Den gamle Jomfru.
- (Af P. H a n n.)
»Du stal itte node dig Hebt-in hvig du itte er ful
ten«, iagde Frpken Anastatia Finorz til en nng, sorgetlcrdt
Pige, der sad ved et velforsynet Bord og ajorde sig for
gceveg llniage for at tvinge sig til at spise.
Hedvig saa forvirret op, og Taarerne tom hende i
—Ljnene. Det ftod hende paa engang tlart, hvorledeis
hendes Liv vilde blive hos denne haarde, tolde Tan
te. Hjemme oilde det have verret en menet alvorlig Saa,
hvig »den lille Prinfesfe« havde ladet Maden staa urøri;
men Freien Anastatia, til hvig meorg den forwldteløie
var betroet, fortsatte tun toldblodigt:
»He-I- et ungt, sundt Menneste som dn tosmmer AP
petitten not af sig felv; det er noget andet med et gammelt
Menneste som jeg.«
Zaa told, saa selelsesløs! og hnn stillt-e crstatte Hed:
via Fader on Moder. Nu fokftod hun, hvorior hench
haardtftattels Moder paa sit sidste Zyaeleje havde
tæmpet «haatdt, for hun befluttede sig til at tiltalde iin
Stedsøiter og betto hende sin dyreste Stat. Hedvig er
innre-de sig tun et Besøg af Tanten i lyendeg Hieni. Dei
var tort for, Anastatia tilttaadte en Reise til Californiss
en, efter at hun uventet havde arvet en betydelig Formue
efter en Slægtning vaa mødrene Side. Den unge Pine
mindedes endnu tydeligt de praktiste Gover, hun havde
medbragt til bende. Jtte et eneste Stytte Legetøj, tun
luttet nyttige Sager, der itte havde beredt hende syndetlia
Gliede. Hun syntes ogfaa at tunne etindre, at der havde
varet et Sammenstød mellem Tanten og hendes Forml
tre angaaende Formaalet for dennes Reife, og at Tante
Tlnaitatia hat-de forladt deres Hjem i Vrede for aldrig
mere at vende tilbage. Hendes Moder havde taldt Tan
ten cverspcendt og en gammel Nar, hviltet for-print itte
stemmede ganste overens med de praktiste Gaver og hendes
hele Optraden. Eiter at Tante Anastatia var Vendt til
bage fra sin lange Reise, afbrød hun al Fotbindelse med
Slæat on Betendte og levede stille og tibbagetrutten i det
Hug, hun havde atvet.
Hvis Hedvigs Moder havde innnet tcenke sig en on
den Udvej, havde hun siltekt itte betroet sin Yndling til
denne haardhjertede gamle Jonvfrin sder uden Tvivl dil
de drcebe al Lsivslyst og Glcede i hendes Batns Sind.
Men der var intet andet at got-e; thi Her-via vilde ved
hendes Dsd være ganste Ubemidlet, og Tante Anastatia
dar hendes eneste Slægtning. Men hvis den unge Piqe
havde knnnet ane, hvor told og hjertelss den gamle Tan
te var, hvot ringe Opmckrtsomhed hun stæntede hende,
var shun sittett tblevensi sin Fodeby og havde forsøgt at
tjene sit Udkvmme paa en ellek anden Monde.
Saa havde hun dog ogsaa undgaaet den bitte Sinn
te at stulle stilles fra Fritz Hollseldt, som hun hab-de
stæntet sit unge, vatme Hieries hele Karlighed Fritz
Hollfeldt havde glimrende Udsigtet for sin Fremtid; thi
Livet laa aabent for darn. Bist og sittett var det da, at
hvis hedvigs Fadet itte var død saa tidlig, saa hat-de
Fritz not ved Flid og Dygtighed arbejdet sig op til nt
blive Faderens Kompagniom og hendes hemmelige, ro
senfarvede Dromme var bleven vitteliggjorte. Men saa
indtraf det fiotfatdeligr. Fortetningen maatte afvitles7
der blev tun saare lidet tilbage, og det var næsten op
btugt ved Mdetens Ded. Fritz stod atter ved Faden of
Bierget med alle sine glimtende Udsigter, og itattels Hed
vig blev sont den forttyllede Prinseöse spart-et inde hos
den onde, gamle Fe, og ingen Eftertetninger modtog hun
sra Fritz. Der var tun to lige sprgelige Fortlaringer at
tænte sig. Enten havde Fritz glemt hende —- eller ogsaa
holdt Tanien (thi hun ansaa den gamle haatdhjertede
Fomsru i Stand til enhvet Rederdncsgtighed) lyendes Bre
ve tilbage.
