J ulige Aas.
En Fortælling i Brei-form
As Past. Poulsen i Kropp.
Wiilmstesd, 12. Nivva 1843.
Kcere Marie!
J Dag tan jeg meddele dig en glædelig NyheN Jeg
er nemlsig forlovet med Ksbmand Hermann Fritze fra
Hamborg. At jeg hor befluttet mig saa hurtig, Vil not
forundre dig, især da jeg ved, at du itke vil besdsmme
min Forlovede paa den gunstigste Mande, thi han hører
jo itte til de Troendr. Men, lækefte Marie, han er ellers
et udmærlet rart og godt Mennesle, og han er deriil i
Stand til at byde nvig en «Stilling, fom elleijs ilte let bli
vet budt mig. Du ded, Idet hat været mit Ønfte at kom
me til Byem og bei-for foretommer det mig som et Vinl
sta Herren, at hermami Fritze hat friet til mig. Du
lan vel forstaa, at det bedvøver mig, svi ilte have samme
Tro, men jeg tror bog, herren hat fsjet det fauledes;
thi ved at lnytte mig til ham hwaber jeg at kunne dragc
hom tJil Gub. Kunde dette lyttes, vilde det bog visse
lig være en gosd Gerning, og tunde jeg begynve mit Ægte
siab med at føre en Sjcrl til Jesus, vilde shan bog visi
nvt velsigne mig detfor· Jeg vil anse dette Arbejde som
mit Livs Opgave, og jeg genialder mig ofte Gellerts lille
Bets: ;
«Hvillen Lytle, hvillen Gslæde,
hvis en Sjcel du lunde redbe!"
« Jeg beder dig staa miig bi med trofast Forbøm den
Retsærdiges Bsn formaaer jo meget, naar lden er altver
lig! Fothaabenlig bespger du os snart engang og glæder
dig sovek min Lyktr.
v- - —- .»« ««» Din inderlig hengivne
Catharina. - —
W
Ä
as sig selv. Hun spurgte mig stratg, om jeg holdt as
Frelseren; jeg svarede naturligvis ja, thi, leere Carl,
det tommet jo tun an paa, hvad vi sorstaa derved. Min
Frelser et min Pengesæt, og han maa oste holde sor.
Du mener vel, det hliver en interessant Forlovelsegtid,
og at jeg nu loher med min Kareste til alle Ritter, men
bliv hare ikte sorundret derover, du stal ssaa at se, det
holder osp med Tiden. For at sejre til Sidst maa Jeg
forst give ester! Forovriat vil jeg gere, hvad jeg kan,
for at stille Catharina fra hendes fromme Veninder oq
da navnlig sra en, som hedder Marie Peters. Hun har
en meget stadelig Jndslydelse paa min Kæreste Tarni
'dig, den nsorstamniede unge Dame hat ligesretn raadet
Cathatina til at slaa op med mig, hvis jeg itte i Tide oni
vender mig; men jeg hlæser denne stinhellige Person et
Stnlte.
Du set altsaa, lære Carl, at vor Fotlovelsestid
hliver lidt as en listig Kriassørelse; det bliver gansle in
teressant, men i alle Tilfcelde bliver seg den Vindende;
de 10,s)00 ere jo dog ogsaa en Genstand, der er værd at
tage i Betragtning. Kom nu snart, sor at du som apar
ltist Vidne tan sige, om jeg gør mine Ting gvdt.
Din H e r m a n n.
Wi,lmstcd Marts 1844
Kære Marie!
Med Glcede meddeler jeg dig nu, at vi paa Fredag
otte Dage toznter at holde Brnlluv. Jeg vilde blive usige-»
lig glad, om du vilde komme dertil, stondt du jo itte rig
tig harmonerer med min tiltommende Mand. Han me
ner, du ser alting sort og glenimer, at Gud er en Kerk
lighedens Gud, som hat stabt alt det stonne paa Jorden,
for at vi, hans Stabn-inger, stulle glæde os dero·ver. Jeg
shnes ogsaa, laere Veninde, at du i manae Ting ser Li
vet altsor sort, du gsr dig det jo derved til en Byrde i
Siedet svt til en Glæde « - «- .
