Klar og usvigelig
Vejledning til Fred.
Udvalg i tro Overscrttelse af C.O. Rosenius’5 Skrifter,
ordnede til Betragtninger for hver Vag
i to Inaaneder, med Bistand af Bissop U. J. Hauche
(Fortsat).
Mere om Loven og den-s Øjemed.
Ex; d ie D a g.
Alt Guds Orsd er nted Hensyn til sit Jndhold to
Slags, nentlig: Lov og Evangelium. Forstaar di ret
disse tvende, saa forstaar vi i Hovedsagen alt Guds Ord;
thi der findes intet Ord, oedrorende Guds Villiie og Rand
til vor Salighed, som ille hører til en as disse to Slaas.
Tit Lioven horer alt Guds Ord, sont leerer, hvad vi
stal vcere og gere, alt Guds Ord, sont lrcever noget af
os, det være indre Egenslaber eller ydre Gerninger; thi
Guds Lov tret-ver hele Menneslet, ogsaa det inderste i dets
Versen, dets Hinte, Tanter og Begærligheder. Dersor
stger Budet ille: Din Haand, din Fod, din Tunge stal
gøre dette oa undlade dette, men det siger: Dit, du, dei
taler til hele Mennestet. Tag t. Els. blot det forste Bud.
Hvorledes lteeoer itle det vort gansle Hierte og ganste
Sjtrl og alle vore Krafter og al vor Hu (Luc. 10. 27).
BetanL hdad det indbefattet, at »vi slulle over alle Tinq
frngte og elste Guid og forlade os alene paa ham!« At
jea ital over alle Ting frygte Guld, indeholder, at jeg ilte
tnaa ver-re tadelig, silter og ligegyldig om Gud og tnin
Etat itte letfmdig synde, men frygte saaledes for at
got-e Gud imod, at jeg heller lider alt, heller lider III-dem
end jeq stulde synde ntod min Gild, at jeg vaager og strisder
mod Ennden med Alvor, Nidlærhed og Kraft, at jeg itte
den ene Stund vaager, beder og strider og den anden
folget Fristelsen, men at jeg vaager, strider og beder be
standia o. s. v. —- At jeg slal ,,over alle Ting elsle Gud«,
indeholder, at jeg eilte ntaa dære toldsindig mod tnin
Gud, ille vcere tvær eller have Ulyst til Bonnem men
omaaag Gud med den allerhøjeste Lyst og Glæde, at jeg
frentfor alt tcenler paa harrt, taler om hant og as Kcerligi
hed til hatn gerne gor alt, hvad shan vil, og gerne lider
alt, hvad han ladet komme over mig, thi alt saadctnt gør
man for den, man ret elsler. — «At sætte al Tro og Tillid
til ham«, sordrer en sansd Tro og Fortrøstnina paa ha«m,
sorbnder al Fortrøstning paa miig selv og alt Stadt, for
byder al Selvtislfredshed og Egenlærlighed, sorbyder og
al Migtillid, al hedensl Betnmring og Tvivl Kort, om
du gennetngaar alle Gde Bud, saa træve de itte en ellet
anden Gernina, et eller andet Lem: Haanden, Foden eller
Tunan, men de trceve hele Menneslet, hvorfor Kriftus i
Mathæug 5. Kap. sorllarer, at den, sont blot er vred
paa« sin Næste, er for Gud anset sont en Manddtabet,
oa den, sotn blot ser paa en Kvinde smed uren Begcetlig
hed, domtnes as Gud lige med en HorlarL
As alt dette sinde vi for det forste, at Guds Lov ille
træwer blot Gerninger, sitte siger blot, hvad og hvorledes
vi slal gere, men at den fretnsor alt træver vort Jndre,
traever en god indre Tilstand, gode indre Egenslaber og
stger, hvad og Hvorledes vi slal verre. Saaledes benim
rer under Loven ogsaa de Ord, sont handle om vorSindss
stemning og vore Egenslaber, saa at naar jeg til Etse«m
pel strasses for Koldstndighed, Haardhed, Letstndighed,
Hovmod, Egenlcerlighed, Trægbed til Ordet og Bønnen
in. ni» saa er det as Loven, jeg strasses. Men itte not
hertned. Vi finde vg, at dette Jndre, selve Äslstandem
Hinte, Hn og Lyst er det forsie og sornemste, det, sont
Gud traver fremfor alt, saa at om jeg lever not saa fromt
udvortes, gor not saa meget godt og afholder mig fra alt
ondt, nten huser derunder Tanler og Begcerligheder ind
