Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920, August 19, 1904, Page 7, Image 7
Klar og usvigelig Vejledning til Fred. Udvalg i tro Overscrttelse af C.O. Rosenius’5 Skrifter, ordnede til Betragtninger for hver Vag i to Inaaneder, med Bistand af Bissop U. J. Hauche (Fortsat). Mere om Loven og den-s Øjemed. Ex; d ie D a g. Alt Guds Orsd er nted Hensyn til sit Jndhold to Slags, nentlig: Lov og Evangelium. Forstaar di ret disse tvende, saa forstaar vi i Hovedsagen alt Guds Ord; thi der findes intet Ord, oedrorende Guds Villiie og Rand til vor Salighed, som ille hører til en as disse to Slaas. Tit Lioven horer alt Guds Ord, sont leerer, hvad vi stal vcere og gere, alt Guds Ord, sont lrcever noget af os, det være indre Egenslaber eller ydre Gerninger; thi Guds Lov tret-ver hele Menneslet, ogsaa det inderste i dets Versen, dets Hinte, Tanter og Begærligheder. Dersor stger Budet ille: Din Haand, din Fod, din Tunge stal gøre dette oa undlade dette, men det siger: Dit, du, dei taler til hele Mennestet. Tag t. Els. blot det forste Bud. Hvorledes lteeoer itle det vort gansle Hierte og ganste Sjtrl og alle vore Krafter og al vor Hu (Luc. 10. 27). BetanL hdad det indbefattet, at »vi slulle over alle Tinq frngte og elste Guid og forlade os alene paa ham!« At jea ital over alle Ting frygte Guld, indeholder, at jeg ilte tnaa ver-re tadelig, silter og ligegyldig om Gud og tnin Etat itte letfmdig synde, men frygte saaledes for at got-e Gud imod, at jeg heller lider alt, heller lider III-dem end jeq stulde synde ntod min Gild, at jeg vaager og strisder mod Ennden med Alvor, Nidlærhed og Kraft, at jeg itte den ene Stund vaager, beder og strider og den anden folget Fristelsen, men at jeg vaager, strider og beder be standia o. s. v. —- At jeg slal ,,over alle Ting elsle Gud«, indeholder, at jeg eilte ntaa dære toldsindig mod tnin Gud, ille vcere tvær eller have Ulyst til Bonnem men omaaag Gud med den allerhøjeste Lyst og Glæde, at jeg frentfor alt tcenler paa harrt, taler om hant og as Kcerligi hed til hatn gerne gor alt, hvad shan vil, og gerne lider alt, hvad han ladet komme over mig, thi alt saadctnt gør man for den, man ret elsler. — «At sætte al Tro og Tillid til ham«, sordrer en sansd Tro og Fortrøstnina paa ha«m, sorbnder al Fortrøstning paa miig selv og alt Stadt, for byder al Selvtislfredshed og Egenlærlighed, sorbyder og al Migtillid, al hedensl Betnmring og Tvivl Kort, om du gennetngaar alle Gde Bud, saa træve de itte en ellet anden Gernina, et eller andet Lem: Haanden, Foden eller Tunan, men de trceve hele Menneslet, hvorfor Kriftus i Mathæug 5. Kap. sorllarer, at den, sont blot er vred paa« sin Næste, er for Gud anset sont en Manddtabet, oa den, sotn blot ser paa en Kvinde smed uren Begcetlig hed, domtnes as Gud lige med en HorlarL As alt dette sinde vi for det forste, at Guds Lov ille træwer blot Gerninger, sitte siger blot, hvad og hvorledes vi slal gere, men at den fretnsor alt træver vort Jndre, traever en god indre Tilstand, gode indre Egenslaber og stger, hvad og Hvorledes vi slal verre. Saaledes benim rer under Loven ogsaa de Ord, sont handle om vorSindss stemning og vore Egenslaber, saa at naar jeg til Etse«m pel strasses for Koldstndighed, Haardhed, Letstndighed, Hovmod, Egenlcerlighed, Trægbed til Ordet og Bønnen in. ni» saa er det as Loven, jeg strasses. Men itte not hertned. Vi finde vg, at dette Jndre, selve Äslstandem Hinte, Hn og Lyst er det forsie og sornemste, det, sont