—- ..-·«-— ,
. Klar ufvigelig
Vejledning til Fred.
Udvalg i tro Overfasttelse af C.O.Rofeniu5’5 Skrifter,
otdnede til Bettagtninger for hver Vag
i to Inaaneder, med Bistand af Bistop N. J. caache.
Forord.
Rosenius’s Beitagtninget et saa righoldige, faa cegte
og gedigne, saa oplyfende og vejledende, at de i sm Slags
et enestaaende. Enhver Herren-s Tjenet hat sin Nat-de
gsave. Rosenius havde i fortrinlig Grad faaet Rande ns
Herren til at' lede valte spgende Sjcele til Jesus, hjcelpe
saadanne til Lys og Klarhed over Naadens Bej, føte
dem nd fta Lovens Troeldom til Evangeliets falige Er
lendelse af Aandenö Ftihed. Hatt et af Guds Naade
bleven en Mester til at thdde op derinde hoö saadanne
Hierter og laste Lys over den rette Vej til Tto og Frev·
N. J. Laachr.
»Kle« og usvigelig Vejledning til Frev« et en Bog
der svaret til sit Navn. Jeg hat ndbtedt tet mange hun
drede Etscmplateh og alle Vegne, hvot den gennem denne
Udbredelse er bleven tendt, er den kommen i Ry for at
væte aldeleg -ntageløs. Rigtig mange salighedsspgende
Sirt-le har fot mig udtalt, at denne Bog var det Middel,
Herren brugte til at føre dem til en levende Tro paa de
tes Frelsen Flete as disse hat -i Aarevis fotgcrves spgt
efter fand Frev. Ligelesdes shat alle de celdte Kniftne paa
de Egne, jeg fæt·des, som hat fotflasset sig Bogen, og
hvig Bedømtnelfe jeg hat haft Anledning til at indhente,
enftemmig erllcetet den for at vcere den bedfte Bog i sin
Stags, de hat leit; at den Paa en Gang er grundisg,
llar, tydelia og enfoldia, ligesom den ogfaa et alsidia, da
baade Lov og Evangelium tomtner til sin Ret, baade den
rette Omvendelse til Gud, den fande Tto og de cegte
Tteeng Frngtet er behandlede.
P. G. S a n d.
Mundtlig og ftriftlig hat jeg modtaget Yttinget om
dette Sttift fom disse: »Det et den bedste Bog, jeg hat
set-« — »Det er et udmaettet Sttift.« —- »Det et en mage
loE Gabe, den Mund hat til at ftemlckgge Saligheds
rejen.« —- ,,Jeg hat aldtig haft saa ftot Nhtte af nogcn
Bog.« — ,,J san mange Aar hat jeg tumlet hid og did.
ledet og spgt eftet Naade og Fted uden at tomme nogen
Vej, men da jeg sit denne Bog, lysnede det op« o. f. v.,
o. j. v.
Rosenius hat ved Guds Naade trcengt ned i Hemm
liaheden, ned i Dybet af bnade Loven og EvangelieL
Han btuget digfe to Hovedlaetdomme, dette tveceggede
Svattd, ovetalt i sine Sttiftet. Te, som menet, at Rose
nius dtivet ensidig paa Evangeliet, taget ftotlig fejl. Hatt
hat en hel Lov og et helt Evangelium. Halvheden i disse
to Hovedlcetdomme hat vætet Kittens Grundfejl fta det
2. Bluthund-rede Luther btagte disse Grundlcetdomme
for Dagen igen, men Lyset, Reformationen, trwngte ttle
fttats helt igennem, itte engang i de lutherste Lande.
Jblandt de Guds Mcend, som hvet eftet sin Naadegave
fortsatte med Reformationsvættet, et Rsosenius en af de
meft ftemtagende, uden just at tænte paa at vckte Re
formator. Det mefte, han stren, var i hans Tidssitift
,,Pietisten,« der udtom i Stockholm i en lang Rette af
Aar paa Foftetlandsstiftelsens Fotlag, og det var sen-de
les meget, Rosenius sttev. De halvtatholfte Theologer
gav fig da til at fotsplge ham mete og mindre bittett og
ihcetdigt baade i Strift og Tale, og en Del af de valte
Lægfolt ststtede dem deri. Dette dtev Rosenius til end
indetligete at traenge ind til Herren og ned i Dybet af
hans Ord, hvotved han sattes desto mete i Stand til at
sttive samt tale i Ritter da Bedehufe tlatt og uigendrive
ligt. De tedelige og sandhedssøgende blandt hanö Mod
«ftandete,.navnlig blandt Lægfoltet, tndfaa efterhaanden
detes Vildsatelset sog blev Tät-sentqu forttoltge Venner.