vortes, »sotn stride mod Sjælen«, saa er jeg for Gud
anfet oa dømt lige med dem, sont srcelt og grovt i Ger
ning udøve samme Synder. Saaledes, om jeg er i en
saadan Tilstand, hoori jeg got det gode blot as Tvang,
sormedelst Lovens Trudsler og Lotter, lda gar jeg itte en
eneste Gerning, sotn er god sor Gud. Saadan er Gut-,
og saadan er hans hellige Lov, thi Guds hellstge Lov er
sintet andet end Guds Hellighed, Guds Natur og Villie
udtrylt i Ord. Saadan sont han selv er, vil han, at vi
slulle vcere; lyvald han selv elsler, vil han, at vi stal elstez
hoad han selv hader, -det vil ban, at og vi stal hade; han
lan itle vcere sornøjet med, at vi hade og foragte, hvad
han elster, at vi elsle, hvad han habet. Saalkdt som hatt
selv tan forliges og omgaas med Synden dg. chevelen,
saalidt lan hatt lide, at vi omgaas dermed. Heraf kont
nter ldet, at han fremstsiller sig selv til Elsentpel fsor os og
tret-ver, at vi stulle være hellige og su-ldlomne, som han
selv er, naar han t. Els. siger: »Wartet «hellige; thi jeg er
hellig«', (8 Moseb. 19, 12), og alter Krist«us: ,,Vcerer
suldlotnne, sont eders Fader er fuldlontnten« (Matth. 5,
48). M, de arme Daarer, sotn sige: »Gud tan ej fordre
mere af oand hvad vi formaa«, medens hans her ans-r
te Otd ere tydelige og uintodstgeligr. Stulde Gud ej
trkeoe mer af os, entd hvad vt formaa, da ,,slulde itte hver
Mund tilstsoppes og al Bett-en sveere slyldig for Gud«
tRont. R, 19), ja, da havde Kristuö ttte behevest at lide
Doden for os.
Nu noget ont Lovens egentlige Øjemed og Mening,
dens rette og urette Brug! Dette er hovedsagen Den
slal oplsse Tustnde Vantroslnuder, om den annantmes
med Agtsotnshed Men Iden er dog det rette Strids- og
Provepnnty thi her er de rette og salsle Kristne i be
standig Adstillelse. — Hvad er da Lovens egentlige Me
ning, Ssjemed og Embede ved et Mennestes Saliggsrelses
— Paulus hat iblandt sine mange Vidnesbyrd ogsaa
folgende Ord: Men vl -viide, at hvatd lLotsen siger, det siger
den til dem, sont er under Loven, paa det hver Mund
stal tilstoppeö, oq al Verden slal vertre siyldig for Gudd
Dom; derfor lan intet Kod ved Lovens Gerntnger blive
retsærdlggjort for hamz thi ved Loven tontmer Synlvens
Erlendeslfe (Rom. B. 19.20).
her hellt-des tngen Fortolln·ingslunst, men blot at
tage Orden-, sont de lyde: thi dct er Avoitetens Hensigt
paa dette Sted at udtale Lovenö Øjemed Her er det da
L—
nu afgjott, at Gut-s Mening og Øxemev med sm hellige
Lov er, at Versden stal ved den itke vokde from, retfcerlisig
og selig, men »dem styldig«; ,,at hver Mund stal tilstop
pes«, »at intet Kød (intet Menneste) kan vorde retfærdig
af Lovens Gerningek; thi -ved Loven sont-mer Syndens
Erkendelfe«. Endnu et Sied: Men Loven kom til, —
just si den Hensigt, — at Faldet stulde fremtræde des over
flødigew Men hvor Synsden er bleven overflsdig, der
et Naaben bleven end osverflødigete (Rom. 5, 20).
»s
-- 4de Dag.
»At Loven tan gøre mig syndig og ,,styldig«, det
mente jeg da itte, jeg mente, at naar jeg blot lagde Lo
ven alvorligt paa Hjertet, saa stulde vel Synden engang
tage Ende, forbrwndes i Jlden, jeg stulve engang leere at
ophøre med at st)nde. Jeg mente, at »Loven tom til,
sor at Snnden skulde blive o-verf-lsød«ig«. Men saa maa
vel denne Overslødighed as Synd alene betegne Syndeføkj
elsens, Syndesorgens og Angers-Taarernes Overflødig
hed? itte at selve Synden bliver vcerre i mig, men den
maa vel ved Budet blive mindre og alene sden fromme An
ger blive større?« Zaa skulde man syneg; men se her,
hvad Apostelen siaer et Blad længere stem, nemlig Rom.