Gud traver fremfor alt, saa at om jeg lever not saa fromt udvortes, gor not saa meget godt og afholder mig fra alt ondt, nten huser derunder Tanler og Begcerligheder ind vortes, »sotn stride mod Sjælen«, saa er jeg for Gud anfet oa dømt lige med dem, sont srcelt og grovt i Ger ning udøve samme Synder. Saaledes, om jeg er i en saadan Tilstand, hoori jeg got det gode blot as Tvang, sormedelst Lovens Trudsler og Lotter, lda gar jeg itte en eneste Gerning, sotn er god sor Gud. Saadan er Gut-, og saadan er hans hellige Lov, thi Guds hellstge Lov er sintet andet end Guds Hellighed, Guds Natur og Villie udtrylt i Ord. Saadan sont han selv er, vil han, at vi slulle vcere; lyvald han selv elsler, vil han, at vi stal elstez hoad han selv hader, -det vil ban, at og vi stal hade; han lan itle vcere sornøjet med, at vi hade og foragte, hvad han elster, at vi elsle, hvad han habet. Saalkdt som hatt selv tan forliges og omgaas med Synden dg. chevelen, saalidt lan hatt lide, at vi omgaas dermed. Heraf kont nter ldet, at han fremstsiller sig selv til Elsentpel fsor os og tret-ver, at vi stulle være hellige og su-ldlomne, som han selv er, naar han t. Els. siger: »Wartet «hellige; thi jeg er hellig«', (8 Moseb. 19, 12), og alter Krist«us: ,,Vcerer suldlotnne, sont eders Fader er fuldlontnten« (Matth. 5, 48). M, de arme Daarer, sotn sige: »Gud tan ej fordre mere af oand hvad vi formaa«, medens hans her ans-r te Otd ere tydelige og uintodstgeligr. Stulde Gud ej trkeoe mer af os, entd hvad vt formaa, da ,,slulde itte hver Mund tilstsoppes og al Bett-en sveere slyldig for Gud« tRont. R, 19), ja, da havde Kristuö ttte behevest at lide Doden for os. Nu noget ont Lovens egentlige Øjemed og Mening, dens rette og urette Brug! Dette er hovedsagen Den slal oplsse Tustnde Vantroslnuder, om den annantmes med Agtsotnshed Men Iden er dog det rette Strids- og Provepnnty thi her er de rette og salsle Kristne i be standig Adstillelse. — Hvad er da Lovens egentlige Me ning, Ssjemed og Embede ved et Mennestes Saliggsrelses — Paulus hat iblandt sine mange Vidnesbyrd ogsaa folgende Ord: Men vl -viide, at hvatd lLotsen siger, det siger den til dem, sont er under Loven, paa det hver Mund stal tilstoppeö, oq al Verden slal vertre siyldig for Gudd Dom; derfor lan intet Kod ved Lovens Gerntnger blive retsærdlggjort for hamz thi ved Loven tontmer Synlvens Erlendeslfe (Rom. B. 19.20). her hellt-des tngen Fortolln·ingslunst, men blot at tage Orden-, sont de lyde: thi dct er Avoitetens Hensigt paa dette Sted at udtale Lovenö Øjemed Her er det da L— nu afgjott, at Gut-s Mening og Øxemev med sm hellige Lov er, at Versden stal ved den itke vokde from, retfcerlisig og selig, men »dem styldig«; ,,at hver Mund stal tilstop pes«, »at intet Kød (intet Menneste) kan vorde retfærdig af Lovens Gerningek; thi -ved Loven sont-mer Syndens Erkendelfe«. Endnu et Sied: Men Loven kom til, — just si den Hensigt, — at Faldet stulde fremtræde des over flødigew Men hvor Synsden er bleven overflsdig, der et Naaben bleven end osverflødigete (Rom. 5, 20). »s -- 4de Dag. »At Loven tan gøre mig syndig og ,,styldig«, det mente jeg da itte, jeg mente, at naar jeg blot lagde Lo ven alvorligt paa Hjertet, saa stulde vel Synden engang tage Ende, forbrwndes i Jlden, jeg stulve engang leere at ophøre med at st)nde. Jeg mente, at »Loven tom til, sor at Snnden skulde blive o-verf-lsød«ig«. Men saa maa vel denne Overslødighed as Synd alene betegne Syndeføkj elsens, Syndesorgens og Angers-Taarernes Overflødig hed? itte at selve Synden bliver vcerre i mig, men den maa vel ved Budet blive mindre og alene sden fromme An ger blive større?