Kristns og de studerenda
As C. StodgattdsPetetien·
(Sluttet.)
Og dog taaber Folt om en saadan Adam vam
se han hat Opdkagelse! Hans fine Tone og ,,charmante
Besen« — det er Opdragelse, fand OpdragelseL —- —
Men chvad i Alverden hjælper den Opdragelfe et
Mennesie, der itke tan drage et Menneste op? —- Og det
knnde al Adam Homos »Opdragelse« ikte; og det tan
alt, hvad den gudløfe Vetden lalder Ospdragelse, ille —
— — Om Jeremias, den Gang han laa paa Hulens
Bund, havde tunnet bukte som en Danfemester og jale
fom en Engel, og vm han havde hast Dannelse og Kund
stabet fom den sineste Gentlecnan, tunde det have draget
ham op? tun-de det hindre ham i at synkes —- Vi ved det
godt: hvetken sine Mancrek eller Ratutlighed, eller har
monist Udvitking ellet praktisst Saus eller alt, hvad ntun
ellers ved at navne af samme Art, — — intct af akt det
tunde holdt ham «oppe, da han paa Hulens Bund sank
i Tsnndet; — og intet af alt sdet can standse et Menneste
i det store Syndefald, hvoti han besinder sig, eller drage
ham op as Dyndet, hvori han er funken. Og dersoe lalder
jeg den deragelse, der tun bestaat i alt siigt, for Stin
apdragelse, thi den mangler i Virteliaheden den op-dra
genke Magi.
Der maa en helt ny Kraft til derovenfra, hvis di
sial dkages op af vor indetfte personlige Nod og hfazlpss
i dort state hjælpeløse Fakd
ill.
ist der da en saadan Kraft i VerdenZ
Ja, lovet oære Gud, sont giver os Seit ved Jesus
Kristng vor Herre! — Der er sand og levende Opdragelfe
millig.
Hvorfta lom den opaddragende Magt sor Jeremias,
da han laa paa Hulens Bund? »
— Den tom sra Kongen og sra Kongens Tjener. —«
En ass Nonsens Tjeneke saa Jeremias ligge paa Bunden
as Hulen, —- lsb iil Kotigen og fortalte det, og Kongen
saadeJ ,,gaa hen, dkag Proseten Jeremias op as Valen
inden han dor«. — — — De samme Ord har Himlens
cg Jsordens Konge talt over os. han saa vort Fald sra
Paradistaersklem «l)an ynledes over det faldne, og han gav
sin Tjenek, ja sin enbaarne Son det Bud: gaa hen og
drag ven saldne Slægi op, spr den dor! —- — Og han set
sden Dag i Dag, hvordan Mennesler i Tusinttal min i
alt, hvad de talder sin Opdragelse og lard Opdragelse Ig
moderne Opdragelse, dog synler og synler og atter syn
ler; —- han set det, og han ynlesi — Ogsaa over Dia,
den entelte Sjal, ynles han; han set so vgsaa, hvordan
du overladt til dig selv vil synte dybete og dybere; han
tender den Kamp, som du maaste i Londom hat stridt
sor itte at synte; — og det Bud er udgaaet ska den
Heere Zebaoths Aasym gaa den, drag den Sjæl ap, fo
den dor! —- —
Jeg hører vor himmelske Fader iale det Bud til sin
Son, og jeg hsrer Guds Aand geniage det samme Bud
til hvek en Larer i denne Skægt: gaa hent cdrag denne
Slæat op, ssr den sdtrI
Ihm Livet i Kristus Jesus er sand Opdragelse,
thi lun det har Magt til i Sandhed at grage os op!
Hvordan bessrer Jesus, »Kongens Tjener«, sig da ad
med ai drage ei saldent Menneste op? —- Gansie som
Kongens Tjener ,,Eded-Melech", da han vilde drage
Jeremias op...-——Fra Kvngeborgen, staat der, giik
han hen i Kongens Forraadslamre og tog dersra nogle
Reh og nogle gamle Pfalier og Klude og gil ind i Fern-»I
slets Forgaard og lasiede det ned til Jeremias i Hulen.
Er det iste, hvad Jesus har gjori og got den Dag
i Tag? Han gil ned i Jængslets Forgaard, — hvad cr
»denne Verden« andet end en Fængslets Forgaard? —
han tillastede os ,,et Reb«, og Rebets Navn er den srie
Naade fra Gud vor Fader ved den Forsoning, som ee
i Krist116. Dei Naadens Reb hat han tasiei til hele den
saldne Slcegt, — og det Reb har han ogsaa mange Gan
ge og paa mange Maadet last-et til Dig. Du sil det
iillastet i din Daab; Du sit det tilkastet maasle gennem
Fa’er og M-o’r, maaste gennem Broder og Ven, —- og
gennem Ordets Fortyndelse utallige Gange. —- — ——!
Aldkig saar du sand Opdragelse i Eje og aldrig lan du
som Larer i Sandhed opdrage andre, for det bliver Moor
med at aribe dette den sri Naades Reb i Kristns. Men
hvor mange as dem, der mener sig at være vel opdragne
har gjvrt detteZ De gaar vaa Seminarier og Univer-«
stiet, —- de sinderer Predagogil og over sig i »P«eaxiö« og
sortrsster sig til at have Lad og Del i »Tidenss Mere Op
dragelse«, — sog saa glemmer de dog ai geibk den eneste
A
(
opad-dragende Magt i Verwen. — —- Forswngeliglseders
Forsængelighedl — — leerde Daarer og siinopdragne
Pædagogerl — —
At lunne mer end sit Fadervor er dejligi —- men i
Sandhed at kunne sit findet-vor er dog det ssrste og det
stsrstet
Ovad enten man er Seminarist ellet Student,
Born eller Professor — al san-d Opdragelse bevor paa,
at man med sin hele Sjæl saar grebet Guds Rande.
Tager man ikke fat hetpaa i personligt Alver, saa bliver
man siddende i ,,Dyndei'«, selv om man saa fotresten hat
Sinssen suld as Testimowier, akademiske Wehr-eve,
, as yderste Vigtighed, at man cerlig overvinder alt, dvad
its-« d.: kan«hindre en i ai saa sast personligt Tag om Naadem
— Og man burde kunne se, at alt dei, der her ttcsder
hindrende i Besen, ilke er Bisdotm men Daarstasb.
Lasd oö blive i Billedet med Jeremsias. hvad runde
lyasve hindret ham i at gribe sdet tillastede Red? —- Vi
tan trenle os sorstellige Ting.
Vi san tanie os, at Jeremias hat-de givet sig til
ai se paa Redet og anders-ge det. —- — Sei Jer ind i
Situationen. Han sidder i hulens Halvmsrlr. Plnds
selig ser han et Reh komme dalende ned til sig. san
tager vaa det — — ilke for at basde sia draqe op — det
salder ham slet ikke ind, — men sor at bessle det i uns
gerrig Forunsdring. han tagek maasie tilmed sin Lomme
tniv pp (hvis han hat haft en saadany og set et Snit
eller to i Rebet, giver sig til at iælle dets Fibre og Vin
dinger, sætter sig ind i »Rebets Teknik«, udregner dei
Boereevne med 8 Dicimalerl — og holder lange og laerdc
Monologer over Redetg Fortrceffelighed —————
—— Vi kan jo gerne tcente os det, — itte sandt? — eller ei
ret i Virteligheden itle utænteligt, at Jeremias siuloi
have baaret sig saaledeg ad? — Vil ktke enhver give mig
Ret i ,at sligt i hans Situation havde vertet Galm-ands
vcrrt? — —- Ja, men hvad er det alle de niange studerenoe
gen-, — —- alle digse latelismusltktde Seminarister oa
Theoloaer, sidder itte mange as dem oa besøler og be
irammer Naadens Reh nden med en Tanie at tcenke
