—-.»— -..- ---« -—.
— Udttzdse Sjæle2"
(th Fortællinger as Hes ba Strctton.)
Il. Ziliclsael cotio’5 Kors.
Paa den sndvestliae Spidsz as Normandiet, sont tun
ved en snial Vin et adslilt fta Bretagne. staat den matt-:
vcetdiae Granittlisppe, som inan laldet Mont St. Michel.
Tet et en enlig Tap, som pludselig habet sig op as den
vide Zandslade til en Heide as heniniod 400 Fod og saldet
saa siejlt as Inod Vesi, at nasppe et encste Gteessttaa taki
sinde tilsttctllelia Jotd i de forvitrede Spalten Paa
Klippen-H højeste Spids et til Etindting oni Etteengelen
Michael hin understønne Kitte byaget, hvis tene Blin
ninastsstil og lette vZwiletadet i flete Miles Asstand sængs
slet Øjet, enten man et paa Havet ellet FastlandeL Ne
den sot Kitlen, stottende denne med sit solide Mutvcett,
linasxt en stot Btigning, tidliaete en stot Fastnan Slot pg
Janasel med Kerldete da Cellet, soin et huggede ud i
Klippen, ligesoin ogssaa hvalvede Haller og inøtte Kældete,
« nn saintlige sorladte oa ensonnne, tun as og til besøgte
as en Pilegrim ellet Tiitist, som ledsaaet as en Føtet
vandtet iaennein dem. Endnu langere nede langs Klip
pensz ostliae oa sndlige Side dtaaet sia en niørt, ttana
Gabe nied saclsoinme, gamle Huse paa beage Sider. Dei
eneite leistet-s sin tan pagsete Gaden, et en Vandtcette,
sont fotsnnet Vnen ined ftist Band sra FastlandeL Heile
Pladsen et cmaivet as en statt og hoj Vold nied Ba
stionet da tindeltonede Mitte. Den eneste Jndgana dan
neLJ as tte Parte, den ene bag den anden, tnn adslilt fta
hinanten ved en lille aaben Platz. Den midterste as
disse ftcette Potte sotsvateg ved Hierli as to gamle Ka
nonet, som i Aatet 1428 blev taget sta Englanderne, og
som Beboetne paa Mont St. Michel med stadig ny Stoll
hed viset de stemniede.
En stot Sandslette omgivet Bjetget milevidt i alle
Reif-inan den er daetlet enten med Sand ellet med Band.
Th? i Flodtiden et det Band, som hthdet sig mod Gewit
llipttng Fod oa mod Voldenes Granitinute. Men ved
lavt Band, eller soin de stanste siget, eaux moties, set
man intet and-et end en Laien as btun, nøgen Sand,
het oa det nied Vandpyttet i, og af og til støtte gtunde
Damme as Saltvand Langt i det sjerne mod den desi
lige Hotisont betegnet Bølgetnts solvglinsende Schmi,
som glittet i Solstinnet, den sjetne Gtcense, til hvilken
Havet hat ttuttet sig tilbage. Paa alle andre Kantet as
Horisonten hetvet sig et Bælte as lavete Klippen sont i en
Halvltekds med sine lette, taltede Omtids milevidt as
tegnet sig tydelig mod den tlate Himmel.
Den eneste Vej til Bjetget gaat igennem Ssandei.
Hvet Gang Flodbølaen ttceltet sig tilbage, maa der note-S
en ny Vei, lig Spotene i en Snevej. Enhvet reisende,
enten til Fods ellet til Vogns, maa stnte sine Sttidt gen
nein disse tilttaadte Stier. Hist og her stodet man paa
en høj Stvlpe, hvotved et ellet andet satligt Sted paa
Sandsletten et nicettet; ihi det gives luinsl Kvilsand, som,
sljult sot ethvett Ofe, i sottædetisl Taalmodighed lutet
paa et ubetænlt Fodttin Det et Flodbølgens B.teddet,
som dtaget sig hen igennem den btune Øtlen i en lige,
sott Linie, det et asmættet ved saadanne Retter as hsje
Perle, hvet med et Rislnippe paa Treppen Ei sorgeligt,
tepsieslssi, sde Landstab et det, og iniet Liv sindes det,
skndtagen hine ensotnme Mennesleliv paa Bjetget.
