Image provided by: University of Nebraska-Lincoln Libraries, Lincoln, NE
About Danskeren. (Neenah, Wis.) 1892-1920 | View Entire Issue (June 28, 1904)
Kristns og de ftuderendej As C. StovgaardsPclerfen T .» , »(thtsat·) Sand Opdragelse. Dei bliver niere og mere erlendl, at Læretne ille bloi stal være Nepetermastiner, der flal indbanle Bornene en vie Hoden Kundslabet, men at de sial Vom O p·d r a g e re. Og det er gebt; thi en tent udvottes Kundsiabstneddelelse duer ille meget. Den er som en Thetmometerstigning ved Hjælp af den vatme Aande; — paa den Maade lan man not saa Gradftoklen iil at vise 20 Grader og detovet, — men hvad hjcelper det? Stuen blivet ved at væte lige kold. — — —- Saadan tan ogsaa Personligheden ligge btal og sde hen selv hos et Mennesie, der vifet ,,hpj Temperatur« hvasd Kundstaber angaar. Men neiop Per sonligdeden gældet det at faa fat i; — og del fler gennem Opdtagelsen. Derfot maa Lærerne sprst og fremmest var-re Opdragere. . . « Men stal man opdtage andre, maa man selv vckte vel opdraaen; -— det et den føtfte, desvcktre ofte ,,ufyn lige Paragraf i al fund Pcedagogii. — Dei er denne Paragraf, jeg vil undetsiregr. Jeg vil overveje — itke de Metoder og Midlet, hvotved man bedst lan overfste Opdtagelsen paa andre, inen hvad det et felv at have Op dragelfe; eller hvad Opdtagelse i sig selv et. Thi det et ille saa let at blive enige om. Lige saa enige sont Folk er om, at fand Opdragelfe er en god Ting, lige saa uenige er de om, hvoti den egentlig destaar.« · " - ( Mange Menneflet leget her den snurtigste Blindebul med sig selv. De taget ubevidsi sig selv til Model, naat de stal opstille detes Jdeal —- og eftet Jdealet reitet Op dtagelsen sig. De hattet sig ad som en gammel Mand, jeg en Gang i mine Sindenteraat traf nde paa Landet. Han stosd og hyppede Katiofler, og jeg bad i Fotbigaaende om at faa Lov til ai forspge, »fot lsagde jeg) det har jeg aldrig ProveU —- ,,Hette Gud da, svatede den gamle, er han bleven omlring ved de 20 Aar og lan endda ille Impr Kantsfler?« —- — Han syntes pjensynlig, at noget af det alletvaesentligsie ved fand Opdragelse var ,,at hypve Kante-flet« —- — —- thi, — det kunde nu han! Saadan ofte. Den, der lgn Latin, synes, at uden Laiin gives der ingen san-d Opdragelse; —- og den, der hprer til de finaa Profeter, synes, at det et den aller højesie Opdragelfe at vcete — en lille Profetl Saa mange Mennesiet, saa mange Meninger. Men bag alle de btogede Meninger ligget der i Vitleligheden tun en 4—5 forsiellige Grundanskuelfer, og Mangfoldig heden opstaar ded, at disse 4—5 forstellige Synspunltet stadig til sde fotslellige Tider og hos de fotstellige Foll dutler op under nye Navne og ined nye Klæder paa. l. Den føtste af diese Anstuelset et den, at fand Opdta gelte væsentlig bestaat i ,,gode Manetet« (good mannetk)· »Im at stsde an, itte at spytte paa Gulvet, Ule at gaa med Handetne i Lvmmen ellet stille Kniven i Munden ved Botdet —- af faadansne Bud hcenget tfot en vis Klasse Mennestet) al Loven og Ptofetetne. — — — Man maa væte beleven, sieben, væte paa Moden; — man maa nsje tunne benomme, hvot man helft stal gaa paa Listesto, og hvot man ttt lade Sporen klinge; —- man maa kende det sidste nyt; — om Middagen væte aodt inde i, hvad der stod i Motaenavijen oa lunne lade Munden lobe om Lott -out, Politik, Dtenfug-91sscete og TransvaalttigU —- — — tan man blot det og en Del andet as samme Slags, og hat man ftemfot alt Lugtesang not til aldtig at kalde en Rammettaasd fot Kommetcetaad ellet begaa lignende Dødsfnndet, — faa et man i en Mangde Mennestets Øjne ,,et ualmiindelig velopdtagent Menneste!« — Dog, lad andre dytte ,,Manetetne«; jeg laldet den Opdtagelfe, det væsentlig beftaat i Form og Sminsle fot Opoattetdtessut og Marionetfuldtommenhed; og hvetken en vaattet ellet en Marionette et mit Jdeal faf et Men nefte, saa lidt fom et fvajende Siv ellet en Ptsinsesfe paa Ætten. Men hpjete lan Manetopdtagelsen aldtig dtive det. —- — —- Det halve Mennefle gaat op i Sspaanet blot for at blive tilbptlig ,,sleben«, og af luttet Slebenhed blivet Folt faa ens og tedelige fdm Faat paa Amaget falled — De blivet sont tlippede Taxttæet, der idelig et undet Modesalsen — Det et Stinopdtagelse —- og itte mete , Saa for-staat jeg bedte, at man tan fette fand Op dtagelse i lige sdet modsatte, —- -— itte i gode Manetet, hvvyved man studset sog pudset paa sig selv fot at »blive ligetsotn de andre« —- —— men i Mod til at date stg felv, —- ·natutlig, feist og apatte, ganste som man tom fta Vothettes Haand ,’ J saa Ialsd blivet det vovede og det felvbevidste, som t-t vate stg selv bekendt ·uden Spenden-je og Mante snptlitz den sande Ospdtagelses Kendetegn Den vel op dtagne sættet sin Hat, fvm han vil, paa Ttods af al Sttt og Mode. - Og noget et det i«det. Jeg trot, Vothette selv vil indtstmne, at den vtedne Lyng vg den tnastede Eg hat meke »sand Opdtagelse« end de favstaatne Btæddet, det et hsvlede eng og Itablede iBuntr. — Men denne »Besten sig fele hat dog ogfaa sme SlaVanker. — Erfattngen viset, at den, det blvt gaat usd paa at date sig felv, endet let i det-bslleagtige, det fresse og state, ellet i al Fald i mange apatte Abetattetiet, —- og hvetten Bellen ellet Abekatten hat san-d Opdtagelfe, —- det tæntet jeg, vi kan blive entge am. · « Stal fand Opdtagelfe beftaa i ,,at date sig selv«« faa main dette i sal Falsd fsotstaas — itte sont en taa Selvhcevdelse, men som en harmonist Udvilljng Its-M hele «Selv«. At parte sig selv««bkibe"t da eet used-JOHN faaet alt i sig selv udfoldet og«alle sine Evnet swdvtklede hvet i sit rette Maul fom Kronbladene paa en Ltllie. — J den Bemning san det date Iandt not, at fand Op dtagelse «destaat l ,,at vcete sig felv«, men vl et i Mtteltgi heden detmed ltge vtdt; tht stal det hele Mem-sie hat 4 E monist udfoldes, saa maa vi forst vide, hvad der da bor i Mennestet, — hvilke Muligheder det tum·mer, —- hvad det ejer af straften og hvad der er Krafternes Tyngde Punkt; — og her stilles- atter Svarenr. Alt for ofte set rPian, at de, der forfægter, at fand Opdragelse beftaiar i enharmonist Udvitling as det hele Menneste, flet ikke ken derdet hele Menneske, men blot nøjes med («paa hebean Vis) at udvitle en fund Sjæl i et sundt Legeme, »s mens de helt set hort fra det inderfte i Mennesstet: Sam vittighedslivet og Hiertetg dybeste Kran. Og derved bli ver Opdragelsety trods al pretenderet Harmoni, i Birke Litzheden Ensidighed og Stævhed Og endnu mindre tommer man nd over Sie-whe den ded, som andre, at satte den sande Opdragelses Ken detegn i at kunne klare sig selv. —- — Den vel ovdragne, hedder det da, tænler hverken paa at pudfe sig selv eller vcere sig selv, men paa at klare sig selv. —- —— — Det er i det prattiske Liv Opdragelsen sial staa sin Prove. —- Har man derfor Overblit over Forhol dene, saa man er »Situationens Herre«; —- har man de fotnodne tetniste og praktiske Fcerdigheder, saa man al ttd, som Ratten, falder paa Benene, hvordan man end vliver tumlet og tastet af Forholdene, — faa har man al den Ovdragelse, man behøver. Alt, hvad der iikke hiel per et Mennefte til at tlare sig ser i det praktiste Liv, er ufornøden Bllast. Ja —- men er det not? —- er alt dekmed sagt? Er Livet da blot »Prat"sis«? — Og er virkelig enhver, der tlarer sig godt, dermed ogsaa i Besiddelfe as sansd Opdra ;gelse? —- Parvenuen og Tyrannen klarer sig jo hver for Hig paa bedste Vis, — er de derfor Opdragelsens Jdealers l— —- Man tan vaere saa praktisi, at man for bare Tu "sindlunstneri bliver en samvittighedsløs Opportunist. — Er det virkelig Opdragelsens Maa12 » J Nei, lyder det fra anden Sioe — man stal netov kunne glemme sig selv. Atti-d at ville klare og falvere sig Tselv, det er just det uopdragne Menneskes Art; men at glemme sig selv og forncegte sig telo og glad kunne trceoe i Skygge, det er det opdragne Mennestes Kunst. —- Selte »opofrelse er den fande Ovdragelses Adelsmcerkr. —- — i Jgen et stort Stykke Sandhed, men ogsaa tun et jStykte — — — Man nat oskk skg sen-, mm sok hwde — er det da lige meget? Man skal glemme sig felv, — men hvorover? —- gør det da ingen ForstelZ Man stal forncegte sig felv, men er da det at drille Vandet fra de pestsyges Byldet Ospdragelsens højeste TriiumfZ — er Asteten Opgragelfens Jdeal? —- det bliver han, naarsz Selvopofrelfe er Opdragelsens eneste Jnsdhold? ] Man hat pjenfynlig her rsrt ved en Sandhe·d, men; litke faaet alt med. Og det gælder ikle blot denne sidtth Opdragelsestheori, der setter det væfentlige i at gletnmei og ofre sig selv, men det galder lige saa godt alle de an dre for nannte Former, de, der Glot gsit-ud paa at pusdfe sig selv, eller være sig selv, eller klare sig selv. Der ej Sandhed i det att; men ingen af Delene er et fuldgyldigt Udtryt for den hele Sandheo Det er kun Sandhedsbrvbs «ter, der forspger at gaa vaa egne Ben og derved fkaber Karritaturer. — Ovdragetsens Historie er et Bevis her sor; — thi den er i Virteligheden itke meget andet end en »uendelg Variation over disse fire ncevnte Grundatkorder; ’og alt eftersom man anslog den ene eller den anden af dem» blep Mennefteidealet en formsttv Mandarin, et nn gent Naturbarn, en behandig Tusindkunftner ellet en selvarglemmende Astet; —- men baade Mandarinen vg; Naturbarnet, Tusindkunstneren og Asteten er hver paa sin Bis en Karritatur. Vil vi ud over det karrikerede man vi have den Sandhed, der er i hver af disse Enftdigheden forenet; vi masa have gode Manerer forenet med Natur lighed, praktist Aandsncervcerelse med Selvforglemmelsez -— nien kun fand Opdragelse sforrnaar at forene disse Ensivigheder og derfor bestaar fand Opdragelse iklei nogen af dem, men ligger dybere end dem alle. Hvori bestaar den da? Underligt nok, at man kan ftrides herom. Man» stulde dog synes, at Ordet selv siger det saa tydelig, som» man tan fotlange. - - Opdragelse er O«p-Dragelfe. At have fand Opdra-· gelse er i Aand og Sandhed at have Dragelfe opad og leve et Personlighedsliiv, der er underlagt en opaddra gende Magt. Derom but-de man tunne enes. . Herd-W Il Trænger vi da til ,,at deuges op«? — — er vi itke saa højt paa Situa, som vi tan komme? —- Vi er Men nester, og Mennesket er Stabningens Herre. Vi er En topæete, og Europceerne et de flefte andre Mennesters Herre. Vi er det tyvende Aarhundredes Slægt, — og ingen Slægt et kommen hojerr. Der tales unsdertiden i.saa overdrevne Tonek om, hvvr hsjt vi er komm, at man næsten stulde tro, at al nderligere Op-Dragelse var Qvetsitdsighed eller Himmel fkoemekiz —- og fas er Sandheden bog, at tider vi end paa Nuets Top af Tidenö rullende lege og set ned paa alle de forbigangne Slægtet, faa menget vi ser iitte mindre end hine til at denges op i inderste og dybeste Ins-stand Der er en Fortælling om Jekemsias, Tom er værd at standse beb. Den lyder omtrent saaledes: « ....Da toge de Jerentias, og tastede ham i Malchias Melechs Spns Hule, som var i Icmgslets Forgaard og nedlode Jetemias ved Reb, og i Hulen var der ikte Band, men Dynd, og Jeremiiias sank ned i Dyndet — Der Chit siten Ebed-Melech, en Mond fmn var hofmand og var i lKongens Has, horte, at man havde kostet Jeremias i Vulen....— sda gik Ebed-Melech ud af Kongens Has, og han talede med Kongen og sagde: — min HerreKongri disse Mænb have gjsori klde i alt det, de have gjort imod oweten Jerem-ias, som de tastede i Haken, faa at han, »der book han er, maa VI af Hunger.»— Da befaleve Idugen Cihusiten Ebed-Melech og sagt-e: tag tredive Mond hetfra mev Dig og drag Profeten Jetemias op af Hulem fmnsd han beer. —- Og Ebed-Melech tqg Man-dem med sig og giik insd i Kongens HUS hen unsdet Form-abstamme eet vg- tog derfta nvgle gamle Pjaltet og gamle Klsude og lob dem gaa ned til Jeremias i Hulen med Rebenex — F— Og Chusiten Ebed-Melech sagde til Jetemias: læg dog de gatnle Pjaltet og Klude om Dine Akslet under Rebenez og Jetemias gjotde saal·edes. —- Og de dtoge Jetemias op med Reh-tue og søtte hani vp af Hulen...« (Jetem. 38, ek—13). Her sortctlles altsaa, hvotdan Jetemiias blev dtagen Dspx — og han havde det sandetig Bedo-v; han var jo kastet ned i en Hule i Fæmgslets Fotgaatd, hvot han maatte do, hvis han ikte blev dtagen op, thi han sank stadig dybete og dybete i Dyndet. Vi hat Behov »at dtages op« af samme Grund; — ogsaa vi siddet sont Jeremias, naat alt kommet til alt, i Hulens Dynd; — -- blot siddet vi der ikke som han, for vor Trer, men for vor Vanttoes «Sckyld. —- Vi fid det i Hulens Dynd sotdi vi tilhøtet en sotvendt og dan tto og salden Slcegt. — — —- — — Jeg dtømte engang, at jeg saa’ Adam ngl sEva blive jaget ud as Patadisets Havez — — jeg høtte Ideres hastige Lob henimod Havens Udgang, —- og jeg fotnam Snset as Ketusbens Vinger. — — Men se, — »da de totn til Tatsklen as Patadissets Habe, da saa’ jeg, bvotdan de pludselig faldt. — Ned gennem Lusten faldt de — mange, mange Favne, — —- thi Vetden detudenfth Patadiset laa meget dybete end Patadisets Jord; —- — ned i noget smudsigt Dynd saidt de; — sog jeg vaagneoe Ord, at det ved Adams oa Evas Fald sptøjtede nogle Ztænt as Dyndet op paa mig selv. Jeg trot, det er mete Sandhad i den Dtøm end i alle de Bibelbilledet, hvot tnan set Adam og Eva jages ud as Patadiset —- ud i en Vetden, det ligget i Plan med Edens Hade; — -— — ch -«aa«dan var det itke. —- — — Vi talet saa oste om »Undetvetdenen« og menet detnied »de dodes Rige«; men si Bitkeligheden et denne Vetden idenne Synsdens og Døtens Jord) selv en Undetvetden, thi den ligget saa langt, langt under den Patadisvetdem Gud stabte os til. —- — Vi toni ind i denne Vetden ved et .Fald; — —- hvis Mennestene itte vat fal«dne, vat de aldtig komne ind i den. Selv denne Jotds Bjetgtoppe ligget en Vetdesnsz Afstand under Patadisets Date. Men alt det satdn«: ttaenget til »at dtages »op«. Og det saa meget mete sotn ,,F«aldet« ikke et stuttet een Gang fot alle. Vi et ik·ke blot en salsden Slægt, men en Sslaegt i Fald. Hvis vi ikke »dtages op«, gaat det os ssoni Jete mias i Hulen, om hvem det staat: »hans sank ned i Dyn det« — dyhete sog dybete sant han. Saadan ogsaa vi i Syndens Dynd. Dybete og dhbete synket vi deri, hvis vi ikke dtageg op; — ovetladte til os selv —- faldet vi tilsidst igennem denne Vetden ned i Fottabelsens Land, —- ,,den und-erste Vetden«, ,,det ydetste Møtke". Uden Op-Dtagelse gaat det os soin ham, det ledte es ind i Faldet, Satan selv. Han et den morgenfodte Stjetne, der et salden sta Himlen til Hulens Bund. Hans Liv og Skæbne et «helt igennem et Liv i Faw Vi set i den hellige Sktist, hvotdsan han sakdet — Ttsin for Ttin —- ja, Betden for Vetden. — —- —— Føtst faldt ban sta sit himmelsie Salighedssæde, —- —- men saldt dog foteløbig itie dybete, end han kunsde blive ved at sittdes i Himlen fom Guds Bøtns Anklaget ("Job. 1.) — —- Saa set vi i Aabenbatingens Bogs 12. Kapitel hvotdan Englen Mikael nedstyttet hom, den gamle Dtage, sta Himlen tii Jotden; —- nu kan han ikke lern-» get anklage Guds Bøtn i Himlen, men kun ftiste dem paa Jotden. —- -— Saa set vi i Aabenbatingens Bogs 2(’). Kapitel, hvordan han ved Tusindaatstigets Frem btud saldet sta Jotden ned i Afgtunsdenz — nu kan han ikke leenget lede Jotdens Slctgtet insd i Fristelsc, men tun asmægtig slide i Asgtundens Lenke. — Og saa ved Vet tsenssdommen set vi, hvvtdan aabnet sig under ham, on han fasldet sta Afgtundens Lænkeplads ne paa Jldsøens Bund. Fta Thronsædet til Himlens Anklagetbaenk, —- fta Himlen tsil Jsotden — fta Jotden til Afgtuniden —- fta Afgtunden ned i Jldsøen —- det et Trinene i Satans Fald. Satans Liv et helt igennem et Liv i Fald, sotdi det i fuldeste Forstand et et Liv uden Op-Dtagelse, — udeni en eneste sand Dtagelse opad. ; Saadan blivet ogsaa Mennestets Skæbne, om vi itteJ standses i Faldet og dtages op«. Dei Fal·d, hvotmed vi saldt sta Piatadistaitstlen ned i denne Vetden, fort-— »s(tttet sig da gennem Dhndet i denne Vetden ned til For stasbelsens Land, — saa de fottahte i dodbelt Forstand t« j«sa«ldne« Mennester. i Jeg vöd Oel, at vi ikke her paa Jotd uden videte kan indetstue Mennestets hele Falsd. — Faldets føtsste Del ned !i denne Vetden hat ingen set med sit synlige Stie, og Pa tadisvetdenen ligget saa højt og sjætnt for mange, at de ganste hat tabt den as Syne og taiht Trer paa nogen Sinde sat væte komne »detsta. — Og Faldets sidste Del ned sva denne Vetden,«ned i Fortabelsen, hat heller intet Menneske set; thi Gusd gav Dsdens Engel et Sløt saa tat, at intet jsotdist Die set igennetn det, og Aansdens Vetden et saa lydlos stille, at, selv ved Dsdens Parte, botet vihverken Lyd ellet Genlyd as Idet saldende Menne stes sidste stote Fall-. — — —- IMen der et eet sStykke as Mennestesjeelens Falk-, sont ligget synligt og aasbenibatt sot hvett et Menneste, det «vil se, — og idet et Faldet i denne Vetden. Her i Vetden gaat det det sakdende Men neste gansie sotn Jetemsias, vm hvem der staat: han sank dybete sog dybete i Dyn·det. — Hsvem hat itke tendt den ncesten fottvivletde Følelse af at synte — tedningsløst synke, om ikte en stattete Magt detovensta dtaget os IospZ — —- Med ncesten navn-« los Ve hat jeg ten-dt denne Følelse i min egen Sjcel, vg jeg ved, at det et i saadanne Øjeblikke man rauben Her tet sotsiyd mig ikte i Vtedet opgiv mig itte og fotliad mig ikke min Ftelseg Gudt —- -— og med næsten uhyggelig Klanhed hat jeg» set denne u-vilka«atlige, hjælpelsse Spu ken i mange andre Mennessiets Liv. —- — —- Jeg hustet for twgle Aar tilbage; jeg sad paa Kurs-Its Banegaatd; Ida tvm det en ung Mand hen til mig — laset, lutvet, hleg og gusten med tindende Oer og ildtøsd Rese; -4 — han vaklede hen into-d mig ogs snsvledn »So-d Dag gamle Ven! —- hvaW —- tendet Du mig itM —- jeg et Rasmus sen; vi hat da ellets setesssst i Dag!« —- -- — Jeg saa’ paa hom. — Rasmussent — — det dætntede noget svt mig; —- — for mange Aar til-bage havde jeg gasaet i Sslole med en, ver hed Rasmussen, en frisl velbegavet Meng fra et gansle godt Hjem, — han tunde svære ble ven til noget godt og dygtigt her i Livet, — men han satte-des »Op-Dkagelse«, —- han sattedes noget, der drog ham opad —- og s-, saa sank yan. — Han lom ud af Stolen, lob af Laste, — sank sva sit Hjem ned i Knejpen, — sank saa ned i Drulkenslab og Dagdriveri, — og stod nu de’r, knap 80 Aar gammel, ødeligt paa Legeme og SjæL —- Hans hele Livsihistorsie lunde samles i disse Ord: ,,han sank ned i Dyndet« —- Og alt samtnen fordii bar ikle hab-de en Magt i sit Liv, der i Aaand og sSandhed drog ham op. — — Og saadan altid. Faites et Menneste den via-dra gende Magi, saa maa han synle og falde; — han er i stadig Fald, —- selv otn hans Falden vg Synken ikke altid bliver saa udvortes synliig som hos denne Stole tammerat. —- —- — Undertisden kan tvwrtimod Faldet dæltes bog en tilsyneladende Ospgang Dei kan se ud, som om et Menneste stiger og stiger, og bog ksan Sand heden være, at han synker og synter. Dei er det, soni Paludan-Möllet saa gribende hat siildret i Asdam Horn-o. Vi ser her en ung Mand, hvis hele Liv usdvortes iali er en Siigning. —- Han begyndet fra neben ssom saftig Ptæstespnz — som Student -i Kebenhavn bor han paa Kvistem og shans hele udvortes Herlighed er paa det Tidspunlt nogle hjemmestøbte Tællelysl — Ved Dan seøvelserne i Aabenraa gør han lun en masadelig Figur; hans venstre Ben lommer ham stasdig i Vejen, og tilsidst danser han paa de bare Hosessokley da Saalerne et slidte ud as hans Siko. — — Hans- søtste erspg paa at svinge sig lidt i Vejret ved at tasge ,«,en tussisk Frak med Siiliefoder« paa Kredit eaner ynkelig med, at Kreditorerne truer ham med, at sætte ham i Avisen, og han masa tits lig og silde gribe til Jnfotmationer for at halde ssig dem fra Livet. — — Men snart gaar det bedte. Han bliver Kansdidatz bliver Gæst paa det rige Galtenborg vg det jysie Baroni; lærer »den stsore Verden« at tende; blive:« gift med Baronens Datter Mille; faar iilsendt »Has Jagi vg Ridejunkeri- Pateniet« og vender·, ester nsogle Aars Immerle tilbage til Kobenhavn —- ilke i en« Deligence og ssorlovet med en Gartnerdattet, saadan ssom da han dtog bott, men i aaben Wienervogn med site Fuer og med en Ftue lslælpt i Strudssjershat og Apfels ljole. Saa bliver han- Kam-merjuntet; — faar Kammer hettenøglen bagpaa og Ridsderlorset so rpaa, stiger til Baron og Medlem as de tusind Ksommissionet Kun 57 Aar gammesl saar han Stsotlorset, blisver udnævnt til Excellence og hsjt seteret Theater-direkter — — og til syvensde og sidst kan ihans Gravstrift melde, at »He: hviler Adam vaso med den blide Aand, Baron, Gehejmraad Risdder as del hvide Baand". Se, sdet var Stigningl det var i Sandhed en opadgaaende Karrie’re! —- og dog Medajllen en Reserve. — Der var i hans Liv ille den Magt, der i Sansdhed drog ham op. Digteren tager ftadig Siløret til Side og ladet os se ind i denne Adam Horn-MS Aand og Hierte; —- og vi fer da, hvordan han, for hvert Trin han i Ver-Uns Øjne stiger, i Virteligheden fynler dysbere og dybere i kamt terløs Elendighed, —i Jndholdsløshed og Seldfortabelfes. Sei med Aandens Øje begyndet han saa hsjt som et Menneste her i Verden kan begynde: han begyndet med Barnets Ussiyld Svm en lille Fugl i Hjemmet »synger, le’r og graeder« han. — J sin Ungdom er han idealt begejftret. — Baaret af Hijernmets Minden og Moderens Kerlighed beslutter han ilke at unde sig nagen Hvile,·»f.er han er bleven e’t med- Jdecclet og faar dets Herlighed i Daasd udtalet!« Lutret af Almas Kaerlighed bekender han« at hans Lin har et Centrum, og »Centrum er min Tro«. Men han kan ille holde sig Paa denne Højde. Han begynder at synle. Det vsifer fig førft ved Vægelsind, Villieslaphed og en idelig Opscettelfe asf det, der er Vligtx — og da han føler »cergerlig Fortrydielfe« herover, trøfter han sig med, at Menneftet tun er ,,et Produkt af Herndelsen«. — Men endnu ejer han Sand-heb not til at micrrleHulheden i denne Trost; han føler sig derfor »·paa Sjælen gennenipidsiet, troesfsorladt«, med »k)ullet Hierte« og med falmet Mod-. Men «l)an fynler dy-bere; han bliver ,,fremmed for sig selv«. Hjernrnet blegner for hamz dets Høns og Æn der synes harn saa stidne mosd Galtenborgerparkens Son ner med de hvide Halse. Han slipper sin rene Ungdoms Ilaerliigheh sin fønlige Fortrolighed og sit Livs egentlige Kalb. Og stadig synker han. Midt i sit Slibbrud slasat «han sig tilfreds med en løjet Tilsredshedz han scelger sig selv for Flsjel og Flitterstads og troster sig nu med, at Jhan hat faaet Erfaring og herefter vil leve ,,strengt jtnoralle lMen det bliver ilke til noget. Han fynler som en Sten, der ikte standses i Fabdet. Fra den løsjede Til .fre«dskjed synker han ned i den fotlsorne Jdealigme og den indbildte Storhed. Stønt han for- sit perfonlige Bed lommende Ihsar ospgivet al fand Ful"diomsmenhed, vil han nu arbejde for »Fvllets Fuldlommenhed«; og foran Spejlet føler han sig svm Lsigernand med »Luther, Mira beau, Lykurg og Sal-on«; —- og da hans Plane-r et flaat feil, opgiver han Jdealet fvm Krav spaa sig selv og Sam fundet og henvifer det til Theatretl Ved »Lampestin og Pyntekoner« vil han nu arbeide fvr Jdeens Sag, — mens ban selsv forsvrigt levek bon med- fransle Saurer og med Jomfru Frist, — og famtidig sætter fam Motto i sin Signetring det stønne Ord ,,At verte, ikle fynes!« Dybere i Stin og Selbsoriabelse lan man itle synte, —i denne Verdenl —- — — At stjule det indvortes Fald ved udvortes Stigning —- det er Satans Mesterstylke, —- det er Bedragenes Bedrag. For hver een, der synker synlig for Alverden. er der maasste ti eller flere, der stiger i det aabenbare og synsker i det l-nlige. —- — Baronen, Geheimraaden vg Riddderen alf det hvide Baand dæller over det indre Men nesftes Fald fra barnlig Ustyldighed og vprigtigi Ideali tet gennem Viegelknd og falst Trsxst til lsjet Tilfredshed og forlsoren Jdealisrnr. —- Trinene paa Verdens Rang stige stjuler over Stadium paa DIdens Vei. « « Gluttey