paa selv at lade sig draae op as det? —— ——— — —
Op : Draaelsen forsumper i den dode Kundstabs
Bedra«q. —- -—— —
Eller — — tænk Jer, at Jeremias, da Redet blcv
kastet til hatn, var bleven vred og ærgerligz — vi ian jo
have Lov til at tasnte os det! Hvor let tunde Rebet iite,
idet det faldt, komme til at ramme hain i Hovedet eller
give ham et Dast over Ryggenz — sæt saa, at han havoe
gisvet sig til at skjcelde og intelde og raabt til dem deroppet
»hvad? tan J nu itte lade mig oære i Fred? sidder jeg
iiie haardt not i det i ForvejenZ slaar J mig ovenikølbet.«
—- --— Vi tan jo tænte os, at Jeremiag havde baaret sig
saaledes ad; —- —— eller maa jeg ikte atter sige: vilde det
ikke have veret plat utcevnkeligiZ —- -— Selv om saa Rebet
virtelia havde ,,ramt« ham — — Gid dog alle de, hdem
Guds Ord rammer i Hier-te og Samvittighed vilde sor
ftaa dei samme! — Guds Naade ian slaa haardt, men den
er dog altid et Redninggreb, der gerne vil drage Syndere
op as Dyndet. -— Alligevel blioer den haer Verden vred
oa cergerlig, fordi Ordet ,,rammer,« og glemmer i Vrede
og personlig Fornarmelse den frelsende Kcerligheds
tante —- — — ,.
. OP - Dragelsen strander paa Misforstaaelse og
ond Vrede.
Eller den strander paa andre Ting. — —- Sæt, at
Jeremias havde raabt til deme, der kastede Rebet ned
til hom: »Tak skal J have! Dei er meget venligt as Jer;
men jeg trænger aldeles itte til nogen Hjaelp sra Jetes
Side. Hvad iattes mig? Jeg har det godt, hvor feg er;
—- jeg sial itke onske mig bedre Lod» — — — —Jeg
maa naesten smile ved den Tianie, at Jeremias stulde have
raabt saaledesx — Prise sig lyitelig midt i Dyndett Hatt
maatte jo i saa Fald have manglet baade Syn og Lugie
sang og den halve Forstand — Var det ikke, sordi jeg
ser Tusinder og atter Tusinder Idcere sig saaledes ad den
Dag i Dag, — jeg vilde forsvcerge, at sdet var umuliat.
Men Erfaringen over-beviser mig. —- — Guds Naade
tommer med Tildud om at drage Sjcele op as Synd og
Smuds, — og de sdarer i Kot med Forhærdelsens Ustyl
dighed: »Drage og op? — hvorsor? Vi har det jo godt,
hvor vi er, og fattes intet.« —- — —- —— De hat Øjne og
set dog itke; Hierter og forsiaar dog iiie. — De har
Smag paa Livet i Dnndet og oil itte sliope det. —- — —
OpDraaelsen hindres as Kcerlighed til Smudset.
—- — —- Eller —- tcenk, om Jeremias havde sagt,
da han saa Rebet dlioe kastet: »Det hjcrlper iiie, — det
er for sent! Jeg vilde gerne op, men jeg sidder for dydt i
det; var det tommet lidt spr, saa var der Hsælp mulia;
men nu er alt Haab udez jeg er sanken for dybt, og jeg
er sor tung; Rebet tan itte boere mig«. —- — De Tanker
iunde jeg bedre sorstaa; — —- og dog vilde der heller ikie
have met sund Stans i dem. —- -— Sunten for dyth
—- stnlde de 80 Mand, som Ebed-Melech havde med fig,
itie have magtet at drage een Mand op, selv otn han;
saa sasd i det til op oder ØreneP — —- Ellet for tungh
—- hvad vil det sige? slulde et nyt Reh sra Kongens For
raadstamre iite tunne biete een Mand, om han saa var!
not saa tung? — —- — Gaa itte og taenl alle disse Ring-»
haadløse Tanieri Som om Naaden iike slulde iunne
bjcelpe Jer, hoor dhbt J end er suntne, eller hvor iungt
daade Hierte og Regnstab er! —- Guds Naade er morg
tig til at steife Der er Kraft nok devooentil til at drage
selv den dhbest salone Synder op. —- — Saa vist som
Havet paa Dommens Tag skal afgive sine Døde og »De
den og Heloede« sial afgsive sine, —- — saa vist maa
ogsaa Smudset her paa Jord afgive sine Dpde, naar
Naaden gritbes i personlig Tro.
Lad da itte Op-Dragelsen i eders Liv strande paa
tunge Tsanker om at svcere «for tung, —- ej heller paa død
Kundsiab eller Brede eller Kcerligshed til Smudset. — Vil
vi usden Omsvob og leerd Snat cerlig og enfoldig scette
os ind i Sagen, saa maa Eisemplet med Jeremias lunne
vise os, at alle den Slagö Hindringer og Undstyldninger
er Daarskab til Hohe, — Om nogen da hidtil hat ladet
sig nsje med dpd Kundstab eller er faret vild i Vrede over
for Kristus eller i smudsig Lyst —- han stifte Sind! —
hvad et det for en Opdrager, som itte selv er draget op?
En saaldan er snarere en Bedrager end en Opdrager.
—- — Naaden maa grisdes i personlig Tro, hvis Op
Dtagelsen stal komme i Stand. Gor det derfor og for
ssm ikte detie det ene fornsdnel
. Gräsbe Naasden —- J sorstaar vel, hvad jeg mener
der-med? Dei er ei Billet-e, men et Billede med Menan
i. — Lad os itke snakte i Gaader for hverandre. —- ·.1i
gribe Naaden er at seiende sine Synder i hdmygt Alvor
og at sige Gisd Tak sor hanö Mistundlheds Storhed —
Syndsbekensdelse og takkende Tillid —- ·det er de to »den
der«, hvormed man »gri—der« Rai-den« —- — Dtet tlinger
itte videre lcrd og sint, — jeg fisler det saa godt; —
det er lige saa enfoldigt som med kraftig Næve at gribe
om et Tong. Men det et dog det, der maa til, hvis Op
Dragelsen skal komme i Stand. Fra det Øjeblik, Synsdsss
betendelsen sog Naadetak gaar Haand -i haansd i ens
Liv, er hele ens Personlighed underlagt en opaddragende
Magi; — —- man bebt-ver da ikte selv at »kleine« ins-i
sommekigt op — man tan det itte en Gang; —- men det
bærer op ganske as tig selv. Gudö Kraft deroveniil dra
ger os op, —- vi ved ej selv hvorledes. Blot maa vi
sblive vesd med at holde fast og sikte slivpe Taget.
At shoide fast er lige saa vigtigt som at gribe.
vanfsr Jeremias — Men mange griber til og slipper
Tagei igen. Saa bliver det sidste svcerre end idet faste.
Dei bliver til aandelige Kot-better i Siedet for aandelig
Op-Dtagelfe. — Vil di drages op, maa vi ikke blot staa
paa Vogt mod alt, hvad der tan hindre os t at gribe
Naaden, men ogsaa mod alt, hvasd der kan saa os til at
Hippe Pagen naar vi dar grebei den. — Jetesmiag hat
« sitkett holdt saft, —- han hat sølt, at det gjaldt Livet; —
men havde han givet Slip, hvasd kunde da Grunden hav(
c dekret? —- — Jeg tan taente mig to Ting —: Trcether
- ellet Svimmelhed.
Han tun-de oceae bleven trcet i Haand og Arme og
derved salden ned igen.
