdighseden ete fuldkom
men tilftedsstillede. — O, at vi dog engang fit tet Lys i
den ftote Sandhed, at vor Benaadelse gtundet sig paa en
fuldlommen lovlig Handling, som i Sltisten heddet san
ledes: «Detfom en et død fot alle, ssaa ete de alle dode,«
og »den, fom ilte vidsfte af Synd, hat hatt (Gud) gjott
til Synd fot os, paa det vi flulde votde Guds Reism
dighed i l)am.« —- Naat nu alt er fuldlonunet for os, oa
«vi ville ftemftille og for Naadestolen og annamme For
soningem da et det tetfaetdigt, at alle note Syndet ilte
mete gælde noget ellet tiltegnes os. Og fandeligen, hvot
ledes stulle vi vove at vcete tet ttygge og glade paa Nack
den, om den ilte grundede sig paa Retfaetdighed, paa en
høj, guddotnmeltg Ret? Jeg maatte jo altid aengftelig
ftygte, at Gud maatte ttættes ved den bestandige Form
delse af min bestandige Fotdcetvelse. Men, lovet vcete
Gud! Han et fuldelig tilftedsstillet ved en Fotfoning,
sont evindelig gelben Det et alt grundet paa Lov oa
Ret, at vi have Naade og Retfætdighed i ham. Det grun
det fig paa en stet og fuldgyldig Betaling, en etlagt og
af Gud antagen Lssepenge. Gud et tetfaetdig, at han
itte beholdet baade Løsepenge og den udløfte Fange.
Hetom ftget Luther: ,,Nsaat Gud synes dig vted, som
vilde han fortafte dig, saa sigx Naadige Gud, da maa ou
fotst fotkaste Lnsepengene, din elstelige Son; men ham
fortastet du itle!«
O, hvilken Rande, hvillen Salighedl —- Nu vel«
alle J, som ete tøtftige, kommet hid til Bank-me —- kom
met og lebet —- uden Penge og uden Betaling baade Bin
og Mtelb —- Om du et i den føtfte Osmvendelses-Betytn
ring, ellet du et en gammel Kristen, sont et stedt sl Stml
og Elendighed: betend som David, «hvot ilde Set et met
dig, og Gud et trofaft og retfærdig, saa at han forladsh
Dsu hat endnu en stor Ret aaben, som for Gud gelbe
evig. Og Gud er trofast! iBetænk nu det. Hans Dis
er evige, hans Fredspagt er uryggelig og fastere eus
Bjergstøtter. the en Prik deraf sviger. Elle-: hvadk
Mon der er noget uvist og upaalideligt si, hvad Herren
hat tilsagt os? Mon han sicemter og leger med arme
Syndeke, at han sprst giver dem de hetligfte Foksikringetz
og siden, naar Synderen kommer paa Grund af Tilsigels
sen, han da bliver ikke lige naadigt imodtagenZ Nei,
du ved, han er trofaft, evindelig trofast. — Men hvas
hat han da sagt om Syndere? Saa siger Herren: Fo
intet ere J folgte, foruden Penge flulde J og vorde igens
løste. Saa siger Herren. Kend dine Misgerninger — og
kom og ladet os gaa i Rette meds hverandre: Og om dine
Synder vare -blodrøde, stulle de dog blive hvide som Sue
og om de vare som Starlagens Farve, stulle de blive sont
den hvide Uld. Og saa siger Herren Krift’us: Tolderm
stod langt borte og kunde end ikke opløfte sine Øjne, mm
udstødie den korte Bekendelse: Gud vcere mig Syndet
naadig! — og han gik retfcerdiggjort hjem — reifen
diggjort! Saa siger Kristus om den forlorne Søn —
og mcerk! det er hans egen Afbildning af enhoer fortabk
Ssynden — Da han endnu stod langt dorte, saa hans
Fader ham, ynkedes inderlig, gik imod hom, faldt hanc
om Halsen og kyssede hom, — og «kysssede« ham —- hist
og forstaaI — og straks det bedfte Klædebon! —- ja, saa
siger Herren. Og nu — er ikke alt dette vist og paa
lidelith Eller stulde Frelferen sige: »Kommet alle;·
men naar du kommen da bliver du ikke naadigt imod
taget og kysfet som den forlorne SønT O, nej! faa got
han ikke. Gud er trofaft og retfcerdig, saa at han for
lader Synderne og renser os fra al Uretfærdighed. Amen!
.- »-.- »w
- Om Loven, Omvendelsen og den Retfærdighed,
som goelder for Gud.
