Under vjilde Rosen
i
AfJan Maclaren.
Domsiests
(S1uttei.)
Folt sra Bnen blen tneget sorargede over, at en
Begeavelses : tsekemoni degnndte med, at der blev sek:
:.eret Brasndevnn oa at et For-Ia as Praesten ved Fritirten
isaa at otnbytte nenne Stit med at læse et Stntte op as
Ettisten mpdte stor Modstand fein noact ganste nt)«..
Ton indwnnnede alle, at hog de Drnmtochtn Mcrnd gen
nemtreenate Da lisslliaede Alvoren denne Ztit. tin Vatte
med Glas blev tned stor Hostidelianed sat pan et Bord;
as Stoffes-en som imidlertio itte indbod noaen, ja itte ent
OWW stivrde noaet Tenn. Man tunde bade troet, ats
denne Otnstasndigtzed ganste var nndgaaet Selstabetij Op
tiiærtsomhed, saa feavcerende saa alle ud, hvig itte et Øje
dtit senete to alvorlige Stittelser, stioe som Etenstptter,
lsavde dist sia oed Bordet.
»Du stal vel have dia en Team TannnaH,« saake
zen ene i en nieaet sorgmodig Tone.
»Nei, nej, jeg bar itte Lnst i Dag. Dei ei en soraelia
Jilstittelse Vette, Jesus-J, hnn Var itte over de tted:.«
»Ja, det er sandt not; men Vi maa doa pleje vost
Leneme, mensJ oi er her paa Iordem Tamtnas:-.«
»Ja, set sra den Side tan jeg jo itte sige annet, end
at du hat Ret,« sande Tammag oa gav ligesem uvillia
ester svr Linstirnoigliedetneg Tint.
»Vi er her i Dag oq bist i Morgen, Inman
Hun var en aod Sinne, var Mes. Stirton, en præatia
Mone. -- Tette her er oist blandet, tror jea.«
«J)et var temmelia pludseliat, hnn ait bott; — —
jea trot, det er fra Købmanden i Muittown; men man
tan itte eigtig smage noget paa saadan en Dag.«
Lange set Glassene er tomme, er al Tante on:
at dritte mere sorsvundet, og man has en svag For
nennnelse as at vasre i Kirtr.
Det var Geotae Hornes Bearavelse, som brød denne
Ztit og gjorde Ende paa Serveringen. Da jeg tom iros
i Haben, nvor Naboerne var samlede, var Stasseten iI
Ferrd med at tage sin Batte bott, og itte et Glas vars
bteoet kost. Eaa vidste jeg, at Drumtochty fette Sagensl
Altvor oa Var wrt liqe ind til Hierterodea
.,T)e san not, at Ztasseren ton sin Vatte utokt bort,«
tagde Vtuinghennti, da vi git hjem sra Kietegaarden
»Im siger Tem, at det et sidste Gang, oi vil saa den at»
ie, saa sandt som jea bedder Drnmsheugb. Jea hat«
itte selo noaet imod, at en as Naboerne taaer sig en
Dram ned en Bearavelse, iseer twis han er tommen opp:
sra den anden Ende as Sognet, og De ved not, at jeq
tan itte med digse Totalsoltz jeg er sok aammel til at
sorandre mia nn. Men enhvek Ting til sin Tit-, som der
staat i Bibelen, oa det vilde have været arueligt blot at
se til et Glas i Ijiargarets Habe, meng stattels Domsie
stod ded den oilde Rosebust og saa nd, som otn han al
dtig meee tnnde leite sit Hoden Man tan tnaaste finde
ttoaere Folt andre Siedet; men man sinder itte et Sonn
med bedee Fplelser end her. Dei vil doa viere en Singe
Tilskedsstillelse for Margaret, naar hnn høeer det. Hnn
bat aitid været iniod Dritteriet, on jeg trot, at hendep
Zoeg dar sat en Stopper sor det ved Begeavetser.«
,,De tan tro, det var baatdt not sor en og anden as
de Fer i Dag; men der var itte een, der muttede. Jeg
boldt Øje med Posten, men han itte saa meget som saa
den i den Retnina. Han er ganste vist en tørstig SjæL
er Posten, men han bar dog Fslelse i Livet.«
For Priesten begyndte sin Tale, tog Whinnie inia
nied sig ind i Ztuen »Der er to as Georges Studenters
tammekater inde hos Margaret: de er vist nteget lckrde,
oa saa er der en, som jeg itte tan blive tlog paa. Han
er saa voldsom fortnnt, oa Margaret talet, som oxn
hun tendte hatn.«
Det var et lavlostet Verkelse med en Trceseng og
noale Stytter simpelt Bohave, som man plejee at sinde
det has Bpndernr. Men de kostbare graste og latinste
Bsger laa paa et Bord, og paa en Hylde ved Siden as
Sengen laa de Prcemier og Medailler, som George havde
vundet ved Universitetet, og rundt om i Verrelset Var
der Roset, dem havde han altid elstet. Moderen, den
icevne sondetone, stod ved Siden as sin tærde Son, hvis
Haab og Tantet hun havde delt, og gennem Vinduerne
tom Lyden as brcegende Fand Dei var et idyllist Bil
lede pas stotst Studieliv.