17, 7—11: End Vegcerlighed tendte jeg itte, dersom Lo
ven itte havde sagt: du stal itte begaere. Men Synden,
som tog Anledning af BudetÄ virtede al Vegærlighed i
mia; thi uden Lov er Svnden død. Men jea levede no
gen Tid uden Lov; men der Budet tom, blev Synden
levende iaen. Men jeg døde, oa det Bud, som var given
til Liv, det sandtes at vaere mig til Død; thi ·Syn-den, som
tog Anlednina as Budet, forsørte mig og dræbte mig for
niedelst det samme. Her er jo dog Ordene gansie tydelige
og asaørende, da Avostelen udtrytteligen siger, at Synden
tager Anlednsing as selve Budet og opvcetter al Begærlig
hev, at uden Lov er Synden død, d. e. den indke Begier
lighed til det onde, denne egentlige Synd er da mere
stille og stjult, naar den er mere fri og uforhindret, end
naar Loven vil gøre den Modstand, Ihvorosm Dr. Gezelius
til det Ord: Uden Lov er Synden dMY start-: »Eller:
Synden er død, idet den itte rører sia saa heftig, ejheller
strider saa sortscetlig og aabenbart mod Guds Lov, lader
ejheller saa meget se sin Kraft, »da den itke agtes for
Syn·d, som den siden aør.« Dette gaar saasledes til-.
Naar Synden er fri og uhindret af Loven, da ligger
den indre onde Beacrrlighed, den egentlige Synd mere
slumrende, mere doven og uvsirtsom paa Hjertets Dyb;
men just naar Loven tommer og vil gøre den Modstand.
da refser sig den inldre stjulte Ondskab til Strid og bli
ver da mere virtsom og derved easaa aabenbar, —- ligesom
et ondt Barns Ondslab vg stridige Sindelag just da op
røres og aabenbares, naar man neegter det dets Villie,
og ligesom en Flod, just naar man jætter en Dam sor
den, votser over Vreddernesog »Ah-der over«. Saaledes
er det og med Synden og Loven. Og at Loven stulde
have den Kraft, at den med sit Forbnd ogsaa kunde dcempe
Begcerligheden, aøre Hjertet, Villien og Lysten god, er
just det, som Apostelen her ncegter, sigende, at Begærlsigs
heden i Hiertet tveertimod opvættes niere, jo mere Loven
forbhder den. Men nu vil Güd sprst og sremsor alt have
vort Jndre godt og helligt, have Kcerlighed vg Lyst til
det gove, hviltet er selve Betingelsen, Livet og Sjælen i
enhver god Gerning7 thi hvor denne indre Godhed fav
nes, nemlig Lnst og KerligOhed til det gode, der savnes alt
godt — for Gud: »thi Gud set til Hiertet«. Og naar
nu det Jndre er blevet værre, saa er den egentlige Synd
blevet vertre. Thi hvad er det, at osre den blotte Haand
cller Gernina til Gud, men selve Hiertet, Villien og Ly
sten til Shnden; hvad er det uven at give Guld Stallens
men Synden sternen; give Gud Avnerne, men Shndenj
Kornet2 — Men endnu mere: Hertil komsmer i Alm«inde-;
lighed som en ny Synd nvget, som itke eng-ang sandtes,
førend Budet kom, nemlig at man bliver bitter og ted af
selve Laden, sutter over den golde, hellige Tugtemester
som over en Undertrhtter og tnurrer saaledes over Gud
selv, som har givet Loven, saa at det hedder i Hiertett
Ak,-at Gud dog ej havde givet oB en saadan Lov! varsor
stulde Gud forbyde os det og det? Hvorsor tun-de vi ej
vcere fri? o. s. v. Dette er nu Ondstabens Højde, da
man itte blot bar Begærlighed til det onde, men og har
Bitterhed mod Gud og hans hellige Lov.