En dejlig, soltlar Sandag Iormiddag sasd Tante
Anastatia ved Vinduet og laste i en Apis· Hedvig bro
dekede. Dei eingede, og Pigen toin ind med sit Visittort
til den unge Pigr. »Den unge Heere venier i Salonen«
sagde hun.
Hedvig blev putpukrtd og tastede et Bitt hen til
Tanten Nei, »den gamle Dtage« holdt hende itte til
dage, og hun gjorde heller itte Mine til at gaa ind med
hende.
Samtalen date-de Sandheden tro, usædvanlig
lange.
Endelig git Deren, og Hedvig trippede ind i Tan
tens Dagligstue. Siden hendeö Moders M for et Aar
siden «havde hun itte set hende med et saa lyttelsigt Ansigt.
Men det var da heller iitte til at undtes over; thi Fritz
thavde lige meddelt hende, at han havde ssgt og fundet en
Stillingi samme By, hvor hun boede, og om den end var
besteden, saa stod han nu vittelig ved Begynldelsen as sin
Livsbane og stulde not med Tiden bringe det vi·dt. Men
hedvig Geh-bebe tun at taste et Blik paa Tantens stive
Trak, saa sant hendes Mod, og spagfcekdigt fremstam
mede hun, otn hun maatte fotestille en gammä Ven tra
sin an for hende. Tante Unastatia bIjede list
gyldigt hovedet hun tmde sittert at vcere meget tut-de
tomsmende vg venlig, sda hun indbslo den unge Mund til»
at spise til Middag med, nien under hele Maaltidet sat-41
hun sont en Jstap mellem de to unge, og Fritz Holl
feldt maatte opbyde ai sin medfsdte Clstvaskdighed og Giv
ligthed for itte selv at forstenes.
Trods den tslige Mvdtagelse tom Fritz meget hyp
pigt paa Des-H; men fotwrigt maatte man sige til Tan
tenS Ros, at hun sjcekdent forstykrede de to unge. hun
iad for det meste i sin egen Stue, og naar de unges glasoe
« . Latier og Spsg teængte ind til hende, suktede hun dybt
og smetteligt. ,·-.
cn Aften, da Hollseldt var gaaet, tom hedvig
ftygtsmnt ind til Tauten. Dvor sniiede hun dag, at lnm
tunde seette stg paa en Stammel ved den gamle Frotenk
Ist-den lagge sit Hitde i hendes Sind og betto hende
sin Henrmekighed; men den stive, tiltnappede Tante var
vedblevet at vate hende frenmied, og hun maatte opbyde
alt sit Mod, sit hun formaan at tat-e.