« Zaa skulde man syneg; men se her, hvad Apostelen siaer et Blad længere stem, nemlig Rom. 17, 7—11: End Vegcerlighed tendte jeg itte, dersom Lo ven itte havde sagt: du stal itte begaere. Men Synden, som tog Anledning af BudetÄ virtede al Vegærlighed i mia; thi uden Lov er Svnden død. Men jea levede no gen Tid uden Lov; men der Budet tom, blev Synden levende iaen. Men jeg døde, oa det Bud, som var given til Liv, det sandtes at vaere mig til Død; thi ·Syn-den, som tog Anlednina as Budet, forsørte mig og dræbte mig for niedelst det samme. Her er jo dog Ordene gansie tydelige og asaørende, da Avostelen udtrytteligen siger, at Synden tager Anlednsing as selve Budet og opvcetter al Begærlig hev, at uden Lov er Synden død, d. e. den indke Begier lighed til det onde, denne egentlige Synd er da mere stille og stjult, naar den er mere fri og uforhindret, end naar Loven vil gøre den Modstand, Ihvorosm Dr. Gezelius til det Ord: Uden Lov er Synden dMY start-: »Eller: Synden er død, idet den itte rører sia saa heftig, ejheller strider saa sortscetlig og aabenbart mod Guds Lov, lader ejheller saa meget se sin Kraft, »da den itke agtes for Syn·d, som den siden aør.« Dette gaar saasledes til-. Naar Synden er fri og uhindret af Loven, da ligger den indre onde Beacrrlighed, den egentlige Synd mere slumrende, mere doven og uvsirtsom paa Hjertets Dyb; men just naar Loven tommer og vil gøre den Modstand. da refser sig den inldre stjulte Ondskab til Strid og bli ver da mere virtsom og derved easaa aabenbar, —- ligesom et ondt Barns Ondslab vg stridige Sindelag just da op røres og aabenbares, naar man neegter det dets Villie, og ligesom en Flod, just naar man jætter en Dam sor den, votser over Vreddernesog »Ah-der over«. Saaledes er det og med Synden og Loven. Og at Loven stulde have den Kraft, at den med sit Forbnd ogsaa kunde dcempe Begcerligheden, aøre Hjertet, Villien og Lysten god, er just det, som Apostelen her ncegter, sigende, at Begærlsigs heden i Hiertet tveertimod opvættes niere, jo mere Loven forbhder den. Men nu vil Güd sprst og sremsor alt have vort Jndre godt og helligt, have Kcerlighed vg Lyst til det gove, hviltet er selve Betingelsen, Livet og Sjælen i enhver god Gerning7 thi hvor denne indre Godhed fav nes, nemlig Lnst og KerligOhed til det gode, der savnes alt godt — for Gud: »thi Gud set til Hiertet«. Og naar nu det Jndre er blevet værre, saa er den egentlige Synd blevet vertre. Thi hvad er det, at osre den blotte Haand cller Gernina til Gud, men selve Hiertet, Villien og Ly sten til Shnden; hvad er det uven at give Guld Stallens men Synden sternen; give Gud Avnerne, men Shndenj Kornet2 — Men endnu mere: Hertil komsmer i Alm«inde-; lighed som en ny Synd nvget, som itke eng-ang sandtes, førend Budet kom, nemlig at man bliver bitter og ted af selve Laden, sutter over den golde, hellige Tugtemester som over en Undertrhtter og tnurrer saaledes over Gud selv, som har givet Loven, saa at det hedder i Hiertett Ak,-at Gud dog ej havde givet oB en saadan Lov! varsor stulde Gud forbyde os det og det? Hvorsor tun-de vi ej vcere fri? o. s. v. Dette er nu Ondstabens Højde, da man itte blot bar Begærlighed til det onde, men og har Bitterhed mod Gud og hans hellige Lov. Men at dette virteligen ster, nemlig at Shnden til tager i Hiert:t, estersom Busdet