Inder vilde Rosen
AfJan Mach-rein
En Samvittighedssag.
(Forksat).
»Af alle mine Dyr bar jeg tun hende tilbage,« sagde
Jean og brast i Gtaad. »Hufler du, hvor de døde af
Kvægpest en efter en oa blev begravedex tun ,,Brune«z
stvd sig, og nu er hun igen alene. Den Gang var del
Guds Stimle oa faa tukde vi itle klage; men nu er detJ
Menneslerg Stnld, derfor er mit Sind bittert. Alle
Dytene er dorte, og alle de Ding, vi bavde samlet efteri
beenden, er folgte og bragle bott, itle en Lyd høreg i
Hufene, og intet Arbejde er der at gen-«
Burnbrae satte sig ned og slnnaeoe sinc Arme om
heute, og de to gamle Hoveder bøjede sig mod binanden.
Det taalmodige Dyt ved Siden af dem savnede sine Kam
mekater og ilpnnePr.
» Lidt efter sagde Vurnbrae:
»Bei er en haard Predelse, min Ven, og den er
streng at bekre. Men glem itte alt det ande, vi har. Vi
hat voke site Dtenge endnu, og baade de oa vi er raste.
Vi nma viere lalnemmeliqe, fordi Sand-Je blev flaanet i
Krigenx tænl engang, hvig din Sen tunre inde Pieto
tiatorset, og du lunde faa html at se med det paa Brystet!
— Qa vor lille Pige har det aodt, Jean, —- hxm er hiern
me, — der lommer vi snatt selv —- cg der er ingen Stils
migsc -—- Du hat nIsig, Jena, og jeg hat min eaen Huftru,
vg Kastlighed er mere end de Ting, sum vi tun se med
vore Øjne eller rote ver med vore Hemden Tab dersor
ille Mode-t, lille Mor, for ingen lan betøve os vore Statte
ellet lage vor Kastlighed fra os.«
Da Jean var bleven lidt trøftet, famlede Burnbkae
Hufetg Foll om sig i Kollenet, og han laser for dem et
Stylle af det tiende Kapitel as Matthceus’ Evangelium:
,,Hvo, som belender mig for Mennestene, ham vil jeg le
lende for miin Fader, fom et i Himmelen.« Da Bam
bkae lasste de sidste Ord, løftede han Hovedet, og alle,
endog Tjenestefollene, Mutes-, at han faa ud, som om han
havde en Glorie om Hovedei.
-
De hadde Ret til at blide bdende i derei- aamle Hjein
til Mortengdagx men Jean dar dezwndt at falde sam
men. Det tdg stærtt paa bende at aaa dmtring i de tdni
me Bygninger og at ruae oder den fdresiaaende Afsted
»Im tan itte aøre for det, Jsdhm Gud bar siadt
en Adinde anderledeg end en Mand, ca jea faar itte
Frev, for di er del ude af Burndrae. Mit Arbejde her
er endt, da her er Elle mere et Hjem for mig. Jea vilde
snsie, at Flytninaen var fdrbi, da at du da jea dar idmne
i No der, hvdr di stal ende ddre Dage.«
Bnrnbrae hadde fundet et lille Hai, sdm pasfede
for dem, ncer ded Rildrummie Tet laa itte lænaere
dorte, end at han lunde blide ded at iøae sin gamle Kirte
—- hang Kerlighed til den dyretebt — da have Fort-in
delse med sine gamle Naboer, til fide-n han dar tnyttet
med nde Baand.
»Jeg ded not,« faade han til sin Hilftru, ,,at Ordet»
tan naa dort Hinte, hddr di end er, da at Guds Enalel
dil være med as alle Vegne; men, Jean, der er ingens
Siedet-, hddr Evangelcet lnder faa dejligt som i Fritir
ten i Drumtachty. Vi vil sage til den faa lange, di paa»
nagen Maade tan, og samles med dore Venner en Gangl
den Ugen. Det dil gsre ds gddt at faa et Haandtryt as
Netherton og Dionald Menzies dg ogfaa as Lachlan,
stsnt han er lige haard not« fdette dar nemlliigs for Om
iiaget ftete med Lachlan)· »Saa tdmmer di ogfaa fdrbi
Foltene fra den gamle Ritte, og jeg dil itte nceate, Jean
at after alt, hdad der er stet, dil det dcere svcert spendie
ligt at made dem, naar de gaar Vest paa, med Drum-i
fheugh «i Spidien. Mit Hier-te slaar darmt for hdert
eneste Menneite i Daten, dg jeg ded, Jean, at de dil itte
glemme os i dort lille Hus ded Kildrummie.«
En Torsdag Eitermiddag —- Flytningen dar aniat
til Mandagen efter — traf Burnbrae Jean i Haden i
Iærd med at grade nogle Planter op; hun lod en god Del
Jovd blide ded dem og pattede dem meget omhyggeligt
ind.
»Jeg tunde itte forlade dem, og de vil gøre vor nye
Hade mere hjemlig for os. Nelliierne er Stitlinger,
iom jeg seld har sat, dg ldet er Fuchsiaerne ogsaa, og den
Sommer, Jeannie dpde, bar hun altid Vandtanden for
mig og dandede dem. Da Peter Robertson sagde til mig
at jeg maatte pas-se paa itie at tage ndget med mig, sdm
hsrte Gaarden til, spurgte jeg ham dm Bldmiterne, og
han sagde saa, at naar jeg seld hadde plantet dem, maatte
sde godt graves op. Gud ded, at jeg hat plantet dem seld,
hder eneste en; men det er litte mange, di tan tage. —
Men, bedares del, thdem er det, der tommer?«
Det behsdede man itte at sporge om, for der var
tun een Mantd i Sdgnet, der tunde gaa med saadan en
alddrlig og statelig Beerdighed, og det dar, fordi hans
Fader dg Farfader hadde dceret Sdgnepræfter der paa
Stedet for dam.
,,Det er dirtelig Bedis paa godt Nabdstab, He. Pa
stor, sog det lisgner Dem at komme og se til ds, inden di
dejser dort sra tdet gamlle Sted. De e: deltoknmen paa
Born-brac, som Deres Fader dar det i nein Fadets Tid.
De bar del hart, at sdi ital flytte paa Mandag?«
»De er itte botte endnu, Burnbrae, De er ttte bdrte
endniu. Det er itte faa let at jage en Drnmtochty Mund
dort, som dor engelfte Gadssfdrdalter mewer. Vi et et
itidnattet Foltefcerd, dg dore deder gaar dydt i Jorden.
shan stulsde iter dette Sdgn dg handle med heederlige
Fett, sdm han slystedet Vi vil dog se, hvem der til sidst
staat sig Mitt« Prasten stsdte med stn Stot —- Em
Msstaven med den forgdldte Knap —- i Grusgangen med
et sejrsitolt Uldteyt i Anstgtei.
»De Hammer li rette Tit-, Mes. Baxtet«, sag-de han
ttl Jean, sdm hædde meet inde at hæge sig ltdt, »for ieg
dil gerne give Dem et godt Rand De steil kkte grade
flere as Der-es Planter op; de dliver fotsatte i Vetsten
dems, dg ieg tvot weiten, De vil komme til at plante dem
igeu m femme sied- » « , «
-—-I
b
Jean kam hen ved Siden af Burnbrae og ftirrede
aandelos paa Præsten, mens han stillede sin Stol Ved en
Wirst, satte sine Briller paa med en vie Sindighed, foldede
et Telegram ud og lcefte højt, sont folger: »Paris. —
Teres Brev endelig truffet mig. Reiser fra London hjem
Toråsdag Morgen. Sig til Burnbrae, han stal ttcesse mig
i Mitirtown paa Fredag — Kilspindie.«
»Mit Btev blev sendt til Ægypten, men git feil
af hain der; dog, hedre sent end alsdrig, Burnbrae. Det
er da en dejlig Plante, De har der, Mes. Batter,« sagde
han og vendte sig til Siden for at undersøge en tgortensim
iom Jean havde sat nd i Solen; thi Picesten var til
Trods for sit statelige og emsbedsmandige Vcesen en Gen
tleman af den gamle Stole.
Da han var gaaet, og Jean Var tonimen lidt til
Ro, mente Burnltrae, at det var tlogeft at lcegge en
lille Dcemper daa hendes Glcede, for at den mulige Stuf-:
felfe ilte stulde bslive alt for stor.
»Prasten hat gjott, hvad han tunde, og det dass
Isiatig renligt af ham selv at komme hen og fortælle okZI
det. Tiu saa itte Udtryltet i hans Anstat, efter at han;
havde læst Telegrammetz det var ellers not vcerd at se.’
Jngen i hele Daten hat ei bedre Hierte end han. Jeg ved
godt, at alt dette ilte vilde være stet, hvis Greven havdie
kostet hienmte, og jeg tænter ogsaa not, at han vil gete
hvad han tan, for at raade Bod derpaa. Maaste vil han
give og Løfte paa den førfte Gaard, der blioer ledig; nen
der er ingen Tvidl oni, at di tonnner tiil at rejse fra
Burndrae. Man iiger, at »den er faa godt som forpagtet
til en Mund fra den anden Zide as Dalen.«
»Bei maa du itle sige, Johm for det er itte en anden
Gaard, jeg vil have, det er Burnbrae. Jeg vil staa og
passe paa i Morgen Aften, naar du tommer op ad Vejen,
og jeg tan se dig, naar -«du drejer om Hiernet Hvis jeg
har Ret i, hvad jeg trot, faa stal du vifte med Haani
den tsil mig, og for du tommer hjem, stal Jeannies Mom
ster ftaa i deres Bede igen.«
Da Burnbrae næste Morgen kom til Kildruminie
Station, traf han ointrent alle Masndene fra Drumtoty,
som skulde til Muirtotvn for sidste Gang inden Høftem
De taippedes om at gøre det godt for hom, sorgede for,
at han fit Histnepladsen i Kupeein og ovetvældede hatn
næsten med Venlig·hed. Lidt efter sagde Jamie Soutar:
»Det var store Nyheder, vi horte otn dlin Son, Sergenten,
Burnbrae. Det spildte mig en Nats Søvn at læfe onl
hvordan han holdt Afghanerne i Klemme, til Regsimentet
havde faaet fatnlet sig igen. Var det site eller seks Mand,
han faldede ganste aslene?«
«Han omtalte tun Sagen gansie loseligt i sinei
Brevez men hans Kaptajn strev til min Kone, og deti
var meget hensynsfuldt af ham; han stren, at det var!
sels Mand, sog han sagde, at Regimentet var stolt af«
Sandie«. Et Øjeblit trob Burnbrae fammen i sit Hier
ne, saa tilføjede han: «Men det tiltommer itte en Fa
der at tale paa den Maasde. Sandie gjorde tun sin
Pligt.«
«Saa stulde da ogsaa de Aviser have Stani,«« sagde
Jamie eftertcknkfomt, ,,jeg har itte lendt Mage til de
Lon«donetblade: de fortalte Iligefkem, at Sandie var en
Helt, og vi tobte alle sde Aoiiey vi tunde faa i Muirtown
sidfte Freitag Jeg hat aldrig set Folt i Toget saa op
tagne af n-oget. Det er svcert, saa let Landsbyfolt bli
ver nartede!«
»Piggie Walter tom hen til os i Mandags,« jagde
Hillocts og fyntes at henvende sig ttil nogen oven oder
Burnbraes Hoved, «og han fortalte, at Studenten havde
pkaeditei. »Jeg svilde snsie, Butnbrae havde været der,«
sagde Piggie, ,,han vilde have følt sig opløftei. Den
Ein-s vil snart hlive Præf.« J ved nol, Piggie bliver
regnet for at vcere den i Kildrum«ntsie, der bedft tan be
dømme en Prediten.« Driiinsfheugh var den eneste, sont
itte tog Del i disse tceklige Anstrengelset, men flog ind
paa sin egen Vej, idet han to Gange lo ganlte umotiveret
og en Gang blev faa kod, at Hillocts i Tanterne genann
git hans Families Historie, om man msulig kunde viere
bange sfor et Stagtitfceldr.
»Er det Dem, Burnbrae? Kom ind, Mand, tom
ind. Dei er saa fornøjeligt at se et Drumtochty Ansigt
iic(en, efter at man saa længe kun hat set Udlcendinge.«
IDiSse Ord blev udtalte i Gosdsforvaltereng Kontor af
fLord Rilspindie, som hjerteligt greb sin Festers Haand
»Sei Dem nu ned, sog lad os snakke sammen. Man
tan vel We komme Mes. Bsaxter nær nu, efter at Ser
genten hat udføtt sin BedkiftL Da jeg lcefte om det pag
Hjemrejsen, blev jeg saa stolt, som om han havde været
min egen Son. Det var en tapper Daad, som del san
fortjene Korset Han dil not en fføn Dag faa sit Of
sicerspateni. Løjtnant Baxter! Det vil bringe Rote i
Daten, hvad? Men hvad er det, jeg bører om, at De vil
forlade Wandran Jeg holder itte af at mifte mine
gamle Fasten, oa jeg troede, De vilde være den sidste ti!
at flytte.«
»Fottalte Godsforvalteten Dem itke, He. Greve« —
han sagde, at det hadde itke nsoget med Afgisfterne at
gsrr. Dei dar en eller anden relägiøs Mening. Passer
det?«
»Gaarden er 500 Kr· mere værd i Afgift, end jeg
hat givet for, og jeg vilde hellere have givet 500 til, end
jeg vilde soelsade mit gamle Hjem Mbn Godsfordalte
ren gjokde det til en Betingelfe, at jeg stulde svigte min
Kitte.«
»Ja men, Bumbrae, jeg ttoede aldtig, De vilde
have forladt nxlig af kirkelige Acri-sagen Kunde De itfe
have givet lidt effer for gamle Dages Skyle« Kil
spindie saa strengt spaa den gamle Mand.
»Or. Greve, der et ikke den Ting, jeg ikke vilde gøre
for at blive paa Burnbrae, unsdtagen denne ene. De hat
vcesket en god Heere for mig, fom den gamle Greve var
for min Fader, sog det tan aldrig dlive det samme for mig
paa en anden Ejendom. Men De maa Title dede mig om
at handle mod min SasmsvittighedX
Der Dom Tuarer i Buenbkaes Øjne, og han reiste
stg op.
»Da Oder kom Busd fra Dem, tanckte jeg, at De mau
ste tænkte andevledes end Deteö Godsforvaltey vg at jeg
tande komme hjem til Jean med aode Nyheder fra Dem.
Ewig det er Tiere-« Jillie, at vi stal flytte, saa vil jeg ikke
beklaac mia niere, oa der er ingen Bitterhed i msit Hierte.
Men jea vil gerne have, De slal vide, at det er en svær
Ltlssled J to Hundrede Aar eller mere har der altid doe
ret en Barter daa Burnbrae og en Hah Paa Fiilfpindie;
den ene var altid Llrbejdsmand, og den anden altid Gre
ve, men de dar gode og trofaste Venner, og He. Greve,
Bilrnbrae var lige saa dyrebar for vor Staat, som Stat
tet var det for Deresx Jeg huster saa tndeligt den Dag
Hr. litreven blev myndig, og vi alle samledeg for at ønite
Dem til Lnite; jea saa alle de gamle Billeder as Fami-l
Zien Hat) paa Der-es Vceage, og jeg tankte paa, med hvor
manae Baand De Var blinden til Dereg Hiern. Vi har
innen Billeder og ingen gyldne Statte; men der staar en
aammel Stol ded vor Ame, og i den har jeg set min
Bedftefader sidde, da jeg oar S·loledreng, og jeg haften
at lnn sortalte mig, at hans Bestefader haode siddet i
sen for mange, manae Aar tilbsaae. Den er ikke meget
data ca der er lappet paa den mange Ganaex men det vil
lilive spart for mia at se den blive bragt sbort fra Binn
l.1rae. Der er dasaa en Bibel, sont et aaaet i Arv fra
Jud-er til Søn liae fra 1(Jf)l"), og i den har enhver Butter
ftredet sit Navn og ,,Fcester as Burnbrae«; men det bliver
aldria stredet mete, for nu stal vor Slæat for bestandia
dort fra Bttriibrae. — Hav Taalmodiahed med msia,
Dem-, thi det er rimeligvis sidste Gang, di mødes, oa
Ter er noaet, sum tynaer mit Hjekte, og som jea maa have
sagt. Da lsjodgforvalteren i dette samme Vierelse sagde
til mia, at vi stnlde reise, talte han oin mia, som om jeg
liande waret opsaetsia oa ulydig, og det saarede mia meke
end noaet andet. Det er itte de Falt, der singt-er Gad,
sein odertrader Lovene, Herre, og jeg tender innen Bax
ter, iom itte har Vceret tro mod sin Konae oa sit Land.
Min Lnlel tampede samtnen nied ,,de graa StotterWH
i vZlaaet ved Witterloa og jeg huster, at han fortalte,
da jea var en lille Dreng, hvorledes Højlaenderne raabte:
,«Lcde Ztotland«, da de styrtede frem. Jeg behøver ikte
at sortaelle Dem om min B.ro«der, for han saldt ved De
rei— Zide foran Sebastopol, og det Brev, De sendte til
Zarnbrae derarti, ligger i Bibelen og gaar i Arn med
den. Jeg vil heller ille tale om min egen Dreng, for
om ham hat De sagt niere, end det vilde passe sig for mig
at siae; men jeg synes, det er lige haardt not, naar vor
Drena vover sit Liv sor sin Dronnsing som en cerlig
Mand, at faa hans Fadek og Moder stal jages bort sra
set Hieni, som deres Forfædre hat haft i syv Slcegtled.«
Lord Kilspindie rejste sig op, da Sebastopol blev
ncrvnt, oa nn git han hen til Vinduet, som om han vilde
stjule sit Ansigi.
,,De maa itte vare vred paa mig, Herre, eller tro
at jeg vil prale; men jeg kunde itte taale, at De stulde
tro, at jeg vilde scette msig op imod Kirlen eller Loven.«
Endnu røkte Greven sig itke.
»Det gaar mig naer til Vierte, at vi stal stilles i
Bude-, oa hvis jeg har sagt mete, end jeg butde, saa var
det tun as Sorg, da jeg ftal aldrig glemme, hvor lcenge
min Slægt hat lebet paa Deres Jord, og hvor god De
bar vcrret mod mig.« Burnsbrae svendte sig nu mad
Toren. ;
,,De er det ensoldigste, men vgsaa det artigste Men
neste i hele Drumtochtn,« udbrod Kilfipindie og vendie
sia hastigt om —- Cdet lunde ncesten se ud som —- men nej,
det vilde vcere utcentel-igt). — »Trot: De, at en Hay vil
de stille sig ved en Baxter for alle Kirter i Verden? De
lande tro, at jeg vilde have Dem til at blive en Kaltring
for Dereg Gaards Styld, hvadli Og det var den Nyhed,s
De stulde bringe Jean, naar De kam hjem? Det var itte
tønt as Dem, B.urnbrae.«
»Men, hvor ved De« —
,,Det slal De silte bkyde Dem am, det var mit Spøg
altsammen. Jmidlertid har Spngen varet lidt for lan
iae for og bceggez men jeg vilde saa gerne høte Dem selv
udtale Dem om den Sag.« «
Kilspindie kaldte paa Godsforvalterew
»Er Fastebrevet paa Butnbrae sat op?«
»Ja, det er, med en Forhøjelse af tresmdstyve Pund;
og jeg hat fundet en Mand, san vil gaa ind paa Besin
gelserne, og som siger, at han ikte vil gIte Vrøvl om Kir
tekne; jeg tror sittert, at han — ja —- at han vil gøre,
hvad sosm helst di soklanger as hum«
»Se, se, det var jo en prægtig Mand. Vil De saa
scette Afgisten ned til dens gamle Swtrelse og satte John
Barters Navn i Brevet og lade det lyde paa den langste
Tib, som vi her paa Ejendonnnen udscerdiger et Faste
brev paa.«
»Men, Lord Kilspinoie —- jeg —- ved De« —
»Jtte et Ord, men got, ssom jeg siger,« — Greven
var næsten sengtelig at se paa. »Bring Fastebrevet her
tilbage om ti Minutter og giiv det i Mr. Baxters Haand.
Bag ester taler vi to sammen. — Men scet Dem ned,
gamle Ben, scet Dem ned — det var ogsaa en Stam af
mig — jeg sortjente at piftes — drit lidt Band. Er det
bedre nu? Jeg vil dog gaa ud og se ester, am den Fyr
itte snyder mig med Betingelserne.« Da han gil, hørte
han Burnbrae sige et Ord til sig selv, det var ,,Jean«·
»Der er Inange Ding, som jeg gerne vilde sige,«
sagde Burnbrae, søt han gitz »men naar Hjertet er saa
fuldt, tan man itte let sinde Ord. Hvis det at tage en
matt Sly Jbort fra en Families Liv sog at fylde to gamle
Folt med inderlig Gliede kan give nsoget Menneste Ro
og Frev, saa vil De sove ttygt i Nat i Deres Slot, Lord
Kilspindir. Nasat De paa Vejen hjem kommer forbi Baru
brae og set Ringen stige op imellem Ttæetne, saa tan De
tcente paa, at der lever en Familie som velsigner Dercs
Navn og indesluttek det t sme Banne-«
Den «sørstc, Burnbrae msdte, da han kam ud med
Fastebrevet i Lsommen, var Drumsheugh, hvis Fortentw
get netop den Dag havlde gjort det nstdvendigt for ham
at gaa ap og ned ad Gaben t omttent en Dime.
,,-Se god Dag, Buntbkaq et du der? Jeg toentte,
du var fcerdtg for lange siden Det er flove Priser i
Dag. Prangerne giver tngen Leidens Ting for Fede
tvaeget.« Drumsheughs Ase-sen var ilte stet saa roligt som
scedvanlig. »Jeg shat nsoget at fortælle,« sagde Man-brach
og sdu stal vcere den fix-str, sam hsrek det. Lord Käs
at) Navnet paa et engelft Kavalleritegtnient
c—
ipindie et kommen hjem, og han hat indsat mäg i Miit
sgamle Plads, og han hat opsat et Fcestebrev, som hu
Ivate min Tid ud og bageftet gaa i Atv til min SUB
HDet hat været en haatd Ptøvelse, og der hat vieret Tiber-«
da jeg frygtede, at Inin Tto skulde svigte; men nu er det
fotbi, dg der et to Mænd, sum Jean og jeg vil inindes
med Talnemmelsighed, saa lange vi lever; den ene er Pa
stor Davidson, og den anden er dig selv. J hat hjulpet
os over det.«
,,.Kotn med ind i Kilspindie Kto et Øjeblik«, sagde
Drumsheugh og gteb Butnbtae i Armen; »jeg vedsnok,
at du itte dritter Spiritus, men jeg stal gøte det for digg
i ethvett Tilfælde tan du da spise!« og Drumsheugh pnt
hvem man mente, at han spiste til Middag paa et ellet
andet heinmeligt Sied, hvor det ikte kostedse mete end·
50 Øte, bestilte en Middag, som tunde have pagset for
Lord Kilspindie. Han gjorde det bedsste fot at saa saa
meget som muligt for sine Penge; men føt og estet
Maaltidet saavel som mellem Nettetne lod han Munden
løbe.
,,En og tyve Aar, og den Afgift! Menneste dag! Du
bliver saa rig, at du baade kan købe Besætning til en
Gaard til Jamie og inøblete Studentens Ptæstegaatd.
Vatcde det noget lcenge, inden Greden kom hieni, saa
btagte han min sandten Orden i Sagetne, saa snatt han
kom. Og pcent hat han baaret sig ad, det maa man lade
ham, ganske saadan som det et ham vætdigi. Men hvad
var det, du sagde oni mig? Jeg hat itke hast noget at
aøte med det. Det var Ptæstens B.tev, som gjorde det
hele. Dette skal vcete hans Staalt Hat du mete Soda
vand? Godsforvalteten ptøvede paa at ovetse og sjofle
ham fotleden Dag, han ttuede ham endogsaa lige op i
hans aabne Ansigt. Jeg høtte det selv. Den Slyngel,·
som kommet her og gøt Ulnkket. »Vær nu ikle forknyt«,
sagde Ptæsten til mig, da di kom udenfot, ,,Enden paa
Legen er ikke endda.« Der lever ikke det Menneske, som
lan hamle op med Ptcesten, naat han et tigtig appe, og
jeg hat aldrig føt set ham saa ivtig for nioget.«
,,Hvot et Godsforvalteren nu?« begyndte Drum
fheugh igen. »Jeg vilde not have set ham, da han bragte
Fæstebtevet. ,,Jeg hat vætet her føt, og jeg vil daere het,
naar De er rejst«, sagde Ptcesten, og det kommet nok til
at passe. Godsfotvalteten bliver her ikke Ugen ud. — —
Det et en sløj Drit, du hat der, men spat itte paa den;
denne Dag er ikte som enhver anden. Jeg vilde Unste,
vi vsat ved Stationen.«
Da de var tomne det, lagde Drumsheugsh Baand
paa sig, til Tsoget til Dunleith var gaaet, saa samlede han
hele Dtunitochty om fig.
,,J høtte nol, at Gndsforvalteten befalede Butnbtae
at forlade sin Kirke — men det vil not vate en Stund,
føt han igen blandet sig i andre Falls Saget. Og
Butnbtae skulde jages fta sin Gaatd — men jeg trot nok,
det blivet Godsfotvalteten og ikke Butnbtae, som tomnier
til at søge sig et andet Hjem. Og Godsfvtvalteten vilde
itke udstede Faestebrevet paa femten Aar —- og saa maatte
han gøte det paa en og tyve. Og han vilde ikte tage
imods 500 Kronets fothøjet Afgtift fot at lade Burnbtae
blive i sit Has, men Gteven vil itke tage en Øte mete
end den gamle Afgift. Dei er min Nyhed, Foltens, og
det et den bedste, jeg hat høtt i lange Tider.«
Saa tryklede dse alle Burnbraes Ha-and, lige fta Ne
thettvn til Peter B.tuce; men Butwbrae lunde kun sige:
»Tak, Vennet, hjettelig Tak; J hat været gode Na
boet for mig og mine.«
,,Det hat vætet en stor Seit«, sagde Jasmie Soutatz
»men der et dog en Hage detved.«
,,Og hvad et det?« sputgte Htillocks.
»Det er det, at i en Menneslealder vil ingsen i
Drumtochty kunne sige en Løgn eller opføre sig som en
Judas.«
Da Hillocks tom til Kitkegaatden Spudiagen eftet,
"at Gteven havde afgivet sin Dom, fandt han Jamie Sou
Itat i Fcerd med at fjcetne de sidste Spor as Plakaten vm
Auktionen paa Burnbtae fta Laagen. Det var det Styl
te, hootpaa der stod: »Ja-hu Baxter, bottflyttende Fee
stet«, og Jamie var meget omhyggelig fot ikke at tive
det li Styller.
»Bei vil blisve en Relilvie«, sagde han til de andre,
som saa til i Tavshed, »saadan en Kamp vil vi ikte faa
mete i vor Levetid.«
(Sluttes.)
Jnteressante og spændenkk For
tællinger af de bedsie prrfwfaftktem
Svenstetne paa Kronborgo (Beftillinget mvdtages
allerede, og Bogen leveres, saa snart den er fcerdig.) Historist
Roman as H. F. (5wald. J Omklag 81.00, gobt indb. sl.40.
Eil pvlfk Familie. As J. C.Hauch, i m, udgave. 424 Si
der. J Lmslag Q1.00, godt inbbunben 81.40.
Den stotfkc Kvinde paa chle. »so-»Hm km M
formationstidem af H. F. Email-, i ny Udgave. 600 Sider.
J Omflag Ol.20, godt indbundcn S1.60.
Olwcr Twlsti En Samfundsroman, af Chatles Dickeni.
Gebt indbunden 80 Cents.
Jngemanns Romaner:
Valdcmar Scjcr. Histokisk Roman. J Omflag soc, indb.
81.20. Fint illusikeret Ptagtubgave, isint Omflaq il.60,
Jndbunden meget folidt 22.50.
Crit Menveds Barndom.
Hisiokist Roman. J Omslag soc, indb. 81.20.
Kong Enk og de fredløfe,
Historist Roman. J Omflag Soc, indb. II.20.
Prins Otto af Danmatk og hans Somit-.
Histotist Roman. Jndb. 81.20.
Alle Bsgekfendes pour-für Vetalingen bedei inbtendt samtnen
med Besiillingen. Frimætker modtages som Vitalinsk
Danish Luthercm Publifhing Hause, Blair, Nebraska.