»Du vtl maasie stande paa mig«, sagtde hun med
Taaret i Øjnene, »men —- Ikiitz og jeg hat nu sotlovet
os.«
s
Tanten gjorde en Bevceaelse, men tav, og for at fo
retomsme henbeg Jndvendinger, vedblev Hedvig:
»Fritz fortjener jo itle ret meget endnu; men vi er
jo unge og kan vente, til der tommer bedre Tiber. Jea
vil oasaa nu begnnde at give Undervisning og spare sam
men, naar vi saa en Gang i Tiden · . . .« Hun iom ilte
lcengere for Halten. Aa, hoor forditrede bog dette tolde,
udeltaaende Menneste den lytteligste Stund i hendes Liv;
men i næste Øjeblit tnaslede hun virtelia ned ved Tanieng
Fø'dder, lagde sit forgrcrdte Ansigt i hendes Stød og spl
te hendes Hex-and tcrrtegnende gtide hen over hendes Hv
ved; tlhi til hendeg areenielose Forbavselfe børte hun den
aamle Jeomfru sige i en blid oa tcerlig Tone:
»Til J en Gang tommer samnten! Gamle, libe
ircrtte Mennester, som itte mere tan glcedes over Ebers
eget Hieni, fordi Ebers zickrliglied er død oa begravei un
der søraelige Eriaringer og dybe Ztufselser. Nej, mit
Barn, naar du og Fritz er overbeviite oni, at Ebers Heer
liabed er ospriatig og fand, saa stal J itte vente, til Ebers-i
Ungdom er horte, til den liaarde Kainp for Udtommet hIk
lierøvet Eber alle Jllusioner. Terfor vil jeg sprge.«
»Tu, Tante — vi du hicelpe DIE-« stammede Hedvig
fnld af Anaer over den liden Venlialied, hnn var kommen
Tanten i Mode med.
»Ja, hveni ellerg? Hvem vilde bedre tunde forstaa,
hvab det vil sine at venie, til man er bleven gammel og
told?« Hun talte sagte og ligesom til sig selv. Saa
licevede hun Eteinnien, der atter tlang haard og bitter:
,,.Har bin Moder aldria fortalt dig min Ungdoms
Traaedie?«
«Nej, aldrig.«
,,Tet var nnderligt. Ta inaa du vide, at min Ung
doms Karlighed har været til rig Underholdning for
inanae adde, venlige Mennester. Hbor er jeg itte bleven
spottet og forhaanet, fordi —- ja, bet er jo ogsaa latterligi
not — fordi jeg er blevet mit Ord oa min første Rettig
heb tro.«
»Jante, jeg vsilde itte have tæntt saalebes.«
»)lej, tshi nU er du stillet, ligesom jeg var for — lab
mig se —- sor 80 Aar siden. Men jeg stal fsoriælle big
min simnle Historie:
Ei smutlere, gladere, teerligere Menneste, end Kuri
Bernau var, tan ber itte icentes. Han var Metanitet,
bygiig i sit Jag, men itte synberlig sparsommelig. Jeg
havde sra min tidligsie Ungdsom erncrrei mig ved Unber
visning og var tvunget til at vcrre yberst sparsommelig.
Ellers pagsebe bi ubmærtet samtnen og elstede hinanben
af hele vor SjæL Aa, twor højtflyvenbe Lu«fttasieller hat
vi itte bi)gget. Naar Fritz’ og bin Sstemme trcengte ind
til mig, brøsmte jeg mig 30 Aar tilbage i Tiden; tun hav
be vi itte et smutt Hsjem at ins-des i, men et tarveligt Bre
relse meb lejede Mahlen Kurt levede fra Haanben i
Munsben og tunde intet leegge op, og selv vm jeg sparede
not saa meget, var bet nmuligt at samle en Sum til et
not saa bestebent Ubstyr. .Mit eget Hjem vilde jeg have,
bei holdt jeg saft paa. Kuri syntes, vi tunde leje ei Var
nisøblerede Virtelser; men jeg blev veb mit og ertlærebe,
at saa længe han itte havbe en fast Stilling, giftebe jeg
mig itte. Den Gang stintes jeg, jeg harrt-lebe meget tlogi,
Hebbig, men tunbe jeg leve mit Liv om» saa vilde jeg tage
til Takte nted et not saa tarveligt Verrelse med lejebe
Mahlen
Dei ene Aar gist ester det andei. Hat-be mine Slægt
ninge ben Gang strentet mig -bl-ot en Bistbel as den Rig
!dom, jeg nu besrdber, til at grunde mit cget Hjem meb —
ja, saa sab bin Tante nu itte her som en gammel Josu
-fru, saitig Paa Lytte og Kceriigheb
Kurt begynbte at sortvivle og ansaa bei for en Umn
iighed nogen Stube at naa et Maal. Gobe Venner og
tærlige Sicgtninge ansaa det for beres Pligt at abvare
mig. Kuri spillebe, Kurt var forspmmelig og letsindig
og vitde aldsrig bringe bet til n«oget, og da jeg naturlig
bis lige saa libt viibe opgive harrt, ba han« var fortvivlet
og ulytlelig, som ben Gang, han var fuld af Livsmob,
spottede man mig og l-o mig u«b. De sorgisteibe Pile havbe
bog gjort beres Stylbigheb. Jeg gjsorde Kurt Forestil
linger, jeg græb og jamrebe —- gsr albrig bei Hebvig over
sor Fritz, selv om «du synes, han hansbler anberledes, end
bu anser for rigtigt. Veb et venligi, teerligt Orb tan du
søre ham tilbage til big og til sig selb, men Bebrejbelser
og Klager forbsiirer.