vil hindre den, det vil hver sopvigtig Kristen tunne bevidnez thi just da han ved Gile Naade blev vaii af Syndesøvnen til dybeste Bekom ring sor sin Frelse og mev Alvor foretog sin Omsvendel se, da -Budet, som mest truende strajsede, bød og sorbød i shans Jndre, og han satte-de de svarmeste og alvorligste Forscettev, just da blev han mere ulyttelig end nogen Sinde spr; aldrig havde han før varet saa ilde udssat for Synden som nu; aldrig havde den saa voldssomt og ihcer digt raset -i hans Kød med Lyster og Begæsrligheder som «nu. Ja, da ster det ofte, at al den Fromhed, paa hvilten shan maaste i jlere Aar bar arbejdet med saa megen Osm sorg og mange alvorlige Forscetter, og som han hat elstet og bevogtet som sm dyreste Stat, nu ramler — ramler overende ligessoni en anden med Ho og Straa paa Sand grund opssrt Dam mod Syndens Flod; hans Retsaerdig lhed er sorstyrret5 han synder i en Grad, som han aldrig sur hat synsdetz han sutter, han beder, han staat op, men salder igen; nu staat han der nsøaen som et sorstrcektet sog sortvivlet Øjewvidne til al den jamsmerlige Forstyrrel ise, som ingen mennestelsig Kunst eller Bisdom, ja itte engang Guds heMige Lov tan hindre, esterdi det just var ven, der stemtaldte denne .Forstyrrelse. Hvad vil vi da ,sige? At Loven er Sond? Det svcete langt fra; men jeg »tendte itle Synden uden ved Loven; thi end Begcerlig yheder kensdte jeg itte, der-som Loven itte havde sagt: Du jstal itte beaaere. »Da tog Synden Anledning as Budet sog virtede al Begcerlsighed i mig; thi uden Lov er Synden d-d. —- Saa er daLoven ·hewig, og Bsudet er shelligt og retscerdigt og go«dt. Er da det, ssom er gosdt, blevet mig til DIM Det viere langt sta! Men Synden er bleven det, sot at den ital-de tendes som Synd, da den formedelst det gode bevirtede mig Dsden, paa det at Synden forme delst Budet stulde vorde overmaade syndig7 thi vi vide, at Loven er aandelig, men jeg tødesligt solgt under Sim den; ttyi jeg ved itte, hvsad jeg got; thi det gvsde, svm jeg vit, det gør jeg itte, men det onde, som jeg hader, det gør jeg« (Rom. 7, 7. 12—15). Mært Ordenex ,,jeg er folgt under Synden, jeg gør itte, hvad jeg vil, men det jeg WIN- det got jeg.« Dette er just, hvasd man stal leere, og da man itte grundig not tan leere og tro det ved Ordet, fom siget os det forud, saa maa vi lære det ved den bedtøvelige Etfaring. Havde Petrus lige grun digt troet Krifti Ord om sm Svaghesd, som han erfarede den faa Timer dekefter, da han havde fotnægtet og for svoret sin Herre og Frelser, da havde han undgaaet den bitte Erfaring, da han »int ud vg grced bitterlig«. O, hvor det er vansteligt og toster mange bedrsvelige Erfa ringer, inden Menneftet dliver saa aftlaesdt og ydmyget, faa overtydet vsm sin fortsadte og fordømte Tilstand, at han ej oftere vil forspge at ftelse sig selv ellesr i det mind ste gøre noget dertil. Men sasa længe han endnu har no get uforsøgt, noget, som han endnu selv maa blive eller gere, saa fasat Kristus itte Lov at vcere Frelser alene; og saa lange maa han fotblisve under Lsovens Aag, uhjul pen og ulytteliig, indtil han udarbejdet og udmsattet salder under Byvden, opgiver Tilliden til alle egne Bestrccbelfer oa Anstrengelser og falder som dsød for Jer Føsdden Da forst bliver det bedre med cham Denne saa nyttige Fortvivlelse vilde meget befordres og paastyndes, det som man ret tom til at give Agt paa sit onde Jndre og betccnte, at Gud set til Hiertet, til Tanter, Hu og Lyftz betænte, at