Denne lille Familie as menneslelige Verseney der ad
slilte sta Livets stote Strom lignet hin-e grunde Damme,
sont Ebben hat estetladt i Sandet, tællet nasppe halvandet
hundrede Sjæle. Mcendene et Fislete7 thi anden Be
stæstigelse tan der itte væte Tale om mellem de ustugtbate
Klippen Ogsaa Kvinderne og Bøtnene vandret Dag es
tet Dag over det slade Sand og stget spiselige Muslinget
i de smaa Vandpytter; Etloet bæret detes Passiat langt
hen genneni den stille Lust, og detes Slygget saldet
lange oa ubrudte paa den btune Ødeniatt Nu og da set
nian den sotttlædte Stittelse as en Ptæst ellet Mant, en
as dem, som bot paa Klippen, langsomt bevcege sig hen
over den dsde Flade og undvige Kvitsandet, hvor Met
tetne et optesstr. J Sommetmaanedetne viset sig under
tiden ogsaa States as Pilegtimnie, dex ligesoni Otten
vandtete sttidet stem i lange Natter; nien om Vinteren
ophstet disse Bei-g ncesten ganste, Iog Beboetne paa Mont
St. Michel et ovetladte til sig selv.
Da de hat saa lidt Omgang med Omvetdenen, blivet
Foltet her mete ovetttoisi end selv detes Naht-eh de over
ttoisie Jndbyggete as Notmandi og Bretagne. Faa lan
lcese ellet steine. Nutidens Fremsttidt og Meningsud
vetsling naat dein itte. Deus Tantelteds er indsttaens
tet til den gamle Tro, soin sot dein hiesiger samtnen med
detes Stntsheegenl Etleenglen Michaels Historie, og
til den i det uheindeligste gaaende Jndietesse sor enhvet
Klippens Bei-pet. Enihdet ten-der alle de andre Beboereg
Wtot-ie, men elletö lidet andet.
Fta Pontorson til Msont St. Michel gaat Vejeni
langs den gamlo Bingt oghar paa begge Sider, saa langt
Brei-den gaat, lade hallet-, Retter ais sjetbladede Tania-I
kleiden Dei et i Almindelighed ingen ensotn Vejz thi
hundredet as lange, tunge Kerker, som ligner Attille
ti-Vogne, besatet den. De et læssede med gtaa Letstis
fet, som udgraves i Bugtem Der et ttavl Vrinnnel as
Mund og Zonen sont graver i det tunge Sand, niedens
de spaltet-e helle staat ved Siden og taalinodig hanger
nied Hovedet under det blaastribede Dritten som et ta
ste over detes Natter. «
ä To ellet tte Petsonet atbejdet ved hvet Bogen En
Kone plejer at staa paa Lasset og jævne Letet nied en
Spade, medens Klangen as glade Stemniet hstes over
alt. Men en Dag kunde man det se en Mand, som at
hejdede alene, ganste alene. Rundt om var der ligesoin
as en usynslig Haanlv ttutlet en Krebs, en tom Mal-L
hvot ingen Atbejdet vilde vvove sig ind. Blev der raabt
et Otd til ham, saa var det et Snicedeord ellet en Jordan
delse, og altid var det tun sta Mitndene. Jngen Kone
verdigede ham med et Blit. Han holdt i Tavshed og
need et ttoet udseende Ansigt paa med sit Arbejde, indtil
det var gjott, og Vognen blesv tsrt bvtt as dens Ejet,
som havde denne Mand i Arbejde sot en lavete Løn end
hans Kammetater. Saa tastede han sin blaa Ttøje om
I
liae Vejspot, sont fett-te lang-J Ziranden til Mont St.