Georgeg Venner var taratterististe Mand, hver as
tin seeregne Tinte, og de og han tunde tun have sundet
hinanden i Aandens Arbejde. Den ene as dem horte til
en gamrnel stotst Adelsslceat, hvis Medlemrner havde
termpet sor Maeie Stuart imod Jndependenterne; andre
havde fuigt Prins Chaeles til Culloden, og alle var de
boitirteltge og Toryer lige til Finaetstpidserne. Ludovic
Gordon hat-de allerede sca Stolen hast Rn sor sin Dyn
tighed, og man havde ventet, han vitde blive Nr. 1 i
Edinburgh. Det var netov Gordon, som Domsie hat-de
meet bange sor; men han oiste sig dog at octe Margarets
Spn underlegenx han var imidlertid as den Natur, at han
netvp derved tom til at etste Geokge, som Jonatan elstedc
David. Den anden, en merk tille Fnr med et tvitt, itds
suldt Blit, var en Kelter sra det vestlige, som havde ar
bejdet sig srem sra Fister til at veere den dyatigste silo
soflste Student i Edinburgh, og George og Ronald
Martean havde vcret som ist-du« maaste netop, sordi
intet er saa sotstelligt som hsslændete og andre Stotter.
»Wie-sur Gordon,«« sagde Margeeet, »hei- er Georges
; han bad mig give Dem den og sige Dem, at han
betragtede Dereg Venttab som en Gave sta Gud.«
St Osebttt tav Gordon stille, og da han talte, lpd
band Stemme marteltg i dette Væretsr.
,,Ils alle de studeeende unge Mennestey ieg hat set
og W, var Der-es Ssn den bedste og thste, og der
til es faldendt Gentleman. han var ogsas mtn teocsaste
M, pg seg beder Gud om at trtste band Wes-den«
LUM Oprdon bisede sig over Margarets arbejdsslldte
Haus« som om hun hat-de waret en Demanten
(
I) Fortsetetse as «Domtne«, som Ietydee stolemester.
Margatet tog saa Plato op sta Botdet og sagde:
»He: et den Bog, som Geotge bestemte til Dem,
Mafter Maclean, for han sagde altid til mig, at De
havde vertet sot ham som en Proset og aabnet Gans Blil
sot saa uendeltg meget.«
»Det lignede hain gansle at synes, at alle andre var
bedte end han selv,« sagde han med det bløde, lidt sorg
modige, hojlandsle Tonesald, ,,og De maa væte stolt over
at have bietet hang Modet.«
Den ttedie Person ventede henne ved Vinduet, til
Studentetne git, og da saa jeg, at han harte itke til den
Elaas UJtennester, men var en, der havde vaetet en Slave
af Synden ca nn var bleven ftigjori.
»Andta Chaiiniers, George bad mig give Dem hans
Bibel og sink, at lian haabede, De vilde holde Deus
Laste«
.,Eaa sandt Nun hjcelpe mig, det oil jeg,« sagde
Cliamnetg hast, oa fta Haven hatte man na en Stemme
fiaer »L, Gild, du, iom et vor Hjælsp i Sorg.«
Den Bon, som Ptæiten btngte oed Begravelset, vat
Evanetg Etatthed da toang endogsaa Fritirtesollene til
en lidt modvillia Benndtina, stønl de tigtignot tillod sin
at niene, at den haode mete af Bogstaven end as Aanden
i sin. Den beanndte med en Rette Uddtag af Sal
mcrneH deteftet tom to Ettesstog ind i de sinaa Pto
fkkkk« f» » Cin am Utipdeligheden, hentet fta Joh
oa tilsidit endte den sont i en Zejrssang med Stutningen
af det semtende Kapitel as sørste Btev til Kotintherne.
Te Drnmtochty Miend holdt Bejtet i Spænding, til
Priesten naaede Hasdepnnttet i sin Tale lHilloets gjotde
en Gana Etandalc oed at tabe sin Ztol netop i det
«2«jeblit, da Prassten git ove: sta Job til Paulus), on
flapvedeg attei, naat Prasten detefter git ovet til at take
am de mete dagliadags Enlelthedet. Man mente, at det
lsavde taget tnve Aar at brinae denne Von til den Fals
tonimenhed, den nn hande, og enhvet Forandting og Af
lsiaelse fra den vilke væte bleven niødt med Afsty.
Tenne Gang var Ptæsten kommen godt i Gang osz
haode alletede citeret Joh, da han as en ellet anden
Grund blev btagt nd af sin Kurs Ia begyndte at tale
til Gud om Matgatet on hendes Søn paa en gansle
jctdn Mande, det btagte noget soin en Klump op i Hal
ien paa ham, indtil han tilsidst, som jea formt-det, i
Aanden saa Dtenaen sidde en Vinteraften i sit Beetelse
over sine atassle Studier, og det, der var tilbage as den
store Bon, smeltede nn sin et Jsbjeta i Golssttmnmcn
,,Hetre, hav Medlidenhed med os, for vi elslede hain
alle, oa oi dar alle stolte as ham.«
J Almindelighed plejede, naat Ptcrften havde sagt
Amen, enhvet at se paa sin Nabo, soin saa luttede Zjnene
halvt og tnstede paa Hovedet, som om han vilde sige:
»Bei et til ingen Nhtte at spotge mig; der er ligesreni
itte noaet Mennesle, det lan gøte det bedte.« Men denne
Gang hiistede inaen daa sin Nabo, sordi alles Lckne var
fasitede paa Ptcksten.
»Te: tan gerne verre, at jeg hat bedøint ham sot
strengt.« sagde Lachlan Campbell, en Hain-enden sont
hatte til Fritittem ,,jeg stal aldtig mete nagte, at Man
den hat den aode Sæd i fig; men den et tigtignot sleini
ovetatoet as Vetdsliahedens og Atniinianismens Klinke.«
»Don et en god Mand, Lachlan,« svatede Donald
Wen-gez en anden Kelter; ,,thi hdet den, som elsker, ers
født af Gnd.«
f Der vat ingen Ligvogn i Drumtochty, og vi bat
)
detsot oote dsde, site on site Mond siistevisx disse vadede
over Aaet og Brette, hvot Vandet tidt git dem til Knecne,
medens de ovtige snlate ester i et utegelmæssigt, tnaletisli
O·ptog, hen over Heden da Stenene, der tjente til Bro(
i Beetten For vi gil tom Matgatet ud og tagde
tGeotgeS hvide Eiliehueitl paa Liglisten, idet hun lagde
llltoser ind mellem Foldetne as den.
Hnn indbesattede os alle sta Domsie til Ptæsten i
sin Tat
« »,'·Naboer saade hun, »J vat alle hans Vennet, cg
than pnslede, J stnlde dide, at det, at J stolede paa hain,
oat en itot Hjaslp fot ham i hans stame
Vi oat alle beoceaede, og Drumsheugh gav vote
Tantet Ord, da han fagde:
«Mataatet Howe, het et itie Tid og Sted til mangei
Ord; men Dstmntochty hat tun eet Hjette i Dag, og det
sorgen-« s
Jngen talte til Domsie, mens di git ned ad Vejen’l
med det modne Korn Paa begge Sidet; men han vintedej
ad Chaumets, at han stulde komme og sslges med hom.
«De hat vel hstt Gevtge tale om mig, Mk. JamieJ
son?«
»Ja oste, og han sagde en Gang, at De havde oætet
langt ude, men at nu havde De ttaadt Satan under»
Fad«
»Dein hat itte sottalt Dem alt, thi havde Geotge
Howe itte vatet, saa havde jeg i dette Øjeblik itte vætet
vardig at taldes et Mennesle. En Aften, mens han at
bejdede meget strengt med sm Etsamenslcesning, og da
bans Svgdom alletede havde stættt Tag i heim, statkels
Frit, sagte han mig dog op, hvot feg vat, og oilde itle
gaa igen, fst jeg sulgte med ham. Gaa hieni, Howe,
sagde jeg, det blioet din Dod at vcete ude i en saadan
Slud og Kuldr. Hvotsdt vil du itte lade msig ligge, som
jea hat tedett Ude paa Gaben tog han mig under At
men. Jeg set endnu Stettet sta Gaslhgten paa hans
sblege Anstgt og Glansen i hans Øjne. »Fotdt jeg hat
en Modet,« sagde han. Stolemestet, han stiede mig
nd as heloede.«
«Mig ogsaa, Andra, sipnt ikte as Detes Helvedr.
Kan De huste de tometste Triumstog, naat en General
tom hjetn med sit Byttei De og jeg, min Gut, vi et de
Fanget, som gaat bag estet hans Vogn op til Capt:
wünan
Donald Menzieg vat i th Grad et Stemnings
menneste, og Ptæstens Bin havde givet hanc Fantast
stie Teilen saa han nu saa Shnet.
»Se,« sagde han« da vt stod paa en lille Haj, »teg
hat set dette fst i Judas Bog.«
Os Nat-e dee i den euselske da stotste sit-te et Tale Im Sol-nec,
menes altid Davids Calmer. Ille andre Ost-net taldes der
dynumn
s) ca saadan taas eet at take bottom-eben i Mailand
«kTHMWÆ-HTJ
For Faden as Hoer var Ligbærerne lige gaaede
over en lille Beet og git nu op ad Bredden paa den anden
Side, hvor der var en Plet grsnt Gras, kantet med rød
Lyng.
,,Arlen er gaaet over Jordan, og George er kom
men ind i det sorjcettede Land.«
Septembersolen stinnede paa den hvide Sitte, soni
George havde vundet »med sit Blod, og lagde sig som en
Glorie over de to Stilkelser, som steg sop ad den stejle
Slrænt tret efter det Menneste, de elstede.
Jngen stemmede saar Lov at rote vore dode i
Drucntochty, men de otte ncermeste as Slægten senter
Liget i Graden. Der er strenge Regler sor den Orden,
hvori det slal ske, og det bliver aldrig tilgivet, hvis nogen
bliver sorbigaaet. Margaret havve ordnet alt med Wisin
nie, ng alle syntks, det var rigtigt gjort. Georges Fader
toa fat ved Hovedet, og Fødderne (den mest ceresulde
Plaog derefter) blev givne til Domsie.
»De tnaa gore det. Margaret siger, at De var saa
godt som hans eget Køv og Blod.«
Nebene paa højre Side blev givne til Prceften, Gor
von oa mig, paa den venftre Side til Druinsheugh, Mac
lean og Chaiiirters. Domsie tog Huen af Kistelaaget og
gav Margaret den, men lod Roserne blive liggende oven
paa Kisten. Saa blottede vi alle vore Hsoveder, og under
mle Stilhed sænlede vi Geer-ges jordiste Levninger ned
i Graveu.
Vi plejede altid at blive, til Graden var kostet til, og
vet var en streng Tid for de ncermeste. Der var den Dag
ingen, som viste, hvad han selte, undtagen Drumsheugh,
vvig haarde Storpe var smeltet, saa man saa lige ind til
bang larlige Hinte, og Chaumer5, som git hen bag ved
en Gravsten og hulkede højt· Jugen, ilke engang Prie
sten, gjsorde nogen Bemckrtning derover hverlen med Ord
cller Blit, og da Folk git sorvi ham, lod de, som om de
itie saa hom· Men jeg lagde Mærle til, at Skolemeste:
ren tog Chaumers med sig hjem og sulgte ham hele Vejen
til Kildrmnmie Station nceste Morgen.
Georges Venner reiste et Granittors over hans
Grav, og det blev overladt til Domsie at vaelge Jndstrif
ten. Der havde veret en Tib, hvor den vilde have ble
ven: »Den, Guderne elster, dsor ung«. Men siden da
havde Dornsie lært Guds Herlighed at tende, og paa
Graben, hvor der hver Sommer i tyve Aar blomstrede
friste Roset, indtil Margaret blev lagt ved Siden as sin
Erm, blev nu folgende Jndslrtst sat:
George Howe.
Dod 22nde September 1869.
21 Aar gammel.
Man stal bare Folteslagenes Herlighed og Ære til den-U
« Aabenbaringen, 2l. napiieh sti. Weis-.
—-- §;§—.—.-—
Hans ModerS Prædiken
Han var en flink, opvatt Frit, soni tom lige frist fra
Universitetet uden anden lsrfaring end den Theologi, hnn
hnvde fnaet der, og han var kommen til FritirlensH
visrcestegncird den foregaaende Manng nied firc Vognlckö
fulde af sit Bohave og sine andre Ejendele og med en
irgift Tante. J tte Dage vandrede han onikring i Lei
ligheden fra Værelfe til Bettelle, nydende den ulendte
Fslelse at have sin egen Husholdning og goeende forflel
lige Forslag, som Tanten bare smilede ad. Derpaa lut
tede han sig inde i sit Verelfe for at forderede fig til den
store Tingt fin Tiltrcrdelsegvræditem og imens gil
bang Tante onrtring paa Taaspidserne for ilte at for
siyrre ham. Mens- de sad ved Bordet om Fredagen, er
ilcerede hnn Lejlighedsvis, nt han egentlig helft viloe
lirlde en gansle jcwn Preediten, men da hatt havde faaet
Mac Wlmmmels Stipendium, ventede man naturligvis
noget andet og noget niere af ham. Han vilde passe
poa itte at gaa for vidt i sine Ildtalelser; men han styldte
dog sig felv at qøre Rede for Nutidens theologisle Syri,
og han maatte i det mindste et Par Gange benytte Ci
tater af de nyefte Forfattere.
Hans Tantc var en alrwrlig, kristelig Kvinde incd
den Blanding af traftig Birlelighedsfans og en Slags
mild Mysticisme, der er ejendommelig for den stotste
Froinhed og giver den en enen Tiltrælning. Hendes
Ansigt fit et betymret Udtryl, og medens Præsten med
barnagtig Velbehag udvillede sine Anstuelser, var hendes
Tanter i et Vcerelse, hvor de begge for fein Aar siden
havde staaet —- ved bans Moders Dødsseng.
Den Dag havde han vceret spnderlnuft; han hulkede,
saa Sengen ryftede, thi ynn var sin Moders eneste Son,
oq Faderen var ded, og hans Moder, som til det sidste
var tapper og trofast, tog Afsied med ham.
»Du man ilte græde saa stcertt, John, og tab i:u
site belt Modet, for det er Guds Villie, og den er den
bedfte. Her er mit Ur og min Kcede«, — hun lagde dein
foran sin Son, men han bverten rørte dem eller lsftede
sit Hoved - - ,,oq naar dn føler Reden om din Hals, til
det minde dig oni din Moder-Z Arme. Du vil itte gleite
me mig, John, det ved jeg, og jeg stal aldrig glemme dig.