En Dag havbe Kurt forlabt Byen. Han strev mig
til, at han vilbe forsøge sm Lytte i en anben Sterbens-dich
thi ellers »blev vi gamle og grau, insben han iunbe opfyl
de min Betingelse.«
Tanten tav og stjulie Ansigtei i sine Hunder.
.Fulb af tarlig Deltagelfe spurgte Hedvig: »Da
hsrte du albrig senere fra hasm2«
»Kat! een Gang. Han strev mig til fra Califorwienx
han haabede at komme tilbage om nogle Aar vg- hente sin
Brud. Senere har han albrig givet nvget Livstegn fra.
sig. han havbe itte Lytten meb fig, min stattels Kurt.
Da ben store Formue tilfakdt mig efier mine Slægt
ninge —- det var mange Aar efter hans Fotivinben s
rejste jeg efter hom. Paa en inbtuntet, forssmt Grab
begrub jeg med bitre Taarer vor sbelagte Ungbom, vort
forspsildte Liv. Han sdsbe ssom en entom Manb i Armod
bg Savn, iog jeg levebe ensvm og forshaerbet vibere i min
Rigbom, inbtil bu tom i mit Hug. Tit min Undren op
ibagebe jeg libt efier libt» at mit fort-strebe, kolbe Vierte
erian tunbe rumme en varm Fslelse· Mit Hans stal viere
bit og bin Maan Hiern. Ebers unge Kærbisgheb stal int
be bet meb Solstin, og mit stille, trisie Liv stal enbe frede
ligt i Gliede over Ebers Lytte.«
At K æ rli g h e den er den egentlige Drivfier til
alt Gebt, berom er alle entge. Men ben sande Kuck
ligheb hat en meget vigtig Bestanddel, som saa let
vil overseb i vore Dage, nemlig Tugten. »Im Tagt,
men KerligheN er Stitvrdet, og saa glemmer man,
at ber ikke eköisterer sanb Kærligheb uben den« Vil
man meb Drbet »tag det meb bet gabe« ubelukke Tug
ten, saa er bet et skcebnetvangert Ord, der kan søre til
alt anbet end bet, som godt er.
R.J.Ringdal.
En lille ZEgteskabSmægler
(Marie Schram.)
»God 21sten, Fru Soendsen.«
»God Aften, Hr. Jngeniøt.«
Hans Hilsen tlang tølsig og adspredt, hendess for
legen, nedtrytk.