Michel
Lgsaa ved Porten, ljvor Filipvens Foll satttlede sig,
saaledesz sont det altnindelig ster ved Jndgangen til ett
med Mttr omgiven By, var der ingen, sotn hilste eller
Jtiltalte ham. Meget tnere snnteg det, sotn om den forag
telige Tavhed, der ontaav hant under hattg Arbejde, her
var steget til petsonligt Had. Jndensor Porten trat
Kotterne, som pagsiarede ved deres MuslingiDynger.
sig asttgstelig tilbage fra hattt eller brast ttd i soragtelig
Latier. Bornene i den tranae Gade sprang, naar de saa
hant, oa stjttlte sig bag detes Modre, under hvis Bestnt
telse de tunde taabe efter hatn. Mødte ett Prcest hattt,
saa git han heller til Side ind i det sørste det bedste Has,
tun for itte at tomttte i nogen Betørelse tned ham. Hatt
stod under et Ban, sottt ingen vovede at tt«odse.
Den eneste Stemme, som lød ham i Mode, var en
gnaven, tlagende Stetnnte sra en gamsmel Konr, idet hatt
aabnede Døten til en ujsosel Hntte paa Voldene, som ille
havde nogett Jndgana fta Gaben, og hvor han boede alette
nted sitt Moder, afslaarett fra al selstabelig Omgang med
Navoerne
»Mi(hael, Michael, hvot sent du totntner«, raabte
hun; ,.var dtt en god Sen, saa vilrte du itte vende tilbage
saa sent.«
»Im vendte til"bage, saasnart ntit Arbejde var gjort,«
ivarede han i en sagtmrtdig Tone, »jeg hat ille et Lieblit
standset ttndervejs«.
»O ja, sordi ingen opfordrer dig til at gaa ind no
get Stedes,« vedblev hun; ,,var dn ligesom alle andre
Folt, saa vilde du have Venner not at tilbringe din Tid
samtnen med. Det er haarvt sor tnia, ditt Moder, at hele
Verden soragter og hadet dig, som den ntt gør. Prcestett
siget, at det et intet Haab sor dia, saa lcenge du er saat
haatdnatlet; du lotnmer til Helvede. til Trods sor at
jeg har optaldt dig ester den stote Erleengel Michael og
hat ovdraget dig til en god Kristen. For en Ulylle!
hvor haardt er det ille for mig at ligge i Sengen hele;
Dagen og taenle paa min Søn i Helvedes Flammet«.?
Gsansle tolig, som om han havde hørt disse Klager
lhundrede Gange sor, begyndte Michael at tcendeJld i
nogle Stvtler Brande paa Fyrestedet. Hatt var allerede
saa vant til denne Modtagelse, at han nceppe harte derpaai
og havde glemt at latage videte Mcerle til den. i
Vortelset saa nted det ttstadige slitnrende Lys sta
Fytestedet saa glcedesløst og trøstesløst ttd, som man latt
finde det i en sattig, ttssel Hntte: en Hob Brande i it
Hjøtne, et Bord, saa Stole, en Hylde med nogle dank-l
lige bttnte Lettoppet, og Zeitgen, hvor den lamme Kone
laa med Armene i Kots over Brystet og snriae sorte Li
ne, som fttntlede i halvtnøtket. Michael bragte hende
Hunnen, sotn han havde kogt, og gav hende rundelig tsg
venlig, hvad hun dehøvede, for-end han tænkte paa at stille
sin egen Hunger.
»Bei et til ingen Nntte, Michael,« sagde hun, da
han atter lagde hende ned paa den glatte Hovedpude, »det
er til ingen Nntte. Dtt kan ligesaa godt lade mig de og
gaa tilgrunde, det bliver gansle det samme sor dig. Prie
sten siget, var du sødt som en Kættet, saa vilde den gode
Gud maasle have taget det i Bettagning Men du blev
sødt som en Kristen, en ligesaa god Kristen sont alle andre,
og du hat folgt din Fødselstet til Djævelem Forlad mig
dersor og sog dig Glieder for dette Liv; thi i det tiltom
mende vil du tun have Jammet.'«
»Jeg vil itte fotlade dig, aldrig«, svarede han kort
»Jeg frygter ille for den tillommende Verden« -
Han var øjensynlig en Mand med saa Ord. Maa
ste havde den hcm otngivende Tavshed -i nogen Maade
lammet hans Talegave. Endog med sin Moder taleoe
han lun lidet, sinnt hendes Klage blev uophøtlig ved, ind
til han endelig slutlede Jlden og Lampen og ilattede
op ad Trappen til Loftet oven paa, hvot hendes Stamme
altid tunde vælte ham, naat hun taabte paa ham.
Hans Stilling var endog itle tigtig klar sor ham selv.
For slere Aar tilbage var lhan i Paris kommen i Berti
relse med Pwtestanter, sont leerte hant at lende Bibelew
og undetviste ham i Guds Ord. Den ny Tro havde gis
sbet ham og slaaet th Reddet i hans ligefremme og
trofaste Natur, stønt han tnapt havde Otd til at give
andre, ja endog sig selt) Klarhed over den Forandring,
som vat soregaaet med ha«m. Sasa længe han var i Pa
ris, var det heller ille nedvendigi. Men nu Mode hans
Fadets Dsd taldt hatn hjem til hans Fsdested og til de
Folt, der lendte ham som den gamle Peter Lorio’s Stim.
som en Fistet, ligesom de selv vat, og som itle havde mere
Ret til at leese eller tænte, end de selv havde. Den hef
tige Forsslgelse, som rammede ham, snldte ham nied Bang
hed, stsnt den itte formaaede at rryste den Troslasb, hvor
emed han hang ved sin nye Tro. Vistnok gtebes han ofte
as en hemmelig ullar Længsel efter at gste sine gamle
Naboet begribelig hvad der var Aarsagen til den For
andting, der var fotegaaet i hans Jttdrex men han mang
lede Ord. Gan kunde tun fremkstannne den« Betmdelse:
»Jeg et ingen Katholik mete, jeg er en Protestuni. Jeg
lan itte lsbelde til helgener, itle en Gang til Etleengelen
Michael ellet til den thellige Jontstu«. For alt andet,
lsor al Fortlaring og Bevisssøtelse havde han blot det
stavse, udttykdfulde Slptog, som man lceser i Øjnene paa
lde stumme Stabningeh naat de set stin paa os.
Der et noget saare smetteligt ved denne Mangel
paa Otd for at udtrylte, hvad der dnbest bevæger vor
’Sjcel, en Mangel, som er stelles sot os alle, men som et
stsrst hos dem, som ingen Anledning har havt til at give
sine indetste Tun-let Form og Udttyt.
As et saadant Mennesle var itle meget at srygte.
Michael Lotto var en stadig Advatsel mod Frsastald
Raar han git fretn og tilbage gennent Gaderne, saa talte
hanc Entombed og Nedflagenhed mere overbesvisende
sor dete- gamle Tro, end hans Banlnsning lunde have
gjort. Man lod Michael blitve under et stille Bun, ikte
under et sormeligt og hsjtideligt, tnen under et stumt,
som assondrede ham fuldstcendig sog gjorde hans Liv
ensotmnere, end ont han havde boet alene paa en sde Ø
midt i Hat-et Michael sandt sig i sin Stæbne uden Bit
terhed og Klage. Aldrig git han forbi Ptæsten uden at
hilse.