De vilde da tatte Herren tusinde Gange fot Rosenius’"—:
«Striftet, ved hville de selv var komne til sand Frev, og
da vidste de, at var nogen i Sandhed sluthetst og helt og
tent apoft-olisl, da var det R» Stden den Ttd et der ved
Rosent113’s Stkiftek gaaet et stott Lys og meget Liv op
for mange tusinde Sjæle, navnlig t Svetrige, N«orge.
Danmatt og Nordamerika, hvilte nu jaget efter at grtbe
Kristus mete og mete, ligesom de et gtebne af dam. Hek
ten være lovett
E. Fotseth.
Förste Raska
Im Gnds heilige Lav.
.Bl vide, at Lotsen et god, deksom
nagen bkugek den lovligen.«
1.Tisn.1,)5.
1 s te D a g.
Doktor Swebilius siger, ,,at Loven er as Naturen
nogenlunde kendt, shvorimod Evangelium er en Hemm
lighed, stjult for asl Famuka Dette er san sandt, faa
treffende sagt, og bog shekskt der i Kristtnheden ofte den
ststste Misfokftaaelse og Misbtug af Loven, en Misset
ftaaekse og Mägdqu som vokdet, at den ganste Lov og alt
Gut-s Orv bkkver qldeles uven Kraft og Nycte, og Sjelem
derved fvtdærvebe i 'diælpelsöhed. Dei er de beiænkeligstå
of disk Miöforstaaelser og Miö«btug, som vi- nu nnd
Guds Bisiand ville pawpege.
Vi tsale altsaa ikke her om Lovens Fotagtete, hvis
Dom et fort —- og let sen-staan thi enhver begribet not,
at Gud ille tager dem til sin Himmel, som ille blsot er
urene og sytrdefulde, men endog foragte hans hellige Billie,
f f- ? - «- ' .-.-.1 j -
r——— f »s
I« , « , « 1
— thi hdad er del Laden nden Guds heilige Villie? —
Den, som foragter Guds Villie, faragter Gud, ag aldrig
hat man vel et eneste Løfte am, at Gud dil verre sine
Faragiere n-aadig? Er du strdbelig ag shndig og hat
stddt an imod Guds Lad, saa er Guds Naade endda stor
not til at sorlade din Ssthld for Kristi Styld; men for
agter du Gud dg hans Villie og ikke engang prdver paa
at elske og ihde ham —- hdem Lan dente, at dette skal sor
lades? —- eller thvorledes tan du endda tra, at du er paa
Bei-en til Hirnlen? Stands et Øjeblii ag tæni paa dette!
Vi har altsaa her en Sag for os, der iile ladet sig saragte,
men as alle maa holdes saa vigtig som seide Saligheden.
Men di sial snart finde, at det iite er not at agte og brnge
Lsosvem der udfardres at »drugd den lovligen«, det er
retteligen.
Apostelen Paulus skriver om sine Brødre is Jsrael,
at ,,de have Nidtærhed for Gud«, ,,jagede ester Reism
digheds Lod«, ,,læste Laden« m. m.; men at han for deres
Stde hadde en stor Sorg og idelsig Pine ii sit Hierte, at
han for dem Hnstede at vcere udeluttet sra Kristsa -—— om
han derded innde srelse dem —. Hdad dar dsa FejlenZ
Jo, siger han, ,,naar de læse Laden, haenger der et Dæite
for deres Øjne«, saa ,,de tragte ester at oprette en Egert
retfcerdigihed«, d. e. (Ram. 9, 2, Z, 31, 2. Kap. Z, 15)
de lade itte Laden tjene sig til Straf, Dam, Hiertets
Evndertnuselse ag Tugtelse til Kristurm men gøre den
til sin Saliahedsdej. Men nu er Lodens egentlige Øjc
med og Virtning at deckte, lnuse og dride Syndere til
Kristutn, som er Lodens Ende til Netsærdighed for hver
den, som trar (Ram. 1(), 4). Thi det, som dar Laden
umnligt, idet den var kraftesløs formedelst Kødet, det
ajarde Gad, da han sendte sm San i syndigt Køds Lin
nelse (Ram. 8, 3). Den, som har Sonnen, har Livet:
den, som itte har Sonnen, har itte Lidet, thi Livet er i
Guds can tl Jah.k· ).,12) J ham og ingen anden er
Salighed tle G.4,12) Derfor er, sont Paulus stger,
Laden vor Tugtemester til Krisium thJDal «, 24) Dette
er Ladens Entbedez den er den Johannes, som del itke dis
ber med Aand ag Jld, men med Omvendelsens Daab ag
lsereder Herren et velstiiket Falt; den er det Ferngsel,
hvori di ,,bevagies til den Tro, som stal aabenbares, for
at di ian darde retscerdigajarte af Troen« (Gal. Z, 23,
24).
