»m
,,Danfkcr.«n,«
et hclva-"Itlig Nr Js- O , GUTE
ningslnad for J danske Folk
i 21 stckika,
dsgl et as
UAXlsH .«k·TH.l’l"Bl-.1-1()l"SE.
Blailz Nebr.
,-ansketen« udkomntek hver Tirådag og
Fredag.
Pris pr. Aargang i Te Forenede Stater
Il,50; til Udlandet 82,00.
Blut-et bemles i Fotstud. Bestilling. Be
talmg. Adresfefvrandting og alt ander
angaaenve Blabet adtesjeres:
DÄNISH LUTH. PUBL. HOl’sE
Blum Nebr.
siehest-n A. M. Audeksen
Alle Judicndellet adresietes: Tauskeken,
Blan, Nebr.
Eines-ed sc the Post Obice at III-in Neb-.
II Secoud·lklss matten l
Advetthtnc Rates made ksmws upon
sowie-klan
,,Danskecen«
hlivet Iendt til Substkibenter, indtil nd
ttykkelig Lpsigelse modtages aj Udgwerne
pg al Geld er betal1, i Lockensstemmelse
med Te Forenede Staters Postlove.
Naar Leier-u dem-endet ftg til Falls der
avenetec i Bleibet, einen for at tpbe has
dem eller for at faa Lplysninger om det
spertekede, bedes de altid onnale, at de saa
Avertisiementet idem Blut-. Tet vil være
gensidig Nym.
Tet er Tanter i Retning as lit
telig Enhed, der dutter fkem og vil
nd iblath vovt Kirtefoli. Te er
itke just ny, men de hat i Den seneke
Tid faaet ny Næring.
Hvad der for Tiden soregaar Der
djemme med Valg af Menighedsraao
Esg titteligt Udoalg og Tanten om,
hvad dette tirtelige Udvalg ftal us
rette med Hensyn til Fotfatningsfor.
flag, — det vætter Tanter ogsaa hoå
Modertiktens Born paa Vestsiden af!
Atlanten.
Vi optog et Stytte i vort sidste
Nummer, ,,Partivcssenet i vor Falte-»
tirke«, eftet et Blad i Kot-entman
M tunde itle understrive alt i den
ne Artikel, men det var en Rost.
blandt mange derhjemme fta imon
Pattivcesen og for tirtelig Enhed.
Hvorvidt det er rigtigt at talde Ret-;
ningerne i vor Modertirte Partitur
sen, det overlaver vi helt til note Lcesi
fete selv at tænte over, men Det er da»
rigtigt not at modarbejde Partivce
senet alle Begne«
Men hvad vi særlig tom til at
tænte paa vat, at nu et de ved at
faa noget af en fritirtelig Bevcegelse
i Gang derhjemtne, vg de forfkelligeT
Retninger maa med i dette tirteligJ
Akbejde, og itte alene maa de med i
det, men de maa med hverandre, de
maa samatbejde i det. De tilhører
famme Kitte, og de knack, ja De vil
vgsaa, med i Avbejdet indenfor sam
me Kitte. De hat jo hver for sia
gjort sit bedste for at blive saa stærtt
fom muligt repmfentetede i det kir
telige Udvsalg. Hvad der saa ftal
komme ud af dette Sonnabede ja,
det maa vi jo vente med at faa at se;
men de forftellige Retningers Mænd
bliver not-te til at faa med hverandke
at g-:e, og derved er allerede noget
vundet. Es
, Hetovre her de to Retninger eller
de to Kirtesamfundö Mænd saa at
sige slet intet mev htnanden at giv
te. Vi lever Paa faa lang Afftanb
fra hvevandre sont vel muligt. Det
er vel Fovholdene, der for en Mftor Del
er Stle Beri, i» det enlzverM .,..r sit at
varetage og faat tun daarlig Tid og
Lejlighed til at komme samtnen med
Mænd fra met-satte Side. Men
Tilbsjeligheden hat vist ogfaa nett
mest gaaet i Retning af ,,A«fholden,e
bed«. «
M et nu flet itte faadan at for
stacn at vi tanker paa strats at faa
et Forslag til tirtelig Sammensluts
ning i Stand. At gsre noget for
haftet i den Retniing var vift vierte
end intet at g-re. Men kunde vi ttle
pa: nogen Msaasde bog prove at kam-z
me hverandre lidt ncermere end http
til? Var det ikte muligt at faa lidt
med hverandre at gtre? Hvordan
det stnlde beghndeT hat vi ilke teenkt
synberligt over. «Men om bet itte
var mete, end det ene Metesamsund
sent-te et Var Mmenter til det
endet Metesamfunds Waren-de saa
var det vog bedte end tatst
M et jo bog samme Wobei-tiefes
Hm pg deune Moveetirde et en
M kraft-is Gren af den tun-er
st M sc M MAX vkle sig
niedsitghat deutet-e sg ueegte
- M i W Mittag M soe
Tanket til Ovecvejelfe.
!
s
gan, og det, der er Ægthed og Lins
kraft i, visl bestan. »Hei-ten kendet
sine«. Dei bukde ver-J :.-1 som For
u-«.Tkt:".ng s;—:-, :-: .-i kunde komme
schrie-; Irr-: Entnan It tende.
»E: :·:«:..4i(-: FrlleSJth en bang
irr-dem ziide vaske :t Etridt længere
ftem end det ovenjor antydede.
Blandt det, der hat givest vor Tan
ke i den Retning Næring, er baade en
Artikel om tirtelig Enhed, hvillen di
dog findet det bedst ikie at optagcs
for Tiden, og Udtaslelfer af Sam
fundbtødrr. En af disfe sagde endog
forleden, at en kirkelig Sammensiut
ning var maaste nceemere for-dann
den, end vi var tilbøjelige til at tro
Vi tænket, som sagt, for net
vcerende itke saa langt, men dermed
mener vi ikke at sige, at vi ikte kunde
have en saadan Tanke som en Mu
ligshed i Baggrunden. For Resten er
det jo blot naturligt, at Tanken om
mutig Sammenslutning føtst kan kla
res ved, at vi fit noget med hinanden
at gøre.
Der er andre, fom nærer Tanker
i famme Retning, rimeligvis i beg
ge Samfund — væt faa god at kom
me frern med dem. En ncer Fremtid
vil gøte Krav paa et Arsbejte i den
Retning.
——-.-.-.-—
Japanetne og Port Armut
Tet er itle saa underligt, om Port
Arthur i den rnssislsjapanste Kria fn
nes bestemt til at stulle spille en lig
nende Rolle fom Sebastopol under
Krimtrigen. Om Navnet Port Ar
thur toncentrerer sig ja paa en Maa
de alle Krigens Aarsager og Foruds
sætninger. Hvor betydningsfuldt
end nemlig Herrednmmet over Ko
rea i ptonomisk Retning tan vckre for
Japanerne, set der dog en langt over
vejende Sandfynliglyed for, at det
loreanfke SpørgsmaaL hvor vtigtigt
det end lunde vcere for Japan, mep
pe alene bar-de bragt Miladcens Re
gering til saa hurtig og resolut at am
bytte Diplomatiets Pen med Krian
Sværd. Der maatte en starken
Spore til, noget, der lunde gribe da
opflamme Nationalfølelfen has- Ja
panerne, fasa at Krigsen med det mag
tigc Russland blev dem en hellig Fol
tefag.
Nelop Navnet Port - Arthur
er stillet til paa Japanerne at virle
sorn den stærkeste Spore til uden
IDødsfrygt med den næsten vildr
Topp-erben som de allerede hat udvift
under Forssgene paa at sperrte den
russisle Flaade inde i Krigshavnen
at ftyrte sig ind i Kampen Tshi Nav
net Port Arthur indehalder for en
hver Japaner paa en Gang Minder
om en af det lrigerifte Foltg melt
ftraalende Bedrifter og orn den dybe
Krcenlelfe, dette Folt maatte fple
ked at fe sig Sejtens Fragt redet nd
af Handel-ne
Tet var i det sene Efteraar 1894,
at Marslal Yamagata landsfatte sin
japanste Hær ved Pitzewo netop paa
samrne Sted, hvor General Olu for
leden git i Land med sine Tropper.
Staden var ogsaa den Gang befas
stet fra Landsiden, smen Kineserne
tunde ikle modftaa Japanernes over
legne Krigslunst og store Tapperhed,
og det varede ille lcenge, for den ja
pansieHcer havde bemagtiget sig Sta
den. Resterne af den linesisle Flaa
de, der allerede var bleven delvis
Idelagt i Søslaget ved Yaluflodens
Munding, spgte Stjul i Havnen ved
Wei-k,ai-Wei paa den met-satte Si
de af Petschili - Bnglm; men Japa
nerne fulgte efter, og det lyltedes dem
i en Kamp, hvor de sit Lejligded til
at udvise det ftsrfte Helternod. vg
saa at frasvriste Kineserne denne
Havm Vejen til Peling syntes dem
aaben, og Kineserne, der indsaa, at
Spillet var tabt, sendte Li - Hung
Chang til Schinwneseli for at Unber
handle am Frev. Ved denne faule
bige Fredsstutning erholst Japan
flaavel Port Atthur svm Mel-blü
Wlei, men de stulde ille ret længe faa
Lov at gleede sig ved det vundne PM
te. En Alliance mellem Ausland
Fkaurkig og Tysnauv imervenekede
til For-del for Kinn, og Jsapanerne
maatte nsjes med Erhvetvelsen af
Wen Formosa samt en KOMOE
ersthtning Raat denne Var Malt
stnlde Japan alter uglevere Mel-hat
Wei og Port Arthur til Rina.
Japanerm ssgte forgceves at be
væge England til at fastte dem. Den
engelste Politik lededes paa den III-·
nf den forskgssfge Salt-both pg den-z
ne meute Me, at Mittel var sont-i
met til at sage de shasiatlste Rasta
niet ud af Jlden. Japan maatte —
isoect fotdi dets Flaade i·tte oat saa
stot og veludtustet som nu —- boje
sig for de tte Magtets Fotlangende
og lade Kina sliippe paa fotholdsvis
billige Betingelset.
Dette Udfald nagede felvfolgelig i
høj Grad de atetcete Ja-panete, og
fta detteØjeblik forbereote de for Al
Vot Revanchetrigen. Var Port At
thut forbleden i tinesiste Hemden et
det dog sandsynligt, at Japanetne i
hoett Fald fotelobig haode ladet den
blive der i Ro og Fred Te vidste jo,
at de, hvad Øjeblik det stulde være,
naat Lejligheden fremd-d sig, attet
tunde jage detes lidet tkigetsie Stam
meftænder nd igen. Men da de »u
egennyttige« r u S si f te Mæglete en
siønne Dag ethvetvede sig Port At
thut fot egen Mund og begnndte at
omdanne denne Havn til et oftasiatisi
Gibt«altat, en Ktigshavn, i hvilten
store tussiste Panfetstibe og Rundsc
re, besinttede af stætte Battetiets
vældige Kanonen samledes sont en
stadig Trufel mod Japan, flammede
Hadets og Bitterhedens Glød for
Alvot op i Japanetnes Hjetter.
Thi man tan mene orn dette mast
telige Folk, hdad man dil, og ento
pæiste Handelsfolt et temmelig enige
tm at anse dem for en meget usym
pathetifl Mennestetace, faa hat de
doa een Dyd, detes glødende, næsten
til Fanatisme gtcknsende Fabre
landstaetlighed Det var den, Rus
setne havde ktænlet og saatet paa det
foleligfte, og ftemfor alt ved at be
scette oq befæste Port Atthut, det en
Gang havde vatret etobtet af de tapte
japansie Soldaten
Detfot et Besiddelsen af Port At
thut ftem fot alt den Tanke, der et
ledende i enbvet Japaner-J Bryft, og
der-for tan man roligt gaa ud fra, at
de japanste Soldatet — sont de ja
panste Ssmænd allerede hat gjott det
—- vil ofte Liv og Blod i Stromnte
for at vinde denne Pris.
Vil tet lyttes dem? Det er ittc
let her at agere Spaamand. Fra
Søsiden tan Port Atthut bonum-de
tes og blotetes, men itte etobtes. Fra
Landsiden tan Fastningem nu, da
det et tapte Russete og itle fejge
Kinesere, der holder den befai, sittett
ttte tages med Stotm, maafte itte
engang virtsomt besiydes. Men en
Fastning, den væte sig aldtig faa
stark, maa tapitulete den Dag, P t o
vian ten flippet op. Japanerne
tan derfor sætte sig fast i ftcette Stil
lingkt og afvente dette Ljeblit Hvor
lange lan det vate, inden det ind
tmffet? Ja, eftet Opgivelsetne stal
der jo i Port Atthut vcete ophobs.t
Proviant for mindst et Aar, og paa
Papitet et dette sittett rigtigt. Men
oni de vittelige Beholdninget ilte vaa
den lange Vef, de hat maattet spres,
er svundne meget hetydeligt ind, ved
ingen. Folt, det et forttolige med
tussist Administtation og tusstsie
Embedsmænsds Ætlighed, ncerer i
saa Henseende bange Anelser. Tiden
vil vise, otn de hat Ret ellet itte·
Den tussisie Overgenetal Karat-at
tin hat fotelsbig taget det tloge Pat
ti at ttcetle sig tilbage og afvente de
ftore Fotftættninget, der et under
vejö. Hvot langt Japanerne vil
fslge ham paa Vej, ved man stie.
Kntopsatlin tan i hvett Fald vistnot
sige med Komediens Ord: ,,Jeg gaat,
men jeg vendet ftygtelig tilbage!« Vil
han komme ttdgnot med sin tussisie
Stotarmee til at ftelse Port Ast-thut
fta at falde i Japanetnes hande»
Det et Spstgsmaalet. Thi siddet
Jaspanetne fstst fot anden Gang i
Poet Atthut, vil dett vist falde nan
steligt at faa dem bott igen. ,,ngl.«
Lydighekn
Dei er Forældrenes ufravigelige
Pligt at leere Bot-neue Lydighcd.
Hvor Bäume faar Lov at opvotse
i Ulydighed, kan der itke være Tale
om en god Opdragelfe. Det voldet
den ene Ubehagelighed efter den an
deu, naar Baume alt for meget faar
Lsov til at raade sig serv og tun gaa
efter, hvad de selv findet for godL
Hvor Ulydigheden faat Jndpas,
hat Forældtenes Osd ingen Mynbig
heb længet, Vg bäade i Hjemmet og
i Stil-ten v«il drite snatt vife sine
flemme Folgst-. Dei er et sprgeligi
Stdn at se Fotcldre, s«om ilte san
ave dekes Birn, og man maa uvil
kaarlig noere Frygt for disfe Børns
»Fremtid.
’ J Sie-lernt det en meget ubehag·e
lig Sag at sage imvd samme; thi
war Ulydigshesoen er til Siebe fta
Hjemmet af, vil Leereren sjcelden
være i Stand til at faa den pillet
Væt, og det ene ulydige Born lan
smitte flere.
Det bar Farældrene vel oderveje,
at de ved at sende ulydige Born i
Stole ilte alene hindrer dem i at faa
naaet gadt Udbytte as Stolegangen,
men de volder tilltge Lareren Ube
haaeliabeder, og det tan tilmed blire
Stade for de andre Born.
TIJlen hdorledes gaar det faa i den
vaigne AlderZ Der lanuner jo en
Tib, da Bornene maa nd i Verder
—- ud at prave Farren paa egen
Haand, enten de nu stal i Leere, eller
de ital ud at tjene.
Nu ved vi alle, der hat prøvet atl
haoe unge Fall l Hasel has as, en
ten fom Inende eller som Lcrrlinger,
hvor oderordentlig rart det er at have
med Fall at aøre, sam er tro da lr,»
diae, faa man lan staune, de viele
lig gar sig Umage for at efterlomme
Paalcraet, naar man paa en ordent
lia Maade siger dem, hvarledeg man
aal bade det. Selv am Evnen itte
altid svarer til Villien, Vil man dag
aerne baerc over med dem; man siaer
som faa: »Tet flal not blive aodt,
de ail gerne, og faa tammer ne not
efter det med Tiken.«
Zaadanne velvilliae og flinte Fall
vil man gerne beholde; selv om man
stal give dem højere Lon, betaler det
sia doa alligerel i Stedt for at have
naale, sont man ingen Begne lan
tonnne med.
Trofaste og lndige unge Menne
ster bliver velset alle Vegne, og de
faar et godt StudsmaaL som lan
oære dem til langt starre Gavn i
Livct, end nagen tan fort-die De las
rer ogfaa noget; tbi man bar For-«
nejelse as at bjaslpe dem til Rette,
som vil fremad; de er en Pryd og
Velsignelse for det Hjem, hoor de
findes, oa de gar Forceldrene Ærez
thi man staunen at de maa vcere gadt
apdraget fra Hjemmet af —- at For
celdrene baade hat farftaaet og mag
tet deres Opaavr.
Helt anderledes er det, naar man
er faa Ulheldig at faa fat i Fall, fam
man ingen Begne tan komme med,
fordsi de aldrig har lcert at dære ty
rige mad nagen, faa det er sam at
staa Band paa en Gaas, hvad man
siaer til dem: de er ligefrem et Hug
tar5, en dagltg Plage, og de bliver
naturligvis aldrig gamle i Gaarde;
Ftlyi man vril selvfslgelig se at komme
af med dem ja fsr ja hell-ere, ag et
daarligt Studsmaal faar de.
Det er jlemt for unge Mennesker.
naar man hellere maa pnsie at se de
res Hal end deres Taa; de faar von
flelig lært noget til Gavns; som de
har gadt af, hdorimad Snavs og Us
selhed i flere Retninger grumme let
hernger ded, saa det gerne bliver ja
længere ja vertre.
Ogs hats er da Siman Ja, man
lan naturligdis ille frilende de unae
fett-; thi efter at være bleven valfen
burde d-. jo lunne ave sig selv en
Smule og komme til Fornuft; men
en meget vasentlig Del af Skylden
er alligvel de ufornuftige Fotældres,
der har ladet Bornene raade stg selv
for meget, mens de var smaa, hvvtaf
Følgen blev, at der intet Udlomme
var med dem, da de blev starre. —
,,B-i Grenem mens den er ung!«
thi hast paa, at »gamrnel Vane er
and at vende, og gammel Stade er
and at tagel« Det er Fotældrenes
Sand, der hcevneä paa Bsrnene, men
for Reiten paa Farældrene med; thi
ulydige Bsrn bringet let baade
Slam ag Sorg over lderes Fort-Weh
faa at der gaar, sam Ordsproget
siger: »Tugt dit Barn tidllgt, ellers
tugtek det dig!«
Og endelig: har Bsrnene itte leert
at agte ag lyde Fort-klarem man det
da sitle let tan site til, at R ogsaa
gslemmer at lyde vor himmelsle Fa
derT Ulydigheden i det mindre ferer
let Ulydighed i det sttrre med sig.
Altfaa stsnner jeg itte tettere, end at
denne Udyd er stæbnesvanger baade
for Ttd og Evighed.
Ksng Hsjsiale ved Glamsbjerg St.,
Fon«
Niels Kterkegaard
W
Dkaaber fra Livets Floh.
En lille Stattisfe, med et Bibel
sprog og et Vers til hver Dog i Aa
ret. A Bengta Haufen, med Form-d
af Past. Beck. 390 Sider, fint ind
bunden, 40c.
En passende ng fom Præmie til
Born i Sondagsstvlm
DankshLuth.Pul-l.house, Blatt, Neb.
En Kostpiges Roman.
(».Husmoderens Blad.«)
Hvad det tan føte til, naar mans
hat et medlidende Hierte og en hjæl-s
pende Haand for den trcengende, har:
nnlig en ung Tjenestepige i Bei-link
faaet at vide. Hendes ronmntiste Hi-«
stotie er i Kotthed folgende:
Da him en darm Sommerdag
1901 var ude i et eller andet Ærinde,
fit dun pno Gnden Die paa en cel
dre Dame, ter næsten var afmokgtig
paa Grund af Heden, og fom næppe
var i Stand til at slæbe sig frem.
Pigen, der var en smedlidende Sjcel,
ftyndte sig at tildyde hende sin Arm
og bad, om hun maatte folge hende
til hendes Hjem. Den giamsle tog
med Tatnemlighed mod Tilbudet,
og da de var tomne til hendes Bolig,
der laa i en tarvelig Kælderlejllghed
itte langt versta, fortalte hun bl. a»
at hendes i Amerika bosatte Sen af
og til plejede at sende den-de smaa
Pengefummet, og ved Hjcelp af digfe
bavde hun undgoaet Fattighufet
Saaledes fad de længe og vassiatede,
ca da Pigen til fidst mantte gea, tog
ten gamle det Løfte as heute at html
inart stulde komme igen.
Hun tont ogsaa, og det varede itle
lasnge, for der mellem dein onstod et
Venstab, der blev saa meget desto
inderligere, sont den gamle Ftue hav
de levet ganfte alene.
Da Pigen en Sondag i Fjor. sont
hun plejede. besøgte sin gatnle Ven
inde, viste denne hende et Brev fra
Leim-Im hdori shan fortalte, at hatt
itte befandt sig vel paa det Sted i
Amerika, hvor lmn opholdt sig, og at
han derfor hadde tcentt at rejse til
Colorado, og derfra haabede han
snatt at tunne sende sin Moder eilte-«
delige Efterretninger.
Fra den Dag hartes der imidler-.
lid itte fra Sonnen, og Moderem
var ganfte siltert havnet paa Fettig
hufet, hvis itte den unge Pige havde
dekret; men hun diste sin Hengiven-«
hed ved at forssørge hende af deSpare-,
penge, hun lynvde famlet sig, og hun
sorgede fra nu of for den gafnles
Fornedenhedet
Saaledes git det til midt i Februar
i Aar. Da var det vaa Zlutningeni
med de fammenspnrede Stillinger.s
og Pigen saa sig itte langer i Standl
til at sptge for den gamle, dersom
hun flulde vedblide at tjene Fami
lier, og i den Hensigt at ssge sit Ub
lomme fom Strygejomsru og flytte
sammen med sin gamle Veninde, sag
de hun Pladsen on hos det Herstab,
hun tjente.
For nogle Dage siden tom en sinnt,l
statelig ung Mond til Familien og
bad om at maatte tale tned Frøten
Bertha E.
,,Aa, det er min Kotiepige«, sagde
Futen, »der saa god og folg med.«
Og et Øjeblit efter stvd de i Kot
tenet, hvor den lille og af Udseende
let ubetydelige Bertha var i Faer
med at lade Mad og gpte Kvgetarre
ne rene.
,,My lady," vendie den unge Mant
sig til Futen, »uden denne unge Pi
ges Hjælp hadde jeq nu itte langer«
haft nogen Moder. Hun og ingen
anden flal derfor blive min Huftru.«
Den staltels Pige blev saa bestritten
at l)un todte Stegepanden paa Gulvet
og bare stirtede paa den unge Mand,
der »lite a gentleman« ftyndte sig at
lage Banden op og derefter tilfpjede:
»Well, di er enige, De saar en
I—
·
rig Manto og jeg en god Huftru, som
oven i Kobetch han ftak Rassen over
en SäegegryN op as hvilken der steg
en liflig Duft — »visek sig at vcere
dygtig Eil at liave Mad.«
Sau fulgte Fortlakingec. Dku
unge Mond var samme Dag ankom
men til Berlin, han havde straks op
søgt Moderen, der havde formt ham
om den opoftenbe, hiertensgxhe Tjes
neftepigr. Og da hcm fi! dette sxt ba
re, sinndte hcm sig asf opfme Even-Je, rg
Resultatet hat vi set
Nu fM Bettha med sin Bursqom
og Svigermoder flytte til Wien og
der leve as den unge Monds. Ins-. itke
Millioner faa bog abssilligesnrmew
iusinder.
.-——.-0.——
Berøsnte Mrends Egoist-even
Hvig almindelige Mennespk dar
Egenlkeden bliver der ofte stte tagt
Meer-te til dem; noget ganfte :".:et er
det ifølgeSagens Natur, naar Talen
bliver om berømtc HJccendsE;7-t"'«::3r,
de bliver hurtig tendte og onttxjte
Man fottceller om den Herz-me
tnste Filosof Kant, at han for -.-.. tan
te maatte have sit Blit rettet gar. den
lige overfor liggende Ritte, :z.1 jo
ivtigere han tcentte, desto bøjsttz «".c» e
bang Lje op mod Taarnetcs Eos ..
Astronomen Laplace stulde f.: at
arbejde tigtig have en Garn-Hide- at
pille med.
En Filofos ved Navn «·Te.1nder
beugte altid at pillc Zonen aF den
ziemen hnn strev med, nanr ins-n sod
og fpetuleredr.
En hemmt Komponist, :s";-.11evy,
ftulde for at tomponere helft h.::e en
syngende Thetedel i Væwlsef. Lin
anden Komponist — Bellini — inw
te, naar Von ftulde arbejde, sit Bee
relse med Blomster.
Offenbach tomponekede be:-:’:, naae
han sad ved Stranden og herre Bol
gerne stvulpe, niedeng den hemmte
Richard Wagner indhyllede si; i for
stelligt fatvede Silteslobrotte:: ellers
tunde han ikte komme i Stesrring.
Name den ftore Vaturfotfter Bus
fon stulde arbejde, iførte hart stsj als
tid sine fineste cheder og vnneede sig
tned Juveler, og det samme nat Til
fcrtdet nie-d den franste Filost Vol
taike.
As Digtere havde Enggxttdeeen
Tennyfon maaste den meet-engste
Egenhed Pan hans Arbejdebord
ftod altid to Staaler, den ene med
Tobak, den ansden fuld If nye Kridt
piber. Naar han havde faae: en Ide.
stoppede han en af Pibserne, Iz: me
dens han sites-, dampede han som et
Lokomotiv. Var Piben reget nd.
brsd han den itu og fmed ke: paa
Gulvet, hvorpaa han stoppede en ny.
Hon røg aldrig mere end eng-Inn as
en Mk, og ofte maatte Tjeneten
fjeene en hel Dyngke ssnderbrndte
Pider.
Qm Henrit been fortceller man,
at han paa sit Strivebord bar itere
smaa Broncesigutet ftaaende, og at
han ftadig, medens han sitiver, fini
ter om paa disse; hat han dem itte
foran sig, tun hon itte arbede
Olivet Twist.
En Samfundsromain Godt ind
bunden 80 Cents.
Dantfh Luth. Publ. Deus-,
Bleir, Nebe.
it
JORD, HAV
OG HIMMEL
As llesnry Davon-Hort ch
Usr0p. Isr. Ums-L llismne Wirtsl
nes ist-« ginsnsn s;s«t«tle-.l·-s kylclsz
»- nisjugtig stsskrinklsks us :slk.
Its-act desc- » ri(lumlssrligt pai
«llc-, Junlklmlcsns Knutjnssnnsr.
j Y--1(l(-.«ch;ns(-ne ug pas- BUN
ntslsimleth l«-clmjn(ltkligtxt-r»
rig, itsttsrissmnt«)xz.ssp«-ndks1«i«
Noth-itan Pilz Ist-s ins-l» »
Treff-, link-, W kun Liszt-. sum-nd
l'er pua Engels-L
Danish both. Publ. Hause.
Blsir, Nebr.
vj ---------------------f
k
Tsic sah-T Rot-»Um «« »sc- , FÆE
»so sinc- ro sw- Au meist-kup- smnwms »v- »in-:
IOIRI cssckks N.J. Ko JOHN M» New schil
Sælges i Danish Luth. Publ. Haufe, Blaiy Nebr.