Hver Dag, naar han gil til Klosterbrønden sor at
, Etuldrene oa ail nted tttttae Etridt lanaå det nceppe syn
t
l
l
heute Band, var han altid fcrrdia til at bitte de fUIDe
Vandspande soin dar for tnnge for de aamle Koners og
Vørnenes Arme- Naar shan havde Tid dertil, saa stea han
tre eller fire Ganae op og ned ad den lange Trappegang
til Fisaboerne og satte Vandspandene for dereg Døre, uden
at han sik saa nieget som Tal for den ndedse .Hjælp·
Etundmn kunde han del endog høre Zinædeord for sin
Tjenstvilliahed oa hans Moder skændte ofte paa ham,
sordi ban Var alt for taalmodig oa sagtmodig. Men han
aik taoz sin Vei, med en dnbere Langfel i Hiertet esster
Inennestclia Fiærlighed og Sympathi, end han formaa
cde at ndtale.
Tersom han itte undertiden havde hth en uklar
Bevifthed otn Beskyttelse, ja næstsen Tilstedevaerelse af
en nfynlig Haand, som berørte ham, og en Stemme, som
talede med ham, naar han tncelede foran det lille Vindue
i sit Taqtammer og hensunten i Drømme saa nd over den
vidtse Sandslade, over hviltens Maanetstinnet lyste eller
en praatfuld Stiernehimmel hvælvede sig, saa havde han
.maattet gaa til Grunde under denne heftige L-cengsel efter
Karlialied oa Sarnfund. Havde han vætret en Katolik,
;saa shaode han haft Tro paa, at Erkeengelen Michael
var ham naer og svilde aabenbare sig sfor ham, ligesom han
i gamle Tage havde gjort i sit prægtige Strin paa Bjerget.
Den nne Tro havde itte fuldt ud forandret hans gamle,
overtroisfe Natur; men det var den dunkle Følelse af gud
donnnclia Nærocerelfe, som opretholdt ham under disse
tryttende oa nnaturlige Livsforhold
Toa aaoeg der ogsaa andre Tiber, da han itte troede
at kunne holde sig borte fra de trange Gader, hvor alt Liv,
som rørte sia paa Stedet, var at finde. Mangen Gang
snea han fia om Astenen forsigtig langs Voldene og steg
ad en lidct benyttet Traippe til en Krog af Muren, hvor
fra han uset tunde iagttage, hvorledes Folt forssamlede
sig i Vcrrtshuset, som han ogsaa i tidligere Dage ofte
hasvde besøgt sammen med sin Faden Vcerten, hois Navn
var Nikolaus-, var nn Lang bitreste Fjende. Der var det
lendte Virrelse, oplyst as en Olielampes klare Skin og
den endnu llarere Flamme af Brcendet paa Arnen, hvor
Værtinden var sysfelssat med Kogning. Et lille, lavt
Aflulte i Hjørnet med et rødt Forhceng indeholdt en Seng
med snehvide Puder, hvor der hvilede et loktet Barm
hoved, hvis Øjne var rettede paa Lasmpens Stin. Ved et
Bord i Ncerheden sad Vierten med tre eller fire af Mi
chael-Bierget5 niere velftaaende Jndbyggere, som ivrig og
ined aloorlig Mine spiste Pandeksager og siegt Fisk, der
bleo budt dem as Panden sover Jlden. Kogetar af Kole
ber og Messing glinsede blankpudsede paa Vceggen, hvor
de hang. Det var et tiltalensde Billede, og Michael plejede
ofte at stille sig i sin nvørte Krog og sbetragte alt, indtil
det var forbi, og Gcosterne var foerdige til at gaa.
»Du er Michael chevel,« sagde en Aften en Vorne
stemme til darn, og han følte, hvorledes en lille, varm
Haand et Øjeblit liagde sig spaa hans. Det var Delfine,
den ældste af Vcertens smaa Dotte, et lisvligt Barn, fuldt
as Aand og Mod· Dog ogsaa hun trat sig nogle Stridt
sinken-de tilbage, da hun var kommen ham nær, og st-od der,
som orn hun vilde fly bott sta hom.