Det er saa bedrøveligt, at det ikle med de bitreste
Taarer nok kan beklages, at opvalte Sjcele, som føge at
indgaa gennem den trange Port, ille skulle kunne (Luc.
R, 24), blot fordi de af deres eget Hierie eller af falsie,
unwdne Lærere og Strifter føres paa en uret Vej. Den
fande Omvendelse, Lovens rette og gennemgribende Værkg
i Syndernes Hierte er faa nsødvendigt, at foruden det er
al aandelig Bestrætbelfe forgceves; al Tro, al Gudsfrygt,
ja Kriftus og hans Fortjeneste er for den Sjcel fragtes
løs. Den, fom blot lender sine gørlige Synder, Synder i
Tanker, Ord og Gerninger, og ser blot paa dem, arbejdet
og ftrider mod dem, og ikke ved Lovens Krav paa Hier
tet synler ned i Naturen-s urene Dynd og der kommer i
Nød, det Mennefke gør en ftumpet Hykler-O«mvendelse,
omvender sig vistnol, men blot fra et friere Verdiens
vcesen til sin egen Retfærdighed og bliver en Farisær.
Ja ogsaa den, som føler Naturens Ondslab, Hiertets
Fordærvelse og Urenhed, men flyr blot til Baugen, Bim,
Strid, Forfagelse og Gudelighed og ikle msistrøftes ont
Retfcerdighed ved alt dette, nien haaber og haaber paa
Sejr, og hat derpaa sit Øje, sin Trøst og Fokhaabning,
—- med hsam gaar det ligedan. Komme: han ikke, medens
det staat saa ilde til, medens han endnu ilke har opnaaet
den forhaabede Sejr, og endnu ligger i Elendighed —
losmmer han ikle, medens han er i denne Usselhet, til
Kristus, til Naade, Trøst og Salighed blot i Krist·us, saa
bliver han aldtig en ret Kristen, men enten en bedragen
Gerningshelgen, fom har faaet Trøst i sin Omvendelfe
og Gudelighed, eller og en udtrættet Træl, fom overgivet
Idet hele, faldser tilbage si Silkerhed og endet i For
tvivlelfe og Fortabelfe. Om dem, som forsætlig hylde
tvisse Skødesynder, tale vi ikke sher, men vm dem, som
virteligen sage at gaa ind gennem den trange Port, men
,,ikke lunne«. Fejlen hos alle disse er, at de aldrig lade
sig sige —- eller og bliver det dem ikle rettelig sagt, hvad
den rette Omvendelse er, hvad der er Lovens rette Viert,
dens egentlige Cndemaal og Mening. O, at de vilde give
Agt paa Herrens eget Ord, t. Els. blot folgende Bibel
sprog og da fcefte sig ved dem, saa at ingen egne Menin
get og ingen Gerningshelgen maatte kunne afvende dem
derfra. Her da: Striften siger udtryklelig: Hvad sont
helft Loven siger, siger den til dem, som ere under Loven,
paa det hver Mund flal tilstoppes, og al Vetden slal viere
fiyldig for Guds Diom, Rom. Z, 20.
Men Loven kom til, paa det at Faldet flulde frem
trcede des «overflødigere. Men hvor Synden er bleven
overflødig, der er Naaden bleven end stverflødigere, Rom
5, 20.
(Fortsættes.)
l
15deDag.
Gode ngety som anbefale5:
Mjklam Rofcnballm. tin Fortceuing im isviste set-vie.
125 Siber, i Omslag, 25 (3e11tg. iubbunden 50 Cents.
Martyten i St. Andrews. m Bin-« »k. km Mk
Kitkr. 93 Sidet, i Omflag 20 Geists, inbbunden 40 Geists
Matwrerne i deu lutherfke Kitte. OW» »
Tysk. 224 smaa Sitten indbunden i Shirtingsbind 40 (8e1tts.
Bctl Hut. w man-am Fokmuiag im nkistiTid. Cna
Amerikas bedsie Ziger. As Lewis Wallace paa Daan veh
Vilh. Msllm Pris, Codt indbnnden, s1.25.
Din Bruders Blodo En Formlling, iom stildtek M
Okienten, fangstenbe og interessant Pan Dunst ved N. PS
Mut-sein 174 Silber, i Omsiag, 40 Cents.
Hckkcn er mit Sksoldo En Fortælling, fom stildkek bei
kristelige Liv i Ruslanlr. 150 S., i meL Zär, insb. soc.
Alle Bsaer send-s getrost-in Bett-linan bebe-i mbt ammm
mev seyesiiuiukzeftxsi Zeiss-wir message-TM sei-nag.
» Danish Luthekan Publiihing Deus-, Blaik, Nebrask