Men at dette virteligen ster, nemlig at Shnden til
tager i Hiert:t, estersom Busdet vil hindre den, det vil
hver sopvigtig Kristen tunne bevidnez thi just da han ved
Gile Naade blev vaii af Syndesøvnen til dybeste Bekom
ring sor sin Frelse og mev Alvor foretog sin Omsvendel
se, da -Budet, som mest truende strajsede, bød og sorbød i
shans Jndre, og han satte-de de svarmeste og alvorligste
Forscettev, just da blev han mere ulyttelig end nogen
Sinde spr; aldrig havde han før varet saa ilde udssat for
Synden som nu; aldrig havde den saa voldssomt og ihcer
digt raset -i hans Kød med Lyster og Begæsrligheder som
«nu. Ja, da ster det ofte, at al den Fromhed, paa hvilten
shan maaste i jlere Aar bar arbejdet med saa megen Osm
sorg og mange alvorlige Forscetter, og som han hat elstet
og bevogtet som sm dyreste Stat, nu ramler — ramler
overende ligessoni en anden med Ho og Straa paa Sand
grund opssrt Dam mod Syndens Flod; hans Retsaerdig
lhed er sorstyrret5 han synder i en Grad, som han aldrig
sur hat synsdetz han sutter, han beder, han staat op, men
salder igen; nu staat han der nsøaen som et sorstrcektet
sog sortvivlet Øjewvidne til al den jamsmerlige Forstyrrel
ise, som ingen mennestelsig Kunst eller Bisdom, ja itte
engang Guds heMige Lov tan hindre, esterdi det just var
ven, der stemtaldte denne .Forstyrrelse. Hvad vil vi da
,sige? At Loven er Sond? Det svcete langt fra; men jeg
»tendte itle Synden uden ved Loven; thi end Begcerlig
yheder kensdte jeg itte, der-som Loven itte havde sagt: Du
jstal itte beaaere. »Da tog Synden Anledning as Budet
sog virtede al Begcerlsighed i mig; thi uden Lov er Synden
d-d. —- Saa er daLoven ·hewig, og Bsudet er shelligt og
retscerdigt og go«dt. Er da det, ssom er gosdt, blevet mig
til DIM Det viere langt sta! Men Synden er bleven
det, sot at den ital-de tendes som Synd, da den formedelst
det gode bevirtede mig Dsden, paa det at Synden forme
delst Budet stulde vorde overmaade syndig7 thi vi vide,
at Loven er aandelig, men jeg tødesligt solgt under Sim
den; ttyi jeg ved itte, hvsad jeg got; thi det gvsde, svm jeg
vit, det gør jeg itte, men det onde, som jeg hader, det
gør jeg« (Rom. 7, 7. 12—15). Mært Ordenex ,,jeg er
folgt under Synden, jeg gør itte, hvad jeg vil, men det
jeg WIN- det got jeg.« Dette er just, hvasd man stal
leere, og da man itte grundig not tan leere og tro det
ved Ordet, fom siget os det forud, saa maa vi lære det
ved den bedtøvelige Etfaring. Havde Petrus lige grun
digt troet Krifti Ord om sm Svaghesd, som han erfarede
den faa Timer dekefter, da han havde fotnægtet og for
svoret sin Herre og Frelser, da havde han undgaaet den
bitte Erfaring, da han »int ud vg grced bitterlig«. O,
hvor det er vansteligt og toster mange bedrsvelige Erfa
ringer, inden Menneftet dliver saa aftlaesdt og ydmyget,
faa overtydet vsm sin fortsadte og fordømte Tilstand, at
han ej oftere vil forspge at ftelse sig selv ellesr i det mind
ste gøre noget dertil. Men sasa længe han endnu har no
get uforsøgt, noget, som han endnu selv maa blive eller
gere, saa fasat Kristus itte Lov at vcere Frelser alene;
og saa lange maa han fotblisve under Lsovens Aag, uhjul
pen og ulytteliig, indtil han udarbejdet og udmsattet salder
under Byvden, opgiver Tilliden til alle egne Bestrccbelfer
oa Anstrengelser og falder som dsød for Jer Føsdden
Da forst bliver det bedre med cham Denne saa nyttige
Fortvivlelse vilde meget befordres og paastyndes, det
som man ret tom til at give Agt paa sit onde Jndre og
betccnte, at Gud set til Hiertet, til Tanter, Hu og Lyftz
betænte, at Mennefket umulig tan talsdes from, naar tun
IHaanden eller Gerningen tvinges til det gode af en frem
’med Kraft, af Loven, idet Menneftets fornemste Dele,
Hierte, Hu og Lyft ete Synden hengivne, og han dertil er
forbitret paa Tvsangem paa Loven, Paa Gud; og itte en
gang dette Onde tan Loven tage bott, men heller opvætte
det. Betæntes dette ret, da sial han snsart fort-vivle over
Lovenz over sig selv sog give alt det tabt, som er i eller
tan komme af Loven, og give sig hel og holden under
Gusds Dom. Da hedder det, at ,,Mundsen er tilftoppet,
og Mennesiet er bleven slyldig for Gud«. Og dertil er
det da iscer, at Loven er gsivet. Da vil Gud intet mere
have af Synderm end at han nu, faa fortabt og fordømt,
fom han er, tun ladet sig ·ftcente Naaden som Naade af
Kristi Fyslde og ttor og modtager det-, som er sket i Krifto
Jesu; og — alt er ftrats bødet, alt er vel! Da betræfter
sig disle Striftens Ord, Lsoven tom til, for at Synden
stulde blive overflødig, men hvor Synden er bleven over
flødia, der er Naaden end overflødigere.