»Jeg er Michael Lorio,« svarede han nied rolig, ven
lig Stemme, som formaaede hende til katter at vende til
bage til han1. «Hvorfor talder du mig Michael chesvelZ«
»Alle Folt talder dig s-aa,« svarede Delsine, »du er
en Ketten Se, jeg er en god Kttftew Jeg fremssiger hivek
iAften mit Ave Maria og Faden-on hvis ogsaia du vilde
gøre det, saa vil ingen lalde dig Michael chevel.«
»Du er itte bange for m«ig?« spurgte han, da Barnet
attersslagde sin Haand i hans.
»Nei, nej, du er itte den- virtelige chevel,« sagde
hun. »Mam-a har indstrevet mit Navn paa den store
Tavle, altfaa vil den store Erkeengel Michael bestytte
mig fra alt ondt. Hvad tan du getre? Kan du fowandle
Born til Kutte? eller kan du gaa gennem Havet uden at
» dkutne? eller can du staa paa den hsjeste Spids af Kitte
-taarnet, thvor de sorgyldte Billeder as St. Michael var,
’og styrte dig ned derfra uden at do? Jeg vil gaa med
dig hjem og se, hvasd du tan gøre.«
»Jeg kan itte gøre noget af alt dette,« svarede Mi
chael, ,,itte det sing-eite. Men du tan giaa mesd mig hjem,
om du vil.«
,,Bcer mig,« fagde hun, ,,saa jeg kan se, hvor stært
du er.«
Han tog hende let paa sine Arme, thi han var ftcerk
og vant til at bcere tunge Byrder. hans Hjerte bankede
hurtigere, da Delsine slngede sin Arm som shans Hals, pg
hendes sbspde Kind berstte haus. Barnet havde aldrig·
for været paa Voldene Paa den Tib, Stjernerne lyste paa
Himlen, og Natten stjulte Klippernes sjetne Kredö. han
maatte flere Gange ·ftandse fsor at spare paa hendes idrige
Spprgsmaal Men hun vilde itte gaa med insd i Hufen
da de var komne til Døtetr. -
»Bei-r mig hjem igen, Michael,« fagde hun. »Im
lider itte din Mdden J Morgen Aften ital du atter være
med mig paa Voldene. Wg stal altid komme til dig, al
tid, naar jeg see dig staa i den mitte Krog ved vort has.
Jeg holder meget ctf dig, Michael Dsjcevel.«
Det var et sælsomt «Vensiatb, ssom shemmelig blev
fortsat. Michael tunde ilte ivife dette eneste lille Baand
af menneslelig Mrlighed og Sanrfund fva sig, og Delfine,
hun var saa tasvs om fm nye Ben, fom Born ofte er det
soni Ting, som dybt beveeger dem. OEn overtroist Følelfe
blandede sig i- hendes Karlighed til Michael, næsten en
Frygt, fom gsav de hemmelige Sammentomster en endnu
starre Tiltrætning i Barnets dttstige Aand. Om Aftenen
var der meft at sbeftille i Vættshuset, og selv om man
hadde savnet «Delfine, saa vilde henldes Fraværelse dog
naeppe væket paafaldende eller gjsort dem urolige. Vol
dene var efter Msørtets Jndtræden tomme, og ingen saa
eller formodede, at de tso merke Skittelser, som slentrede
frem og tilbage, var Michael og «Delfine. Naar Afte
nerne var alt for tolde, flhgtede de ind i et lille frem
staaensde Taarn, som rageve osp over et af Hjørnerne paa
den tytte Mur, en mark Nische, hvor man intet tun-de se
gennem det trange, torsformede Vindue uden Himlen
J dette Stjulested ·fortalte Michael pwa sin enfoldige og
ligefremme Maade om sine Tander og sin nye Tro. idet
han for Barnets Øre vudtalte, hvad han« aldrig tundc
sige nogen anden. Om Dagen derimod lod Delsine, sont
om hun aldrig saa bem; aldrig siæntede hun ham kt
Blit, naar Jndvaanernes utilhyllesde Had traadte ham X
Mode oed hvert Stridt paa hans Vej gennem Byen. Hure
horte endogsaa op med at tale om hsam i den icldeoidste og
naturliae Forftillelse, hoormed Born foger at beilytte sig
mod Dadel og Bebrejdelser.