Mennefket umulig tan talsdes from, naar tun IHaanden eller Gerningen tvinges til det gode af en frem ’med Kraft, af Loven, idet Menneftets fornemste Dele, Hierte, Hu og Lyft ete Synden hengivne, og han dertil er forbitret paa Tvsangem paa Loven, Paa Gud; og itte en gang dette Onde tan Loven tage bott, men heller opvætte det. Betæntes dette ret, da sial han snsart fort-vivle over Lovenz over sig selv sog give alt det tabt, som er i eller tan komme af Loven, og give sig hel og holden under Gusds Dom. Da hedder det, at ,,Mundsen er tilftoppet, og Mennesiet er bleven slyldig for Gud«. Og dertil er det da iscer, at Loven er gsivet. Da vil Gud intet mere have af Synderm end at han nu, faa fortabt og fordømt, fom han er, tun ladet sig ·ftcente Naaden som Naade af Kristi Fyslde og ttor og modtager det-, som er sket i Krifto Jesu; og — alt er ftrats bødet, alt er vel! Da betræfter sig disle Striftens Ord, Lsoven tom til, for at Synden stulde blive overflødig, men hvor Synden er bleven over flødia, der er Naaden end overflødigere. »Saa at Loven er vsor Tugtemester til Kristum, paa det vi ftulde vorde retfærdiggjorte af Troen«. Gal. Z, 24. »Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den, som tror.« Rom. 10, 4. ! ,,Tl)i det, som svar Loven u«muligt, idet den var traf ltesløs formedelst Kødei. det gjorde Gud, da han sendte lsin egen Sen i syndigt Køds Lignelse og til et Synd ToffetR Rom. 8, Z. ! »Chriftus haver fritøbt os fra Lovens Forbandelse, z»der shan blev en Forbandelse for os; thi der er strevet: ,,Forbandet er hver den, som hcenger paa et Træ«. Gal. 8, 13. 5te Dag VE have set Lovens første og fornemfte Øjemed. For uden dette hat og Loven den gode Virtning, at mange ellers uaudelige Mennefter af Frygt for Straf holdes i Tømme og itle som vilde Dyr forftyrre almindelig Tum hed og mennesieltg Orden; og endelig, at de troende, de frigjorte Naadens Børn, have i Loven en god og tcer Ve1 leder eller et gvdt og paalideligt Vejkort, en klar og sikker Tegning til det aandelige Has, som bygges af Tro og Karlighed i deres Hierter. Men om disse Loveng Entbe der siulle vi denne Gang ilte handle. Efter at vi nu har fet Lovens fotnemste Øjemed, flal lvi og let se, hvad der er dens rette eller urette Brug. Loven er given, paa det hver Mund flal tilstoppes, da al Verden vcere flhldig for Gud; og dog er der utallige Mennefter midt i Kriftenheden, som gør Loven til sin Sa lighedsvej og sage ved den at vorde retfærdige osg falige. Se her, den første, ftvrfte og almindeligfte Misbrug af Lovenl Heraf fremkommer tvende Slags ulykkelige Sjcc le: Først de grovere og finere Farisasere, hvilke, naar die øve nogle ydre eller indre Lovens Gerninger, insdbilde sig da, at de ere Kriftne, fromme og retfcersdiqe. De ved not, at Farifæcrne ej vare Kriftnez de tro not, hvasd Pau lus lakrer, at ingen lan blive retfcerdig af Lovens Ger ninger; det er ittc deres Mening at slaa ind paa denne Vejx men det er gaaet til med dem paa følqensde Maade: De ere· vatte af den almsindelige Verdienstummel til at søge sin Frelfex de have begyndt med sin Osmvendelfep at læfe Guds Ord, bede, fly Verden og Synden, gøre det gcsde, som alt i Guds Ord tydeligen fordre-B, og de have heri haft Lylke, for hvillen de vil tatke Gud alene lLuc. 18, 11), faa sde og have faaet Fred. Disse, som faaledes ere blevne bedre og bedre, som have haft faadan ulhkkelig Lykle, at de have fundet Trost og Ro i sin egen Bedring, ere lomne dertil vaa fotftellig Maade; førft