»Saa at Loven er vsor Tugtemester til Kristum, paa
det vi ftulde vorde retfærdiggjorte af Troen«. Gal. Z, 24.
»Thi Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for
hver den, som tror.« Rom. 10, 4.
! ,,Tl)i det, som svar Loven u«muligt, idet den var traf
ltesløs formedelst Kødei. det gjorde Gud, da han sendte
lsin egen Sen i syndigt Køds Lignelse og til et Synd
ToffetR Rom. 8, Z.
! »Chriftus haver fritøbt os fra Lovens Forbandelse,
z»der shan blev en Forbandelse for os; thi der er strevet:
,,Forbandet er hver den, som hcenger paa et Træ«.
Gal. 8, 13.
5te Dag
VE have set Lovens første og fornemfte Øjemed. For
uden dette hat og Loven den gode Virtning, at mange
ellers uaudelige Mennefter af Frygt for Straf holdes i
Tømme og itle som vilde Dyr forftyrre almindelig Tum
hed og mennesieltg Orden; og endelig, at de troende, de
frigjorte Naadens Børn, have i Loven en god og tcer Ve1
leder eller et gvdt og paalideligt Vejkort, en klar og sikker
Tegning til det aandelige Has, som bygges af Tro og
Karlighed i deres Hierter. Men om disse Loveng Entbe
der siulle vi denne Gang ilte handle.
Efter at vi nu har fet Lovens fotnemste Øjemed,
flal lvi og let se, hvad der er dens rette eller urette Brug.
Loven er given, paa det hver Mund flal tilstoppes,
da al Verden vcere flhldig for Gud; og dog er der utallige
Mennefter midt i Kriftenheden, som gør Loven til sin Sa
lighedsvej og sage ved den at vorde retfærdige osg falige.
Se her, den første, ftvrfte og almindeligfte Misbrug af
Lovenl Heraf fremkommer tvende Slags ulykkelige Sjcc
le: Først de grovere og finere Farisasere, hvilke, naar die
øve nogle ydre eller indre Lovens Gerninger, insdbilde sig
da, at de ere Kriftne, fromme og retfcersdiqe. De ved
not, at Farifæcrne ej vare Kriftnez de tro not, hvasd Pau
lus lakrer, at ingen lan blive retfcerdig af Lovens Ger
ninger; det er ittc deres Mening at slaa ind paa denne
Vejx men det er gaaet til med dem paa følqensde Maade:
De ere· vatte af den almsindelige Verdienstummel til at
søge sin Frelfex de have begyndt med sin Osmvendelfep
at læfe Guds Ord, bede, fly Verden og Synden, gøre det
gcsde, som alt i Guds Ord tydeligen fordre-B, og de have
heri haft Lylke, for hvillen de vil tatke Gud alene lLuc.