Mod Trætheden tender jeg tun et Misddeh hold sait
med begge Hemden Man tan sagtens holde sig oppe met
begae Hemden men det tnilber i Længden at holde sig ined
sden ene. Men netop det et, hvad mange sorsøger. Snatt
holder de sast med den Haand: Syndg«betendelse, men
glemmer den ftimodige Tat sot Naaden; saa bliver
Sdndsbetendelsen tung og haabløs —- og man bliver
,,lra:t«. —- — Cnatt holder de fast med Naadetakken,
men glemmer den ydmyge Bekendelse af deres Syndet;
saa liliver Takten tryg og falst; den blivet til uægte Seit-Z
-l)eaejstring, der endet med Stuffelser over sig selb. J
begae Tilscelde glider Naadens Toug en usd as Hemde
Op-Dragelsen assbtydes — man salder ned i Dyndet
kgen.
Liaesaa den« svimle. Ogsaa Svimmelhed saat et
Menneste til at give Slip og fører til Fald. —
Jeg sendet tun et Middel m«o"-d ,,Svtmmelheden«:
at se opad og aldtig ned. Drages man op as en Huf,
blivet man tun svimmel ved at se ned i det Dab, book
sra man lommet, men itke ved at se op mod Lyset, hom
ben man drages. Mange Mennester, i hvis Liv Naadens
OP - Dtaaelse var i gsod Gange, glemte at se op knod det
høje Maal; iStedet for saa de ned og syntes da, at de var
tomne saa højt op; de blev »store« i deres egne Tanlet.
,,Svimmelheden« lammede Troens Gteb — de sla«p, og
de saldt.
Der er en egen Yntelighed over de Mennester, hvis
hele Liv er en elendig Kredsgang as at gribe og sli«ppe.
De drages lidi op —- slipper Taget, salder med en aande
lig Saltemortale tilIDage i Dyndetz ligger der og sunde:
sig lidt; griber igen om Naadens Tong; drages lidt op —
salder igen tilbage og saa fremdeles. — — Stattels
stedløse Sjæle; de lever i aansdelige Vejrmøller i Stedet
sot i aandelig Osp-Dragelse.
Var paa Vagt mod al Trcethed og Ssvimmelhetx at
det lan blive en stst og stadig Op-Dt-agelse, en fortsat
Fremgang ved Guds Kraft i Lys og Sandhed. Og
væt itte bange sot den sande Opdragelse, fordi den kostet
lidt Ve og Smerte. —- -— Den hat sin Smette, —- det
tan itte stjules. —- Da Jetemias havde klamret fig til
Touael og begyndte at bliive draget op, da begyndte ogsaa
sptst Dyndet sor Alt-or at holde igen og trsækte ham ned.
Han fotnam Delthedens Smerte mellem det, som dtog
op, og det, som drog ned. — Hvor et det Mennesle i
Krisius, som ikte hat sornummet noget lianendeZ Kødet
jbegarer mod Aaanden og Aanden mod Kødet; det get
Iondtx men det faat saa være. Der er noget deri, Gnd irie
lan spare os sor. —- — Og denne Delthedens Smette et
itle den eneste. Rebet hat snæret Jetemias om Haand
og Armhule — detom er der ingen Tvivi. Han hat følt
zsig naa een Gang svævende ftit uden Fodsiceste og dog
»bundet og fanget. — Kristenlivet hat samme Lidelse. At
hvile i det usynlige sornemmes tidt som en angstelig
Stvcevem — at vcete under Annde Tugt sont et sncerende
Bann-d. — Men disse Op-Dtagelsen5 Smettet hat detes
Velsignelse. De et Isot os selv et mcegtigt Vidnesbytd
om, at Op-Dtagelsen Vittelig er i Gang, — de et et
Lidelflernes Bevis paa Livets Fremstd og Betst —- Og
de hat deres Granse. Gud ssparet os for, hvad han tan»
— Det et et smult thet —- dette, at Ebed-Melech tsoa
gamle Pjaller og Klude og kastede dlem ned til Jeremias
sammen med Rebet og sagde: lceg dem under dine Skal
dre! Naar selv han var saa omhyggelig sor at tagt
lempelligt paa den, der stell-de sdtages op, slulde saa Gud
itte være det des mete? Herren lægget Puder under,
hvor han kan. Han ladet os iiltte lide uden Hensigi. »
Dersot — lad os vcere stimodige sog itle fotsage.»