Dette er altfaa den første, starste aa allersarligste
Mizbrug af Laden som gar hele Laden nnt)itia, gar-, at
dens Ljemed ganste sarf eiles; oa naar Laden er gjort
nnyttig, naar Saltet har ntistet sin Kraft hdormed stal
man da falte, dæite aa tnuse? Oa naar Hiertet itke er
farer Ladens Kraft til Sanderinuselse. da blider oa Evan
aeliuni unntiat da Kristus med al sin Fartjeneste unhitigx
thi ,,de tarste have itie Lægen behosv, men de, som have
andt,« de, fam er bledne shge ded Lodens haarde Rege
rina. Men naar daade Lod dg Evangelium, naar hele
Guds Ord itte mere har nagen Kraft paa et Hierte, da er
Mennestet redninasløst sortabt, tan itie frelseg.
Men lad as ncrrmere se, hdorledses det gaar til at
gare Laden da alt Guds Ord unhttigt. Dei sker som sagt
derved, at dn gar Laden til Saliahedsdej, i Siedet for
at den skulde viere en Fardammer ag Tugtemester til
Kristum Dei sier -derded, at man afprutter, joevner og
mildnier Herrens Bad og Domme, saa de kunne passe es
ter Synderens Menina ag Smag eller i det mindste ester
hans Evner. Man siger: ,,Det og det sarmaar ingen
dødelig at gere, derfar tan det iiie vcetre Guds Mening at
fordre dei; thi Gud kan ikte have satdret niere, end di
tan gdre«. Dette er Grunddildfarelsen. Paa denn-e
Maade bliver itke »hver Mund tilsiappet og al Verden
siyldia for Gnds Dom« (Rvm. Z, 19). Kunde et eneste
Menesle fuldiomme Guds aldorlige Krav» saa dled ikke
det Miennesies Mund tilstappei, men han vilde knnne
rase sig sor Gud.
Den, som vil staune, hdarfor Laden træder mere, end
vi nagen Side farinaa at gere, samt hvor langt Laden
gaar i sine Fordringer, bør betcenke, hdad Laden er. Lo
ven er intet andet end Guds Hellighed Guds hellige Villie
asrtytt i mennesielige Ord og i Mennesteis Santvittighed
— da saa langt, som Guds Hellighed strækter sig, netap
saa langt gaar hans Fordringer. Det er Laden, sont
siger dia: Ai og det dil Gut-, det og dei Vil han itte
o. s. d. Oa nu er det Hart, at denne Guds Billie maa
trcrve for-get Retsccrdighed as dig, indtil du er bleden
saa hellig som Gnd selv; thi hdad han ej selv dil gere, det
vil han ej heller, at du stal gute. Han siger heller aldrig:
Dei ag det vil jeg itte, men sordi du begærer det, giver
jeg dig Tilladelsedertih men han siger: Vorder heilige,
thi jeg, Herren eders Gud, er hellig (3. Mas. 19, 2). Naar
di betcente dette, at Laden er blot Guds Hellighed, Guds
Villie, da forstaa di, hdorfor den itie i et Bogstav eller en
Tsddel kan sorandres eller lempes efter den saldne Slægts
Sir-beligheder, thi da maaite Guds Heriighed have Ende.