vare de maa ste aldrig ret ovvalte, men blot ,,ovettydede«, overbevifte om, ast den aln1-in"-delige brede Verdensvej ej fører til Livet; de bettcede derfor en anden, og mene snart, at naar de nu vandter en anden Vej enid Verden, maa vel salt for saa vidt viere rigtigt. De aflagde adstillige af Verdens Syn der og antoge adskillige kristelige See-der oa Stille, men kunde ej høre eller fornemme den lvigtige Oimftcendighed, at Gud fet til Hiertet og træver Hu og Lnft tsil det gode, ejheller forftode de sig paa eller betymrede de sig otn, hsvad Genfsdelfe vil sige, men nøjede sig mod den naevnte paa tagne Forbedting vg- Fromhedz vg- naar de undertiden ej vare tilfredfe med denne, faa tcenkte de strats: »De Krist ne have jsv sine Brsfh -men Gud er jo naadig«, og de vate, mente ide, ,,ikte under Lovens, men uwder Naaden«. Der-l hos Plejede de og sat prutte vg atkordere med Loven og si-; ge: »Bei og det tan intet Menneste holde, og Gud kan ikke fordre det«, og faaledes ordne, de felv sin Vej og fcette Maalet for Hellighed fasa vasfende 1højt, at sde itle behøve at »vcete ftyldig for Gu- « Have de end forftaaet, at Lo vens højeste Øjemed er at svirke Shndserlendelfe, Angek» Sonderknufelfe, faa have de og ment at have bette, naar de have haft Samvittigheds-Kval over en og andeu» l Synd —- hvilten Synlvöerkendelse ogsaa Cain havde — men hvorunder de dvg altid have haft til-bage en oa and gvd Side, t. Eis. en god Villie, et gvlvt Hierte m. m og saaledes have de alidtig i sit hele Besen iværet under Guds Vrede og Dom. Dette er Hovedsagen i en fals« O«mvendelse, s— det er umulsigt at opregne alle forstellis Maader og Befe; smen i erthed sagt: Naar de aldris ganste have tabt vet gamle falsle Haab paa Guds Nac de, aldrig ere tomne tillort med sin Omvensdelse ellet blevne med sit hele Bæsen fordømte og indesiuttede under Guds Dom, saa har Hovedsagen i en sand Omsvendelse altid manglet. Luther siger deom, 1 Præd paa Z. Pack ssesdag: Forst: Med en ret Anger vg Ruelfe menes illel Striften en saadan egen selvgjort Tanle, som man hat taldet contritio og attritio, hel og halv Angek; men des ,opstaar da, naar Samvittsigheden begynder virkelig at gnave og tvcele dig, og Hiertet mev Alvor frvgter for GUDS Vreve og Dom, itte blot for de aabenbare, grade Synders Skyld, men ogjvr de itærte Baand, som du set og føler has -dig, nemlig idel VantrrY s vraat og Ulydigs hed mod Gud, og fom Paulus siger: Fjenvitab mod Gus i dit Kød og Blod med allehaande Lyster og Begceringete hvori du er skyldig, og derved hat sortjent Guds Vredg saa at du i Evighed burde kaltes fra hans Ansigt oa lara-n de i Helvedes Jld. »Denne Ruelse og Anger gaar altfaa ikke siykkevis over enkelte Gerninger, som man har begaaet aabenbatt imsod de ti Bud, — hvorunder man gar Forstel paa sine Gerninger, for at man dog skal sinsde noget gvdt hos sigx men den maa gaa over hele din Person og alt dit Levnet og Væsen, ja over hele din Natur og vise dig, at du ligit ger under Guds Vrede og er fordømt tsil Helvede. —- — Tlhi. hvorvel det tan begynde med Anger over en eneste Synd, fom naar David blev strasset for Hor og Mord faa gaar det sidenefter over dit hele Liv og Levnet og ka-. fter dig paa en Gang som med et Tordenslag fra Himme len hel og holden under Guds Vrede og siger dig, at d er et Helveides-Barn, da dit Hierte saa forskrcetkes, at h le Ver-den bliver dig for trang.