Under vilde Roser.I
AfJan Maclaren.
Hans Moders Prædiken.
.-" (Sluttet.)
Prastegaardshaven yendte mod Best, og da Petr
iten git rnndt i den lille Fittant, der mest var ltevotsetl
tned Grase oa otn given as Naaletræs Hereilen gil Sol-en
tted bag Gratnpianobjætgenr. Sorte, tnnge Styer hav
de begvndt at samle sig otn Aftenen og havde truet med
at formerte Solnedgangen, sont ellers er det smnkteste
Zun, en Trnmtocltty Mond nagen Sinde lan se, og
sont got et stærlt Jndtryt paa ethvert modtageligt Sind.
jlxlien Solen daode trængt Styerne tilbage til begge Si
der og gennenttrængt dent med sitt Glanz-, og nu git
den langg- en stinnende Vej gennetn Botger af Lys inI
af den ftote Port i Vesi. Priesten stod stille foran dette
Eint, hang Anfigt dar badet i den gyldne Glans, :g
nteng dan stod og san, gil det gttldne estekhaanden over
i tnorterødt, og saa bled det rede til Stygger af violet
da arent, altsatnnten langt flonnere, end et Mennesleiz
Jnddildningglrast eller en Maler-Z Pensel var iStand
til at frentbringe. Det var for hatn, som ont en af de
bellige, der dar badet i Lantntets Blod oa havde vundet
den stote Zeit, var gaaet ind gennetn Porten til den
edige Stad, oa hojtidgsnldt og stille faldt der sont en
Efterglans af hans Moders Liv over hans Schl. Det
iidste Spor af Solnedgangen var forsvundet, da Pras
lten tom ind, og da havde hanö Ansigt et lldtryt, sont
ern han havdc haft en Aal)enbaritig. Hatt bad fin Tante
otn at holde Aftenandagt samtnen med Tjenestepigen,
da han mengte til at være alene i sit Studerevaetrelsr.
Det var et hyggeligt Værelse om Dagen med dets
Vindue itnod Syd, gennent hviltet Præften lundle se
thoserne, der votsede op, saa de ncesten dæltede Ruderne,
iatnt Dveeratebletrceekne, sotn stod langs med Gangene i
Hadetn Og det var et hyggeligt Varelse nu, da Gor
dinerne var trtttne for, og Lampelyset faldt paa de Bogen
ltan elslede, og jom bed bam vellotntnen. En for en
ltavde han ordnet sine Statte i den lille Bogreol, dem hatt
nted ftore Ler davde tobt i sin Studentertid, og han hav
de bestetnt, at han den Dag oilde unde sig selv den ster
ite Form-fettef hatt tendte, den at sidde en hel Aften og
lasse uden Plan eller Metode, blot efter sit Hierteg Lytt.
Men hatt glemte rent Begerne, da hans Blit faldt paa
Praditenem sont laa i Stæret as Lantpelyset, og som ven
tede paa oet trcenate til en otnhyggelig Prooelfr. Dahan
ianttne Eitertniddag hat-de streitet den fidsie Side af
den, havde han bietet itolt af den, og han hande, staaen
de foran det sndliae Vindtte, reciteret den med en straft
og Virlningsfnldhed, sont forbavsede hatn felv. Dei hav
de da verret bang Haab, at hatt ntaatte bevares i Yds
mnghed, og at han ilte tnaatte blive taldet til en Gerning
i Hovedltaden for i det tnindste otn to Aar, og nu —
nu tog han med Ftngt og Bceven Papiret i sitt Haand
Denne glimrende Jndledning nied sin historisle Paral
lel, denne Odertigt over de moderne Tanler, belagt med
fortlatende Citater, denne hvasfe Kritil over gamtnel
dags Syn, alt det tunde hatt ntt itte beuge· Thi Tilhører
treten var forsvunden for hom, og i dens Sted saa hatt
tttn et Anstat, der var niedtaget af Sorger og Betymrin
get-, tnen stadia lige sntutt, og hvis Øjne bavde et lceng
felsisnldt venlende lldtryl. To Gange lrollede han Pice
ditenen samtnen i sin Haand og vendte sig mod Fiantii
nen, hoor Jldett drændte lystigt, tasndt af hans Tantes
otnbyggeliae Hemden og to Gange betæntte hatt sig og
nlattede den nd iaen. Hvad andet tnnde hatt egentlig fiae
til Llltenigttedenk Zaa harte han i Stilbeden en iltett
link-: »Afla«,t et aodt Vidnekbytd ont Jesus Kriftttk.«'
J ntrite Lieblit laa hart paa linke foran Ftantinil--s
den da veeiifede det itore Verri, fotn flttlde have forbadfet
Trittttocbttt, san lattgt,«lmt lttnde ind i Jlden, og halo
i:::ilende, bald atadende saa lyan de betndningsfulde
Led: ,,2e:nitiit 'tiattdirlttittkt,« dlttåfe op en forsoittde.
Da det fidite ana af Pnoiret forfdandt, san Ellniiatei ttat
liattt iztenJ tttett denne Wanst dar de nndiae ltrttne Hine.
fttlce af Fted — i
ltktad litten d r intet Metterftntle, nten lnn et tttno i
l
l
dettt ltrthtt H«l ti et unat Mit-Messe der htdckte
lckit lidt m le-:r et et nit tt:i.idre. Tltinteligttiszs vilde d-: tt
hoerten lttte tjott Inst elltr ac- t; t-: en den tsar de t lief-steh
tian riet-e, ca txsan oftede den as starrt ialtetx on jeg trtr
at der er inttt i et LIJtennetter Li m, ltderlen viks Tale eller
derotnttteliae tttettnnaer, der er fast totteliqe for Gnd sont
Kerkligljedens Oste. I
Ta ltan tottt ;n«r i sit Sowedcerelie sont Mannen op ’
lyste nted sine- Soloitraaler, falte han, at hanJ Moder var
bam net-r. Hang- Seng stod fangelfeaglig tned sine hold-IT
Gardinek, da hatt tttindedek, lxvorledeg bank- Moder hderj
Affen plejede sit kniete foran den og bebe for hom. Das
var det for hatn, som var han atter Barn, han bad Her-;
rens Ben, og derefter raabte han: »Moder, Moder,« ogJ
bans Hierte fyldtes med en undsigelig Gl erde. ;
Hans Bett ved Altorgenandagten nieste Dag var meget;
iort; men bagefter stod hart en Stund stille tned Blittetl
vendt mvd Vinduet· Da han atter vendte sig otn, sagde
Hans Tante: ,,Din Prediten vil blive dig given, og den
vil blive verrd at htte.«
»Hm-r tunde du vide -—«
Httn svarede sntilende: »Jeg harte dtg bede.«
Da hon Lordag Morgen luttede sig tnde i sit Stu
deretannner, gtt hans Dante op i sit Betrelse ovenpaa, og
hart vidste, at hun vilde bede for ham.
En Time senkte saa hatt hatn gaa omtting t hat-en
i den Grad optagen as angsieltge Tun-ten at hatt med
tin Fod sendet-trachte en Rote, der laa t Gangenz inen
derefter saa hun, at band Anftgt pludseligt opllaredes, og
hatt styndte sig tnd i sit-set efter first at have plutset et
Bundt Forgletnmigejer. Otn Aftetten fein-di htm bitte
Iiggende paa hatte strevne Pakt-lieu
To Eimer fettere —- thi li sin state waasthed mod
Modeten vaagede etg bad hun entmu- faa httn hatn
atter totmne nd og gaa einseitig i davettz nun nenne Gang
fa- htm soc inderltg giad ad. hart tsg den ttpfmndsede
Usfe pp og satte den i sit MMU W Wiese en lille
l—— -—i
I—...
Fugl, der var bleven indvillet i et Net; han begravede siii
Ansigt i de dulstende Kaprifolier. Da forstod hun, at
hanö Hierte var fyldt af Katlighed og shun fnlte sig siller
paa, at alt vislde gaa godt den folgende Dag.
Da Klotterne begnndte at ringe Sonsdag Morgen,
rejste Præsten sig op — han havde lncelet i Von —- og gik
til iin Tantes Værelse for at lade hende hjcelpe ham
Priestetjolen paa; dette var en gammel Aftale intellein
dem.
Kjolen laa ndhredt i hele sin Pragt; men han satte
sig fortdivlet ned.
»Tante, hvad i al Verden flal vi gere, for jeg hat
glemt Halgbindene?«
»Men jea hat itle alemt de
sont jeg selv hat syet. Scrt di
ieg tan dinde et paa dia.«
Da hun havde laat sidft
han Var ferrdiq til at aaa hlev
,,.siyg mig, Tante.«
»Im din Moder, oa hendes Gud ver-re med dig.«
Zaa ail han nennem Haben, under Kaprifolierne ind i
Hirten, hvor alle Ftilirlefolt i Drnintochtn, som lunde
tthbe og gan, on de halde af Statstitleng Folt sad i
spcrndt Forventning·
Jeg sad den Tsaa i Prasstens Kirkeftol fammen
med hans Tante, oa til min fidfte Time dil jeg verre glad
ded, at jea var til Stede ved den Giidstjenestr. Naar
Vinteren lcrager sia tunat over Dalen, beaider jeg mig
nd Paa mine Reiset, oa jeg hat i min Tid ovetvceret
mange forslelligartede Gndstjenenen Jea har veeret i
Zpurgeons Tabernalel, hvor Foll greed det ene Øjeblii
tg lo det nasfte Jekx hat hert Canon Liddon i St. Paule
tirten, og hans hoje, llare Stemme lyder endnu i mit
Dre, naar han raabte: ,,Vaagn op, vaagn op, ifør dig
din Sthrte, o Zion!«
Jeg hat Verret til Hefmesse i Peterskirlem og jeg
hat itaaet i Florenz’ dunlle Domlirle, naar Pater Atro
stino tortdnesle imod Tidens Ugndelighed; men aldtia
hat den ufnnlige Verden været niig saa nær sont den
Daa i Frilirlen i Drumtochty.
Jeg folte mig strats overhevist om, at den unge Præit
var et sintfolende Mennesle, da han, efter et tappert Forng
naa at beahnde, stjnlte sit Ansigt i sine Hcender og tan.
Jngen af os taentte vcerre om ham, ford! han var new-s
og noale enlelte, sont havde ventet at finde ham selvsikter,
lnllede deres Hierter op for hom, da han hurtiat badi
Fadervor og glemte to Banner deri. Men vi vidfte not,:
at det ille var Mrvøsitet, som fit ham til at holde op saa
meget fom ti Seinnder efter at have bedt for Enler on
faderløse, oa i den Stilhed, sotn da faldt over oå alle,
følte vi Aandens Vinaeslag· Paa Grund af hans Be
fledenhed blev hans llngdom netop en Anbefaling for
herni, thi enhvet Moder i Sognet var kommen med en
omend halv nbevidft Bon om, »at det vilde gaa godt for
den statlelg Knos den forste Dag; han var jo lun 24
Aa«r!« Jeg tan aldrig husle Telster og for den Saer
Styld heller itte Jndholdet af de Praedilenet, jea hat hort.
Men den Daa var Emnet for Prceditenen: Jesus Kri
stus, og for Breiten havde talt i fein Minntter, folte
jeg, sont hat nieget lidt ined Dogmer at gere, og som ille
hører til noaen bestemt Ritte, med Hiertets fulde Form-?
nina, at Kriftus var selv til Stede iblansdt os. Preesten
forspandt for vore Øjne, og vi faa kun Nazaræeren, han,
der hat den største Aærliahed af alle til hver eneste menne
stelia Sirt-L saa ham med et Ildtrhk fnldt af inderlig
Karliahed oa Taalmodiahed, saaledes som Maleren Salto
hat givet ham det i Annunciata Hirten, saa ham strcelle
Hienderne nd mod ganile Foli og smaa Born, som han
ajorde det i Galilctea, mens han vandrede her paa Jorden.
Tet Var os, sont oni vi hvert Lijehlit lunde here han-J
Rest — ssmltdts tvm Lea bat tot-Les at here den i seine
Timer, naar jeg sad ene ved Arneilden eller vandrede oder
de ensomme Bierac ——— sagte, hlid en inderlig, trcrnaende
iom Musik ind til Dnhet af dort .L)jerte: »Nein til mia
on jea slnl akde edet Hvile.« linder en Pause i
Prasdilenen lrd jea mit Mit alide op iaennem Kitlen on
in dei, at alle Var azebne af den samme Ziemnina. Tis:
nald J.lien;ie5 rat for lernae siden kommen ind i den
tredie Himmel pa horte nn L·rd, sein det ille er tilladt Tit
noli-He lknsntslselL fpm lad naa finVaqtpost i Bonatti-:
dexi at Ftitlen havde littlet Lincne og var heninnlen i
Van· Floinderne arsed stille, Da Mcendenes darile Lilit
iiater lianre skiaet et ndmnat on mildt lldttnl; det Urt
Srits nJar Edle-n flinn«.«r naa en (,-«iranittlippe.
EUien hnad der altiki lsil itaa nieit ledende for mia, but
thiiet af pljiaraatct Howe. Hendeg Anfmt var hlesltx
irren hendes vidnnderliae nraa Tsjne, fom var dnaacde isf
Taaret, itraalerse med en Glanz livis Eiter oafaa nnaedc
:nia, fom fad i Prasiteaaatdskstolem Hnn tænlte :«:a
liteotan da hnn hanc-e lklttet den nnoe Prtrft ind i iLi
Hierin
Jnde i Sattiftitt trnktede de Ældite, en eiter en
Ptctitenz Haand De var tun for-vite, ligefremme Mir-nd,
men de var de andfrnatiaste i Dalen. Der Var doki inten
andre end Burnbrae, der sagde noaei.
,,Jea hat en Gang miltet en Gaard for Fritirkem
Stnld; men jea vilde gerne have mistet ti for at date i
Kitlen i Dag.«
Donald fulgtes hjem nied mig, men sagde kun: »Der
blev en Mand sendt fra Gud han hed Johannes. « Da
vi sliltes, lagde han: «Brudgommens Ven glcedede tig
meaet over Brudgomntens Rest « ;
Ved Laagen til Ptæstegaatdshaven under Kaprifv
lierne stod en Kvinde og dentedr.
T »Mit Nat-n et Matgaret Howe,« sagde hun, da
Prælten kom, »og jeg et gift med William howe pan
Whinnte Knowr. Min eneste Sen studerede til Prait;i
men Gud havde Btug for harn og tog ham derfor fta mrgi
for et Aar siden. Da De i Dag preedilede Evangeliet, l
var det, fom om jeg httte ha n Z Stemme, og jeg kom til(
at elsle Dem De hat ingen Moder her paa Jordan
htter jeg, oa jeg hat ingen Son; og det var derfor, jegi
gerne vtlde stge til Dem, at holt De nogen Sinde ttwnger
til at take med en Minde, saaledes som De vtlde tale
med Deres Moder-, toms saa ttl Whtnnte Knorr-e, saai
tror fes, det er- Herren serv, som feret de samtnen og
trttter os kleingzu
Hast traf In Dante t Stubenkammer-eh og da han
ohn, og her er seis,
ned, min Dreng, at
paa Verlet, tg
»rebne af Alvor.
»
saa paa hende, bævede hans Læber, khi hans Hierte var
fyldt af en eneste Længsel og Sorg.
»An Tanie, hviå ·h u n havde faaet Lov at leve til i
Dng vg se, at shensdes Bønner var blevne horie.«
Men hans Tante slyngede sine Arme vm hans Hals
«og sagde: »Wer ikke bedtsøvet, min Dreng, og tvivfikkr.
Din Moder hat hørt hvert Ord, vg hun hat glcedct sig;
thi det er Mindet om hende, som hat lagt dig Ordene
paa Tun-gen, og Du har i Dag holvt »din Modets Prax
diken.«
I
oftere vise mit Ansigt «i Auchin«dartoch, sor jeg burde Mc
have givet mig af med Ting, der laa alt for hsjt for mig«.
s »Ja tvcertimod, De vil vise deres Ansigt her wer
scneste Helligdag,« svarede Angus «Bain, ,,for Herren sagde
til mig: »Naar den Mand komm-er, som gennembæves If
Angst, saa ·han ikke er i Stand til at tale, saa stal det
vceire dig et Tegn«. —- Han blev ogsaa en rigtig god
Praest og dar en Slraek for Hytlerne i Zi«on.«
Lachlan var mild og overbcerende mod vor unge
Fritirlepræst for hans første Prcedikens Skyld og lod
slere Etsempler paa en demtnelig overfbadisk Erfaving
gaa næsten upaatalte shenx men en Essteraarsproediken
vætkede ham til Følelsen as hans Pligt. J nogle Dage
havde Storm og Regn pisket Bladene af Traeerne vg sam
let dem i vaade Dynger paa Jorde"n. Præsten stod og
saa ud i sin Havez i den var der blevet stæntet ham saa
mange dybe og hell-ige Tanter, og hans Hierte blev tungt
som Bly, thi nu var den øde, og af al dens Sskønhed var
der tun en eneste Rose tilbage,« som hang paa sin Still,
gennemvaad og visnei. Det var for hom, som om Ung
donnnen nred alle dens- Blosmster af Løfter og Hand var
bleven slaaet til Jorden, og en Følelse af Ensomhed faldt
dver ham. Han dar itke o-pl-agt til at arbejde, derfor gik
han i Seng, nedslaaet og forknyt. Om Natten hørte
Regnen op, og der rejste sig en ifrisk Nordenvind, en saa
dan, som renser Naturen i alle dens Porer og styrker en
hver kraftig Mond til hans Kamp. Det blev en af disse
prcegtige Morgener, som varsler om Vinterens Komme-,
ng da Præsten git hen ad Bejen, hvor Bladene kniirede
under hans Fødder, sog derpaa med osprejst Hoved klatrede
op ad Lyngbakten, da var Gaarssdagen Fortvivlelse for
svunden
Blcesten var stilnet af, og for hans Fødder laa Dulekc
:ydelig i den kolde, klare Luft lige fra de merke Gran
trceer, som lulkede for den nverste Ende af den, til de soul
mende Ege- og Bogeskosve, som adstilte den fra den stsrre
Nabodal. Han dar bleven godt og Venligt niedtagen af
alle, selv meget forskellige, Mennester, og nu saa han med
mennestelig Kcerlighed og Deltagelse paa hdert lille Hienr
med dets Loebælte as Fyrretrozer og dets Staktehade, hvdt
Kornet stod sikkert og godt, saa Pløjemanden og haus
Heste, der star brune Striber i Stubmarken, saa de merke
Firtanter, hvor Kartoffelstcenglerne var visnede ned til
Jorden, og hbor Kvinderne var i Fcerd med at tage Kar
toslerne op; hist og her saa han ogsaa nogle faa Stytker
cheg, som endnu var paa Græs. Hans Øjne faldt pac
den store Stov, hvorigennem han havde vandret i August;
nu straalede den i de forskelligste Forder, mest grønt og
lysegnlt med ildrøde og purpurfarvede Pletter. Det var
som Gud selv gav ham en Prcediken, og han strev den
samme Aften, ligesom i Inspiration, over den samme
Lignelse om Naturen, som Jesus elstede, med en sint
forstaaende Andendelse paa vore Sorger, Glceder, Tro
og Herab. Folk fortalte mig, at det var en »farlig god
Prædiken«, og at Netherton havde glemt den Pris, han
altid vlejede at tage ester Prcedikenen, og det, skønt det
den Dsag var shans Tut at byde Bsurnbrae en Pris.
Endan darin as Vegejstring og frist og rast paa
Legeme og Sjæl traadte Præsten ind i sit Stubenkam
mer og fandt en alvorlig streng StTikkelse stsaaende midt
i Værelset.
»Klaer De det en Prcediken?« sagde Lachlan Camp
bell uden at hilse.
John Carmichael var endnu saa opfyldt af Glcede,
at han ikke lagde Mcerte til Tonen, hvori det blev sagt,
og han gav sig nu til at fortlare med lidt laerd Pedanterig
at det vel nscrsppe var en Prædiken, heller ikke en Bibel
lcesning.
»Die lan kalde det en opbyggelig Tale.«
,,Jeg vil kalde det et Foredrag uden et Gran as
Føde for bungrende Sjcele.«
Dei var, som Prcesten sik en Spand koldt Band ned
ad :)h)gnni, on som om han pludseligt daagnede op as en
dele Trenn.
,,.Lwad galt var der da deri?« spurgte lmn med et
nsnkifteliqt Blit paa den strenge lille Mand, sein plndsi:·
ligt var bleven hatt-Z D-onnner.
»Der var slet innenting rigtig, sor jcg iror itke, at
Jrkrer og Blade og Stnbmarlcr kan frelse vore Sjcrl«:,
m jcg lnsrtc ikke et Ord om Tnnd on Vlngcr OF Kristi
Uerninn Dei er ten Leere, di traancr til» on d-:t er baadc
Ernd on Stank at Te itte end-er E-; sein«
J lIniixsrrsitctklresenc var Pia-lieu bleven f.:«: lmji. o,;
linn lmvkc en ilke saa rinnc Meninzx dm sin, scan Hart var
en qcsdlkjertet F1)r; men han trinke illc indsc, fjdorfor hJO
slnlre lade sig belærc af er k1.7;.::"rl Hnjlænder, som ists
lasste andet end puritanske Striftsr, da sont dir aldeleps
forblindet nf Fordom Da de to stiltes den Søndng
(5fterr11iddaq, bnvde den ungr- tabt Herredømmet over sigi
seld, on den anden raste shcnn ikke Lmanden til FarveL
(Fortsættes.)
Lachlan Campbells Forvandling.
J Frilirten i Drumtochty var der intet Pulpiturz
men en Del af de bageste Sæder var shcevede et Par Fod
over de andre. Da Lachlan Campbell flyttede dertil fra
Auchindarroch, heor ,,de Ældste« berste-de med Jernhaann,
saa at tilsidst ingen tukde sbarbere sig om Søndagen,
undeesøgte han Terrasnforlyoldene med en Strategiters
Blit og valgte sig strats en Hierneplads paa en as de
cphejede Bænte Fra denne sordelagtige Stilling, med
Situaan lasnet mod Vceagen og en lille, aaben Plads intel
lem sig og sin Dotter Flora, tunde han let overse Prie
ditestolen, og inden der var gaaet et halvt Aar, havde
ban indsat sig selv som en Stags Domstol, som hverken
Mast eller Menighed tunde lade være at regne med. Dei
dar itke saaledes, at Lachlan kom med lange eller heftige;
ildgydelser; i Almindelighed beugte han den Taktik at
bylle sig ind i en betndningssuld Tavshed, som enhver»
tunde søle var svanger med Fordømmelse. Naar han«
kalte, var det mest i Lignelser, oa dissse var itte mindre
fryatindgydende, fotdi de var meget vansleliae at for
tolle. Som enhver fand Kelter havde han T'ilbagehol
denhedens Styrte, og shan vidste godt, hvad Vcerdi det hat
at ver-re hemmelighedssuld. Man hørte aldrig hsans
Ziemme iblandt deres, som soran Kirtedøren stad oa
snatlede om løst og fast, og han nedlod sig aldrig til
Mes. Mac Fadyens Standpunkt, hun, som var den aner
tendte Smagsdommer med Hensyn til Praedilenerne eg
tritiserede a lt, lige fra om der Var iilstrækkelig mange
’.?lfsnit i Pteeditenen og indtil den Maade, hvorpaa en
Kandidah naar han talte, beugte sit Lominetørtlcede.
Hnn levede lige sor Fsolts Øjne og sagde sm Mening
med samme Anbenhjertethed, sont en Avisstriver vilde
have ajort det. Men Lachlan holdt sig tilbage i Sing
aen ca omaav sig med en Mine af studeret Ydmyahed,
saaledes soin det passede sig for Jndehaveren as det hel
lige Domniekenibede i Drumtochty.
Lachlan var en lille Mand med et magert, senestcertt
Leaeme, graat Haar og onehnggeligt ordnet Kindstæg, et
tcrlt gammeldags Anstat, hvis Trcet var blevne starpe af
at teente meget over kristeliae Ting, vg Øjne, som under
lniftede Btnn saa paa en som ska en anden Beiden. Hans
Ansigt havde en umistendelig, om end svaa Ligshed med en
nylig tlippet Terriers, dette det alvorligste as alle ste;
og Drnmsbeuah henrev os alle ved i et ins-piteret Øjes
blit at sige, at »Im-In saa ud, som om han lige var kom
imen ud af Arten.« As Bestilling var han Faarehyrde:
Ymen hans Livs egentlige Bestcestigelse var Theologi, og i
det Studium tumlede han med mange sorslellige Spørgsx
maal, liae sra Udvcelgelsen til Fiendetegnene paa Troen
i de helliges Hierin
J Han havde en Baafamlina paa omtrent halvtreds
lsindstnve Bin-d af aamle, and-enge Belast, Da de laa paa
en Egetrcesliste, som han hadde liae ved Haanden, naar
zban om Vinterastenerne fad foran Jlden. Naar saa
szaarene var tomne til RO, Da Daaens Arbcide Var ende,
Flceste han ved Lnset sra Kantinilden on fra den lille Lkie
’lampe, der bana over bang Hoden Wirtin-J Bna om Gove
«nantet ellek Nittlierfordsz »den wende Siristng« eller Bu
nnans »den oderslødiae «.Ita-are« eller Eisens- ,,den ist-L
»3x1lme«, meng- Voakerknmdene laa oa s..1 ned bans Find-s
der, na Flora laute sie-see Oaanti paa et cller andei land
1ix1t baandarbeide. Tilitennnenaien Nr aIIiD PraIA af
dei, der Var blevet :a«si i Aftenenis Loh: men den gamle
Wand alenkte alrria at tiefe nn:, at te beaae maatte san
«ti!adi.- i ret lnnnrelske Jerniafekxh cka at Etetlind knaakte
sinnend-: sia fra sit Fraiald
Sein Jntviiiter feste Lachan ihriat efier den rene
Lakei- ea est-Dr dlrb tsrfsrina men ban bred sia slet itle
Um Linden m sci- Liejtnlenlied bar-de ban länesrein Assl:7,
Da en unsv Brnsit fr-: jjtnirtown Priditede i Fasten i
Trumtochnk itct lmn med ftor Vettalenhed ail nd sra
Tedeum »Ja der var intet Oan mete,« oa aentoa Teksten
efter lnser af Afdelinaeine i Prasditenen mens ban stut
tede med at tale op ad Ltwnkie Da ned ad Stolper hett
ud i det blan, da biev Luften onitrina Lachlan ligefreni
eleltrist, da man inrde tule til ham uden for Knien
Han udtalte sia aldria ienere oxn denne sørgelige Fore
siillingx men nceste Zsøndag fortlarede han os, ester hviliet
Prineip de valgte Prcester i Auchindarroch, sont var hans
Maalestol sor Fuldtominenhed
»Der tom sets unge Mennesler, og de gav sig ikke
til at synge paa Prcedilestolen. Aa nej, de præditede
meget godt, og jeg sagde til Angus Baim »De er alle
sammen gode Mennester, og der er ingen Ting i Vejen
med den Leere, de fører«. Angus var en as de »Ældste«,
og ihan saa, hvad der var stjult for mine Øjne, og han
sagde: »Aa ja, de tunde deres Lettie nieget godt; men jeg
saa dem itle stcelve, Lachlan Camspbell. Der vtl komme
een endnu, og syv er et lytteligt Tal.« Det var næste
Sind-IV han kom, og than var bleg som et Ltg, da han
oplceste sin Tekst: «Salige er de, der er taldede til Lam
mets Btyllupsnasdsver«. Jeg tæntte, at Herren havde vist
tagt for stvr en Bytde paa det unge Menneste, og at han
umuligt kunde magte en saadun Gerning. J ti Minutter
Wehe han paa at stildte os, hvckd der stod for hans
indte Synz men han— tunde itte finde Oed dertiL Han
muckte gaa ned as Praditestolem og han saa ud Ist-m et
Menneste, der hat betet hentyit ind i htmmerig, men er
bleven gjim stum.
»Bei et herren, som hat gjort mig til Stamme i
PDagT sagde han til de »Ældste", »og jeg vtl akdttg
Godc Bøgcr, som anbcfalest
. O
Bcn Huld Nu øsmlandsk Form-Hing s1-a.8u·n«1isz. NU
leeritas bedne Bogen M Nenn-J Wonach paa Faust ved
Wilh. Motten Pris-god1 Indlmndcn, 81.2.3.
Din Brodcks Blod. Un ,«x-orh1sllitg, sont skildrer Lier
Triemem fængslende og interessant Paa Dunst veb N. P;
Mal-few 171 Sidcy i Lmslag, m Heut-J.
Herren cr mit Skjold. »» »ja-um« spmskixdksk »
kristclige Liv i Ruslaulx 150 S» i Einfl. Löc, indb. soc
Mtrtam Roscnbamn. W izokkæuing im ipdisk Mis.
125 Sider, i Omslag, 25 Gen-C indbunden 50 Cuni
Martyren i St. Andrcws. m sziiukde sk« km sem
Kikke. 93 Sider, i Omslag 20 Cents, indbunden 40 Gent-s
Mattyrcrne i dcu luthcrfke Kitte. Mspk s-«
Tyst. 224 smaa Sider, indbnnden i Shittingstnd 40 ConsI.
Alle Byger iendes vom-früh Vetolinaen bedes indsendt samtnen
med Bestillingen. Ftintætket modtageg sont Betallng.
Danish Lutheran Publishing Hause, Blair, Nebrastth