Og den, som saar Naade til ret at tigge ind i Lodens
Hellighed, tan- iiie lakngere haabe at blive snldtommen for
Gud, d. e. blisve lige saa helleg som Gud seid, men maa
visseligen ydmyges ag sanderinuses. Den som haaber at
blide retfeerdig ved Laden, har ,,D(rkket« for sine Ihne,
er blind og ded ikke, hdecd Laden træven
Men du starr: »Man tan del itke blive som Gud
eller aldeles suMdnrmem men man sdtl gsre saa megct,
man sorntaar.« Aldeles itket det antdger ej Gud. Du
stai giøre ait, ellers er dsu sordsmt vaen lyder saa:
Forbandet vxere den som ikie holder alle Ordene i denne
Lov (5. Mos. 27 26); og en Apostel i det nye Testamente
siger: Hvo, som holder den ganske Lod, men siedet an i et
Bud, er sthldig i alle (Jai. 2, 10).
Men du sitzen ,,Gud er jo ddg for Kristi Styld
naadig; saa han tilgiver mig, om jeg ikte ian suldtdsmme
alt-« Aldeles iite naadig mod nogen, som staar i Styld
til Laden. Dei er noget ganste andet smed dem, som ded
Jeden have Kristt Reiscerdsiighedz disse er ikke i ringeste
Styld til Laden, thi de have ved Krisinm —- ved Kri
an just den Ressærdighed som Laden trader (Roin.
8, 4), just ,,det, som- var Laden umringt idet den dar
tvasieslfl sormedelst stet, det gjorde End, da han sendte «
fin egen Sien« o. i. v. (V. 8); tart: De er ikke under
Laden men nnder Naaden (Rom.6,14,15) Men den«
som er under Laden, saar itte et enesie Gran estergidet,
hdiltei Jesus selv sorsitrer: Jkte et Bdgstav Mr en Tad
del as Laden stal sorgaa (Matth. 5,18).
, P- » » « ZJst-;- "---«F—---- :
O, hvillen stot Sjcelestade, at man ej bete-nich at
der et somme Mennestet, sont et under Laden, men andre,
sont itte et under Loven, men under Naaden, (Rom. B,
19; 6,14 og 7, 4., 6) og at disfe to Slags er under helt
ulige Dom. Vel et Naaden i Kristo meget stot og rig,
men itte det ringeste detaf lommet dem til gode, som et
undet Loben, som ville svære »Mose Disciple« (Joh. U
28). Apostelcn Paulus siger, at »so-I mange, som holde
sig til Lovens Getninget, et under Forbandelse (Gal.
s, 10). At fottie og farbigaa dette og -i Sstedet pticedite
Kødsets Evangelium, d. e. afptutte, udjæsvne, ftadtage
fta Loven det, som Syndeten synes et for strengt, — flytte
Maalet for Hellighedsbesttcebelsen saa lasvt ned, at Sim
deten naar op til det — hvotpaa da folget Selvtilfteds
hed, Egentetfætdighe«d, Sitterhed — dette et den aller
fatligfte Misbtug af Loven. Paa denne Maade gaat -hele
Laden-s egentlige Øjemed tabt, sont var at lnuse, dtive,
tusgte, ille til theldommens Aag, itte til Fortvivlelsens
Afgtund, men til«Kristum, der ,,et Losvens Ende til Ret
fcetdighed for hvet den, som ttor«. (Rom. 10, 4).
Men sdenne Udjavning og Lovbraaddens Afbtytdelfe
stet ligeledes sved at overtale sig selv ellet andre til at
haabe paa Fremtidem hvad der endnu mangler i Lovens
Opfyldelse, ftal med Guds Aands Bistand heteftet ste,
og naat man da hat vundet Sejet, saa er Tiden kommen
til at tilegne sig det fulde iBseløb af Ktifti Fottjeneste.
O, ve! hviltet Sipil af chevelenl Tant, om Døden lom
over dig i Nat, saa et du jo fotdømt, da du ej endnu et,
fom du bøt vaete. Du svatet: »Jeg hat det Haab til
Gud, at han itle tager mig bott, føtend jeg et beredt til
Himlen.« Det et stønt not, at du hat saa gode Tanter
tm Gud; men hvor staat det sttevet, at Gud stal vente med
Dødem indtil du blivet saa hellig, sont Loven ktævet?