« Det andet Slags af dem, som gør Loven til Saligt hedsvej, sva søge sin Retfaerdtighed i Loven, ere disfe steh-« se tvivlende og ulytkelige Sjeele, der bestandig ser, at der enldnu mangler noget i deres ·Omvensdelse, men dog ved-. blive at haabe, at de ved fortsat udhvldende Bøn og Kantp og Strid skulle med Tiden vinde — overvinde det onde c sig og da tilegne sig Naaden i Kristo. Disse ere ikke satt uoplyste, at sde tro at kunne retfcerdiggøres ved Lovens Gerninger fhvorved de dog mene ydre Gerninger); »wen« — tænte de — ,,Hjertet, Hjertet fsordrer Herren, Kærlige beden, Angeren, stmygheden, B«ønnen, se, disse ere de Oste, som behage Herren«; og faa søge de ved disse in dre, aandelige Lovens Gerninger at blive Gusd vehagkisisp gere vg ville ikke, at dette sial hedde at spge Retfcerdighes af L-oven, men de mene, at det alene er »en ret Omveny delse«, som Gud udtrytkeligen trcever, og saaledes hat. Egenretfaerdighedens sStnsitte tun lagt sig paa de iner Dele, hvoraf en endnu dybere og pinligere Sygdom et vptvmmet. — Men hvadl hat da Gud ikte fordret dette Jndre, fordret Omvendelie, Angek, Kaerlighed, Bocm — Svar: »Hm han ikte ogsaa fordret sde ydre Gerningerlä« Derom er ilke Spørgssmaalx det er tvcertimod alle-rede tyddeligen visi, at Gud i sit hellige Ord førft og fremfvt alt fordrer dette Jndre, svm er just Hovedlceren i Losvery iscer i det forste Bud; men Fejlen beftaar deri, at man søger ved disse tydre eller indre vaens Gern-irrem at blive Gnd velbehagelig, at man gør dem til Salighedsvejz og stønt man selv ikke tror vg marker det, faa er dette bog uncegteligen til Siede, naar det i Hiertet hedder: »Es-us jeg kunde ret angre, ret bede, ret elsiez bare jeg ikke var saa told. saa haard, saa livløs, saa siulsde jeg tro, at GUH var mig naadig«, o. s. "v. Saaledes indvender vg stridet det arme Hjerte mod Herren og hans vise Hensigt metf os. Det var Guds Mening med Lovens Fordring, at du skulde finde dig at ,,-være siyldig« — iscer i det Jnlvrez thi det Ydre kan man hellere fuldkomme — men du der-. imod vil sinde dig efter det Jndre at vviere Gud behagelig Dette er ida Aarsagen til, at du aldrig finsder fand Frev, aldtig tommer til vis vg klar Sag med Gud, men slides og kastes hid og did; thi du vil ikle lade alt, alt hvad i dig er, vcere fortabt og fordømt, men du vil nøsdvendig vinde i din Beftrcebelse med Loven; men denne Vej gaat det itke; nej, »h-ver Mund stal tsilstoppes, vg al Verdett sial ver-re siyldig for Gud«; ellers faar Kriftus ej vaere alene Frelfer og helt fortabte Synderes Fresser-; vg ellers er Kristus død forgaesves! Gal. Z, 21.. Gortscettes.) ! IGode BØSEV- fom anbefale5: ! - ! Mitillm Rofcnballm. w Foktæuiug fka ipviske Krebs-. 125 Sider, i Omslag, 25 CARL indbunben 50 Ce11t5. Martyten i St. Andrews. Es Bill-» km km Mk Kitke. 98 Sider, i Omflag 20 Cents, indbunden 40 Centik Martyrerne i den lutherste Kitte. Omspk sk Tyst. 224 imaa Sidet, inbbunben i Shirtingzbiud 40 Gent-. VkU HUIX Eu Ist-klemmt Fpkmaing skq akistiTiv. Eis qf Amerikas bedste Bsger. Af Lewiö Wallace paa Dunst veb Bill-. Pullen Pris, gobt indbunben, s1.25. Din Bruders Blodo Eu Fortælling, fom stildket Ldveti Orienten, fangstende og interessant Pan Dunst ved N. P Madsen. 174 Sidet, i Omflag, 40 Cents. Herren er mit Skjoldd En Fortcelling, fom stildtet bsi kristelige Liv i Ruslantr. 150 S» i Omst. Zär, kahl-. soc· Bester sent-es portoftit. Betalinoen bebe-I indfendt sammes « med Besiillingen· Frimcerker mobmges iom Zeinling. Danish Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebrask