Under vilde Rosen
AfJan Maccaren.
Lachlan CampbellSXForvandling
(Slutiet.)
Lachlan havde faaet Flora anbraat paa sin egen
gamle Plads ved Væagen lhem belkevede den Eile niere,
da han havde opgivet at vasre Jnlvisiiori Da sad lige ved
Siden af hende med et lylleligt Ansigt Drumtochty c-p:
fette sig elsetnplarifl; der var itle een, som vendte weih
vedet faa meget som en Tomme--for at se efter dem. Men
Margaret Home, sont sad ligfe baa ver dem i Burnbraess
Stol, saa, at Flora greb fm Faderis Oaand da Wenig
deden sang:
Pan tilgiver al din Skala
lasgn hvek dm Breit,
kranier med Muhmdhed dix;,
genlpier sra Wraven dit Liv
Meniahedsraadet havde Mode den Uae, og der var
en ung Pige, som gil fuldflcendia i Styller ved Oder
dskingen, da hun blev spurat om N.1dveren, faa at ille
engana Burnbae kunde faa et ordentliat Evar af hende.
Hun rejsfe sig survirret og bedrewet
,,Jeg lan nvl mittle, at saadan en som jeg endnu
ille er stillet til at komme til Nadveren; men jeg havde
glædet mig saadan til det. Dei var det sidste, han bød
sme Bennek at gere.« Med disfe Ord ait hun, for nogen
tunde faa Tid at bede hende blive.
,,Formand,« iagde Lachlan, »det vil være en stae
Gliede for mig, hvis jeg lan gøre noaet til, at Mary
Macfatlane faar sit Adgangsiegn. Jeg vilde anste, vi
alle havde iaa god Adtomst fom hun, thi Karlighed er
den bedsie ANDme Der er noget, som jeg vil bede De
»Ældste« em, og det er vm at tilgive mig al den Stoll
hed, jeg hat udvist her i Menighedsraadet. Jeg mente,
at jea vidste mere end noaen anden i Drumtochn, oa jea
svilde dtmme am, hvem der flulde here med til Guds FOU.
Men han hat haft Barmhjertighed med Farisæeten Si
mon, og J hat alle verret saa gode mod Flora vg mig.
Striftens Ord er opfnldi: «De forste stal blive de sidftc,
og de sidste de fsrste.«
Sau dad Præsten Burnbrae om at holde en Bon«
og Aanden lom over denn-e jævne Mond med det enfoldige
Barnehjerte.
,.Almeegtige Fader«, bad han, »vi er alle dine stat
lels, fyndefulde Born, som gil bort fra Hjemmet ud i
den vide VetdetL Tilgiv os, for vi vidste ille, hvad del
vak, vi forlod, eller hvor ftor en Viertel-org di gjorde vor
Faden Vi havde det haardt og strenat, da vi levede i
vote Synder, men vi var aldrig lomne iilbage, havde
ille vor ældte Bruder været. Han gil en lang Bei for ai
sinde os, og del kostede ham stor Anstrengelse vg Meje
at befri os. han hat betet en god Broder for os, og vi
dar meet en jung Byrde for dam. Han vil holde as
fast med sin itærle Haand og feste vs paa den rette Vej
vg bringe as tildage, hvis vi alter gaar vild, og han vil
stge es alt, hvad di heb-ver at vide, indtil vor sidfte Time
Iommer. Fsr as faa hjem til dig, os og alle dem, vi
eilten faa at intet Born savnes, og gid vi maa bo i var
Faderc has evindeligtl Amen!«
Da Burnbrae sagde Amen, lsftede Cartnichael sine
Øjne og saa et Syn, spkn han vil mindes, til alle Slygger
spinder, og Dagen bryder frem.
De leis »Ældste« — tre Festen, en Slrædder, en
Mater og en Faatehyede — stvd under Lampen, og Ly
fet faldt over dereö bsjede Hovedee lotn en Glorie. Der
var, som det lille fattige Saltifti var forsvundei, og den
andeutende Verden var glemt. Guds Born havde faaet
detes Urv, thi »de Ting, ssom fes, er timelige; men de
Sing, sont ille fes, er evige.'·
En Samvittighedssag.
Der var ingen, der var mere afholdt ellet agtee end
Butnbrae; men Sognet lagde dog itte nogen fcrklig Jn
teresse for Dagen ved Fotnyelsen of hans Festebtev, for
di man var stllet paa, at han let vilde kunne faa det, som
han tnsiedr. Drumsheugb fandt det rette Udtryk for
Stemningen, da han en Dag paa Niegaatden fagde:
»Und-me vil tilbyde en san stot Afgift, som et passende
mellem Mund og Mand, vg hvad han itte tan give, er
der ille noget godt ved at faa af en anden. hvad Pyg
ningetne angaar, saa vil han gøke Gvdsforvalteren op
mctfsom paa, hvad der mangler, og Gteven vil not blive
tikfteds. Dei var noget andet med Hillocks; han tingede
pg tinqede med Govgfvrvalteren en hel Sommer igennem.
og det et der ille noget at sige til, det er en ætlig Sag,
og det et af stot Jntvesfe for Sognet, hvordan det Saat;
men Butnbrae et andetledes lige til. Jeg hat kendt hom,
siden Pan var Meng, og jeg sigek edek, der er ingen Kun
strk ved Butnbrae. han et en crllg Mand og en god
Rudo. Sagen skal not asgsres med Godsfokvalteken al
leeede i denne Uge, hat jeg bitt«
Neste Sendag blev Fall paa Kikkegaarden i aller
htjeite Grad forbavsede, ja ncesien forfækdede, da Jamie
Soutat, alt imens han snakkede om hsstudsigtetne, Iejs
ligVedsviö omtalte, at Butnbtae ille havde faaet sit Festes
btev fomyet, og at han siulsde flytte fra Drnmtochty til
Mkiensdag. -
»Du-the dag?« spuegte Drumshengh statpt, mens
historis, sont lige havde budt Whinnie en Prig Tobak,
blev staaende med udstrakt Arm.
»Uf en Grund, som man aldrig vilde falde paa;
date fotdi den ny Godsforvaltet vilde have, han stuslde
fes-lade sin egen Kirch og stutte sig til sog i den gamle
Mete. Ovis det havde ver-et noget ved sesoetiringen, der
havde vieret dem tmellem, saa kunde man have fotstaaei
det; nten at en Mund -——«
O) Den Istste skitikkr.
»Lad os nu viere fti sor mete as den Spøg,« asthd
Drumshengh hant, ,,og hold din Mund ont Butnbtael
Dsu gjotde tnig gansle sotsttcetlet, Mand.«
»Ja, ja, J ttot tnig itte; nten det dar hans egen
Keine-, det fortalte tnia det, oq hnn dat gtnelig fotlnht. Te
hat boet i den Gaatty liae siden de blev aifte, og Kvindet
hat ondt ved at ante Fetandtina, naat de nimmer-neiget
pp i Aarene.«
,Jeg tan ilte tto det, Jatnie,« saade Dttunsheuglts,
flent hatt ejensnnliat dar utolia; ,,jea Ved not, at der
itte et nteget ved den nne lsiodizfotdalteh da at det et en
slent Fotandtina fra Mr. Legliez men han tør dog ill:
lsslande sig i et Mennesleii klieligiongsaget. Mænd, sont
dat adstilligt stette end faadan en Sttntle Gndssordalten
bat i actmle Daae prooet der-paa; nten de lont lnn dank
ligi sta den Hsistotie.«
»Ja, noale as detn ntistede Hovedet paa Bejen,« sagde
Jantie med lendelig Tilsredshetk
,,L«a,« dedliled Ttttntshettglt, ,,hvad Ved saa den the
enten om Ftilitlen eller dnt den gatnle Kitte? Dei et en
Fraslhed af stiadan en sotn han bate at nasvne Ordet
,,.ltitle« til Butnbtae.
»Man lan ilte tside, hvad saadan en Glodgfotvalter
til gete,« saade Jatnie, hvis Fotdont dar ttovetvindelia:
,,tnen det tinteliaste et, at han vil gote ondt: saette Fee-ste
ten op imod Hettemanden oa Hettemanden intod Fresse
ten, tntannisete den ene, saa han ille tøt slaa sine Øjne
ev, og ophidse den anden, saa han itie tendet en cetlig
Mand, naat han set ham.«
,,Bevateg vel,« udbtøsd Hillocls, aldeles fotdavsei
over Jamies Veltalenhed, thi den Utet, det var tilføjet
Butnbtae, havde tevet hant nd as hans scedvanlige stois
sie No og btagt ham i et Raseti, det vat regte og ufot
salslet.
,,.f«nad Ret hat en Mand til at udscette de Familien
det hat dcetet paa hans Gjendotm fta søt han blev født,
fot at blive lastede otn med og sotncettnede af saadan en
nhbagt Godsfotvaltet? Lg hvad Ret hat han til at btugc
de Penge, som cetliae Foll i deres Ansigtets Sved hat
btagt ud af hans Jord, imellem ftemntede og Udlcen
dinge? Hdad gaat der af Hertetnændene, at de ilte dil»
leve ntelletn detes egne Folt og passe detes eaen Bedtift.
saa at Hettetnand ea Fastet tan afgøte deres Saget
uden Melletnmand? Og hat itte den fattigste Hnstnand
Ret til at se og tale nted den Mand, paa hvis Jotd han
bot saadan sotn hans Fcedre føt hant? Jea siget ilte et
Otd intod Mk. Leslie, sont et død og dotie, ellet intod
nogen Godssotvalter, der et sotn han. Hatt gjotde natur-i
liavis det meste, han lande, for Gteven, det blev han io
betalt sor: nten han var en aod Mand med Hjette paa
det tette Sied, og Vi nil lotnnte til at savne ham manae
Gange, naat vi slal ttæltes med hans Eftettnand. —
Naar en hat saa nteaen Jord, at han itte lendet de FOU,
sotn saat oa høstet den, saa et det ntin Menina, at han
hat mete, end baade han da andre hat godt af. Og naat
en Hettetnand behødet Hjcelp, lad ham saa taae en as
vott eget sind og Blod til at søtae for hans Sagen Men
ded J, Rai-»et, Ist-ad Sirenen hat gjott, og hood for et
Menneste det et, som han hat sat over os og givet Magt
til at blande sig i vote Sagen som han ille lendet en
Smule til, da til at ttantpe paa den Monds Samvit
iighed, der et den bedste i hele Dalen? Hat J hart vor
nhe Godsfotvaltets Historie?«
De Dromtochty Mænd havde ille Lyst til at afbry
de Jamie, sont den Dag var tigtig oppsr.
»Saa stal jeg fottcelle edet, hvad jeg ved fta en
sillet Milde, og hans Historie lignet mangen en anden
Godsfotvalteks, som svinget Svsben over Eftetkommerne
af stibaatne stotsle Mit-nd. Han er Fættet til en engelii
Lord, hvis lFotfcedte sit detes Adelsslab ved i Geotgep
nes Tid at scelge detes Stemmet til de hsjestbydende.;
Den Slags Blod et det, sotn tullet i hans Aatet, og det
et ille syndetlig rent. Hans Familie sit ham ind i At
tneen; men han blev nøsdt til at tage stn Afsled — det
var enten Spil ellet Dtil eller Slagsmaal i Vejen; saa
vat han Agent for et Godningsselstab, til de gav heim
hans Assied. Detpaa levede han sont Snyltegeest hos st
ne Venner og tabte stote Sammet ved Veeddeløbene, til
hans Falter endelig fik Lord Kilspinde til at tage hatn,
og nu hat han Magt over Liv og Død i stve Sogne, mens
Gteven tejset omlring i lldlandet for sin Sundtheds
ctyld· ,,Jeg holder mig til den gatnle Kirke", sluttede
Jamie, »og i den vil jeg døz Butnbrae et den stiveste Fri
titlemand i Drumtochty, og di hat haft mange thettet
med hinandenz men det hat itle noget at sige nu. Ethvett
Mennesle hat Ret til at teenle og tro, hvad han vil, og
han slal gute, som hans Samvittighed bhder hant ester
den Oplyöning, han har, og ilke det bedste Menneste paa
Jotden hat Lov til at stae os, hvad vsi stal tro; i saa Fald
var det sorgeer at vvre Fabre kampede vg dsde.«
Den stotsie Tilbageholdenhed dcekker over en Rig
dom af heltetnodig Felelse, vg dette uventede Udbrud af
Jamie hat-de en sotbavsende Vitlning pasa Mændene.