Min Forlovede er virlelig et retslafsent Menneste og
hælder mere og mete til den sansde Tro; ncrsten hvet Son
dag folget han med os i Kitte, og undertiden hat han vak
ret med til vore Bedenisederz hans Kammerater gsor Nat
as hani, men han got det jo sor min Slhld. Dersor maa
jeg ogsaa igen osre noget sor hans Sthld. Til vort Brin
lusn vare vi nødte til at invitere nogle af Hermanns
Slægtninge, som ilte have fjerneste Begreb om Kristem
warmen-; de tunne nu itte more sig., naar ille de gamle
saa deres Whistparti og de Unge en lille Dans. Jeg vil
da nodig have, at mine nye Slcegtninge stulle tede sig
ved mit Bryllup, og dersor har jeg søjet min Fotlovede
deri, at der om Astenen paa den Maade sorges sot vore
Gcesters Undevholdntng. Jeg sorestillet mig tigtignok
levende, at du, taere Marie, vil slaa Handerne sammen
over det verdslige Brhllup. Jeg havde selv hellere sei,
at Dansen og Kortspillet var bleoet udeladt, men man
maa finde sig i det uundgaaelige, og jeg tænter, en saa
ustyldig Fornsjelse itle tan mishage Frelseren.
Jeg tan itle handle anderledes, og jeg tcenler, naar
Hiertet elsler Herren, lan en Smule vetdslig Glassde ilte
stade denne Karlighed For den Rene er alting rent. —
Min state-sie hat bragt mig saa mange Oste« as Karlig
hed, saa seg msaa oirlelig gøre noget igen as Karlighed
til ham, oven i Ksbet i Anledning as vort Beyllup, og
Brhllup holder man jo dog tun en Gang i Livet.
En Nyheid lan seg da ogsaa meddele dig; min Kate
stes Ven, Carl Wilmsen, som du var sammen med her
under dit Bessg, interesseter sig lebende for dig og har
adstillige Gange soresvurgt, om du tommer til Brhlluppetz
hveni ded, hvad det tan sore til! »Din Forli-n er jeg i
alle Tilfcelde vis paa.
Drin dig hjertelig eslslende
C-atharina.
Hamborg, 12. Matts 1844.
Karte Carl!
Jeg saaer min Villie, vort Btyllup stal holdes med
Dans og Musit, og jeg gaar som Sejtherre nd as denne
Kam-p. Min unge Kone vil snatt hlive vanst til at rette
sig ester sin Mands Villie. Korn nu sor at vise hende,
hvor glade vi Verdenslbørn ltunne leve stemsior Pietister
ne. Des-vierte tan jeg itte gøre dig den Tjeneste at sste
dig sammen med Matie Peters, hun tommer nemlig itte
til vott Bryllup, sordi det stal gaa saa verdsligt til, hun
hat ilte engang svaret paa Cathatinas Jndbydelse. Tag
dig i Agt, hoad der nhttet hos den ene, hjælsper ilte hos
den andern Marte Peters er en Sttvnatte og itte let at
bsjr. »
Altsaa Paa Genshn paa Brhlliwsdagent
Viertelige hilsenett Din H e r m a n n.
Volmsied, 12: Marts 1844.
Keresbe Anna, dhtebate Systet i herren!
IDei er deöveette sandt, hvad du hat hort, Catharina
Jpseirs holder sit Bryllupkakdehs m need-M Bis med
Dank og Qottspil Hammng hat Jan Undsthldnlngki
grunde not dersot, mesn hun Mer selo, at W satter sin
Kteteste hsjt over Terlserern og at hwn itte hat dragtt
ham til herren, men han hende til stg. sher see man nu
igen tlart, hvor.ia·igtigt det er, naar man vil stiste Gud
og tiltror sig selv Magt til at lunne ssre en Vantrso til
Troen. Jeg svarede hende itte andet paa shendes Brev
end:
,,«’forcnei i Shnd giver Hiertet ej Fred —
Fort-net i Gud oarer evtgt ved.«
Jeg how-, at hun et meget vred paa mig, hvtltet vel
glædet hendes Amste, da han ikte tan sordrage mig.