selv om den sande Op-Dtagelse søret lidt Lidelse med
;sig. —- Nasat alt tommer til alt, —- hvad er saa Op
Dtagelsens Lidelser mod den Lidelse hjcelpeløst at synle
i Dyndet? Her et ingen Sammenligning mulig. —
Der er uncevnelig Ftyd ved den Følelst: det bæter opad
i mit Litvl —- Gennem Fejl og Falld — maaske MenJ
sdog er »Nedfal«dets« Tidet sotbi. Jeg idtages op nrod
Sandheden og Lyset, mod Fuldtommenhedens himmelsle
Maal —- mor Guds Borns henge Frihed. I
Naar Osp-Dskagelsen i et Mennesteliv er i Gang, faa
er Sangens Tisdet komnel
1V.
Livet i Troen paa Kristus er fand Opdragel-se. Dei cr
Kraftem det er Karmen. Men Odermed være itke n«(vgtet,
at Ospdragelsen hat sine Ydersider, som ogfaa er vcerd at
tage med. —- — Vi hussker de sovenfor nævnte Anstuelsek,
at »Opdragelse« bestod «i: gode Mhnerer. Naturlighed,
harmionisi Udvitling, praktisi Evne og Selvforgiemmelfe.
Der er en Sdandshed i hver af disfe Opfattelfer; men
hvis ikke Troen paa Jesus Kristus ligger bagved det alt,
bliver bei kun Skin og Slkalleskjuk uden opaddragende
Msagt. Er iverimvd first Nackdens Op-Dragesse i Gang,
— — ja, da kommer ganste vist ikke uden visdere alt det
andet of sig sel-v. Et troende Menneske faar ille lige paa
en Studs baade fine Manserer sog praktist Oversblik o. f.
v. —- men han har ligefuldt Mvdtageligbed for alt bette.
—- Alle Opdragelsens Ydersrder sfaar nu Nod i Personligs
heben, faa de itke blot indsves udefra, men vo-kser frem
indefra og derved undgaar al Hulhed og En«sidigshesd.
En lebende Tro paa Kristus giver »go-de Mancrer«;
— ikke i Ordets kalvefriferesde, stillede Forjtand, mer-«
i fand og gediegen «Betydning. — Troen, som vmsdanner
et Menneskes Mik, siaa lder kommer Sjcel i Øjet, — og et
Mennestes Ansigt, saa der kan naa til at stinne som m
Engels, — den præger ogsaa et Mennestes hele ydre Op
trcrdm —- — Dei gaar fom med den besattu da herren
havde uddrevet de vnde Asander af hans Hierse, da »for
han paaklcedt og ved Sans« (Mc. 5, 15). Hans hele
udvortes og ,,Maade at være paa« var for-andrer —- Den,
der omgaas Gub, lærer ogfaa at omgaas Mennesier.
Han lever i »der bedske Selstcw og sbliver der-for det
bedfte Sekstab værdig. — — Troen leerer os, som Pau
lus siger. ,.ikte at ftøde an i noget'« (2. Kor. 6,3), men
at give Ast spaa »alt, hvad der hat svdck Ltosv paa sig«
. tFiL 4, 8); — den fremelsker det, der er Kernen i as
- »god Maneer«,c —- nemlig: Orden — »alt sie sommelig
og ined Orden« (1. Kor. 14, 40) — Høflighed — ,,naar
J gaa ind i et Hus, da hilser det« (Mt. 10, 121 —— Bel
villie — »dem velvillige mod «l)verandre« (Ef. 4, 32)
—- Renlighed — ,,hader endog den af Kødet heimittede
Kjottel« (Ju-da V. 23) — og Takt; — tun de: er Takt,
ssoni er i Takt med Gud.
Og samtidig med, at Troen giver »gode Manerer«',.
hjcelper den et Menneste til paa en naturlig Maade at
viere sig selv. Mancrerne bliver ikte en stiv Maske ellet
tom Form. Den troende er sig selv, fordi han har fundet
sig selv i Angerens Selsdertendelse og vundet sig selsv i
Troens Fornyelse. — Kun den, sder findet og vinder sig
selb, tan osderhovedet være sig sel«v. — Paa enkwer anden
Baggrund endet ,,Naturlighe"den« i det sagte, det forcerede
eller det frække. Paa Naadens Baggrund alene er Na
turtigheden fuldt ud naturlig, d. d. s.: et regte Udflag
af Personlighedens Sætpræg·
Og det saa meget mete, som Troen udviller det hele
Mennesie harmonist. Uden Livet i Gud er al Tale one
»hartnonist Udvilling« af det hele Menneske« en Fiktion.
Det blider ,,en harmonisk Udvitling i Slcegt med Strass
burgergaasens, hos hvem Leveren udsvitles faadan paa
Betostning af alt ansdet, at Dyret dør. — Men alt, hvad
der udvilles si Gud, udvikles harmonist Guds Engle
hat aldrig skceve Vinger. —- — Vel hedder det: »dersom
din højre Haand forarger -dig, da hug den af«; nien det er
netop for den harlmvniste U·ddiklings Skyldz thi stat·
noget i Personligheden lide Staar, saa er det bedre, at det
uvcesentlige viger for det vcesentlige, end omvendt. —
Men sallerhelst tager Troen hverken »Haan«d« eller »Øje«
hort, men givek hder sit. Den gør Sjælen til et Guds
Billede, Legemet til et Aandens Tempel; den uddikler
Følelsen til Kerlighedens Følsomhed og fylder Samdit
tigheden med Hellighedens Stemme; den tilintetgøsr Jn
ftintternes Anarki og sætter Skik paa Kraefterneg Kaosz
—- den tægger att ind under Villiien og Villien ind
under Gud — —- — Al cegte harmonist Uddikling af
Personligheden begynder med Guds Fred og ender der,
hvor Gud er alt i alle.
Og denne Personlighedsharmoni. ssom Troen frem
mek, er itke blot af »dekorativ« Art; — det er itke en
Harmoni, der bestasar i en fortfat Rcekke ,,plastisie Atti
.tuder« af Sijcel og Legeme, men sdet er selve Sundshedens
tHarmonii. og derfor er den af praktift Vcerdi og rufter et
Menneste til at tlate sig selsv i det praktiske Liv. —- Troen
gør praktisi. — Den Praktisthed, der itle hat Troslivets
»Baggrun«d, er enten usdvortes Tusindtunstneri eller sam
vittighedsløs Oppvrtunismr. Derfor er det for over
fladisk at saette den sande Otpdragelses Kendetegn i at vcere
praktist Dog kan det praktisie heller ikke und-dates.
Er et Mennefte en raasddil Fugteungc, eller en Mods
og Kejte, der hvert Øjeblik bliver rendt over Ende, da
mangler hans Opdragelfe noget. —- Men ,,drages man
op« i inderste Forstand af Troen paa Kristus, da lieg
ges ogsaa Grundvsold til fand praktist Evne. — Troeir
giver evigt Ovevbtil over Mennestelivet, og hjælper derved
til praktist Overblit over den en«telte Situation. Den gør
os Jesus lig ogsaa deri, at ,,han vidfte felv, hdad han
dilde gøre« (Joh. 6, 6). Han var »Situationens Herre«,
fordi han var Guds Tjener. —
« Og endelig: Troen Paa Kviftus gør selvforglein-s
mende. Man tan ikke uden videre sætte Opdragelssens
Jndhold i Selvforglemmelse og Selvo·po-frelse, — thi der
lomtner alt an paa hvordan og hvorledes. Men Selvop
ofrelse er lige fuldt en uundvcerlig Side ded al fand Op
dragelse. Den, der ikke kan ofre sig selv for en ftor Jde
og glemme sig selv i en stor Sags Tjeneste, han er ikte
i fuldefte Forstand »vel opdragen«. —- — Men Trer
paa Jesus Kriftus er den ftøtste Bedcegkriaft til Selv
opofrelse i den største Stags Tjeneste. —- — — »Hvo, som
inister sit Liv, stat vinde det.«
Saaledes vokser alle Opdragelsens udvortes Sider
ud af Naadens Osp-Dragelse i Troen paa Krist«us, —
eller de beredes og grundslægges i alst Fald ved denne
den inderfte Op-Dragelse. —- Baade i evig og i mnnesle
lig Forstand hat Kristendommen altsaa en oP-dragende
Magi. — Vil vi derfor o p drages og itke be drages, saa
lsader os blive triftne med Liv og Sjcel.
Vi lever i en Slcegt, der drages ned af mange,
msnnxje Kvæftek — af Mennesiiesjælens egen faldende
Bergt, af de soctale Misforholds onde Samvittighed, af
tulturel Overmættelfe og af alle de tusind agitatoriste
Løgne, der daglig ,,slippes lies« og farer gnensde omtring
i Follet fom Blodhunde paa en Tømmerplad-s. —- —
Ssjcelerov og Sjælemvrd hsrer til Dagens Orden. —
Menneflevcerdien synker. J Folkednbet dannes et Bund
fald af Mennestebcerme —- og paa »Folkehsjsderne« et
Slum as Ssjwleboblen — Hvsis Mennesieheden var et
Vorspain vilde den itte staa i Pakt-Kurs. Den er
sunlen dybt under den Beerdi, som den efter Guds evige
Paastrift lydet paa; —- og den synter ftadtg.
Mange føler, at det tan ikte saadan blive ved. Men
hvad gør man? Man drømmer en vaagen Dkøm om
Op-Dragelse ved Hjcelp af nye Metoder og fotsbedtet
Undervtöning vg vm Folteløvftelse ved Hjcelp af Fas
foteninger, Agitation og Parlamentarisme. Man dram
mer og venter sig stvre Tingt —- Men Das-atmen hat s i n
Tit-. Hver Gang Hejfevaerket stal til at gaa, brifter
Tougene ligesom Filisternes »n«ye Reb« brast for Samsson,
da han »vaag-nede; —- og lFoltet falsder tilbage i et nyt
Uføre —- et nyt Ælte af det gamle Dynd
Der trænges til Naadens Op-Dragelse nu mere end
nsogen Sinde. Der trcenges«til Folteapdragere i Kristi
Aand.
Og derfor tomsmer jeg til eder, J unge Seminarister
og J ældre "Lætere, og siger til eder i min herres Namu
Bltv itte Folstevpdragere uden op-dragensde Magst —- dem
hat vi not af. Men giv jer selv ind under Naaidens Op
Dtagelse; —- giv Jesus eders Vierte i fuld perfonltg «
Forstandz og gaa faa ud sont Kristi Haandlangete i
cders Gerntng og last Naadens Reb til den S«lcegt, der
synker. — —
— — Vsi hat faaet en ny Stolelvm — og det tan
være gosdi. Men lad os over den nye tlke glemme den
gamle S«lolelov, — den, der lydert Gaar nd vg gsrer alle
Fall til m t ne then-let s-—
I