Beboerne af Mont St. Michel er meget faktige, og
Kvinderne maa lige faaivel sont Mosndene finde via Mid
ler til at tjene Penge. Sack lcenge Sommeren varer,
bringet det ftore Antal Pilegrimme og Jurister, som
slarevis ftrømmer til den nnderbare Fæstnina og til de
hellige Strin vaa cheldet, en Del af Befolkningen Be
skasftigelfe og Fortjeneste. Men om Vinteren er der kun
lidt at gore, naar ikle Vejret er saa moderat, at de
tan ssamle Skaldyr paa Sandet og sælge dem i Byerne
paa Fastlandet. Naar Floden irae-der tilbage, saa folget
en Skare Kvinder og Børn den mileoidt, men passer paa
at vende om igen betids, for Zorn atter begynder
at stige. Fra Michaels Hytte paa Voldene bavde man
Udsigt over hele Sletten lige til Avransches, og den travle
Summen af Stemmer trængte sig fra det fjerne gennem
den stille Luft til hans Øren. Paa den veftlige SJide af
Fjeldet,, hvor Flsodbølgtens sorte Linier loher gennem
Sandbanlerne, er disse farligst, og i den Retning tor kunl
de dristige gaa, Gutter, fom elfker Futen, og EnkeL sont
er saa meget ivrigere i sin Sogen efter Skæl, som de ingen
Mænd har, der kan hjcelpe dem i deres Arsbejde for det
daglige Brod.
Vinterens Begiyndelse er ikke kold i Normandiet,
isoer ikle ved Havet. Sau lcenge Vestenvinden blæfer sra
Atlanterhavet, er Luften mild og fugtig, opfnldt af en
fin Taage, der af Solen faar et eget Regnbue«skcer. Un
dertiden et Luften endnu mild ved Jule- og Notaarstider,
trodH de korte Dage og lange Regnncetter. Der kan ger
ne blcese ftcerke Binde; men faa længe de ikke lommer frsa
det torre Østen eller det istolde Norden, er Vinteren ilke
egentlig ftrceng eller ublid.
Saaledes var det i Juleugen hint Aar. Jngen Kone
log intet Born ’l)ehøoede for Kuldiens Skyld at blive bor
»te fra Sandbankerne. Lille Juleaften var en rigtignok
«kort men dog gunstig Dag; thi mod Middag vsar der
Ebbe, og Hosjoande vilde ikke insdtrcede førend Kl. 6. De
havde fasaledess ·hele Dagen for fig. En saa gunstig An
ledning kunde ikke gaa unyttet forbi. Saa drog da nee
ften alle Koner og Vorn med deres Kurve i Haanden ud
af Porten og bedcekkede henimod Middag som fmaa sorte
lPunkter shele Sandflsasdem Vintersolen lyste venlig ned
paa dem, og de stumme Klipsper opfangede ·Genlyden af
deres Stemmer. Længere Vorte, udenfor Syns- og Ho
vidde, var Mcendene, og -blandt dem Michael, bestceftiget
med deres Fiskegsarnx Da Solen sank, vendte de hjem i
flere Grupper paa to eller tre for at bringe Dagens Fangst
hjem i god Tid, saa Mcendene kunde drage til Faftlandet
med den, for Bierget var indesluttet af Floden.