Leere-sie Anna vi maa ttte opgstve thendr. men bede endnni
Weltgete og endnu rnete vedholidende sot heade. Her-»
«ten geber os hende not igen; thi him elstede vitkilig sin
FeelseeL «
- W hvot teiumsetende Verdenshsrnene blioe estet
en saadan Sest, saa jeg ii Catharinsas Hieni. Hendeö
Forlovese meddtagte en Ben, Carl Wilmsem som na
turligvtg var et rtgtigt Verdensrnenneste ltgesom Her
nrann Fette san viste sig ovetotdentlig elsstvtetdig imvd
mig, sormodentltg teentte han, det vilide gasa med mlg som
med Catharina Jpsen. Men jeg aslagkde meget tolig og
shestesmt nitn Trosbetendelse for ham og sagde hatn, at
jeg ansaa en Forening med en Vantro for en Synd mok
Herren. Han mente, at ingen tunde gøre for, at has
ilte haode den rette Tro, men jeg sagde hom, at en for
nuftig Mand vilde ftræbe efter at faa den rette Tro son
en Købmand efter Rigdomsme, sog Gud giver de oiprigtig
Naade dertil; derpaa trat han sig ydmyget tilbage.
Fiæreste Veninde, lad os bede for vor Catharina
at Herren vil forbarme sig over hende! Vii ville flittix
tage Herren Paa shans Ord; dog frygter jeg for, at hur
ital opleve tunge Tiber.
Med hjerteliae Hilfenert Din Marie.
Hamborg, 12. Februar 1847.
Kcere Carl!
Hvad gaar der dog egentlig af dig? Fra Klubben
udebliver du, og jeg hat ogsaa maattet savne dig ved
Billardet; derimod hører jeg, at du render til St. Georg
til den gale Priest. Og hvad var det for løjerlige Be
nicettninger om, at det ille var passende for en Mond
at føre et letsindigt List Hvad forstaar du ved et letfm
digt Liv? Bi nnde jo tun Livet, og dertil ere vi her dog
lvel; ser min Kone, som jo lender til det triftelige Liv,
synes saa godt om vor Maade at leve paa, at hun ikke for
langer det bedre. Hun finder det meget mere interessant
at bessøge Baller og Teatre end at deltage i Bønnemøder.
Og du, gamle Deltager i mit gamleUngdomsliv, begynder
nu «paa engang at prcedike om Livets Alvor? Jntet Til
bagestridt, min Ven, altid fremadl Jeg venter dig i de
ncesie Dage, for at «du lan ledere mig et Bevig for, at du
cndnn er den gamle.
Mesd hierteliig Karlighew Din H e r m a n n.
Hamborg, 15. Februar 1847.
Kcere Hermann! i
Bewiset for, at jeg endnu er den gam«les, lan jeg net
op ille give dig, thi jeg maia ftrals begynde nied at sige
dia, at jeg er blevet et andet, et nyt Menneste.
Du oil oanslelig forftaa mig, naar jeg taler faa
ledes til dig, derfor vil jeg heller itle give dig en lang Be
strivelfe over, hvad ·der er soregaaet med mitg, jeg haa
ber, herren vil forunde dig at gote den samme Erfarinq.
Men jeg vil i ertheid meddele dig, hvorledes denne store
Forandring i mit Liv er kommen.
Du ved, at jeg syntes godt om din Huitrus Veninde,
Marie Peters, ifær om den Maade, hvorpaa hun talte
om sin Tro. Der var itie noget unsatnrlsigt, pietiftisi el
ler salvelfesfuldt deri, tviertimod, hendes Ord vidnede
om en saa thjertelig Gliede og Fred og om en saa naturlig
Kriftendom at jeg uvilstwarlig folte mig fængslet der
ved. Hun fortalte, at hun af alle Priester i Hainslzorg
inntes bedft om Pastor Rautewberg i St. Georg. Jeg git
derhen af Nysgerrigihed, men snart var jeg aldeles beta
aen af hans frifte, ejendommelige Preditenen Jeg tcenk
te over mit eget Liv og blev helt forundret over, at jeg
ille for havde indfet, hvillet daarli-gt, letsindigt Liv jeg
egentlig forte, og at jeg aldrig havde tcenlt paa, hviltet
Maal det stulde føre til. Kette Ven, ingen Fortetnings
mand er dog saa letsindsig itle at ·beregne, om man giver
mere ud end man( tager ind, mhver gsr sine Beregninger,
og gwar det til-beige, underer man-, hvori det lig-ger.