Jeg vil elste dig hisset, som jeg bar elstet dig her. Der vil
itte være en Time, da jeg itke vil bede for dig, og der vil
jeg leere at bede gansie anderledes, end ieg nogen Sinde
bar tunnet det her. Ierfor maa du itke viere saa for
tnnt.«
Saa følte hun efter hans Hoved og llappede det;
men han lunde hverlen se vp eller tale.
»Du vil folge Jesus, det er mit sitre Haalx Og
Enaar han miser dig sit Kors, saa vil du tage det op,
Tog du lau bære det, for han tager ·altid selv ved den tun
·) J sen-et 1843 traadte henoed 500 Priester og Inange chtoll
nd at den stotike Staeilirke vg dannede en Feikirte, ikke paq
Grund ai Uoverenssiemmelfe i Latein men fordi Staren vilde
tiltaae stg for niesen Wage over Wirken og itke vilde agte Me
nigbedernes gamle Ret til telv at vælge deres Priester eller l
alt Falt- fokkaste dem, de lkke vilde have ellert alt Feld ikke
fundt vardigr. Frikirken stiftedes med ltor Oservillighed og
hartenere stadig hast Fee-ergang, taa den nu tcller one ved
1100 Priester og Mensgheden
geste Ende. san hat ledei din Moder-s
Aar, der er gaaede, han hat vætel Inin Forstrget, MS
jeg var Enke, og han vil holde mig fast« til dei sidstr.
Han vil ogsaa holde fast ved dig, John, og jeg vil fscse
dine Veje, og du vil ikle svigle, det ved jeg.« Lendes
siakkels, kolde Haand, som havde plejet og verriet harrt
hele hans Liv, lagde sig fast Paa hans Hoved. Men han
kunde ille tate, og hendes Stemme blev svagete og svas
gere.
,,Jeg kan ikle se dig nu, Johnz men jeg ved, at du
er her. Jeg har tun ei Ønsle endnu· Hvis Gud kalder dig
til at vcere Prcest, maa du ille sige Nei; og den fstste
Dag, du præsdiler i din egen Kitte, slal du aslcegge et
godt Vidnesbyrd om Jesus Kristus, og jeg hører dig den
Dag, John, skønt du iikle lan se mig, og jeq vil veere
glad.«
Lidt efter hvislede hun: ,,Bed for mig,« og han
mahle: »Moder, Moder!«
Dei Raub var i sig selv en Bon, sorn Maries Ssn
ille lod blive ubesvaret.
»John,«sagde hans Tanie, »din Moder er nu hos
Herren,« og for føste Gang i sit Lin slod han Ansigt til
Ansigt med Dødem men her var den smuk ssorn den
Frev, der overgaar al Forsiand.
Siden den Dag var der nu gnaei sein Aar, optag
ne as Tanker og Arbejde, og han Taufe icenkte paa, om
hnn nu mindedeg denne sin Moders sidste Blin, eller
om han maaske i sin Sorg slet ikke havde børt den.
»Hde tænler du paa, Tanie? Er du bange for min
Theologi?«
»Nei, min Dreng, dei er ikke det, for jeg ved, du
bil tale efter din Oberbevisning om Sandheden uden
Ijlextneslefrygt,« sagde hun lebende
»Naa hbad er del da? Korn nu fretn med det, Tan
te. Jeg har jo nu ingen anden Moder end dig, ved
du nol,« sande Præsien og lagde Armen om hendes Liv,
,,og du er den bedsie, sødesie, kcerligsle Tante, som no
get Mennesle nogen Sinde hat hast«
Ved Siden as at være lidt studentervigtig var han
en rigltig god Fyr og sund lige til Hiertetoden.