18, 11), faa sde og have faaet Fred. Disse, som faaledes
ere blevne bedre og bedre, som have haft faadan ulhkkelig
Lykle, at de have fundet Trost og Ro i sin egen Bedring,
ere lomne dertil vaa fotftellig Maade; førft vare de maa
ste aldrig ret ovvalte, men blot ,,ovettydede«, overbevifte
om, ast den aln1-in"-delige brede Verdensvej ej fører til Livet;
de bettcede derfor en anden, og mene snart, at naar de nu
vandter en anden Vej enid Verden, maa vel salt for saa
vidt viere rigtigt. De aflagde adstillige af Verdens Syn
der og antoge adskillige kristelige See-der oa Stille, men
kunde ej høre eller fornemme den lvigtige Oimftcendighed,
at Gud fet til Hiertet og træver Hu og Lnft tsil det gode,
ejheller forftode de sig paa eller betymrede de sig otn, hsvad
Genfsdelfe vil sige, men nøjede sig mod den naevnte paa
tagne Forbedting vg- Fromhedz vg- naar de undertiden ej
vare tilfredfe med denne, faa tcenkte de strats: »De Krist
ne have jsv sine Brsfh -men Gud er jo naadig«, og de vate,
mente ide, ,,ikte under Lovens, men uwder Naaden«. Der-l
hos Plejede de og sat prutte vg atkordere med Loven og si-;
ge: »Bei og det tan intet Menneste holde, og Gud kan ikke
fordre det«, og faaledes ordne, de felv sin Vej og fcette
Maalet for Hellighed fasa vasfende 1højt, at sde itle behøve
at »vcete ftyldig for Gu- « Have de end forftaaet, at Lo
vens højeste Øjemed er at svirke Shndserlendelfe, Angek»
Sonderknufelfe, faa have de og ment at have bette, naar
de have haft Samvittigheds-Kval over en og andeu»
l
Synd —- hvilten Synlvöerkendelse ogsaa Cain havde —
men hvorunder de dvg altid have haft til-bage en oa and
gvd Side, t. Eis. en god Villie, et gvlvt Hierte m. m
og saaledes have de alidtig i sit hele Besen iværet under
Guds Vrede og Dom. Dette er Hovedsagen i en fals«
O«mvendelse, s— det er umulsigt at opregne alle forstellis
Maader og Befe; smen i erthed sagt: Naar de aldris
ganste have tabt vet gamle falsle Haab paa Guds Nac
de, aldrig ere tomne tillort med sin Omvensdelse ellet
blevne med sit hele Bæsen fordømte og indesiuttede under
Guds Dom, saa har Hovedsagen i en sand Omsvendelse
altid manglet. Luther siger deom, 1 Præd paa Z. Pack
ssesdag:
Forst: Med en ret Anger vg Ruelfe menes illel
Striften en saadan egen selvgjort Tanle, som man hat
taldet contritio og attritio, hel og halv Angek; men des
,opstaar da, naar Samvittsigheden begynder virkelig at
gnave og tvcele dig, og Hiertet mev Alvor frvgter for
GUDS Vreve og Dom, itte blot for de aabenbare, grade
Synders Skyld, men ogjvr de itærte Baand, som du set
og føler has -dig, nemlig idel VantrrY s vraat og Ulydigs
hed mod Gud, og fom Paulus siger: Fjenvitab mod Gus
i dit Kød og Blod med allehaande Lyster og Begceringete
hvori du er skyldig, og derved hat sortjent Guds Vredg
saa at du i Evighed burde kaltes fra hans Ansigt oa lara-n
de i Helvedes Jld.
»Denne Ruelse og Anger gaar altfaa ikke siykkevis
over enkelte Gerninger, som man har begaaet aabenbatt
imsod de ti Bud, — hvorunder man gar Forstel paa sine
Gerninger, for at man dog skal sinsde noget gvdt hos sigx
men den maa gaa over hele din Person og alt dit Levnet
og Væsen, ja over hele din Natur og vise dig, at du ligit
ger under Guds Vrede og er fordømt tsil Helvede. —- —
Tlhi. hvorvel det tan begynde med Anger over en eneste
Synd, fom naar David blev strasset for Hor og Mord
faa gaar det sidenefter over dit hele Liv og Levnet og ka-.
fter dig paa en Gang som med et Tordenslag fra Himme
len hel og holden under Guds Vrede og siger dig, at d
er et Helveides-Barn, da dit Hierte saa forskrcetkes, at h
le Ver-den bliver dig for trang.«
Det andet Slags af dem, som gør Loven til Saligt
hedsvej, sva søge sin Retfaerdtighed i Loven, ere disfe steh-«
se tvivlende og ulytkelige Sjeele, der bestandig ser, at der
enldnu mangler noget i deres ·Omvensdelse, men dog ved-.