Med tunge Stridt gil den svcere Mand hen over de
tnirkende Gulvbrccdder, for at sorsvinde i det eneste Vir
relse, deroppe paa Leisten, der var i Befrddelse af et stor:
Fag Vindue, og som han nu i et Aar havde deboet som
Leier hods den unge Ente, Fru Svensdsem
Hang Vcertinde dar lydlost som en Sskygge traadt til
Eiden i den lille, af en Lampe svagt oplysste Entree. Tet
tyngede vaa hende, at Or. Brunnert var faa sretnmed
ooersor 'hen’de; men han havde Grund til at være det. Da
han i Morges meddelte hende« at han nu bestemt om 14
Tage rejste til Konstantinopel, havde hun staaet der faa
dnm og enfoldig og itte saaet et eneste Ord frem. Og
da han vredt havde set paa shen«de, havde Ihnn stammet:
»jeg gratulerer«, hoorpaa han pludselig havde afbrudt
hende med de Ord:
»Man ja, gratuler De Dem tun selv til at komme If
med den Grovsmed, den Brunnert!«
Hvor utatnemlig maatte han dog ikte anse hende for
at Verre! Han havoe jo altid været saa god mod hendes
Dreng. Og niod hende selv ogsaa, ja, trods al Tilbage
boldenhed ogsaa mod hende selv, navnlig i »den strenge
Tid, da hun ester alle de tunge Stusselser, ssom hendes
lorte Ægtesslab «havde bragt hende, ogsaa Inaatte strides
med fin afdode Mands shavesyge Slakgtnsinge, der absolut
vilrse sravende hende de Møbler og det Linned, som hun
selv havde bragt med, da hun blev gift . . . ogfaa den
Gang var det hendes Ulytke, som ved alle stærke Sinds
bevcegelser, at hnn itke var i Stand til at frembringe et
Ord, naar hun netop stulde tale-. Naar alt i hende meo
Magt trcrmgte paa for at komme til Udtryk, saa var hun
netop stum og stiv. Det var og blev en sand Ulytke for
henve. .
Med bojet Hoved stod den spcedlernmede unge Kone
udenfor Doren til stn Stue. Hvor hendes Dreng dog
stojede derinde!
,,Knud maa itte strige saadan,« formanede Moderen
ham. ,,Ontel Jngensiør er kommen hjem sog stal anbejde.«
»Knud vil sige Godnat til ham!«
,,J Aften itte, min Stat· Du et jo allerede i
Stjorte. Se, nu trcekker jeg Stoene as og de rode
Strømper og saa lotnmer Knird paa Hosvedet i Seng.«
»Nej, jeg Vil itle i Seng,« ertlærede den lille tod
lindede Stump, »jeg svil ride til KantinopeL Saa vil
jeg se efter, om der er lige saa dont som i Kongens Have.
og saa rejser jeg med Onkel Sjenor dethen paa den store
Dnmper — puh —- puh —- «p11«h!«
Og den lille, livlige Fyr efterabede med oppustede
Kinder Mastinens Arbejde, den, som »Du-tel« engang
havde vist ham, da de var ude at spasere.
,,Sn«at nu iltte saa meget,« formanede Moderen,
»Hm-Z kan dn site fakde i Swvn igen. «Onkel« hat itke
Brug for dig i KonstantinopeL Og du maa da ogsaa
blive hos din l-ille Moden«
»Du rejser ogsaa me·d,« sagde Drengen i en afgø
rende Tone. »Hvor siulde Onkel Siensr bo hos Tyr
terne og faa Mad, naar du itke var -der?«
»Vi to hliver her, Knud. J Konsftantinopel stal
Onkel bo i et stort Slot og faa saa meget godt at spile
og dritte; men din lille "Mo’er ksommer ikke mere til at
lave Masd til ham.«
Kæphestem »so-m Drengen red -pa-a, laa pludselig paa
Gulvet, han stod der som et Billede Paa den hojestie For
undring.
»Du — du —- skal — ikke — slal ikte — mere lave
Mad til ham?« i disse afbrudte Ord gav han nu stn
Forundring Udtryk.
,,Nej, alsdrig mete, Knudl«
Tonen i Fru Svendsens Stemme lod ganske sorg
rwodig Nu tog hun, som hun mente, Ubemcekket Lom
Inetørlladet frem og tsorrede sme Øjnr.
Men hvor hurtigt det end var stet, saa havde hendes
tloge Dreng dog fet det.
»Og du vil jo dog gerne lave faadan god Mad til
ham, ikte M«o’er?« sputgte han med sagte, indsmigresnoe
Stemtne, idet than slyngede de ssmaa Arme com M·oderen.
En Halten hortes paa en Gang derinde i det hygge
lige Værelse, hvor Rittelsovnen udisenldse en behagelig
Varme, og en Butet Vintergcelke stod og IPyntede paa det
runde Bords hatlede Bsordtæppr.
J det samme hortes en Kloktes spintle Klang ade
fra, den trangte som elettticerensde inId i den bevægede
Stislhed.
Fru Svendsen for samtnen.
»Jh, min Dteng nu har du faaet mig til at staa
her og snatke, og du er itte i Seng endnu, og Maden til
Fugen-isten er endnu ikte parat!«
lJ stssrste Hast rev« hun et uldent Torklaede op aj
Kommodestussem patrede Drengen inv deri, lagde ham
paa Sofaen og formanede ham:
» ,,Bliv nu parnt liggende der, til jeg komsmer igenl
Men artig og stille maa du vere, at du ikke got flet
U«lytter!«
Og nu losl) hun som jaget hen over Ente-ten ok«
bankede frygtsomt paa Deren ind til stn logerende.
»Kom ind!« brummede en dyb Bas derinde fra.
Doren aasbnede sig nu en ganste lille, lille Stnule
og gennem den smalle Aabning sbad en Miit-, frygtsosr
Ste«rnme:
»Die maa bare have en lille Smule Taalmodighed
Hr. Jngenioy jeg kommer lige sttats med Maden.«
Cn htuimmende List-, der tunde have gjsott en um
Bjotn Ære, og ssom formodentlig stulde bete-de at mai
vilve viere saa naadig at have en Smuke Saalmodtgshed
shsrtes indesra
J Fru Svendsens Dagligstue havde imidlertid del
lille Knud viklet sig ud af Tsrilwdet. Uden visdere han
han saa taget Vintergcettene usd af den( gtpnne Letvase
hvori de ktod, og skyndte stg saa hen til den Dor, son
shans Moder for et Minut siden saa frygtsomt han
vantet paa.
Drengen lukkede vsp og marcherede ind.
»Naa, hvad er der med ldig,« spottede Jngenijtets
,,har du tabt Trøje og Bukser under Bejs?«
Knud tvitterede for denne billige Haian med den for
nen1t, kolige Bemcelkkn«ing:
,,Mo’er har taget min Trøje og Biutser ud for at
børste dem, Onkel. Jeg er lølben min Vej.« Og i dek
samme holdt han hele Buketten as Vintetgækte hen sot
Zijnene as Spsottererk
»Er du kommen ssor at give mig den, din lille
Ssplejs?« ssvurgte den store Mand nu med en underlig
blød Stemme.
Knud nikkede. »Jeg sorærer dig den. Men saa man
du ogsaa love mig n«oge«t!«
,,Hvad er saa det da?«
»Du skal lade Mo’er dlive ved med at lave Mad
til dig.«
»Hvad stal jeg?«
Jngeniøren løstede den brunlottede lille Fyr op paa
sine Knce.
»Du stal lade Mso’er, min Mso’er blsicve ved med at
lave Mad til dig. the? Og saa tager du os begge to
ined til KantinopeL mig og min lille Mo’er. Hun grced
saaldan, for at hun ikke skulde lave Mad til dig mere.«
Et undertry«kt Skrig —- en Klirren as Porcellæn.
Fru Svendssem der var traadt ind ad Demn, vsar lige
ved at tabe Balken med Aftens-maden.
»Du er en rigtsig lille Slu«dresbøtte, du ved jo slet
ikke, hvad du siger,« stcendte hun blussende as Undseelse
og Forvirting, og hun saa i dette Øjeblik ud som en
ung Pige. Hendes store, sorgmodige Øjne var fcestede
paa Dtengen og paa den elskede Mund med et Ubesirive
ligt Udttyk.
Hun gresb sin Drengs Haand.
,,God Nat-, og vcer ikke Vred for hinns dumme Stre
ger, He. Jngeniiør, ldet stal ikke sie oftere.«
Og rank, med ubøjet H-osldning, Vendte Fru Ein-end
sen sig for at goa
,,S»aa sagte, saa sagte, min cerede Værtinde,« Wis
Jngeniørens Stentsorstemme, ,,men De maa ikke stoende
paa min- lille Kammerut. Se Blvmsterne her, som han
hat sbiragt mig, de darsler For-gar, ved De not, naat de
twds Skne og Kulde stiller deres smaa, hvide Hodeder
op ias Sneen. Fru Elsebeth,« Basstemmen blev igen
ganste bl-ød, og den st«vee, krastige ·Ha(ands, der havde grebet
sat om den unge skcelvende Klones smalle Fingre, var
blød og varm — »El·se"betth« maa jeg tro Paa, at det var
en Forjcettelse om Foraaret, — om vor Kretligheds For
nar, —- den lille Skudre«bøtte, som De kuldte ham, bragte
mig? Sig ja, hsrer De, sig ja — nu- straks!«
Det var, sosm om et Hav as usigelig og ufattelig
Hentytskelse flog samtnen om hende. Men shun stvd der
i al sin sSalighed uden at kunne sige et Ord.
«Kan man nu iite blive rasende!« rascvbte han over
modig. »Vil du itle betro mig Knægten, Elsetbeth?'«
»Han stal vcete din, Gesprg!«
,,Og du?«
»Jeg ogsaa,« sagde hun sagte, »jeg vgsaa.«
L
(
—
Hvad er Livet?
Hvad er Livet? En dejlig Dtønt,
en Lyst, som svin«det««i Tidens Strom,
en klangfulsd Tone-,
en Regn«bu’krvne,
et Stierneskud.
Hvad er Livet? Et Smertens HAV,
hvor Bølge synker i Bø«lgegrav,
en Sang af Sukke,
en Dødens Bugge,
et Vceld af KvaL
Hvad er Livett2 En Kamp og Sirt-d,
fvruden Løn for den travle Id.
En rastlios Higen,
en hasabløs Vigen,
en Tomhed blsot.
Hvad er Lcivet? En Kæriighed,
et stadigt Osser, en evig Frev,
en Sorg, en Glæde,
et Fald, et SM,
en Valfartsgang.
Hvad er Livet? J Jesu Navn Z
en evig Hvile i Herrenss Favn, ·
en evig Væren
med Englehæren
i Salighed.
H· P H v l s t
Præst.
Gode ngety som anbefale5:
Beil Hut. En sstektquvst Fortckuing fka nimmt-. Eu af
Amerika- bedsie Sigm Af Lewis Wallace paa Danst veb
Bill-. stillen Pris, gobt inbbunden, CLAS.
Din Brodcts Blodo En Fortcelling, fom stildtet Liveii
Orte-new icngstende og interesiant. Pan Dunst ved N. P.
Mut-few 174 Sidet, i Omstag, 40 Gent-.
Herren et mit Skjowo En Fortælling, som stildrer bei
kristelige Liv i Ruslanlh 150 S., i Omsl. Asc, indb. we.
Mitlam Rofcnbanmo Cn Fortælling im isdiste Kredit
125 Stdn-, i Omflakh 25 Centd, indbunben 50 Centi.
, Martyrcu i Sto Andkewso Et Billedefra den stptsts
Kirkr. 98 Sitten i Omflag 20 Centz, indbunben 40 Cents.
Martykerne i den lntherfke Kitte. Wka m
Tyst. 224 fmaa Stdn-, indbunben i Shirtingsbind 40 Cents.
A Bogekjendes perfect-it Betalinqen liebes inbfendt samtnen
med Bestillinsew Frimærker modtages iom Betaling.
Dauish Luther-m Publiihiug Haus-, Mai-, Nehmt-.