Da maatte du not aldrig dø. Og vi spøtge: Hat du itke
faaet Guds Aands Bistand? Er du vis paa, at Fejlen
et has Gud og hans Aands NølenY Er du sittet paa,
at du tet hat anvendt hans Naade og tet bedet om hans
Hjælp, vaaget og kæmpet i hans Kraft saa alvotligt, fom
du butde? Ovetvejet du deckte, faa findet du maaste, at
du intet hat at vente paa, som Gud itke alletede hat given
Siget du da, at vaa den Maade et du fortabt, saa spa
res3: Det var just det, som Loven vilde vife dig, for at du
runde leere ganfke blottet at fly til Jesun1. Da behøvet
du itke at vente pasa Fremtiden, men Guds Rige et hos
dig. Just den Retfoctdighed, som Loven ttæver, men som
den itte kan flosse, tan du nu strals vinde paa en anden
Vej, nemlig ved Troen i Jesu Blod.
2den Dag.
»An vide, at Loven er gek« bei-som
nogen brnger den lovligen«.
l. Tim. l, S.
Voate os man vi som for selve Djævelen for denne
liedraaeliae tldlteggelse as Laden, at vi selv kunde fuld-:
komme den, — og for den Tanke, at man ej lan dø salig,
førsend det er stet, san man derved i sig selv er bleven ren
og snldlommen; thi under den Tanle ligger en stjult An
tilrist og en Snigmorder: en Antikrist, som med List Vil
gøre Firisti Blod nnødiat, som vil stge, at Kristi Blod
tjenet til ingen Ting, eller højst til et Helliggørelsesmid
del, nien ej til Synderens Forson-ing, — en Snigmorder,
som enten med falsk Trøst paa egen Retsærdighed eller og
med en pinende Trceldomsaand bringet Sjæle i For
dærvelse. Nes, jo hedere det ier ved Sinai,« jo strengere
og tydeligere Guds Lovs alvorlige og aandelige Krav
trcenger ind paa Sjcelene, desto bedre for dem, desto før
saar dse Trost, den Trost, som gælder; thi desto før beta
ges dem den salste Trøsi, Haabet paa Lobens Netfær«dig
hed, og da nødes de til at søge en anden Mand, ham, som
bedder Jesus, og saa bliver der Saliglhed Mangen en
hcrom vanlundig siger2 «Nsaar man saa strengt driver og
dømmer, sna bliver Mennesket modsløst og lan hverken for
trøste sig paa ham eller faa Kærlighed til ham.« Spar:
Slal vi dersor sotinilde eller ophceve, hvad Gud har talt?
Hvo er du, som vover at sorsalske og sorandre Guds Bud
og Domme? Men lccg Meerke til, at det er ikte Trost og
Kaerlighed til Gud, som Synderenførst behøver, men ct
sonderknust Hierte· Al den Trost, man tager af Lovens
Retsærdighed, er forbandetx det er en sale Trøst. Det er
denne Trost-, som naarrer Sjcele til Trceldom, Egens
retscerdighed, Hytlersi og er Vejen til Helved'e; det er
denne Trost, som Loven bør tage bort. Mært videre, at
der gives intet bedre Middel til at fremstynde Sjcele til
Trøst end at fremholsde Loven saa streng, som den er,
thi jo for de betages al Trost i egen Retfærdighed ved
Loben, jo før annamme de Kristi Retsætrdighed i Evange
lio. Naar Johannes sagde: »Hvo visstse eder at fly fra
den tilkommende Vrede? Øtsen ligger allerede ved Ros
den as Trceerne7 lhvert Trce, som ikle bærer god Fragt,
sial afhugges og tastes i Jlden; da fornedrede han Gier
tets) Bjetge og Høje. Derpaa sagde han: Se det Guds
Lam som bærer al Verdens Synd! Da ophøjede han Da
lene, og saaledes beredte shan Herden jævn Vej («Math. Z:
Luc. Z; Joh. 1).
Men som vi nu have fundet, at Lovens sprste og
egentlige Virtning er at søre Synderen til Ydmnghed ocJ
Syndserkendelse, saa spørges: Hvordan bør denne Sim
defølelse være for at vaere rigtig? -Svar: Det er ej not at
lende blot Gerninsgsssynderne og de udvortes Forbrydelser;
thi derunder kan du dog trøste dig med din gode Billie
og fremtidige Forbedring, men Syndesølelsen slal vcere
dyb og grundig. Du maa kende Roden og Diybet as
Syndefordærvelsen, som er Hjertets kødelige Silterhed,
Hytleri. Følelsesløshed Haardhed sog Foragt for Gud,
og at du dersor er en ulytkelig og fortabt Synder. Saa
længe du tkke tender denne Bærme paa Hiertets Bund,
sna lever altid det vigtige »Jeg«, »jeg si-al'«, »jeg vil«;
saa lwer altid din egen Retfærdighed og Sikkerhed, og
da kan du aldrig gribe Kristum og hvile alene paa hans
Fortjeneste. Men til grundstg Selberlendelse kommer man
tjælden strats ved Opvækkelsenz man bliver vel dsa sor- «
streitet, men tkke sorlegen, thi man mener: Jeg ved
Raad, jeg vil omvende mig; Da beghnder Arbejdet under
Loven med at omvende sisg og med at aflægge Synden.
Og saaloenge Idu blot hat Øje Paa disse udvortes Ting,
og Omvendelsen lykkes, saa er dn.haabefuld og bliver i
sws ---- . ,.- xkk -:
» « III
din Egenketfætdighed. Men begyndet du at se paa den
indre Helliggørelse, se, at Gud tmvet Gesteh vg du M
have det renset, da bliver du snart forlegen, thi noat dit
vil elfte Gud over alt, saa føler du dig tokd og asgubistz
naar du vil bede og tcenipe alvorligt msod Svndem lag
ger du dig letsindig sog uden Strid i dens Skød og tun
derhos ikte engang angre og begræde den. Da blivet du
fvrfsrrdct vg sigen Jeg er ganste fvttalzt, jeg er Nichter
-det, jeg et en Hytler; thi hverken strider jeg alvorligt mod·
Synden, ejheller ansgrer jeg den. —- Se nu — netop dette
var det, vaen stulde virte. Hvad er det, du nu kenders
Er det itte Hiertets tødelige Sitterhed, Hvtleri. Hautb
hed og Ringeagt for Gud2 Men det er før sagt, at Lo-.
vens rette Virtning var, at »du stulde læte at kende dette
Onde. Men nu tan du ej trostes; thi det er jo forfaerdes
ligt at vcere saa haard, sitter, hytkelsk m. ni. Men vilde
du da itke have denne Ertendelse? Jo vel, men du vilde
blot have Erkendelse af .Fordærvelsen, men ikle Forder
velsen selv. Men hvorledes stulde det gaa til? Du behe
ver ikke at føle noget vndt, som du ikte har, men tun det
Onde, foin du sselv har. Men nu synes du endog, at du
itke hat nogen Følelse as dine Synder, men at du blot
hat selve Syndem du set dem blsvt, men seler dem itle.
Men det var jo denne -Følel'sesløshed, du stulde føleZ Og
var det itke al Trøst i dig selv du skulde tabe for saaledes
at drives til Kristum, saa at han alense tunde blive din
Trøst? Men nu er det ikke saa let at fly til ham; nu er
det itte saa let at tro. Ja, nu beror det endda paa, om
du faar Naade, uden hvilten du endda er fortabt med alt,
hvad du har erfaret. Nu staar han saa mild og talder:
»Kommet hid til msig alle J, sotn aebejde og ere besvakre
de, jeg vil give eder Hvile.« Dersosm du nu blot holder
Fornuftens Øjne lutkede og taster dig, so·m du er, i hans
ann, saa er du frelst som en Brand af Jldsen, renset i
hans Blod, retfcerdig, salig og glad. Nu forstaar du
Sproget: Kristus er Lovens Ende til Retfcerdtghed for
hver den som tror (Rom. 10. 4).
Vi have da set, at vaen er gvd, dersvm nogen btuger
den lvvligen, og vist baade dens rette og urette Brug ved
YMennestenes Omvendelfe. Men Loven hat og sit Vcert i
tden daglige Om-vendelse, nemlig dels at vise det genfødte,
tetsærdigajorte og benaadede Menneske, hvorledes det i alle
Ting bør stitke sig, og dels naar Kødet vil blive letsindigt,
at straffe og tugte det til at søge Krsistum dagligen. Her
staar endnu tilbage at paapege en Vildfarelse, som vgsaa
i vort Land paa sorskesllige Steder er traiadt frem, nemlig
de Antinomets (vaforkasteres), hvilke anse vaen ovetflø
dig va unvttia saavel til Omvendelsen sosm til den daglige
Fornnelse. Hercned vil vi itke udtale sammse Fkyat sont
den, der raader hos Moses-Is- Disciple, hvilke saavel Im
som i Pauli Tid. naar vaens Gerninger forkastedes
som duelige til Retfcerdighed sige, at man »afslafser Lo
ven formedelit Troen«. Dette er faadanne, der aldrig
thave lcert at stille itnellem Retfcerdigshed vg Helliggørelse,
Lov vg Evangelium, Aand og Kind. Derfvr synes de, at
Paulus fnart er altfsvr evangelisk og aasbner Døren til
Naadeftolen altfor vidt; snart altfok strovng og nøjereg
nende med Kødet og ftrafser, hvad de ville have ulaftet.
Det er itte om disse, vi her tale, men om de virlelige An
tinomek, som tro og paaftaa, at vaen er unyttig til Om
vendelse, hvvrpaa de anføre som Bevis, at aldrig Loben
— men tun Evangeliet — bitter paa deres Vierter. O,
en stor Vildsarelsel Hvad itulde Naaden virte, om Syri
den ikle tenves? Det, siom straffer Synden, er Loven,
ogsaa om den taler gennem Kristi Saat. vaen virter
oftest paa en ukendelig og hemmelig Maade — dog »Shir
den tendte jeg ikte uden ved Loven« (Rom. 7). Endskønt
vaen itte giver Liv, saa gør den da, at Evangelium gi
ver Liv. Loven er Pløjningen, Evangelium er Sehen
Det er sandt, at Vcetften kommer ilke blot ved at pløje;
men den fordrer Sced. Men pløjer man itte Jotden, da
bliver Sarden frugtesløs, bliver Pasa den haarde Overflade
fortørret vg opcedt af Fuglene. Men de, svm anse stven
vverflsødig fsvr de genfødte, der have en villig Aand, aniøre
misfvrstaaede Bibelord, faafom: »Nu, da Troen er kom
men, ere vi ikte længete under Tugtemesteren« og »du
ital itte hinde Samvittigheden ved Lov«. Svar: Jeg
mente ikte Samvittigheden, men dit Kod, hvis du er under
Naaden. Men er dit Hjerte ilte ret for Gud, saa at du
»"hat Lyst til Guds Lov ester det indvortes Menneste, men
’at du vil beholde en vg anden Synd usttasset, —- saa stal
Zog din Samvittighed være bundet, ja, din Sjæl og dit
Legeme vcere bundet til Hel«vede, og ihvad, som er bundet
vasa Jorden, stal vg vcere bundet i Hi-mmelen. Leve J
efter K-ødet, stulle J dø (Rom. 8. 3). Men er du en ret
Kristen, saa er not Aanden villig og behpver ikke at tug
tes ved Lov; men Kødet er svagt, trygt og vndt. Det
behvvet at strafer og tugtes, hvorvm Luther siger: »Ti!
Brudetammeret henhører itke Bidsel og Piste, men til
Stalden og Afenet.« ,,Saa bliver nu stadsige i den Fri
hed, hvormed Kriftus frigjorde os; men misbruger itte
Friheden til en Anledning for Kødet« (Gal. 5, 1. 18).
(Fortsættes.)
thjllm Nvfcnbllllm. En Form-Hing im ist-ists Irr-die.
125 Sider, i Omslag, 25 Centg, inbbunden 50 Cum
Maktykcn i St. Andrcws« Et Billedefta den stotske
Kitte. 93 Sider, iOmflag 20(.sentg, indbunben 40 Gent-.
Martyrerne i den luthcrfke Kitte. Mist sk«
Tyst. 224 fmaa Süden tut-banden i Shittingsbinb 40 Cents.
Bett Hut. Cn sstektanvst Form-mag skq KristiTid. En as
Amerikas bebste Bpger. Af Leij Wallace paa Dunst ved
Wilh. Msllen Pris, gobt inbbunden, sl.25.
Din Brodcts Blodo En Fotmlling, iom still-m Liveti
Okienten, fcengsienbe og interessant. Pan Dunst ved N. P.
Madiem 174 Sidm i Omsiag, 40 Cenw
HAko et mit Oklpld. En Fette-umg, som stitvkek de
kkiftelige Liv i Nachah- 150 S» i Omfi. säc, inbb. we.
Alle Vom-r sent-es vortofrit. Betolinaen liebes indsendt samtnen
med Vesijslinqm Fkimcekker modtages iom Zeinling.
Danish Lutheran Publishing Hause, Blatt-, Nebrask