Da ivar der livligt i- Portvejen. Hele Byen var famlet
der, sbaade de, fom kom fra Stransden, og de, som havde
været hjemsme med Bornene eller de gamle og nu ilede Ud
fra deres Hufe. En ivrig Trafii fandt Sted-, Forretnin
get blev afgjorte, og utallige Kommissioner paalagte
Mændene, fom stulde rejse til Pontorson, den nærmeszsk
By. Michael Lorio vilde ogfasa saelge fin Fisk der; . khi
hoetn vilde vel gore det for horn? Men siont han vixk fsøkst
fcerdig til at rejfe, havde ingen Sjæl noget Wärikkde at
fende med hom. Han ventede og nolede Ved Portenx men
hverken Manid ellet Kone eller Born sagde: »Michael,
bring til mig dette eller hint fria Byen«.
Han gik langsomt benad Vejen under Muren, da
en gennemtrængende Kvindeftemme forfkrækkede ham.
Dei var kort for Solnedgang, Siolen sank ftor og rød
ban en Skybanle i Hat-eh og en let, graa Taage fteg bang
fomt op af Vandet. De sidste Efternølere, en Flok
Dwenge og Piger, lob over Sandet hen imod Portem
Michael vendte fig om og faa Nikolau’s Kone med et
morit og forslræklet Anfigt vinke ivrig til disfe Born.
Han ftandsede et Øjeblik for at fe efter sin lille Delfine.
»Jtie der,« sagde than til sig felv og gik videre, da den
gennemtrcengende Stemme paany vakte hans Opmcerk
fomhed.
»Hvor er Fine?« raubte Moderen.
Hvad var det, Bornene sagde? Hvilket Svar havde
de raabt tilbage2 Michael stod ubevcegelig, fom om al
Kraft spludselig hasvsde forladt ham. Borneskaren ilede
forbi hom. Han loftede sine Øjne og saa angftfuld ned
mod Ha-oet, som hylledes sind i den taettere og teeittere
Taage. Var det muligt, at han horte dem fige, at Delfi
ne var bortei
»Hvor er Delfine?« spurgte Modeten. Omendstønt
bendes Stemme nu var fvagere, kunde Michael dog inde
lig stelne shver Stavelfe. Det var, som havde han tunnet
hsre den foagefie hvifkem stont Swaldetet fra( Bhporten
lod som en Mmkedötummel henimolo hom. Den Elbfte
lille Pige i Flokken svarede heftig og forfkrækket: ,,Fine
er saa uartig«, fagde hun, ,,vi tunde flet ilke holde hende
i vor Nathan thun vilde gaa langere og lcengere nd mod·
Hat-eh Vi kunde iike vente paa hende. Vi Vorte hende tau
bez men det var langt, faa langt, vi iurde ikke gaa til
·bage. Men hun kan ilte vcere langt bags sfter os; thi vi
raabte hele Vejen, meldens vi gik fremad. Hun vil fwart
være her.«
(Slnttes)".
Micjam RofcnmeL En Fortælling im itdiske Kredit.
125 Siber, i Omslag, 25 Gerns, indbunven 50 Cents·
Marmko i St. Andkcws. Ek Bin-h- fkq den imst
Kirke. 98 Sidek, i Omftag 20 Gerns, indbunben 40 CenM
Martyterne i den lutherste Kitte. OW» im
Tyst. 224 sama Sibek, indbunden i Shirtingsbind 40 Cons
Bcn HUU En sstenanvsk Fokmuing ska KristiTiv. En as
Amerikag bebsie Bsger. As Lewis Wallace paa Dunst ved
Bill-. Mpllen Pris, godt inbbunden, si.25.
iullc Bemerkan vortofrit Betolinacn liebes indsendt samtnen
nccts Vesiillmgen Frimaetker modtages iom Betalinkp
Danish Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebraska.