Asfartadon, Konge af
Asfytien.
Assatkadon, Konge af Assyrien,
havde etobtet Kong Lahilieg Rige,
Idelagt og afbrcendt alle Byerne,
splitte: over sine Lande alle Jnsdbyg
gerne, drcebt Krigkrm halshugget
nogle af Krigshøvdingerne og fpid
det andre pasa Pete, atter andre hav
de han statt-et levende, og Kong Las
hilie selv havde han luttet sinde i c:
Bur
Om Ratten laa Kong Assakkadon
Paa sit Leje og dkømte om, hvorledes
han siulde tage Lin-et af Lahilie, da
han ptudselig horte en Støj Iige ved
Siden af sig, og idet han luttede
Øjnene op, saa’ han en Olding med
hvidt Etokg og blide Øjnr.
— Hur du i Ein-de at dræbe La
hiliek spurgte den Gamle.
—- Ja, sparede Kongen. Men jeg
hat blot endnu iitte tunnet udsinde
paa dritten Maade.
« — Lahilie et dog dig felv, fagdc
Oldinnen
— Dei er itte sandt, sagde Kongen;
jeg er :nig, og Lahilie er Lahilie.
— Du og Lahilie er eet,, sagde
den Gamle. Det foretommer dig blot,
at du ikke er Lahilsie, og at Lahilie
ikke et dig.
—- Hvad mener du med, at det tun
foretrmmer mig saa? sputgte Kon
gen. Jeg ligget jo her paa et blsdt
Leie, omgiven af lydige Slaver, og
i Morgen vil jeg, ligesom jeg hat
gjort i Dag, more mig med mine
Vennet, medens Lahilie nu sidder i
But sont en Fugl, og i Morgen skal
han fpiddes paa Pckl og radbræktes
indtil han dor, og hans Legeme for
tceres af Hundenr.
— Du can ille tage nogens Liv,
fagde den Gamle.
—- Hvad siger du! Og disfe fjorten
Tusinde Ktigete, ssom jeg hak dreht,
og hvis Lig danner et Vierg! Jeg er
lebende, og de er islle met-e til. Alt
saa tan jeg tage nagen-Z Liv!
—- Hvotaf ved du, at de itke mere
er til?
—- Fordi jeg itke set dem. Lg
fremfm alt er de blevne pinte, men
jeg itte. De led, men jeg besinder
Inig vel.
— ngaa dette er tun noget, du
synes. Du hat pint dig ser og ille
dem.
— Dei forftaar jeg ikte, sagt-Mon
ng «
— Vil du forstaa det?
—- Js— « .
— Sau Vom her-ben, fagde Oldin
gen og vtste Kongen et Bassia, fuldt
af Band.
Kongen stod op og git hen til Bas
sinet.
— Gan indi det! .
Assatiædtm gjvtde,hvad den Gam
le befalede hum.
— Sau snatt feg hegt-Inder at gyde
dette Band over dig, stol, du dutte
hopedet Ied.
Den Gamle M Bande-i fra Krus
ken ud over Magens M; og Kon
gen duttede nid Ii Bandet
Og san hatt Kong Asfarkadon
Puktede ned, fslte han sig itie meke
Tom Assatkcidom men ssom en andeu.
Oft-er sanledes at vcre forvandlet,
set han sig sekv liggende paa et meget
rigt Leie, hos en saure stsIn Kvindr.
Denne rejser sig pp og siger til hum
.,Min leere Welle Lahilie, du et
ttcet of Gernsbaan Arbede derfoe
hat du svvet længete end elletsz me
jeg bar vom-et som din Hotle og hca
itte væktet dis. Nu venter Fykstemt
pan dig i den state Hal; klæd dig pag
·pg gaa ind til dem.«
Af disse Ord fotftod Azsarkadom
at han var Lahme. Jlle bist for
mtdtede det ham ikie, han var kuf
Wetovehathantkkehcvdevkds
set fik. hau staat sp, M D
paa og gaar ind i den store Hal, hvok
Fenstern-e ventek paa hanc
Fytsterne bajer sig meget dybt for
Lahilise; derpaa satter de sig efter
hans Befaling fotan ham, og den
ældfte af Fyksterne tager til Orde og
siger, at de itte langere tan ndholoe
de mange Ktæntelser fra den onde
Kong Assarladon, og at det bliver
nødoendigt at drage i Krig intod harn
Men Lahilie vil ilte give sit Minde
dertil og befaler, at der sial stittes
Sendemaend til Asfakkadon for at
tale ham til Rette; og derefter ladet
han Fytsterne drage bott. Saa nd
veget han som Sendemcknd agtede
Mit-nd og fortlarer dem med mange
Enkeltheder, hvad de sial ovetbringe
Kang Assatladon
Assarladon, der falet sig som La
hilie, drager derpaa op i Biergene for
at jage vilde Æsler. Jagten giver et
tigt Udbytte. Med egen Haand neds
lcegger han to Æsler, og da han er
oendt tilbage til Paladfet, holder han
Gastebud med fine Vennet og betrag
ter Slavindetnes Danie. Den na
fte Dag gaar ban som sadoanlig nd
i Fotgaarden, hvor de er forfamlede,
der vil bede otn en Gunst ellet et an
tlagede eller oil fsre Klage, og hcn
afgøt alle de Sagek, der bliver hacn
forelagte. Da disse sSager e: bragt
i Orden, dtager han ud igen til sin
Yndlingstidtort, Jagten. J Dag
fcelder han en gammel Looinde og
fanget hendes to smaa Unget. Efter
denne heldsige Jagt holder han attet
Getftebud tned sine Vennet og ad
spteder sig med Sange og Dante og
ban tilbkinget Ratten med sin El
siede·
Saaledes delensde sin Tid mellcin
Kongopligtet og Gladet saa’ han Das
ge og llger fvinde, for-end de Sende
mand, han havde stittet til den Kvng
Assatkadon, han fotdutn var, vendte
tilbage. Førft en Maaned efter
vendte Sendetncendene tilbage med
Nase og Deren afhugne.
Kong Assarkadon lod sige Labi
tie, at dei vil gaa ham paa samtne
Maade, fom det er gaaet Sendemaew
dene, saafremt han ille ufottsvet
sendet hamsStat, bestaaende af Sslv,
Gnld og Cyprestm, og selv tommek
og hilser paa ham.
Lahilie, forhen Assaktadon, for
famlet paa ny Fytsterne og holder
med dem Raad am, hvad der nu bat
Aste-L Alle som een siger de, at man
uden at afvente Assartadons Angkeb
bat drage i Ktig imod dam. Kon
gen giver sit Minde deetil. Han stil
ler sig i Spidsen for huren og dra
get i Leding. De maa vandte i fyv
Dage. Hver Dag fætdes Kotigen
imellein Ktigerne og opflammet de
res Mod. Den ottende Dag mades
hans Heer med Assattadons paa en
vid Slette ved Btedden af en Flsod.
Lahibie Heu tatnper modigt, men
Lahilie, fordmn Assarladon, ser, at
Fjendetne svsm Myter vritnlet fca
Bjergene ned i Dalen og ovetvinder
hans Her.
Lahilie hat hundreder af Krigers
men Aösatladon Tusinder, og Labi
lie bliver sasaret og taget til Fange.
J ni Dage vandter han samtnen mcd
de vorige Fanget lænlet imellem AS-·
fatkadons Kvigere. Den tiende Dag
spres han til Ninivi og luktes iwde i
et Brut
Lahilie lider itte saa meget afSult
og Saat fom af Skam og afmægtig
Vtede. Han fsler sig ude af Stand
til at gengcelde fin Fjende alt det
Onsde, han maa taale. Han lan tun
eet: ille wide sine Fjeudet den Gede
at se bang Lidelser, sog han besiuttee
med Fasthed og Mod, wden at klage,
at biete alt, hvad'det lagges paa hom.
Don stdder tyve Dagze i hattet og
biet ipaa sine Stras. Han set Slcegt
ninge og Venner blive spiddede paa
Pal; han hat-er Osten-es Jamtenz af
nogle states Arme og Ben; andre l
flaais levende; og han viset hvetten
LEngftelse ellet Medan ellet Ftygt.
Han set to fotte Gildinget, der i et
Reb føtet hans ftønne Hufttu frem.
Han very at hun stal blive Assattas
dons Slavinde, og ban sindet sig ogi
saa i dette uden at klage. Llen da
siget en af hans Vogtere til ham:
,,Jeg betlaget dig, Lahiliez du var
Konge, og hvad er du nu?« Ved dis
se Otd mindes Lahilie alt, hvad han
bat mistet. Hatt taget fat i Butets
Strennet og staat Hovedet imod dem
for at drcebe fig. Men han hat itte
Kraftet dettil, og fottvivlet fyntet
han, hultende og suttende, om paa
Vutets Gulv.
Tekeftet aabnet to Bodlet Bunt,
bindet bans Hand-et bog paa Ryggen
med en Rem og fptet hatn hen til det
blodine Rettetfted. Lahilie let den
spidfe, blodplettede Pel, fta hvilten
de just hat fjetnet Liget af en af hans
Vennet, som havde fundetDpden det;
og han gcetter, at denne Pæl et be
stentt til bans Straf. De assstet harn
hans chedet. Latyilie blsivet heftet
det over sit Legetnes Magethed, det.
fom for havde vætet faa stont og
traftigt. De to Bsdlet gtibet dette
Legeme ved de magte Laat, lsfter vet
op og vil lcegge det paa Perlen.
Nu tommet Dsden og Tilintetgv
telfen, tantet Lahilie, og til Ttods
for sin Besiutning om at vcete wlig
og mvdig til det sidste bedet han hul
tende om Rande Men ingen hster
hanc.
Det tan dog itte vcete mulsigt, ten
tet han. Jeg ssovet fandsynligvis, og
Iet hele et tun en Drom.
Han got en Anstrengelfe for et
vaagne.
Og han vaagnet vittelig — bog
hvetten fom Asfattadon ellet sotn
Lahilie, men som et Dot.
Jeg et itte Lahilie, jeg et Assoc
tadon, tæntet han.
Asfattadon undtet sig over at
vcete et Dyr. Zamtiidig andrer han
sig over, at han itte hat vidst det
tidligetr.
Han gaat on gtcesfet i Daten; med
sine Tendet aftivet han det fede
Circes-; han jaget Fluetne bott med
fin lange Hale og fslet en besyndet
lig Tunghed i sit mæltespcendte
Yvet. Omltsing ham springet le
gende et lille, møttegtaat Æsel med
lange Ben. Med et Sæt fatet det ot
imod Assattadon, ftpdet hanj under
Bugen med sin lille Snwde spget ef
tet Yvetet, og da det hat fundet det,
blivet det wligt ved at dritte. Ass
fattadon fotftaat, at han et et Hun
cksel, det et Matt-et til dette Æsels
fol, og det fotbavser ham itte og neb
flaat hatn itte, men got ham snarete
glad. Han fotnemmet den salige
Følelse: at mætle Livet samtidig rote
sig i ham og i hans Batn·
Men pludselsig tommet der nsoget
flyvende med et Hvin, tatmnet ham i
Sitzen og ttænget ind i hans Hub og
hans Kod. Jdet Assattadon, hun
ceslet, fsler en Smette, tivet han sit
Yvet fta Ungens Læber. og idet han
lægget Øtene tilbage, lebet han hen
imov Æselsflotten, smn han hat nd
skilt sig sta. Æselsspllet hoppet
itnelletn Benene paa hom. Han et
alletede næt ved den opsttcemmede
Flot, Da pludselig en anden Pil bri
nende tastnmet Æselsfsllets Hals on
botet sig ind i den. Æselsfsllet kla
get sig og tallet og faldet paa sine
Kna. Assattadon tan itte lade det
t Stitten. Han standset ved det.
Det lille Æsel tejset fig, vatlet paa
sine lange og tynde Ben og fckldet
igen. Et sitækindjagende Versen —
en Mund — tommek lsbende og str
det sit Vaaben i Æfelsfstlets Btysi.
Det tan itke vcete muligt; det et
ftabig en Dttm, tæntet Assattadon,
og han git en sidfte Anstrengelse for
at vaagne. hatt sitigey og i sum-me
Øjeblik dullet hans haved op af
Bassinet, og hatt set lige veb sig den
gamse Mand, der holder Resten af
Bank-et fta Krallen nd over han
W.
—- k- tht ieg dsg hu vieret for
vinU hvot det dog met-e wag-!
Men hvot det nu er godtl siget As
seitab-seh
—- Vvav menet du meb ,,lcenge«?
Du hat lige hallet Hovedet nelv og
straft duktet det oOp igen. Du set, ’
It Vandet endnu ille altfammen et
hcldt ud af Krallen. hat du nu
idtML
Assattalvon svatede ille den gam
lek han blot saa paa hatn M Nied
e .
—- «Hat du nu fotstmet, at La
htlte et Un fett-, og at de Krisen, du
hat der-set AM, ogsaa et dig fett-?
(
Og de Dyr, sotn du nedlagde paa
Jagten og fortcerede ved dine Gaste
bwd, var dig sel«v. Du troede, at Li
vet tun var i dig, men jeg hat siec
net det bedragerisie Slør fra dine
Øjne, og du har nu set, at, naar du
gsr ondt imod andre, gar du onst
imod dig selv. Livet er det samme i
alt, og det, der indeholdes i dig, tun
en Del af dette det enefte Liv; og blot
i denne ene Del nf Livet i vig felo
lan Du gsre Livet bedre eller slettere.
øge ellet forminldsie det. Men gate
Livet i dig selv bedre lan Du tun veb
at nedrive de Stranler, der stiller bit
Liv fra de andres Liv, og ved at bei
tragte de andre Væsener som dig felv
og vev at elste dem. Alene dervev
vil du tunne give dit eget Liv starre
Fylde.
Krimod gar du Livet eingere,
naar du ille anerkender andet Liv
end dit egei og mener at for-ge dit
eget Livs Goder paa Beksoftning af
de andres. Detved forringer du vg
faa bit eget Liv
Og at Idelcegge de andres Liv
staar ilte i din Magi. D e re s Liv,
som du har dreht, er udenfor din»
Synstreds, men det er im Minut
gjort. Du menie at tunne forlænge
bit Liv og forksorte de andres, nun
bei formaar du ille. For Livet gekl
der hverlen Tid eller Rum. Livet i
et Øjeblil og Livet i Tusinder af
Aar, bit Liv og alle den synlige og
usynlige Verdens Meners Liiv er
et. Man kan ikle tilintetgsre og for
andre Livet; thi det er det enefte, ver
eköifterer. Alt det andet er iun Slin. «
Da den gamle hat-de talt saaledes,i
forsvarrdt han.
Neste Morgen gav Rang Asfar
kadvn Befaling til at fcette Lahiiie
og alle Fangerne i Frihed og ophsre
med at pine dem !
Den tvedie Dag taldte han sin Spn
til sig og overgav harn Sreptret; vgl
felv drog han fsrst ud i en Orten,
bvor han tænkte over det, han havde
lett Derpaa gav han sig til som
Pilgrim at vandre rundt gennem
Byer og Landsbyer og leerte Menne
stene, at Livet er et, og at Meinte
flene blot gsr ondi imod sig seit-,
naar de vil gsre ondt inwd andre.
anaia. Poliana, August 1903.
L e o T o l l t o i.
Batnet i Graveu.
H. C. Anoersen.
Der var Sorg i Hufen Der var
Sorg i Hierterne; det yngste Bern,
en suec-arg Dreng, Den enefte Ssn,
Forældrenes Glcede og erkntids
Haut-, var ded; to celbte Bette havde
de oel, den ældste sittlkie netop i dette
Aar tonsirmeres, velsignet gooe P:
get begge to, men vet mistede Bakn et
altib des kckreste, og dette var bei
nngste og en Son. Tet var en Luna
Provelse.
Zostrene sorgebe, som unge Hier
ter sorgen gkebne iscek ved Fort-Ihre
nes Smette; Faderen var dybt neb
bøjet, men Moderen ovetvckldet as
den stoke Sorg. Nat og Dag havte
hun gaaet om det syge Batn, plejet
det, listet og baaret det; det var en
Del as henbe selv, havde hun solt og
fotnummet; hun kunde ikte tænte sig,
at det var dsdd at det skulde lægch
i Kiste og gemmes i Graden, Guv
kunde ikte tage det Born fra hende.
mente hun, og da det dog siete vg var
Vished, sagde hun i sin syge Smekm
»Gud hat ikke vibst det! han hat
hiertelsse Tjenere her paa Jordenz
de handlu, sont de lystet, hstet itte
en Modus BInner!«
Hun slap i sin Smate Vorderte,
og da tom mskke Junker, Dtdens
Tantexg den evigc Dad: at Menne
sket sblev Jotd i Jorden, og at alt da
var sorbi. Ved sackdan Tante hat-de
hun intet at klamre sig til, og sank
iFortvivlelsens bunt-Use Dyb, —
der var intet, intet!
J de tungeske Timek kunde hun
Elle grade mete; hun tankte ikte paa
de unge Dom, hun book-ex Mandens
Taarer faldt paa heut-es Pan-de, hun
saa ikke op til hamx hendes Tanke
m hoö det dsde Born, al hendes
Liv og Leven aandede i at til-hage
kalde sig hvett Msinde om Barnet,
Tsvert as dets uskysdsge Ord.
Begravelseödagen kom; Ratten
Zorn-d havde hun ikte søvet, i Mot
Jenstunden ovetvækdedes hun af ’
Twiheden og havde nogen Hvilu
mens blev Kisten haaret hen i en af
ides Stue og der Laawt staaet til;
vsan stulde ikke hm Hammer-singend
Du hun mgnesdh kam ap og vslde
e sit Baru, sagde Monden den-de i
Taaker: »Vi hat lutlet Laaget, dei
maatte ste!«
,,Naar Gud er haard inod mig,«
sagde hun, ,,bvorfor stan sss Man
nestene vix-re dedre!« og buU hlllkdk
i Strand
Kisten blev braat til Graden, den
ttoitelofe Moder fad liogs sine nnae
Dotie; nun iaa paa dem uden at se
dem, hendes Tanter tiadde itte mere
ined Hjemmet at agre, hun overgao
sia til Sorgen, oa den tastede hende,
som Ser taster Stibet, der hat mi—
ftet Roer ca Sturm Saale-des git
Begravelfegdaaen og Dage fulgte
meO samme ensformige tunge
Zweite Med vaade Oer og bedro
vede Blit saa de sorgende hjemmc
oaa hende, bun horte itte dekes Trost,
livad tunde de vel oaiaa siae, de var
ifcsr ocdrovede dertil.
i Tet var, som ocn bun itks Terr
Htentte til Eovnen Da alene Den vilde
Fvawe hendes bedftc Ven. sttpte Lese
nset og talde Ro i Zielen: de iit
hensde til at læaae fix « Senat-L hnn
laa cgfaa stille fom en fodern-e; s.n
Nat. Manden lnttede eftek Lende-I
? anredraa oa troede for dist, at tmn
iixisct Hrsile og Lettelse, det var htm
et Haab, ban foldede sine Hemden
bat til Gut-, laa selv iaa stille, Ig da
ton! Sonnen til hom, has hende dar
den itte. Snart sov han sundt og
fast, han mærtede itte, at hun reiste
fig, taitede sine cheder orn fig og git
stille wd af Hulet for at komme der-.
ben, hvor hendes Tante Nat og Dag
sagte, Quem der gemte hendes
Born. Hån git gennetn Hufetg Habe,
ud paa Matten, hoor Stien forte
udenom Bnen hen til Kittegaardenx
ingen saa hende, hun saa ingen.
Det var dejlig stjernetlart, Luften
endnu san mild, det var for-it i Sep
tember. Hun tom ind paa Kirsc
gaakdem hen til den lille Grav, den
var iom en eneste stor Billet af
Blomster; de duitede, hun satte sig
neb, bojede sit Hoved imvd Graveu,
iom sinlde hun gennem det tcette
Jordlag tunne se sin lille Dkena,
hvig Smil hun san levende hiistede;
det tcerliae Udtrnt i Øjnene, selv pag
Zugelejet, var jo aldtig til at glem
me! hoor talende havde der hans
Blit været, naar bun bojede sig over
bani og tog hans fine Haand, den,
lian ielv itte meegtede at lsftr. Som
bun havde siddet ved hans Seng, sad
bun nu ved hans Grav, men her
havde Taarerne frit Lob, hun grad
faa bitterligt, de hede Taarek faldt
paa Graden.
»Du vil ned til dit Barn!« sag-Je
en Stemme tæt ded; den lsd saa klar,
faa dyb, den klang ind i hendes
Hierin hun faa op, og der ftod bog
hende en Man-d hnllet ind i en stor,
sid Sorgetappe med Hcette ned om
Hooedetp hun faa ind under den hans
Anstat, det var sit-sengt men dog laa
tillidsvættende, bans III-se straalede
knei- ungdonnnelig Glans, son« var
han i Ungdomä Aar.
»Ned til mit Betrat-« gentoa hun,
eig der laa en Fortvivleliens Bon
deri. »
»Ist du folge mig?« spurgke
Sinkeksm »Jkg ek stenkss !
Og hun nitlede belrceftende7 da«
var det met eet, som oin alle Stier-i
nerne ovenover lyste med Full-mai
nens Glanz, hun saa den brogkdel
Farvepragt i Blomsterne paa Gra«
ven og Jorddcetlet her gav blodt oa
sagte eiter som et svævende chede,
hun sank, og Stittelien bredte tin
sorte Kappe om hende, det blev Nat,
Dtdens Nat, hun sank dnbere, end
Gravspaden trængte neb. Kirtega-«r
den laa ssom et Tag oder hendes Ho
pede
chppens Flig gled is! Side, nun
sad i en mcgtig Hal, den bredte sig
itor og venlig; der var Stumring
rundt oni, men foran henlde, og i
sanime Nu, tæt op til sit Vierte, holdt
hun sit Baru, det tilsmilede hende i
en Stsnhed, storre end nogen Sinoe
ist; hun udstrdste et Gledesstrig,
men hieltgt blev det ikke, tht tcet ved
og devpaa igen langt borte og atter
nær lsd en smilmende, dejlig Musik,
aldrig fst bewde saa saligftemmenoe
Toner naaet til hendes Ore, de klang
hinsides det natsorte, tæite Iorhceng,
der sttlte Ballen fra det store· Entg
W Lands
»Mit sOe Moder! min- egen Mo
seri« biete hun sit Born its-. Det
var den sendte elsielige M; — og
Ky- fulgte paa Kys i uendelig Lyt
salighed. Og Bat-net pegede den paa
set wirke Fadens-:
»Seht deiltgt et der ille oppe paa
Iotdent see du Moder! see du dem
Illesamment det er sinnend-OF
Men Modeken faafinteh der hvok
Butnest pegede,intet uden den sorteNat;
hun saa med fordiske Øjne, saa ikke
fanledes som Barnel, det, Gud havde
laldt til sig; hun horte Klange-L To
nerne, men hun fomam ikle Order,
som hun havde at tro
,,Nu lan jeg flyve, Modek!« sagde
Baknet, »flyve med alle de andre gla
·de Born, lige derind til Gud! jeg vil
del saa gerne, men naar du streben
fom du nu gkckdm lan jeg ikke kom
me fra dig, og jeg vilde saa gerne,
maa jeg ille nol? Du lommer jo
derind til mig om lidt, fide Moder!«
»O blin! bliv!« fagde hun, ,,lun
et Lijeblik endnu! en eneste Gang
endnu maa jeg se paa dig, kysse dig,
holde dig fast i mine Arme ——!«
Og hun lyssede og holdt fast. Da
lsd hendes Navn derovenfta; faa
tlagende lom digse Toner; hvad Var
del dog?
»He-ver du,« sagde Batnel, »Bei er
Faden som lalder paa digl «
Og atter, efter faa Sekunder, lod
dnbe Sul lom fta Born, det græder.
»Bei er mine Spstte!« sagde Bak
net. ,,«Diodek, du hat jo ilke glemt
dem?«
Lg hun husslede de tilbageblevnez
en Angesl betog hende, hun faa frecn
for sig, og der, alt-id, fvæoede Stil
lelser forbi; hun ttoede at lende
nogle; de svcevede gennem Bodens
Hal hen mod del mstke Fothceng, og
der foksvandt de. Om vel hendes
Mand, hendes Born, lom til Synef
Nei, dekes Raub, deres Sm, lsd
endnu der ovenfmx nett havde hun
ganste gleml dem for den dsdr.
»Moder, nu tingek Himmekigeö
Klolter!« fagde Barnet, »Moder, nu
staat Solen op!'«
Og der strmnnede et ovetvældende
Lys mod hende, —- Batnet var dorte,
og hun l·ftedes, —- det blev loldt
rundi om hendex hun havede sit Ho
vede og saa, at hun laa paa Kitte
gaatden, paa sit Varus Grav; men
Gud var i Drommen bleven en Stut
te for hendes Fad, et Los for hendeö
Fotstand, hun bpjede sine Knce og
bad: ,,tilgiv mig, Hekre min Gut-, at
jeg vilde holde en evig Sjæl fra sin
Flugl. og at jeg lunde glemme mine
Pligter mod de lebende, fom du her
gav mig!«
Og ved disse Otd var det, sont
om hendes Hjette fandt Letlelse·
Da ihr-d Solon stem, en lille
Fugl sang over den-des Hoved og
Kirlellsollerne tingede til Morgen
fangz der blev helligt tundt om hea
»de, helligt fvm i hendes hjettex hun
.kendte sin Gad, hun lendte sine Pligs
ler, og i Langsel styndte hun sig til
»Die-nistet Hun bsjede sig over Man
den, hendes verme, inderlige Kyz
vællede hom, og de talte Hier-setz
Jnderlighedens OW, og hun var
llcetk og mild, som Husttuen lau
være del; fra hende tom Forli-th
ningens Vald:
»Gudö Bill-se et altid den bedste!«
Dg Monden spukgte hende: »bem
fra sit du med eet denne Kraft, dette
trssiende Sind?«
Og hun tyssede hom, og hun sys
fede sine Born: ,,Jeg sit det fks
Gud, ved Bat-net i Graden!«
Ill. I. licsksskllc co»
er den enefte standinaucske Lckgennsmlt i Amerits
som gjør Behandlincz og kur as Ironier og privtV «
Sygdomme til specielt Fag og busvvexlermeduord«,e
og dansfe Patienter paa bereø met Spros
Private og nervose Stmdomme
WWO
foraarsagede af Ungdonis-chsiudigkscdeu uuaturlige Bauer med alle deres
fprfsskdeligs Fvlgeh soc-km Ilapchfr. Tab af Aus-kraft ustikket til For
retuiug, Nykes og Altes-einschnme svnq qu o. f. v., behandlecs hurtim,
omsorggfuldt, billigt sg i dubeftc Tauslzcd rrsed sikre oq ufeilbarlige Mit-ler
ttkjendte If andre, herværeuoe Lege-. A!.-diri11ec sendesz overalt.
Ungdommeus Raadqiver,
WUOUOMD
en as os avgsvet Hof von i« Ist-et -..:u«:«c: ·-« Bis-cis Dem-tilg
Iedey Ist-stu- , For-wider neuem Isa- og sum-se,
III-u Glut Inst-Imm- o-! sen-o Fortges- osp., og sum-klas
Iei as end-ei ums saus. cause- rii Instit-e Dust-I ist
Ohre-, fes-naseweis est-i m- Ieuser stumm- e m
Dr. . sei-users co. 00 Onwom st» D 9- Chieaqo
eklek I- Q I C I
W
En Samling as de bedfte Udtalelsek
af de mest kendte Forfattetr.
Ved Sigutd Anfer. :
J n h o I d: Gud og Neligionen.——
Livet og Mennesiene· — Monden-—
Kvinden.— Hjemmet og Baume-—
Venskab og Kerlighed.— Naturen og
Kunstem — Tiden og Evigheden.
140 Sider.
J elegant Bind og med Gulbfnii.
Mai M 40 Centg.
Billeder af Hvetdagslivet
Skizzet af Elvin.
Et interessant og praktist Lille Sie-ist
J Omslag 5 Senkt
Den unge Piges hellige Timek
Betrqgtninget ved Konsirmattoneu
og ud over Livets Bank.
158 Siden
J Shirttngdbintx 40 Etat-.
Hyrhedreugeu.
En gab Weg for Menge. so Si
det paa gødt Papir. J Omslag 10e.
Fka Jsde til Kristcw
Erfakinger som Jst-e og Kristem
Dptegninget af Jka Nakaniel Sa
pira. En meget interessant lille Bog.
38 Sider. J Omflag 10 Genu
dankshLuth.Publ.hc-use, Blatt, Red