Jeg har nu vpgjort mit Livö Beregning og er kommen til
det Resultat, at jeg er aandelig fallsit, og at jeg er selv
streven til Helvede, derivm der or et Helvede. Men der
om er jeg itte lcengere i Tvivl; min Samvsittighed viste
mig, at der var et Helvede til, og nu var tun dette ene
at aste: at sage hen til ham som alene lan frelse fraj
Helvede.
Du vil talde mig en Hellig og en Pietist, og det;
er i dine Øjne en stor Forbrydelsq men jeg vil dog sigel
dig, at jeg aldrig i mit Liv hat vieret saa lyktelig som
nu. Jea ved nu godt, hvad du sogsaa vil sige: han har
tun Tanler for Marie Peters, og derfor lader han saa
from, eller, iom dit Yndlingsudtryl jo er: saa stinhellig.»
Men jeg vil sige dig, at netop nu svilde jeg aldrig bejle til
hensde, thi hun vilde tro ldet samme fsom du. Min From
hed vilde hun anse for Hylleri vg mene, at jeg spillede
Komedie ligefom du, i den Tid du sdejlede til din Entha
rina. Nei, den Gliede stal »du dvg sikle opleve, at jeg
henter mig en Kur-v der, stsnt jeg, næft min Frelser,
ille eliter nogen faa Miit som lden unge Pigie, du hader.
Naar jeg nu gennesmlceser dette Brev, fotetommer det
mig meget loldt stvevet. Og dog fsler jeg Trang til paa
en hel anden Maade at bestrive dig min- Lvlkr. Men
jeg ved jo, -hvorledes du haaner og spottet de hellige, og
jeg ved ogsaa, hvilket Ansigt du vil satte -op ved Lcesnin
gen af dette Brev. Derfoesvil jeg holde osp for i Dag,
lbede for ldsig tan jeg fo, og jeg vil bede, at Herren vil lede
dit Hierte til den fuldeErlendelse af dit syndige, daarlige
Liv. Thi at du ssom Studien stitler dit Hoved i Bu
sten og ille brysder dig om Dsd og Dom, dermed er Sa
gen landelig itte afgjort; Boden og Dommen vil not sin
de dig, og da vil du indse, at du med al din verdslige
Visdom hat levet sem— et Danke.
Vier nu ille min Uven, fordi jeg siger dig Sandhe
den« men bliv ved at hol-d af din C a r l.
hamborgsz. Marts 184E7.
Kære Mariet - ! »O
Jeg synes itte, jeg lau lade viere at fende dip ind
lagte Brev fra min Mai-di Ben, Garl Mlmietr. Det vtl
letter-essen dig. Tilliige khoder jeg dig,-—d«esI-g os dog en
gangt sSaa lan du ret leere Garl at kende, han er Kom
pagnson i en gammel, tendt Vinforretningsvg staar iig
udnmrlet godt. . Forsvrigt ladet det til, at han hat me
gen Lighed med dsg, thi han begynder ligeledes at over
drive, næsten lige faa stinkt frrw idu. Hvad min Mand
itskk Im Balsog Matte, Unsiwrigt ilke tages ganste bog
.staveligt, engang imellem gwak jeg gerne med hom, men si
Almindelighed bei-get jeg dog hver Sondag Kirken. Det
lytles mig itle ret ofte at faa min Mund med i Kitte,
ymen derfor er han dog tngenlunde faaldant et Bett-ens
menneste, som Carl striver; en Gang om Aaret folges vi
altid ad til Herrens Bord.
Vore to smaa trives udnmlesh det er en ixor Gliede.
Vort Hjem er vort Paradisz gid du ogfiaa snart maatte
sinde et saatdant Varadis.
Med man-ge hjertelige hilsener til dig og dine leere
Forældre. Din Catharina.
Holmstedt, 12. Matts 1847.
Kæte Cathatina!
Du maatte dog anfe mig for meget dum, hvis fes
itle kunde gennemskue Planen.
. Hr. Carl Wilmsens Bren, som du sendet mig, er
viftnol et dygtigt Mefterstytke i Retning af spekulativ
» Klogslab og en fnildt udtegnet Man-note for at fange
en saa dusm Fugl som mig. Ksaere Veninde, spat dog slige
Kunstgteb, som maaske nok gør eders Starpsindighed,
men ikke edets Hier-te, Æte. Jeg havde aldrig taenkt mig,.
at du vilde tcclle din Haand til fligt, det er ikte noget
Bevris paa sandt Vensfkasb.
Vil du sige Hr. Carl Wilmsen, at naat han igen ag
tet at gøre Fotretning med kristelige Følelset, maa han
først selv gsøre Bekendtstab med disse. Jøvtigt set jeg,
hvor go«dt du hat lcett at halte til begge Sider. Gud
hjazlpe dig og læte dig at erkende, at man ikke kan tjene
to Herren
Selv nu forblivet jeg din trofafte Veninde
Marie Peters.
Hamborg, 15. Marts 1847.
Kcere Ven!
sJeg kan itke nægte mig den Fotnøjelfe at sende dig,
du Erkepietist, dette Brev, som den velbekendte Bedesøstet
hat strevet til min Kone. Der kan du se, at ille engang
de hellige tro himmlden indbyrdes, men Matie Petets hat
not med sin fine Næfe udfundet Ssandheden Jeg bedet
dig, tæte Carl, opgliv 1idette Ekspetiment, du sinder nok ct
godt Parti fotuden !hende. J alt Fald lad vaere med dine
Prceditenet, det klceder dig slet ikke, og en saa forhærdet
Synder fom mig somvender du dog ikte, det lan du jo hore
af min egen Kone. La«d altfaa de Grillet fare og kom
fnart til os.
Stedse med Kcerlighed
d i n H e r m a n n.
Hamborg, 6. April 1849.
Ærede Frøken Peters!
Jeg hat et ryftende Bndskab at meddele Dem. De
res Beninde, Catharina Fritze, et i Gaar bleven Enke.
Hendes Mands Pengefothold blev ved hans uhørte Od
selshed stasdig mete indviklede, og jo mete Sorgetne tryk
tede ham, des-were ubehagelig var han i sit Hjem. Haw
hadede tilsidst næften sin Hu-sttu, han bedrejdede hende,
at hun ikke havde talt alvorligt med ham og foreilyoldt
ham hans daarlige Liv, thi saa vilde han ikke væte funket
; faa dybt. Naar hun da bald ham endnu at vende om og
Efotlade Syndens Befe, svatede han, at nu var det for
» sent.
J Gaat Middags kom et Bybud med et Brev fra
Hermann, hvori han meddelte sin Hufttu, at han Var
dad, naar hun modtog Brevet. Han kunde ikke lcengere
holde sit elendige, pinlige Liv ud, hans Fortetning var
ruinetet, Formuen ødelagt, han kunde ikle leve længere,
men haabede, at hendes fromme Vennet ilke vilde slaa
Haanden af hendr.
J Gaar Aftes blev hans Lig trukke sop af Alsteten.
Jeg lan- ikke bestrive dig den ulykkelige Kvindes
"S-org; hun et trostesløs vg. ncet ved at fortvivlr. Jeg
ved intet andet Rasad ean at bede Dem komme til hende.
Hun got sig felv de bitrefte Bebrekdelser, fordi hun hat gi
vet efter fot sin Mands Ovettalelser og med ham deltaget
i de vetdslige Fotlyftelser. Hendes Trosliv et oistnot ef
tethaanden fygnet hen. Hun fandt stadig paa Undsiyl«d
ninger for at retfcerdiggøte sin Udebliven fra Guds Has,
om Bsøn eller Læsning i Guds Otd shar der vift ikle længe
vceret Tale, thi lhvem, der elsker Verdens Lyft, kan jo
umuligt bede.
Jeg meddeler Dem dette, for at De kan vilde, ltxt-or
ledes Deres Venändes Sindstilftand et, og hvor meget
hun ttcenger til fand Trost. Herren vil not shjcelpe og
gennem bis-se fotfcekdelige Tilstikkelser frelse hendes Sjcel,
thi Mennestehjælsp er for ringe het, kun Gad, den al
mcegtige, kan hjcelpe.
Detfom det er Dem muligt, da lom ft«raks.
Ærbødigst
Carl Wilmfen.
(Sluttes).
M«
Til Læ De rnel
Pera Grund af indtrufne Omftæn
. digheder maa vi udelade ,,Adlede
Sjæle« i den-ne Uge; men da den
forste Fovtællling, ,,Jt·ngenstpds som
hjemme,« er fuldstændsig assluttet i
sidfte Norm-wen bliver det jso ingen
« fwklig forstyttende Afbrydelfe.
J
J z« . Holmsted, 15. November 1843.
Karte Cathatinal s s-«
Gansie ovetkastende tom Eftettetningen om din
Fotlovelfe mig itte, nien jeg tøt sille sige, at den netov
hat voldet mig Glckde. Tag mig det itle ilsde op, at jeg
talet saa tent ud; jeg tan itte anderledes, naat jeg vil
denke fand og optigtig imod dig, og du tan jo heller ilte
vente andet af din Beninde, end at hun siger dig, hvad
bun menet. Kette Cathatiinal ja visiselig bedet jeg for
dig, nu mete end ellets5 thi du ttcenget jso meget til Guds
Batmhjettighed; du hat vaataget dig et Kæmpeatbejde,
vg jeg ftygtet, at du vil gaa til Grunde derved, om itte
Guds undetlig store Naade vil holde dig fast. Hvad jeg
menet om en Fotlovelie Ined en Vantko, hat jeg ofte sagt
dig. Den Mand, jeg vil hengive mig til, maa fremfot
alt have den iatnme Tto sont jeg, thi ellets lan jeg itle
leve sammen med ham. Den hellige Sttift siget 2 Kot.
6, 14: »Mutter itte i ulige Aag nied de Vantro!« oa
dette vilde jeg jo gste, hviö jeg giftede mig med en af dem.
Naat jeg fttster Gad, tan jeg itle holde mig til den For
jættelse, at han vil bsnhste mig. Jeg vilde heller sitte fvle
tnig den Opgave volsen at onwende en Mand, snatere
dilde jeg fthgte, at han vilde deage mig ovet til sig, thi
Djeevelen er allevegne vaa Lut, og hvot det gældek at din
de en Sich spatet han ingen Umage. Du ved jo ogsaa,
hvotletdes ieg selv hat handlet i et lignende Tilfælde,
og detfvt tan du itte vente, at jeg nu hat sorandret miue
Ansiuelsek. Jeg hat ofte opspgt de Steder -i den hellige
Sltift, hvok der tales om Fotbindelse mellem Troende og
Vantto, vg jeg hat altid fundet, at selv de stættelte og
Itommelte have taget Stade derved. Da Herrens Apostel
Peter blandede sig imelIeIn de ugudelige Falt, blev hans
Feld sdybt, og da den fromme Jofafat fotenede sine For
tetninget med den vantkso Alabs, fotliste deres Slibe.
Omvendelsem trete Wen-inde, Inaa vi ovetlade til
Herren; lald os talte Gud, otn vi lunne ftelse vor egen
Tro. Jeg menet dekfot ubetinget, at du ille butde have
givet din Fotlovede dit Leite, inden du vat ovetbevist
ort, at han ejede den levende Tro, og hvem ved, om Sor
gen over et Afllag fta dig itte havde vitlet gavnligere paa
ham og lettiete fett hatn til Trom.
Kæte "Veninde, du vil vift ihnes, at dette er et tin-det
ligt Lhtsnslningsbtev, og maaste du vil blive vked paa
mig, fotdi jeg forditter din Glcede; men du hat filteti
fm alle Sidet modtaget Lylsnsininget not, og altfot
meget Ssdt fotdcetvet Sundheden, ved du not. Detfor,
tcte Cathatina, stodet en Dtaabe Eddite heller itte, og
gid den maa hiælpe vaa din aandelige Stint-lied.N Det
siete staat jv nu itle til at fotandte, og du ved, gt jeg
ttolig vil bede for dig. Men jeg vil dog endku lædge dig
dette ·paa Vierte, at Fotlvvelfe et endnu itke Glftetnteiak,
og derva du ved nctmete Betendtslwb stulde lndle, at
dit Hwab om at vmvende din Fotlovede til sen-en itte vil
goa i Dpfyldelfe, da bete-at dig itte, men htyd«?kdeti
videke med hom. Du lan jv dvg tun leve tvlig vg« lykå
tellg. naat din Ftelfet hat dtg tect. Hang Kætlighed et
dog as Mkte Vigtithd for dig end en Kætlighed, svm du
menet vil gtte dig lhlteltg het paa Jordan Dit Tro
fletbsljfte til Ftelsetem söin du i en hellig Time hat«
aflagt, tan du dog itle btyde.
For-neigt tantet jeg snatt selv at tonnne til dig fot
at hente de Stand, svm jeg uden Tvivl hat i Vente eftet
dette Bud.
Med hjetteilig Kettlighed
din M a t i e.
Bamberg, 18. Nowt 1843.
Kette Catlt
Dermed vil jeg meddele dtg, at jeg endelslg hat tat-·
tet den Bestutning at tage mtg en Hultm Nu spttget
du fotundtet, hvem mit hjette hat valgtz og jeg fee dit
fvtdavfede Ansigt, naat du betet, at det et den fromme
Cathatina pren. Natutligvis tcenlet du, at det bindet
jeg et Ris til min egen Ryg, thi du ntenet, at det nu
seettes en Stoppet for Theaterbelstg og Reftaurativnssltv
—- nej, min Ven, ver tun tolig, min Kone vtl not for
dedte fig. Som Fotlovet maa thun have based-atmet
vg saa længe di lesve i Fotlovelfestitdem vil jeg spie nng
·eftet shendes from-me Jndfald· Ct Blil spaa de 10,000,
fom hun dringet mig, vil lette det. Men lad mig fstlt
faa Mgimentet, da ville hensdes helltge Nhllet not fotgaa
; ( s
As
Gode ng HELYFOM aiibefaleg
Din Brodcrs Blod. En Fvnælling, iom siildrer Lweti
Ort-nun, www kg Mut-sinnt Pan Danst ved N. P.
IIIqu-Oh M Sipp. O Omstag, 40 Ccmx
Heft-U chmnwskjopo Cn Formlling, sum stilvker det
« www ssv i,Ni-91qiiv. · wo S» i Omax sac, inw. soc.
Mikjllm Nofcubalim.« vE»-xj«kokksk11iiig m imst- Krebs-.
· 125 Sim, i omitaåfhsksåksf invounven so Gent-.
Mgttytm»j« St. .Audkcws. Ei Busche fka den stptste
Kitte. 98 Sidet, iOnsflagWCentd, indbunden 40Cents.
Maktyxetne i dcu lutherfke Kitte. Mk» »
Tny 224 sama Sum, indbnuden i Shirtingsbind 40 Gent-.
Brit Hut Eis pstektqndik Fette-mag ikq minim. En af
Amerikas bedste Boger. Af Lewis »Meister« pas Dunst veb
Vitv Man-H »Im-, qui invhundesw Use-.
Alle Nat-r sum-a Ists-wirft Betalinaen heb-s indfendt samtnen
med Beitjlliugesk Fkimætket mediuqu iom Beim-up
Danifh Luther-m Publishing Haus-, Blair, Nebraska.