,,Slam dig noget, John, at gøre Nat ad mig gam
le Menneske; men del lan ikle nyite, at du vil gøre dig
lækler ved at srnigre mig, jeg kender dig for godt.« Da
nun saa ind i hans Ansigi, fyldtes hendeg Øjne plud
seligi med Tat-ten
»Hm-d er der i Vejen, Tonle? Vil dn ikke sige mig
dei?«
»Du man ikle vcere vred paa mig, John; men jeg
er lidt ængsielig for Sondag. Line siden du blev kaldet
til Drumtocbtn, bar jeg bedt o1n, at den Dag maatie
blive en stor Dag, og at jeg maalle se dig, min Dreng.
lomme til din Menigshed med en Asglans as Guds Her
ligbed over dig, som der staat strevett »Hvor dejlige
er deres Fødder, som sorkynder Fred, sorn forkynder
godt Budskab.«
Aiier standsede hun.
,,Bliv ved, Taute, blliv ved,« hviskede han, »sig
alt, hvad der ligger dig paa Sinde.«
»Bei iilkommer ille mig at raade dig, jeg som
tun er en enfoldig, gammel Pige, der ikke kender andet
end sin Bibel og Katekistnns. Dei er ikle saaledes, at
jeg er bange for de nn Syn eller for din Tro, for jeg
lan saa godi sotstaa, at der er mange Ting, som Aanderk
endnu har at loere os, og jeg ved gvdi, at dei Mennesle,
som folget Kristus, aldrig vil sare bild. Men del er
Follene her, jeg cengstes for, John, den Flok Faar, sont
Gud hnr betroei dig at bringe Næring til.« Hun lunde
ikle se hans Ansiqi; men hnn følle ei sagte Tryt as
hans Haand, og det gav hende Mod.
»Du maa huslc paa, min Dreng, at de ikke er faa
lloge og lærde som du; de er tun jævne Landsbyfolh
bver med sin egen Fristelse og bundne og tryllede af
denne Verdens Sorger on Belmnringer. De irænger til
et klart og lydeligi Ord, som lan lrøste deres Hierier
o·a vise dem den Bef, der aldrig sorer bild. Jeg tvivlek
illc paa, ai du vil sige, hvad der er ret, og ai alle vil
være glade derved; men min eqen Dreng, for alting-,
aslokg ei godt Vidnesbyrd om Jesus Kristus.«
Præstens Ansigi blev blegi, oq hans Arm lssnei
de sit Tag. Han reiste sig hastigt og gik hen imod DI
ren; men idet han gik ud, sendie han sin Tante et for
staaende Blik, et saadant, som kan velsles mellem Men
nesler, der har vceret scelles om en Sorg. Sonnen havde
ikke glemi Msoderens Bon.
(Sluiies).
1nteresfante og spændende For
tællinger af de bedste Fo: fattem
Svcnfkekne paa Kronbom -s«««--««»»« »Ob«-»
nllerede, og Bogen leve1·e5, jaa sum-I den et ixkrdigJ Oistokifk
Roman as H. F. (Fwald. J Osmslag Smo« godt indb. CHO.
Ell Polst Familic· As J. u. Hauch, i im udgaoe. 424 Si
der. J Omslag 81 ()(), gobt mdlmndcn NEU
Den fkotfke Kvindc paa Tiele. MMM km »
formationötidem as H. F. Gwald, c m) lldgave. 600 Süden
J Omflag Q1.20, godt indbnndm sum.
Oliver Twist. tsn Samsundåmsna11, ai Kharies Dickmk
Wobt indbunden 80 Gent-Z.
Jngemanns Romanerz
Valdesnak Seien Histokifk Moment. J Lutflag soc, indb.
s1.20. Fint illustreret Pragntdgave, ikint Stufqu IND,
s Jnvbunden meget iolidt M 50.
Erik Mcnveds Varndom.
Historisk Roman. J Omilag Asc, iubb. 81.20·
Kong Erik og dc stritt-fe
Hisiorisk Roman. J Omflag 80c, indb. Il.20.
Prins Otto af Danmark og bang Somit-.
Historisi Roman. anb. It 20.
ac Bsger sent-es pottofkit. Bemlingen beded indieud much
med Besttllingen. Ftimketker modtages fom Betallnk
Danish Luther-an Publishing Dense, Blair, Nest-III