Udttnltet i detes Anstatet fotandtedes. saa de saa nd
som helt andre Mennesiet. Da hatt beghndte, vat de en
Klynge Arbejdösolk, ante til Slid og Slæb, med lu
dende Gang, langfom Tale og ikle alt for renlige Vanet,
hvent Nysgettigheden efter at holte Jamieö satlastiste
Tunge sottælle noget Sognenyt fot et Dieblik havde op
livet. Da Jnmies hattne bluzsede op i lys Lue, kom der
et haatdt Udttyk i detes Ansigtet, deres Øjne glimtede
sont Staub deteg Leber ptessedeg samtnen som en Steue
stit, og set han holdt op at tale, stod hvet Mund op i sin
sulde Heide med Sluldtene tilbage og lsftet Hoved, mens
Drumsheugh saa nd, sotn ont han sotan stg saa en Heer i
Slagotden, og enIdogsaa Whinnie gteb med knyttet
Haand mn sin Snustobatzdaase, sont om den havde vcetet
et dtaget Smd En saadan pretsel hoc stotsie Mandt
var Siegn til, at det var Fate paa Fee-ede, og de Fotsslgete
i gantle Dage, sont ille gav Ast paa det, gis detes Undetq
ganq i M
,,Et det din Menitta at sige, James Soutar«, sagde
Demnsheugh nied en Stenmte, sotn like lignede han- serv
vanltge, nien var alvotligete vg strengere, ,,at du gansie
stttett ded, at den nhe Godtfotvaltet hat glvet Vurnbtae
Balget imellem heut Riese og hanc Gunst-W
»Bei er san stlketh Umriss-nah sont at jeg staat
her — endsktnt Sterner selb, heedetlig sont alttd endtttt
1
ikle hat sagt noget — og jeg trenkte, at jo føt Ssognet sit
det at vide, des bedte.«
»Bei gjotde du Ret i, Jamie, og jeg taget de Ltd
i Inig igen, som jeg for sagde oin Spøg. Dette yet bli
tset ingen Spiøg hvetlen for Godsfotvalteten ellet Drum
tochty.«
Der var Tavshed et Minnt ellet saa, thi Whinnie
Didste, at dette vat et tritisk Øjeblil i Dtumtochty, k
TUiasndene dentede paa, at Dtnmshengh slulde tale. Folt
lenndtede hani sot hans Inedighea naat dct gjaldt Han
Tscl, da de niotede sig over haan Ziniaalighedet i Penge
sager; men de vidste, at han haode Stioelse i Rygtaden,
J ar, naat det gjaldt Odetbevigning og Princippet,
sknlde han nol vise sig som en Mand.
,,Det et en slidt Fortetning Naboet, og der et in
sjsen af os, sont lan se, hoot det søtet hen; for naat de
leannder med at dtille Fritirlefollene, til de faat dtevet
sein ind i den gamle Kitte, saa blioet det nceste Sltidt,
at de vil dtive os- alle saminen ned til der engelske Kirke
i tiildtnmmir. Jeg mener, at vi som rettaentende Mænd
man sige som saa: Vi vil betale vot Asgist og dtive
Jorden saa godt, vi lan, som cetliae Mcend; men vi vil
illc lade os vor Religion paatvinae as noget lebende
Jllennesle, enten han saa et Hetteinand ellet Godsfotvak
ter, eller hvad han et. Det gøt og ondt for Butnbtae,
set det blivet ham, det tommet til at tage Stødet af,
oa han hat vætet en god Nabo fot os alle; inen det er
ingen Ftygt for, at han slal løbe sin Gaatd sot at soigte
sin Ritte. Godssotvalteten hat valgt den Mand til at
prøoe sine litcestet paa, som han kommet aller daatligst
as Zted nied. Butnbtae vilde hellete miste alt, hvad
lnn ejet og hat, end blive en Judas niod sm Kitte. —
Det et Synd og Stam, at bot gamle stotste Kitte blev
lplittet, og det vilde viere dejligt at se hele Dalens Be
boere samlede under del samme Tag en Gang om Ugeth
Men en Ting maa vi sige, og det er, at Splittelsen hat
da saaet Vetden til at se, at der et Liv i Slotland. Der
et ingen, som jeg hellete vilde byde vellommen til vor
Fiirle end Butnbtae, hvis han kam af sin egen stie Villie;
inen hellete maatte Kitlen staa tom, end den maatte fyldes
nied Godssotvaltetens Lejesvende.«
Domsie gteb Drumsheughs Haand og sagde noget
paa Latinspsom Mandene itte fotstod; saa gil de en eftet
en ind i Kitlen med en Mine som et Reaiment Soldatet.
Drumsheugh havde en af de bedste Pladser i Kit
len, som det passede sig sot en as Menighedens »Ældste«,
oa han vat saa fast i sin Tillid til Ptaestens Retttoenhed,
at han sekdoanligvis plejede at tage sig en lille Hvile un
det Ptaedikenen; men paa denne niindevcetdige Dag sad
lian optet og stirtede op paa Prwdilestolen med et ncesten
tsildt Udttyl i Ansigtet. Ptctsten blev forstyttet ved den
ne usctdvanlige Opmaetlsomhed, og da han midt under
Ptcedilenen tog scg sin vante Pris, tæntte han fotgceves
estet sot at sinde Grunden dettil. Thi Ptcedilenen, som
bandlede oin ,,Høstens Jndsamling i Tidens Fylde, bevist
oed Naturens Love og Aabenbatingens Fotjættelset«, vat
en Begivenhed, som kom igen hvett Aar, oa Drumsheugh
hat-de ofte givet sit Bifald til Lende ded den. Pcæslen
havde lun en Gang for set det samme Udttyl i hans Øjne
— det vat det Aar, da Kattosletne blev aldeles pdelagtcz
og da de »Æl«dste« nu estet Gudstjenesten tom ind i Pete
»stegaatden, og de fstst hat-de talt lidt om Bejtet, sputgte
Priesten angsteligt Drumsheugh, hvotdan det stod sig med
hans Kattosler.
,.Godt nol«, svaeede denne med en Ligegyldighed.
det ille var paatagen. »Godt not med de Priset, vi nu
hat. Men hat De hstt det om B,utnbtae?« Drumsheugh
fortalte nu, at Godsfotvaltetem saa snatt han havde saa
et Lejlighed til at handle estet Fotgodtbefindende, havde
begyndt en Religionsltig i Drumtochty.
Hans Stemme stælvede, da han nævnede det Vil
laat, som var blevet stillet Butnbrae, og Pteesten, som
spat en velnætet sog todtnugset Mand, som det sommet sig
len Embedgtnand at verte, blev putputtød i Ansigtet. s
»Jeg sagde det not til Kilspindie Dagen for hans
tejste", udbtpd han, »at det var en stot Fejl af ham atl
lade en Ftenmied saa Leslies Plads Leslie var en brav, l
sotnustig Mand, og det var itte etOtd i Vejen, mens han;
vat Godsfotvaltet. Men Gteven sagde til mig: »Tons
tnns et en meget slinl Fyt, Davidson, vg en brillant?
Styttq desuden hat han set en Del as Betden og vedsz
bvotdan man stal omgaas Menneslet.« »Det et tun den«
daatlige Side as Livet, som han hat set«, sagde jeg, ,,og
man blivet ikle en dygtig Godsfotvaltet, fotdi man et
en god Slytte sog lan spise en bedte Middag. Den Mand
vil bringe Ulytle over Ejendommen, for De tommet til-»
dage, saa sandt som De heddet Kilspindie,« sagde jegxs
men jeg ventede dog tkte, at det evilde tage den Bendingi
Det tossede Menneste!« Pteesten soet i Raseti op og ncd’
ad Gulvet i sit Studetevætelse, ,,ved han da ille, at det
vilde viere lettete at vende op og ned paa hele Dtifts
maaden og at fotdoble alle Afgiftetne end at blande fig
i et Mennestes Religion Ihet i Drumtochty2 Dtumsheugh«
fortsatte Ptæstrn og stod stille, »iea hat vætet Ptæst i det
lte Sogn, da der tun vat een Kitte, og jeg hat vætet Ptoest
het, siden Frititlen kom. Jeg hat set de halve as mine
Sognebetn fotlade mig, og det faldt statpe Otd i 1843;
men aldtig i de syttetyve Aar, jeg hat vcetet Einbeds
wand, et det blevet gjott nsoget saa lsavt som dette, og
ijeg laldet Gud til Bidne paa, at jeg hat levet i Fred
Jmed alle Mennestet. Jeg vilde hellete hugge min hojte
Haand af, end jeg vilde sorttaedige Butnbrae ellet nogen
anden sot thans Ttos Skhld, sog det vilde gøte mig ondt,
;lige ind til Dierterodeiy hvis Ftilitlefollene lunde tro,
at jeg havde noget at gute med dette. Godsfotvalteten
tommet til Kroen spaa Tttsdag Saa vil jeg gaa hen til
hani og lade ham vtde, at hvts han roter Butnbtae, saa
»tejset han hele Dtnmtochty Sogn imod sig.«
»Bi! De tage mig med Dem, Sit? the for at tate,
men sot at lade ham Wette, shvad Follene i den ganile
Kitte menetk
»Det vil jeg, Drmnsheugh; der et Fut i edee her t
FDalen nu; og hit, detsom De stulde mode Butndtae,
naat han som-met sta sin Mete, saa lunde De gerne«
» ,,Jeg hat selv tcnlt paa, ht. Pastor, at sige et
Pat Otd ttl hom, men un lau leg gute det ltgesom med
Minndtahed Den samt Kltke og Fritttden Stuldet
i
mod Stuldet fot sit-sie Gang siden 1843; det vilde veete
strit! ·Sandelig«, vedblev Drumfheugh, da dette nye Syn
taa Still-Zagen vifte sig for ham, ,,G«o"dsf.»s-L«.:lteten hat
stuttet Haanden i en Hvepsexkch da lun vilde blande sig
i Drumtochtng Saaer.«
J Ftikitkemændenes Fotsamling samme Formid
dag havde Meningerne vætet noget delte. De sleste holdt
bestemt paa, at Pastvt David-san itke kendte noaet til»
hvad For-valteren havde gjort; men enkelte vate i detes
bitte Stemning fristede til at mistænle hvem, det skuldc
verte. Kun Burnbtae var suld af Mildhed
»Du maa ilke tale saaledes, Netherton, for det som
met sig ikke for en Kristen. Pastot Dasvidson er aanske
vist Statslitkemand; men han et en ætlig og habetlig
Mand, som hans Fader vsat det, og aldrig hat han ladet
noaen as vs høre ilde for, at vi hørte til Frikitken. Dette
et hvetlen hang ellet Lord Kilspindies Styld, det kan J
stvle paa. Denne Ptøvelse et Guds Villie, og vi maa
bede ham om Naade til at baere den med Taaltnodighed."
Hver Søndag mødte en Flot af den gamle Kirkes
Zoll, som gik Vest paa, en Flvk af Ftikittens Folt, sont
gik List paa. Der blev ikke vetslet andet end et Nil ellet
højest en henlastet Beincetkning om Vejtet, itke af Man
gel paa godt Nabostab, men fordi saadan var nu den
Natur, som Gud havde givet Folkene i Drumtochty. Den
Dag standsede Folkene fta den gamle Kirke for søtste
Gang vg begyndte en Samtale. Den var itke meget ind
holdsrigz den dtejede sig blandt Mændene væsentligst om
Hostudsigtetne vg blandt stindetne om Smøtpriferne;
men man fvtstod, at det var en Demonsttation, og som
saadan gjotde den sin Vitlning.
»Jeg havde dog Uret«, sagde Netherton til Donald
Menziesz »de hat ikke haft noget at gøte med det; jea
vidste det i samme Øjeblik, jeg saa Jamie Soutat. Det
et sprste Gang, jeg ved af, at de hat standset os, naar
de hat mødt os«; lidt eftet tilføjede Nethetton: »Det er
da i al Fald en gvd Ting.«
Butnbtae og Dtuinsheugh mødte hinanden nvget se
nete; de vat alene, og de git lige løs paa Sagen.
,,Jamie Svutat fortalte os det i Morges paa Kitte
gaatden, Butnbrae. Jeg kvmmer lige nu henne sta Pras
sten, og jeg hat aldtig set et Mennseske saa vptøti. Han
paalagde mig usvttøvet at sige dig, at han vilde hellete
hugge sin højte Haandi af end gøte dig noget ondt, vg
endnu i denne Uge vil han gaa hen og sige Godssotvalte
ten sin Mening. Aa, hvot det vilde have gjott dig godt
at hote Jamie i Motges paa Kittegaarden! Han satte
os ordentligt i Fyr vg Flamme, — jeg et ikke kommen til
Ro endnu — vi staat med dig, hver eneste en. Nej, nej,
Burn«btae, svi vil ikke miste dig endnu; du skal behale
baade din Kitle og din Gaatd til Ttods for alle Gods
fotvaltete i Petthshire; men vi faar not et otdentligt
Vrøvl.«
»Tak, Drum-sheugh, hjettelig Tak. Bil du hilse Pa
stvt Davidson og Tige, at han ikke forgæves hat levet syr
tetyve Aar her i DaienL Vi var not cnige am i Motges,
at baade han og J alle vilde fotagte at fylde edetg Kitte
med Ovetløbete; men at J vilde søle saa meget med
mig, det ventede jeg itke. Er der noget, som fyldet mig
med Stolt-hed, saa et det dette, at itle et eneste Menneske
her i Daten hvetken af den gamle Kitke ellet af Ftikitken
har bedt mig om at satte min Gaatd over min Kitte;
men alle ventet de, at jeg vil folge min Samvittighedz
Jeg hat Tid til at tænke over min Stilling til i Morgen
otte Dage, og det vil saa afhænge af Gsodssvtvalteten,.
om jeg stal faa va til at ende mine Dage spaa det Sied,.
hvor mine Fotfædte hat levet i syv Slcegtled, ellek om jeg
stal tejse bott for at dø i en fremmed Egn.«
»Ta! ille saa, Butnsbrae; Prcesten hat endnu ikte
sagt sin Mening. Det var ellets not vcetd at høre, naat
hat trader op imvd Godssotvalteten.« Drumsheugh lang
tes ligefrem efter Kampen mellem Kitle vg Stat og
tænkte paa det fotestaaende Otdskiste med en Forudfjlelse
as Glaede, det dog blev noget dcempet ved Følelsen of
Burnbtaes Ængstelse. : . - s- «
--·--’-.-'««
«-·.
W
Gsodssotvalteren, som vat llædt i en Sportsdtagt
estet nyeste Mode og saa ud som en rigtig Levemand,
mvdtog Ptæsten og hans Ledsaget med en hel Ordslvm.
,,Pastot Davidson, Præst ved Statslirken i Drumtochtyf
Glædet mig at se Dem. En af vote Fcestete, sormvdet
jeg? Jeg hat vist set Dem føt, ceh? Drum— Drum-—
jeg lan itke finde ud af edets hedenste Navne endnu. Her
et en brillant Rypejagt het, og tun een Vilsdttyv i hele
Egnen, sottællets man mig. Kan De selv btuge en Bsssr.
Pastor — ceh — Donaldson, eller tilladet Kitlen ikke saai
dant?« Godsforvaltetens Latter havde et let Ansttøg af
thagt sot en stotsk Landsbhptæst.
GortscetteO
Gode Bøger, skdm anbefcilkg
BcU HUIU Eis pstektaudsk Fortkkuing ska stumm-. Eu as
Amerikas bedste Bogen As Lewis Wallace paa Dunst ved
Bill-. Møller. Pris, godt indbunden, 81.25.
DIU Bruders Blod. En Fortmlling, fom stildrer Lioet
Orienten, fængllende og interessant Paa Dunst ved N. P.
MadietL 174 Sider, i Omflag, 40 (—5euts.
Herren er mit Oktold. E» F».·2.2ui»g, spm sum-: p
kristelige Liv i Music-nd 150 S., i QmsL 35c, indb. soe.
Mikjam RofcnbaUm« En Fortælling ita isbifke Krebse
125 Sidet, i Omilag, 25 Cents, indbunden 50 Ceats.
Maktycm i St. Andkcws. Ei Bitt-heim den stqu
Kitte- 08 Sider, i Omilag 20 Seins, indbundm 40 statt
Martykerne i den lutherfke Kitte. OW: s-«
Tny 224 fmaa Süden iudbunden i Shirtingsbiub 40 Senkt
Alle Boger sent-es Yoktofkir Betalinqen bebst iudfendt stimmen
med Besiillingetr. Ftimætket modtages som Bemqu
Danish Luthequ Publishing Dense, Blatt-, Dieme