blive at haabe, at de ved fortsat udhvldende Bøn og Kantp
og Strid skulle med Tiden vinde — overvinde det onde c
sig og da tilegne sig Naaden i Kristo. Disse ere ikke satt
uoplyste, at sde tro at kunne retfcerdiggøres ved Lovens
Gerninger fhvorved de dog mene ydre Gerninger); »wen«
— tænte de — ,,Hjertet, Hjertet fsordrer Herren, Kærlige
beden, Angeren, stmygheden, B«ønnen, se, disse ere de
Oste, som behage Herren«; og faa søge de ved disse in
dre, aandelige Lovens Gerninger at blive Gusd vehagkisisp
gere vg ville ikke, at dette sial hedde at spge Retfcerdighes
af L-oven, men de mene, at det alene er »en ret Omveny
delse«, som Gud udtrytkeligen trcever, og saaledes hat.
Egenretfaerdighedens sStnsitte tun lagt sig paa de iner
Dele, hvoraf en endnu dybere og pinligere Sygdom et
vptvmmet. — Men hvadl hat da Gud ikte fordret dette
Jndre, fordret Omvendelie, Angek, Kaerlighed, Bocm —
Svar: »Hm han ikte ogsaa fordret sde ydre Gerningerlä«
Derom er ilke Spørgssmaalx det er tvcertimod alle-rede
tyddeligen visi, at Gud i sit hellige Ord førft og fremfvt
alt fordrer dette Jndre, svm er just Hovedlceren i Losvery
iscer i det forste Bud; men Fejlen beftaar deri, at man
søger ved disse tydre eller indre vaens Gern-irrem at blive
Gnd velbehagelig, at man gør dem til Salighedsvejz og
stønt man selv ikke tror vg marker det, faa er dette bog
uncegteligen til Siede, naar det i Hiertet hedder: »Es-us
jeg kunde ret angre, ret bede, ret elsiez bare jeg ikke var
saa told. saa haard, saa livløs, saa siulsde jeg tro, at GUH
var mig naadig«, o. s. "v. Saaledes indvender vg stridet
det arme Hjerte mod Herren og hans vise Hensigt metf
os. Det var Guds Mening med Lovens Fordring, at du
skulde finde dig at ,,-være siyldig« — iscer i det Jnlvrez
thi det Ydre kan man hellere fuldkomme — men du der-.
imod vil sinde dig efter det Jndre at vviere Gud behagelig
Dette er ida Aarsagen til, at du aldrig finsder fand Frev,
aldtig tommer til vis vg klar Sag med Gud, men slides
og kastes hid og did; thi du vil ikle lade alt, alt hvad i
dig er, vcere fortabt og fordømt, men du vil nøsdvendig
vinde i din Beftrcebelse med Loven; men denne Vej gaat
det itke; nej, »h-ver Mund stal tsilstoppes, vg al Verdett
sial ver-re siyldig for Gud«; ellers faar Kriftus ej vaere
alene Frelfer og helt fortabte Synderes Fresser-; vg ellers
er Kristus død forgaesves! Gal. Z, 21..
Gortscettes.)
!
IGode BØSEV- fom anbefale5:
! -
!
Mitillm Rofcnballm. w Foktæuiug fka ipviske Krebs-.
125 Sider, i Omslag, 25 CARL indbunben 50 Ce11t5.
Martyten i St. Andrews. Es Bill-» km km Mk
Kitke. 98 Sider, i Omflag 20 Cents, indbunden 40 Centik
Martyrerne i den lutherste Kitte. Omspk sk
Tyst. 224 imaa Sidet, inbbunben i Shirtingzbiud 40 Gent-.
VkU HUIX Eu Ist-klemmt Fpkmaing skq akistiTiv. Eis qf
Amerikas bedste Bsger. Af Lewiö Wallace paa Dunst veb
Bill-. Pullen Pris, gobt indbunben, s1.25.
Din Bruders Blodo Eu Fortælling, fom stildket Ldveti
Orienten, fangstende og interessant Pan Dunst ved N. P
Madsen. 174 Sidet, i Omflag, 40 Cents.
Herren er mit Skjoldd En Fortcelling, fom stildtet bsi
kristelige Liv i Ruslantr. 150 S» i Omst. Zär, kahl-. soc·
Bester sent-es portoftit. Betalinoen bebe-I indfendt sammes «
med Besiillingen· Frimcerker mobmges iom Zeinling.
Danish Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebrask
